Giftige tørklæder

Så gjorde jeg det igen! – Købte et tørklæde, bare fordi det var pænt, og fordi jeg trængte til lidt nyt, lidt farve om min hals. Jeg har gjort det før og er blevet voldsomt syg af det.

Engang måtte jeg flå et mange gange vasket og luftet tørklæde af min hals midt under en skovtur, fordi mine øjne begyndte at svide af de kemiske dampe, og huden på hals og kinder brændte.

Denne gang var tørklædet fra Salling i Aalborg, og det var ikke billigt. Det var af mærket ’Pieces’, sort og grønt, lavet i Indien.

Klog af skade vaskede jeg det to gange og lod det hænge ude på tørresnoren et par døgn, før jeg turde tage det om halsen.

Alligevel følte jeg efter ganske få sekunder den velkendte, metalliske smag i munden og en let prikken på tungen. Så begynder øjnene at klø og svide, og hvis jeg ikke tager tørklædet af i en vis fart, får jeg allergisk øjenbetændelse og diarré.

Jeg lagde det fine, nye tørklæde i blød i eddike, i vaskepulver, og til sidst i Ajax-salmiakvand i flere døgn, vaskede det igen og igen ved 40 grader i maskinen, selv om det angiveligt kun kunne tåle håndvask. Lod det hænge ude i dagevis. Lige meget hjalp det. – Jeg kan ikke have det på.

Sidste år gjorde jeg det samme med et billigt tørklæde fra Kvickly, Nørresundby. Jeg havde en begyndende halsbetændelse og købte tørklædet, et gråt, blødt ét, som jeg tog på med det samme. Efter kort tid begyndte mine øjne at blive røde, og maven blev dårlig, men da jeg troede, at det skyldtes infektionen, beholdt jeg tørklædet på og gik i seng.

Næste morgen var jeg nødt til at tage til læge. Jeg vågnede med hævede, røde øjne, øjenhuler, der var ømme, som om de var betændte, kinder, der brændte og flammede rødt, og kvalme og dårlig mave. Læger har jo ikke tid til syge mennesker, så jeg talte med en sygeplejerske eller en laborant i lægeklinikken, og hun stillede diagnosen ’øjenbetændelse’ og gav mig øjendråber med antibiotika.

Jeg dryppede øjnene som foreskrevet, og det sved, men intet skete. Tværtimod. Op ad dagen blev det være og værre …

Om aftenen, da jeg igen, syg og udmattet, ville gå tidligt i seng, tog jeg tørklædet af, og så mærkede jeg efter kort tid, at øjensymptomerne aftog … Da kom jeg i tanke om, at jeg før har reageret på nye stoffer: Fx måtte jeg smide en plaid fra IKEA ud pga. fysisk ubehag: kløen, rødme, prikkende metalsmag på tungen, når jeg brugte den. Det samme skete med en morgenkåbe, jeg fik syet af stof fra STOF2000 – Kunne det være tørklædet?

Efter en nat uden det giftige tørklæde var min ’infektion’, mine maveproblemer og min øjenbetændelse helbredt!

Dette tørklæde fra Coop var lavet i Kina, og i de dage, efteråret 2017, mens jeg var syg af de allergifremkaldende stoffer, lancerede Coop deres store økologikampagne …

Som en god samfundsborger udfyldte og indsendte jeg en blanket om øjenallergien på et anmeldelsesskema til Miljø- og Fødevareministeriet. Det var et langsommeligt og omstændeligt arbejde, som medførte en del skriverier frem og tilbage med medarbejderne, men jeg følte mig forpligtet til at anmelde, hvad jeg opfattede som en forgiftning, så andre ikke skulle havne i samme situation. Og så Coop ikke upåtalt skulle belaste folkesundheden og sundhedssystemet.

Men Miljø- og Fødevareministeriet bad mig om at sende tørklædet til Coop, så Coop selv kunne undersøge det i deres eget laboratorium! – Jeg troede ikke, det kunne være rigtigt! Men det var det.

Så jeg klippede det giftige tørklæde midt over og sendte den ene halvdel til Coop. Den anden ligger stadig i en lufttæt pose i mit udhus.

Og stor var overraskelsen jo, da Coop efter ganske kort tid kunne melde tilbage, både til mig og til Miljø- og Fødevareministeriet, at der ikke var fundet allergifremkaldende stoffer i tørklædet …

For at føje spot til skade fik jeg i en mail fra Miljø- og Fødevareministeriet tilbuddet om, at de ville oplyse mit navn og adresse til Coop, som så ville sende mig en lille erkendtlighed … Det svarede jeg ikke på.

