Corona 1. år

Hold nu kæft!

jeg gider ikke høre flere mennesker argumentere for at netop deres branche restauranter butikker hoteller skoler festivaller højskoler rejsebureauer efterskoler 6. klasser wellness frisører teatre koncerter byggemarkeder museer skønhedssaloner skal åbne så de kan komme til at tjene penge igen

jeg gider ikke høre flere unge brokke sig over at de spilder deres ungdom voksne spilder deres voksendom ældre spilder deres alderdom

jeg gider ikke høre flere uvidende ubetænksomme råbe mod ’mor Mette’ mod vacciner mod mund­bind slå på grydelåg mod nedlukning

jeg gider i det hele taget ikke høre mere

brug dit eget hoved

ansvarlige fagpersoner forsøger af al magt at gelejde så mange som muligt af os igennem en pandemi igennem en global krise igennem en af de største trusler siden krigen

det drejer sig ikke om dig om din butik om dine mink om din alder om dine sygdomme om hvor mange mennesker og hvem de blå politikere p.t. synes at vi kan undvære

hvad de du jeg yvonne søren og lille emma mener har ingen betydning ingen som helst

det eneste der betyder noget er det samlede smittetryk

for mange smittede giver for mange syge giver for mange mutationer giver senfølger en epidemi ude af kontrol overbelastede sundhedssystemer så du din kone mand mor bror børn risikerer at dø af galdesten kræft hjerteslag blindtarmsbetændelse

fordi alle sygeplejerskerne anæstesi­lægerne iltapparaterne sengepladserne er optagede af coronasyge slipper op

lig i gaderne

så sæt dig ned vær stille træk vejret mens du kan rok ikke båden

mens vaccinen bredes ud

solen får magt

smitten langsomt dør ud

så ses vi igen forhåbentlig på den anden side

lige om lidt

på gensyn

Ingen er en ø

‘No man is an island
Entire of itself
Every man is a piece of the continent
A part of the main
If a clod be washed away by the sea
Europe is the less
As well as if a promontory were
As well as if a manor of thy friend’s
Or of thine own were:
Any man’s death diminishes me
Because I am involved in mankind
And therefore never send to know for whom the bell tolls
It tolls for thee’

John Donne – Shakespeares samtidige I en hurtig oversættelse:

Ingen er en ø
Helt for sig selv
Enhver er en del af kontinentet
En bid af helheden
Hvis en tue blev skyllet væk af havet
Ville Europa blive mindre
Ganske som hvis et forbjerg blev det
Ganske som hvis din vens gods blev det
Eller dit eget:
Ethvert dødsfald gør mig mindre
Fordi jeg er en del af menneskeheden
Og derfor skal du aldrig sende bud for at spørge, hvem klokkerne ringer for
De ringer for dig

Dette 400 år gamle digt kunne – blandt meget andet – måske også handle om indsatsen mod corona?

Vi tolererer ingen dødsfald, for vi er alle en del af helheden
Unge og gamle
Rige og fattige
Hvide og brune
Mænd og kvinder
Vi kan ikke undvære nogen
Vi kan ikke holde smitten væk fra nogle og ikke fra andre
Alle kan blive alvorligt ramt
Børn, voksne, raske, syge, friske, trætte
Når smitten breder sig, bliver vi alle ramt
Som sammenstuvede mink
I samme bur, i samme båd
De grådige, de rastløse, de hensyns- og tankeløse rokker ved den fælles grund

Kunne vi ikke sidde stille? – Bare nogle få måneder endnu …

Når jeg bliver konge

– skal snekanoner og terrassevarmere forbydes.

– skal folkeskolelærere omhyggeligt udvælges og uddannes bedre og længere.

– skal læger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU’er – alle med nær borgerkontakt og deres chefer – bestå en empati-, hjertevarmheds-  og flinkhedstest, før de får arbejde.

– skal byernes centre være bilfri.

– forbyder vi jagt som fritidsbeskæftigelse. Nedskydning af dyr på marker, i hegn og skov må kun foretages af jordejerne selv og af betroede, veluddannede vildtforvaltere. Drab er aldrig for sjov.

– bliver det forbudt at bygge, og navnlig at bygge grimt, i naturområder.

– må ingen børn overlades til institutioner, før de er fyldt tre år. – Man må bare finde ud af det! – Vi vil ikke have småbørn, der knap kan gå eller tale, til at tumle rundt blandt fremmede i store institutionsmiljøer. ’Som sanseløse pingviner’, som en forsker skrev i sin rapport om vuggestuebørn.

– må ingen børn under 12 år være i skole og/eller institution mere end 6 timer pr. dag alt inkl. – Og ingen må komme hjem til et tomt hus eller have ansvar for mindre søskende, før de er fyldt 15.

