Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte buste havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.
Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og attraktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.
Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.
Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter tegninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under holocaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.
Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et voldsomt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejforløb.
Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.
For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og naturreservatet Lo Zingaro.
I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.
En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.
Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.
Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjerner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:
Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne opsøge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hinanden.
Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.
Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.
Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?
– Tænk, hvilket ramaskrig, der ville rejse sig, hvis en ny ejer i Nyhavn fik den fikse idé at omgive sin ejendom med en rød murstensskalmur i et forsøg på at virke ’moderne’, eller hvis han rev den ned og byggede et tårn af glas og stål midt i rækken af de berømte, kulørte huse?
Trangen til at skille sig ud og råbe højt om, hvor ’unik’ man er, og hvor god og moderne en smag, man selv har, er gået for vidt. Små og store parcelhusklovne opslår hovedkvarter i ellers æstetisk velfungerende områder og formår i løbet af ganske kort tid at ødelægge indtrykket for andre.
Hvis man indgår i en helhed, som del af et korps, et kor, et firma eller andet, møder man ikke op i afvigende, hjemmehæklet dragt som en anden Jacob Haugaard-entertainer. Og hvis man er brudepige for sin veninde og har fået udleveret en silkekjole og matchende hårbånd, som er farvekoordineret med de andre brudepigers kjoler og hårbånd og hele arrangementet i øvrigt, så møder man ikke op med kulørt narrehat og bjælder og ødelægger dagen for alle med sin dårlige dømmekraft.
På samme måde hvis man bor smukt op ad fx en bøgeskov, som man gør mange steder i Nordsjælland eller omkring Dyrehaven nord for København, og alle naboerne forlænger naturen ind i deres haver med græsplæner, bøgetræer og/eller bøgehække, så er det decideret dumt at forsøge sig med sit eget, private valg og plante fx rækker af fyrretræer, spiræa, pampasgræs, kirsebærlaurbær eller liguster som hæk ud mod vejen. – Det kommer aldrig til at se ’unikt’ ud. – Det trækker blot hele området ned.
At sætte et blomstrende træ i forhaven er derimod helt i orden, for på det neutrale, ensartede bagtæppe af bøg og græs kan enhver tilføje noget særligt: et japansk kirsebærtræ, en hibiscus, æbletræer, en stor rosenbusk, en skulptur eller et bed med dagliljer og iris. – Hvis det gøres med smag, kan man sagtens sætte sit eget præg på matriklen, samtidig med at man retter ind, så områdets egenart bevares til alles fordel. Men hvis man blot planter tilfældigt, rodet, billigt og uden omtanke, så går det ud over hele kvarterets æstetiske værdi, og alle kan så let som ingenting udpege klovnen.
Man kan heller ikke flytte ind fra landet og lade opføre en prangende, fake funkis-villa i beton komplet med plasticstakit og træterrasse med havesofaer og alt det nyeste i Weber-grilludstyr midt på en gammel bys hovedgade. Trukket tilbage fra de andre byhuses byggelinje, så der bliver god plads til både terrasse, staudebede, perlegrus og plaskende “Manneken Pis” – for at det ikke skal være løgn. Og skære alle de gamle, høje træer, der stod på grunden, midt over, som man plejede at gøre hjemme, når man trimmede sine læhegn. Halve træer og nyopslået villakvarter midt på hovedgaden er en vederstyggelighed.
Rækkehuse og villakvarterer fungerer på samme måde. Nogle af vores største arkitekter, P. V. Jensen-Klint og C. F. Møller, tegnede henholdsvis Grundtvigskirken i 1920’erne og Århus Universitet i 1930’erne. Og de demonstrerede overbevisende, at dansk tegl og gule mursten kunne bruges på et internationalt meget højt, arkitektonisk plan.
Andre arkitekter videreførte med deres egne fortolkninger denne fornemme arkitektur i villaer, skoler, institutioner, boligejendomme og rækkehuse op igennem 50’erne og 60’erne, og mange af deres bygninger besidder endnu i dag de bedste kvaliteter fra den tid.
Hvis fx en rækkehusbebyggelse er tegnet af en god arkitekt, grundmuret i kulbrændte, håndstrøgne, gule mursten uden sokler og sålbænk og med råt og bredt, sort bræddetræværk på hoveddør, omgivende hegn og garage, så falder det langt uden for god byggeskik at begynde at pudse facaderne, at opføre plasticcarporte, opsætte udhæng eller markiser, lukke huller med moderne, smalle træinddækninger i hvidmalet træ og indsætte småsprossede, måske endda kulørte, vinduer med udragende sålbænke. – Hele rækken taber i arkitektonisk værdi, hvis blot en enkelt beboer glemmer at rådføre sig med en bygningskyndig før renovering.
Romerhusene i Helsingør, en stor og smuk gårdhavebebyggelse i gule mursten i et naturskønt, kuperet område, blev i årene lige inden 1960 tegnet af Jørn Utzon. Husene er i dag under Real Danias beskyttelse efter en fredning af hele området i 1987. – Det er muligvis det smukkeste boligbyggeri i Danmark, og husene er eftertragtede og handles til pæne priser.
I andre byer har man opført lignende byggerier inspireret af Romerhusene og anden god, dansk arkitektur, men mange steder har man undladt at indskærpe ejerne, at de bør forsøge at holde en ensartet stil udadtil for hele områdets pengemæssige og æstetiske værdiers skyld.
På billedet kan man se, at en beboer i en nyere atriumbebyggelse et sted i Nordjylland har plastret de gule mursten til med gråt cementpuds, en anden har brugt hvid, en tredje har tilsyneladende opført en rød skalmur, og trailerparkering, stilladsopbevaring, faldefærdige plankeværker og skæve gyngestativer er med til at understrege det sølle og slidte i hele bebyggelsens nuværende udseende.
Hvad man gør i sin egen baghave, rager ikke nogen, men ud mod gaden bør man som husejer rette ind efter fællesskabet, hvis man bor i et område med særlige værdier.
