Kategori: Børn

Svinemonarkiet

Bananrepublik, kalder vi ofte lande på den varme del af kloden, hvor man dyrker bananer, og hvor landet styres dårligt og kaotisk af ofte korrupte og selvbegunstigende politikere.

Hvad skal vi kalde et koldt land, der er et konstitutionelt monarki, hvor man producerer en masse forurenende svin og gylle, og hvor

  • Man stuver svinene sammen på lastbiler og kører med dem i dagevis, så de kan blive slagtet i fx Po­len.
  • Chefen for forsvaret har tilgodeset sin elskerinde på forskellige måder, bl.a. med attraktive uddannel­ser og jobs uden opslag, så andre ikke kunne søge.
  • En stor del af den medicin, folk skal bruge til daglig, ikke kan skaffes, hvilket i apotekernes nysprog hed­der, at den er i ’restordre’.
  • Regeringen afskaffer magtens tredeling og lader en minister tage STATSBORGERSKABET fra folk rent administrativt … Det er temmelig bananrepublikagtigt. – Skal vi lige repetere? (Trump må gerne læse med) – I et demokrati er magten delt i tre, den lovgivende – folketinget, den udøvende – regeringen, og den dømmende magt – domstolene. Magten er tredelt, så de tre dele kan holde hinanden i skak, så ingen bliver magtfuldkomne, fx så politiet, der i vores demokrati er tildelt monopol på vold, ikke be­gynder at lave lovene, selv udøver dem med magt/vold og dømmer folk på stedet. Sommetider kal­der man pressen for den fjerde statsmagt, fordi pressen, når den er bedst, uafhængigt holder øje med de tre andre.
  • Folks børn i vuggestuer og børnehaver sejler ulykkelige rundt imellem hinanden uden voksen­kontakt, som dokumenteret ved flere videooptagelser og forskeres besøg.
  • Syge mennesker bliver nr. 32 i telefonkøen, hvis de ringer til deres praktiserende læge, skal vente 3 – 4 uger på en tid, som varer ca. 10 forhastede minutter, hvorunder lægen selvfølgelig ikke har tid til at læse journal og undersøge behandlingsmuligheder, og hvor hun/han kun kan tage sig af én ting – så hvis man både har fx dårlig ryg og fodsvamp, skal man igennem hele cirkusset igen med ventetid, tage en halv dag fri fra arbejde og hen og stå model til endnu en forhastet ’konsultation’ … Hvis lægen sender én videre til en speciallæge, kan man opleve 19 ugers ventetid, eller 25 uger, eller 1 – 2 års ventetid!
  • Politikere, der ikke bliver valgt til Folketinget, kan gå i op til to år med en månedsløn på over 50.000 kr. for ikke at lave noget.
  • Politikere, der danner deres eget parti, herefter kan hæve flere millioner pr. år til at holde partiet i gang – en sandsynlig forklaring på alle de nyskabte småpartier på højrefløjen, Klaus Riskær Pedersens m.fl.
  • Politikere i folketinget sidder og beslutter deres egen løn og pensionsforhold, hvilket nok kræver politi­kere af en anden kvalitet og støbning end dem, vi har haft de seneste 20 år.
  • Sygeplejersker o.m.a. går ned med stress, fordi de prøver at gøre deres arbejde under massivt poli­tisk pres for at spare, spare, spare …
  • Børn og unge ikke lærer at læse og skrive og regne i skolerne.
  • Der er skåret så meget ned på uddannelser og universiteter, at fri forskning ikke eksisterer mere. Forskningen betales bl.a. af virksomheder og interesseorganisationer, som så får indflydelse på forskningsemnerne, forsøgstilrettelæggelsen og konklusionerne. Senest har den aggressive interesseorganisation ‘Landbrug & Fødevarer’ på Århus Universitet bestilt og betalt skandaløst positive forskningsrapporter om landbruget. Også medicinalfirmaer korrumperer læger, forskning og sygehusvæsen. Naturligvis ved at bestille og betale positiv ‘forskning’ om deres egne præparater, men også ved at undertrykke negative resultater og ved at stå for ‘efteruddannelse’ af læger, hvor de lærer dem at udskrive en masse recepter på lykkepiller, kolesterolpiller, blodtrykssænkende piller o.a., som er lønsomt for virksomhederne, og ved at rundsende ‘konsulenter’ med samme formål for øje.
  • Man er nødt til at skrive i busserne, at folk ikke må smide tyggegummi på gulvet eller sæt­te fødder med snavsede sko op på sæderne.
  • Cigaretpriserne er de laveste i Nordeuropa.
  • Det er tilladt at reklamere for kviklån til de økonomisk svageste, som derefter skal betale flere hundrede procent tilb­age.
  • Skattevæsenet ikke fungerer. Opkrævningen af skat ikke fungerer. Kontrollen af skatteyderne ikke eksi­sterer. Og hvor man forærer milliarder af vores fælles velfærdspenge til udenlandske svindlere, fordi man i årevis har nedsparet hele organisationen med enorme kompetencetab til følge, naturligvis.
  • Noget så simpelt og elementært som at få vurderet landets boliger mhp. opkrævning af boligskatter har ikke funge­ret i mange år og ser ikke ud til at komme til at fungere de næste mange år.
  • Togdriften har været upålidelig og til grin i tyve år eller mere. En ny letbane kan ikke køre i frost­vejr. Og trafikpolitikken i øvrigt varetages af bøvede lokalpolitikere, der sørger for private, kostbare togstati­oner og unødvendige omfartsveje i deres eget område. På helhedens bekostning.
  • Fremmedhadet florerer. En provinsavis føler sig kaldet til at håne og spotte medmennesker af anden etnisk herkomst. Fjolser påberåber sig ‘ytringsfrihed’ til at brænde andre menneskers hellige bøger offentligt. En minister med titel af ‘integrationsminister’ fejrer med kager, at hun kan holde ulykkelige medmennesker i ulykkelighed og berøve dem håb, selvbestemmelse og ægtefæller i lejre, som hun gerne havde flyttet til en øde ø.
  • Vi fører krig mod folk langt borte i stedet for at hjælpe dem med rent vand, mad, sanitet, lægehjælp og undervisning.