– må telefonsvarere ikke bruges i det offentlige. Ingen skal ringe til deres sagsbehandler eller endnu værre, til deres læge efter hjælp og tvinges i halve og hele timer til at lytte til: … muzak … tryk dit og dat … indtast dit personnummer afslut med firkant … ved du at du kan bruge vores hjemmeside (hvilket man jo ikke kan, det er derfor man ringer) … du er nummer 32 i køen … ring venligst senere (hvilket man ikke kan, da telefontiden slutter klokken 9, og alle smides af linjerne).

– nedlægges zoologiske haver. Vi udstiller ikke længere mennesker af andre racer i bure, og vi bør ikke længere udstille større pattedyr, menneskeaber, bjørne eller giraffer som under­holdning for familier på søndagsudflugt. I haverne kan vi, ud over legepladser og isboder, have heste, køer, svin, geder, får, høns, kaniner, sådanne dyr, som igennem tusindvis af år har haft tilknytning til mennesker og trives som tamdyr.

– skal skattesystemet forenkles til et personfradrag og en procentsats FOR ALLE! – Afstand til arbejdssted, hjemmekontor, diæter, rejser, udgifter er skattevæsnet uvedkommende. Løn m.v. må indrettes efter disse forhold.

– må seriøse nyhedsudsendelser på statsstøttede medieplatforme ikke spilde folks tid med sport. Det er en rest fra den gammelpatriarkalske kultur, da mænd definerede alting. Sport er ikke anderledes end andre reklamefinansierede og indtægtsakkumulerende begivenheder, som fx cirkusforestillinger, og skal ikke have særstatus. Det må natur­ligvis nævnes, hvis Danmark slår Sverige og vinder VM i håndbold, men alenlange beretninger om spillernes privatliv, følelser og helbred og fansenes fjollede udklædninger og forudsigelige håb og skuffelser henvises til specielle sportsprogrammer, kanaler, magasiner, internetsider. Meddelelser om sportsresultater, opgejling og hjernedøde interviews – Kan du ikke lige sætte ord på dine følelser lige nu? – må ikke optræde side om side med coronatal, demonstrationer i Rusland, statskup i Myanmar, brand i flygtningelejre og præsidentvalg i store lande.

– bliver salg af fyrværkeri til private ulovligt. Kun uddannede fyrværkerimestre må håndtere krudtet, og de kan hyres til nytår, bryllupper o.l. – Faktisk kan man med laserlys simulere flot fyrværkeri på nattehimlen, men hvorfor skulle man? Dyr og fugle skræmmes fra vid og sans.

– skal bycykler og løbehjul ikke fylde op i byerne, uanset om det er bystyret eller private fir­maer, der står bag. Folk må købe eller leje deres eget transportmiddel, for så er de mere an­svarlige. Vi nedsætter et helt korps, der kun skal tage sig af cykeltyverier.

– må ATV’ere og mountainbikere ikke køre i naturområder, men henvises til specielt anlagte baner, hvor de ikke oppløjer og ødelægger noget af betydning, og hvor de ikke er til gene for andre, der nyder en fredelig spadseretur.

– skal alle håbefulde hundeejere aflægge en prøve, have ’kørekort til hund’, så de ikke efter­lader små hunde alene i timevis i årevis til at gø deres frygt og frustrationer ud. Eller overla­der dem til kun halvstore børn, der ikke kan håndtere ansvaret, men gør alting værre.

– må hver husstand kun eje én bil og tage på én årlig flyrejse.

– må ordet ’ghetto’ kun bruges i den historiske betydning. Vi har i dag i Danmark ingen ghet­toer!

– skal der oprustes kraftigt på pleje- og sundhedssiden, så det ikke bliver læger og andet sundhedspersonales arbejdstider og skemaer, men syge og ældres behov, der bestemmer gangen.

– skal landbrug, dvs. jordbrug og dyrehold, reformeres kraftigt hvad angår størrelse, finansie­ring, dyrevelfærd, gift og gødning, udnyttelse af jorden.

– skal Danmark tage sin rimelige del af verdens flygtninge og behandle dem ordentligt, når de kommer.

– bliver det forbudt at annoncere for dyre vitaminpiller, kosttilskud, kemi, cremer, behandlin­ger, som påstås at fritage mennesker for alderens forandringer og skavanker.

– skal alle folkevalgte og folk i større, offentlige stillinger én gang om året redegøre offentligt og på lettilgængelig vis for deres økonomi, bestyrelsesposter m.m. Måske skal de også på kursus i grundloven og gældende etisk praksis, for der sker i disse år skred, som tilsyneladende kan henføres til ren og skær grådighed parret med dumhed.