Huse i Nyhavn og på Burano bør være farvestrålende inden for den fastlagte skala.
I Skagen, Sæby og Fåborg har byhusene deres eget, attraktive præg, og de fleste indordner sig under helheden. For det er helhedspræget, der giver hele området værdi.
I vores mange år som husejere har vi af kloge mennesker lært én ting: At kigge på omgivelserne og at rådføre os med eksperter før større forandringer. – Hvis man gerne vil have oplagsplads, halve træer og pølsevognsarkitektur omkring sig, skal man længere ud på landet.
● Hvis man henvender sig til nogen med et problem, en læge, en receptionist, et firma eller en serviceudbyder, så kommer svaret ALTID i denne rækkefølge:
Vi har travlt, prøv noget andet, internet, telefon, whatever, bare gå væk!
Prøv på et andet tidspunkt
Prøv nogle andre
Det er din egen skyld, du må have kludret i det, brugt tingen forkert, glemt at slutte tingen til, du har misforstået noget, spist for meget, røget, i det hele taget været for dum og doven!
Du skal bagerst i køen og vente!
Og hvis det så viser sig, at man alligevel skulle have en gyldig grund til at henvende sig – OG kommer igennem til et rigtigt menneske, som oftest en syrlig skoleelev, der intet ved og hverken kan læse, skrive eller tale dansk, så får man et tøsefornærmet ’du skulle have henvendt dig noget før’ eller ’vi beklager, men dette er første gang i verdenshistorien, at vi er nødt til at svare en almindelig bruger med et problem’ …
● Bortset fra det yderste højre er Ellemann og Venstre vel også dem, der profiterer mest rent vælgermæssigt af den tiltagende uvidenhed og dumhed i samfundet: *
Pol. net. 23.9. -22
’Ellemann-Jensen foreslår at forkorte uddannelser og SU-år’
* 25.9.-22 – Der var jeg lige en postgang for tidligt ude; det lader til, at også regeringen vil profitere af et generelt dårligt uddannelsesniveau: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-09-25-regeringen-vil-forkorte-kandidatuddannelser-et-kaempe-eksperiment-med-de
● Unyttige, ældre borgere spiser småbørnenes sunde mad!
Pol. net. 16.9. -22
’En række kommuner voksede hurtigt i 1960’erne og 1970’erne, da der kom S-tog og motorveje. Nu er mange indbyggere på vej forbi de 80 år, og det koster ressourcer. Ishøj overvejer at droppe sund mad i børnehaverne.’
For det er jo ikke forældrenes ansvar at give ungerne en sund madpakke med …
● Her er en fyr, der smider om sig med ord. Der har en mening om ’politikerne’, og som udelukkende henvender sig til mandeklubben, hvilket også kommentarerne viser:
Politiken debat d. 13. 9. -22
Forfatter Mikkel Wendelboe:
‘Forfatter: Politikerne er et røvgevir og en omvendt kasket fra at være dem fra de store klasser, der lossede dig i bolsjerne, dengang du gik i sjette klasse
Politikerne skal være dydens vogtere og retfærdighedens slipsebeklædte dragoner. Helte og guttermænd. Det er de nødt til.’
God indledning! Så fik han lige udelukket godt og vel halvdelen af befolkningen. Dem, der ikke har ’bolsjer’ og ’slips’, og som ikke omfattes af betegnelsen ‘Helte og guttermænd’ – Dvs. bl.a. kvinder, som faktisk også optræder som politikere og vælgere af og til …
● HBO – John Oliver – Last Week Tonight, Sæson 1 – 9
Fra HBO’s hjemmeside.
Som et mentalt forfriskende brusebad i disse intellektuelt udfordrede tider – Trump, corona, Putin, Støjberg, Vermund, Løkke Rasmussen, Pape, Ellemann junior, Sofie Carsten Nielsen, Lidegaard, Vanopslagh, Messerschmidt, danske medier, redaktører og journalisters blinde aggressioner, selvoptagede politiseren og mangel på facts, saglighed og neutralitet i jagten på klik, selv førhen troværdige medier som fx Politiken! – bør man se mindst ét afsnit af John Olivers nyhedstalkshow pr. dag – gerne to eller flere – og start helt tilbage fra det første show i 2014, og genoplev den nyere samtidshistorie med en kløgtig vært, hans vantro over Trump, hans vågne øje på Putin, hans internationale udsyn og altid korrekte diagnose af bullshit, og det tårnhøje humoristiske niveau, som en forsikring om, at man ikke er det eneste mennesker i verden, der går og undrer sig over tingenes tilstand.
● Her i huset er vi helt holdt op med at læse, se eller lytte til ’nyheder’ om minksagen og valget, og om hvad ’debattører’, minkavlere, lederskribenter, husmødre, tandlæger, radikale og de andre borgerlige partiers medlemmer mener helt uden at have belæg for det. Også deres selvbestaltede ’advokatundersøgelser’ hos vennerne på yderste borgerlige fløj … Intet af dette har nogen som helst betydning for indbyggerne i Danmark. – Det har kun den førte, praktiske politik: En sund økonomi, brede politiske aftaler, resolut epidemihåndtering og fællesskabet i Europa om forsvaret. – At foreslå fantasiplaner, at drive kalkunjagt på hinanden, grundløst at beklikke andres ære, at lyve, at fremføre påstande, der ikke har det mindste med virkeligheden at gøre, men blot er had, misundelse, magtliderlighed og smålighed, er spild af alles tid og uværdigt i et demokrati. Der går ’Trump i børnehaven’ i det hele, mens verden brænder, og der er reelle problemer at tage sig af.
● Alle folk går rundt og siger ’brugsspor’ og ’patina’, som om de er ansat i et auktionsfirma og håndterer tunge, brune 50’ermøbler til daglig.
