Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte buste havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.
Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og attraktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.
Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.
Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter tegninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under holocaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.
Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et voldsomt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejforløb.
Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.
For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og naturreservatet Lo Zingaro.
I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.
En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.
Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.
Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjerner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:
Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne opsøge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hinanden.
Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.
Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.
Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?
For 60 år siden i barndommens have grublende på en omvendt cykelkurv.
Når helten er lige ved at dø, siges det altid, at han ser hele sit liv passere revy.
Angiveligt skulle det kun tage et par sekunder, uanset hvor gammel helten er, og hvor meget han har oplevet. – Det er næsten udelukkende hanner, som Bruce Willis o.l., der kommer i heltemodige, livsfarlige situationer i populærkulturen.
Hunner ligger og skriger sig ind i døden hjemme i barselssengen eller får halsen skåret over eller skallen smækket ind af en slem fyr, når hun mindst venter det. Ikke noget helteagtigt passeren revy der.
Det er min klare fornemmelse, at livet faktisk passerer revy i ubevogtede øjeblikke. Men at det ikke foregår som én stor forestilling ved livets afslutning, men drypvist efterhånden som man bliver ældre.
Fra omkring fyrre-halvtredsårsalderen dukker småglimt fra barndommen op, mens man vasker op, går en lang skovtur, kører bil, eller hjernen på andre måder står og kører i tomgang og selv fisker noget frem, som den viser på den indre skærm. Hvis man forfølger disse glimt, kan man i hukommelsen rejse tilbage til huse, stuer, haver, villaveje, udflugter og situationer, som man troede, man for længst havde glemt. – Fortrinsvist dem, der efterlod sig større, følelsesmæssige indtryk.
Øjeblikke af fornedrende skam, lykkelige overraskelser, uventede successer, begåede dumheder, forfærdelige ulykker, smerter, uheld, angst, uretfærdigheder, en vellykket rejse, en juleaften i familiens skød, det første barn eller barnebarn.
Pludselig har et skift i vejret flyttet ens hukommelse halvtreds år tilbage til en kølig og rosafarvet vintermorgen i Roms gamle gader, som lugter af friskt brød, stærk kaffe og benzinos.
Eller en mildhed i luften transporterer hjernen til en forårsdag på en af Prinseøerne i Marmarahavet, hvor de flinke ejere af en havnerestaurant bringer os sød te og honningdryppende baklava efter middagen.
Andre gange er det ens egne børns barndom, man genoplever: Alle de små omstændigheder omkring deres fødsel. – Og: Havde de det godt, mens de var i ens varetægt? Var man opmærksom nok? Burde man have …?
Eller dyr, man har kendt, heste, hunde, katte. En stor rosenbusk, som desværre gik til i en hård vinters frost. Mennesker, som krydsede ens liv: Var jeg ordentlig nok over for den og den? Hvor er vedkommende mon nu? Burde jeg have …?
Religioner taler om dommedag, om at man bliver stillet til regnskab på den yderste dag, men man kan sagtens gå i al stilfærdighed i mange år, før døden indtræffer, og holde dommedag over sig selv. Og forhåbentlig blive klogere på livet og menneskene, så man ikke begår de samme fejl flere gange.
Når erindringer ukaldet melder sig, følges de ofte af en trang til at formidle erfaringer til de næste generationer: – Min far gjorde altid … – Ude på landet havde man … Om vinteren skal man huske at …
Er det indbygget i os? Denne trang til at bebyrde efterkommerne med lærestykker og gode råd? Er det årsagen til menneskets succesfulde, mangfoldige udbredelse over hele kloden? At vi ikke lister af, før vi har givet vores dyrekøbte erfaringer videre?
Men man kan også bare døse og drive med på den sidste svage bølge af liv, som min mor, der er midt i halvfemserne og tilbringer det meste af sin tid i en seng på et plejehjem.
– Har du det godt? spørger jeg, og hvis det er en god dag, kan hun genkende mig, trykke min hånd og svare.
– Ja, siger hun.
– Er der noget, der gør ondt?
– Nej
– Er der noget, du savner?
– Nej
– Keder du dig?