Smarte mobiltelefoner er der ikke noget galt med

Smartphonen hører til blandt de største bekvemmeligheder, menneskeheden har opfundet. Som vind- og vandmøller, kloakering, det vandskyllende toilet, vaskemaskinen, symaskinen, indlagt vand i husene, fjernvarmen, bilen, toget og alt det andet er den bærbare telefon med al sin smarte indmad et stort fremskridt for os alle sammen. Brugen af den kan dog til tider være problematisk, men er det ikke nødvendigvis, hvis vi tænker os om og udviser hensyn.

Da vi fik biler, skulle vi opfinde færdselsreglerne. Nu skal vi opfinde mobiltelefonregler, og det kan vel ikke være så svært?

Smartphonen er praktisk, fordi den er lille, man kan altid have den med sig, og man kan komme i kontakt med andre, slå noget op, finde vej, høre musik, læse bøger, se sin kalender, bestille noget, se nyheder eller film, betale med den, få advarsler, spille på den m.m.m.

Det er afhængigheden af de små notifikationer, der kan blive et problem. Og den mistede evne til at kede sig et øjeblik, til at kigge ud i luften eller på de mennesker, man fysisk er sammen med. Det er også et problem, at folk absolut skal kigge på telefonen, mens de er på arbejde, i skole, går på fortovet, kører på cykel, rulleskøjter eller i bil. Det skaber farlige situationer. Selv om vi kan komme i kontakt med alverden via mobilen når som helst, bør vi vente, til vi holder en pause, sidder i bussen eller er kommet hjem.

Som sociale væsener giver vi altid et pip fra et medmenneske førsteprioritet i vores opmærksomhed. Nogen vil mig noget! – Bare tænk på, hvor hurtigt vi reagerer, når nogen kalder vores navn. Selv om vi går et sted, hvor ingen kender os, og det slet ikke er henvendt til os. Når smartphonen bipper, får vi samme spændte velvære i kroppen, som når den gamle fastnettelefon ringede, eller vi fik et fint brev med vores navn på, og vi kunne forestille os, at det var uventede penge eller en kærlighedserklæring. – Det var det nu sjældent.

Det er også yderst sjældent, at de små notifikationer bringer os godt nyt. For det meste er det bare en skræppende annoncering om fjerne, narcissistiske bekendtes uinteressante børn, selfies på ferierejser eller nogen, der beder om dine penge eller en tjeneste. Som fx en veninde, der ‘liker’ dine fotos i håbet om, at du vil ‘like’ hendes, næste gang hun uploader noget trivielt. Eller Konrad, der igen synes, han har postet noget begavet.

Vi skal aflære os, at de små bip fra telefonen nødvendigvis har noget med os at gøre og altid kommer fra et medmenneske, der vil os noget (godt). Vi skal lære ikke at stille os til rådighed for reklamer, tomt pjank, click bait, venner, der sidder og keder sig … osv.

Da jeg først havde modtaget bippende sms’er fra ’Politiken’ med BREAKING NEWS i skriggult om fx en ny bestyrelse på Det Kongelige Teater eller andre ting, der ligger mig meget fjernt, fandt jeg hurtigt ud af at slå disse notifikationer fra, så jeg ikke bliver forstyrret. – Breaking News burde være forbeholdt 9/11 og lignende. Og jeg tillader aldrig firmaer at sende mig sms’er eller mails. Vi skal være private, holde på telefonnummer og værdighed og tage magten over teknologien selv.

Da jeg er en ældre dame, kunne jeg fravælge al bavlet på de sociale medier uden at føle, at jeg går glip af noget. Mit liv foregår lige her, hvor jeg er. Familie og venner kan sms’e, maile, ringe eller komme, når vi skal snakke sammen, og der er telefonen jo smart: – Er du hjemme? Så er jeg i nærheden og kan lige kigge ind?

Når jeg er på besøg hos venner, er i byen, på restaurant, på rejse, til koncert, i biograf, til udstilling, i bussen, i butikker, hos damefrisør eller læge og om natten, er telefonen sat på lydløs. Den behøver ikke at sige noget til mig, før jeg er klar til at møde verden.

Hvis jeg er sammen med andre mennesker eller er optaget af andre gøremål, føler jeg mig ikke altid forpligtet til at reagerer på bip-lyde, hvis jeg skulle have glemt at sætte telefonen på lydløs. – Sommetider tjekker jeg bare, om det er vigtigt, og udsætter at svare, til jeg har tid og lyst. – Det er det, telefonen kan nu. Det er derfor, den er smart. I modsætning til den gamle fastnet, som skulle betjenes omgående, når den stod der midt i stuen og skreg op. Da kunne en lille sms ikke gøre det.