Curlingforældre

Der er megen snak om de såkaldte ’curlingforældre’, dvs. forældre, der forsøger at rydde enhver forhindring af vejen for deres afkom; forældre, der billedligt talt går forrest og fejer banen, så ungerne kan glide let ud i tilværelsen.

Senest i forbindelse med Roskildefestivalen, hvor de gulnæbbede små gerne må tage ud og vælte sig i øl, stoffer, musik, mudder og kærester i en uge, men hvis de ikke kan få deres foretrukne teltplads, skriver de sms’er til forældrene, der så afmægtigt er henvist til at beklage sig på Facebook, hvor de giver udtryk for, at ’nogen må tage affære!’

Eller forældrene rask væk henvender sig til universiteterne, hvis afkommet ikke fik meldt sig til en eksamen i tide, hvis forældrene finder timetallet upassende eller vejlederne lidt for tungt opfattende og ude af trit med deres begavede yngel.

Nogle forældre opretholder et overdrevent højt serviceniveau for deres halvvoksne børn, fx agerer bankrådgivere og kviklånsydere, cateringservice, chauffører, privatsekretærer, rengøringshold, babysittere, B & B og vaskeri for mennesker, der for længst burde have lært at klare sig selv.

Skolelærere og pædagoger klager også hyppigt over, at travle forældre skamløst og uden hensyn til andre børn og voksne forsøger at skaffe deres egne børn urimelige fordele. Ganske som personalet på plejehjem og i den kommunale ældrepleje hyppigt får henvendelser, påbud og klager fra pårørende, der i øvrigt ikke deltager meget i omsorgen for deres ældre familiemedlemmer.

Store rockfestivaler og universiteter burde nok forbeholdes unge mennesker, der kan agere selvstændigt. Men i øvrigt tror jeg ikke, at forældrene er bedre og mere omsorgsfulde forældre, end min generation og vore forældre var.

