Stofa – Kritiske samfundsfunktioner

Hvornår begyndte vi som samfund at overlade væsentlige opgaver til amatører og charlataner?

Jeg har med rædsel fulgt sagen om Gentofte Lægeklinik, hvor et par platugler spinder guld på syge mennesker og offentlige tilskud.

Skattevæsnet, som lod udenlandske svindlere bedrage sig for milliarder.

Postvæsnet, som nu hører hjemme allerbagerst i et snævert supermarked, og som på de få, røde postkasser, der er tilbage, ikke anfører tømningstidspunktet, men oplyser, at breve kan være op til fem hverdage undervejs.

De såkaldte ressourceforløb og jobsøgningskurser i privat regi, hvor alle spilder deres egen, hinandens og alle andres tid med meningsløs snak, nyttesløs ’jobsøgning’ og udsigtsløs opbevaring.

Her på matriklen er vi ofre for amatørisme og himmelråbende inkompetence, når det gælder vigtig infrastruktur, i dette tilfælde internet og tv.

For et halvt år siden blev vores mangeårige og velfungerende internetudbyder ved opkøb overtaget af Stofa, et levn fra de gamle antenneforeningers tid, der i vores område fortrinsvist betjente sig af kobberledninger.

Vi har fibernet, som Stofa mente, at de sagtens kunne overtage og håndtere, og for at gøre en (meget) lang historie kort:

● Vi har adskillige gange i dagevis været uden forbindelse med omverdenen. Når nettet går ned, virker tv og radio heller ikke. – Midt under 2. coronabølge i efteråret tog de pludselig alt fra os og havde ’glemt’ at sende en ny boks og fortælle, at vi nu overgik til dem. En anden gang havde Stofa fra torsdag til mandag aften, altså hen over en meget lang weekend, angiveligt haft ‘uvarslede reparationsarbejder’, som mærkeligt nok kun berørte vores forbindelse.

● Vi har siddet i telefonkøer i måske omkring 20 timer i alt  – Og det er længe at være fanget og skulle lytte til underlødig muzak og ’tast dit og dat’ og ’ved du, at du kan bruge internettet’ – når det lige præcis er det, man ikke kan! – og ‘vi har ekstraordinært travlt i øjeblikket, der kan forekomme ventetid’, alt imens man er desperat pga. vigtige møder el.lign., som man ikke kan deltage i. – Man traver hvileløst rundt i stuen, et afmægtigt offer for uduelighed …

● Vi har hver især brugt mere end en normal arbejdsuge på at skrive mails til Stofa, hvor vi forklarede præcist, hvad der var galt. – Intet er rettet endnu, og vi fik uvægerligt, hver eneste gang igennem et halvt år, et automatsvar om, at de havde ekstraordinært travlt i øjeblikket … Hver eneste gang i et halvt år!

● Vi har forbindelse med omverdenen nu, men den er usikker, ryger tit og skal genstartes dagligt.

● Vi ved aldrig, om tingene fungerer, om vi kan komme igennem, om vi kan få fat i Stofa og få hjælp til akutte problemer …

Vi er to voksne, der arbejder hjemmefra under coronakrisen. Vi har mails, møder, samtaler, vejledninger og afholder eksamener på universitetsniveau under Stofas vakkelvorne auspicier. Vi ville også gerne kunne se regeringens coronapressemøder, nyhederne i øvrigt, og måske slappe af med en film bagefter. Det er ihvertfald det, vi forventer og betaler for.

I stedet får vi en sludder for en sladder af ’supportere’, der ikke ved noget, og ’kundeambassadører’, der ikke kan gøre noget, når vi efter timer eller dage omsider kommer i kontakt med foretagendet. – Det er, som om nogle børn har ansat alle deres klassekammerater, Simon, Christian, Bettina og Frederikke, til at besvare henvendelser fra frustrerede kunder på samme måde, som en bordtennisspiller febrilsk forsøger at slå bolde tilbage til afsenderen. – Ingen bliver hjulpet af det. Ingen får de vigtige forbindelser genoprettet. Og ingen magter at gøre noget ved problemerne. Der bliver blot brugt uger – måneder – halve år – på at ævle-kævle frem og tilbage.

Selvfølgelig har vi undersøgt alternative udbydere i vores område. Der er to, og de ser begge ud, som om også de styres af tre friske gutter lige fra gymnasiet, der har slået sig op på at overtage et allerede eksisterende net, men som ikke magter at opretholde og vedligeholde det og betjene kunder, der stiller helt rimelige krav til funktioner og kundebetjening.

Hvem er de voksne, når det gælder infrastruktur og forsyningssikkerhed? Hvilken offentlig myndighed er ansvarlig, fører tilsyn med indtjeningen og servicen, og kontrollerer, at vi alle har adgang til et fungerende netværk? Der nu er lige så essentielt for alle hustande som vand, fjernvarme og strøm.

Natur og menneskelig foretagsomhed

For nogle år siden så jeg en satiretegning, hvor jorden så tydeligt sløj ud og kradsede sig i ubehag. Månen spurgte den bekymret, hvad der dog var i vejen?

– Jeg har fået mennesker, svarede jorden trist.

Når man ser et billede taget ude fra rummet af vores lille jord om natten, får man det bedste bevis for men­neskelig foretagsomhed. Lysene fra de store byer breder sig ud langs indfalds­vejene som kræftknuders slangeagtige fangarme og opsluger det omliggende landskab. Nogle områder, som fx Belgien, Ruhrdistriktet, USA’s østkyst, Øresundsregionen, er fuld­kommen op­lyste, andre, ufrugtbare ørkner, høje bjerg­toppe, de store have, polerne, ligger endnu i mørke. – Men hvor længe?

Vi har bogstaveligt talt skidt i egen rede og fyldt vores affald, plastic og gift i havene. Syre, svovl, CO2 og ammoniak i luften. Pesticider, giftaffald og kon­centreret svinegylle i jor­den, som vi des­uden har såret, udsuget og omformet med enorme udgravninger i jagten på rå­stoffer.

