Lone Andrup – Side 15 – blog.loneandrup.dk

Rige på penge, fattige på fantasi

I de mørke coronaaftner forsøger tv at underholde os med glimt af de riges liv. Der er serier i bedste sendetid om de dyreste hoteller i London, en serie alene om Hotel Savoy og også kedsommelige udsendelser om det hjemlige Ruths Hotel i Gammel Skagen, hvor folk kører op, viser sig selv og deres biler frem, mens de vælter sig i drinks, rosé og skaldyr …

Som om det rager os.

Det er jo ikke ligefrem spændende mennesker, der befolker de uanstændigt kostbare etablissementer. Det er sælgertyper, netbutiksejere, swimmingpoolssælgere, ejendomshandlere … Folk, der ikke bestiller andet end at tænke på penge døgnet rundt. Udstyret med en fantasi, der kun rækker til at sælge eller købe ting og vise dem frem for hinanden. Tomt. Ting … Ofte smagløse og unødvendige.

Efter en smule sofaresearch nåede jeg hurtigt til den konklusion, at meget rige mennesker lever meget kedelige liv. – De er måske rige på penge, men fattige på fantasi.

Hvorfor skal det være så ens? Så udvendigt? Ligegyldigt? Så forudsigeligt, selvimponeret og kedeligt? Hvem har bestemt, at fx en flaske champagne, som der fremstilles titusinder af hvert eneste år, er ensbetydende med en dyr fest? – Hvorfor kunne en smagfuld, hjemmelavet saft ikke være en fest? Eller gode samtaler med livskloge venner, måske fra andre kulturer? En udflugt med et opvakt barn?

At betale eksorbitante priser for grimt tøj, tasker, sko, skinnende smykker, prangende biler, både og fly, kulørte drinks, mad, magelig jagt på sagesløse dyr og rejser på 1. klasse til byer og ophold på hoteller med lagner til 10.000 kr. pr. stk. – Sover man bedre af det? – der alle ligner hinanden, og hvor man kan ‘shoppe’ de samme ting og møde de samme mennesker, som hjemme, mens man hele tiden er omgivet af grådige spytslikkere, der slesk hopper og springer, taler kunderne efter munden og må konsultere deres noter for at kunne lade som om de kender dem og bekymrer sig om deres familie og velbefindende.

Hvis jeg pludselig blev rig, ville jeg ikke hælde mine penge ned i lommerne på bilforhandlere eller sykofanter på Savoy. – Jeg ville heller ikke drage på turisttur ud i rummet.

Jeg ville finde steder på jorden, hvor mine penge kunne komme til nytte. Købe regnskov, udvikle ren energi, frede øer, kulturhistoriske bygninger og miljøer, skaffe vand til landsbyer, skoler til børn, hospitaler til syge mennesker og dyr. Jeg ville bygge mig et hobbithus på en fredelig plet og begynde at dyrke solsikker og holde frilandsgrise. Eller noget. – Og ingen ville høre om det eller se mig i snagevorne udsendelser om de riges liv.

Dumme

Der har altid været dumme mennesker til. Overtroiske, mistroiske, uvidenskabelige, selvovervurderende, højtråbende, følelsesstyrede, påståelige, faktaresistente … – De dumme har vel altid været i overtal. Men førhen holdt de klædelig, lav profil, når de talte med de klogere, de uddannede, eksperterne, med offentligheden, myndighederne, herremanden, præsten, degnen eller skolelæreren.

De dumme vidste, at de var dumme. Man havde ingen problemer med at fortælle en idiot*, at han var en idiot. – Man havde ikke i samme omfang noget, man gerne ville sælge til de uuddannede masser, ingen clickbaits, intet stemmefiskeri, ingen indsamlinger til tvivlsomme formål, ingen formiddagsaviser, uvirksomme skønhedscremer, vitaminpiller eller naturlægemidler. Så ingen havde fordel af at snakke idioterne slesk efter munden.

De dumme kunne indebrændt sidde og kæfte op ude i de små, mørklagte landsbyer eller på tilrøgede værthuse med sjatter på gulvet. De befandt sig i afskærmede afkroge, i lukkede kredse, hvor de kun kunne råbe ganske få, andre mennesker op. – Og i øvrigt havde de nok at gøre med at tjene til den næste bajer, til dagen og vejen for dem selv og deres familier.

