Amatørernes offentlighed

Blog Image

Skrivningens kunst ligger mit hjerte nær, og det gør ondt på mig, når sproget maltrakteres af glade amatører. Der er i dag flere mennesker, der skriver, end der læser. Alle tror, de kan skrive og gør det gladeligt. Forleden fik jeg et nyt, glittet magasin i postkassen. På trods af „Nej tak til reklamer”-skiltet var det ét stort reklamenummer, nødtørftigt dækket ind af lidt redaktionelt stof om begivenheder i Aalborg. Alene i lederens velkomst var der næsten tyve sprogfejl! Med stor selvfølelse underskrevet af „Anders Bruun Adm. direktør, og ansvarshavende udgiver”. — Vi kan alle begå fejl, det siger sig selv, men tyve i en lille spalte? I et oplag der, som de selv skriver, er „200 – 300 % større end Nordjyske Stiftstidende oplag”.

På websites for store virksomheder finder jeg: „Ædel Sten Smykker”, „forbruger undersøgelsen” og „Vi ønske større Feed Back fra læsene”. Sprog er kommunikation. Hvis sproget er uklart eller ukorrekt, drukner budskabet i uforståelighed og irritation.

I begyndelsen af 60’erne lancerede Habermas sit begreb om den borgerlige offentlighed. Nu et halvt århundrede senere må vi vist revidere det og begynde at tale om amatørernes offentlighed.

Startede det her i landet med Foghregeringens hadefulde opgør med eksperterne, det de kaldte ekspertvældet? Som vel blot var folk, der igennem deres uddannelse og erfaring vidste, hvad de talte om? Men som måske havde en anden forståelse af samfundet og løsninger på store samfundsproblemer, end den nyvalgte regering havde?

Under alle omstændigheder ser det nu ud til, at vi er omgivet af glade amatører på alle sider. I landsdækkende tv underholdes vi af folk, der ikke kan synge. Eller af gumpetunge mennesker, der prøver at lære at stå på skøjter eller at danse. At en af de glade deltagere er gift med statsministeren, gør blot hele affæren endnu mere pinagtig.

Vores dronning excellerer i flere kunstarter, herunder scenografien, og alle falder behørigt på halen for hendes talenter. Teatret er mit oprindelige fag, og jeg ved, at rigtige scenografer bidrager med mere end blot at tegne søde folkedragter. De uddannes til at fange og visualisere stemninger og intentioner i et stykke dramatik og understrege handlingen med former, materialer og farver.

I nyhedsudsendelserne spilder man gang på gang min tid ved at spørge tilfældige forbipasserende på gaden, hvad de mener. F.eks.: Hvad mener du om den manglende rengøring på landets sygehuse? Og hr. og fru Gennemsnitsdansker svarer ikke overraskende, at det synes de er for dårligt … Hvad havde journalisten ventet? At de sagde: Det er sgu’ fedt, du! Så er der rigtig mange, der kan blive smittet med stafylokokker?

Før i tiden havde vi et godt ord ude i forsamlingshusene, når lokale koryfæer til alles henrykkelse stillede sig op og spillede teater, selv om de ikke havde det mindste begreb om, hvad de gjorde. Vi kaldte det dilettant, og Jytte Abildstrøms forestilling „Svend, Knud og Valdemar” illustrerer begrebet glimrende. Det var så dårligt, at det var sjovt. Hylende morsomt, faktisk!

Det er ikke hverken sjovt eller morsomt, når det foregår på daglig basis, i alle medier, på alle kanaler. Så går det nemlig hen og bliver almindeligt, og så kan vi ikke skelne og værdsætte det ægte talent, hvis det skulle dukke op i blandt os.

Vi er kun knap fem millioner udvoksede individer. Talentmassen er lille. Vi så det for nylig i DR’s „The White Concert”, hvor man fik unge og ældre musikere til at fremføre hver et nummer fra The Beatles’ „White Album”. Da så, eller snarere hørte, man tydeligt forskellen mellem 40 år gamle musikalske genistreger og vore dages fejrede, lokale stjerner. De fleste faldt igennem med et brag … MEN den unge færing, Teitur, og Outlandish fra Brøndby Strand må meget gerne indspille deres versioner! Dem kunne jeg høre igen og igen.