● At lovgive om unge kvinders brug af tørklæder i skolen – eller ældre kvinders ditto på gaden – bringer Danmark op i samme liga som fx Taleban og ayatollaherne i Iran, der også lovgiver om kvinders klædedragt og endda myrder eller pisker unge kvinder i ’forkert’ påklædning! – Hold nu op! Lad folk gå klædt, som de vil, og omfavn dem med tolerance og imødekommenhed, så falder behovet for at identificere sig med specielle grupper af den ene eller den anden art måske nemmere og hurtigere.
Hvis man brænder for at lovgive om udseende og påklædning kunne man jo starte med at forbyde mænd at bære fuldskæg eller hvide tennissokker i sandaler. – Men det ville ikke opfylde formålet, som er at gøre ’de fremmedes kvinder’ synlige og tilgængelige for ’vores mænd’. Så primitivt er det, når alt kommer til alt. Det er et spørgsmål om kvinders tilgængelighed …
● En af mine meget gode venner, en begavet yngre kvinde, forsker og Ph.d. i grøn energi, som lige er blevet mor til en sund dreng, er blevet forbudt at deltage i en forældregruppe med etnisk danske forældre under sin barsel, fordi hun stammer fra Iran. – Er det overhovedet lovligt? – Trods flydende dansk og en IQ, der trumfer de flestes, blev hun og hendes mand henvist til en forældregruppe med udelukkende somaliske, tyrkiske og arabiske indvandrere. Hvilket jo ikke fremmer integrationen for nogen af parterne. – I stedet for at hyle op over unge pigers tørklæder kunne man jo fremme integration på alle punkter, så de ikke blev påduttet en ’anderledeshed’, men fik lyst til at tilslutte sig en venlig og inkluderende, dansk levevis, der fx sikrede, at forældregrupper oprettet i offentligt regi ikke udøvede apartheid og dermed gav nye forældre og børn en skæv start som uvelkomne i det danske samfund, men at vi som en selvfølge omfattede alle, der havde født, uanset herkomst, udseende og ’race’.
● Værste lyde i verden:
Nødskrig fra dyr og mennesker
Børn, der græder
Hunde, der står og gør ulykkeligt i lang tid
Store brag
Knust glas
Negle på tavle
Folk, der slubrer det sidste i glasset med sugerør
Motorsave, kompostkværne, slibemaskiner, løvsugere … alle højlydte, benzindrevne maskiner
Knallerter og motorcykler
Folk, der hoster længe og dybt
Musik, man ikke selv har valgt
● Sunde, unge kvinder har en indbygget trang til at forlade hjemegnen og opsøge nye muligheder, eventyr, nye sexpartnere, der ikke er beslægtede med dem selv. – Fx som studiner i Århus, København, London, USA, Sydamerika … Unge mænd, derimod, bliver oftere hjemme og forsvarer familien og dens ejendom, mens de søger at tiltrække kvinder udefra.
Førhen røvede man nye kvinder, googl fx ’Sabinerindernes rov’, når de bofaste og jordafhængige mænd havde brug for nyt blod. Man tog ud og plyndrede og tog slaver. Man byttede sig til nye kvinder. Man fik kvinder i gave eller som tegn på alliancer. – Stavnsbåndet gjaldt kun for mænd, ikke kvinder. I dag importerer vi kvinder fra Asien til de ensomme, tilbageblevne mænd i provinsen.
● Jeg forstår ikke ordet ’Generationstyveri’ … Hvis forældrene er velhavende, flyder der vel goder i form af IPhones, rejser, festivalbilletter, grej af alle slags, rigelige lommepenge, tøj, mad, gode uddannelser og forældrekøb af studenterboliger m.m. – PLUS en pæn arv, når den tid kommer, til børnene? – Hvad har børn og unge gjort for at fortjene SU for hjemmeboende? Byture hver torsdag, fredag og lørdag? Koncerter? Dyrt modetøj? Alskens elektronik? Udvekslingsophold i fx USA? Ferierejser? … bare for at nævne noget. De nuværende unge er – i modsætning til alle foregående generationer – født i en tid med gratis uddannelser, gratis penge, lav rente, lav arbejdsløshed … de skal bare lange til fadet!
● Ethvert lægehus bør have en ultralydsscanner og et personale, der kan betjene den. – Både min mand og jeg blev i halve og hele år behandlet med bl.a. mavesyredæmpende medicin, mavesårsmedicin og stærke smertestillende piller, før det blev åbenlyst, at det var galdesten, der var problemet … De praktiserende læger gætter bare og forsøger sig frem, hvilket koster tid, smerter, vagtlæger, akutte sygehusindlæggelser og uarbejdsdygtighed i lange perioder.
● Mennesker er bare nogle små, grimme og grådige dyr uden stopknap.
● Når en mand laver noget i huset, fx graver et nyt bed, hænger en hylde op, skifter dæk på bilen eller klipper hæk, så er er det kvindens opgave at tilbyde kaffe, øl eller sodavand, kage og snacks, med jævne mellemrum og bekymret spørge, om han ikke er træt? Om det ikke er hårdt? Og hun beundrer ham konstant og roser hans lille foretagende. Samtidig sørger hun for, at huset er vel vedligeholdt, pænt indrettet, rengjort og står med levende potteplanter og blomster i vaser, at der er rent tøj i skabene, at der er tøj, sko, gaver, mad, drikkevarer og wc-papir nok, at maden står klar på de ønskede klokkeslæt, at børn og kæledyr er glade og tilfredse, at familiens fælles aktiviteter koordineres, og at kontakten til daginstitution, skole, naboer, familie og venner løbende opretholdes. – For hvilket projektarbejde hun sjældent modtager så meget som et anerkendende nik …
● Vi må ikke fremstille folk af andre racer, seksuel observans eller præferencer på stereotype måder, men når det gælder ældre medborgere, må vi gerne? – En stor del af vores pensionsmodtagere kan faktisk glimrende gå hen ad en vej helt uden stok, nogle løber, cykler eller danser – og mange bidrager væsentligt til bruttonationalproduktet ovenikøbet.
