Kategori: Bøger

Turen går til … skraldespanden

Vore rejser til nye steder begyndte førhen altid med indkøbet af den lille rejsehåndbog: ”Turen går til” fra Politikens Forlag. I min reol står en pæn samling: Kina, Egypten, Rom, Sicilien, Norditalien, Tyrkiet… For her kunne man være sikker på at få alle nødvendige informationer om rejsemålet, dets historie, dets nuværende beskaffenhed, kulturminder, seværdigheder, egenart og praktiske informationer samlet i lommeformat. Først, når man havde læst ”Turen går til”, kunne man planlægge sin rejse, og bogen passede perfekt til skuldertasken eller jakkelommen, så årstal, busruter og andre fakta kunne genopfriskes på stedet.

Den tid er endegyldigt forbi, opdagede jeg, da jeg for nogle år siden skulle til Istanbul, og nu igen hvor jeg forbereder en rejse til Andalusien. ”Turen går til Tyrkiet” var skuffende informationstynd, men ”Turen går til Sydspanien” er definitivt ikke pengene værd.

Den er fuld af trættende indledninger á la:

− En lille pige i flamencokjole klynger sig til sin far bag på hesten under Sevillas berømte byfest, la feria de abril. En kvinde i lårkort styrer med sikker elegance stiletterne uden om revnerne mellem fliserne foran Valencias futuristiske operahus.

− Familier, forelskede par og grupper af unge promenerer i deres smarteste tøj forbi butikker med alt i designermode og hightechisenkram.

− Langsomt og rytmisk, til lyden af marchtrommer, sejler Jomfru Mariastatuen hen over menneskehavet i den snævre gade.

− Tyren står stille over for tyrefægteren − toreroen bøjer udfordrende overkroppen bagover og strækker sin røde kappe frem mod tyren.

− En lille arabisk borg troner på en bakke, hvor floden løber ud i havet, og neden for borgen lufter folk hunde, og ungerne leger i græsset.

− Højhushotellerne og villaerne i Benalmádena bliver små, mens svævebanen bevæger sig hen over motorvejen og op ad bjerget.

− Neonlysene i gaden Calle San Miguel bader turisterne i røde, grønne, violette og gule farver.

− En flok unger skriger jublende, mens deres små gummibåde støder sammen i fuld fart for enden af vandrutsjebanen.

− En teenagepige hviner og slipper krokodillens hale, da den pludselig drejer hovedet og kigger på hende.

Osv.

Bemærk venligst: Vi er kun nået til side 30, og disse idiotiske beskrivelser bare fortsætter og fortsætter hen over de fleste af bogens 130 sider. En god forfatter ville kunne anvende dramatisk nutid et par gange i en bog med stor effekt, fordi han eller hun kendte nogle stærke ord, kunne ramme en stemning præcist og dertil forstod at dosere sine virkemidler. Når dramatisk nutid igennem en hel bog skal vikariere for relevant information, går det flintrende galt.

Få kilometer fra en af de byer, vi skal bo i, ligger der huler med enestående vægmalerier udført af vore forhistoriske forfædre. Disse huler, som rangerer på linje med de berømte franske, er åbne for publikum hver eneste dag året rundt, men de er ikke nævnt i bogen med et ord! − Jeg blev kun opmærksom på dem, fordi jeg heldigvis supplerede min forberedende læsning med tyske og engelske guidebøger.

Det er tilsyneladende tilstrækkeligt i dagens Danmark at kunne æde, drikke, shoppe og bo på alt for dyre hoteller − og så udtrykke sig i blomstrende banale vendinger − for at skrive en guidebog. − Men hoteller, butikker og restauranter kan man selv finde på internettet med få klik. Hvorfor betale gode penge for en rodet reklametryksag, der bliver uaktuel i løbet af få måneder, og som ikke giver noget brugbart overblik over destinationen og stedets enestående natur- og kulturhistoriske seværdigheder?