I dag har vi internettet, som vi alle har stor gavn af, men det fungerer også som et ufatteligt stort, globalt forum for idioter og idiotiers udbredelse. Drevet frem af pornografi, handel, lyssky foretagender, konspirationsteorier, sociale medier, spil og andre fornøjelser, er nettet også blevet den verdensomspændende ladvogn, hvor enhver idiot kan stille sig op og udbrede sine private idiosynkrasier. Man kan med ringe ulejlighed og helt uden belæg bekendtgøre for alverden, at dommedag nærmer sig, at en pandemi eller klimaforandringer blot er løgn og latin, at vaccinationer er skadelige og ikke virker, eller at et stort, demokratisk parti ledes af pædofile, og – navnlig – kan man blive hørt af andre, godtroende fjolser i tusind- eller måske millionvis.

I dag føler de dumme sig ikke alene. Og de føler sig ikke dumme, for de har opdaget, at de ikke er et mindretal, men at mange bejler til dem, fordi de udgør majoriteten med stor købekraft og demokratisk ret til at vælge eller ansætte de allerdummeste på vigtige poster i samfundet:

En folkevalgt i EU, der angiveligt svindlede med EU-midler og forfalskede underskrifter, men som alligevel er populær, mens han lusket lyver sig fra det hele og med bred støtte i sit menneskefjendske parti stiller op som formandskandidat.

Et større, dansk dagblad ansætter en redaktør, der er dømt for ulovlig indhentning – og misbrug – af kendtes kreditkortoplysninger.

Vi har en tidligere minister, som på ulovlige måder bekæmpede indbildte ’barnebrude’ – ikke af omsorg for unge flygtninge, tværtimod, men for at indhente ’likes’ og stemmer fra følgere på sociale medier.

En amerikansk præsident, der brugte magten til egen fordel og berigelse, og som med uhyrlige påstande opildnede sine bøvede følgere til at angribe de institutioner, som bragte ham til magten, da han mistede den igen ved et nyt, demokratisk valg. Denne tidligere præsident overtog uimodsagt et gammelt, ellers respektabelt, parti og er nu i fuld gang med at samle støtte til næste præsidentvalg.

En britisk premierminister, der blev valgt til at udelukke Storbritannien fra alle fordelene ved det europæiske fællesskab, og som ikke tog en pandemi alvorligt, men nægtede at holde fysisk afstand, at bruge mundbind, og som, selv efter at han personligt var igennem et alvorligt sygdomsforløb, stadig fandt det hele ustyrligt morsomt og samlede folk til drukfester i residensboligen.

Og så har vi derudover den store hær af fortrinsvist midaldrende mænd, der ikke fatter en skid, men som sidder i køkkenkrogen med en bærbar og føler sig opstemt magtfulde, mens de øser galde ud over alle velmente moderniseringer af vores fælles samfund, ud over forsøg på at kontrollere epidemien, ud over mennesker med rødder uden for Danmark og ud over kvinder.

* Idiot er her brugt i den gamle, græske betydning, som iflg. ‘Den Danske Ordbog’ på nettet er: ‘ … fra græsk idiotes ‘privatmand, udannet person’ – dvs. mennesker uden særlige forudsætninger.

Se evt.:

Dumme mennesker

Nytår 2022

Efter 15 år og knap 500 essays på denne blog kan man konstatere, at verden har forandret sig en del. – Både den lille verden og den store verden.

Hundehvalpen voksede op og blev en skøn, hengiven vagthund, men dens tid kom i påsken 2019, hvor dyrlægen måtte sende den af sted på en sidste tur. – Den er ikke blevet erstattet af en ny hvalp, og det bliver den formentlig heller ikke. Vi er for gamle og for trætte nu til at påtage os ansvar for andre end os selv. Kun potteplanterne, haven og dens halvvilde fugleliv pusler vi om. – For dyr og planter skal man have. – Vi er af bondeslægt, og noget skal vandes og fodres morgen og aften, ellers vender livet ikke rigtigt.

Også Tøger Seidenfaden mistede vi. Et fyrtårn i overblik og værdier. – Heller ikke han er blevet erstattet. På Politiken har de folk, der forsøger at fylde spalterne, men de mangler, efter min ringe mening, den begavelse, det swung, det store udblik, der gjorde avisen til noget særligt.

Der er forskel på en privat, gratis blog, hvor man har lov at poste fotos af sit hjemmelavede syltetøj og skrive om sine børn og kattekillinger eller et arrangement henne i beboerhuset, og så et professionelt, landsdækkende nyhedsmedie, som andre mennesker betaler 6500 kr. årligt for at få adgang til.