– skal journalister lære at skelne mellem informativ og kritisk journalistik. Der er p.t. en ten­dens til, at journalister nogle gange stiller sig pinligt opmærksomhedspåkaldende, fiffigt­snedigt kritisk an, når de blot skulle videreformidle facts, og andre gange undlader at stille de oplagt nødvendige, kritiske spørgsmål.

– og almindelige mennesker skal uddannes i forskellen mellem rygter på sociale medier og videnskabelige facts. (Og nu vi er ved det: Høflige og hensynsfulde omgangsformer, mundtligt og skriftligt sprogbrug, de fire regnearter og budgetstyring.)

– skal der lovgives om miljøet på import- og producentniveau. At redde verden må ikke ude­lukkende overlades til den enkelte kunde i supermarkedet.

– skal der lovgives om ro, ren luft og naturbevarelse.

– må ingen danske soldater eller civile medvirke til ikke-forsvarsrelaterede krigshandlinger noget sted på kloden og i rummet.

– skal politikerne hvert eneste år på kursus, så de bliver i stand til at handle til landets bedste. Ikke som nu, hvor mange tilsyneladende har deres eget bedste, vellønnede poster, karriere og løn som mål, eller de forsøger at agere strategisk til egen fordel ved at undergrave kollegaer både i og uden for eget parti med udbredt mistillid til demokratiet i befolkningen som resul­tat.

– må små sportsfly ikke fylde luftrummet med larm og genere måske titusindvis af menne­sker på en sjælden solskinsdag, blot for at en enkelt mand eller to kan dyrke deres interesse. Det samme må gælde gokarts, jetski og andre larmende fritidsmaskiner til lands, til vands og i luften.

– skal danskerne belæres om landets rette størrelse og betydning og ikke bilde sig ind, at fx kineserne ændrer en tøddel på deres politik, hvis vi får vores udenrigsminister til at kritisere dem. Vi skal naturligvis stå ved vores menneskerettigheder og demokrati, men det ville være klædeligt, hvis vi gjorde dette i samarbejde med internationale organisationer, EU, FN, WHO o.l., og så påtog os at rydde op i egne sager først, fx Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af flygtningepar uden at høre parterne, svindel med forsvarets midler, konsekvensløs for­æring af milliarder af vores skattepenge til udenlandske bondefangere o.a.

– afskaffer vi monarkiet og adskiller kirke og stat, som alle andre, moderne og oplyste demo­kratier allerede har gjort for længe siden.

Småtterier IX

● Det er Mette Frederiksen og regeringens ansvar sammen med udpegede eksperter at føre Danmark igennem en voldsom pandemi. Naturligvis har de sved på panden. Andre steder, i Sverige, Storbritannien og USA fx, løber det løbsk med døde i titusind- nogle steder hundredtusindvis. – Mens danskerne brokker, brokker og brokker sig over regeringens tiltag for at begrænse smitten: Man vil ikke blive hjemme. Man vil åbne sine forretninger på fuldt gab. Man vil holde fest. Man vil holde smittefarlige mink i millionvis. Man arrangerer rej­ser, teater, gudstjenester og store festivaller. De unge vil i skole og til fest – De gider ikke sidde hjemme og kigge på en skærm, siger de, hvilket er nyt for mig … Hvornår har unge mennesker sidst fravalgt skærme til fordel for seriøs undervisning? Samvær? Oplevelser i naturen?

● Henning Jensen, den vidtberømte ekspert i virus og epidemier, har fundet tid til at kommentere regeringens teststrategi i verdenspressen: 

’HENNING JENSEN

test mig her og test mig der,det er intet vær måske er du fri i dag men måske ikke om to dage og hvad er alt dette testning så vær’ (Kommentar på Nordjyske.dk d. 7. 9. 2020)

Overfladisk set har manden ret. – Testning er som at måle temperaturen på en syg. Det er ikke en be­handling i sig selv, men man skal have en diagnose, før behandling, smitteopsporing og karantæneforanstaltninger kan sættes i værk. Og mange tests fortæller de uddannede eksperter, dvs. dem, der har tilbragt en årrække på universitetet, hvordan epidemien udvikler sig i samfundet, og hvor man kunne sætte ind.

Det fortæller de så regeringen, der efter forhandlinger med Folketingets øvrige partier indfører afpassede restriktioner. Restriktioner, der under behø­rig hensyntagen til samfundets forsyningssikkerhed, øvrige velfærd og økonomi, skal begrænse udbre­delsen af smitte og sygdomstilfælde.

