Historie – Side 3 – blog.loneandrup.dk

Når kommunen vogter natur

Her har Aalborg Kommune fået gennemtrumfet ophævning af gammel fredning. Direkte oven på drikkevandsindvindingsområder vil de bygge en stor lukket institution. Kommunen fik formentlig øje på området efter stormfaldet d. 8. januar 2005.

I skyggen af den store naturfredningssag med vindmølleparken i Thy sker der dagligt små overgreb på vores fælles naturområder, senest i Hammer Bakker, 8 km fra Aalborg centrum.

Kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver i sin bog ”Noget nær” side 242:

”Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.”

Hammer Bakker er en bakkeø, gennemskåret af smeltevandsdale, dannet i sidste istid. Områdets historie er interessant: Der er bronzealderhøje, en hellig kilde og to middelalderkirker. For 120 år siden lå området hen som sandede bakker, men to vilje- og pengestærke herrer, plantageejer Brandt og sagfører Olesen, tilplantede området, der siden har udgjort et ca. 5 x 5 km stort, sammenhængende naturområde, som blandt eksperter bl.a. regnes for et af Danmarks mest artsrige sommerfugleområder.

Området ejes i dag af mange små lodsejere, af Hedeselskabet og af Aalborg Kommune.

Sagfører Olesen testamenterede et område nær Vodskov by til Statens Åndssvageforsorg, og her byggede man op gennem 20’erne og 30’erne nogle markante rødstensbygninger spredt ud over arealet. Resten af Hammer Bakker blev fredet. Det er i hidtil fredede områder, at kommunen nu vil udføre massive jordarbejder direkte oven på drikkevandsindvindingsområder og bygge to nye, store institutioner.

I de eksisterende bygninger skulle der være rige muligheder for at istandsætte og indrette institutioner. Rygterne vil vide, at de store bygninger, der nu bruges af SOSU-uddannelserne, skal rømmes inden for en overskuelig årrække.

Vodskov og Hammer Bakker er omgivet af store, flade landskaber, hvor man i øvrigt kunne anbringe nye institutionsbyggerier. Det er et udtryk for doven fantasiløshed at bebygge Hammer Bakker yderligere. Faktisk skal det ønskede stykke natur ”afhandles” med nyplantning af skov på en bar mark mellem Vestbjerg og Tylstrup… Hvorfor bygger man ikke institutioner der? Hvad er en fredning værd, hvis den kan ophæves blot pga. behovet for byggegrunde? Det strider mod enhver form for retsfølelse.

Gløgg & brunkager

Efter de store opdagelsesrejser i det 15. århundrede begyndte eksotiske madvarer og krydderier at finde vej til Europa, hvor de udgjorde en velkommen afveksling fra grød- og kålretterne. De kongelige, kejserlige, adelen og de meget rige kunne anvende sukker, vanilje, kanel, ingefær, nelliker, kardemomme, allehånde, peber, mandler og citrusfrugter i maden — og det gjorde de — I alt! I vin, farsretter, brød, kager og tærter.

I Danmark har vi en lille rest af 1600-tallets kogekunst tilbage i form af krydret og sødet julemad: skinke med hele nelliker og sukkerlag, peberkager, brunkager og gløgg, som vi importerede via Sverige.

I dag er disse krydderier billig hverdagskost, men alligevel er der intet, der dufter som jul som risengrød med kaneldrys, brunkager i ovnen og en gryde gløggessens, der står og koger på komfuret… Og så gran, naturligvis, men juletræet kom til os meget senere, i begyndelsen af 1800-tallet, fra Tyskland.

Omkring første december begynder julen hos os, med at jeg koger gløggessens og laver brunkagedej. Med fyldte skabe kan vi så se julen i møde og byde gæster på lidt mundgodt, så de »ikke bærer julen ud«.

Lillejuleaften sent på eftermiddagen plejer venner og gode naboer at kigge ind, og over et par glas gløgg og nippende til brunkagerne falder vi til ro, inden stormen af mad og gaver bryder løs, og ønsker hinanden en glædelig jul.

At lave tingene selv fra grunden er ikke synderligt besværligt eller arbejdskrævende, det smager betydeligt bedre end købeting, og alene duften i huset er indsatsen værd, så her kommer mine gamle opskrifter på gløgg og brunkager:

Gløgg

Essensen laves af

1 l vand

200 g sukker — gerne brun farin

hele, tørrede nelliker — ca. to-tre spiseskefulde

hel, tørret ingefær — ca. en håndfuld + evt. lidt frisk ingefær

hel, tørret kanel — ca. tre-fire lange stænger

hele, tørrede kardemommefrøkapsler — ca. tre spiseskefulde

et par skiver økologisk citron

Det hele koges en times tid i en gryde. Står og trækker køligt et døgn eller to. Sies og hældes på flaske. Kom et skvæt rom eller neutral snaps i, det giver smag og konserverer blandingen. En flaske rødvin varmes med noget af essensen. Tilsæt evt. mere farin i den færdige blanding, hvis rødvinen er sur. Man må smage sig frem, det er en del af fornøjelsen ved gløgg. Rosiner og mandelflager kommes i. Husk, at vin aldrig må koge.