De nuværende forældregenerationer handler – ikke ud fra stor kærlighed til og omsorg for deres børn – men på baggrund af en latent dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed, der dels er reel og stammer fra forældrenes neglekt af børnene, da de var små og havde brug for dem, dels fra veninder, medier og bloggeres evindelige opremsning af, hvad gode forældre gør for deres børn – ikke i form af nærvær og interesse, men i form af noget, der kan købes, så de kan bruge de penge, de ofrer børnenes barndom på at indtjene: økologisk mad uden fedt, sukker, gluten, mælk, økologisk mærkevaretøj, som koster en bondegård, spektakulære børneværelsesindretninger, dyrt legetøj og kager fra fornemme konditorier, når fødselsdage o.a. skal fejres …

Deres børn fik prædikatet ’kompetente’, og jeg skal love for, at de lærte at klare sig selv. Hvor mange daglige timer overlades barnet – sommetider et trist og/eller sygt barn – til vuggestuer med utilstrækkelige ressourcer og personale, til børnehaver, til lange skoledage og SFO’er, hvorefter de parkeres hos venner, bedsteforældre, kammeraters forældre, tilfældige babysittere, i løbet af højst forvirrende hverdage styret af to forældres krævende og interessante jobs, og af forældrenes fjernhed selv i de sparsomme aften-, weekend- og ferietimer, fordi mobilen, mailen og Netflix er så uendeligt meget mere spændende …

Al denne voksenoptagethed har sat den nødvendige tilknytning, indre harmoni og tryghed over styr, ungerne bliver resignerede, skrøbelige, gammelkloge, selvoptagede, materielt forkælede og vant til at klare sig selv, men når så forældrene ind imellem dukker ud af deres selvoptagede døs og får øje på børn, der er på vej til Roskilde eller pludselig skal starte på universitetet – Hvor blev tiden af? – De var jo små i forgårs! – Så vælter den dårlige samvittighed frem, og forældrene overkompenserer helt vildt og for sent. Godt hjulpet af de store børn, som nu har oplevet meget selv og godt ved, at forældrene skylder dem alverden.

Dårlig samvittighed, skyldfølelse, afpresning – alle involverede ved det godt – men det føles yderst vigtigt at maskere sine mangler bag et slør af overdreven, ydre, simuleret og fejlanbragt omsorg.

Det er ikke curling. Det er usunde relationer, gensidige afhængigheder, der grundlægges i barndommen og vedligeholdes så længe, forældre er i live og har penge og ressourcer, der kan indbetales som aflad.

Aalborg Zoo

Det var mange år siden, jeg sidst havde været i zoologisk have i Aalborg, og både barnebarnet og jeg glædede os til et besøg her i vinterferien. Hun fik en rigtig god tur ud af det, men hun elsker også at klatre. Jeg, derimod, fik et mindre chok: Hvor er alle de store plæner? Gamle træer? Søen med svaner og ænder?

Det er alt sammen omdannet til en enorm skrammellegeplads! Både på jorden og i træer og oven over rovdyrburene er der træstammer, træhytter, hængebroer og klatrestativer. De underligt skæve konstruktioner er overalt! – I februarsolen ligner den zoologiske have en mudret, falmet og afskallende skrammellegeplads fra 70’erne.

Det begynder ved indgangen, hvor man ledes igennem en uordentlig souvenirbiks med dynger af importeret plasticragelse.

Så kommer man ud på den anden side til plastichegn, dårlige og uens belægninger, grimme skilte og en flisegang langs ældgamle, rustne fuglebure, der ligner noget fra industrialiseringens første tid.

Der er betonkonstruktioner, der skal ligne klipper, til aber, isbjørne, pingviner, søløver og rovdyr, men burene henligger i et frysende mørke, er algebegroede, og de få synlige dyr virker understimulerede og triste.

Både giraffer og elefanter har stinkende huse og alt for lidt plads. – Jeg husker tydeligt, da de unge, afrikanske elefanter ankom til Aalborg Zoo i midtfirserne. Da var deres anlæg nyt, og dyrene en sensation. Dyrepasserne gik tur med dem gennem haven hver morgen. Nu – 30 år efter – ser det ikke ud til, at elefanterne er vokset den mindste smule. – De er stadig små, tynde, særdeles rynkede og står og vugger stereotypt med knækkede stødtænder.