Af mangel på overordnede linjer får Politikens journalister nu under den nye ledelse lov til at publicere endeløse klummer om sig selv og deres egne små liv, specielt skribenternes egne – åh, så interessante – ferier er læserne efterhånden velbevandrede i. Chefredaktøren går forrest med pointeløse beretninger om fx en begivenhedsløs cykelferie i Jylland med en søn. Nogle af avisens bærende, kulturpolitiske kræfter skriver om mangel på P-pladser ved den karré på Østerbro, hvor de selv bor, og om hvor svært det kan være at tage sokker på, mens man står på ét ben, hvis man er lidt oppe i årene. Eller en klummeskribent udbreder sig ugentligt om, hvor deprimeret hun er pga. coronanedlukningen, fordi hun er tvunget til at arbejde hjemmefra i nogle måneder, og for at klare sig igennem både må sylte blomkålsblade og gå til psykolog … Vi læsere kender også en del til hendes tidligere, utilfredsstillende job og hendes forkærlighed for nederdele … Disse klummesnedkere opmuntres formentligt af tanketomme, privatlivsinvaderende læseres positive kommentarer, ganske som et overgearet barn, der fjoller rundt offentligt og nyder forbipasserende voksnes opmærksomhed. – Det havde ikke fået lov at passere under Tøger.

Debatredaktionen trykker med overlæg naive og idiotiske indlæg, der beskylder mænd, kvinder, fædre, mødre, unge eller ældre over én kam for alt muligt, så mange føler sig ramt og klikker og kommenterer i en endeløs fejde, der fyger med formålsløs vrede og ikke gør et eneste menneske en tøddel klogere på livet.

Intet liv af betydning vest for Valby Bakke: Politikens journalister ulejliger sig ikke ofte med at overskride kommunegrænserne.

Politiken på papir og net d. 6. og 7. 1. 2022: Blødt vand til københavnerne og nyheder om en børnehave på Østerbro og hovedstadens hospitaler … Ofte er hele broadsheet-opslag viet til protester mod byggeri på Amager Fælled eller problemerne med at komme igennem til 1813 – hovedstadens akutnummer, ikke blot en eller to dage, men flere gange ugentligt! – Der er et helt tillæg om ‘I byen’, og det er ikke Hjørring, de mener. Spild af avispapir for en nordjyde, der jo heller ikke ville abonnere på Bornholms Tidende eller Fyns Amts Avis.

Tøger Seidenfaden var ikke jyde, men han vidste, at verden bestod af mere end Amager Fælled, Pisserenden og brokvartererne. Han var ikke til fals for kliktælling og tabte ikke hovedet ned i syltede kålblade og andre petitesser. Han forlangte viden! Udsyn! Nye erkendelser!

Der er gået amatør-Facebook i det meste …

På samme eksalterede, følgagtige måde, som Politikens journalister eller en gammel moster i Køge, bruger også vores folkevalgte politikere en stor del af deres tid på at fodre de sociale medier med selfies og private banaliteter. I stedet for, som forventet af dem, og som de bliver betalt for, at fordybe sig i det lovforberedende arbejde til gavn for hele landet. Flere af dem har decideret problemer med at forstå et grundlæggende princip som magtens tredeling og med blot at overholde loven. Et par stykker er allerede dømt, hvilket også gælder redaktører på nogle af vore store aviser. Det er flovt at bevidne …

Fremtrædende, mandlige politikere, kulturpersonligheder og chefer på store medier er desuden afsløret i klam, grænseoverskridende gramsen eller decideret vold og voldtægt mod småpiger og yngre kvindelige kollegaer.

Vi står midt i en overvældende, verdensomspændende sundhedskrise. I en moralsk krise, en klimakrise, en biodiversitetskrise, mange brutale krige, udbredt fattigdom og overvældende flygtningestrømme. Medmennesker lever i uhumske lejre, misbruges på det grusomste eller drukner i havene omkring Europa.

Vi oplever et uddannelsesmæssigt underskud, hvor selv basale, demokratiske begreber er gået tabt, for ikke at nævne tænkeevne, sprogfærdigheder, civiliseret omgængelighed og almen dannelse.

Vi er blevet en nation af selvoptagede dumsnakkere, møvere, snydere og lovbrydere. – Og samtidig gjalder råbene om ’samfundssind’ og ’danske værdier’ ud i det tomme rum …

Velbekomme og godt nytår!