Fra nu af er det slut med danske rejsebøger. ”Turen går til Sydspanien” er sin lidenhed til trods spild af god kuffertplads.

Turen går til Sydspanien, Politikens Forlag 2012

Sprog- og bogsjusk

Det er kun i Danmark, vi stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører.

På anmeldernes anbefaling læste jeg belgieren Tom Lanoyes nye bog på dansk, ”Målløs”.

TURBINE forlaget (sådan omtaler de sig selv på hjemmesiden) skriver om bogen, der handler om forfatterens mor, at ”Hun mistede først sit sprog, så sin værdighed, så sit hjerteslag.” De citerer bl.a. Politikens anmelder:

“Gribende erindringsbog gør regnskabet op med diva-mor …”

Marie Tetzlaff, Politiken

(4 ud af 6 hjerter)

De fleste anmeldere var enige og roste bogen; det er sikkert også en glimrende bog, men, som det desværre ofte er tilfældet her i landet, så er bogen oversat af en af vore talrige sjuskede og usikre sprogbrugere, og forlaget glemte at lade manuskriptet gennemgå af en, der kan læse og skrive dansk, før de udgav det.

Bogen handler om en farverig kvinde, om hendes familie, venner, naboer, by, land, og om hendes søn, forfatteren. Det gennemgående tema er sproget, som moderen beherskede i sjælden grad, og som hun mister, og som forfatteren i hver eneste sætning forsøger at vise, at han mestrer bedre end de fleste.

En sådan bog, der netop handler om sproget, oversætter man til et hjælpeløst dansk, fx side 42 hvor en person gennemlever: ”Tolv måneder, fire sæsoner forbi, før man får set sig om.” − Hvad mener oversætteren her? Modesæsoner? Jordbærsæsoner? Jagtsæsoner? Dem er der næppe fire af på et enkelt år. Man stopper læsningen og spekulerer. Er bogen oversat fra engelsk ”seasons” og skulle det rigtige ord have været ”årstider”?

Side 212 har en kakkelovn ”et afløbsrør, der bugtede sig et par gange over kundernes hoveder og til slut alligevel fandt vej til et ildsted højt oppe i et hjørne”. Hvorledes et afløbsrør kunne bugte sig hen over hovedet på nogen og ende i et ildsted højt oppe i et hjørne, optog mine tanker i adskillige minutter, indtil det gik op for mig, at oversætteren formentlig mente et aftræksrør. − Hvorfor man placerer et ildsted højt oppe i et hjørne, kunne jeg ikke regne ud. Det kunne muligvis dreje sig om en speciel belgisk skik.

Side 237 læser man: ”Gulvet selv var omkranset af tjærede pæle, hvorimellem der var hængt snore med kulørte festlamper. En opmærksomhed fra byrådsmedlemmet for festligheden, der håbede på at blive genvalgt.” — Hvilket jo er noget halvkomisk bavl.

Side 255 igen en anglicisme: ”Fire lammerygge. Det var hans ide om et eftermiddagsmåltid.”

Side 349 rodes der, som utallige andre steder, rundt i sin-sit/hans- hendes: ”Der befrier jeg hende for sit undertøj og sin overskidte ble”.

Side 356 ”I fodenden stod der to blomsterkroner på smedejernsstativer, professionelt belyst.” Da der er tale om en kiste udstillet i en bedemandsforretning, gætter jeg, at det er blomsterkranse, der er sat op på stativerne, men jeg har ingen mulighed for at vide det. At stable blomsterkroner op på et stativ ville være usædvanligt, og jeg har svært ved at se arrangementet for mig, selv med professionel belysning.