Så har man opført en kunstig ’afrikanerlandsby’ til zebraer m.m. – Hvis jeg var afrikaner på besøg, ville jeg føle mig pinligt berørt.

Alt i alt er Aalborg Zoo blevet en deprimerende affære … Dyrene ser ikke ud til at trives, og man må have glemt at konsultere arkitekter, da man begyndte at klaske alle de kulørte legepladser og scener op.

Tiden er for længst løbet fra forestillingen om, at man kan udstille eksotiske dyr fra varme lande i små betonbure for underholdningens skyld. – Også selv om man har avlsprogrammer og ser sig selv som både naturbevarere og formidlere. En klar februardag falder alle de fine ord ned på den mudrede jord i de forsømte anlæg og gør os alle til skamme.

Et så gammeldags zoo-koncept styrker ikke børns naturforståelse, men er med til at fremmedgøre dem for dyr og natur.

Man burde tage konsekvensen af alle de uskønne klatrestativer, blande de sarte og intelligente, vilde dyr udenom og lade sig nøje med en legeplads for byens børn.

Domesticerede dyr, et par malkekøer, rideponyer, grise, høns, klappegeder og kælekaniner ville være underholdning nok. Ansæt nogle dygtige landmænd og formidlere. Og lad ungerne spise is, slikkepinde, pølser, købe plasticsouvenirs og klatre, kravle, se, røre, klappe og ride, så meget de lyster.

Så kan orangutanger, afrikanske elefanter, chimpanser, løver, tigere m.m. komme bedre steder hen, fx i store safariparker, gerne tæt på deres hjemlande, hvor klimaet passer dem, og hvor man har plads og ekspertise til at tage sig af dem. Men det vigtigste bør være, at de fremvises på deres egne betingelser og med værdigheden i behold.

Truede dyr skal ikke være triste gidsler midt i et desperat pengehungrende legeland med plasticsouvenirssupermarked, fastelavnsarrangementer og ’Underholdning på Zoofari-scenen med Onkel Reje’. – Og de skal ikke dræbes og obduceres for øjnene af storbyens naturfremmede børn for at skæppe mere i pengekasserne.

Her kunne man passende begynde med at lade ungerne se en ko blive malket, en gris blive slagtet, prøve, om de kunne klare sig på den plads, man tildeler en høne osv.

For nogle år siden var vi vidner til, at en stresset tigermor ustandseligt flyttede rundt på sin lille unge og ikke kunne finde ro for nysgerrige børn noget sted i sit bur.

Pinocchio og andre børn

Da jeg fik min søn, syntes jeg straks, at han mindede om Pinocchio. Det var ikke blot hans smukke lød og de dybe, brune øjne − Pinocchio er italiensk og betyder ’pinjeøje’, det stærkeste træ i midten af fyrretræet − Det var også det lille barns manglende evne til at klare noget som helst selv.

Et nyfødt barn er som en nyskåret marionetdukke: Det kan ikke holde sig selv oppe.

Som Geppetto omhyggeligt måtte fastgøre snore til sin dreng og styre ham, måtte jeg i et års tid agere stillads og bære min, mens han langsomt lærte sig at holde hovedet selv, at vende sig, at række ud efter noget, at sidde, at kravle, for til sidst at tage sit første skridt.

Jeg havde ham i armene i næsten hele det første år af hans levetid, i de næste par år var han ved mig, legede ved siden af mig eller gik lange skovture med mig i hånden, og det første han så, når han vågnede efter en god nattesøvn eller en lille middagslur, var mors smilende ansigt.

Jeg ammede ham, til han blev to, puttede ham aldrig, men badede ham og læste en godnathistorie med ham i sofaen, hvor han fik lov at døse hen, indtil jeg forsigtigt lagde ham ind i hans egen lille seng, der stod lige ved siden af min. Først som fire-femårig var han stolt med til at indrette sit eget værelse med køjeseng og bilsamling.