Nytår 2007

https://policywatch.dk/nyheder/christiansborg/article13605881.ece

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-01-07-cavlingprisen-gaar-til-daekning-af-boern-i-fangelejre

Coronajul & dumhed 2021

TV2 ‘s smitte- og dødstal fra d. 21. 12. 2021

Hvordan er det lykkedes dele af befolkningen, godt hjulpet af journalister med og uden relevant uddannelse, at få det indtryk, at en verdensomspændende epidemi er regeringens skyld og ansvar?

Specielt en forhenværende kuglestøder fortsætter ufortrødent sin optræden på tv-transmitterede pressemøder som totalt uforberedt og uvidende om de presserende sundhedsspørgsmål. Alligevel prøver han desperat at fremstå som en bidsk og kritisk intimiderende udspørger af landets statsminister. Hans ikke synderligt begavede spørgsmål fremføres med krigstrommer: Kunne I ikke have gjort mere? Bedre? Før? Hurtigere? Anderledes? … Tja, øhh, for regeringen får i modsætning til alle andre åbenbaringer om fremtiden, så de kan handle korrekt og i tide og i alle situationer? – Den aggressive attitude er ikke særlig nyttig i en krisesituation, og det er pinligt som seer at sidde og se på. – Velbegrundet, kritisk journalistik over for magthaverne er altid godt. Men ubegrundet intimidering af mennesker, der gør deres absolut ypperste, så man selv kan føle sig som en voksen, ’kritisk’ journalist, mens man spilder alles tid, er bare dumt … Og dumhed har desværre mange følgere her for tiden.

Dumheden kryber frem fra alle sider her, hvor vi befinder os i en epidemisk nødsituation, der ikke er set mage til i 100 år, med et udsultet og nedslidt sundhedssystem og udbredt mangel på solidaritet og hensyn til fællesskabet i en egoistisk og materielt indstillet befolkning uden fælles værdier. Hvor vi har højtråbende og truende ’antivaxxere’. Hvor folk insisterer på store sammenkomster, koncerter, fester, rejser, gudstjenester, men alligevel efterspørger retningslinjer fra myndighederne og ikke, selv efter to års erfaringer med coronasmitte, kan tænke en smule selv. Hvor sygeplejerskerne strejker, mens syge gamle, unge, børn ikke kan blive behandlet. Hvor tusindvis af mennesker snyder med den coronakompensation, som fællesskabet venligt har stillet til rådighed, fordi vi befinder os i en force majeure-situation. Hvor minkavlere gemmer smittefarlige mink i hundredvis, mens de hæver gyldne kompensationer fra fælleskassen. – Hvor pengene ellers langt bedre kunne bruges på sygeplejersker, sundhed, tests, vaccinationer og behandling af syge og sårede.

Men regeringen kan kun, ligesom de fleste andre mennesker i verden, forlade sig på veluddannede eksperter, på rapporter fra andre steder på kloden, på den samlede forskning i en sygdom, der først opstod i et fjerntliggende land for to år siden.

Den forhenværende kuglestøder er ikke den eneste småt kørende journalist i dette land. Mange af de andre følger trop, aggressive, men uden retning, grundlag, viden og pointer. Kun en enkelt nordmand brillerede ved at være vidende, høflig og velforberedt med spørgsmål, som ikke var beregnet på at få ham selv til at tage sig ud som en fejlavlet dræberhund uden hjerne, men som det rent faktisk også var interessant for andre at høre svarene på.

Hvor dum, uuddannet og uvidende skal man være for at blive journalist i dette land? – Jeg tror, at mange af vores problemer efterhånden kan henføres til en uddannelsesmæssig krise, der begyndte, da vi sparede på læreruddannelserne og lod åbenlyst inkompetente passere som ’lærere’. Da vi proppede for mange elever ind i klasserne og ikke gad ulejlige os med at rette deres stile og øvrige opgaver, men bare sagde ’fint!’, hvis de afleverede en halv sides copy-paste fra Wikipedia. – Og så brugte vi ressourcerne på at teste eleverne regelmæssigt i stedet for at lære dem noget.

Nu har vi et samfund, hvor de færreste kan skelne mellem videnskab og tro, fakta og følelser …

Samtidig klager restauratører, teaterdirektører, sportsarrangører, ejere af zoologiske haver, som de har fyldt med lyskæder i bestræbelserne på at lokke folk ind – uden at det fremgår klart, hvad det kunne have med eksotiske dyrs velbefindende at gøre – og mange, mange andre over, at de ikke må tjene penge på at samle folk til supersprederbegivenheder.

Vi har igen de forgyldte, men forurettede minkavlere, som føler sig personligt forfulgt af ’Mette F.’, som de vredt anklager for kun at være ude efter dem personligt og deres forretning … At de med deres illegale, omkringrejsende, østeuropæiske ansatte* medvirkede til at sprede smitte mellem farmene og dermed i hele landet, rager dem ikke en bønne.