TV2 Net, 24.6.2022:
●Så er det vist på tide, at kvinderne bliver hjemme et år eller to, indtil deres sikkerhed kan garanteres:
Hvad nu, hvis næsten 60 unge mænd var blevet fanget, holdt fast og tortureret med et kosteskaft langt oppe i anus eller nede i halsen i løbet af de seneste ti år, der har været afholdt festival? Ville han så heller ikke tage sine procedurer op til genovervejelse? – Folk er virkelig meget large og nonchalante, når det drejer sig om voldelige og dybt skadelige, traumatiserende overgreb på unge kvinder … Men det kan jo slet ikke stilles op på den måde, plejer folk (mænd) at belære mig, når jeg fremfører denne parallel. – De mandlige sikkerhedschefer synes selv, at de er gode til deres job.
● Man skal ikke tage historien personligt – Historien er ikke udtryk for individuelle problemer, og problemerne kan ikke løses individuelt. Der er tale om menneskeskabte bølger, fx krig, klimaforandringer, finanskriser, globalisering, og alle de afledte problemer, såsom flygtninge, epidemier, aggressioner, sult … Når bølgen af mennesker, der kræver hensyn til planeten og dens andre beboere, til deres medmennesker og deres værdighed, til ligelig fordeling af ressourcerne, er stor nok, vil tidevandet vende. – Putin kan kun bekrige andre, så længe nogle vil gå i krig for ham. Firmaer kan kun forurene jorden, så længe ingen forbyder dem det. Man kan kun spytte på flygtninge, så længe andre ikke straffer én for det …
● Mette Frederiksen og coronapressemøder: Når journalisterne opfører sig som børn, og fx spørger, om hun ikke kunne have forudset dit eller dat, så må statsministeren jo behandle dem som børn; hvorefter de også jamrer over det.
● Før i tiden fik man respekt alene for at være gammel, idet man gik ud fra, at der skulle klogskab til at overleve længe, og at man ikke blev 50, 60 eller 70 år gammel uden at have lært en del og gjort sig nogle erfaringer, der kunne være nyttige for andre at høre om. Derudover var det de ældre, der havde midler, ejendomme og penge, og som derfor kunne vise sig at være gavnlige at holde sig gode venner med.
I dag respekteres kun de unge, og selv den mest nyklækkede kylling får lov at pippe med, når de voksne snakker – også ude i det offentlige rum, selv om det jo som oftest er pinlig uvidenhed og indlysende tåbeligheder, der kommer ud af de små næb. – Det må være, fordi de unge ikke længere regnes som en byrde, der skal forsørges, indtil de har lært sig et fag og kan forsørge sig selv, men som med deres rigelige lommepenge og SU er blevet en købedygtig målgruppe af forbrugere, som man bejler til og servilt snakker efter munden.
● Anker Jørgensen, Schlüter, Nyrup Rasmussen, Anders Fogh og Lars Løkke Rasmussen blev ikke kaldt ’konger’, da de var statsministre, vel? Ukronede eller ej. – Eller sammenlignet med andre ’konger’ af samme køn i andre lande? Med en forventning om, at to personer af samme køn i samme embede ville være ens?
Screendump, Politiken, 21.8.2022
Statsministerembedet er landets øverste og burde behandles med respekt! Kvinder er lige så forskellige fra hinanden, som mænd er. Kvindelige statsministre er lige så forskellige fra hinanden, som mandlige statsministre er. – Der lægger sig alt for ofte en klam dyne af tanketræghed og magtmisundelse over mandlige journalisters hjerner og forhindrer dem i at tænke klart og uhildet af egne, indgroede fordomme.
I vores kulturkreds drejer alting sig om arbejdet.
Hjemmelavet tonic af sensommerens krydderurter fra haven eller en simrende gryderet er et privilegium, som kun folk med god tid kan nyde.
En barslende moder kan ofte ikke komme hurtigt nok tilbage på arbejde, enten af lyst eller af tvang.
Babyer, mange under et år, skilles fra deres familie og primære omsorgspersoner og vænnes fra start til at være anbragt hos fremmede fra morgen til aften.
Man spørger små børn, hvad de ’skal være’, når de bliver store.
Børn og unge indprentes, at de skal gøre sig umage i skolen, så de kan få en god uddannelse, et godt arbejde og dermed ’klare sig godt’ i tilværelsen.
Der er konkurrence på karakterer, på uddannelse og på job.
Et godt job er et velbetalt job med høj prestige. Ofte også karakteriseret som ’spændende’, med stort ansvar, mange betalte måltider og også gerne rejser og hotelophold væk fra hverdag og familie.
At lykkes med sit liv er i høj grad et spørgsmål om at lykkes med sit job.
Så længe vores samfund er baseret på lønarbejde uden for hjemmet, er der nok ikke nogen oplagt vej uden om vækkeuret, madpakkerne, institutionerne, transporten, arbejdstiden på kontor, fabrik eller andet.
Så vi socialiseres tidligt og massivt til at arbejde. Der er et enormt, socialt pres på os for at få en god uddannelse og et job, så vi kan ’klare os selv’ og bidrage til samfundets uophørlige vækst. – Vi er flokdyr, og de fleste individer vil gøre, som samfundet forventer, selv om det måske føles galt. De vil endda aflevere deres små forsvarsløse, næsten nyfødte til helt fremmede. Ingen abemor ville gå så vidt uden kamp.
Men ikke engang den mest vellønnede direktør kan ’klare sig selv’ … Hvad ville der blive af ham, hvis han selv skulle bygge sit hus, sin bil, fremstille sit tøj, dyrke sin mad, bortoperere sin egen betændte blindtarm, passe sine egne børn? … Vi er flokdyr som myrer i en tue, og ingen kan klare sig uden alle de andre, uanset hvor irriterende de end måtte forekomme.