De mennesker, der ikke kan styre funktionerne på deres egen telefon, må være ensomme? Sultne efter kontakt? Ude af stand til at hvile i eget selskab? Småt begavede? – For al denne bippen er jo ikke rettet mod dem, men er opfundet for at holde dem i ånde, så man kan målrette reklamer m.m. til dem. Så man kan stjæle deres opmærksomhed fra familie, venner og børn. Fra de ting, der i virkeligheden udgør deres liv. De er slet og ret kanonføde for mobilindustrien, som har designet alle funktionerne, så de udløser dopamin og skaber afhængighed. Det er da nemt at gennemskue.

Og så er der børnene og de helt unge, som bliver narret til spil, til at holde lange besked-tråde i gang i måneder, til at købe ikke-eksisterende ting inde i apps’ne … og som sætter deres uddannelse og opdragelse til menneskelivet over styr for at gøre telefonen med alle de indbildte ’venner’ tilpas. – De har brug for hjælp, forklaringer og faste rammer. De har brug for, at vi opfører os som voksne og selv kan gennemskue teknologien, og hvor den snyder os til at tage et ekstra kig, selv om vi spilder vores liv med det.

Løsningen er ikke at slukke for telefonerne, men at tage kontrollen over dem selv.

Jeg elsker min smartphone fordi:

· Den giver mig tryghed. Jeg kan ringe efter hjælp når som helst og hvor som helst

· Den giver mig nem kontakt med familie og venner og alle andre

· Der er ur

· Der er kalender

· Der er vejrudsigter

· Der er vækkeur

· Der er huskesedler

· Der er nyheder

· Jeg kan slå alting op med det samme! Slut med alle urimeligt langtrukne diskussioner om det ene eller det andet

· Jeg kan finde vej

· Jeg kan se tilbud og planlægge indkøb, evt. på nettet

· Jeg har netbank og Mobile Pay

· Rejseplanen

· Billetter og boarding cards

· Google Maps

· Jeg læser e-bøger, mange!

· Jeg kan tage fotos og have dem på telefonen

· Jeg kunne høre musik, men jeg gør det næsten aldrig. Musik er for mig en social oplevelse, ikke noget privat i ørerne og da slet ikke i naturen og i det offentlige rum. Da vil jeg gerne kunne høre lydene omkring mig.

· Der er lommeregner, lommelygte, kompas o.m.m.

· Og jeg bestemmer helt selv, hvordan jeg vil konfigurere den

Men de, der ikke kan styre sig selv og deres telefoner udgør dagligt et sørgeligt syn, når de:

· Bruger telefonen ustandseligt i trafikken og det offentlige rum i øvrigt.

· I undervisningssituationer, til møder o.l., når de burde høre efter og være til stede, men sidder og scroller ned over ligegyldigheder på mobilen.

· Som ansatte til at passe børn eller handicappede går med næsen dybt nede i deres telefoner og private affærer i stedet for at passe deres job!

· Som forældre til små og store børn ikke er nærværende, når de er sammen med dem, men har travlt med deres telefoner. En tre-årigs råb om menneskelig kontakt: ’moar, moar, moar, moar’ er hjerteskærende.

· Som hundeejere, der efter en lang dag, hvor hunden har været alene hjemme, burde give hunden en smule opmærksomhed, men bare lufter den et kvarter rundt i kvarteret, mens de selv er optaget af deres telefon.

· Når de er sammen med familie og venner, men alligevel tillader telefonen at indtage førstepladsen i deres opmærksomhed.

· Når de har mere travlt med at fotografere og uploade fotos af sig selv, deres mad, deres barn, deres ferier end af bare at nyde øjeblikket og være der for andre.

Så hovedreglen for brug af mobiltelefon må være:

Vis hensyn! – Også til dig selv. – Lad ikke en maskine spille hovedrollen i dit liv, for det er formentlig det eneste liv, du får. Og brug kun telefonen kort og i nødstilfælde, når du er sammen med andre, mennesker eller dyr, som du skylder respekt og/eller har ansvaret for.

De, der ikke magter det, er formentlig så unge, at de ikke nåede at danne en fast bund, ikke lærte at stå på egne ben, ikke lærte at være menneske og selv strukturere deres tid uden at have en krævende, elektronisk tamagotchi* mellem hænderne 24 timer i døgnet.

*Slå det op!

Affaldssortering 2

Jeg har skrevet om Aalborg Kommunes affaldssortering/genbrug før:

http://blog.loneandrup.dk/#post333

Nu gør jeg det igen, for den ekstra container til plastic- og papiraffald ankom omsider, og da jeg linede alle mine affalds- og genbrugscontainere op:


Gik det op for mig, at vi er til grin!

Alle fortove flyder på tømningsdagene med en hær af opmarcherede, sorte affaldscontainere, hver husstand har tre eller fire, og når de alle er sat ud, specielt uden for rækkehusbebyggelser, ligner vores smukke, lille by en regulær losseplads!