– Eller hvad med de andre landmænd, kvotefiskere og andre, der lever godt af mishandling af dyr, overudnyttelse af fælles naturressourcer og snyd med offentlige midler. En fisker, der er blevet mangemillionær på ulovlige stråmændskonstruktioner, råbte ad dommeren og kaldte ham for dum, da han selv blev dømt for sine svindlerier …

Eller Inger Støjberg, der har fungeret som minister uden at respektere magtens tredeling og ulovligt har forsøgt at gennemtvinge sine egne, hjemmelavede ’love’ i den danske administration, hvilket hun nu – helt berettiget – er idømt ubetinget fængsel for. Hun forsvarer sig stadig med, at hun blot ville forhindre ’barnebrude’ og pædofili, som ved nærmere undersøgelser udelukkende fandtes i hendes egen og hendes ufatteligt mange følgeres slibrige fantasi.

Eller alle de partier og folketingsmedlemmer, der skulle bruge flere dage på at indse, at Inger Støjberg efter at have brudt landets love som minister ikke var værdig til at fortsætte som valgt folketingsmedlem. Vore folkevalgte kan ikke selv længere skelne sikkert mellem ret og vrang, lov og uret …

Men prøv nu alligevel at have en rigtig glædelig jul med masser af mad, gaver og overforbrug her midt i dumhedens lille dronningerige …

* https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/op-til-nedlukning-udtalt-smitte-blandt-rumaenske-migrantarbejdere/9048866

https://nordjyske.dk/nyheder/minkavler-bryder-loven-havde-230-mink-og-60-raeve-i-bure/82dab90f-8b37-3435-9a8a-cc9e7df053c6

Streaming

– som kynisk profitering af basale, menneskelige behov

Vi trækker vejret gennem streamingtjenesterne i disse mørke coronavintre, Spotify, Mofibo, Netflix, HBO o.a.

Og vi er taknemmelige for at have dem.

Men jeg forstår ikke, hvorfor disse tjenester absolut vil producere ’eget indhold’? Er det, fordi de gerne vil tjene endnu mere og samtidig præge indholdet selv? Bestemme alting selv? Danne underholdningsimperier? Skabe parallelle verdener, vi alle kan blive afhængige af og fortabe os i som soma*, mens de skovler penge ind?

For hvornår er der nogensinde kommet noget godt ud af det? Noget originalt? Med kunstnerisk værdi og nødvendighed? Der kunne bibringe lyttere, læsere, seere andet end en øjeblikkelig, tom, men pirrende, følelsesstorm, der straks igen lægger sig uden at have bidraget med noget godt til ens liv, sjælero og forståelse af omverdenen. – Bortset fra billedbogen ’The Crown’, som vi så med stor fornøjelse pga. de imponerende, historiske tableauer og gode skuespillere.

Fra Netflix’s ’House of Cards’, HBO’s ’Games of Thrones’ og frem til ’Westworld’, ‘Hunger Games’, den sammenlignelige ’Squid Games’, til ’Papirhuset’, ’Bridgerton’ – en jammerlig, men sexet udgave af ’Downton Abbey’, som på sin side lånte meget fra ‘Upstairs, Downstairs’ og Jane Austens klassiske romaner, og nu ’Succession’ o.m.fl., er det lutter beregning og manipulering.

Man ser det på de kalkulerede idéer bag, på persongalleriets sammensætning, spændingskurvernes forudsigelighed, cliffhangers … Vi indfanges af vores egen basale dyriskhed: sex, status, rigdom, oplevelsestrang og sociale behov.

Når man sidder og ser disse samlebåndsserier, investerer man uvilkårligt følelsesmæssigt i personer og intriger, så man vil have mere, mere … men bagefter er man uberørt og ikke en tøddel klogere på livet og menneskene. Som seer efterlades man med en oppustet og kortvarig følelsesophidselse, et nervemæssigt sukkerchok, som var man blevet narret til at indtage et opulent måltid udelukkende bestående af marengs med candyfloss og skumfiduser på. – Disse serier er blottede for personligt aftryk og menneskelig sjæl, viden, indsigt, nerve og nødvendighed, og at se dem er som at råbe ensom i skoven eller tale med ’Siri’ på sin IPhone ….

