Kategori: Dyr

En fugl i hånden…

Vi fodrer de vilde fugle med stor entusiasme. Året rundt er der rigeligt med vandingssteder og et pænt udvalg af fuglefrø og mejseboller i haven, og så er der redekasser, buske og træer, de kan bo og færdes i. Vi har stor fornøjelse af at betragte fuglelivet, at lytte til dem, og de hjælper os af med bladlus, gåsebiller, jordbær, kirsebær o.m.a.

Trods rovfuglesilhuetter på de store stuevinduer sker det dog gang på gang, at en lille fugl flyver på ruden og slår sig. I denne tid, forsommeren, hvor de nye kuld netop er kommet ud i verden på usikre vinger og skal lære at navigere, og hyppigst i gråvejr, hører vi af og til det lille bump og må hen og se, hvad det var:

De fleste klarer det heldigvis, når de lige har sundet sig lidt:

Men det sker desværre, at sammenstødet med ruden har dødelig udgang:

Vagthunden

Den levende skabning, jeg tilbringer mest tid sammen med, er hunden. Næsten fireogtyve timer i døgnet året rundt befinder den sig få skridt fra mig, enten hvilende og afventende eller som begejstret ledsager på de timelange skovture, som vi begge har godt af og nyder overmåde.

Det er ikke resultat af omhyggelig planlægning; sådan er det bare blevet. Hunden er den ideelle ledsager, for den er normalt god til at tie stille, når jeg har brug for at have mine tanker i fred, og den kan med forsig­tige snudepuf henlede min opmærksomhed på sin eksistens, hvis det en sjælden gang skulle være påkrævet.

Den kan dog ikke beherske sig, hvis der kommer fremmede til matriklen, selv ikke efter års om­hyggelig træning og socialisering. − Det er en hovawart, en tysk vagthund, og et sted dybt nede i hjernen må den, ligesom medlemmerne af Dansk Folkeparti, have et urgammelt, fremmed­fjendtligt center.

Vi er alle pattedyr, og på et tidspunkt i vores udvikling var det formentlig hensigtsmæssigt, at vi automatisk forsvarede vore hårdt tilkæmpede ressourcer mod fremmede, så vi blev udstyret med en indbygget stam­metænkning, der satte os i stand til på sekunder at skelne mellem »os« og »dem«. Men da hjernen blev større, og ressourcerne flere, idet handel og samkvem skabte større viden og rigdom for alle, måtte vi for­søge at aflære denne mekanisme igen. Det er lykke­des bedre for nogle end for andre.

Efter seks år med hovawarten har mine gæster lært at benytte ringklokken, og byens motions­løbere skifter rutinemæssigt over til det modsatte fortov, når de skal forbi vores have. Hver gang postbuddet kommer med sine værdifulde bidrag til husstanden i form af breve eller pakker, eller skraldemanden hjælper os af med det affald, vi ikke selv har lyst til at røre ved, råber vagthunden galsindet og advarende op.

Navnlig omkring spisetid, hvis en steg står og syder i ovnen, eller hvis den store gryde opsender forjættende dufte fra komfuret, går hunden totalamok, hvis fremmede uforvarende skulle nærme sig hoved­dør, hæk eller låger: Den vil ikke dele sin mad med nogen! − Dette indrejseforbud gælder også krager og andre større fugle − og de kan være både udspekulerede og frække, kan jeg godt hilse og sige, og i helt særlig grad de fremmede katte, der nonchalant passerer haven på deres uransagelige veje rundt i byen.

Hunden har aldrig oplevet, at nogen har taget mad eller andet fra den. Tværtimod. Hvis nogen kommer i nærheden af dens madskål, er det for at fylde den med enten tørfoder eller ekstra lækre godbidder. Det er en særdeles mæt og velforsynet hund i et velfærdshus, og den har aldrig erfaret, at der kunne være mangel på noget som helst.

Alligevel nytter det ikke noget at forklare den, at der er nok til alle, og at nogle af de forhadte bude med­bringer sække med hundemad, eller at de fremmede kan være vagtlæger, håndværkere, rengøringshjælpen eller andre velkomne gæster. Når det primi­tive, fremmedfjendske center overtager hjernen, kan den ganske enkelt ikke samtidigt rumme tanken om, at husstanden kunne beriges af besøg udefra.