Hvor mange år skal vi hver især sortere plasticaffaldet fra, før der er nok til at fremstille tre-fire store, sorte containere, vi kan sortere affaldet i? Og hvor længe holder sådan en container?

Og energien til at lave og distribuere dem, kommer den så fra vores papir- og restaffald?

Kunne man ikke finde en kønnere og mere bæredygtig løsning?

Gyllehammeren


Nogle grise har det skønt, bl.a. disse frilandssvin fra Attrup.

Det slår aldrig fejl: Så snart den første rigtige forårsdag viser sig med solskin, varme, fuglesang og spæde blomsterdufte, slår gyllehammeren os ned.

Nord – og Vestjylland er hårdt ramt, men også Sønderjylland, Nordfyn, Sydsjælland, Lolland-Falster og Bornholm, efter hvad jeg hører.

Man sætter grillen og havemøblerne ud og hænger sengetøjet ud til tørre, og så bliver alt ramt af en harsk, hudklæbende hørm af gammelt griselort. ALT! – Og det står på i halve og hele måneder. Lige i den smukkeste tid. – Jeg ville blive sur, hvis jeg havde ofret et halvt hundrede tusind på fx en konfirmationsfest i haven i forårssolen. Har man en næse og et valg, er der efterhånden ikke andre muligheder end at bosætte sig i København eller Århus. Byer så store, at stanken ikke kan drive ind i nærheden af boligkvartererne.

Der er ikke tale om en mødding med stor gødningsværdi, samlet igennem vinteren ved udmugning under heste, grise, køer og får, som vi husker det fra gammeldags møgspredning på markerne. Dengang snusede vi bare op og sagde: Der er vitaminer i luften.

I løbet af de seneste 15 – 20 år er det for gyllefabrikanterne udelukkende blevet et spørgsmål om at komme af med den koloenorme mængde af hengemte, overlagrede, stinkende, forsurende, halvgiftige affaldsstoffer fra forpinte og plagede grise stablet op i enorme grisefabrikker. Disse fabrikker fylder den ene gyllebeholder efter den anden, så det løber over, de flytter rundt på lortet, opkøber evt. ledig beholder- eller markplads hos hinanden og sjasker det hele ud i sejlende, tykke lag, så snart jorden er til at køre på. – Hvem har lyst til at spise afgrøder fra disse inficerede marker?

Hele landsdele lider under det. Byer, landsbyer, naturområder. Lugten blæser til England eller Sverige. Og alle klager holdes væk med henvisning til eksporten. Men hvis kineserne gerne vil spise gris, synes jeg, at de skulle opfostre nogle grise selv. Danmark er for lille til at rumme 30 mio. svin og deres affald.

Mere end en tredjedel af disse svin bliver kørt til slagtning i udlandet … De bliver slået og sparket, når de bliver gennet op i lastbiler og fragtet langt væk til et polsk slagteri. – En dag eller to klemt sammen i en anhænger … Sultne, tørstige, forskræmte …

Det nytter ikke noget, at man vil gøre provinsen attraktiv med universiteter, kulturtilbud, parker og sommerfester, eller at man udflytter fem sprogmedarbejdere til Bogense og treogenhalv til Brovst, hvis man ikke gør noget ved gyllestanken … INGEN kan holde ud at leve midt i et grise-wc. – Heller ikke grise, som er både kloge og renlige dyr.

Se at få det stoppet! Det er barbarisk, at man tillader nogle få grisefabrikanter at holde det meste af et land som gidsler, forsure vores jord og påføre så mange en usund og ækel stank i årets dejligste måneder. Hvordan kan det tillades i et moderne samfund?

Affaldssortering

Sidste år indførte Aalborg Kommune affaldssortering i alle husholdninger. – Vi havde naturligvis selv i årevis udskilt glas, metal, aviser, kompost, tøj, kemiske rester, som fx maling, batterier o.l., men nu gik kommunen aktivt ind i det og uddelte store, sorte containere til plastic og papir til alle husstande.

Efter få måneder måtte vi bestille endnu en container, for vi opdagede, hvor meget plastic i virkeligheden fylder i vores affald. Det er enormt! – Emballager mest, intet kan åbenbart håndteres og sælges uden at være pakket ind i plastic og pap, det gælder kød, frugt, grønt, nyt til husholdningen, tøj og legetøj og alt muligt andet. – Og vi er endda en husholdning med kun to gamle, småtforbrugende bedsteforældre. Hvordan må det ikke se ud i unge børnefamilier?

Ifølge de instruktioner, der fulgte med de nye containere, er der en del almindelige forbrugsvarer og emballage, som ikke kan genanvendes, og som ikke må smides i containeren. Det gælder fx kaffeposer, chipsposer, – som begge laves af folie, og mælkekartoner, pizzabakker og bleer. Alle ting, som er uhyre almindelige i dagligt brug, og som fylder godt op i affaldet.