Man kunne også kigge på Flightradar’s øjebliksbillede af jordens flytrafik i april 2021. – Kun Grønland, Sibi­rien, havene syd for Afrika og nogle pletter i Sahara er fri for menneskelig trans­portaktivitet i luften – Midt under den største pandemi i 100 år, hvor det er vigtigt at begrænse kontakt og smitte! – Og toge, biler og den betragtelige skibstrafik er ikke med på billedet.

Vi kan simpelthen ikke lade være med at klumpe os sammen, bygge og bo tæt i byernes høje huse, opdyrke, asfaltere eller opgrave områderne imellem byerne, mase os sammen i parker og små, slidte ’natur’-områder, besøge hinanden og fragte varer til hinanden, ofte over store af­stande.

Vi transporterer os ustandseligt fra A til B, så vi kan komme hen til et sted, hvor vi kan fore­tage os noget. Arbejde, købe ind, spise, hente noget, motionere, svømme, sejle, stå på ski, tage solbad, mø­des, feste. I vore dage er det ikke ualmindeligt at bo i den ene ende af landet og tage på arbejde i den anden. Dvs., at vi indretter os med hundreder af kilometers daglig transport. – Og ferier skal helst afholdes tusindvis af kilometer væk …  – Mennesket kan slet ikke styre sin ople­velses- og virketrang, men er altid fuld af idéer til udforskning, oplevelser, konstruktioner, byg­gerier, udvi­delser, udvindelse, anlæg, maskiner, sammenstimling, måder. Afslapning er oftest kun noget, vi snakker om, mens vi og familien farer omkring og indretter omgi­velserne, så vi ville kunne slappe af, hvis vi fik tid. Eller når vi bliver gamle.

Når man går en tur med et mindre barn, vil barnet hele tiden nysgerrigt stoppe op og undersøge ting på vejen. Pjaske i en vandpyt, samle grankogler og grene, forundres over en snegl. Menne­ske­barnet vil forsøge at finde ud af, hvordan ting er, og hvad de kan bruges til. Sådan fun­gerer voksne mennesker også. – De ser den givne natur som et uudtømmeligt reservoir af råstoffer, som kan udnyttes til egen fordel og indbringende produktionsvirksomhed.

Hvis man sætter barnet i en sandkasse eller på et tæppe med en bunke klodser, vil det straks begynde at bygge noget, konstruere noget, og snart vil barnets anlæg strække sig over fantasi­landskaber, byer, veje, dagligstuer, bondegårde, rumfart, alt, hvad dette barn har set eller kan fore­stille sig, tager form i de forhånden­værende materialer. – På samme måde vil voksne ustand­seligt tænke over forbedringer, udvidelser, nye projekter, opdagelser, og et stykke natur opfattes blot som en opfor­dring til aktivitet.

Vi opfører os som myrerne i skovbunden. Vi er normalt pr. instinkt i fuld gang fra morgen til af­ten. Vi sam­ler føde, grannåle, blade, som vi slæber med hjem til myretuen. Som myrerne lever vi i én stor, sammen­hængende organisme, en tue, som det har taget kollektivet mange år at op­føre og vedligeholde. Der er stier, indgange, bygge- og anlægsvirksomhed, forsyningsafdelinger, reproduktive afsnit, hvor nye generatio­ner opfostres, og rekreative arealer, hvor de små travle kryb hviler om natten. Som et usynligt svampe­mycelium gennemtrænger en skovbund og kan fylde hundreder af kvadratkilometer, udbygger myrerne deres veje og myrestier, indtil de møder andre myretuers veje og stier, indtil hele skoven består af ét stort, sammenhængende system, som myrerne har afmærket med myresyre og kontrollerer. Vé den bille, regnorm eller myre af en anden art, som krydser myrernes territorium. Den bliver aflivet og slæbt hjem til tuen som føde. Eller myrerne hjemtager andre levende smådyr, som samles og sættes i arbejde som slaver inde i selve myretuen. Eller de malker bladlus i vegetationen omkring sig. Alt bliver nyt­tiggjort og indsmurt i sur myresaft … Her hersker vi!

På akkurat samme måde har vi nyttiggjort og afmærket de fleste af jordens landskaber til afgrø­der, træproduktion, energiudvinding, byggeri, infrastruktur, minedrift, fiskeri, transport, rekrea­tion. Vi har fældet oprindelige træer, gamle skove, regnskove, indhegnet savanner, opdyrket step­per, gra­vet kanaler, udvundet råstoffer, omlagt floder, udtørret søer, affladet bjerge, bygget, bygget, bygget …  endog sendt mennesker og skrald langt ud i rummet omkring os.

I én lang udviklingsproces, der fjerner os længere og længere fra de naturgivne vilkår, har vi strakt vores stinkende, forurenede veje, byggerier og produktion ud over hele kloden. I et forløb, der har varet mindst 50.000 år, og som foreløbigt er kulmineret med, at vi har omformet det meste af jordens overflade og påvirket klima, jord, luft og vand i en grad, så der ville skulle hengå endnu mindst 10.000 år uden menneskelig aktivitet for at bringe en smule natur tilbage.

Der er ikke mørkt ret mange steder på jorden længere. Der er ikke stille ret mange steder på jor­den læn­gere. Der er ikke frisk luft, ren jord eller drikkeligt vand ret mange steder på jorden læn­gere. Der er ikke ret mange dyre- og plantearter tilbage på jorden længere. Der er ikke uberørt natur ret mange steder på jorden længere.

Samtidig er ordet ’natur’ et af de mest (mis)brugte i vores offentlige samtale, og det er værd at huske på den regel, der siger, at det, vi taler meget om, er det, vi mangler allermest: Fx kærlig­hed, godhed, tid, skøn­hed, fred, afslapning, familieliv, sundhed og altså: Natur.

Folk betaler gladeligt for at blive sejlet til fx Sydpolen, hvor deres afføring og selvoptagede energi snart får udryddet det liv og landskab, de gerne ville opleve.