Da han fyldte tre, begyndte han i børnehave, og det var en vanskelig overgang for både mor og barn, selv om han havde glædet sig til at blive så stor, at han kunne komme i børnehave lige som alle de andre børn, og selv om jeg var hos ham meget af tiden i begyndelsen for at gøre overgangen lettere.

Men pædagoger er ikke altid særlig pædagogiske. En af de første dage, min søn var i børnehaven uden sin mor, gik hele hans stue en tur i skoven, men da de skulle hjem, begyndte en yngre pædagog at lave sjov med, at de var faret vild, og at hun ikke kunne finde vejen hjem. Min søn blev meget ulykkelig, og det var svært for mig at overtale ham til at tage hen i børnehaven igen næste dag. – Hvorfor skulle han stole på voksne, der ikke kunne finde vej i en skov? Hvor trygt er det?

Selv om han vænnede sig til børnehaven og godt kunne lide både pædagogerne og de andre børn, var han udmattet, når jeg hentede ham ved tretiden om eftermiddagen. Han var pylret, grådlabil og trængte i høj grad til ro og moderlig omsorg.

Jeg forestillede mig altid, at han var en lille Pinocchiomarionetdukke, der skulle holde sig selv oppe i sine egne snore en hel lang dag i børnehaven og først kunne slippe grebet og lade sig holde oppe af sin mor, da hun dukkede op igen.

Børn har brug for en stabil voksen om sig HELE tiden i de første mange år.

Når man afleverer dem i dagplejer, vuggestuer, børnehaver eller hos tanter og veninder, inden de er store nok til at have udviklet et sprog, en forståelsesverden og en konsistent personlighed, giver man dem små og store traumer og andre skader, som kan mærke dem for resten af livet.

Små børn, dvs. under tre-fire år, kan ikke klare mere end ganske få timer uden deres primære omsorgsperson. Deres verden bryder simpelthen sammen, og de kan ikke holde sig selv oppe og få samling på tingene igen.

Børn, der ikke får deres basale behov for god pleje, nærvær og tryghed opfyldt, skal selv holde sig oppe, og det kræver så mange kræfter af dem, at de ikke kan lære fx dansk og matematik. De lever et spinkelt liv på randen af sammenbrud.

Hvis man ikke fylder dem med tryghed, nærvær og omsorg, mens de er helt små, får man alle mulige problemer siden: Børn, der skriger på nærvær. Der skranter psykisk såvel som fysisk. Der tisser i sengen. Får anfald af natteangst. Der ikke kan tale rent selv i skoleårene. Der gør sig alle mulige forkrampede forsøg på at opnå nogens opmærksomhed. Voldsomme, uopdragne, støjende, forstyrrende, krævende, grådige børn.

Over 90 % af vore småbørn bliver hver eneste dag afleveret i dagplejer eller i institutioner.

Kun 13 % af vore småbørn bliver ammet i de første seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En bekymrende og voksende mængde helt små børn, 30 % af de treårige, skal leve skiftevis en uge hos mor og en uge hos far efter forældrenes skilsmisse. Hvordan overlever så små børn at undvære deres mor (eller far, hvis han er den primære omsorgsperson) i en hel uge og skifte hjem og omgivelser, bare fordi den anden forælder har RET til samværet?

Hvorfor i alverden får vi børn, hvis vi ikke gider være sammen med dem, men blot deler dem, som om de var en sofagruppe?

Hvorfor i alverden får vi børn, når vi alligevel hellere vil holde jul i Thailand, fejre deres fødselsdag hos svigerinden i Spanien eller spise på restaurant med kæresten uden børn?

Når vi ikke kan give dem omsorg, nærvær, trygge hjem, forudsigelige hverdage og årligt tilbageværende højdepunkter? Når vi ikke, i deres eget, naturlige tempo, magter at lære dem, hvordan de skal holde sig selv oppe, men brutalt smider dem ud af reden, før de kan tale og gå selv?

