Jul 2011

Selv julemanden er kunstig

Jesus gik ind i templet og jog alle dem, der købte og solgte, dvs. drev handel, ud. ― Man kan uden overdrivelse sige, at de tog en formidabel hævn: Kræmmerne har fuldstændig sat sig på hans fødselsdag.

Fra august og frem annoncerer de hektisk med julekort, julefrokoster, firmajulegaver, juleøl … og det går slag i slag hen over september, oktober og november, med den sidste, desperate kraftanstrengelse i december: Køb dit og dat!

Amatøragtige og småpinlige tv-julekalendere på begge kanaler pakket ind i afskyeligt larmende Fætter BR-reklamer på den ene.

Isenkræmmerne forsøger at afsætte grimme nisser til KUN 499 kr. pr. par. Eller ligeledes afskyelige lysestager til 799.

Medierne følger godt op med de seneste tal: Julehandlen tegner godt i år… Hvad rager det mig? ― Jeg ville allerhelst blot sidde sammen med mine nærmeste stilfærdigt i tusmørket og lugte til gåsestegen og glæde mig, til vi tænder lys på træet, synger lidt, og giver de mindste nogle få, men velvalgte pakker.

I stedet skal man udsættes for dette skamløse markskrigeri fra morgen til aften i månedsvis.

Det er gået for vidt! Julen er i sin nuværende form blottet for værdier ud over de rent pengemæssige, og jeg er for længst gået i jule- og gavestrejke.

Hvad blev der af: Det er tanken, der tæller? ― Eftertanken!

Universitet i verdensklasse?

En fransk professor blev inviteret til Danmark for at vejlede en gruppe studerende. Han accepterede og begav sig på rejse, blev indkvarteret og mødte op på instituttet, hvor man viste ham hen til de studerendes grupperum.

Professoren trådte ind til sine studerende, præsenterede sig og spurgte, om man ikke skulle begynde?

De studerende, som var i gang med et larmende spil bordfodbold, svarede, at de kom lige straks; de skulle bare lige være færdige med spillet først.

Den franske professor marcherede direkte hen til institutledelsen og meddelte, at han ikke agtede at undervise studerende, der respekterede ham, hans viden og hans tid så lidt, hvorefter han pakkede og tog det første fly hjem igen.

På universiteterne i Frankrig, og i andre lande, hvor denne historie bliver kendt, er begrebet: »Universiteter i verdensklasse«, som det hjemlige slogan har lydt igennem et par år, nok ikke det første, der falder folk ind.

Hiiin

Står i kassekøen i Netto. Den buttede kassepige med det kunstigt farvede, kulsorte hår er ved at ekspedere en dame, der venter på et gavekort, og af lutter venlighed mod mig siger hun højt og bestemt til damen:

― Jeg tager lige hiiin der først!

»Hiiin der«, det er mig. Jeg står 20 cm fra den unge pige, og jeg er tre gange så gammel, som hun er, og har derfor lært, at man ikke omtaler personer, der er til stede, i tredje person med han, ham, hun, hende, for det er en kraftig nedgørelse således at tale hen over hovedet på nogen. Det ville man gøre, hvis det drejede sig om dyr, meget små børn eller slaver. Eller man ville gøre det, hvis man virkelig var ude på at genere.

Den søde unge pige i Netto er ikke på nogen måde ude efter mig, og jeg siger ikke et ord, for det er et upassende sted at agere høflighedspoliti.

Hun ved simpelthen ikke bedre.

Pletter

Prinsens Port, Fredericia. Min fars foto fra ca. 1960.

En annonce på forsiden af avisen fanger min opmærksomhed: Sølv købes, gode priser, fra 100-150 kr. pr. stk. for tretårnet sølvbestik.

Hmmm … Spændende … Jeg har netop pudset arvesølvet. Vi bruger det ikke. Det er for tungt og klodset og må ikke komme i opvaskemaskinen, men da det er højt skattet arvegods, tager jeg det frem cirka en gang om året og pudser det og mindes. Hurtigt finder jeg hele bestikket frem og tæller: Med 100 kr. pr. stk. er der en mindre formue! Til store julegaver eller en vinterrejse ned i solen!

Der er jo ikke grænser for, hvor fint og kostbart vores sølv er. Mor talte ofte om det. Om hvordan det kom ind i familien, og om hvor meget det mon kunne være værd.

Vi stammer jo fra en interessant familie, må man forstå. Ikke rige, nej, bevar os vel, men manglen på verdsligt gods opvejes af utallige anekdoter om en perlerække af skuespillere, balletdansere o.lign. Da min mor en gang forsøgte at trænge længere ned i familiehistorien, viste det sig ganske vist, at skuespillerinden var en holdt kvinde, enlig mor til to brave sønner med en i forvejen godt gift direktør i ølbranchen. Og balletdanseren nåede aldrig længere end til en plads i baggrunden i korpset og døde alt for tidligt af et voldsomt misbrug af beroligende midler. Men alligevel.

Med så attraktive forfædre tilgiver man jo gerne hele bundtet, at de soldede alle formuer og eventuelle materielle værdier op. Jeg har aldrig arvet andet end en stak breve, nogle noteringskalendere og fotografier, som bestemt ikke kunne kapitaliseres. Andre mennesker arver huse, biler, sommerhuse, smykker, antikviteter, ikke mig, men jeg fik jo så sølvet.

Jeg har ikke mange sekunders betænkningstid. Hvad vil jeg helst have? Mange tusinde kroner i hånden eller gammelt, grimt bestik i en skuffe? HØ! ― Det valg er let!

For en sikkerheds skyld tjekker jeg mærket bag på skeerne. »Cohr Atla« og et besynderligt tegn, der ikke på nogen måde kan forveksles med tre tårne. Cohrs sølvfabrik kender jeg fra min barndom i Fredericia. Jeg googler mærket, og allerøverst kommer ordet »sølvplet« frem …

Ikke engang det var der at profitere og bryste os af. Hvis vi så i det mindste kunne have sagt, at vi var ordentlige og hårdtarbejdende mennesker.

Den jødiske kirkegård, Fredericia. Ikke langt fra Cohrs Sølvfabrik. Min fars foto, ca. 1960.

Meningssyge

Vi mener alle noget om hvad som helst. Naturligvis gør vi det. Selv små børn vænnes til at mene, mens vi lader, som om vi tager dem alvorligt. Vi mener fuldstændig ukaldet noget om vejret, tidsånden, de unge, postvæsnet, den offentlige trafik, borgmesteren, juleudsmykningen, folkeskolen, arabisk religion, regeringen, kineserne, EU, skatterne, kongehuset og klimaforandringerne, selv om vi ikke har en skid forstand på nogen af delene. Og fred være med det.

Det er sikkert sundt at gå rundt og mene noget og navnlig at dele sine meninger med andre, og at lytte til deres meninger, så vi alle sammen kan blive klogere. At danne sig sine meninger er essentielt i et demokratisk samfund.

Men alle disse forsøgsvise meninger bør holdes i familien, i vennekredsen, på jobbet, uddannelsen eller for de mest påståeliges vedkommende, i læserbreve eller på private blogs, for når tankeløse meninger uimodsagt bliver fremsagt igen og igen af mennesker, som åbenlyst ikke har tænkt sig om, som ikke har forudsætningerne for at vide noget, og som derfor ikke bør spørges, så bliver det til meningssyge, og denne meningssyge florerer alt for ofte i vores fælles offentlighed.

F.eks. når en bank går fallit (hvilket i parentes bemærket var utænkeligt for bare få år siden), så standser tv-journalisten en ung pige på gaden og spørger hende om hendes mening. Forventeligt nok mener den unge pige, som betitles studerende, og som oplyser, at hun frekventerer hjemmehjælperuddannelsen, at det er alt for galt, at banken går fallit og dermed taber borgernes penge.

F.eks. når en mand er blevet arresteret og anklaget for pædofili, så stikker journalisterne notesblokke og mikrofoner op i næsen på naboen, som, adspurgt og duperet, naturligvis mener, at det er forkasteligt at udnytte sine egne, mindreårige døtre til sex. ― Hvis man havde fundet nogen, der mente, at det var i orden, ville indslaget have givet en vis form for mening.

F.eks., som vi netop så det, når libyere brutalt skyder deres egen diktator igennem 42 år ned, og når velmenende og pæne mennesker i Danmark straks forarget i aviser og på forskellige internetfora mener, at det er stærkt forkasteligt således at henrette en mand uden en fair retssag. Så har de ganske givet ret. Men det er for dem en helt gratis og måske også temmelig uvidende form for ret, for de har ikke set Gadaffis håndlangere torturere, voldtage og dræbe deres egne sønner og døtre, og de tænker ikke på, at der i Libyen næppe har eksisteret fair retssager i mere end en menneskealder, om nogensinde.

Gratis meninger, som alle i princippet kan enes om, og som ikke bygger på et specielt kendskab til sagen, på nye facts eller blot tilbyder en ny synsvinkel, er et udtryk for den grasserende meningssyge, som spilder alles tid.

Det er endnu ikke almindeligt kendt, men det ER tilladt at nægte at give sin mening til kende, selv om man skulle blive spurgt. ― Det ved jeg desværre ikke noget om, er et udsagn, som er gået helt af brug. Men af og til kan det faktisk være befriende ikke at skulle mene noget.

Det kære væsen

Vi stod hinanden nær. I et halvt århundrede var du den, jeg satte min lid til i de vigtigste af livets forhold: Du bragte mig julekort, fødselsdagsbreve, ventede og uventede checks, rudekuverter, lønsedler, regninger, kærestebreve, optagelsesbeviser, afvisninger, søde, sjove eller blot praktiske pakker, den daglige avis, nyttige tidsskrifter, alt, hvad der havde betydning for mig, gik igennem dig og dine rødfrakkede sendebude.

Sidstnævnte er et helt afsnit for sig. Brevbærerne var ældre, adstadige herrer eller damer på solide cykler. Folk, som tog deres arbejde alvorligt, som man havde tillid til, som ankom på klokkeslæt dag efter dag, og som selv hundene respekterede. Folk, der både kunne læse og tænke selv, og som ville betragte det som en utilgivelig tjenesteforseelse at dumpe et brev i den forkerte postkasse.

De senere år har dit væsens tjenere været underbetalte, opløbne skolebørn af begge køn, som, til alle hundes store skræk, kom hvæsende på vilkårlige tidspunkter, oftest langt ud på eftermiddagen, på en pruttende, stinkende knallert og proppede markskrigeriske, inderligt overflødige og uvelkomne reklametryksager ned i halsen på vore stakkels postkasser. Ind imellem reklamer og reklamefyldte småaviser, som ingen havde bedt om, kunne man være heldig at finde et vigtigt brev, men i så fald var det hyppigst adresseret til naboen eller til en familie længere nede ad vejen. Så man selv måtte agere samfundsborger i hjemmetøj og sutsko, for posten skulle jo ud.

Hvis jeg selv har brug for at sende et brev ― 8 kr.! ― eller ― Gud forbyde det! ― en pakke ― 80 kr.! ― så skal jeg stå der og vælge, om brevet eller pakken skal bringes ud i denne uge, eller om modtageren, f.eks. min mor på 85 år, selv skal ned ad alle trapperne og hen på posthuset.

Alt dette har naturligvis kølnet vores forhold betragteligt, men nu har du officielt begæret skilsmisse. Fra 1. januar 2012 vil du ikke længere benytte postkassen ved siden af min hoveddør under halvtaget, men insisterer på, at hvis vi to skal have mere med hinanden at gøre, så skal jeg selv ud til skellet og hente mine forsendelser.

Hvis du forestiller dig, at jeg i sne og slud vil ase ned til skellet for at hente to reklametryksager pakket i et specielt omslag, så de alligevel, trods Reklamer-nej-tak-mærkaten, havner i min postkasse, sammen med Idényt og et brev til naboen plus et par reklameaviser, så tager du grueligt fejl!

Vores forhold er i forvejen blevet så belastet, tyndslidt og præget af mangel på gensidig respekt og forståelse, at jeg helt og fuldt accepterer, at det nu er endegyldigt slut. Du får din frihed til at køre langt uden om min hoveddør, og jeg vil fremover begrænse mig til mails og ― i påkommende tilfælde ― et privat pakkeomdelingsfirma.

Når jeg alligevel skal flytte min postkasse, kunne jeg jo anbringe skraldespanden lige ved siden af og nøjes med at tømme indholdet der over i en gang om ugen.

Venlig hilsen

En forsmået postelsker og forhenværende bruger

Kommunal vandalisme

‘Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.’

Skriver kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, i sin bog ”Noget nær” side 242.

I denne gamle fredsskov i Hammer Bakker i Nordjylland levede indtil sidste uge truede dyrearter såsom stor vandsalamander og rødrygget tornskade.

Byggeriet foregår direkte oven på drikkevandsindvindingsområder.

Adgangsvejen til den store, nye institution skal ske ad en smal og hullet skovvej uden cykelsti eller fortov.

Bygherre: Ålborg Kommune

Arkitekt: C.F. Møller

Lægeforeningen kræver, at sundhedsområdet bliver taget fra kommunerne, for de kan åbenlyst ikke forvalte det.

Bør man ikke også fratage kommunerne alle beslutninger, der har med miljø at gøre? En inkompetent kommunalbestyrelse vil til enhver tid foretrække en billig byggegrund frem for naturbevarelse.