Sådanne eksempler på dårligt, upræcist eller ukorrekt sprog forekommer på hver anden eller tredje side. Bogen må være velskrevet og fængende på originalsproget, ellers havde forlaget vel ikke ladet den oversætte, men hver gang, man som læser af den danske oversættelse møder et uklart ord, udtryk eller en irriterende anglicisme, stopper man op i forsøget på at forstå den oprindelige mening, hvilket slår læsningen itu. Som læser bliver man først utryg og er ikke ganske sikker på, at oversætter og forlag mener det alvorligt og har magtet opgaven. Derefter bliver man irriteret. Det står efterhånden soleklart, at man er udsat for dilettanter, og man overvejer, om man overhovedet har tålmodighed til at fortsætte.

I enhver tekst af en vis længde er der plads til et par slåfejl og en smutter, men når fejlene optræder i så rigelige mængder, er det forstyrrende for læsningen, en hån mod forfatteren og pinligt for forlaget. I dette tilfælde er bogen oven i købet, ifølge kolofonen, udgivet med støtte fra ”Flemish Literature Fund” − man må håbe, at de ikke får nys om, hvad deres penge er gået til.

Jeg har en klar fornemmelse af, at det kun er i Danmark, at vi, dvs. anmeldere og læsere, stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører. Engelske og amerikanske bøger kan de fleste læse på originalsproget, men vi er afhængige af gode oversættere, hvis vi vil lære andre sprogs litteratur at kende. At være en god oversætter betyder først og fremmest, at man kan dansk, og en god oversættelse formidler en tekst gnidningsløst og mærkes ikke i sig selv. Det kan ikke være hensigtsmæssigt, at læserne skal stoppe op på hver anden side og gætte sig frem til, hvad oversætter og forfatter mon har ment.

Burde anmelderne ikke hver eneste gang fange og påtale dårligt sprog og gøre forlagene ansvarlige?

Efterhånden er det med nogen bæven, man åbner selv en velanmeldt dansksproget og danskproduceret bog. Som læser mister man tillid til forfattere, oversættere, redaktører og forlag. Man orker kun at læse klassikere og nogle få, dygtige boghåndværkere, som man kender i forvejen.

Som forlaget selv skrev om ”Målløs”, kunne vi nu skrive, at ”vi mistede først vores sprog, så vores værdighed, så vores hjerteslag.”

Denne bog er desværre langt fra den værste, jeg er stødt på, i sproglig henseende. Det er blot den bog, jeg læser lige nu. Og at Politikens anmelder nævnes, skyldes udelukkende, at det nu engang er den avis, jeg som oftest orienterer mig efter. Jeg er heller ikke på nogen måde ude efter oversætteren, som ganske givet påtog sig en urimelig stor opgave til ringe betaling for derefter at blive ladt i stikken af sin redaktør.

Det er forlagets pligt at tjekke, at sproget er korrekt og forståeligt, før de udgiver noget som helst, og seriøse avisers anmeldere har pligt til at bemærke det, hvis forlagene ikke lever op til dette. Hvem vil betale 300 kr. for en bog, der ikke kan læses? Hvis det havde været en cd, der hakkede under afspilningen, ville vi klage og forlange vores penge tilbage.

Hvor i alverden kunne man ellers, ud over i dette lille, smådumme land, stille sig op og give offentlig koncert på et instrument, i dette tilfælde sproget, som man ikke behersker?

Vi er nødt til at se i øjnene, at bogsjusk kunne være en medvirkende årsag til dårligt salg af bøger.

Målløs / Tom Lanoye. TURBINE forlaget, 2012. 376 sider. ISBN 978-87-7090-599-2. Vejledende pris 299,- kr.

Søren Mørchs lys

For godt fem år siden udkom Bill Brysons: En kort historie om næsten alt. Det var en skøn bog med små fortællinger om livets opståen, vor videnskabs fødsel, geografi, geologi o.m.a. En rigtig godbid for videbegærlige sjæle.

Cirka samtidig fik jeg smag for historikeren Søren Mørchs forfatterskab og opdagede, at vi har en stor ånd herhjemme, der formår at præsentere de seneste to-tre århundreders dansk og europæisk historie og tænkning på samme umiddelbare, humoristiske og letfattelige måde. Det skal der stor viden og et enormt overskud til at gøre.