Som en anden Holger Danske vågner den ved den mindste lyd af indtrængere og forstyrrer den behagelige ro for os alle.

Klikkertræning

På legepladsen så vi en ung mand, der løb rundt efter sin forvirrede spidshund med et klikkende instrument i hånden: Klik, klik, klik… lød det hele tiden. Hunden tog overhovedet ingen notits af hverken ham eller klikkeriet; den havde travlt med at jage børn og bolde. Stadigt klikkende fes fyren omkring og undskyldte flovt, men det er meget svært at fange en hund, der ikke vil fanges. Med eller uden klikker. Dette absurde optrin siger vist alt om klikkertræning, nemlig, at hvis du ikke kan føre en hund uden klikning, så glem det. Det bliver kun meget værre, hvis du benytter fremmedgørende instrumenter.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå klikkertræningens popularitet. − Jo, til isbjørne eller elefanter i en zoo, hvor dyret ikke skal tæmmes og bo sammen med en familie, men blot skal indøve nogle signaler, så forskellige dyrepassere kan håndtere det i det daglige arbejde. Eller hvor der kunne være tale om egentlig dressur.

Men når det drejer sig om træning og opdragelse af almindelige familiehunde af de gængse racer, dvs. ikke deciderede arbejdshunde, så opnår man langt mere ved blot at omgås dyret på helt normal vis og bruge sin stemme, som man jo altid har med, hvorimod en klikker eller godbidden kan være glemt derhjemme.

Min hund kender mig særdeles godt efter seks års samliv. Den har brugt alle årene på at studere mig indgående, og nu ved den godt, om vi skal ud med vasketøjet, eller om det er tid til en skovtur. Jeg kan med få, hyppigt gentagne ord fortælle den fx, hvem vi venter på besøg, hvad den skal finde til mig, hvor den skal gå hen, om jeg har et kødben til den, om vi skal sove, om den skal vente, eller om jeg skal se fjernsyn.

Hvis jeg ønsker, at den skal komme hen til mig, så kalder jeg på den, og hvis den skal stoppe det, den er i gang med, så siger jeg bare ”Stop!” − Hvor svært kan det være? − Hvis vi møder noget farligt, fx en bil eller et elektrisk hegn, siger jeg ”Pas på!”. Og hunden er uhyre opmærksom, fordi den ved, at den kan stole på mig, og at jeg passer på den efter bedste evne. Hos mig er der godt at være, og det kan betale sig at høre efter, hvad jeg siger. Jeg råber aldrig. Hundens hørelse er fremragende, så det er ikke nødvendigt, og min hund forstår de mest almindelige ord og fagter, men navnlig er den konstant fokuseret på mig og interesseret i, hvad jeg synes, vi skal gøre eller ikke gøre.

Første regel, hvis man ønsker en velopdragen og nem hund, må være at vælge en hvalp af en egnet race. En race, der passer til dig, dit temperament, dine omgivelser, din familie og din tid. Hvis du fx vælger en specialiseret jagthund, må du se i øjnene, at den aldrig bliver så knyttet til dig og efterrettelig, som en golden retriever eller en collie kan blive det.

Dernæst er det nyttigt at få hvalpen hjem, mens den er 8 – 10 uger gammel, for da har du alle muligheder for at præge den på dig og din familie, og det er let at etablere sig selv som leder for en hund, der kun er en lille hvalp.

Og så gælder det bare om at stole på hundens instinkter, for den er født med trang til at danne bånd til en flok og til at følge og lade sig vejlede af et ældre, erfarent flokmedlem. Hunde er kloge og har krav på beskyttelse, passende udfordringer og respekt. Som to-tre-årige børn har de evnen til at forstå op imod 300 forskellige ord og signaler, foruden en særdeles udviklet sans for kropssprog, og så kan de huske, hvad der skete sidst og lægge to og to sammen.

Hvorfor så nøjes med et klik?

Hvis det ER gået galt, og hvis din hund ikke respekterer dig nok til at reagere, når du kalder eller klikker eller bander højt, så er du nødt til at have den i snor, så den ikke generer andre. Din hund er dit ansvar.