Hvorfor forlanger man ikke, at folieposer, kartoner, pizzaemballage og bleer bliver lavet i materialer, der kan genbruges?

Og hvis man også skal smide mere private ting ud, som fx medicinbeholdere af plastic, regnskaber på papir, breve o.l., så må man henstille til de kommunale afhentere, at de ikke – som vi ofte ser her – spreder affaldet ud over hele villavejen, så alle kan se, at man tager p-piller eller skylder VVS-manden …

En gave

der ikke er udtryk for ægte hengivenhed, kendskab til modtageren og et oprigtigt ønske om at glæde, er blot en pligtaflevering. Som en æske chokolade fra chefen, en buket blomster fra banken på den velhavende kundes runde fødselsdag, en flaske rødvin fra svogerskabet til jul.

Og så begynder modtageren at kigge på prisen, for så bliver tal, penge, den eneste målestok for forholdet mellem giver og modtager, og så er det ikke længere et rigtigt forhold, men en forretningsmæssig transaktion.

Hvis jeg godt kan lide dig, gider jeg også finde ud af, hvad du ønsker dig, hvad du mangler, og hvad jeg har lyst til at give dig. – Og jeg modtager ikke bestillingssedler, hvis jeg ikke har bedt om det.

Måske skulle vi rige overflodsdanskere afskaffe gaver blandt voksne og kun give børnene – men ikke for meget – og i øvrigt dele ud til dem, der virkelig trænger: flygtninge, hjemløse, syge, gamle, fattiggjorte enlige mødre m.m., for det er staten jo holdt op med at gøre. – Man kan undre sig over, hvad de så bruger alle vores skattepenge på?

Glædelig jul!

Uanstændighedstiden

‘Breve er op til fem hverdage undervejs og omdeles mandag-fredag’, står der.

Uanstændighedstiden begyndte ved årtusindskiftet, da vi blev for rige. Vores huse blev for dyre, og vores lån alt for billige. Man kunne pludselig skaffe sig hundredtusindvis af kroner AFDRAGSFRIT til uanstændigt forbrug. – Og der gik forudsigeligt nok grådighed i det hele med for meget guldfarvet SUV, hummer og champagne. Og flyrejser, fordi vi fortjener sol og varme året rundt. Det blev mig, mig, mig … ’Because I’m worth it’ … til kvalmegrænsen og langt over.

Man kan tilskrive Anders Fogh Rasmussen og hans begærlige slæng forfaldet, men nogen stemte jo på ham, og tendensen var undervejs længe før.

I uanstændighedstiden blev ordene ’solidaritet’ og ’velfærd’ fremmedord, for ingen kunne se længere end sig selv i den øjeblikkelige situation. – Når man er ung, rig og rask, tænker man ikke på, at man selv eller ens nærmeste pårørende, ægtefælle, børn, forældre, søskende, venner, kan blive ramt af sygdom, alderdom og/eller arbejdsløshed. I stedet for solidaritet, rimelighed og medmenneskelighed blev slagordene: Ned med skatterne! Frit valg (for de rige) på alle hylder! Privatisér arvesølvet! Sælg resten til udenlandske investorer! Længst muligt i eget skidt! Ud med de mørkhårede! Skær ned på alle ydelser! Pisk alvorligt syge og gamle til endnu flere, udsigtsløse ture i manegen! – Fanden tage de sidste …

Vi ødelagde jorden, luften og vandet med gift. Gift, der nu er i vores mad, tøj, legetøj, huse og møbler. Og i vores kroppe. Og i vores børns kroppe. – Og ingen ansvarlige vil indrømme det og tage sig af det. Tværtimod.

Vi begyndte at føre aktiv krig mod lande, der aldrig havde generet os den mindste smule, og som lå meget langt væk. – Vi, der ikke engang førte krig, da vi var besat af tyskerne! – Og ingen hævede stemmen og talte imod denne udanske, malplacerede aggression.

Der bredte sig en selvoptaget gerrighed ud over hele vores lille smørhul. Vi ragede til os og gjorde alt for at holde naboerne fra fadet, specielt mennesker fra de lande, vi havde bombet og invaderet. Vi spærrede vores grænser for dem, der flygtede fra bomber, tortur og voldtægt, og som risikerede livet i havet og på vejene. Alle disse mennesker, som ville have kunnet redde os, hvis de fik lov. Hvis de kunne komme ind i landet, hvis de ikke blev isolerede på håbløse og triste anstalter, hvis de ikke fik frataget deres værdighed og fremtid af et umenneskeligt styre, repræsenteret ved bl.a. Inger Støjberg og hendes usmagelige kagespiseri, en hidtil utænkeligt ufølsom hån mod menneskeskæbner, hun selv havde knust. Disse mennesker, hvis liv blev smadret af vores magthavere, kunne have tjent os som åndsarbejdere, der bragte ny viden og frisk luft ind i vores lille forsnævrede, uretmæssigt selvforherligende, land, eller som de omsorgspersoner, vi mangler til at tage sig af vores mange små, syge, gamle, som vi ikke længere selv kan bebyrde os med, eller de kunne have udført en mængde andre nødvendige, praktiske opgaver, der nu ligger ugjorte.