Til at øge presset for at deltage i ’lønarbejde’ er den skinhellige, protestantiske arbejdsmoral, ’du skal yde, før du kan nyde’, det store gruppe- og forventningspres, som vi internaliserer fra en meget tidlig alder. Fanden og ’Jobcentret’ tager de sidste …
Vi er nødt til at arbejde, hvis vi vil leve, spise, bo og færdes i samfundet. Specielt at bo er en dyr fornøjelse. At leje en lejlighed eller at købe en eller et hus – og indrette sig efter tidens luksuriøse smag – betyder for mange et helt liv i trædemøllen – Vi slavegør os selv for at kunne bo.
Og at arbejde for andre, væk fra hus og familie, er blevet den gængse måde at deltage i aktiviteter på. Uanset om disse aktiviteter giver mening eller forekommer absurde. De færreste formår at skabe helhed i deres arbejds- og familieliv, så de kan leve af det.
At arbejde er også en måde at dække vores sociale behov på – Hvor går man ellers hen og får et fællesskab med andre mennesker? Det findes ikke hjemme i de funktionstømte bolig- og villakvarterer.
Men et spændende arbejde kan også, afhængigt af personlighedstype og personlige behov, være den mest direkte vej til anerkendelse og selvrealisering. Det føles simpelthen godt at bruge sine evner og få beundring og anerkendelse retur, og derudover en klækkelig løn ind på kontoen hver måned.
Dertil kommer, at de reproduktive aktiviteter, det store arbejde, en god husmor udførte førhen: børnepasning, opdragelse, indkøb, madlavning, lagerstyring, lektiehjælp, rengøring, tøjvask, vedligehold, pasning af syge og gamle, familiens faste tovholder og sociale projektleder, som huskede fx fødselsdage, købte gaver, bagte kager, stod for menu, bordpynt, blomster og invitationer, arrangerede sammenkomster og fejring af begivenheder og højtider, ikke regnes for noget i dag. Det anerkendes og honoreres ikke. – Men savnes i høj grad, når det ikke bliver gjort.
– er et udtryk, som også jeg bruger af og til, fordi det er sjovt.
Det stammer fra en myte om, at guldfisk skulle have en hukommelse, der kun rakte ca. 3 sekunder. Man ser det for sig: Den tåbelige fisk i glasbowlen, som svømmer hundredvis af daglige omgange og med åben mund betragter det samme sceneri som nyt og spændende hver eneste gang, den passerer.
Så fik jeg guldfisk i havedammen og begyndte at få en fornemmelse af, hvordan de var, og de manglede bestemt ikke hukommelse! – Hver morgen, når jeg gik ud for at fodre dem, havde de allerede forventningsfuldt samlet sig i det hjørne af bassinet, hvor jeg plejede at stå. – Men hvis jeg havde en gæst med, et barnebarn, en veninde, og netop havde lovet at vise dem mine store og livlige guldfisk, så kom ikke en eneste fisk til syne. De gemte sig blandt planter og sten dybt nede og lod sig ikke se.
Det samme fortalte gammelmor på en gård, en oliven- og citronplantage beliggende på en smuk bjergside ned til Napolibugten, hvor vi boede et forår. Også hun havde et guldfiskebassin, også hun kunne både se og fodre sine fisk, men hvis hun ville vise dem til børn og gæster, var der ingen fisk at se.
Gammelmor og jeg var rørende enige om, at det måtte være dyrplageri at holde guldfisk i små akvarier eller bowler. – Guldfisk sætter pris på god plads, på gode gemmesteder, masser af vandplanter, sten og overhængende ly mod fiskehejrer, katte, krager, fremmede og andre fjender, der kunne dukke op ved bassinkanten.
Guldfiskene kvitterer for de gode forhold ved at vokse sig store og få masser af små, gråbrune guldfiskeunger. Og efterhånden har man jo fundet ud af, at guldfisk selvfølgelig har både hukommelse og alle mulige andre evner, der gør dem i stand til at finde føde, formere sig og overleve. – Ellers ville vi nok ikke have dem iblandt os i dag.
Gammelmors fiskebassin ligger ude til venstre og kom desværre ikke med på billedet af hendes gårdsplads.
Vækkes af naboens skingre hund, som gør ad det samme hver eneste morgen: vinden, en fugl, duftsporet efter en for længst passeret kat, en anden hysterisk hund ovre på det modsatte hjørne, folk, der har den frækhed at gå forbi ude på vejen …
En larmende knallert kører forbi – og kommer tilbage
Kirkens kraftfulde materiel starter: enorme støvsugermaskiner og græsslåmaskiner, der drøner rundt, så ruderne og porcelænet i vores skabe klirrer
Og en kommunal entreprenørmaskine kører langsomt forbi og får huset til at ryste
Så starter motorsaven ovre i beskæftigelsestilbuddet i kanten af skovstykket
En raslende varevogn med trailer hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen
En motorcykel tager hjørnet liggende og gasser voldsomt op
Naboens hund kommer ud igen. Ingen på vejen – hverken børn, syge eller gamle – kan sove længere, og ingen kan arbejde hjemme
Store lastbiler, sommetider med anhængere, runger op ad den lille vej
Længere nede er nogle nytilflyttere ved at renovere deres hus, hvilket indebærer en stadig strøm af lastbiler og brug af støjende maskiner
Håndværkerne lytter til høj radio hele dagen
En traktor passerer for fuldt drøn
Den store redningshelikopter flyver lavt hen over på vej til havet
Endnu en dreng på knallert
En bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks
En pensionist overfor klipper langsommeligt sin hæk med en benzindrevet hækklipper, som hviner og vræler
En bil med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen
Vejret er godt, og de små larmende sportsfly er på vingerne over vores lille by
Endnu en bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks
Tomme lastbiler ført af chaufførelever kører evindeligt op og ned ad vejene her omkring uden noget egentligt formål – kunne de ikke øve sig et andet sted end ud for folks haver?