– Nej
– Hvad laver du, når du ligger her?
– Tænker
– Hvad tænker du på?
– Mig selv! trutter hun tilfreds med den rå energi, der kendetegnede hende indtil for få år siden.
Da jeg læste i Århus, boede jeg i opgang med en ældre herre, der pludselig mistede sin hustru igennem mange år. I sympati inviterede jeg ham efter nogen tid ind på kaffe og hjemmebag en sensommersøndag eftermiddag og lyttede til hans sorg og hans forsøg på at organisere sit nye liv.
– Ja, man mangler jo en god kvindes omsorg, fastslog han med en ikke ringe grad af selvynk og store hundeøjne vendt mod mig, den trivelige, medfølende, forklædeklædte, hjemmebagende, unge studine, mens han gumlede kagen i sig.
Jeg udtrykte min deltagelse, mens jeg for mig selv tænkte: – Gør vi ikke alle det?
Det er ikke blevet bedre med den kvindelige omsorg siden da. Tværtimod. Mænd kan ikke længere gå ud fra, at ‘en god kvindes omsorg’ er en umistelig del af deres rettigheder som født hankøn, og føle sig forrådt af skæbnen, når den udebliver.
Også børn mangler deres mødre og rare pædagoger. Patienter mangler dygtige sygeplejersker. Venner mangler flyttehjælp, havehjælp, babysittere og hundepassere. Overlæger og direktører mangler kompetent sekretærhjælp. Ældre og syge mangler selskab og støtte i hjemmet hver eneste dag … – Ung eller gammel. – Ja, selv mig. – Af og til kunne man godt bruge en hengiven hustru, en udstrakt hånd, et smil, duftende, nystrøget tøj, rene rum at være i, en kop varm kaffe serveret, et hjemmelavet måltid og selskab, mens man spiste det.
I det hele taget mangler de fleste vist hjælp til det svære liv, en god kvindes omsorg … Men lige netop dén ressource er i restordre for tiden. – Måske fordi vi sjældent påskønner den, når vi oplever den, jf. husmødres ringe status og sygeplejerskernes forgæves krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.
Vi elsker at modtage kærlig omsorg, støtte, sympati, pleje, rent tøj, rengøring og hjemmelavet mad, men vi vil ikke betale for det, for det har i årtusinder været et gratis gode leveret af millioner og millioner af gode kvinder. – Det er så slut nu.
Jeg tilbød ikke dengang at hjælpe den ældre herre med mere hjemmelavet mad eller andre tjenester, selv om det tydeligvis var det, han anglede efter, men nøjedes med til farvel at give ham resten af kagen med hjem. – En ny tid var begyndt.
Vi fik en ny tilbygning sidste år, en skøn havestue med plads til mig og alle mine store planter. Hver gang jeg åbner døren til havestuen, får jeg et snif af betonfundamentets særegne lugt i næsen. Mureren sagde, at gulvet ville være dampet af i løbet af et års tid.
Den støvede lugt af beton blandet med sommer og solskin er meget kraftig derude, specielt hvis vinduer og døre har været lukket på en varm dag. Lugten rammer mig på dørtrinnet hver eneste gang og sender tankerne i raketfart på rejse tilbage til 1960’ernes Rødovre, hvor min mormor og morfar fik en lejlighed i det nye højhusbyggeri, Ruskær 39, 6. sal.
Mormor og morfar, der som unge havde en lille grønthandel og boede i lejligheden ovenover på Nørrebro i København – ikke langt fra Blågårds Plads, arvede midt under krisen i trediverne en pæn sum på 10.000 kr. For de penge kunne de erhverve sig en kvadratisk, høj gulstensbungalow på Nørupvej i Rødovre. Her boede de og opfostrede tre børn, indtil deres yngste overtog huset og skaffede dem en lejlighed i højhuset Ruskær, der omfattede et lillebitte køkken, en stue, et soveværelse, et garderoberum, en snæver entre og et badeværelse. Der var forblæst svalegang og betonaltan på hver side, så huset må have været smalt.