Og herfra gik også meget andet ned ad bakke eller blev fuldkommen destrueret af den ondskab og grådighed, som upåtalt får lov at florere i dette land, selv om et af yndlingsemnerne i den offentlige debat er ’værdier’ … barmhjertighed er helt åbenlyst ikke en af vores traditionelle, kristne værdier.

I flæng kan nævnes:

Som dansker kan man ikke længere rejse frit og vise flaget. Hvor vi før var stolte af vores bidrag til FN’s fredsbevarende styrker, må vi nu holde lav profil pga. af vores militære overfald på Afghanistan og et par arabiske lande som halehæng til mere eller mindre sindsforstyrrede, amerikanske præsidenter. Vi skal søge visum til stadigt flere lande, hvor vi før var velkomne uden falbelader.

Omsorgen for syge, gamle, børn og psykisk syge. – Førhen, dvs. i tre-fire årtier efter 2. Verdenskrig, havde vi ingen hjemløse. Ingen var tvunget til at sove på gaderne i storbyerne. Førhen havde vi herberger, afvænningsklinikker og psykiatriske sengepladser. Og vi havde et fintmasket net til at samle op, der hvor systemet i øvrigt svigtede. Man havde nogle få landevejsriddere og skærslibere, men ikke åbenlyst tiggende eller ’avis’-sælgende mandspersoner alle vegne i det offentlige rum. – Og jo så heller ikke denne sentimentale trang til at stikke dem en tyver – som om det hjalp nogen – OG snakke om det bagefter eller poste det på FB. – Vores gamle forældre, der har sørget for os i mange årtier, ligger på grelt underbemandede plejehjem, hvor de bliver glemt på toiletterne eller falder ud af sengen og dør på gulvet med knuste knogler, uden at nogen bemærker det før næste morgen. – Og hvis du bliver ramt af kræft, kan du se frem til mange måneders ventetid på en forhastet behandling, hvis de da ikke glemmer dig eller dine livsvigtige prøver, og du skal ihvertfald ikke tro, at du kan slippe for jobcenteret, arbejdsprøvninger og praktik, selv om du skulle være sengeliggende med store smerter.

Politi og retsfølelse er for længst lagt i graven. Pga. nedskæringer og bevogtningsopgaver, både mod terror og mod udlændinge i det hele taget, kan man ikke komme igennem til politiet og få hjælp, hvis man finder sit hus raseret af indbrudstyve, hvis man oplever vold i hjemmet eller i nattelivet, eller hvis man bliver franarret en masse penge i fx lejlighedsudlejning eller i en handel på DBA. Voldtægtsofre bliver bedt om at tænke på, at de kan ødelægge en ung mands fremtid med deres anmeldelse, og økonomisk kriminalitet har vi overhovedet ikke ressourcer til at tage os af.

Postvæsnet er brudt sammen. Vores allermest vitale, analoge kommunikationssystem blev besparet og dårligt ledet ihjel, og nu er det som et decideret håndværkertilbud forsøgt afhændet til de mere ansvarsbevidste svenskere. Posthuse er i dag et hjørne i et lavprissupermarked. Mange postkasser er taget ned, og på de tilbageværende står ikke anført, hvornår de tømmes. Et fødselsdagskort eller en stak vigtige dokumenter bliver ikke bragt ud før ugen efter, hvis det hele da ikke er forsvundet sporløst i mellemtiden. Så brevtransport kan man ikke overlade til postvæsnet i Danmark. Vi må sende en e-mail, overbringe brevene personligt eller tilkalde et pålideligt, professionelt kurérfirma.– Men så pakkerne, da? – Med den enorme stigning i internethandel må det danske postvæsen da ride på en bølge af succes? – Nej, desværre. Besparelser og udygtig ledelse så ikke den forretningsmulighed komme, før den allerede var foræret til mere entreprenante, udenlandske aktører. Upålidelighed og inkompetence tvang professionelle internetfirmaer til at satse på privat pakkeudbringning, og disse firmaer knopskyder og blomstrer p.t. – For det var vel ikke venstreregeringens intention at lægge det nationale postvæsen ned, så privatisering blev det eneste mulige resultat? – Det seneste er, at postvæsnet nu ikke længere vil omdele reklamer og lokalaviser. – Som et supermarked, der ikke længere gider sælge mælk og brød.