Så vi HAR talent og kompetencer i dette lille, formørkede og forblæste land. Vi skal måske bare lade dem komme til fadet? Og det betyder vel, at vi andre, dronninger og statsministerfruer inklusive, i højere grad skal holde os ærbødigt tilbage, når de veluddannede og dygtige kommer på banen.

Læsetid

Blog Image

Solen går ned klokken fire om eftermiddagen. Vejrudsigten står på mørke, kulde, regn, sne og blæst de næste tre-fire måneder. Hunden og jeg går skovtur midt på dagen, mens der endnu er mulighed for lidt dagslys, men derudover er vi spærret inde. Noget skal man jo lave, når skrivebords- og husarbejdet er fra hånden, så nu er det læsetid.

Konstruerede krimier og historiske romaner er ikke noget for mig; jeg har ikke tid at spilde på dem, for den virkelige verden og alle klassikerne tilbyder så meget viden, tilfredsstillelse, nydelse og spænding. Som alle andre føg jeg forrige år igennem Stieg Larssons trilogi på en uge, men da sidste side var skimmet, havde jeg allerede glemt det hele igen og længtes efter mere nærende kost. Om vinteren stiller jeg krav til min læsning. Snupper de gamle russere det ene år, Danmarks oldtid i tre tykke bind eller Shakespeares samlede det næste. Menneskets oprindelse, andre kulturer, lidt arkitektur og kunsthistorie, ikke meget, ikke systematisk, men jeg får pirret min nysgerrighed, mens jeg læser.

Måske er jeg bare kommet i den alder, som min far havde, da han pure nægtede at læse Adams’ „Kaninbjerget” med de udødelige, vrisne ord: — Jeg er for gammel til at læse om dyr, der snakker!

Måske sker det, når man passerer de halvtreds, at man mister interessen for andres konstruerede opspind og forlanger klassikere og kvalitet, samtidshistorie, biografier og oplysning. Vi vil vide, hvad det var for en tid, vi havde del i, og vi vil sætte vores egen eksistens i perspektiv ved at sammenligne os med tiden og dens hovedpersoner.

I år kom Hemingway på min læseliste, men jeg tror ikke, jeg kan gennemføre det, med mindre jeg får fat i de engelsksprogede originaler. Min udgave af „Farvel til våbnene” er oversat til dansk en gang i trediverne, og sproget bærer i høj grad præg af tiden. Den gamle krigskarl og hans veninde siger ustandseligt „Søde dreng” og „Min kære pige” til hinanden. Ord som „henrivende”, „yndig” og „pragtfuld” benyttes i alle deres replikker, og det er ikke til at holde ud — men det er lærerigt: I trediverne tog man endnu litteratur alvorligt og bekostede kompetente oversættere, der kunne deres grammatik, retskrivning, tegnsætning og stilleje, hvilket er en sjældenhed i nyere, danske oversættelser, selv på de største og mest anerkendte forlag, men alligevel er Hemingway skæmmet af tidstypiske tillægsord. Hvilke ord misbruger vi i dag? „Enormt”, „fantastisk”, „utroligt” …?

Når influenza og andre dårligdomme hærger, har også jeg dog brug for trøstebolsjer. I så fald finder jeg Jane Austen frem. På engelsk. For femte, sjette eller syvende gang. Snupper dem alle seks, „Sense and Sensibility”, „Pride and Prejudice”, „Mansfield Park”, „Emma”, „Northanger Abbey”, „Persuasion”, og nyder sproget, menneskeskildringerne og forfatterens klogskab. Hvis jeg har høj feber og knap kan læse, sætter jeg BBC’s pragtudgave af „Stolthed og fordom” på DVD-afspilleren og sutter alle seks afsnit i mig, kun afbrudt af tisse- og tefremstillingspauser. Kan anbefales! Når man dukker frem igen, er sygdommen praktisk taget gået over af sig selv.