Vi tillader afskovning af regnskove. Jagt på vilde dyr. Eksotiske dyremarkeder, hvor man kan købe og spise en flagermus, et bæltedyr eller en lille abeunge. Udvinding af råstoffer, der efter­lader dybe, irreparable ar i jordens overflade. Transport og infrastruktur. Giftsprøjtede kæmpe­marker, der tilmed søles til i koncentreret svi­nelort og tis. Turisme, der flytter omfattende menne­skemængder til sårbare områder, så de kan lege med vandscoo­tere, fiske fredede fisk, kaste sig ud over bjerg­sider for sjov, klatre sikkert i gamle træer på tyngende stillad­ser, bade og tisse i søer, betragte uddøende dyr … eller skyde dem.

Vi ødelægger udsigter med bygninger, fabrikker, udgravninger, vindmøller, solfangermarker, vej­anlæg.

Som molboerne trampede mange mand høj ind i en kornmark for at jage storken væk, tramper vi ud over alle jor­dens kroge og afkroge, sender fly mere end 10 km op i luften og rumfartøjer ud til nær­liggende himmellegemer og glem­mer at rydde op efter os ude i atmosfæren, i luften, på jorden og i vandet. – Vores aktivitet har for­giftet, forsuret og forplumret alt omkring os.

Et eksempel i miniformat kunne være den nærliggende skov, som jeg har kendt og gennem­strejfet igennem 60 år. Hammer Bak­ker-området fremstår nu som en delvist skovklædt bakkeø dannet i sidste istid, beliggende ca. 8 km nordøst for Ålborg. Her er et konsortium bestående af kommu­nen og et par naturbevarende foreninger fulde af gåpåmod gået sammen om at frede et stort område og bringe det tilbage til dets ’natur­lige’ tilstand, hvilket er et prisværdigt formål, som hverken jeg eller nogen anden kan have noget imod.

Men det rejser nogle spørgsmål. For hvad er den naturlige, oprindelige tilstand for området? Er det den golde morænebakkeø, der lå tilbage i istidshavet? Er det de skovklædte bakker med pil, birk, fyr, enebær og lidt forblæst eg, som senere opstod? De lyngbevoksede vidder, der blev til­bage i morænesandet ef­ter menneskets overdrevne træhugst? Eller de mørke granplantager, som driftige ejere har plantet, høstet og ny­plantet igennem de seneste hundrede år? Med plet­ter af plan­tet bøg, så selv det sandede Nordjylland kan fremstå som bøgelyse bakkedale? Eller må naturen også bestå af indførte, stride gyvler, som efterhånden har indtaget de fleste skrænter i områ­det, sammen med bjørneklo, forvildet humle og hybenroser?

Konsortiet har valgt at fjerne plantagerne og lade nogle løvtræer og buske stå. Samtidig indheg­ner de store dele af det tidligere naturområde og sætter store græsædere, vildheste, små skovkøer og geder, ud i håbet om, at de ved at græsse småtræer, buske og gyvler kan holde are­alet lysåbent, så vilde blomster, og dermed insekter og fugle, får bedre forhold til fordel for bio­diversiteten.

Så vi opnår naturlig diversitet ved at udrydde de planter, der i forvejen trives her. – Men er ikke alle planter indført hertil efter isens tilbagetrækning for godt 10.000 år siden? Selv den elskede bøg er en indslæbt, invasiv art, der på et tidspunkt fortrængte den state­lige eg i den danske natur. Og mennesket? Også vi er indvandrede og i uhyggelig grad invasive.

Men det ser vi ikke. Vi er stadig indsvøbt i det gamle, antropocentriske livssyn, der anbringer mennesket over alt andet som skabningens herre, og som udelukkende har menneskenes ønsker og behov for øje.

Mens naturplejerne således fjerner udpeget, uønsket vegetation, grantræer, fyrretræer, gyvler, bjørneklo, maser de ind ad områdets sarte, gamle mosstier med deres kæmpemæssige maskiner, der presser jorden sam­men, så intet andet end lysesiv kan gro der i de næste 100 år. De fjerner effektivt og brutalt sporene af de fodtrådte stier, som folk i Hammer Bakker har travet i hundredvis af år. Af de gamle hjulspor, hul­veje, smutveje, markveje, landeveje og kirkestier, som vore forfædre benyttede. – Og man rejser nye hegn uden at tænke på at indsætte låger der, hvor folk og dyr faktisk går. Og opfører udsigtstårne, klat­retårne, bålhytter, anlægger P-pladser, mountainbikespor, vandre- og cykelruter, lejrpladser … Kort sagt: Mens man forsøger at genop­rette noget naturlignende, bliver hele området ryddet og tromlet og udlagt som legeplads for i øvrigt naturfremmede borgere, som ikke kan gå en tur el­ler sætte pris på udsigter, fugle, blomster og træer uden blå, rød og gul rute, motionsredskaber, skiltning, klatre­stativer og campinghytter.

De udsatte dyr, fx hestene, tiltrækker nysgerrige i stort tal, og en del begynder at fodre dem med madpakker og ungernes kiks og boller, hvilket lærer hestene at løbe efter de besø­gende. Nogle skovgæster bliver derefter bange for de store dyr, som kommer alt for tæt på for at tigge mad, og så skal de således tæmmede, ’vilde’ heste jo tages ud. De må ikke skræmme bør­nefamilier og naturvandrere. – ’Tages ud’ er en eufemisme for aflivning.  Det er nok værd at tænke over, når man føler trang til at fodre og klappe disse store naturplejere. Et natur­plejet areal er ikke det samme som en børnezoo.

De ulve og vildsvin, som her de senere år vandrede op i Jylland, før kæmpemæssige hegn á la et moderne Dannevirke skød op langs grænsen til Tyskland, er allerede brutalt nedskudt af emsige jæger­forbund. – Vi vil gerne have store dyr, men de skal blive inde i kontrollerede indhegninger med låger og strøm og færiste, og vi vil selv bestemme præcis hvilke dyr, hvor store og hvor. Der må jo ikke gå for meget na­tur i det, for det kunne skade unaturlig­heden ved at samle 20.000 produktionssvin på meget lidt plads. Eller true et par lam og jæger­nes rådyr og udsatte fasaner, hvis en enkelt ulvefamilie eller to slog sig ned i Vestjylland.