Det er meget vigtigt at få begrænset smitteudbredelsen i hele samfundet for at forebygge de alvorlige sygdomstilfælde, der fylder op på sygehusene og belaster sundheds­væsnet. Hvis vi har mange alvorligt syge, kan fx Henning Jensen og hans børn og børnebørn ikke komme til, hvis de skulle brække et ben, få blindtarmsbetændelse eller kræft. – Vi vil nødigt se patienter ligge og hive efter vejret, mens de dør på gangene, i ambulancer uden for sygehusene eller hjemme … alene og uden hjælp. – Derfor al snakken om røde og grønne kurver og de første vacciner til de ældste og mest skrøbelige medborgere. Men man forsøger også at begrænse en til to ugers alvorlig sygdom og de mange senfølger, der ødelægger livet, livskvaliteten og arbejdslivet for både unge og ældre efter en coronainfektion.

Hvorefter folk tager på ferie til Dubai, hvor de henter en ny, mere smittefarlig virusmutation med hjem til alle os andre, fordi de ’trænger til at komme lidt væk … ’ eller ‘arbejder’ med deres fjollede selvudstilling på sociale medier, hvilket, de åbenlyst mener, er vigtigere end andre menneskers liv og sundhedspersonalets helbred og arbejdsforhold.

Måske Henning Jensen næste gang vil plædere for selvisolation til de dummeste?

● Politiken.dk bragte Nytårsdag 2021 en rørende beretning om livet i København i pan­demiens tid: Folk stod i kø i timevis nytårsaftensdag for at få udleveret gourmetmad.

Anders stod syv timer i kø: »Det her tør jeg ikke gøre igen. Det skulle have væ­ret convenient. Det var det ikke«’

De nytårssultne udtaler bl.a.:  ’Min kæreste og jeg havde købt menuen 30. december ef­ter at have været i vores lokale supermarkeder og konstateret, at østers, jomfruhummer og hummere var udsolgt. ’

For en gammel jyde var det gribende – efter at have slået ordet ’convenient’ op – at dykke ned i selve artiklen og læse den grufulde beretning om en kø på 700 m, kulden på fortovet, sammenholdet i køen, de tre stykker rødbede og et lille stykke kød til i alt mere end tusind kroner pr. ku­vert, som de heldigste omsider fik udleveret, for ikke at nævne det varme bad bagefter, der bevirkede, at en enkelt mandlig madhenter gik glip af første del af dronningens nyt­årstale …

Vi har ikke hørt mere om det siden, og vi håber, at hovedstaden nu igen har fået styr på leve­rancerne af østers og hummer, ellers må vi jyder med frysere – og en planlægnings­horisont ud over halvanden dag, starte en Facebookindsamling til fordel for de sultende københavnere.

Se selv:

https://politiken.dk/ibyen/art8051169/%C2%BBDet-her-t%C3%B8r-jeg-ikke-g%C3%B8re-igen.-Det-skulle-have-v%C3%A6ret-convenient.-Det-var-det-ikke%C2%AB

● ‘Louise er for syg til at føde børn: Fandt ukrainsk rugemor

Udenlandske barnløse valfarter til en voksende industri i Ukraine. Hør og læs Louises fortælling om turen til Kiev.’ (DR.dk 12.1. 2020)

Er det kun mig, der tænker over, om egoismen i dette forkælede land er gået for vidt? Hvordan vil Louise passe sit barn i måske 15 – 20 år frem i tiden, hvis hun er syg? Hvad med barnet?

● ‘Familie skal indsamle 15 millioner til syg datters behandling i udlandet’  (TV2.dk  1. 12. 2020)

Det kan umuligt være en rimelig pris!  – Hvilken behandling koster 15 mio.? – Hvem tjener styrtende på syge børn?

● ‘Efter pres fra fagforeninger: Regeringen sløjfer forslag om obligato­riske vegetardage –  Forslag om to obligatoriske vegetardage i statslige kantiner træk­kes tilbage efter kritik.’ (Politiken.dk 2.11. 2020)

Vores skiftende regeringer har haft endog MEGET svært ved at lovgive til fordel for klima og mil­jø. De vil ikke røre ved landmændenes skadelige praksisser, og nu har vi pesticider i grundvandet. De vil ikke røre ved fiskerne, der tomfisker vores farvande og ødelægger hav­bunden. De vil ikke lovgive om krydstogts- og containerskibe, der i alvorlig grad forurener den fælles luft. De vil ikke begrænse bilkørsel i byerne eller sørge for at togdriften fun­gerer ordentligt – også uden for hovedstadsområdet.