Ruskær og tvillingehøjhuset Agerkær blev bygget i halvtredserne, men mine erindringer er fra tresserne, hvor betonlugten endnu ikke var dampet af.
Hvert år tilbragte jeg en uges tid på sommerferie hos mormor og morfar i deres lille lejlighed, hvor den blå drømmeseng blev slået op til mig inde hos dem i soveværelset, og hvor rare mormor ville gøre alt, for at jeg skulle føle mig godt tilpas.
Mormor og jeg tilbragte dagene med ekspeditioner til legepladserne i området, til Stationscentret, børnebiblioteket, Damhustivoliet, Rødovrecentret, Vestbadet, Nationalmuseet, Tivoli, Zoologisk Have, en sjælden eftermiddagsforestilling i biografen eller på visitter til den københavnske del af familien. Da jeg blev større, kunne jeg selv løbe ned og lege med de børn, der hang ud omkring højhusene eller tage bus eller S-tog ind til byen, hvor jeg navnlig holdt af at sidde i vinterhaven på Glyptoteket.
Når vi nåede bunden af det grå betonhus, der skyggede over os som et bjerg, mødte vi først lugten fra dampvaskeriet, der lå lige overfor. – Når tågen af fugtigvarm damp og vaskepulver nåede min næse, vidste jeg, at vi havde fundet hjem. Og derefter, hver gang vi kom tilbage og gik ind i højhusets betonbund og trykkede på knappen til den grønne, skramlende elevator, så fulgte lugten af sommersol, der mødte kuldslået beton og jern os hele vejen op og ind i mormors sødtduftende, tæppebelagte, lille hule.
Det er en lugt, jeg havde glemt. Indtil jeg fik min egen vinterhave.
Både Ruskær og Agerkær blev bortsprængt i 2012, da de blev dømt i fare for sammenstyrtning i tilfælde af storm. Der ligger videoer af begivenheden på YouTube.
Vi skal være omstillingsparate, fleksible, vi må ikke gro fast, men skal ustandseligt udvikle os, gå fremad, se at komme videre og være ’friske på nye udfordringer’, som det så uskønt hedder på nydansk.
Men hvad er der i vejen med at være tro- og bofast? Stabil, pålidelig, urokkelig? – Én, man kan regne med? – Én, man altid ved, hvor er?
For mig ligger der en dyb tilfredsstillelse i at have boet samme sted i mange år, i at kende min by og min egn til bunds. Jeg ved, hvordan området har udviklet sig siden tresserne. Hvor meget af den nærliggende skov og markerne, der er blevet bebygget siden dengang, noget i hæslig hast, så byen er flydt ud over alle sine grænser.
Jeg kan huske, at der lå to købmænd over for hinanden i krydset nede i hovedgaden. At der var malerforretning og materialist, der hvor folk nu sveder til fitness. At herrefrisøren havde sin salon lige over for kroen, hvor vi gik til dans om onsdagen. Eller vi så ’De tre musketerer’, når rejsebiografen kom forbi, og alle vi unger blev forvandlet til musketerer og fægtede os frem i måneder efter.
Jeg erindrer stadig, at der kørte tog til både Aalborg og Sæby nede for enden af vejen, og at den grønne rutebil flere gange om dagen begav sig ad landevejen ind til Aalborg otte kilometer væk og tilbage igen om aftenen– en dagsrejse! Der lå en slagter der, hvor der senere kom et solcenter, Netto ligger, hvor der var var en mekaniker med benzintank, bageren bagte selv sit gode brød og havde konditori på etagen over butikken, og der var sumpet og sivbevokset, der hvor Brugsen og sportsbanerne nu ligger, så vi kunne stå på skøjter der om vinteren. – Vi kalder stadig Kvickly for ’OBS!’ – for det hed det, da det lige var bygget på en mark ved siden af motorvejen. Der stod ovenikøbet ’OBS!’ med brede penselstrøg på det flade, sorte tag, kunne vi se, når vi var ved at lande med det lille indenrigsfly fra København.
Fra mine daglige strejfture igennem alle årene kender jeg Bakkerne og skoven bag byen indgående. Jeg ved, hvor rådyrene sover til middag, hvor traneparret holder til, hvor der er svampe, brombær og hindbær at finde, hvor der endnu gror volverlej og nikkende kobjælder, og hvor humlen omklamrer for længst forladte hustomter.