I de seneste 60-70 år er Danmark og verdens befolkning tredoblet. Vi er ved at udrydde alt liv på jorden med vores ressourceforbrugende svineri. Som for mange guldfisk i et for lille akvarium er vi ved at ødelægge levevilkårene både for os selv, vore børn, andre dyr og alle planter på denne planet. Dumt! − Man burde lade være med at formere sig, hvis man ikke magter at sørge ordentligt for sit afkom og blot skaber endnu flere opmærksomhedsskrigende og utilpassede børn, der af bare angst ikke kan lære de mest basale ting.

At vi har brug for flere børn for at sikre væksten er hovedløs og selvmorderisk snak. Vi er mennesker nok. Millioner af mennesker og deres børn flygter i disse år fra krig og sult, og vi står vagt ved alle grænser og vil ikke have dem ind, selv om de kunne sikre os vækst i mange, mange år fremover.

Nogen skal jo være de voksne

Scene: Andelslejlighed på Vesterbro. Søndag formiddag. Den nybagte mormor er på besøg hos datter, svigersøn og to måneder gamle Victor. Hun sidder i de ombetrukne genbrugsmøbler, der i uhyggelig grad minder om dem, hun voksede op i, og nipper til det glas mælkekaffe med laktosefri skummetmælk, datteren har givet hende.


Datter: Se den plet! Hun stikker det meste af pegefingeren ind i Victors lille mund. Hvad kan det være?

Svigersøn: Det ved jeg sgu’ ikke …

Mormor: Må jeg se?

Datter: Der! På tungen! Det er helt hvidt.

Mormor: Det kan være noget svamp eller noget …

Datter: Det ser ikke godt ud. Hun tager telefonen. Jeg ringer lige til lægevagten. – Hvis det da er til at komme igennem. Traver utålmodigt op og ned ad gulvet. Åhhh, nej. De svarer aldrig! Der er kø… Tydeligt irriteret. Tag nu den telefon, for pokker …

Mormor: Der er vel ingen grund til at ringe til lægevagten. Du kan få en tid hos lægen i morgen …

Datter: I morgen har jeg ikke tid. Vi skal til Mettes babyshower … Tag den telefon! … Jeg er nummer seks … Hvad LAVER de?!

Svigersøn: Og det betaler vi skat til!

Mormor: Er der ikke et apotek med døgnvagt i nærheden? Hvis det bare er lidt svamp, ved de sikkert, hvad man kan gøre.

Mormor får lov at holde lille Victor, mens både datter og svigersøn leder efter apoteker og ’hvide pletter’ på hver deres IPads. Da datteren omsider kommer igennem til en sygeplejerske, beder denne datteren om at kontakte egen læge næste dag.


Mormor har født og opfostret tre børn. Hun er 57 år gammel og har oplevet lidt af hvert, også trøske i mundhulen hos spædbørn. Alligevel er datteren uvillig til at lytte til hende og tage hendes råd for gode varer.

Datteren har været i vuggestue fra hun var et halvt år gammel, derefter i børnehave, skole, fritidshjem, gymnasium, handelshøjskole og på kontor. Hun har lært at stole på sig selv, på sine veninder og på internettet. Op igennem de 27 leveår har hendes sociale liv udspillet sig i store grupper af jævnaldrende. Selv nu, hvor hun har sin egen familie, er hun til stadighed omgivet af veninder i akkurat samme situation. På barsel. De mødes dagligt på en café med børn og barnevogne. Hun har lært det meste af det, hun ved, af andre piger på samme alder. Med sporadiske konsultationer hos skiftende professionelle, pædagoger, lærere, vejledere af alle slags, fitnessinstruktører, psykologer, astrolog, auralæser, doula, jordemoder, praktiserende læge, vagtlæger, sundhedsplejerske, dameblade, mentorer, rygter, chatforums, Facebookopslag. Og så bruger hun naturligvis google flere gange dagligt.

Vi lever i en aldrig set før tid. En tid, hvor man har ladet de opvoksende generationer passe og opdrage i bunkevis af ganske få lønnede voksne, mens man selv passede sit arbejde, og hvor samfundet som helhed bejler til de unge som forbrugere og bilder dem ind, at de er i stand til at tage store beslutninger om deres liv udelukkende i kraft af banale forbrugsvalg.