Men påbudte vegetardage i offent­lige kantiner, så de mennesker, der rent faktisk udfører et stykke praktisk arbejde til gavn for os alle sammen, kan spise lige så ’rigtigt’, som hovedstadens speltdamer, dét kan de selvtilfredse københavnske, overvejende Nørre-, Vester- og Østerbrobaserede politi­kere enes om.

Selv om det klart ville være tusinde gange mere effektivt at lovgive om klima- og miljøforbedringer på produktionsniveau. – Hvis det var miljøet eller klimaet, disse politikere bekymrede sig om. I stedet lægger de presset ud på den enkelte kunde i butikken eller vælger mad for dem i kantinen. Hvad er deres mandat som folkevalgte? At genere borgerne med utidig indblanding eller at passe på det fælles miljø?

Det minder mig i høj grad om den nedladende, fordømmende og bedrevidende holdning, afholdsbevægelsens damer mødte de lokale, arbejdende mænd med … Det hjalp først for alvor, da der fra politisk side blev lagt store afgifter på øl og spiritus. – De er så for en stor dels vedkommende afskaffet igen.

● Sproglig og forestillingsmæssig fattigdom:

Folk siger:

’Det er ligesom et hotel’ – uden at specificere hvilket hotel. Det kunne jo være et nedslidt og usundt, kakerlakfyldt hummer i et 3. verdensland uden infrastruktur i et usundt klima.

’Det er ligesom en film’ – uden at specificere hvilken film. Det kunne jo være en volds­præget krimi, en gyser eller en trist dystopi.

Folk kvalificerer ikke deres udsagn. De mener det bare positivt. De føler, at de ville have det som på et hotel eller i en film – begge – i deres opfattelse – attråværdige steder at være, hvor de selv ville være i centrum, borte fra hjemmet og dagligdagen. Ikke bare en sørgelig pendler eller beboer i en to-værelses på tredje sal …

Eller de siger:

’Det beklager jeg’ – når de ikke mener en skid med det. Hvis man har lavet en fejl, måske endda noget alvorligt med negative konsekvenser for andre mennesker, undskylder man oprigtigt og forsøger at gøre sagen god igen, hvis man kan. Blot at beklage er en yder­ligere fornærmelse, som at strø salt i et åbent sår.

● Man bør være taknemmelig for, at vi under en verdensomspændende epidemi kan få varer, herunder frisk mælk, kød, frugt og grønt, bragt lige til døren eller ind i bagage­rummet.

Vi takker sygeplejersker og andre sundhedspersoner – og med god grund! – men vi skal også huske lastbilchauffører, varepakkere, udbringere og supermarkeder. – De burde alle have medaljer! – Hvor ville vi være uden mad? – Lenin sagde, at ethvert samfund kun er 3 måltider fra katastrofen! – Hvis vi sultede, og det ville begynde at blive kritisk efter 3 dage, så ville optøjerne i Washington bare ligne en søndagsudflugt i sammenligning!

● Vi er nu så mange mennesker – knap en tredobling af verdens befolkning i min levetid – og der er så meget dumhed – og også regulær ondskab – overalt, Trump, Støjberg, Face­book, folk, der rejser til Dubai under en verdensomspændende epidemi osv., at man godt må melde fra. – Jeg er ved at være for gammel. Jeg må lære at sige til mig selv, at det ikke længere angår mig – udover måske for underholdningens skyld – hvad plane­tens 7, 84 mia. andre fjolser render rundt og tænker og siger og gør …

Et blivende sted

Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt ud­vikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.

Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?

For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tres­serne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden den­gang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.

Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fit­ness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.

Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilo­meter væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brug­sen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kal­der sta­dig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af mo­tor­vejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede pen­selstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.

Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådy­rene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.

Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århund­rede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.

Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke ef­ter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.

Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.

Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gam­mel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.

Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etab­leret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tys­kerne.

Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstands­bevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klok­ken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og pas­sede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.

Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vo­res juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.

Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, an­bragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i gri­men, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de so­lide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og fransk­brødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.

De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksiste­rer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.

Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer.  – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som fol­kene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.

Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.

For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.

Modstridende budskaber

Screendump fra Nordjyske.dk d. 10.12. 2020

Pga. de bekymrende og kraftigt eskalerende smittetal beder statsministeren os om at blive hjemme, men her på Nordjyske.dk’s forside er hun og budskabet på begge sider omgivet af pengehungrende sjakaler, ‘Alletiders Shoppingcenter’ og ‘Aalborg Zoo’, der prøver at lokke os ud af den nødvendige coronaisolation.

Sygehuse og sundhedspersonale er allerede hårdt presset, smittetallet er over 3000 hver dag, og i samme tidsrum mister vi en halv snes af vore medmennesker pga. corona. Men vi skal helst klumpe os sammen i shoppingcentre og forlystelser, så de kan oppebære en omsætning.