Jeg begyndte at komme i Bakkerne for mere end et halvt århundrede siden, da der boede spændende mennesker i mange af de små, forfaldne huse. På respektfuld afstand holdt jeg øje med eneboeren, der trampede omkring på en gammel, sort herrecykel i lang, hullet overfrakke, holdt sammen med en selvbinderstrik. De andre unger sagde, at han skød efter én med salt i haglgeværet, hvis man nærmede sig hans ruin af et hus, hvilket vi jo så selvfølgelig skulle prøve … Ingen blev ramt, så vidt jeg ved.
Jeg kom på omegnens gårde, hjalp med malkningen, drev køerne ud, satte neg i stakke efter selvbinderen, og var hende, der kunne kravle op og puffe dem ned fra kornloftet, når vi tærskede i den store lade om vinteren.
Og jeg sad på en sten sammen med Hedeselskabets gamle, piberygende opsynsmand og hørte ham fortælle, hvordan søerne var blevet anlagt og gravhøjene udgravet, mens sønnike havde travlt med at fange haletudser i søen under hans hus.
Midt inde i skoven boede Ruth og Hoto, mine bedste voksenvenner fra jeg var 10 år gammel. Hos dem var man altid velkommen, og vi fik os mange gode, lange og filosofiske snakke i lugten fra petroleumslampen, mens vi drak te.
Ruths forældre var jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland i begyndelsen af 1920’erne og fødte hende undervejs. Men da hun var skæv i ryggen, blev hun efterladt på et nonnekloster i det nuværende Polen. Familien hentede hende først hjem, da hun var fem år gammel, og faderen havde etableret sig som antikvitetshandler i Bredgade i København. Ruth måtte selv flygte til Sverige under krigen tyve år senere med sin spæde søn bedøvet af sovemidler, så han ikke skulle vågne og græde under sejlturen og afsløre dem alle for tyskerne.
Hoto hed noget andet, men tog navnet under krigen, da han havde arbejdet for modstandsbevægelsen og måtte gå under jorden. Han tog vist skade og kom aldrig rigtig op igen. Ruth forsørgede ham ved at pille rejer på en rejefabrik i en lille landsby nord for Bakkerne. Hun stod op klokken fem hver morgen, sommer og vinter, og kørte ad hullede skovveje og markveje på sin skramlende knallert til fabrikken syv kilometer hver vej. Imens sad Hoto hjemme og passede sin tjans som en slags guru for områdets unge hippier, altid klar til en snak om livets mening.
Ruth og Hoto er for længst borte. Et stort grantræ væltede i en storm ned over deres hus og skar stråtaget midt over. Nu er det sat nydeligt i stand af nye ejere, og hvert år køber vi vores juletræ der og fornemmer de tidligere beboeres tilstedeværelse.
Der var også forpagter Østergård på Avlsgården, hans dygtige kone og tvillingerne, som jeg gik i klasse med. Om vinteren spændte forpagteren en af sine enorme, mørkebrune arbejdsheste for den gamle, tunge træslæde, pakkede os tre piger ind i støvede, gamle tæpper og skind, anbragte os på sædet, gav os tøjlerne og hesten et slag i rumpen, og så gik det skrumplende, bumplende ad slyngede hulveje hen over knirkende, tindrende, funklende frostsne rundt i skoven med hestens fugtige sved og høduftende ånde som dråber i den kolde luft bag os. Eller han hjalp os op på ryggen af hver vores bredrumpede hest, uden saddel og blot med et reb i grimen, og sendte os ud på timelange opdagelsesrejser rundt i Bakkerne ad ruter, som de solide heste vist mest selv fastlagde. Fru Østergård stod klar med hjemmelavet saft og franskbrødsmadder med syltetøj, når vi vendte tilbage. Altid varme, glade og velbeholdne.