Vi dyrker religion og kongehus som aldrig før i min mere end 60-årige levetid. Alle andre moderne stater har indført republikken og skilt kirke og stat ad, men ikke Danmark, hvor folkekirkens overtro endnu tages til indtægt for stort og småt. Senest så vi her i Luther-året, at alle de uvidende, uuddannede og historieløse hyldede Luther som demokratiets og ligestillingens fader. – Dette ville overraske manden selv og hans samtidige, samt de bedre informerede nulevende betragteligt. Og da en skole med mange elever af udenlandsk herkomst besluttede ikke længere at fejre sidste skoledag før jul i den nærliggende kirke, men skabe deres egen juleafslutning, greb selve statsministeren ind og kaldte beslutningen ’en ommer’ … Hvordan kunne han få sig til det? Er det et statsanliggende? Lever vi i en bananrepublik, hvor intet er for småt og under statslederens værdighed? – Imens trisser dronningen rundt og syr fastelavnskostumer til troens udøvere, bisper, præster og provster, indimellem hendes vægtige opgaver med at farvelægge prinsessekjoler til pantomimen i Tivoli, og vi undersåtter kaster os umættelige over ugebladene for at læse om hendes syge mand og hendes sønner, de to voksne, men ubehjælpsomme prinser.

Skattevæsnet blev besparet så meget, at skatter ikke længere kunne inddrives, snyd forekom uantastet med dårlig moral over hele linjen til følge, og det hele udartede til et tag selv-bord for udenlandske svindlere, assisteret af SKAT’s ansatte … En måde at afskaffe den fælles velfærd ad bagvejen? I årtier har man skreget højt om, at ‘vi ikke har råd til det hele’, ‘der skal spares’, og de fleste godtager, at statens budgetter må fungere ligesom i en lavtlønsfamilie. Men råberiet fungerer blot som skalkeskjul for, at magthaverne kan udøve deres magt og tankekontrol ned i alle små detaljer, for vi har aldrig været rigere. Hvis man undlader at inddrive skatter og forærer enorme formuer til svindlere, så får de højtråbende jo ret, så ER der ikke længere råd.

DSB gider jeg næsten ikke skrive om. Det er en ynk. – Ingen uden for S-togs- og metroområdet, dvs. Storkøbenhavn, overvejer alvorligt at tage toget nogen steder hen. Ingen har tid og råd til at tage toget til Venedig, Berlin eller Paris, vel? – Selv en tur fra Ålborg til Kolding koster en bondegård og tager en halv dag. Man ville kunne køre turen 5 gange frem og tilbage i bil på de skatteyderbetalte motorveje for samme pris og 2- 3 gange på den samme tid. – På tværs af landet kører hurtige og billige rutebiler, og de overholder køreplanerne og aflyser ikke i tide og utide. Dertil kommer hele farcen med de ’nye’, allerede forældede, IC4-tog og sporskifter, der ikke virker, hvis det regner eller sner, hvis der er blade på skinnerne, eller hvis solen skulle skinne. Hele tanken om at binde landet sammen med smidig, billig, offentlig fællestransport er for længst kuldsejlet til gavn for privatbilismen, som de seneste 5 år er steget med 25 %, og et kraftigt ekspanderende, norsk flyselskab.

Uddannelsessystemet er lige fra Folkeskolens første klasser blevet undermineret af, at en del yngre lærere ikke ved ret meget og hverken kan læse, skrive eller regne. Hvilke elever kommer der ud af det? – Læreruddannelsen og lønnen er ofre for besparelser og reformer, der ikke bidrager med noget godt. – Og nu lyder det rungende tomme kampråb fra politikerne, at vi skal arbejde målrettet på at få flere Nobelpriser til landet, andre råb er internationalisering, kvalitet, innovation m.m., helt uden smålig skelnen til, at alle uddannelser i dette land er blevet besparet og ringeagtet nærmest ihjel. I disse dage taler man i fuldt alvor om at begrænse sideantallet for specialer ved Københavns Universitet af besparelseshensyn! Dvs. at man ikke på forhånd forventer sig kvalitet af de studerende, men kun ulejlighed og udgifter, fordi man skal betale nogen for at læse bavlet. – Og udenlandske forskere, der holder foredrag på andre institutioner end dem, de har tilladelse til at arbejde på, får bøder og risikerer udvisninger! – Jeps! Det er præcis sådan, man får flere danske Nobelprismodtagere!