Vi vil styre og bestemme alting selv. Selv naturen og vores oplevelser med den. Vi medbringer vores egne legetøjsheste i hestetrai­lere og rider rundt på dem i små, nedslidte naturområder, mens hovene pløjer stier op, så ingen kan gå eller cykle der bagefter. Før var hes­te transportdyr, nu er de kæledyr, som transporteres rundt af alt for velhavende damer.

Vi løber eller går målbevidst med snak eller musik fra mobiltelefonerne i ørerne, så vi kan nå op på de anbefalede 10.000 daglige skridt uden hensyn til det område vi færdes i.

Vi bygger sindrige mountainbikespor, så unge mænd kan få et adrenalinkick ved at sætte førligheden på spil, mens de i fuld fart ræser op og ned ad oldgamle kulturminder og tværs igennem følsom natur, skræmmer andre skovgæster og skovens dyr og pløjer de gamle fodstier op til dybe, mudrede huller.

Vi rydder brede veje igennem naturen, så vi i store, larmende og trampende flokke kan løbe eller gå om kap.

Vi opfinder vandre- og cykelruter igennem naturen og giver dem romantiske navne, så som ’Hærvejsruten’, selv om hærvejen aldrig har gået igennem fx Hammer Bakker. Her var der en – nu delvist oppløjet og omlagt – Kon­gevej til officielt brug og mange lokale småstier og hjulspor til gennemrejse, til markedet i byen, til besøg hos naboer, ud til markerne eller op til kirkerne.

– Alt dette fylder vi ud i ‘naturen’, så vi hver især kan få ’naturoplevelser’ og ’motion’. Det er vores ikke synderligt glorværdige formål, og det er svært at se, hvor naturen passer ind, når først det tunge maskineri har fældet træerne, hegnene er rejst, p-pladser, shelters, tårne og bålhytter bygget, lege­pladser indrettet, infotavlerne sat op, og folk strømmer til i store biler med hestetrailere, barnevogne, hunde eller med kostbare MTB-motionscykler bagpå. – Hvor de i øvrigt snart får nedtrampet eller opgravet alle de sjældne planter, som skiltene henviser til, eller får fanget de fine sommerfugle.

En flok ældre herrer, som gik for tidligt på pension, men som stadig har virketrangen i be­hold og nu sav­ner at føle sig betydningsfulde, ringer og skriver til hinanden, annoncerer i lokalpressen, danner ‘natur’-foreninger og opretter hjemmesider og kontor og reglementer og møder, hvor de planlægger ’aktiviteter’ for horder af mennesker, så som rappelling, udsigtstårne, ud­stillinger, ruter og omfattende informationsskiltning. – For ikke at tale om alle de selvbestaltede naturguider og guidede ‘natur’-vandringer – For hvem ville vove sig ind i et lille naturområde uden en guide og flokke af andre mennesker omkring sig? – Den usandsynlige risiko for at møde en ulv eller et vildsvin er jo elimineret af emsige jægere; nogle steder har man endda lagt gift ud til de få ørne, der ellers var ved at etablere sig i dette land. Så hvilken natur er det, at disse guider slår sig op på at vise frem?

Vores foretagsomhed og trang til kontrol slipper aldrig op. Den er indlejret i vores – i menneskets -natur. Vi er myrer, og der går alt for hurtigt Bygge­mand Bob i det. Vi kan slet ikke lade være med at planlægge, tilpasse, holde møder, bygge, arrangere, indrette, anlægge veje, træterrasser, opsætte informationstavler, slå græsset, plante de planter, vi holder allermest af … Jeg mindst lige så meget, som alle andre.

Mens vi ævle-kævler om natur, måske ovenikøbet om ‘urørt’ natur, sender vi en hær af alt for store maskiner ind og ødelægger det lidt, der måtte være tilbage. Der går hundredvis af år, før naturen kommer sig bare nogenlunde igen efter alle vores ’aktiviteter’. Og kun, hvis vi herefter lader den i absolut fred.

For vi efterlader ingen træer, som kan stå og blive hundreder af år. Et fuldvoksent, gammelt træ udgør levested for talløse mosser, laver, insekter, småorme, fugle o.m.a., men selv naturplejere kører allerførst det tunge maskineri ind for at høste de bedste træer til eget brug – tømmer i store stabler.

Naturpleje er en illusion i det øjeblik, man løfter en finger, for så er det ikke længere natur. Man bliver jo nødt til at beslutte, om man vil have natur i form af lysåben blomstereng? Lyngbakker? Vajende bøge? Juletræer? Afgræssede overdrev? – Urørt natur er uopnåeligt for mennesket, for det ville ude­lukke os.

Sådan ser et stykke natur, der igennem en menneskealder har ligget urørt, ud:

Her er det vanskeligt at løbe en tur eller lave MTB-spor, ikke? – Hvis man ikke vil røre naturen, må det vel betyde, at man skal lade den være.

Er plantager med mørke grantræer i lige rækker en form for natur? Markernes livløse, gylle- og giftsprøj­tede ørkenlandskab? Landmandens smalle bræmme ud mod motorvejen af nysåede sommerblomster, der skal bøde på hans image? Basilikummen i vindueskarmen? Gavner de nuttede og moderigtige ’insekthoteller’ naturen? Gør ridehesten i traileren, mountainbiken, løbehjulet, 10.000 skridt om dagen og oceaner af sentimental, ure­flekteret snak? Er mennesket ikke også natur? Er barnets nysgerrighed og fore­tagsomhed ikke natur?  Hele verden er vores sandkasse, og vi bygger og konstruerer og finder på uden ophør.

Skulle vores konstruktioner være anderledes end myrens og termittens? End myceliet under skoven? Fuglenes reder, edderkoppernes net og rævenes grave? Er vores anlæg ikke bygget af materialer fra jor­den? Er vi ikke dyr? – Med store hjerner, men med en meget, meget lille forståelse for vores egen natur.

Vi er blevet for mange … Vi udgør én stor, dyrisk masse, én sammenhængende stime, der dækker kloden med vores ustoppelige foretagsomhed, og som emsigt farer rundt og bruger ord som ’na­tur’, ‘urørt’, ’miljø’, ’godhed’, ’økologisk’, ’bæredygtig’, ’frihed’, ’grøn energi’, ’CO2-neutral’, ’unik’, ’menneskerettigheder’, mens vi breder os, sviner, starter krige, ødelægger levesteder, afviser flygtninge, generer naboen, og i det hele taget gør akkurat det samme, som alle andre, og dermed ødelæg­ger det hele for os alle.

Corona 1. år

Hold nu kæft!

jeg gider ikke høre flere mennesker argumentere for at netop deres branche restauranter butikker hoteller skoler festivaller højskoler rejsebureauer efterskoler 6. klasser wellness frisører teatre koncerter byggemarkeder museer skønhedssaloner skal åbne så de kan komme til at tjene penge igen

jeg gider ikke høre flere unge brokke sig over at de spilder deres ungdom voksne spilder deres voksendom ældre spilder deres alderdom

jeg gider ikke høre flere uvidende ubetænksomme råbe mod ’mor Mette’ mod vacciner mod mund­bind slå på grydelåg mod nedlukning

jeg gider i det hele taget ikke høre mere

brug dit eget hoved

ansvarlige fagpersoner forsøger af al magt at gelejde så mange som muligt af os igennem en pandemi igennem en global krise igennem en af de største trusler siden krigen

det drejer sig ikke om dig om din butik om dine mink om din alder om dine sygdomme om hvor mange mennesker og hvem de blå politikere p.t. synes at vi kan undvære

hvad de du jeg yvonne søren og lille emma mener har ingen betydning ingen som helst

det eneste der betyder noget er det samlede smittetryk

for mange smittede giver for mange syge giver for mange mutationer giver senfølger en epidemi ude af kontrol overbelastede sundhedssystemer så du din kone mand mor bror børn risikerer at dø af galdesten kræft hjerteslag blindtarmsbetændelse

fordi alle sygeplejerskerne anæstesi­lægerne iltapparaterne sengepladserne er optagede af coronasyge slipper op

lig i gaderne

så sæt dig ned vær stille træk vejret mens du kan rok ikke båden

mens vaccinen bredes ud

solen får magt

smitten langsomt dør ud

så ses vi igen forhåbentlig på den anden side

lige om lidt

på gensyn

Ingen er en ø

‘No man is an island
Entire of itself
Every man is a piece of the continent
A part of the main
If a clod be washed away by the sea
Europe is the less
As well as if a promontory were
As well as if a manor of thy friend’s
Or of thine own were:
Any man’s death diminishes me
Because I am involved in mankind
And therefore never send to know for whom the bell tolls
It tolls for thee’

John Donne – Shakespeares samtidige I en hurtig oversættelse:

Ingen er en ø
Helt for sig selv
Enhver er en del af kontinentet
En bid af helheden
Hvis en tue blev skyllet væk af havet
Ville Europa blive mindre
Ganske som hvis et forbjerg blev det
Ganske som hvis din vens gods blev det
Eller dit eget:
Ethvert dødsfald gør mig mindre
Fordi jeg er en del af menneskeheden
Og derfor skal du aldrig sende bud for at spørge, hvem klokkerne ringer for
De ringer for dig

Dette 400 år gamle digt kunne – blandt meget andet – måske også handle om indsatsen mod corona?

Vi tolererer ingen dødsfald, for vi er alle en del af helheden
Unge og gamle
Rige og fattige
Hvide og brune
Mænd og kvinder
Vi kan ikke undvære nogen
Vi kan ikke holde smitten væk fra nogle og ikke fra andre
Alle kan blive alvorligt ramt
Børn, voksne, raske, syge, friske, trætte
Når smitten breder sig, bliver vi alle ramt
Som sammenstuvede mink
I samme bur, i samme båd
De grådige, de rastløse, de hensyns- og tankeløse rokker ved den fælles grund

Kunne vi ikke sidde stille? – Bare nogle få måneder endnu …

Når jeg bliver konge

– skal snekanoner og terrassevarmere forbydes.

– skal folkeskolelærere omhyggeligt udvælges og uddannes bedre og længere.

– skal læger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU’er – alle med nær borgerkontakt og deres chefer – bestå en empati-, hjertevarmheds-  og flinkhedstest, før de får arbejde.

– skal byernes centre være bilfri.

– forbyder vi jagt som fritidsbeskæftigelse. Nedskydning af dyr på marker, i hegn og skov må kun foretages af jordejerne selv og af betroede, veluddannede vildtforvaltere. Drab er aldrig for sjov.

– bliver det forbudt at bygge, og navnlig at bygge grimt, i naturområder.

– må ingen børn overlades til institutioner, før de er fyldt tre år. – Man må bare finde ud af det! – Vi vil ikke have småbørn, der knap kan gå eller tale, til at tumle rundt blandt fremmede i store institutionsmiljøer. ’Som sanseløse pingviner’, som en forsker skrev i sin rapport om vuggestuebørn.

– må ingen børn under 12 år være i skole og/eller institution mere end 6 timer pr. dag alt inkl. – Og ingen må komme hjem til et tomt hus eller have ansvar for mindre søskende, før de er fyldt 15.

– må telefonsvarere ikke bruges i det offentlige. Ingen skal ringe til deres sagsbehandler eller endnu værre, til deres læge efter hjælp og tvinges i halve og hele timer til at lytte til: … muzak … tryk dit og dat … indtast dit personnummer afslut med firkant … ved du at du kan bruge vores hjemmeside (hvilket man jo ikke kan, det er derfor man ringer) … du er nummer 32 i køen … ring venligst senere (hvilket man ikke kan, da telefontiden slutter klokken 9, og alle smides af linjerne).

– nedlægges zoologiske haver. Vi udstiller ikke længere mennesker af andre racer i bure, og vi bør ikke længere udstille større pattedyr, menneskeaber, bjørne eller giraffer som under­holdning for familier på søndagsudflugt. I haverne kan vi, ud over legepladser og isboder, have heste, køer, svin, geder, får, høns, kaniner, sådanne dyr, som igennem tusindvis af år har haft tilknytning til mennesker og trives som tamdyr.

– skal skattesystemet forenkles til et personfradrag og en procentsats FOR ALLE! – Afstand til arbejdssted, hjemmekontor, diæter, rejser, udgifter er skattevæsnet uvedkommende. Løn m.v. må indrettes efter disse forhold.

– må seriøse nyhedsudsendelser på statsstøttede medieplatforme ikke spilde folks tid med sport. Det er en rest fra den gammelpatriarkalske kultur, da mænd definerede alting. Sport er ikke anderledes end andre reklamefinansierede og indtægtsakkumulerende begivenheder, som fx cirkusforestillinger, og skal ikke have særstatus. Det må natur­ligvis nævnes, hvis Danmark slår Sverige og vinder VM i håndbold, men alenlange beretninger om spillernes privatliv, følelser og helbred og fansenes fjollede udklædninger og forudsigelige håb og skuffelser henvises til specielle sportsprogrammer, kanaler, magasiner, internetsider. Meddelelser om sportsresultater, opgejling og hjernedøde interviews – Kan du ikke lige sætte ord på dine følelser lige nu? – må ikke optræde side om side med coronatal, demonstrationer i Rusland, statskup i Myanmar, brand i flygtningelejre og præsidentvalg i store lande.

– bliver salg af fyrværkeri til private ulovligt. Kun uddannede fyrværkerimestre må håndtere krudtet, og de kan hyres til nytår, bryllupper o.l. – Faktisk kan man med laserlys simulere flot fyrværkeri på nattehimlen, men hvorfor skulle man? Dyr og fugle skræmmes fra vid og sans.

– skal bycykler og løbehjul ikke fylde op i byerne, uanset om det er bystyret eller private fir­maer, der står bag. Folk må købe eller leje deres eget transportmiddel, for så er de mere an­svarlige. Vi nedsætter et helt korps, der kun skal tage sig af cykeltyverier.

– må ATV’ere og mountainbikere ikke køre i naturområder, men henvises til specielt anlagte baner, hvor de ikke oppløjer og ødelægger noget af betydning, og hvor de ikke er til gene for andre, der nyder en fredelig spadseretur.

– skal alle håbefulde hundeejere aflægge en prøve, have ’kørekort til hund’, så de ikke efter­lader små hunde alene i timevis i årevis til at gø deres frygt og frustrationer ud. Eller overla­der dem til kun halvstore børn, der ikke kan håndtere ansvaret, men gør alting værre.

– må hver husstand kun eje én bil og tage på én årlig flyrejse.

– må ordet ’ghetto’ kun bruges i den historiske betydning. Vi har i dag i Danmark ingen ghet­toer!

– skal der oprustes kraftigt på pleje- og sundhedssiden, så det ikke bliver læger og andet sundhedspersonales arbejdstider og skemaer, men syge og ældres behov, der bestemmer gangen.

– skal landbrug, dvs. jordbrug og dyrehold, reformeres kraftigt hvad angår størrelse, finansie­ring, dyrevelfærd, gift og gødning, udnyttelse af jorden.

– skal Danmark tage sin rimelige del af verdens flygtninge og behandle dem ordentligt, når de kommer.

– bliver det forbudt at annoncere for dyre vitaminpiller, kosttilskud, kemi, cremer, behandlin­ger, som påstås at fritage mennesker for alderens forandringer og skavanker.

– skal alle folkevalgte og folk i større, offentlige stillinger én gang om året redegøre offentligt og på lettilgængelig vis for deres økonomi, bestyrelsesposter m.m. Måske skal de også på kursus i grundloven og gældende etisk praksis, for der sker i disse år skred, som tilsyneladende kan henføres til ren og skær grådighed parret med dumhed.

– skal journalister lære at skelne mellem informativ og kritisk journalistik. Der er p.t. en ten­dens til, at journalister nogle gange stiller sig pinligt opmærksomhedspåkaldende, fiffigt­snedigt kritisk an, når de blot skulle videreformidle facts, og andre gange undlader at stille de oplagt nødvendige, kritiske spørgsmål.

– og almindelige mennesker skal uddannes i forskellen mellem rygter på sociale medier og videnskabelige facts. (Og nu vi er ved det: Høflige og hensynsfulde omgangsformer, mundtligt og skriftligt sprogbrug, de fire regnearter og budgetstyring.)

– skal der lovgives om miljøet på import- og producentniveau. At redde verden må ikke ude­lukkende overlades til den enkelte kunde i supermarkedet.

– skal der lovgives om ro, ren luft og naturbevarelse.

– må ingen danske soldater eller civile medvirke til ikke-forsvarsrelaterede krigshandlinger noget sted på kloden og i rummet.

– skal politikerne hvert eneste år på kursus, så de bliver i stand til at handle til landets bedste. Ikke som nu, hvor mange tilsyneladende har deres eget bedste, vellønnede poster, karriere og løn som mål, eller de forsøger at agere strategisk til egen fordel ved at undergrave kollegaer både i og uden for eget parti med udbredt mistillid til demokratiet i befolkningen som resul­tat.

– må små sportsfly ikke fylde luftrummet med larm og genere måske titusindvis af menne­sker på en sjælden solskinsdag, blot for at en enkelt mand eller to kan dyrke deres interesse. Det samme må gælde gokarts, jetski og andre larmende fritidsmaskiner til lands, til vands og i luften.

– skal danskerne belæres om landets rette størrelse og betydning og ikke bilde sig ind, at fx kineserne ændrer en tøddel på deres politik, hvis vi får vores udenrigsminister til at kritisere dem. Vi skal naturligvis stå ved vores menneskerettigheder og demokrati, men det ville være klædeligt, hvis vi gjorde dette i samarbejde med internationale organisationer, EU, FN, WHO o.l., og så påtog os at rydde op i egne sager først, fx Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af flygtningepar uden at høre parterne, svindel med forsvarets midler, konsekvensløs for­æring af milliarder af vores skattepenge til udenlandske bondefangere o.a.

– afskaffer vi monarkiet og adskiller kirke og stat, som alle andre, moderne og oplyste demo­kratier allerede har gjort for længe siden.

Småtterier IX

● Det er Mette Frederiksen og regeringens ansvar sammen med udpegede eksperter at føre Danmark igennem en voldsom pandemi. Naturligvis har de sved på panden. Andre steder, i Sverige, Storbritannien og USA fx, løber det løbsk med døde i titusind- nogle steder hundredtusindvis. – Mens danskerne brokker, brokker og brokker sig over regeringens tiltag for at begrænse smitten: Man vil ikke blive hjemme. Man vil åbne sine forretninger på fuldt gab. Man vil holde fest. Man vil holde smittefarlige mink i millionvis. Man arrangerer rej­ser, teater, gudstjenester og store festivaller. De unge vil i skole og til fest – De gider ikke sidde hjemme og kigge på en skærm, siger de, hvilket er nyt for mig … Hvornår har unge mennesker sidst fravalgt skærme til fordel for seriøs undervisning? Samvær? Oplevelser i naturen?

● Henning Jensen, den vidtberømte ekspert i virus og epidemier, har fundet tid til at kommentere regeringens teststrategi i verdenspressen: 

’HENNING JENSEN

test mig her og test mig der,det er intet vær måske er du fri i dag men måske ikke om to dage og hvad er alt dette testning så vær’ (Kommentar på Nordjyske.dk d. 7. 9. 2020)

Overfladisk set har manden ret. – Testning er som at måle temperaturen på en syg. Det er ikke en be­handling i sig selv, men man skal have en diagnose, før behandling, smitteopsporing og karantæneforanstaltninger kan sættes i værk. Og mange tests fortæller de uddannede eksperter, dvs. dem, der har tilbragt en årrække på universitetet, hvordan epidemien udvikler sig i samfundet, og hvor man kunne sætte ind.

Det fortæller de så regeringen, der efter forhandlinger med Folketingets øvrige partier indfører afpassede restriktioner. Restriktioner, der under behø­rig hensyntagen til samfundets forsyningssikkerhed, øvrige velfærd og økonomi, skal begrænse udbre­delsen af smitte og sygdomstilfælde.

Det er meget vigtigt at få begrænset smitteudbredelsen i hele samfundet for at forebygge de alvorlige sygdomstilfælde, der fylder op på sygehusene og belaster sundheds­væsnet. Hvis vi har mange alvorligt syge, kan fx Henning Jensen og hans børn og børnebørn ikke komme til, hvis de skulle brække et ben, få blindtarmsbetændelse eller kræft. – Vi vil nødigt se patienter ligge og hive efter vejret, mens de dør på gangene, i ambulancer uden for sygehusene eller hjemme … alene og uden hjælp. – Derfor al snakken om røde og grønne kurver og de første vacciner til de ældste og mest skrøbelige medborgere. Men man forsøger også at begrænse en til to ugers alvorlig sygdom og de mange senfølger, der ødelægger livet, livskvaliteten og arbejdslivet for både unge og ældre efter en coronainfektion.

Hvorefter folk tager på ferie til Dubai, hvor de henter en ny, mere smittefarlig virusmutation med hjem til alle os andre, fordi de ’trænger til at komme lidt væk … ’ eller ‘arbejder’ med deres fjollede selvudstilling på sociale medier, hvilket, de åbenlyst mener, er vigtigere end andre menneskers liv og sundhedspersonalets helbred og arbejdsforhold.

Måske Henning Jensen næste gang vil plædere for selvisolation til de dummeste?

● Politiken.dk bragte Nytårsdag 2021 en rørende beretning om livet i København i pan­demiens tid: Folk stod i kø i timevis nytårsaftensdag for at få udleveret gourmetmad.

Anders stod syv timer i kø: »Det her tør jeg ikke gøre igen. Det skulle have væ­ret convenient. Det var det ikke«’

De nytårssultne udtaler bl.a.:  ’Min kæreste og jeg havde købt menuen 30. december ef­ter at have været i vores lokale supermarkeder og konstateret, at østers, jomfruhummer og hummere var udsolgt. ’

For en gammel jyde var det gribende – efter at have slået ordet ’convenient’ op – at dykke ned i selve artiklen og læse den grufulde beretning om en kø på 700 m, kulden på fortovet, sammenholdet i køen, de tre stykker rødbede og et lille stykke kød til i alt mere end tusind kroner pr. ku­vert, som de heldigste omsider fik udleveret, for ikke at nævne det varme bad bagefter, der bevirkede, at en enkelt mandlig madhenter gik glip af første del af dronningens nyt­årstale …

Vi har ikke hørt mere om det siden, og vi håber, at hovedstaden nu igen har fået styr på leve­rancerne af østers og hummer, ellers må vi jyder med frysere – og en planlægnings­horisont ud over halvanden dag, starte en Facebookindsamling til fordel for de sultende københavnere.

Se selv:

https://politiken.dk/ibyen/art8051169/%C2%BBDet-her-t%C3%B8r-jeg-ikke-g%C3%B8re-igen.-Det-skulle-have-v%C3%A6ret-convenient.-Det-var-det-ikke%C2%AB

● ‘Louise er for syg til at føde børn: Fandt ukrainsk rugemor

Udenlandske barnløse valfarter til en voksende industri i Ukraine. Hør og læs Louises fortælling om turen til Kiev.’ (DR.dk 12.1. 2020)

Er det kun mig, der tænker over, om egoismen i dette forkælede land er gået for vidt? Hvordan vil Louise passe sit barn i måske 15 – 20 år frem i tiden, hvis hun er syg? Hvad med barnet?

● ‘Familie skal indsamle 15 millioner til syg datters behandling i udlandet’  (TV2.dk  1. 12. 2020)

Det kan umuligt være en rimelig pris!  – Hvilken behandling koster 15 mio.? – Hvem tjener styrtende på syge børn?