Efterspørgslen på nye serier, nye ophidselser, nye måder at afprøve det svære liv by proxy igennem tv-underholdning, er steget enormt, og aldrig har teknikken gjort det nemmere både at producere og at være publikum til disse oceaner af kunstig, af profithensyn forurenet, åndelig føde.

Men vi har ikke godt af det, siger denne gamle dramaturg. Det antikke, græske teater blev skabt for at lade publikum opleve dilemmaer, erfaringer og gennemleve prøvelser, der skulle bidrage til deres egne menneskelige erfaringer og skabe en forløsning i sidste akt, så alle gik klogere og opløftede hjem efter forestillingen.

At underholde og berige, som vi sagde for 50 år siden. – DR’s målsætning lød dengang nogenlunde sådan. Og nu er begge vore statskanaler sunket til blot at servere tåbelige klovnerier og danse-, gætte- eller bagekonkurrencer for absolut laveste fællesnævner.

Vi er, som sagt, taknemmelige for alle streamingmulighederne. Men hvorfor skal det meste være en opvisning i form uden indhold? Følelser uden tanker? Sukkerstads uden vitaminer? Ophidselse uden forløsning?

Når man lader unge mennesker uden livserfaring producere ’spændende’ og ’hidsende’ drama i jagten på penge, berømmelse og seertal, så bliver det derefter. Vi bliver alle sammen dummere.

Al kunst, også kunsten at underholde, bør handle om andet end sig selv. Der skal være et sandsynligt almenmenneskeligt dilemma, et tankevækkende udsagn, en slags mening, stillingtagen, et troværdigt miljø, personer med genkendelige, menneskelige egenskaber. Det er ikke nok at opstille nogle kunstige rammer, et spil, en konkurrence, et kup og caste en ung, en gammel, en tyk, en tynd, fem hvide heteromænd, en bøsse og en kvinde, en sexet og en bebrillet, en god, en ond, en helt, en klovn, en hvid, en sort og nu også en asiat af hensyn til det enorme marked i øst, og så krydre det hele med lidt reklamelækkerhed, spektakulær vold og eksplicit sex – som oftest set fra et mandligt synspunkt. – Der skal mange flere og flere forskellige grovboller på suppen! – Og måske også en knivspids talent og livsvisdom og noget på hjerte. Man kan ikke forudberegne sig til alting. Og det er ikke et formål i sig selv at få tiden til at gå med inaktiv opsugen af flimmer.

Livet er ikke langt. Ideelt set bør vi også blive klogere, mens vi slapper af. Det er ikke tilstrækkeligt blot at pirre krybdyrhjernen, uden at der ligger virkelige menneskelige erfaringer og tanker bag. Vi har ingen tid at spilde på tomme underholdningskalorier, før vi ender som gumlende sofaflokfår, mens verden bryder sammen omkring os, og tjenesterne dræner den smule hjernekapacitet, der måtte være tilbage.

Det er på tide at vågne af døsen og stille flere krav. Om kvalitet og indhold fx.

*Se evt. https://da.wikipedia.org/wiki/Fagre_nye_verden:

“Fagre nye verden (originaltitel: Brave New World, 1932) er en roman af Aldous Huxley.

Handlingen foregår i London i år 2540. Romanen er en dystopi, som baserer sig på tendenser Huxley så ved industrialiseringen af samfundet, i særdeleshed hos den amerikanske ungdom under et besøg i USA.

I romanen er jorden blevet til et verdenssamfund, ledet af 10 verdenspræsidenter.

Alle børn udklækkes i reagensglas på fødselsanstalter og rangeres efter arveanlæg, intelligens og fysik i 5 kaster, navngivet fra det græske alfabet – fra alphaer (højeste og mest intelligente) til epsiloner (laveste intelligens og fysik). Forældre i nutidig forstand findes ikke, og ord som “moder” og “fader” betragtes som stærkt upassende og vulgære.

Efter at være kommet ud af flasken opfostres børn af plejepersonale og indoktrineres via hypnopædiske læresætninger (indoktrinering under søvn) og pavlovske metoder til at hade alt, hvad der er naturligt, og elske alt, hvad der er kunstigt fremstillet. Dybere følelser, såsom kærlighed, sorg og forelskelse, forsøges undertrykt til fordel for flygtige glæder i form af erotik, spil, følefilm og det opiumslignende stof soma. Promiskuitet opmuntres fra en tidlig alder, og længerevarende forhold anses for stærkt upassende, ligesom isolation, individualitet og kritisk tænkning.