Kirkens materiel på den ene side og motorsaven overfor starter igen efter middagspausen
Og hunden er igen ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den nu har samlet kræfter og gør og gør
En anden nabo begynder at bruge en kraftig slibe- eller skæremaskine i sin garage
Et par motorcykler gasser op
En anden hund er blevet lukket ud og står og hyler sørgmodigt
Nu er familiefædrene kommet hjem og starter deres store, benzindrevne plæneklippere
Én af dem føler bagefter trang til at støvsuge hele sin have med en kraftig løvsuger, så ingen kan høre, hvad andre siger
Et barn græder højt og længe
Vi opgiver at servere grillmaden på terrassen, selv om gæsterne synes, at vi burde kunne sidde ude i det gode vejr
Naboen slår stadig græs, selvom det er spisetid
Biler smækker med dørene og dytter lige udenfor. Andre familier vender hjem eller får højlydte gæster
Og naboens hund, som må have en hukommelse som en guldfisk, gør også ad sin egen familie og deres bil
To jagerfly krydser luftrummet over os
Og dem skal hunden også gø ad i lang tid. Dens nerver må være tyndslidte
Endnu en bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks
Det blæser, så kirkens lange flagsnor klasker mod flagstangen: klask klask klask klask
En forsinket, raslende varevogn med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen
En boret knallert, som man også kan lugte i lang tid efter
Nogle småpiger skriger op, pjatter og spiller høj musik i haven
Hvilket gør naboens hund rasende i lang tid
Efter aftensmaden kommer hunden ud igen. Vi hører den klart og tydeligt, selvom vi har lukket alle døre og vinduer for det fine vejr og sidder inde i stuen og hører musik
Kl. 23.30, når jeg lige er faldet i søvn, vækkes jeg med et sæt af hunden, der er rasende og alene ude i natten
Kl. 1 falder jeg i søvn igen
Næste morgen står hunden og gør lige ud for mine vinduer
I den nærliggende skov kan man stadig finde pletter med velgørende ro, selvom mennesketætheden, fly, motorveje og anden transport i dag invaderer alles lydrum. Vi bor i et lille land, og vi er alle naboer i den forstand, at vores handlinger indebærer konsekvenser for mange andre mennesker.
I min egen have bruger vi også maskiner til vedligeholdelsen, men fortrinsvist elektriske og normalt kun fx lørdag formiddag
På andre tidspunkter risler vandet stille i fuglenes bassin
Den gamle krage tilkalder sin kone med et krakrakra
Vinden suser gennem lindetræet og den store eg
Spætmejsen banker på sin egen redekassedør
Alle de små spurve kvidrer rundt og tager for sig af havens buffet
Havesangeren giver pludselig koncert, så alle må holde inde og bare lytte, indtil naboens hund afbryder med sin nervøse vrede og:
En larmende knallert passerer ude på vejen
Kirkens kraftfulde materiel starter, så ruderne klirrer
Motorsaven ovre i beskæftigelsestilbuddet går i gang
Store lastbiler runger skrumplende op ad vejen
Endnu en dreng på knallert hviner forbi
Naboens hund begynder igen
En bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks
En mand klipper hæk med benzindrevet hækklipper
En bil med trailer hopper hen over rundkørslen
Nytilflytternes håndværkere, maskinellet, deres materialeleveringer og radioen kører endnu en dag
Tomme lastbiler med chaufførelever drøner op og ned ad vejen og rundt i den lille rundkørsel
Kirkens maskiner på den ene side og motorsaven overfor starter igen efter middagspausen
Sportsflyene cirkler over byen
Hunden er ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den gør og gør
En anden nabo bruger en kraftig slibe- eller skæremaskine i sin garage
En anden hund står og hyler sørgmodigt
Kirkens lange flagsnor klasker mod flagstangen: klask klask klask klask
Familiefædrene starter deres store, benzindrevne plæneklippere
Og støvsuger haven bagefter med kraftige løvsugere
Biler smækker med dørene og dytter lige udenfor
Og naboens hund gør længe ad det hele, inkl. sin egen families bil og alle familiemedlemmernes kommen og gåen
Et passagerfly kommer lavt ind over
Et par drenge ræser op og ned ad vejene på ulovlige knallerter efter mørkets frembrud
Hunden er ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den gør og gør, indtil familien kalder den ind og kører væk
En forsinket, raslende varevogn med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen
En flok unge skriger, pjatter og spiller høj musik ude på fortovet
Hvilket selvfølgelig gør hunden rasende i lang tid … den er alene hjemme, men alle på vejen kan høre den i timevis, selvom den er lukket inde
Vi larmer alle uophørligt, nedslider vores sparsomme naturområder, bygger grimt, giftsprøjter jord, luft og drikkevand, udspreder koncentreret, tungmetalholdig grisegylle på de marker, hvor vi dyrker vores egen mad, vi graver jordens råstoffer op og eksporterer dem, mens vi importerer granitskærver fra Kina, udleder røg i luften, affald på jorden og skidt i vandet … Så det fælles lydmiljø i villahaverne ligger nok ikke øverst på handleplanerne … her i år 2022, hvor vi martres af flere smitsomme sygdomme, krig, klimaforandringer og hastig uddøen af dyr og planter omkring os.
– Men lyden af bybusserne mangler – Vores kommune har netop skiftet dem ud med elbusser 😊
Når man første gang får sig en lille have med terrasse og har ambitioner om at holde en plæne, en køkkenhave og et par blomsterbede, så får man brug for:
Skovl og kost – gerne en let, bred aluminiumskovl og en god kost af naturmaterialer, fx ’Bornholmerkosten’, som næsten gør arbejdet af sig selv – En plastickost er billig, men kan ikke feje og kommer ikke ind i hjørnerne, men kører bare hen over skidtet
Spade og greb – spaden skal være skarp og solid, greben bruges til at grave planter og græstørv op, så man ikke skærer rødderne over, men kan stikke ind under planten og ryste jord af
Rive og kultivator – riven jævner jorden og kan samle sten og grene sammen, kultivatoren er en lille plov, der løsner og jævner jorden, vender den, vælter ukrudtet og når dybere ned
Hakke – til at hyppe kartofler og hakke ukrudt – lær at bruge den!