● ‘Efter pres fra fagforeninger: Regeringen sløjfer forslag om obligato­riske vegetardage –  Forslag om to obligatoriske vegetardage i statslige kantiner træk­kes tilbage efter kritik.’ (Politiken.dk 2.11. 2020)

Vores skiftende regeringer har haft endog MEGET svært ved at lovgive til fordel for klima og mil­jø. De vil ikke røre ved landmændenes skadelige praksisser, og nu har vi pesticider i grundvandet. De vil ikke røre ved fiskerne, der tomfisker vores farvande og ødelægger hav­bunden. De vil ikke lovgive om krydstogts- og containerskibe, der i alvorlig grad forurener den fælles luft. De vil ikke begrænse bilkørsel i byerne eller sørge for at togdriften fun­gerer ordentligt – også uden for hovedstadsområdet.

Men påbudte vegetardage i offent­lige kantiner, så de mennesker, der rent faktisk udfører et stykke praktisk arbejde til gavn for os alle sammen, kan spise lige så ’rigtigt’, som hovedstadens speltdamer, dét kan de selvtilfredse københavnske, overvejende Nørre-, Vester- og Østerbrobaserede politi­kere enes om.

Selv om det klart ville være tusinde gange mere effektivt at lovgive om klima- og miljøforbedringer på produktionsniveau. – Hvis det var miljøet eller klimaet, disse politikere bekymrede sig om. I stedet lægger de presset ud på den enkelte kunde i butikken eller vælger mad for dem i kantinen. Hvad er deres mandat som folkevalgte? At genere borgerne med utidig indblanding eller at passe på det fælles miljø?

Det minder mig i høj grad om den nedladende, fordømmende og bedrevidende holdning, afholdsbevægelsens damer mødte de lokale, arbejdende mænd med … Det hjalp først for alvor, da der fra politisk side blev lagt store afgifter på øl og spiritus. – De er så for en stor dels vedkommende afskaffet igen.

● Sproglig og forestillingsmæssig fattigdom:

Folk siger:

’Det er ligesom et hotel’ – uden at specificere hvilket hotel. Det kunne jo være et nedslidt og usundt, kakerlakfyldt hummer i et 3. verdensland uden infrastruktur i et usundt klima.

’Det er ligesom en film’ – uden at specificere hvilken film. Det kunne jo være en volds­præget krimi, en gyser eller en trist dystopi.

Folk kvalificerer ikke deres udsagn. De mener det bare positivt. De føler, at de ville have det som på et hotel eller i en film – begge – i deres opfattelse – attråværdige steder at være, hvor de selv ville være i centrum, borte fra hjemmet og dagligdagen. Ikke bare en sørgelig pendler eller beboer i en to-værelses på tredje sal …

Eller de siger:

’Det beklager jeg’ – når de ikke mener en skid med det. Hvis man har lavet en fejl, måske endda noget alvorligt med negative konsekvenser for andre mennesker, undskylder man oprigtigt og forsøger at gøre sagen god igen, hvis man kan. Blot at beklage er en yder­ligere fornærmelse, som at strø salt i et åbent sår.

● Man bør være taknemmelig for, at vi under en verdensomspændende epidemi kan få varer, herunder frisk mælk, kød, frugt og grønt, bragt lige til døren eller ind i bagage­rummet.

Vi takker sygeplejersker og andre sundhedspersoner – og med god grund! – men vi skal også huske lastbilchauffører, varepakkere, udbringere og supermarkeder. – De burde alle have medaljer! – Hvor ville vi være uden mad? – Lenin sagde, at ethvert samfund kun er 3 måltider fra katastrofen! – Hvis vi sultede, og det ville begynde at blive kritisk efter 3 dage, så ville optøjerne i Washington bare ligne en søndagsudflugt i sammenligning!

● Vi er nu så mange mennesker – knap en tredobling af verdens befolkning i min levetid – og der er så meget dumhed – og også regulær ondskab – overalt, Trump, Støjberg, Face­book, folk, der rejser til Dubai under en verdensomspændende epidemi osv., at man godt må melde fra. – Jeg er ved at være for gammel. Jeg må lære at sige til mig selv, at det ikke længere angår mig – udover måske for underholdningens skyld – hvad plane­tens 7, 84 mia. andre fjolser render rundt og tænker og siger og gør …

Et blivende sted

Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt ud­vikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.

Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?

For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tres­serne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden den­gang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.

Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fit­ness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.

Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilo­meter væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brug­sen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kal­der sta­dig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af mo­tor­vejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede pen­selstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.

Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådy­rene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.

Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århund­rede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.

Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke ef­ter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.

Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.

Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gam­mel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.

Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etab­leret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tys­kerne.

Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstands­bevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klok­ken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og pas­sede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.

Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vo­res juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.

Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, an­bragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i gri­men, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de so­lide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og fransk­brødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.

De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksiste­rer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.

Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer.  – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som fol­kene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.

Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.

For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.

Modstridende budskaber

Screendump fra Nordjyske.dk d. 10.12. 2020

Pga. de bekymrende og kraftigt eskalerende smittetal beder statsministeren os om at blive hjemme, men her på Nordjyske.dk’s forside er hun og budskabet på begge sider omgivet af pengehungrende sjakaler, ‘Alletiders Shoppingcenter’ og ‘Aalborg Zoo’, der prøver at lokke os ud af den nødvendige coronaisolation.

Sygehuse og sundhedspersonale er allerede hårdt presset, smittetallet er over 3000 hver dag, og i samme tidsrum mister vi en halv snes af vore medmennesker pga. corona. Men vi skal helst klumpe os sammen i shoppingcentre og forlystelser, så de kan oppebære en omsætning.

Det er jo derfor, regeringen tilbyder kompensationer, så vi alle kan bidrage til de forskellige virksomheders overlevelse uden at skulle risikere vores eget og andres liv og helbred.

Hvad har nissemænd og lysfester i øvrigt med dyr at gøre? Er det ikke på tide at lukke de uværdige zoologiske haver, hvor eksotiske dyr fremvises i små, kedsommelige bure, og hvor der skal betondinosaurusser, ‘Onkel Reje’, julenisser, boder og lysfester til at lokke folk ind? – Bland de stakkels vilde dyr udenom, skaf nogle tamdyr, der er vant til mennesker og gerne lader sig ride på og klappe, og lav det hele om til en decideret legepark.

https://nyheder.tv2.dk/2020-12-11-stigende-smitte-foerer-til-aflyste-operationer-paa-stribe-nu-sender-laeger-og