Unge mennesker tror fuldt og fast på, at de er klogere end deres egne forældre. Og det gør de, selv om de er i gang med at gentage forældrenes fejltagelser: De uddelegerer pasningen af deres børn igennem størstedelen af barndommen og går glip af chancen for at tilbringe tid med dem og præge dem med et godt sprog, viden om menneskelivets vilkår og nogle almengyldige værdier.

Så lille Victor kommer heller ikke til at respektere sin mor, når han vokser op, og han vil aldrig tage hendes velmente råd for gode varer. Han vil også belaste det skattebetalte sundhedssystem med ligegyldige henvendelser, når han får sit første barn, selv om hans mor sidder lige midt i hans stue med et glas af et eller andet ildesmagende foran sig. – For hun var der jo ikke, da han selv var lille og havde brug for hende, så han ved ikke, hvad hun kan.

I mange år havde vi en lille hønseflok gående frit i haven. Jeg fulgte levende med i hønsenes liv, men aldrig nogensinde så jeg en gul kylling ignorere det, når dens mor ville lære den, hvordan man spiste, hvordan man drak vand, hvor man støvbadede, hvor man sov, hvilke farer man skulle dukke sig for, hvilke fødevarer der var spiselige og hvilke, der var giftige, eller hvordan man skulle få varmen igen, når man frøs. Hønemor var den mest opmærksomme og påpasselige mor for alle sine dunede unger. Hun puffede dem blidt ind under sine varmende vinger og videregav omhyggeligt alt, hvad hun selv havde modtaget fra sin mor, så alle præcist vidste, hvordan man gebærdede sig mest hensigtsmæssigt i haven. Meget praktisk.

En pige på 27 år har erfaring med, og kan huske, hvordan det er, når man fx er 5 år, 10 år, 15 år og 25 frem til 27 år gammel.

Hendes mor har prøvet akkurat det samme, men hun har tillige oplevet, hvordan det er at være 30, 40, 50 og 57 år. Hun har mere end dobbelt så megen erfaring, og med en smule hukommelse og empati er hun udmærket klar over, hvordan datteren har det som nyslået mor.

Hun ved sikkert også mere end dobbelt så meget som datteren: Hvis man antager, at et almindeligt nysgerrigt, opmærksomt og læsende menneske lærer en ny ting hver dag – i nogle perioder kan man faktisk lære ti eller flere nye ting pr. dag – så har moderen lært mere end 20.800 ting, hvorimod datteren kun har lært omkring 9850 ting.

Ja, ja, men ny teknologi, hvad med det? De gamle aner jo ikke en pind om computere og smartphones …

Årh, hold op!

Computere har været en del af vores hverdag i 30 år, mobiltelefoner i mindst 20. Mormor har arbejdet med computere dagligt siden 1986, flere år før datteren blev født. Hun har lært sin egen mor at bruge både mobiltelefon, mail, netbank, internethandel, E-boks og Facebook. I mange år spillede hun computerspil med stor entusiasme, når hun havde et øjeblik til overs, og hun konkurrerede med andre spillere på nettet. – Hvor svært er det? Det er kun de senile, de debile og de allermest stædige bagstræbere, der endnu ikke er trådt ind i den digitale verden. Giv en gammel kone et barnebarn i Australien, så skal I se, hvor hurtigt hun får sig koblet på Instagram, Facebook, mail, Facetime og Skype. Hele det digitale udtræk.

Det virkeligt svære var at styre og ramme rigtigt på en gammel IBM-skrivemaskine med kuglehoved, farvebånd og slettelak. For gjorde man flere fejl, skulle hele papirarket smides væk, et nyt sættes i, og alt skulle skrives om. Hurtigt. Sammenlignet med det, er det ren barneleg at skrive på en computer med stavekontrol, automatisk lay out, vælg-, træk-, erstat- og søgefunktioner. Det var også uhyre vanskeligt at huske alle koderne til det første, almindeligt udbredte skriveprogram, WordPerfect, der bestemt ikke var hverken perfekt eller brugervenligt. Der fulgte papskilte med, som skulle stilles over tastaturet, så man kunne se, hvilke knapper, der gjorde hvad. – I dag kan selv en toårig ubesværet bruge smartphones og tablets. – Hvorfor skulle ældre pludselig blive dummere end ganske små børn?