De, og mange, mange andre, har slidt og mærket skovvejene op igennem Bakkerne i alle årene. Jeg kender kun nogle af dem fra de seneste 60 år, men de udvider stadig min verden, eksisterer lige under det synlige og bevidste lag, og de bevirker, at oplevelsen er rig og dyb, når jeg færdes i mit område.
Her i huset på bakken over for kirken har vi boet i snart 30 år, min mand og jeg. Vi har sat det hele i stand, kender hver krog, har rejst hækken, fået fliserne lagt og opsat hegn. Vi har ligget på knæ og møjsommeligt ryddet jorden for kvikgræs og plantet hvert eneste træ og busk, roser, blåklokker og påskeliljer. – Det gør det til vores hus. Vores jord. – Lige som folkene i Bakkerne fortjente deres jord med hårdt arbejde. – Vi har svedt og blødt her. Vi har knækket ryggene og slidt leddene. Og vi har opfostret en søn, fejret jul og fødselsdage, været både syge, triste, glade og forhåbningsfulde. Vi har leget med hundene og kattene, haft høns og køkkenhave, og nu er det børnebørnene, der kommer og plukker jordbær, laver saft og går skovture med os. Lidt langsommere, men med meget at snakke om.
Der er ikke noget galt i at udvikle sig i takt med et sted. At ældes med sine omgivelser. At måle tidens gang op mod steder og mennesker, man har kendt, og træer, man selv har plantet, og som dem at gro dybe rødder, så man står godt fast i uvejr.
For ting ændrer sig helt af sig selv, sommetider umærkeligt langsomt, andre gange pludseligt og voldsomt, uden at vi behøver gøre noget for det. Vi bliver gamle, børnene voksne, vintrene grønne, sproget forandres, en epidemi lægger sig over menneskeheden, de fælles værdier glider andre steder hen … Der er nok at holde øje med, man behøver ikke at flytte rundt på sit ståsted også.
Man skulle tro, at kirker og kirkegårde var fredelige naboer.
Da jeg med min familie i 1970 flyttede til Løgstør i et hus over for den store kirkegård på bakken, sagde min far, at naboerne sikkert var fredelige … Det må man da håbe, tilføjede han med et ildevarslende blik, der opskræmte os unger en smule, selv om vi også godt kunne se det sjove.
Om Storm P. fortælles det, at han på sin spadseretur hen over en kirkegård på Frederiksberg fik øje på to gravere, der sad og hvilte sig på kanten af en grav, de lige havde gravet. – Nå, har vi fået lov til at komme lidt op i dag? spurgte Storm P. venligt og lettede på hatten til de uforstående gravere.
I 70’erne havde også jeg en daglig spadseretur fra Mejlgade op til Trøjborg, der rummede min afdeling af Århus Universitet, hen over en stor kirkegård, hvor jeg ofte slog en lille sludder af med de flinke gravere.
I de år blev det meste af arbejdet på kirkegårde endnu gjort med spader, river, koste og skovle. Kort sagt: med håndkraft og mandemuskler.
I de sidste mere end 25 år har jeg igen været nabo til en stor og veldrevet kirke med tilhørende stor kirkegård, men nu er det slut med fredeligheden.
Kirkeklokker er en rar ting at have i sin hverdag. Når de ringer morgen og aften og til gudstjeneste, bryllup og begravelse, er det en påmindelse om tiden og livets gang. Som min mand siger, når nogen spørger, hvordan det er at bo nabo til en kirke: – Tjahh, nogle gange holder de jo fest.
Og det gør de fx juleaftensdag, når det mørkner, og de samler sidste hold julekristne før andestegen og kimer på livet løs. Så slår jeg havedøren op og lader klokkerne ringe min egen jul ind, mens jeg pynter træet. Mere Disney bliver det ikke.
I gamle dage var det Edith på næsten 70 år, der to gange om dagen, punktligt, klatrede op ad den snoede stentrappe og hang i klokkerebene til og med de sidste ni, dybe bedeslag. Hun tog mig med op i tårnet, gav mig høreværn på, og så kunne jeg stå ved lugen mod syd og se langt ned i Jylland, mens hun bimlede og bamlede. Så gik Edith på pension, og et mekaniseret klokkeværk blev sat op. Noget af det første, der skete, var, at et voldsomt lyn slog ned i klokketårnet og satte det nye værk ud af drift. Så meget for gode forbindelser opadtil.