Biblioteket 2

Blog Image

Det lokale bibliotek åbnede igen efter en større ombygning, og jeg skulle selvfølgelig hen og se alle de annoncerede, nye tiltag.

Til min store overraskelse viste det sig, at det nye består i, at man har fjernet de fleste bøger og sat sofaer ind i stedet! De få, tilbageværende bøger står utilnærmeligt med ryggen til langs væggene. – Så kan vi lære det, kan vi! Alle vi, der blot holder af bøger, og som elsker at gå på opdagelse i reolerne efter bøger, vi ikke vidste, vi havde lyst til at læse.

Mine venner og jeg sidder hjemme omkring havebordet, og det viser sig, at de alle havde den samme, forbløffede og skuffede oplevelse efter ombygningen. Vi bliver enige om for eftertiden at låne bøger af hinanden i stedet eller tage ind til de nærliggende byers biblioteker, indtil de også bliver enten lukket eller forvandlet til tomme dansesale eller varmestuer, for vi går normalt på biblioteket for at låne bøger – Sofaer, det har vi hjemme …

Klogebogen

Blog Image

Igennem snart mange år har jeg samlet udsagn, som på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt, har forklaret noget for mig, som jeg må have haft brug for at få forklaret.

Denne lille samling plejer jeg at referere til som „Klogebogen”. På nogle er der kildeangivelse, andre er så gamle, at kilden er gået i glemmebogen, hvilket jeg beklager. Hjælp modtages gerne, og hvis du har andre udsagn, som fortjener at komme i klogebogen, så send dem endelig!

Her følger et uddrag:

Menneskets største problem er strukturering af den vågne tid.

Eric Berne

Hovedårsagen til frygt, stress, depression og vrede er, at vi er uærlige over for os selv og andre, og at vi lever i en selvskabt historie, som vi gør alt, hvad vi kan, for at videreføre.

Brad Blanton: Radical Honesty

Døden i Isfahan: En tjener kommer til sin herre og siger: – Lån mig en hest, for på markedspladsen mødte jeg Døden, som gjorde en truende bevægelse mod mig, og nu vil jeg ride til Isfahan. Herren låner tjeneren en hest og går selv hen på markedspladsen, hvor han møder Døden. – Hvorfor truede du ad min tjener? spørger han Døden. – Jeg truede ikke, jeg vinkede til ham, fordi jeg blev forbavset over at se ham her, for i aften har jeg en aftale med ham i Isfahan, svarer Døden.

Sufihistorien optræder i Svend Åge Madsens ”Tugt og utugt i mellemtiden” og ”Syv aldres galskab”.

Force not the course of the river. If you divert it from the channel in which nature tought it to flow, and force it into one arbitrarily cut by yourself, you will lose its grace and beauty.

Jane Austen

Jeg bemænger mig ikke med umagtpåliggende ting

Holberg

Man’s love is a man’s life a thing apart – ’tis of woman’s whole existence.

Lord Byron

Både at samarbejde, og at straffe outsidere, anderledes og forræderiske individer, udløser dopamin, dvs. lystfølelse, i den menneskelige hjerne.

Ved kriser:

1. Se tingene i øjnene!

2. Acceptér!

3. Træd vande

4. Lad tiden gå

Dybe stresskilder: Døden Meningsløsheden Isolationen Friheden

Angst: Svækkelse af forsvarsmekanismer, som beskytter mod overvældelse af iboende urangst.

Kræft kurerer neuroser.

Irwin D. Yalom: ”Eksistentiel psykoterapi”, ” Terapiens essens”, ” Sex, løgn og psykoterapi”, ”Dobbelteksponering”.

Mennesket er: Socialt Hierakisk Meningsskabende

De motiverende faktorer: Mad Sex Magt Bekvemmelighed

Det er altid opløftende at være til stede, når en ny kendsgerning kommer til verden.