Det afsløres senere, at disse forhold tjener til at sikre verdenssamfundets stabilitet.” Wikipedia

https://politiken.dk/viden/Tech/art8523218/Det-vigtigste-for-Spotify-er-at-du-ikke-slukker.-Derfor-bel%C3%B8nner-tjenesten-en-bestemt-slags-musik

Mette Frederiksen, coronapressemøder og sygeplejersker

Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bedste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menneskelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.

Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og rygerrengøring på hoteller, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksusautocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med ligegyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdigheden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.

Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, overhovedet ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mulige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes person vil ingen ende tage:

På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som terriere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uvedkommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!

– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må formode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er bestemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolkning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesituationen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.

Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pakket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige mennesker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …

Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de bebrejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?

Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!

Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.

Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at bekymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!

For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sundhedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klappede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige fordele i stedet for at passe deres arbejde. – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundhedssektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?

Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvorlig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brandmænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!

… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.

I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde tilstande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.

Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sundhedsmyndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De butiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pandemien, sådan som de er blevet lovet?

Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.

(GRATIS) Kvindelig omsorg

https://landbrugsavisen.dk/bombe-under-minksag-var-der-alligevel-lovhjemmel

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-11-12-ansatte-pa-hoteller-og-restauranter-smittes-oftest-med-coronavirus

Når livet passerer revy

For 60 år siden i barndommens have grublende på en omvendt cykelkurv.

Når helten er lige ved at dø, siges det altid, at han ser hele sit liv passere revy.

Angiveligt skulle det kun tage et par sekunder, uanset hvor gammel helten er, og hvor meget han har oplevet. – Det er næsten udelukkende hanner, som Bruce Willis o.l., der kommer i heltemodige, livsfarlige situationer i populærkulturen.

Hunner ligger og skriger sig ind i døden hjemme i barselssengen eller får halsen skåret over eller skallen smækket ind af en slem fyr, når hun mindst venter det. Ikke noget helteagtigt passeren revy der.

Det er min klare fornemmelse, at livet faktisk passerer revy i ubevogtede øjeblikke. Men at det ikke foregår som én stor forestilling ved livets afslutning, men drypvist efterhånden som man bliver ældre.

Fra omkring fyrre-halvtredsårsalderen dukker småglimt fra barndommen op, mens man vasker op, går en lang skovtur, kører bil, eller hjernen på andre måder står og kører i tomgang og selv fisker noget frem, som den viser på den indre skærm. Hvis man forfølger disse glimt, kan man i hukommelsen rejse tilbage til huse, stuer, haver, villaveje, udflugter og situationer, som man troede, man for længst havde glemt. – Fortrinsvist dem, der efterlod sig større, følelsesmæssige indtryk.

Øjeblikke af fornedrende skam, lykkelige overraskelser, uventede successer, begåede dumheder, forfærdelige ulykker, smerter, uheld, angst, uretfærdigheder, en vellykket rejse, en juleaften i familiens skød, det første barn eller barnebarn.

Pludselig har et skift i vejret flyttet ens hukommelse halvtreds år tilbage til en kølig og rosafarvet vintermorgen i Roms gamle gader, som lugter af friskt brød, stærk kaffe og benzinos.

Eller en mildhed i luften transporterer hjernen til en forårsdag på en af Prinseøerne i Marmarahavet, hvor de flinke ejere af en havnerestaurant bringer os sød te og honningdryppende baklava efter middagen.

Andre gange er det ens egne børns barndom, man genoplever: Alle de små omstændigheder omkring deres fødsel. – Og: Havde de det godt, mens de var i ens varetægt? Var man opmærksom nok? Burde man have …?

Eller dyr, man har kendt, heste, hunde, katte. En stor rosenbusk, som desværre gik til i en hård vinters frost. Mennesker, som krydsede ens liv: Var jeg ordentlig nok over for den og den? Hvor er vedkommende mon nu? Burde jeg have …?

Religioner taler om dommedag, om at man bliver stillet til regnskab på den yderste dag, men man kan sagtens gå i al stilfærdighed i mange år, før døden indtræffer, og holde dommedag over sig selv. Og forhåbentlig blive klogere på livet og menneskene, så man ikke begår de samme fejl flere gange.

Når erindringer ukaldet melder sig, følges de ofte af en trang til at formidle erfaringer til de næste generationer: – Min far gjorde altid … – Ude på landet havde man … Om vinteren skal man huske at …

Er det indbygget i os? Denne trang til at bebyrde efterkommerne med lærestykker og gode råd? Er det årsagen til menneskets succesfulde, mangfoldige udbredelse over hele kloden? At vi ikke lister af, før vi har givet vores dyrekøbte erfaringer videre?