Trillebør – så let som muligt og helst med massive hjul
Krydderurtesaks, rosensaks til roser og smågrene, ørnenæb til større grene, let sav
Græsslåmaskine –Dine naboer vil elske dig, hvis du nøjes med stilfærdigt elektrisk materiel, evt. lærer at bruge en le
Hækkeklipper eller hækkesaks
En mukkert til at banke stolper ned med
En kniv til mælkebøtter og ukrudt mellem fliser
Ukrudtsbrænder til terrasse, flisegange og fortov
2 – 3 murerspande til ukrudt og affald eller til at bære småredskaber rundt i haven i, større affaldssække til bortkørsel af grenaffald og hækafklip
Stolper og opbindingstråd
Vandkander, regnvandsopsamling og haveslange med god bruser – husk at lukke for vandet og tage slange og brusehoved ind i tilfælde af frostvejr
Højbede til de sartere grøntsager: krydderurter, salat, radiser, ærter, bønner, jordbær m.m.
Lille planteskovl til at fylde urtepotter
Sneskovl
Man behøver ikke at købe nye, dyre ting, men kan prøve at finde gode brugte haveredskaber fx på Den Blå Avis eller spørge familie og venner, om de har noget stående, de ikke bruger.
Det er et betænkeligt skråplan, når en stor, landsdækkende avis mister sin saglighed og troværdig i et overmål af daglige, let gennemskuelige og amatøragtige forsøg på at påvirke folkestemningen til fordel for de højreorienterede partier. Bl.a. ved ustandseligt at miskreditere en siddende statsminister og hendes regering ved redaktionelle prioriteringer, usagligt kritiske forsider, sprogbrug, stærke følelser af vrede og ubegrundet forargelse i klummer, ledere, men også inde i artikler, der blot skulle være informative. Og ved bevidst udeladelse eller forsinkelse af relevante nyheder og informationer – fx om minkavlernes betænkelige ageren før de store smitteudbrud i deres besætninger. – Hvordan kan man læse en sådan avis – og stole på den – fremover? Hvordan lyver og fordrejer de på andre områder? Man læser vel avis for at blive orienteret, ikke hjernevasket.
Jeg er meget skuffet over min daglige avis igennem 40 år, Politiken. Efter Tøger Seidenfadens beklagelige død er avisen overtaget af mindre ånder, der tror, at de spiller med i en slags offentligt mobbespil, at deres private meninger betyder noget, og at deres læsere faktisk interesserer sig for – og lader sig påvirke af – deres udgydelser.
De fylder hele forsider med deres begrænsede tankevirksomhed, de samme forudsigelige pointer dag efter dag, og deres intimiderende og aggressive spørgsmål og usaglige, uigennemtænkte holdninger gennemsyrer interviews og artikler, der ellers burde have været saglige og tilstræbt neutrale. – Eller de skriver endeløse rækker af selvoptagede klummer spredt ud over hele avisen om lokale københavnske problemstillinger, manglen på P-pladser i deres egne gader, om sig selv og deres egne små, banale liv. – Alt til stor irritation for læsere, der bare gerne ville orienteres om, hvad der foregår i verden og i samfundet. De ansattes meninger, begrænsede horisont og privatliv er faktisk ikke interessante i en betalingsavis.
Overlad de gennemskuelige, politiske spinforsøg til de magtfikserede borgerlige, som misundeligt ser på en kvindeledet og effektiv regering fra sidelinjen. Hvis Politikens læsere havde noget ønske om ustandseligt at blive påduttet radikale synspunkter, ville vi ikke abonnere på en stor, førhen velrenommeret og vedkommende, landsdækkende avis. De radikale ved nok selv, hvad de mener, og vi andre er ligeglade eller måske mest af alt bare irriterede.
Men Politikens redaktører og journalister lader sig rive med og føler sig måske endda magtfulde, når de kan arbejde for den radikale sag ved at nedgøre hårdt arbejdende politikere i fuld offentlighed og gentagne gange på forsiden forlange, at statsministeren og regeringen går af. – Den samme arrogance, spydighed, ’fiffighed’ og hadske tilgang til statsministeren ses også blandt andre journalister til de hyppige coronapressemøder. Vores medie- og nyhedsverden er blevet mørkeblå og barnagtig! – Men netop Politiken burde holde sig for god til at deltage i gruppemobning og i stedet forsøge at holde fast i et vist fair og sagligt overblik. – Det magter de så ikke i disse år, hvor corona, vilkårlige skyderier, klimaforandringer, flygtningestrømme, Trump, Brexit og Putin sætter dybt alvorlige dagsordener ude i verden, og vi virkelig har brug for et klarhjernet nyhedsmedie.
Der er tilmed i avisen og andre borgerliges tilgang til regeringen et uhyggeligt element af heksejagt og misogyni – had til kvinder, bare fordi de er kvinder – og kvinder i positioner, der kan forbindes med magt, kan i særlig grad føles som en udfordring for små mænd. Det er det, der afspejles i avisen og dens sprogbrug og i blå bloks hovedrystende afstandtagen fra den første statsminister i nyere tid, der er optaget af andet end at forringe velfærden, sætte skatterne ned, ondskabsfuldt at lade sine ministre jagte udlændinge og egenmægtigt søge en personlig fordel i alt, hvad de gør.