Det er jo derfor, regeringen tilbyder kompensationer, så vi alle kan bidrage til de forskellige virksomheders overlevelse uden at skulle risikere vores eget og andres liv og helbred.

Hvad har nissemænd og lysfester i øvrigt med dyr at gøre? Er det ikke på tide at lukke de uværdige zoologiske haver, hvor eksotiske dyr fremvises i små, kedsommelige bure, og hvor der skal betondinosaurusser, ‘Onkel Reje’, julenisser, boder og lysfester til at lokke folk ind? – Bland de stakkels vilde dyr udenom, skaf nogle tamdyr, der er vant til mennesker og gerne lader sig ride på og klappe, og lav det hele om til en decideret legepark.

https://nyheder.tv2.dk/2020-12-11-stigende-smitte-foerer-til-aflyste-operationer-paa-stribe-nu-sender-laeger-og

Lukket af Mette

Må vi bede om lidt respekt?

Vi burde igen lære at sige ’De’ til statsministeren, andre ministre og fx rigspolitichef og dommere – ikke pga. personerne, men for at ære det embede, vi selv har betroet dem med. For at påskønne, at nogen gider have besværet og holde humør og fane højt, når det går hedt for sig. For at vise re­spekt for os selv og vore egne institutioner, demokrati og retsstat.

Det skrider, når ganske unge ’Olivia’ fra ’Børsen’ synes, at hun er fiffig, når hun stiller ledende og udspekulerede spørgsmål til ’Mette’ under et af de hyppige corona­pressemøder. Hvis Olivia skulle præsentere sig med efternavn og stile sit spørgsmål til Fru Statsminister Mette Frederiksen, ville tonen automatisk blive mindre bøvet værtshusagtig, mindre teenageoprør og mere respektfuld.

Det skrider, når landmænd på store traktorer vælter ind i byerne med håndskrevne skilte, hvorpå vores velmenende statsminister højlydt beskyldes for alt muligt uhæderligt.

Det skrider, når oppositionen hidser sig op og hysterisk udslynger sprogets værste gloser for at fremhæve sig selv, men på bekostning af hele landets sundhed og sammenhængskraft.

Det skrider, når folk vender deres vrede og angst over en truende situation mod den general, demo­kratiet har sat i front.

Det er kun i Danmark, at vi tillader os denne provinsielle, joviale omgang med de høje og betroede poster. Det var frækt og tilsyneladende demokratisk i slutningen af tresserne og op igennem halvfjerdserne. Men nu forekommer det undergravende for respekten for vores demokrati.

Vores statsminister fortjener i høj grad respekt for ikke at løbe af pladsen i denne svære tid, hvor det ser ud, som om halvdelen af befolkningen i et forsinket for­ældreopgør bare rakker ned på hende i vrede over nedlukninger af smittefælder og tvungen brug af mundbind, aflysning af fredagsbar, julefrokoster og den daglige fitness i de veludstyrede centre. Mens stats­ministeren af al magt forsø­ger at redde os alle sammen helskindede igennem en hidtil uset sundhedskrise.

Meget få nulevende har oplevet en krise som den nuværende. Yngre generationer tager lægehjælp, mad, varme, lys og underholdning som en selvfølge uden at spekulere over, hvor det hele i grunden kommer fra. Mine forældre var unge under 2. Verdenskrig og forstod at indskrænke sig og holde lav profil. Mine bedsteforældre levede igennem både 1. og 2. Verdenskrig og Den Spanske Syge, og de var beskedne, taknemmelige og fordringsløse mennesker alle fire.

At bevidne, at unge og midaldrende i disse dage dumt hyler op i det offentlige rum, fordi de midlertidigt skal ændre nogle vaner for ikke at risikere at slå andre mennesker ihjel med smitte, er både ynkeligt og forfærdende.

Lad os tale høfligt til og om en statsminister, der kæmper alt, hvad hun kan, for os alle sammen.

Ekstrabladet d. 8. dec. 2020

Lukket af Mette: – Tarveligt

Nedlukningen over natten skaber frustration i Nyhavn. Frygter for fremtiden

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/lukket-af-mette-tarve­ligt/8393845

Krigen mod corona – slutspillet

Lang julenedlukning

Uden at være virolog tør jeg godt komme med et bud på, hvordan vi hurtigt kunne få be­grænset denne forfærdelige epidemi på en god og sikker måde:

● Luk så meget som muligt ned her fra d. 14. december til d. 3. januar 2021

Vi kan ikke udrydde corona, men vi kunne gå i hi i årets tre mørkeste uger som gode, nordiske vinterbamser og så komme frem i det nye år til et samfund med meget lidt smitte.

Nødberedskab, forsyning, politi, sundhedsvæsen, plejesektoren, dagligvarehandel o.a. må nødvendigvis fungere, men vi kan lukke skoler, institutioner, uddannelser, offentlig transport, alle sportsaktiviteter, øvrige arbejdspladser, frisørsaloner, butikker, restau­ranter, barer m.m. – Lad folk arbejde hjemmefra og/eller afspadsere fx halvdelen som tvun­gen ferie, så det ikke bliver alt for dyrt for arbejdsgiverne. Vi har jo lige fået feriepenge ud­betalt.

Giv folk et rimeligt varsel, oprethold dagligvarehandel på nettet og som ‘Vi pakker – du henter’-løsninger, og hold netbutikker og pakkepostfirmaer i gang.

Luk grænserne for ud- og indrejse, hold alle fly på jorden og tog i remiserne.

Indkald taxa- og buschauffører, test dem, giv dem masker og handsker på og sprit dem af, og lad dem tage sig af nødtransport af fx sundhedspersonale og andre, der skal fort­sætte i samfundsvigtige funktioner.

Lad kiosker, småbutikker, restauranter og barer sælge varer og mad og drikke fra et bord, som spærrer deres indgangsdør ud til gaden, så ingen behøver at gå ind i en butik for at købe avisen, take away, en pose slik, et glas gløgg eller en pakke smøger. Forretningspersonalet skal stå inde i butikken på den anden side af bordet og bære maske, visir og handsker og holde mindst 1 gerne 2 meters afstand til kunderne, som kun kan betale elektronisk og fra afstand.

● Test og vaccinér så mange som muligt

Det ville være fint, hvis myndighederne også kunne overkomme at følge op på testningen med noget smitteopsporing, påbud om karantæne, som underlægges kontrol, og hjælp til selvisolation på kommunale faciliteter.

I bedste fald kunne vi også snart begynde at vaccinere.

Begynd vaccinationerne med de over 60-årige, de syge, sundhedspersonale –også på plejehjem og hjemmehjælpere, og glem nu ikke politi, fængselspersonale, pædagoger, lærere, frivillige på væresteder, herberger m.m., butiks- og restaura­tionsansatte og medarbejdere i den offentlige transport.

● Påbudt brug af maske/mundbind i det offentlige rum

Vi skal i denne intensive, 3-ugers periode iføre os mundbind uden for eget hjem på steder, hvor der færdes andre mennesker, der ikke tilhører husstanden. Dvs. i bymæssig bebyggelse, hvor vi ikke kan sikre god afstand. – Det gælder også løbere, cyklister o.l. – På landet og i naturområder uden mange mennesker kan man lade bindet ligge i lom­men.

● Forsamlingsforbud

Forsamlinger på over 6 personer i det offentlige rum forbydes, og politiet patruljerer og hol­der øje.

● Begræns antallet af gæster i folks private hjem til 4 personer ud over husstanden selv

Det vil uden tvivl give problemer i mange hjem med at nyarrangere juleaften og undvære julefrokoster, gløggparties, juletræsfester. Men hvis det er vilkårene i år, så har vi sik­kert snarrådighed nok til at få det løst og alligevel skabe en god og hyggelig jul for vore børn. Vi vidste jo godt, at vi ville blive nødt til at indskrænke og undvære i år, ikke? Og er det i grunden så galt? Måske vil det give mindre stress, og vi får en enestående mulighed for at tænke over, hvad julen i virkeligheden burde være for hver af os, droppe pligterne, slappe af og indstifte nogle nye og bedre tilpassede traditioner.

● Køb ind på nettet, eller giv gavekort i julegave

Det gør jeg. Julegaver, julekalendere, medicin o.a. køber jeg på nettet og får tingene leveret i postkassen.

Et gavekort kan vare længe og skal ikke byttes. Måske kan vi ovenikøbet benytte lejligheden til at begrænse en del af den normale juls overforbrug?

Siden marts måned har vi her i husstanden benyttet os af Bilkas ’To Go’-service, hvor vi be­stiller på nettet og får varerne pakket og leveret lige ind i bagagerummet, når vi kører ud og henter dem. – Meget coronasikkert og en fin service for 29 kr.! Man kan også bestille andre steder, fx hos Coop, og få varerne leveret til sin egen hoveddør. – Selvfølgelig vil man helst gå rundt og udvælge sine varer selv, men dette er den næstbedste løsning, indtil vi kan gøre det sikkert igen.