Det bliver de heller ikke. De unge, derimod, bliver mere og mere uvidende og historieløse, for vi har selv brudt erfaringskæden og deponeret vore små i institutioner, hvor fortravlede halvprofessionelle skulle overvåge dem. De kommer sjældent ligefrem fysisk til skade, børnene, i institutionerne, men de gør dem heller ikke meget godt.

Det er voldsomt traumatiserende at blive afleveret et fremmed sted til fremmede voksne, når man endnu ikke har udviklet et sprog. Din etårige ved jo ikke, at hun bliver hentet igen. Det skal hun først lære efter mange dage måske ugers fortvivlelse.

Hun har end ikke adgang til et fast, første kærlighedsobjekt i form af en amme eller en barnepige, som småbørn havde i de velhavende hjem før i tiden. Hun er anbragt i et discountsystem med et utal af skiftende personale og lærer kun en eneste ting: at stole på sig selv og sine små lidelsesfæller.

Fra disse dystopiske anstalter udklækkes små overgearede, selvusikre og historieløse børn og unge, som allerede fra børnehavealderen bliver effektive forbrugsrobotter i et sindssygt eskalerende forbrugs- og vækstsamfund.

Styret af bebrillede, lige så overgearede, selvusikre og historieløse politikerkonfirmander, der har egen position, egen vinding og deres egne små magtkampe som absolut førsteprioritet, og som fniser uforstående og foragteligt uden for kamera, når begreber som almenvellet bliver nævnt.

Man kunne ønske sig, at den nuværende forældregeneration ville tage ansvaret for næste generation på sig. Livet er i bund og grund ikke meget anderledes i dag, end det var for 1000, for 10.000 eller for 100.000 år siden. Livet er ikke ét stort, egoistisk forbrugende selvrealiseringsprojekt, der partout skal gennemføres på bekostning af dine børn. Det består nu, som altid, af ganske få naturgivne vilkår, som de fleste gennemfører i samme rækkefølge: Man fødes, vokser op, uddanner sig, finder en partner, bygger rede, formerer sig, ældes, bliver syg og dør. – Der er ikke noget unikt i det. – Om væggene er hvide eller abrikosfarvede, om du drikker kaffelatte eller dyr chai, og om du får svømmet ved Maldiverne, betyder ikke en hujende fis i det store og hele. Det er kun vigtigt for dem, der vil leve af at sælge dig maling, kaffe eller te og ferierejser.

Så se at få hovedet ud af skærmen, både den store og den lille skærm, og snak med dine børn og dine gamle, mens du endnu har muligheden for at blive klogere.

Fagre nye børneverden

Tante Gru og tante Død på besøg i børnehaven, Vodskov Avis 23.6.-15

Hvad skal vi med monstre, Bøhmanden og børnelokkere, når Kræftens Bekæmpelse har ansat to hvide knokkeldamer til at tage rundt til landets børnehaver og skræmme de små rollinger, så de ikke tør gå ud i solen? – Hvis den skulle vove at vise sig her på vore breddegrader?

Prøv at se drengene yderst til venstre, de kommer aldrig mere til at nyde en skøn sommerdag. Man må gå ud fra, at forældrene er blevet spurgt, før man iværksatte denne kampagne, for solbeskyttelse burde da om noget være forældrenes ansvar – ikke de 3 til 5-åriges.

Lever vi allerede i en grim fremtidsverden, hvor børn skal lære at opholde sig indendørs, i institutioner, på kontorer og i samlehaller, og ikke længes ud i den livgivende sol? Og af pædagoger og interesseorganisationer fra 3-årsalderen indoktrineres til at indtage den rette kost og den rette omgang med sol? Og gå hjem og belære forældrene efterfølgende?