Den dødbringende kiksekage

Jeg hørte engang om baggrunden for sagen om den ulyksalige kiksekage, der i julen 1999 kostede to mænd livet, og jeg viderebringer det her. Som et lærestykke i, hvordan man IKKE skal gøre, når det drejer sig om dyrehold og fødevaresikkerhed:

Manden i familien arbejdede på en æggefabrik, dvs. et sted hvor titusindvis af høner gik seks sammen i små bure med ståltrådsbund i 26 graders fugtig varme i et år og lagde deres 300-350 æg, som blev opsamlet på transportbånd, pakket og kørt ud i butikkerne, hvor du og jeg købte dem under besynderlige handelsnavne såsom ”12 friske morgenæg” eller lignende.

Før de kom på æggefabrikken, var hønerne udklækket på et rugeri, hvor de blev kønsundersøgt i rumpen, fik næbbet brændt af, blev stuvet sammen i overfyldte kasser og sendt til æggeriet, hvor de fik medicinholdigt foder, så de kunne vokse i rekordfart og begynde at producere æg.

Efter at have ydet på højtryk i ca. et år blev hønerne taget ud af burene igen og gasset i store containere, så nye, højtydende høner kunne få pladsen. De opbrugte høns var udmagrede, svage i knoglerne, fyldt med sår på krop og fødder, og de havde mistet næsten alle deres fjer pga. vantrivsel og hakning fra de andre høns, som også led under de snævre, unaturlige forhold.

Denne mand tog en femten-tyve af disse høns med hjem i stedet for at lade dem aflive i gascontaineren, da deres tid var inde. Han havde en åben carport ved sit hus, der lå et forblæst sted ude i Midtjylland, hvor han satte noget hønsenet op. Så kunne den lille forhutlede flok gå der − Det var november måned, de var svækkede i forvejen, halvnøgne og havde aldrig oplevet kulde, frisk luft og blæst før. Manden og konen udnyttede æggene fra disse høns i husholdningen.

Da det blev jul, må disse stakkels høns have været dødssyge. De stammede fra storproduktionen, fra et rugeri og var blevet opfostret med antibiotika, så de havde med stor sandsynlighed salmonella. Alligevel rørte konen en kiksekage sammen − af lun palmin, kakaopulver, masser af sukker og en håndfuld rå æg − og stillede den på bordet i sit varme køkken i to-tre dage.

Hvis man skulle opformere bakterier i et laboratorium, kunne man ikke have gjort det mere effektivt!

Manden og børnene i huset spiste i de følgende dage af kagen, og det kostede ham og den ældste søn livet, de andre blev alvorligt syge. Det viste sig, at fire af de sytten høns havde den særdeles ondartede salmonellaform, Salmonella enteritidis.

Som jeg har skrevet i det foregående indlæg, ”Høner og kyllinger”, bliver sunde havehøns, der lever naturligt og går sammen med hønemoderen de første uger af livet på områder med god plads, sjældent bærere af smittefarlige bakterier. Deres naturlige tarmflora bliver ikke udryddet med antibiotika, og når de går i haven, optager de store mængder af stærkere, konkurrerende bakterier, så salmonella o.l. ikke kan trives i noget skadeligt omfang.

Vi ved, at salmonellabakterier findes næsten overalt i naturen, men de kan ikke formere sig og blive mange og sygdomsfremkaldende ved temperaturer under 5°. − Derfor er det smart at bruge sit køleskab.

Bakterierne kan også udryddes ved opvarmning til 72° i 15 sekunder, eller til 60° i 30 minutter. − Derfor skal man varmebehandle potentielle smittekilder kortvarigt og vaske sine hænder, køkkenklude og køkkengrej omhyggeligt.

Med sunde æg fra trivelige høns og med god køkkenhygiejne og hurtig nedkøling kan man sagtens lave kiksekager og andet, der indeholder rå æg.

Men hvis der er den mindste tvivl om æggenes oprindelse eller alder, ville jeg bruge pasteuriserede æg …

(Som i parentes bemærket oftest er æg fra syge høns, hvor der i forvejen er konstateret smitte. Disse potentielt farlige æg omdirigeres til varmebehandling og sælges til industri og private som det sikre, men ofte ugegamle og ikke synderligt appetitlige, produkt: pasteuriserede æg.)