Robert M. Pirsig: Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel

Giv mig styrke

til at ændre det, der kan ændres

Giv mig tålmod

til at udholde det, der ikke kan ændres

Giv mig visdom

til at skelne mellem de to ting

Ancius Manlius Torquatus Servinus Boethius

Om folkedrabet i Rwanda, foråret 1994, hvor 800.000 mennesker blev hakket ihjel med macheter:

… budskabet krøb ind i vores nationale bevidsthed meget langsomt. Det skete ikke lige pludselig. Vi vågnede ikke op en morgen for at høre det drøne ud af radioen for fuld styrke. Det begyndte med en hånlig kommentar, en henkastet brug af udtrykket „kakerlak”, det næsten humoristiske forslag, at tutsier skulle sendes tilbage til Etiopien med luftpost. Det tager tid at berøve en hel gruppe deres menneskelighed. Det er en holdning, der kræver dyrkelse, en række små skridt, daglig pleje.

Paul Rusesabagina & Tom Zoellner: En helt almindelig mand. Side 76

Biblioteket

Jeg kan i dag ikke bruge mit bibliotek, hvis jeg gerne vil læse de nyeste bestsellere. Når jeg f.eks. bestiller andet bind i Stieg Larssons velskrevne krimiserie på Aalborg Bibliotekerne (Det hedder det – Et tempel for viden og retskrivning, formoder jeg), fortæller bestillingssiden, at jeg står i kø som nr. 279 og måske kan regne med at se bogen en gang efter midsommer. Og det, selv om bibliotekerne i Aalborg Kommune har indkøbt knap 120 eksemplarer. Samtidig er de fleste bestsellere blevet så billige, og folk har så mange penge mellem hænderne, at de bare køber de populære bøger på nettet eller i supermarkedet, når de alligevel er ude efter mælk.

Jeg kan heller ikke bruge biblioteket, hvis jeg gerne vil låne en cd eller en dvd. For et par år siden bestilte jeg en række store operaer i berømte opsætninger og troede, at nu skulle jeg rigtig hjem og hygge mig, men skiverne var ridsede og fedtede, i det omfang de overhovedet var til stede i kassetterne, så den oplevelse gik til i ren ærgrelse. Her i ugen får min husstand installeret et nyt, digitalt tv-system, der også kan downloade musik, film m.m. Hvis jeg kan sidde i min egen stue med fjernbetjeningen i hånden, hvorfor i alverden skulle jeg så ulejlige mig hen på biblioteket?

Vi har naturligvis både computer og Internetforbindelse hjemme hos os, så i de allerfleste tilfælde foregår research og vidensindsamling via Google og nettet i øvrigt. Hvis min søgen leder mig til en bog, bestiller jeg den selv på nettet, enten i en Internetboghandel, i en antikvarboghandel eller på biblioteket. Det er mange år siden, jeg har ulejliget en bibliotekar. – Det er faktisk år og dag siden, jeg har talt med en bibliotekar.

For omkring fem år siden blev der sat nogle irriterende maskiner ind på mit lokale bibliotek, hvor man selv skal scanne bøger og andre materialer ud og ind. Somme tider virker de, og somme tider gør de ikke. Man står der og gløder af spænding hver gang, om nu projektet med at låne eller aflevere en bog lykkes.

Før maskinerne kunne man stå og få en god snak med en bibliotekar om de bøger, vi hver især havde læst, og udveksle gode læsetips, mens han eller hun scannede mine bøger ud og ind. De tider er længst forbi.

Men det, jeg nok savner allermest, er at gå og græsse i reolerne, hvor vidende og læsende bibliotekarer har sat nye eller gamle, gode, spændende, aktuelle, kloge, sjove – ja, alle mulige – bøger frem som appetitvækkere. Sommetider som led i et tema: EU, kongebryllup, dyr, krimier, computere o.m.a.

Konklusionen er måske, at bibliotekerne ikke skal satse på bestsellere, som sælger sig selv. Heller ikke på elektronisk underholdning, hvor det samme gør sig gældende. Der skal opretholdes et basalt digitalt tilbud til dem, der ikke har adgang til goderne hjemmefra, og så skal bibliotekarerne bruge deres tid på mennesker. På at vejlede i videnssøgning. På at formidle viden. Og på at dele glæden ved læsning.