Mennesker i andre verdensdele skal finde sig i, at vi spotter og håner deres religion – Det er jo ytringsfrihed! – Men man udøver sindelagskontrol på de indre linjer ved at overvåge og udsulte vores eneste reklamefri, public service institution, Danmarks Radio, i en grad, så programmer med påstået venstreorienteret indhold, som fx en julekalender eller en stort anlagt, historisk serie, udløser trusler om nedskæringer ’hvis man ikke makker ret’, hvilket betyder at beskrive verden, sådan som de ekstremt højreorienterede, der for tiden holder hånden under Løkke Rasmussens venstreregering, ser den. Væk er armslængdeprincippet og al anstændighed.

Mens kloden bløder af forurening, har venstreregeringerne afviklet de store satsninger på økologi og grøn energi. Landmændene får fortsat lov til at forgifte og mishandle dyr, jord og fødevarer, og fare ud og skrige i pressen, hvis nogen vover at gøre opmærksom på det. Og tilskud til vindmøller m.m. er blevet sløjfet, mens de store energivirksomheder bliver solgt til udlandet. – Det forekommer kontraproduktivt og kortsigtet at forgifte den jord og luft, vi selv skal leve af, og modarbejde alle forsøg på at gøre landet grønt og økologisk, hvilket ellers ville skabe interesse i store aftagerlande, som fx Kina.

Men mest bløder mit hjerte for småbørnene, som nu ikke længere kan tilbringe de første år trygt hjemme hos mor og far, men skal ud og begå sig i enorme, underbemandede opbevaringsinstitutioner, hvor de kan sejle rundt uden kærlighed og blid indføring i menneskelivet og får stress fra omkring etårsalderen. Hvorfor tror vi, at der kommer gode, velfungerende, kloge, selvberoende, undervisnings- og arbejdsparate unge mennesker ud af det?

I de seneste små 20 år er det samfund, jeg kendte, sunket til et uoplyst og selvtilstrækkeligt, næsten middelalderligt og ihvertfald særdeles uanstændigt, stade.

Tingsfetichisme

Med åben mund og polypper overværede jeg forleden et afsnit af tv-programmet ’Kender du typen?’, hvor man besøgte en yngre, mig ubekendt, skuespillerindes lejlighed på Østerbro i København.

Alt i lejligheden var omhyggeligt scenograferet, som om skuespillerinden i hele sit korte liv kun havde samlet på ting og derefter ventet på, at der skulle komme nogen, der ville agere publikum i hendes udstilling.

Mange af hendes ting havde et navn, selv bestikket, som hed noget fransk. Hunden var klædt ud med et tørklæde og blev af ’livstilseksperterne’ karakteriseret som en accessory. Disse eksperter kendte koderne, navnene, på alt det, pigen havde samlet og udstillet i sit hjem, og de optrådte behørigt imponeret, hver gang tv-værten udpegede endnu en fransk dims med et navn eller et spisebord, pigen selv havde flikket sammen af nogle brædder. I det bugnende klædeskab havde hun, foruden tøj til mindst ti flygtningefamilier, også kulørte, højhælede sko i bjergevis, sådanne sko, som er fine til en fotoseance for et vovet mandeblad, men som er håbløse på fortovet, i bussen, på arbejdspladsen, til forældredag i børnehaven og i Netto. Hele tøjudvalget, som villigt blev vist frem for tv-holdet, mindede mest af alt om klæd ud-kassen på et sofistikeret lillepigeværelse.

Hjemme hos os har vi også tøj og ting, men de har ikke navne, vi praler ikke af dem, når vi har gæster, og vi viser ikke folk rundt som på et museum og fortæller dem, hvad tingene hedder, hvad de har kostet, og hvor vi har købt dem. – Måske alene af den grund, at vores ejendele ikke hedder noget smart, og at vores gæster (heldigvis) ville være inderligt ligeglade.

Som art er vi i Vesten kommet ud på et sidespor, hvor vi bruger alt for mange ressourcer på at indrette vores private boliger og anskaffe os ting, og flere ting, og dyrere ting, og sjældnere ting, i forsøget på at imponere vores venner og vinde over dem i ‘tingsspillet’, – i stedet for at bruge fri tid og midler på at dygtiggøre os, lære noget og være noget for andre.

Hvor ville den unge skuespillerinde have været langt mere interessant at besøge, hvis hun havde ejet en bog og læst og tænkt nogle begavede tanker i stedet for udelukkende at spille for galleriet.

Den amerikanske helligdag for materialismen, Black Friday, som falder præcis i dag, er blot endnu et fordummende, absurd påskud for at købe flere ting, ting, ting …

Tingsfetichisme er en udviklingsmæssig blindgyde: Vandet, jorden og luften har allerede lidt betydelig skade i vores uendelige jagt på flere grimme og upraktiske ting, som vi kan udstoppe vores små lejligheder med.