Hønen og kyllingerne

I mange lykkelige år − indtil fugleinfluenzaen fik myndighederne til at forbyde fritgående høns − havde jeg høns i haven. Smukke, håndtamme, geskæftige, robuste, fritgående høns. Når jeg lugede, havde jeg en hale af høns efter mig, og gåsebiller og lignende kryb og kravl havde ikke en chance hos mig.

Vi fik de skønneste æg i de år: Store, velformede med mørkorange blommer pga. græs og andet grøntfoder, som hønerne selv fandt i haven, og med spændstige hvider, der lå som en fast vold omkring blommen i stedet for at løbe ud som vandhanevand, når man slog ægget ud. Jeg bagte et utal af gode kager og lavede uforfærdet både is og koldskål af mine flotte, rå æg, eller jeg nød en tatarmad eller en røget sild med solgul æggeblomme midt i løgringen. Som i min barndom turde jeg røre mig en æggesnaps i en kop med sukker og nyde den langsomt af teskeen.

De fyldige hønemadammer rugede selv et kuld kyllinger ud hvert forår, og det var altid et stort øjeblik at se de små pirke sig ud af ægget og med bittesmå, sprællevende knappenålsøjne betragte verden fra under mors skærmende skørter.

En dag, jeg sådan sad og kiggede på en hønemor med et par dage gamle kyllinger om sig gogle rundt i hønsegårdens sand, så jeg hende lære de små at drikke vand. Hun virrede kælent med hovedet, mens hun nærmest overdrevent trak vand op i næbbet, lagde hovedet tilbage og sank. De små efterabede hende omgående. Så hakkede hun i skålen med kyllingefoder, havregryn, hirsefrø, knust hvede, og småknurrede inviterende, indtil de små samledes om hende og gjorde ligeså.

Da pikkede en af de små prøvende i en stor, sort-hvid hønselort, som lå i sandet imellem dem, og hønsemor fór frem, pegede næbbet direkte mod lorten og hvæsede højlydt og advarende, mens hun slog med hovedet. Dette gjorde hun et par gange, og kyllingerne sprang tilbage fra den ”farlige” lort. Selv jeg, der jo tilhører en helt anden art, havde omgående forstået meningen, som utvetydigt var: Hold jer fra lort!

Mine kyllinger glemte det aldrig. Ingen af mine hjemmeavlede havehøns drømte om at hakke i hønselort.

Se, nu ved vi jo, at afføring er en af de største smittekilder til bl.a. salmonella. Når jeg indsendte en bakke æg til undersøgelse, blev der aldrig fundet hverken salmonella eller andre bekymrende smittekim. Damen på laboratoriet fortalte mig engang i telefonen, at de næsten aldrig fandt smitte hos hobby-have-høns.

I de store produktioner, derimod, vrimler det med salmonella, kampylobakter og hvad de ellers hedder, alle de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som høns kan rage til sig. Her udklækkes æggene nemlig på rugeanlæg; de kyllinger, der har det rigtige køn og overlever kvasemaskiner, gasning og næbbrænding, rutsjeture og transportkasser, ser aldrig en voksen høne. Deres første foder indeholder antibiotika, fordi ”så vokser de hurtigere”, og medicinen rydder mave-tarmsystemet for naturlige bakterier, som kunne udkonkurrere den svagere salmonellatype. Derudover går kyllingerne så tæt i store flokke, mellem 2000 og 20.000 individer, at der simpelthen ikke kan findes en eneste kvadratcentimeter uden hønselort i selv de største stalde. Og naturligvis kommer de aldrig ud og ser en solstråle eller et grønt græsstrå.

Så hvis der blot findes et par salmonellabakterier i deres omgivelser, og det gør der alle vegne, så får de små skadevoldere optimale muligheder for at sprede sig til alle 2000 eller 20.000 lortespisende kyllinger i løbet af meget kort tid. Hvad det betyder for de kyllinger og æg, vi spiser få uger efter, kan enhver regne ud.

Primitiv grusomhed har i produktionen erstattet hensyn til velfærd og velbefindende, og derudover bliver både mennesker og dyr syge af de forhold, vi byder vore dyr i dag. Kyllingerne har selvfølgelig brug for naturligt foder og en naturlig opvækst med en mor, som kan lære dem at være ordentlige høns, men sådanne hensyn kan man ikke forvente af et menneskesamfund, der altid går efter de billigste fødevarer, og som ikke undser sig for at sende sine egne unger hen i opbevaringsanlæg, hvor de kan gå og vantrives i stadigt større flokke.

Dette var bare et lille pip om høns, dyre- og menneskevelfærd, velsmag, sundhed for alle parter, yngelpleje og havelykke. Vi er kommet så langt væk fra det gode liv, både for mennesker og dyr i produktionen − 25.000 smågrise dør HVER DAG i de danske svinestalde! − bare for at nævne et eksempel, at vi har glemt, hvordan det kunne være.

Mens vi gumler færdigmad med skamløst billige, salmonellabefængte, varmebehandlede æg, sidder vi og ser på nogle få naturromantiske bønder i tv, eller vi styrter ud for at se de økologiske køer komme på græs, mens fx Arlas ganske almindelige køer, som der jo er flest af, angiveligt, ifølge formanden for de danske mælkeproducenter, ikke har set en mark siden 1978:

Jeg får mine æg hos en lille hobbyavler i nærheden, og de er smukke og velformede med mørkorange blommer og spændstige hvider, og de udgør naturligvis ingen sundhedsrisiko for hverken høner eller damer.

Myrer

Det er det samme hvert eneste, tidlige forår: Myrerne invaderer mit hus enkeltvist eller i lange, sorte baner. Fortrinsvist i køkkenet, hvor der næsten altid kan findes en diminutiv krumme på gulvet. Irriterende småkryb!

Kun i de ti år, vi havde en lille, fritgående hønseflok i haven, slap vi, for hønsene var eksperter i at nappe alt muligt småkravl. Heller ikke gåsebiller så vi noget til i den periode, men dræbersnegle ville de ikke tage. En dag prøvede jeg at håndfodre en af mine høner med en lille dræbersnegl; hun tog den tillidsfuldt, som hun plejede at tage godbidder fra min hånd, men hurtigt slap hun den igen og tørrede omhyggeligt næbbet af, først på havefliserne, så i græsset. — Så ved vi det! Høns bryder sig heller ikke om ækelt snegleslim.

I mange år afprøvede jeg alle mulige husråd mod myrer: Jeg strøede kanel, så huset duftede som en juleaften. Jeg puttede al mad i poser og glas, så der ikke var noget spiseligt fremme, og holdt omhyggeligt rent. Jeg købte lokkedåser i dyre domme. Det mest virksomme middel var en giftig honning-borax-blanding, som myrerne selv slæbte ned i boet under husets sokkel.

Efterhånden opdagede jeg, at uanset hvad jeg gjorde, forsvandt myrerne som ved et trylleslag. Ikke pga. mine mere eller mindre virksomme tiltag, men fordi det simpelthen blev varmere ude, og så foretrak de at blive der…

Min erfaring er, at myrerne kun vil være inde i mit hus i det meget tidlige, kølige forår, i marts og lidt ind i april. Så snart de første varme solskinsdage begynder med 15 grader i skyggen, så holder myreplagen op af sig selv, uanset om jeg har forsøgt at bekæmpe dem eller ej.

Og det faktum lever myrelokkedåsefabrikanterne højt på! Deres alt for bekostelige produkter virker jo, men tro mig, det ville have virket lige så godt at pensle gulvene med postevand.

Sommerfuglebusken

Blandt de små glæder, der ender med at blive årligt tilbagevendende, store glæder, er sommerfuglebusken. Først plantet, og passet med lidt beskæring, lys, vand og gødning, sørger den for månedlang underholdning ved at tiltrække alle de sommerfugle, der befinder sig i nærheden.

August er højsæsonen, og da busken står midt på terrassen, kan jeg blot sætte mig med min kaffe og sommerfuglebogen og genopfriske navnene på de få, store og farverige, danske arter af dagsommerfugle i mit område:

Kålsommerfugl, Citronsommerfugl, Dagpåfugleøje, Admiral, Tidselsommerfugl, Perlemorssommerfugl og Nældens Takvinge.

I det nærliggende naturområde, skov og hede, er der andre slags, store såvel som små, der aldrig dukker op i min have.

Men det år, Sørgekåben blæste over Kattegat fra Sverige og aflagde visit, glemmer jeg aldrig.

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?