I stedet for at tage børnebørnene med på julemarked, som jeg plejer, afholdt vi et privat julemarked herhjemme, hvor de i løbet af en spændende weekend selv fremstillede jule­kort, tegninger, pebernødder, æbleskiver, børnegløgg, juledekorationer og penge. Så kunne de for de hjemmelavede penge selv købe de julekalendere og andre decembergaver, jeg havde til dem, og de indrettede sig små boder i stuen, hvor de solgte deres hjemmelavede ting til os og deres forældre. – Det bliver vist det julemarked, de bedst husker fremover.

● Henstil til regering og myndigheder, at de i samråd med eksperter fra ind- og udland skal tage konsekvente beslutninger, gennemføre dem hurtigt og konsekvent og kommuni­kere klart og konsekvent og ærligt om dem

Og bed oppositionen om at holde op med at forstyrre alt og alle med deres gnidrede og misundelige magtspil – Det er ikke tiden til det nu! – Der bliver masser af tid bagefter, hvor de kan sidde i rundkreds og ævlekævle og fremsætte deres uhørt grove*, ukonstruktive, bagkloge, samfundsunderløbende og for­virrende udmeldinger. De opfører sig som præsident Trump, der ikke kan sætte sit eget ego til side, når der er større ting på færde, fx en sundhedskrise, der betyder liv eller død for mange mennesker.

● Få bortskaffet de sidste mink, og hold øje med svinebesætninger og store fjerkræhold

Minkene var skyld i knap 3000 smittede personer i Danmark. Vi kender ikke antallet af døde med minkvirus. Minkavlerne drog i stort tal ind til byerne i nyttesløse protesttog og spredte formentlig smitte undervejs.

Der er fugleinfluenza på vej ind over os sydfra.

Både Den Spanske Syge og Mexicansk Svineinfluenza opstod blandt svin.

Jeg tør ikke tænke på, hvad mutationer af den nuværende coronavirus, som formentlig kom fra flagermus, og fugle- og svinevirus i forening ville kunne udrette på en overbefolket klode …

● Og så ville det i øvrigt være fint at forberede sig på næste gang

Ingen, der har fulgt bare det mindste med i løbet af de sidste tyve år, var i tvivl om, at en ny virusepidemi var på trapperne. Man havde også forudsagt, hvor den ville komme fra, og hvordan den ville sprede sig. I stedet for at spare på lagre af værnemidler og sundhedsvæsnet generelt, kunne vore politikere jo sørge for at sætte lidt til side, så vi er bedre forberedte næste gang. Det har vist sig kostbart IKKE at gøre det.

Jeg havde sådan set også troet, at beredskab og myndigheder for længe siden havde udpeget sikre begravelsespladser langt fra søer, drikkevand og let gennemtrængelig sandjord, hvor ligene risikerede at poppe op igen. –Der kunne jo komme en dag, hvor det ikke var 17 mio. mink, men måske ti- eller hundredetusindvis af mennesker, der, som i Norditalien og New York, skulle skaffes af vejen i en vis fart og sundhedsmæssigt forsvarligt – og helst uden at tabe dem bagud af lastbilerne undervejs …

Der er sikkert 1 mio. ting, som jeg ikke har tænkt over, men dem må vi tage, som de kommer. Vi så her for nylig i Nordjylland, at restriktionerne virker! – Nu skal vi bare have det øvrige land med. – Det er kun 3 uger! Det er vel overkommeligt?

Ja, det bliver hårdt for mange erhverv og individer, men er det billigere og bedre at trække epidemien i langdrag over endnu et halvt til et helt år? Med skiftende tiltag og begrænsninger?

Tre ugers ro og nedlukning vil begrænse smitten enormt og spare mange liv. Vi ville få en uforglemmelig, rolig jul, som vi kan mindes, som vore forældre og bedsteforældre mindedes besættelsen, og som jeg mindes de bilfri søndage under oliekrisen. Vi kunne alle vise samfundssind. Vi kunne tage os af hinan­den, af naboer, der ikke kan få købt ind, der ikke kan komme til læge eller hente medicin, der har brug for en computerkyndig eller en snak i trappeopgangen – en lille opmuntring i forbifarten. Vi ville føle, at vi tog én for holdet, og vi ville for altid bagefter føle os stolte over, at vi gjorde det! Sammen!

Glædelig jul! – Og mht. nytårsaften: Gem krudtet til næste år!

Yngste barnebarn fremstiller pengesedler og sætter prismærker på sine varer i juleboden, coronajul 2020

* Uhørt groft: Inger Støjbergs skingre ‘dræne sumpen’, og landbruget og Venstres højlydte råb om, at regeringen Mette Frederiksen skulle gå af. Midt i en epidemi, hvor det først og fremmest gælder om at stå sammen.