Jeg begyndte med hans bøger om dansk historie og blev lettet over at opdage, at der omsider var en historiker, der turde decimere Danmark, danskerne og alt dansk til den størrelse, lilleputlandet i Tysklands skygge tilkommer. Men det er vedkommende og bestemt ikke ukærligt gjort. Kun forfriskende skarpt og nøgternt.

Derefter læste jeg om vore statsministre, om de store forandringer, der har skabt det liv, vi lever i dag, og fortsættelsen, Vældige ting, er jeg halvt igennem, og jeg er allerede bange for, at den 550 siders moppedreng skal slippe alt for hurtigt op.

Sikke en arbejdsevne! Hvilken ufattelig mængde af viden! Hvilket enestående talent for at formidle!

Jeg ved, at han har modtaget Rosenkjærprisen, men der MÅ da være andre priser, vi kan dynge ned over denne fortjenstfulde mand, der har givet os og vore børn: En lang historie om Danmarks plads i Verden.

Læsetid

Blog Image

Solen går ned klokken fire om eftermiddagen. Vejrudsigten står på mørke, kulde, regn, sne og blæst de næste tre-fire måneder. Hunden og jeg går skovtur midt på dagen, mens der endnu er mulighed for lidt dagslys, men derudover er vi spærret inde. Noget skal man jo lave, når skrivebords- og husarbejdet er fra hånden, så nu er det læsetid.

Konstruerede krimier og historiske romaner er ikke noget for mig; jeg har ikke tid at spilde på dem, for den virkelige verden og alle klassikerne tilbyder så meget viden, tilfredsstillelse, nydelse og spænding. Som alle andre føg jeg forrige år igennem Stieg Larssons trilogi på en uge, men da sidste side var skimmet, havde jeg allerede glemt det hele igen og længtes efter mere nærende kost. Om vinteren stiller jeg krav til min læsning. Snupper de gamle russere det ene år, Danmarks oldtid i tre tykke bind eller Shakespeares samlede det næste. Menneskets oprindelse, andre kulturer, lidt arkitektur og kunsthistorie, ikke meget, ikke systematisk, men jeg får pirret min nysgerrighed, mens jeg læser.

Måske er jeg bare kommet i den alder, som min far havde, da han pure nægtede at læse Adams’ „Kaninbjerget” med de udødelige, vrisne ord: — Jeg er for gammel til at læse om dyr, der snakker!

Måske sker det, når man passerer de halvtreds, at man mister interessen for andres konstruerede opspind og forlanger klassikere og kvalitet, samtidshistorie, biografier og oplysning. Vi vil vide, hvad det var for en tid, vi havde del i, og vi vil sætte vores egen eksistens i perspektiv ved at sammenligne os med tiden og dens hovedpersoner.

I år kom Hemingway på min læseliste, men jeg tror ikke, jeg kan gennemføre det, med mindre jeg får fat i de engelsksprogede originaler. Min udgave af „Farvel til våbnene” er oversat til dansk en gang i trediverne, og sproget bærer i høj grad præg af tiden. Den gamle krigskarl og hans veninde siger ustandseligt „Søde dreng” og „Min kære pige” til hinanden. Ord som „henrivende”, „yndig” og „pragtfuld” benyttes i alle deres replikker, og det er ikke til at holde ud — men det er lærerigt: I trediverne tog man endnu litteratur alvorligt og bekostede kompetente oversættere, der kunne deres grammatik, retskrivning, tegnsætning og stilleje, hvilket er en sjældenhed i nyere, danske oversættelser, selv på de største og mest anerkendte forlag, men alligevel er Hemingway skæmmet af tidstypiske tillægsord. Hvilke ord misbruger vi i dag? „Enormt”, „fantastisk”, „utroligt” …?