Men man kan også bare døse og drive med på den sidste svage bølge af liv, som min mor, der er midt i halvfemserne og tilbringer det meste af sin tid i en seng på et plejehjem.

– Har du det godt? spørger jeg, og hvis det er en god dag, kan hun genkende mig, trykke min hånd og svare.

– Ja, siger hun.

– Er der noget, der gør ondt?

– Nej

– Er der noget, du savner?

– Nej

– Keder du dig?

– Nej

– Hvad laver du, når du ligger her?

– Tænker

– Hvad tænker du på?

– Mig selv! trutter hun tilfreds med den rå energi, der kendetegnede hende indtil for få år siden.

Krogede gulerødder

Folk, der ikke tør eller ikke kan overskue at lade sig vaccinere, udspreder på nettet og ved private sammenkomster alle mulige, ufunderede rygter om vaccinernes skadelige virkninger. Bl.a. at vaccinen, i stedet for at beskytte den samlede befolknings helbred, er et led i en større sammensværgelse med uklart formål udtænkt af regeringen … Gak gak. – Hvorfor skulle et demokratisk lands ledelse dog ønske at føre folk bag lyset i en epidemisituation, hvor vi alle er afhængige af korrekt, videnskabeligt baseret information og vores medborgeres hensynsfulde opførsel?

Nu er jeg netop stødt på nye rygter, nemlig at sortering af affald i bedste fald er omsonst, i værste fald skader miljøet, så vi kan lige så godt lade være med at gå og affaldssortere ude i hjemmene … Fordi det hele alligevel blandes sammen og fyres af i store affaldsforbrændingsanlæg med udslip af giftig røg til følge … Kilden kender nogen, der kender nogen, der har arbejdet på et kommunalt affaldssorteringsanlæg.

Sorteret affald i gaderne, Zabaleen i bjergene øst for Kairo.

– Der er ingen tvivl om, at vi kom alt for sent i gang med at affaldssortere, og at vi ikke har gjort meget for at forhindre PRODUKTIONEN af affald, bl.a. ved at lovgive om emballage og varer, fx plasticdippedutter, legetøj, møbler, tøj, elektronik, hvidevarer m.m., med alt for kort holdbarhed og levetid.

Der kan heller ikke herske skyggen af tvivl om, at vores nuværende affaldshåndteringssystemer ikke er perfekte; man kan sommetider hverken afhænde eller udnytte det sorterede affald. – Men man skal vist være mærkeligt indrettet i hovedet for at påstå, at det at gøre noget, bare en lille smule, er værre end at lade stå til og gøre ingenting.

Nordjysk families affaldscontainere. – Kan man producere nye affaldsposer og containere af plasticaffaldet?

Affaldssortering, Solfatara ved Napoli.

Og så kom jeg i tanke om de krogede gulerødder.

Fra slut 60’erne og op i 70’erne, da biodynamisk landbrug – det vi i dag ville kalde økologi – begyndte at slå mere bredt igennem, var der også traditionelt indstillede mennesker, der ikke så nogen grund til at ændre deres levevis. Navnlig i forældregenerationen fortalte man altid over håndbajerne og sjusserne, at man kendte nogen, der kendte nogen, der arbejdede på et gartneri, og der blev de sat til at sortere alle de konventionelt dyrkede gulerødder i to bunker: De lige og pæne blev solgt som almindelige gulerødder, mens de krogede og på andre måder misdannede blev solgt til dobbelt pris som biodynamiske … Ha ha ha ha … Skål! – Alt er godt, og vi behøver ikke at ændre vaner, for der er bare ’nogen’, der er ude på at snyde os.

Landbrug & Fødevarer opgjorde i 2019, at Danmark nu er verdensmestre i økologi, at 12,1 % af vores fødevarer er økologiske, og at vi er det folk i verden, der bruger flest penge på økologi. – På verdensplan er salget af økologiske fødevarer, drevet af bl.a. forbrugerne i USA og Kina – begge pænt store markeder – steget med 72 mia. fra 2018 til 2019 – Man anslår, at salget af økologi er steget med godt 15 % blot i løbet af det seneste år …

Så hvem griner nu? De brovtende bagstræbere og bodegatyper, der genfortæller løse rygter og vandrehistorier? Den vaccinefornægter, der selv eller hvis nære pårørende bliver indlagt med et alvorligt Covid-19-forløb? Eller den landmand, der klogt lagde om til økologi i tide?

https://lf.dk/aktuelt/nyheder/2021/februar/danmark-er-stadig-verdensmestre-i-oekologi