Mekanikken blev repareret og tog sjælen ud af ringningen. Det var ikke Edith. Det var upersonligt.
Også spader, river, koste og skovle er gået af mode.
I dag foregår arbejdet på den store kirkegård og på arealerne ude omkring den med larmende, potente maskiner. Snerydningstraktor, der brager op og ned ad gaden. Græsslåmaskiner, der kræver høreværn. Gravemaskiner til gravene – ingen sidder længere på gravens rand og lytter til solsorten med madpakke og en citronvand efter veludført gerning.
Når kirkegårdsgartnerne i dag slår græsset, ryster mit skrivebord. Når de støvsuger plæner, grave og stier eller klipper en million kilometer lave buksbomhække med den store kompressor, må jeg søge tilflugt hos venner eller i skoven.
I dagevis kan man ikke føre en samtale i et normalt stemmeleje, mens kirkens omhyggelige folk udfører deres arbejde, og jeg må vente med telefonopkald til de holder kaffe- eller spisepause eller fyraften.
Venner, som bor tæt ved kirkegårde andre steder, i andre byer, i andre dele af landet, beretter om samme ukristelige larm.
Så hvor kirken førhen var et sted, hvor Edith to gange om dagen følsomt håndterede de to store klokker, og hvor man begravede sine kære med ønsket om, at de måtte hvile i fred, er den nu centrum for et støjhelvede, der trodser enhver beskrivelse.
Hvem skulle nu tro det …
Øredøvende helvedesmaskine runger i dagevis mellem fredelige grave – Videoen er taget fra terrassen lige foran min havedør. Larmen høres tydeligt også inde i stuerne, så på de værste dage er man nødt til at tage hjemmefra.
Senere tilføjelse:
Engelske kirkegårde bliver kun nødtørftigt vedligeholdt; det meste overlades til de pårørende – og til fugle, pindsvin, bier, sommerfugle og anden natur. Og de er meget fredfyldte og smukke.
Hvis der er larm omkring ens hjem eller arbejdsplads, tager hele kroppen skade. Den stresses og kommer i et stadigt alarmberedskab, hvilket påvirker hjertet og blodomløbet. Hvis det er langvarigt, kan det være dødeligt. Og det gælder, uanset om støjen opleves som generende eller ej.
Jeg må have været otte år. Det var sommer med sol og duftende hvidtjørn ved hækken. Resten af familien havde gjort sig usynlig, og jeg nussede rundt i det lille legehus, far lige havde bygget i baghaven.
Det duftede af friskt træ. Der lå et par søm, savsmuld og høvlspåner på gulvet og på den tørre jord udenfor. Der var en dør, to små, kvadratiske vinduer, en bænk og et bord, og jeg var travlt beskæftiget med at bage sandkager af jord og vand og dække op på blade på bordet inde i legehuset.
Jeg var glad. Fulgte lykkeligt flowet i legen og havde fuglesang og melodier i hovedet, mens solen varmede min krop. Der lå et gammelt havetæppe, som jeg slog om livet, så jeg kunne bevæge mig elegant i lange skørter, som en fin dame. Løftede op i tæppet med den ene hånd, når jeg bragte endnu en bladtallerken med kage ind i huset. Pyntede den med nedstukne blomster og græsstrå fra grøftekanten. Det blev flot.
Jeg ventede ingen, nød kun freden, mine aktiviteter, blomsterne, duften af sol, jord, græs og savsmuld, indretningen, og mit eget engagement.
Præcis sådan har jeg det ofte i dag mere end et halvt århundrede senere:
Jeg nusser rundt. Nyder lyset, roen. Arrangerer blomster fra grøftekant, skov eller have. Bager en kage, et brød eller sætter en gryderet over. Gør mine stuer rene, hænger vasketøjet ud, tørrer borde af … Jeg venter ikke nogen, er fyldt af glæde og mine egne tanker.