Når influenza og andre dårligdomme hærger, har også jeg dog brug for trøstebolsjer. I så fald finder jeg Jane Austen frem. På engelsk. For femte, sjette eller syvende gang. Snupper dem alle seks, „Sense and Sensibility”, „Pride and Prejudice”, „Mansfield Park”, „Emma”, „Northanger Abbey”, „Persuasion”, og nyder sproget, menneskeskildringerne og forfatterens klogskab. Hvis jeg har høj feber og knap kan læse, sætter jeg BBC’s pragtudgave af „Stolthed og fordom” på DVD-afspilleren og sutter alle seks afsnit i mig, kun afbrudt af tisse- og tefremstillingspauser. Kan anbefales! Når man dukker frem igen, er sygdommen praktisk taget gået over af sig selv.

Klogebogen

Blog Image

Igennem snart mange år har jeg samlet udsagn, som på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt, har forklaret noget for mig, som jeg må have haft brug for at få forklaret.

Denne lille samling plejer jeg at referere til som „Klogebogen”. På nogle er der kildeangivelse, andre er så gamle, at kilden er gået i glemmebogen, hvilket jeg beklager. Hjælp modtages gerne, og hvis du har andre udsagn, som fortjener at komme i klogebogen, så send dem endelig!

Her følger et uddrag:

Menneskets største problem er strukturering af den vågne tid.

Eric Berne

Hovedårsagen til frygt, stress, depression og vrede er, at vi er uærlige over for os selv og andre, og at vi lever i en selvskabt historie, som vi gør alt, hvad vi kan, for at videreføre.

Brad Blanton: Radical Honesty

Døden i Isfahan: En tjener kommer til sin herre og siger: – Lån mig en hest, for på markedspladsen mødte jeg Døden, som gjorde en truende bevægelse mod mig, og nu vil jeg ride til Isfahan. Herren låner tjeneren en hest og går selv hen på markedspladsen, hvor han møder Døden. – Hvorfor truede du ad min tjener? spørger han Døden. – Jeg truede ikke, jeg vinkede til ham, fordi jeg blev forbavset over at se ham her, for i aften har jeg en aftale med ham i Isfahan, svarer Døden.

Sufihistorien optræder i Svend Åge Madsens ”Tugt og utugt i mellemtiden” og ”Syv aldres galskab”.

Force not the course of the river. If you divert it from the channel in which nature tought it to flow, and force it into one arbitrarily cut by yourself, you will lose its grace and beauty.

Jane Austen

Jeg bemænger mig ikke med umagtpåliggende ting

Holberg

Man’s love is a man’s life a thing apart – ’tis of woman’s whole existence.

Lord Byron

Både at samarbejde, og at straffe outsidere, anderledes og forræderiske individer, udløser dopamin, dvs. lystfølelse, i den menneskelige hjerne.

Ved kriser:

1. Se tingene i øjnene!

2. Acceptér!

3. Træd vande

4. Lad tiden gå

Dybe stresskilder: Døden Meningsløsheden Isolationen Friheden

Angst: Svækkelse af forsvarsmekanismer, som beskytter mod overvældelse af iboende urangst.

Kræft kurerer neuroser.

Irwin D. Yalom: ”Eksistentiel psykoterapi”, ” Terapiens essens”, ” Sex, løgn og psykoterapi”, ”Dobbelteksponering”.

Mennesket er: Socialt Hierakisk Meningsskabende

De motiverende faktorer: Mad Sex Magt Bekvemmelighed

Det er altid opløftende at være til stede, når en ny kendsgerning kommer til verden.

Robert M. Pirsig: Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel

Giv mig styrke

til at ændre det, der kan ændres

Giv mig tålmod

til at udholde det, der ikke kan ændres

Giv mig visdom

til at skelne mellem de to ting

Ancius Manlius Torquatus Servinus Boethius

Om folkedrabet i Rwanda, foråret 1994, hvor 800.000 mennesker blev hakket ihjel med macheter:

… budskabet krøb ind i vores nationale bevidsthed meget langsomt. Det skete ikke lige pludselig. Vi vågnede ikke op en morgen for at høre det drøne ud af radioen for fuld styrke. Det begyndte med en hånlig kommentar, en henkastet brug af udtrykket „kakerlak”, det næsten humoristiske forslag, at tutsier skulle sendes tilbage til Etiopien med luftpost. Det tager tid at berøve en hel gruppe deres menneskelighed. Det er en holdning, der kræver dyrkelse, en række små skridt, daglig pleje.

Paul Rusesabagina & Tom Zoellner: En helt almindelig mand. Side 76

Biblioteket

Jeg kan i dag ikke bruge mit bibliotek, hvis jeg gerne vil læse de nyeste bestsellere. Når jeg f.eks. bestiller andet bind i Stieg Larssons velskrevne krimiserie på Aalborg Bibliotekerne (Det hedder det – Et tempel for viden og retskrivning, formoder jeg), fortæller bestillingssiden, at jeg står i kø som nr. 279 og måske kan regne med at se bogen en gang efter midsommer. Og det, selv om bibliotekerne i Aalborg Kommune har indkøbt knap 120 eksemplarer. Samtidig er de fleste bestsellere blevet så billige, og folk har så mange penge mellem hænderne, at de bare køber de populære bøger på nettet eller i supermarkedet, når de alligevel er ude efter mælk.

Jeg kan heller ikke bruge biblioteket, hvis jeg gerne vil låne en cd eller en dvd. For et par år siden bestilte jeg en række store operaer i berømte opsætninger og troede, at nu skulle jeg rigtig hjem og hygge mig, men skiverne var ridsede og fedtede, i det omfang de overhovedet var til stede i kassetterne, så den oplevelse gik til i ren ærgrelse. Her i ugen får min husstand installeret et nyt, digitalt tv-system, der også kan downloade musik, film m.m. Hvis jeg kan sidde i min egen stue med fjernbetjeningen i hånden, hvorfor i alverden skulle jeg så ulejlige mig hen på biblioteket?

Vi har naturligvis både computer og Internetforbindelse hjemme hos os, så i de allerfleste tilfælde foregår research og vidensindsamling via Google og nettet i øvrigt. Hvis min søgen leder mig til en bog, bestiller jeg den selv på nettet, enten i en Internetboghandel, i en antikvarboghandel eller på biblioteket. Det er mange år siden, jeg har ulejliget en bibliotekar. – Det er faktisk år og dag siden, jeg har talt med en bibliotekar.

For omkring fem år siden blev der sat nogle irriterende maskiner ind på mit lokale bibliotek, hvor man selv skal scanne bøger og andre materialer ud og ind. Somme tider virker de, og somme tider gør de ikke. Man står der og gløder af spænding hver gang, om nu projektet med at låne eller aflevere en bog lykkes.

Før maskinerne kunne man stå og få en god snak med en bibliotekar om de bøger, vi hver især havde læst, og udveksle gode læsetips, mens han eller hun scannede mine bøger ud og ind. De tider er længst forbi.

Men det, jeg nok savner allermest, er at gå og græsse i reolerne, hvor vidende og læsende bibliotekarer har sat nye eller gamle, gode, spændende, aktuelle, kloge, sjove – ja, alle mulige – bøger frem som appetitvækkere. Sommetider som led i et tema: EU, kongebryllup, dyr, krimier, computere o.m.a.

Konklusionen er måske, at bibliotekerne ikke skal satse på bestsellere, som sælger sig selv. Heller ikke på elektronisk underholdning, hvor det samme gør sig gældende. Der skal opretholdes et basalt digitalt tilbud til dem, der ikke har adgang til goderne hjemmefra, og så skal bibliotekarerne bruge deres tid på mennesker. På at vejlede i videnssøgning. På at formidle viden. Og på at dele glæden ved læsning.