Man får en fornemmelse af en gruppe middelmådige drenge – og enkelte kvindelige medløbere – i en skoleklasse, der får et kick ud af at rotte sig sammen om at mobbe klassens dygtige pige. Politikens angreb findes i lederne, i de ’analytiske’ artikler, hvor de interviewer meningsfæller for at få deres egne holdninger frem, i satiren, som ofte bliver direkte ondskabsfuld og pointeløs og dermed ikke sjov, men også i artikler om fx sundhed, her i en ellers neutral artikel om stigende coronasmitte d. 2.7. 2022:
’Det var også budskabet fra både statsminister Mette Frederiksen (S) og – noget vigtigere – fra direktør på Statens Serum Institut Henrik Ullum og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på pressemødet i sidste uge.’
… ‘noget vigtigere’ er her en utilstedelig nedgøring af landets statsminister midt i en artikel om sundhed, der skulle være objektiv.
Jeg har svært ved at forestille mig, hvad der er vigtigere i et demokrati end en udtalelse fra landets statsminister? Man må gå ud fra, at statsministeren udtaler sig med opdaterede informationer fra både direktøren på Statens Seruminstitut og direktøren i Sundhedsstyrelsen, hvem skulle de to herrer ellers referere til om ikke regeringen? – At Politikens journalist i en artikel om coronasmitte pludselig føler trang til at nedgøre landets kvindelige statsminister ved at tillægge to ansatte direktørmænd højere rang og større troværdighed end en statsminister, hvis opgave det er at samle trådene fra mange forskellige – af hinanden uafhængige – informationskilder, er et tydeligt tegn på, at Politikens medarbejdere har tabt hovederne og sansen for redelig journalistik i et demokratisk samfund.
Mette Frederiksen har, som alle andre, sine fejl, men hun har hele tiden haft det fælles bedste for øje. Hun har ikke bevidst administreret mod reglerne for at tækkes laveste fællesnævner. Hun har ikke ladet kvotekonger, private virksomheder, partikassen eller miljøorganisationer betale sin husleje, sine ferier, flyrejser på 1. klasse eller sine underbukser.
Mens minkavlerne snød og bedrog samfundet med falske prøver og hensynsløst lod deres medarbejdere smitte og således fik bragt smitte fra farm til farm, så corona bredte sig ind på plejehjem og alle andre steder, og hele Nordjylland måtte lukkes ned, forsøgte Mette Frederiksens regering og administration at begrænse deres egoistiske og grådige påvirkning af hele samfundet. – De tilbød dem ovenikøbet en fyrstelig kompensation for at lukke deres i forvejen skrantende, dyremishandlende virksomheder ned.
Og ja, man glemte i farten at tjekke, om der var lovhjemmel til at slå ALLE mink ned. – Når der er sundhedsfare for dyr eller mennesker, må man ifølge loven iværksætte nedslagtning af hele besætninger i en vis afstand fra de ramte, men reglerne er ikke nærmere defineret. – Dette kunne Politiken skrive faktuelt om i stedet for de evindelige angreb, nedgørende sprogbrug og slibrige antydninger, som ikke bringer sagen videre. Hvis de læste deres egen avis, ville de støde på en artikel fra 7. 12. 2020, hvor de citerer den embedsmand, der var med til at skrive loven om aflivning af dyrebesætninger i tilfælde af smitterisiko:
’Topembedsmand bag loven: Der var hjemmel til at aflive alle mink
Der var klar hjemmel i loven til at aflive alle mink, konkluderer forhenværende vicedirektør i Fødevarestyrelsen, der var med til at skrive den lov, statsministeren kritiseres for at have brudt. Flere juraprofessorer bakker ham op. Andre er skeptiske. På Christiansborg vækker det opsigt.’
Politiken anser jo embedsmænds oplysninger for vigtigere end statsministerens, ikke sandt?
Uanset hvad, havde statsministeren på daværende tidspunkt Folketingets flertal bag sig, så det var blot en formssag at få en specifik lovhjemmel på plads, og alt blev bragt i den skønneste orden i løbet af en dags tid eller så. Der var ingen ond tro eller egen fordel i spil.
Hele fortællingen om Mette Frederiksens magtfuldkomne regering er en bevidst og ondsindet konstruktion, for ingen statsminister kan regere uden et flertal bag sig. Og ingen regering eller statsminister kan blive bedt om at træde tilbage uden at have et flertal imod sig. – Så hvad hyler Politikens små mænd op for? – Hvorfor kræver de hendes og regeringens afgang i lederne på forsiden igen og igen? – Tror de, at de er med i en leg eller et magtspil? At det er deres opgave at afskedige en lovligt valgt regering med et flertal bag sig ? At mudre de demokratiske begreber og skabe politisk kaos? Mens corona hærger, og der er krig i Europa? – Ingen kan jo have tillid til en sådan avis og dens journalistik igen.
Det forekommer at være en uretfærdig, afskyelig, kvindehadende, borgerlig heksejagt. – Hvor er avisens bestyrelse i denne sag? Har de for travlt med de andre borgerlige aviser i deres selskabskonstruktion? Og er de for sovset ind i deres egne politiske agendaer til at få øje på bias i egne rækker? Hvis jeg sad i bestyrelsen, ville jeg fyre alle ledende redaktører på Politiken og forsøge at starte på ny med mennesker, der havde de journalistiske instinkter i orden og besad en vis form for saglighed, fairness, troværdighed, udsyn og perspektiv. For der er i det danske medielandskab mange læsere til en seriøs avis, der kan forholde sig faktuelt til verdens gang og ikke så ofte og så hovedløst skaber eller deltager i hvirvlende, grundløse følelsesstorme.
Hvis jeg skulle skrive en leder til forsiden af morgendagens Politiken, ville overskriften lyde sådan:
Politikens chefredaktion bør træde tilbage!
D. 5.7. -22 bragte Politiken en forkortet sammenskrivning af ovenstående som debatindlæg.
For god ordens skyld: Jeg er ikke medlem af socialdemokratiet. Jeg har aldrig været medlem af socialdemokratiet. Jeg har aldrig stemt på socialdemokratiet, og jeg har ingen forbindelse med socialdemokrater eller socialdemokratiet.
For 15 år siden kunne jeg skrive følgende om Politiken, og mene det:
