Forslået
Mørbanket
med kanylernes skudhuller i kroppen
Blålige, vatlige, slangelige
Gummilugtende
Træt til døden
Hvis jeg nogensinde kommer ud herfra
ved jeg
at det kun bliver på midlertidig udgang
For jeg skal
dø − ikke strådøden, men døden i syntetiske, hygiejniske, forvaskede
sygehuslagner
Om dårlige oversættelser og ditto anmeldere
Så skete det igen … Jeg betalte 300 kroner for en velanmeldt, oversat roman, som viste sig at være så elendigt skrevet på dansk, at den stort set var ulæselig − irriterende, til grin og ulæselig.
Forlæggeren mente kækt, da jeg klagede over bogen, at det var undskyldning nok, at de havde været i tidsnød, da den skulle udkomme, og Politikens anmelder mente, at det var et vægtigt bogværk, som fortjente at nyde fremme − Så skide være med, at bogkøbere og læsere bliver grueligt snydt. Tænk, vor største og mest kulturelle avis mener, at den bør tjene forlæggernes og ikke bogkøbernes interesser, når den anmelder bøger − Det er faktisk et interessant synspunkt, som fortjener at blive viderebragt her:
November 2013
Til: Politikens anmelder
Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser
Kære anmelder
I august anmeldte du ’Det andalusiske hus’ af Waciny Laredj, forlaget Vandkunsten, særdeles positivt. Du skrev bl.a. : — ’Algierske Waciny Laredj har skrevet en bog, man ikke skal læse, men flytte ind i.’ — Og du nævnte ikke oversættelsen med et ord.
I tillid til denne fine omtale bestilte jeg bogen, og nu, efter endt læsning, føler jeg mig snydt. Til forlæggeren har jeg lige beskrevet det således:
Det er muligt, at ’Det andalusiske hus’ er en stor roman på arabisk, men den danske oversættelse er visse steder så sørgelig, at man ikke forstår forfatterens ry i arabisktalende lande.
Oversættelsen er ikke helt så fejlbehæftet, som man kan opleve det andre steder i dag, men den forekommer slingrende, usikker, kommaløs og fuld af sjuskefejl, sine steder næsten som en tankeløs maskinoversættelse. Udtryk som ’han slugte sin mund’ findes ikke på dansk, heller ikke ’folk i Fray Juan Giles’ tilstedeværelse har bevidnet’.
Det er en svær tid for bøger. Der er ikke råd til omhu længere, og de færreste mestrer et læseværdigt dansk. Men når man har betalt 300 kr. for en bog, må der ikke være ridser i sproget, så man tvinges til at sidde og gætte på, hvad forfatter og oversætter mon har ment. En god dansk oversætter er først og fremmest god til dansk, og i en god oversættelse flyder sproget frit og upåfaldende.
Nogle få eksempler fra bogens sidste del:
Side 370: ’For ikke at glemme dig vil jeg tage dig med i kommende ord, Cid Hamet Bengalileo.’
Samme: ’Derfor vil jeg beholde dit navn sådan som det passer mig, og ikke som du ønsker. Navnet er mit, men sjælen din. — Som du vil. Du vil jo ikke rette din udtale.’
Side 378: ’Hver gang jeg længtes efter ting der flygtede ud af hænderne og øjnene på mig, lod jeg dem gå fri, bare for at mærke at noget af livet stadig var som det plejede at være.’
Side 379: ’Jeg så min forfader Rojo stige i land på den ensomme kyst med sine sultne og triste rejsebylter;’
Side 384: ’I dette stimulerende kulturliv levede kunstmaleren Nacer Eddine Dinet der var stærkt optaget af ørknen, og efter ham Muhammad Racim med sine usædvanlige forsiringer.’
Side 339 og 340 i bogen siges det, at en oversættelse af litteratur er som at se et flamsk tæppe på hovedet. Det er morsomt, når nu oversættelsen rent faktisk sine steder er så uklar og forvirrende og i så høj grad mangler litterær ynde, at det forekommer som en bog læst på hovedet. Der er, som i en dårligt oversat manual til en kinesisk boremaskine, ingen fornemmelse for dansk sprog og rytme, og som læser mister man tilliden til skriften efter ganske få sider.
Efterhånden går man jo over til udelukkende at læse engelske bøger. Englændere ville aldrig tillade amatører at mishandle sproget i seriøse udgivelser.
(…)
Mener du ikke, at anmeldere i seriøse aviser har et stort ansvar for at holde forlagene fast på et minimum af sproglig kvalitet? Og at de bør rådgive læserne, så de ikke spilder deres penge på irriterende dårlige produkter?
De venligste hilsner
Lone Andrup
Fra: Politikens anmelder
Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser
Kære Lone Andrup,
Tak for dit opråb, som jeg fuldt forstår. Jeg kunne godt have valgt at bruge min anmeldelse på at diskutere oversættelsen, men som du rigtigt har bemærket, valgte jeg anderledes – og med velberåd hu. Jeg synes, det er vigtigt at formidle en forfatter som Waciny Laredj til et dansk publikum, også selv om vilkåret for formidlingen er en usikker oversættelse. Der er mange gode viljer involveret i sådan et kulturmøde, som under alle omstændigheder er vanskeligt, og jeg valgte her at fokusere på det positive frem for det negative. Hvis du havde hørt ’Det andalusiske hus’ læst op, ville du sande, at der ikke kun er dårligt dansk i oversættelsen – i passager er der ligefrem et velfungerende dansk.
Venlig hilsen
(…)
Til: Politikens anmelder
Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser
Kære anmelder
Tak for hurtigt og venligt svar.
Jeg forstår, at du opfatter dig som forlagets mand i stedet for avisen og læserens? At du blev inviteret med til oplæsning og derefter lukkede øjnene for kvaliteten af det færdige produkt? Som er det eneste, de fleste Politikenlæsere har at forholde sig til. At du valgte at ’fokusere på det positive’? — Hvordan ville det se ud, hvis det var et hvilket som helst andet produkt, du skulle anmelde? Fx en ulæselig og skamløst dårlig rejsebog, som du anmeldte godt, fordi du havde været inviteret på en rejse og så mere på intentionen og et måske sympatisk rejsemål end på det færdige produkt? — En lille note om, at oversættelsen vist var foregået i al hast, havde været på sin plads.
Og så svarede du ikke på, om du mener, at det må være anmeldernes ansvar at holde forlagene fast på visse kvalitetskrav, også når det gælder sproget, men din tavshed og dit svar i øvrigt tyder på, at det mener du ikke, hvilket er en interessant position, som måske fortjener at blive diskuteret i et større forum.
Waciny Laredj er næppe tjent med at blive præsenteret for et dansk publikum i en tåbelig oversættelse, hvor en mand bliver truet med en ’kold baret’. Jeg kunne ikke drømme om at læse flere bøger fra hans hånd, og jeg vil heller ikke tage en positiv anmeldelse fra dig for pålydende. Du gør litteraturen, din avis og dig selv en bjørnetjeneste ved at tie om sjusk og uduelighed.
Bær over med min påståelighed. Det er venligt ment og skyldes hovedsageligt omsorg for bøger og sprog.
Mange hilsner
Lone Andrup
(Intet svar …)
Et rigtigt kunstværk, en bog, en forestilling, et digt, en film, et billede, en skulptur, et stykke musik, et smukt, håndvævet tæppe er så overbevisende, at man har lyst til at opleve det igen og igen og ikke kan rette selv det allermindste uden at ødelægge det. Det er færdigt og smukt i sig selv.
Et makværk er kun pinligt, og man ønsker at glemme det så hurtigt som muligt.
I bogkredse er man for tiden frygteligt bange for selvudgivere, som, mener man, trækker kvaliteten ned, fordi de ikke får redigeret og korrekturlæst bøgerne.
Det ser ud til, at selv anerkendte forlag udmærket er i stand til at trække kvaliteten langt, langt ned helt alene og uden protester fra en servil anmelderstand.
Mit barnebarn viser stolt sin skoletaske frem, men den kostbare taske er tom på nær et par krøllede mapper og naturligvis det overmåde veludstyrede penalhus. I mapperne ligger løse ark, gråligt slørede, skæve prints af tekstbidder og sange, som hun selv kan farvelægge, hvis hun gider.
Min niece har italiensk i gymnasiet, og som gammel italiensklærer beder jeg hende tage lærebogen med, så jeg kan se, hvad man bruger nu om dage. − Jeg har ingen bog, faster. Vi får sådan nogle papirer af læreren, men det meste foregår på computer, siger hun.
Min udenlandske ven går på universitetet sammen med studiekammerater, der ikke møder op og ofte ikke laver deres ting, ja, ikke engang gider undskylde for det. De har to lektioner om ugen med en uddannet lærer i det første semester, der strækker sig fra 1. september til ca. 1. december. Han har heller ingen bøger, og ingen aner, hvad faget, studiet, forløbet egentlig drejer sig om og skal munde ud i.
Uden at ville påstå, at alting var bedre i stenalderen, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man kan få overblik over og tilegne sig et nyt stof uden et velgennemtænkt lærebogssystem. Et system, der ikke bare eksisterer inde i hovedet på læreren, men som har en fysisk form, så alle straks kan se, hvor man har været, hvor man er, og hvor man skal hen.
Vi andre fik en duftende og stoflig bog udleveret, og vi vidste, at når vi var igennem den, så havde vi lært, hvad vi skulle, på den dertil afsatte tid. Bøgerne strukturerede stoffet for os. Kravene var ikke diffuse eller uendelige. Der var en håndgribelig bog med en begyndelse, en midte og en slutning.
Også læreren havde et godt hjælpemiddel. Bogen eller lærebogssystemet var den røde snor igennem undervisningsforløbet, som han/hun kunne holde sig til og med det som målestok sikre sig, at ingen sakkede hjælpeløst agterud.
I dag har både forældre, lærere, børn og unge svært ved at strukturere et forløb, holde koncentrationen, forstå kravene, sætte sig et mål og bestræbe sig på at leve op til det.
Når man alligevel sidder med computeren og plukker vilkårligt fra internettets bundløse, flimrende, flakkende dyb, tjekker man selvfølgelig mail og Facebook også. Kammeraterne sender en filmbid med en syngende kat rundt, og Natascha inviterer til fest i weekenden, for hendes forældre er ikke hjemme.
Når man ikke aner, hvad, hvordan og hvor meget, man skal lære, og der ingen ende eller åbenbar struktur er på stoffet, kan det hele nemt blive lige meget, for man føler sig utilstrækkelig under alle omstændigheder.
Når man ikke har et tydeligt forløb, kan man aldrig billedligt talt smække bogen i med en tilfredsstillende fornemmelse af at have været igennem noget. At have udrettet noget. At have nået et mål.
Det begyndte med lilla, spritduftende stencils og kopimaskiner og er åbenbart fortsat ud i det absurde.
Foregår al undervisning i dag på denne sjuskede, fragmenterede måde? Har ’ansvar for egen læring’, ’det kompetente barn’, ’differentieret undervisning’, dårlig uddannelse, urimelige sparekrav og falden på halen for ny teknologi indgået en uhellig alliance om at undergrave vore børn og unges sjælsro og indlæringsstruktur?
Det er nok ikke en frugtbar vej …
Den lille ny blev en tablet. En android, som af veneration for min yndlingssciencefiction i daglig tale benævnes »el-fåret«. Straks bliver man inviteret indenfor i en verden af app’er, og de lurer jo én af med det samme.
Jeg skal først og fremmest bruge dimsen til at læse på, og knap er den ladet op, før jeg får tilbudt hundreder, måske tusinder, af gratis e-bøger: Homer, Dante, Dumas, Goethe, Hugo, Shakespeare, Austen, Mann, Twain, Poe, Joyce og mange, mange flere. Til min store glæde, og jeg downloader taknemmeligt. − Nu kan sommeren begynde i godt selskab …
Men hov! − Hvorfor skal jeg læse på engelsk? − Hvorfor ikke dyrke mine egne kulturelle rødder og forbedre mit danske ordforråd og sprog? − Hvor er Holberg? Kierkegaard? Andersen? Ibsen? Blicher? Bang? Pontoppidan? Jensen? − Hvorfor får jeg ikke dem tilbudt gratis? Så kunne det være, vi kunne tale sammen, også med de yngre generationer, om fx Jean de France, Johannes Climacus, Grantræet, Nora, Hosekræmmeren, Tine, Lykke Per eller Mikkel Thøgersen, og have en fælles referenceramme at være danskere i.
Hvorfor tilbyder man ikke Kierkegaards samlede værker som gratis download her i 200-året for vores betydningsfulde landsmands fødsel? Som en gave til alle i hele verden, der interesserer sig for dansk sprog og kultur? − Se, det ville der have været format over! − Og vi kan allerede nu begynde at gøre os klar til at forære H. C. Andersens værker til alverdens læsemaskiner på hans 210-års fødselsdag i 2015, så vi slipper for småpinlige optrin á la Tina Turner i Parken og et pengespild i omegnen af 25 mio., som kun ganske få kendisser fik glæde af, og ingen andre fattede idéen med.
Der er så kvalmende megen snak om danskere, danskhed og Danmark i disse år, så man skulle tro, vi var under belejring og trussel om udslettelse − i hvert fald i umiddelbar fare for at blive slettet af samtlige kort over verden − men at tage det helt naturlige skridt at digitalisere og kolportere det bedste af vores litterære kulturarv, den del, der også interesserer andre end os selv, er vist endnu ikke faldet nogen ind. − Viel geschei…
Går man på biblioteket nu om dage, opdager man, at, hvad der før var en stor og spændende bogsamling, man kunne gå på opdagelse i, nu er degraderet til varmestue og ekspeditionskontor med et par selvbetjeningsmaskiner, en sofa og to reoler proppet med populære krimier, plus et enkelt hæfte om at designe sine egne påskeæg.
Kunne man ikke bede bibliotekarerne om at digitalisere og stille den litterære nationalskat til rådighed som gratis e-bøger? − Så ville de igen få en meningsfuld opgave at bruge deres gode hoveder og uddannelser til, og vi andre ville læse lidt mere på, og forhåbentlig blive lidt bedre til, vores eget sprog.
Perlehyachinter kan også være elskværdige.
I Jane Austens roman, Northhanger Abbey, siger den unge heltinde en dag til sin vært, Henry Tilney: »Sikke nogle smukke hyachinter! Jeg har lige lært at elske hyachinter.« Hvortil Henry svarer: »Så meget desto bedre. Du har opnået en ny kilde til glæde, og det er kun godt at have så mange tag i lykken som muligt.«
Jane Austen var en klog kone, som i sine romaner, der er fyldt med begavede og sympatiske, OG latterlige, stædige og smådumme, men alligevel elskelige, personer, tit får sagt nogle evige sandheder: Man skal lære sig at elske hyachinter.
Kun få mennesker orker at favne alle verdens goder; de fleste har travlt med at afgrænse sig selv og skabe tryghed, overskuelighed og en slags identitet ved at UDELUKKE ting:
− Jeg er altså kattemenneske, siger mange, når de står over for en sød hund, og afskærer derved sig selv fra glæden ved at omgås disse kærlige og hengivne dyr.
− Jeg er mest til rødvin, siger andre, når man forsøger at glæde dem med en god, belgisk øl til flæskestegen eller en perlende hvidvin til den grillede laks.
− Jeg bryder mig ikke om blåt, sagde en ældre dame hyppigt til alle og enhver, der gad lytte. Det var hendes yndlingsstatement og kendingsmelodi. Det viste sig, at hendes mor heller ikke havde brudt sig om farven blå, og hvis de fx fik en blå blomst foræret, endte den i skraldespanden, så snart gæsten var gået. Således fik begge damer, mor og datter, afskåret sig fra en af de tre grundfarver, og måske også fra glæden over en dybblå sommerhimmel, de safirblå bølger på en middelhavsstrand, de mørkeblå, håndknyttede tæpper fra Nain, de smukke agapanthusblomster, violer og hyachinter … Farven blå er så stor og betydningsfuld, at damernes mening er fuldkommen ligegyldig, men det er synd for dem, at de føler sig tvunget ud i ekstremer af afsavn for at oppebære en smule værdighed, fordi de jo er nødt til at stå ved deres ord, når de nu har sagt det så mange gange.
− Jeg skal have en opstammet marguerit hvert år, siger en af mine veninder. Den opstammede marguerit er blevet hendes kendemærke, hendes faste holdepunkt, hendes uundværlige sommerterrasseglæde, og resultatet er jo, at alle hendes venner, som har hørt på dette statement igennem tyve-tredive år, alle dukker op med en opstammet marguerit. De gør det for at glæde hende, men resultatet er, at hun ikke kan færdes på sin terrasse for opstammede margueritter. Hvis hun nu havde haft en ven med en smule omsorg og fantasi, havde denne jo foræret hende en engletrompet eller en bougainvillea i stedet, bare en enkelt midt i margueritoverfloden, så hun kunne udvide sin verden en lille smule og opnå større lykke ved at lære at holde af flere ting.
Men jeg tror ikke, at blomsten i sig selv, eller katten, eller vinen, eller farven, spiller en rolle i disse begrænsende udsagn. Det er selve begrænsetheden, der er vigtig. Hvis jeg kunne få alting, og hvis alting var godt og eftertragtelsesværdigt, så ville det jo ingen ende tage, og mit liv ville være noget rod. − Jeg skal have en opstammet marguerit, eller en kat, eller rødvin eller noget ikke-blåt, så jeg kan føle mig »unik« igennem mit valg og tryg ved det kendte.
Vi begrænser tankeløst os selv på mange andre måder: I nogle familier er man glade for hunde, men har udelukkende fx gravhunde. Når den ene dør, anskaffer man sig straks en anden magen til. Så slipper man resten af livet for at tænke og tage chancer. − I andre familier sværger man måske til et bestemt bilmærke, som man, på trods af fejl, mangler og skuffelser, skal have, hver gang den gamle bil trænger til at blive skiftet ud. Eller man rejser samme sted hen på ferie hvert eneste år, bor på samme hotel, spiser det samme, gør de samme ting. − Eller værre: Man skifter ikke bank, læge, tandlæge, mekaniker, supermarked eller frisør, selv om man gang på gang oplever dårlig service, elendig rådgivning og himmelråbende inkompetence. − Det er, som om vi kollektivt bliver ramt af Stockholmsyndromet, når vi først er faldet i kløerne på nogen.
Vi burde alle lære at elske BÅDE hunde og katte, alle farver, blomster, steder, madvarer, mangfoldighed og hyachinter, for jo mere vi holder af, jo flere ting, der gør os glade, jo gladere bliver vi. Så simpelt er det.
Søren Aabye Kierkegaard − 5. 5. 1813 til 11. 11. 1855
H.C. Andersens sprog og tankeverden er stadig lige ud ad landevejen og let at gå til, men jeg kan ikke uden stort besvær læse Kierkegaard; tålmodigheden slipper op efter et par sider af hans gammelmodige, kringlede konstruktioner, den ene oven på den anden i et højtopragende filosofisk byggesæt; navnlig er hans religiøse anfægtelser fuldkommen uforståelige for mig.
Desto mere taknemmelig bør man være for folk, som fx Peter Tudvad og Joakim Garff, der har brugt halve og hele liv på at gennemtygge filosoffens enorme samling af efterladte skrifter, plus alt det udenoms, som også har haft stor betydning, de foregående og de samtidige tænkere.
Men som jeg har forstået Kierkegaard, var hans projekt alment intellektuelt.
Han mener, blandt meget andet, at der findes tre samfundsgrupper, refereret efter ”SAK” af J. Garff, side 68:
1. Bærmen, de praktiske, som lever i en åndløs, materiel virkelighed, ”praktikoi” ifølge Aristoteles, de ”confirmerede Ædere”, for hvem livet udelukkende består i kropslig og materiel behovsopfyldelse i en tilstand af tanke- og sorgløs ligegyldighed … ikke et ord om løbeture, Ray Ban-briller, blå hoppeanordninger i forhaverne, modetøj, inde- og udekøkkener, internetporno, fadbamser, matadormix i kilospande, wellness, fodnus og femstjernede hoteller på Gran Canaria.
2. Historikere og naturforskere, som godt kan tænke, men som har for meget hastværk med at meddele sig, med at positionere sig, med karriere og indbildt travlhed og ditto fremskridt til at kunne tænke klart … vi taler ikke her om nutidens ingeniører og mediernes yndlingsforskere, der prioriterer strategisk selvpromovering over indsigt, helheder og fordybelse, eller om musik, tom snak, støj, beskeder, mobiltelefoner, tablets, bærbare, tændte skærme, både ude og hjemme, der aldrig tillader én at forfølge en tanke i mere end et kort øjeblik ad gangen.
3. De, som på en eller anden måde får hæmmet deres energi, og som på godt og ondt er overladt til sig selv og deres egne tanker. De, i forhold til samfundslivet, afdøde. Disse sidste kan på et tidspunkt finde sig selv, træde i karakter, komme overens med sig selv, forstå menneskenes almengyldige vilkår, hvis de formår at tænke klart og bruger deres sunde fornuft. Hvis de ”ved Anskuelsen søge at opfatte det uendelig Mangfoldige i Naturen, i Livet, i Historien, i Anskuelsens Totalitet”.
Og det gør vi jo, ikke sandt?
I guder, nej! − Hvor får du den idé fra?
Nej, nej, tværtimod! (Tappert smil)
Det er en udfordring, en udviklingsmulighed, en livserfaring
Som jeg om 100 år ikke ville have været foruden
Som jeg skal være taknemmelig for
Det er jo en foræring
En gave bestående af to sække saltvand
Implanteret under hvert øje
Hvor de spænder huden ud og løber over
Hvert andet øjeblik …
Så hvert tredje … Hvert fjerde … Hvert femte …
Osv.
Til de omsider hører op og synker ned
Krystalliserer
Og sidder fast
Vore rejser til nye steder begyndte førhen altid med indkøbet af den lille rejsehåndbog: ”Turen går til” fra Politikens Forlag. I min reol står en pæn samling: Kina, Egypten, Rom, Sicilien, Norditalien, Tyrkiet… For her kunne man være sikker på at få alle nødvendige informationer om rejsemålet, dets historie, dets nuværende beskaffenhed, kulturminder, seværdigheder, egenart og praktiske informationer samlet i lommeformat. Først, når man havde læst ”Turen går til”, kunne man planlægge sin rejse, og bogen passede perfekt til skuldertasken eller jakkelommen, så årstal, busruter og andre fakta kunne genopfriskes på stedet.
Den tid er endegyldigt forbi, opdagede jeg, da jeg for nogle år siden skulle til Istanbul, og nu igen hvor jeg forbereder en rejse til Andalusien. ”Turen går til Tyrkiet” var skuffende informationstynd, men ”Turen går til Sydspanien” er definitivt ikke pengene værd.
Den er fuld af trættende indledninger á la:
− En lille pige i flamencokjole klynger sig til sin far bag på hesten under Sevillas berømte byfest, la feria de abril. En kvinde i lårkort styrer med sikker elegance stiletterne uden om revnerne mellem fliserne foran Valencias futuristiske operahus.
− Familier, forelskede par og grupper af unge promenerer i deres smarteste tøj forbi butikker med alt i designermode og hightechisenkram.
− Langsomt og rytmisk, til lyden af marchtrommer, sejler Jomfru Mariastatuen hen over menneskehavet i den snævre gade.
− Tyren står stille over for tyrefægteren − toreroen bøjer udfordrende overkroppen bagover og strækker sin røde kappe frem mod tyren.
− En lille arabisk borg troner på en bakke, hvor floden løber ud i havet, og neden for borgen lufter folk hunde, og ungerne leger i græsset.
− Højhushotellerne og villaerne i Benalmádena bliver små, mens svævebanen bevæger sig hen over motorvejen og op ad bjerget.
− Neonlysene i gaden Calle San Miguel bader turisterne i røde, grønne, violette og gule farver.
− En flok unger skriger jublende, mens deres små gummibåde støder sammen i fuld fart for enden af vandrutsjebanen.
− En teenagepige hviner og slipper krokodillens hale, da den pludselig drejer hovedet og kigger på hende.
Osv.
Bemærk venligst: Vi er kun nået til side 30, og disse idiotiske beskrivelser bare fortsætter og fortsætter hen over de fleste af bogens 130 sider. En god forfatter ville kunne anvende dramatisk nutid et par gange i en bog med stor effekt, fordi han eller hun kendte nogle stærke ord, kunne ramme en stemning præcist og dertil forstod at dosere sine virkemidler. Når dramatisk nutid igennem en hel bog skal vikariere for relevant information, går det flintrende galt.
Få kilometer fra en af de byer, vi skal bo i, ligger der huler med enestående vægmalerier udført af vore forhistoriske forfædre. Disse huler, som rangerer på linje med de berømte franske, er åbne for publikum hver eneste dag året rundt, men de er ikke nævnt i bogen med et ord! − Jeg blev kun opmærksom på dem, fordi jeg heldigvis supplerede min forberedende læsning med tyske og engelske guidebøger.
Det er tilsyneladende tilstrækkeligt i dagens Danmark at kunne æde, drikke, shoppe og bo på alt for dyre hoteller − og så udtrykke sig i blomstrende banale vendinger − for at skrive en guidebog. − Men hoteller, butikker og restauranter kan man selv finde på internettet med få klik. Hvorfor betale gode penge for en rodet reklametryksag, der bliver uaktuel i løbet af få måneder, og som ikke giver noget brugbart overblik over destinationen og stedets enestående natur- og kulturhistoriske seværdigheder?
Fra nu af er det slut med danske rejsebøger. ”Turen går til Sydspanien” er sin lidenhed til trods spild af god kuffertplads.
Turen går til Sydspanien, Politikens Forlag 2012