Er det sådan, at man efter i 50 år at have arbejdet for sin familie, sit udkomme, sit sted, omsider igen kan vende tilbage til barndommens uforpligtede og ubekymrede flow?
Børn og gamle har tiden på deres side. Det er dem mellem pubertet og pension, der har det hårdt og stresser.
Der arrangeres talrige oplevelser for børn og voksne i den lange, lange tre-ugers sommerferie, som man jo ikke bare kan henslæbe hjemme med at få ordnet de ting, man ikke når i det daglige.
Det er ikke nok at være hjemme med sin familie, for så går det hele op i skærme af den ene eller den anden art, og børnene er ikke altid de værste.
Med eller uden trussel fra coronavirus flygter folk ud af landet. Vi er klima-nassere. For den bedste og varmeste tid på året skal jo tilbringes ved en strand i andre menneskers endnu varmere land, hvor vi vartes op af de indfødte, ellers ligner det ikke rigtig sommerferie. Vi har RET til sol i ferien og rejser gerne efter den. – Ligesom vi har RET til sne i vinterferien og rejser efter det.
Men i år er der alligevel mange, der tilbringer ferien i Danmark. Hjemme eller i sommerbolig.
Så museer, lokale turistforeninger, sommertivolier og mange flere konkurrerer om at tiltrække sig børnefamiliernes opmærksomhed: Man kan klæde sig ud som viking, man kan blive fulgt rundt på skovtur, man kan opklare ’mysterier’, som en kreativ gruppe har udtænkt og arrangeret, høre musik, hoppe i hoppeborg, eller man kan tilbringe dagene i forlystelsesparker, vandlande, temaparker, dyreparker, på sportslejre, naturlejre, wellness, camping, cykelferie og meget, meget andet.
Jeg er født i 50’erne. 1950’erne. Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave. Jeg kom i skole i 1. klasse som 6-årig. Indtil da og i alle ferier var der ingen, der bekymrede sig om at underholde mig. Og da jeg var barn i en lærerfamilie, holdt vi en måneds ferie hver sommer.
Der var et stort, gammelt hus, en stor, tilgroet have, ubebyggede områder med højt græs og træer lige til at udforske og mødes i, søskende, naboer, masser af legekammerater i alle aldre på vejen, hunde, katte, kaniner, høns, de fleste fritgående ligesom børnene. Vi havde bøger, spil, bolde, skovle og spande, legehuse, vandbaljer, sandkasser, frugttræer til at klatre i, køkkenhaver, der skulle plyndres for en overflod af solbær, ribs, stikkelsbær, ærter, jordbær og hindbær, så der var altid nok at tage sig til.
Af og til kom cirkus til byen, og man kunne være heldig at blive taget med af forældre eller bedsteforældre. Så sad man der med åben mund og polypper og så på flotte heste, skønne cirkusprinsesser og skræmmende klovne, mens høj musik buldrede og bragede uvant op under teltdugen. I dage og uger efter var fantasien proppet med cirkusdrømme, som man kunne udleve i leg med kammeraterne eller blot nære sig ved i stille stunder.
Man kunne gå en aftentur ned på Strandvejen og måske opnå en af Fru Hansens berømte isvafler, hvis de voksne havde husket at tage penge med, hvilket de var tilbøjelige til at glemme. Pengene var små i de år. Endnu har ingen glemt, at min søster en aften prøvede at skaffe sig en af de eftertragtede is ved at hævde, at hun var ‘ved at BESVIME af sult’, da vi passerede isboden.
Eller hele familien pakkede kaffe, sodavand og sandkage og drog på skovtur i Fuglsangskoven et par kilometer borte, til fods naturligvis, og vi sov godt om natten efter at have gået langt og leget meget mellem de gamle bøgetræer.
Et år rejste der sig et telt på havnen, hvori man fremviste en død hval! Desformedelst en 25-øre, som far beredvilligt fandt i dybet af sin store lomme, kunne vi komme ind og kigge på dyret, der var så stort, at en femårig pige slet ikke kunne opfatte det. Jeg husker blot noget mørkt skind og det dunkle lys i et gammelt telt fra krigens tid.
– Lige det show må have haft en begrænset holdbarhed.