Brunkager

250 g smør

200 g sirup

200 g farin

Koges op i en gryde

1 ½ tsk. potaske røres ud i 1 dl koldt vand og kommes i, når gryden er taget af kog. Stilles køligt

½ kg mel

½ spsk. kanel

½ spsk. allehånde

½ spsk. nelliker

½ spsk. ingefær

1 håndfuld grofthakket pomeransskal + evt. sukat

150 g mandelflager

Blandes og blandes bagefter med sukkermassen, når den er afkølet

Æltes godt, trilles til ca. håndledstykke stænger, som fryses ned med bagepapir omkring

De frosne stænger skæres tyndt ud evt. med skæremaskine

Bages ca. 5-6 min. v. 200 grader.

Rigtig glædelig jul!

Søren Mørchs lys

For godt fem år siden udkom Bill Brysons: En kort historie om næsten alt. Det var en skøn bog med små fortællinger om livets opståen, vor videnskabs fødsel, geografi, geologi o.m.a. En rigtig godbid for videbegærlige sjæle.

Cirka samtidig fik jeg smag for historikeren Søren Mørchs forfatterskab og opdagede, at vi har en stor ånd herhjemme, der formår at præsentere de seneste to-tre århundreders dansk og europæisk historie og tænkning på samme umiddelbare, humoristiske og letfattelige måde. Det skal der stor viden og et enormt overskud til at gøre.

Jeg begyndte med hans bøger om dansk historie og blev lettet over at opdage, at der omsider var en historiker, der turde decimere Danmark, danskerne og alt dansk til den størrelse, lilleputlandet i Tysklands skygge tilkommer. Men det er vedkommende og bestemt ikke ukærligt gjort. Kun forfriskende skarpt og nøgternt.

Derefter læste jeg om vore statsministre, om de store forandringer, der har skabt det liv, vi lever i dag, og fortsættelsen, Vældige ting, er jeg halvt igennem, og jeg er allerede bange for, at den 550 siders moppedreng skal slippe alt for hurtigt op.

Sikke en arbejdsevne! Hvilken ufattelig mængde af viden! Hvilket enestående talent for at formidle!

Jeg ved, at han har modtaget Rosenkjærprisen, men der MÅ da være andre priser, vi kan dynge ned over denne fortjenstfulde mand, der har givet os og vore børn: En lang historie om Danmarks plads i Verden.

Hvorfor holder vi jul?

Hvis julen for nogle (mange?) opleves som konfliktfyldt, stresset og alt, alt for dyr, hvorfor gider vi så overhovedet holde den?

· Fordi vi dybt, dybt nede i urhjernens kamre er flokdyr, der føler os bedst tilpas, hvis vi gør ligesom alle andre; eller måske snarere: At vi føler os udsatte, ensomme og i fare, hvis vi ikke gør, som alle de andre.

· Fordi vi alle nedstammer fra jægere, fiskere og bønder, der var fuldkommen afhængige af vejr og årstider for at overleve, og fordi den mørkeste tid på vore breddegrader føltes farlig — Tænk, hvis solen aldrig kom frem igen? Så det var uhyre vigtigt at overholde ritualer og ofre på den helt rigtige måde, så solen vendte og kom tilbage.

· Fordi vi mennesker aldrig har kunnet holde en offerfest, uden at der faldt en del af til os selv. Vi har altid elsket fed mad, kraftig flirt og stærk øl.

· Fordi det er vigtigt for vores forståelse af livets vilkår, at vi markerer årstiden og årets gang med forskellige fester eller højtider.

· Fordi en god fest i den mørke tid, hvor man alligevel ikke kunne få så meget bestilt, gav den formående lejlighed til at vise, hvor meget overskud han havde, og den fattige lejlighed til at spise sig mæt i sjældne fødevarer, såsom kød og hvidt brød.

· Fordi de kristne, på et temmelig løst grundlag, forsøgte at lægge en kristen højtid ind over julen og dermed kom til at legitimere den. Det er som bekendt endnu ikke lykkedes at dæmpe det hedenske islæt. Julen er stadig fuld af nisser, umådeholdent vellevned, druk og hor, og alle andre end det påståede fødselsdagsbarn svømmer i gaver.

· Fordi Coca Cola kom til at opfinde julemanden, som vi alle holder meget af, og Disney lavede sit juleshow, som i mange familier har indtaget julegudstjenestens plads som roligt frikvarter, før stormen af mad, drikke, sang og gaver bryder løs.

· Fordi forretningslivet som helhed har enorme summer, og dermed interesser, i at holde hele julemaskineriet i sin nuværende, indholdstomme, men forbrugstunge, form i gang.

· Fordi vi alle har holdt jul som børn, og fordi vi hvert år håber på, at julen kan blive lige så spændende, glædelig og ukompliceret, som dengang.

Naturlig selektion

Blog Image

En fuldkommen uvidenskabelig teori om de nordlige og de sydlige menneskers karaktertræk

Det ligger langt ud over min fatteevne, at mennesker overhovedet bosætter sig så højt mod nord, som vores lille land er placeret. En ting er, at vi er født her og føler os hjemme, men at vi bliver boende, må bero på en kollektiv fortrængning. Hallo! – Det er vintermørkt, koldt og vådt omtrent otte måneder om året! Og efter en sommer som i år, hvor man virkelig skulle være vaks for at nå at opleve en enkelt dag med solskin og 25 grader, kan man kun yderligere undre sig over, at der stadig er befolkning tilbage.

De, der kan, har naturligvis allerede taget et fly sydpå. Velaflagte pensionister flokkes ved Sydeuropas kyster. Mange andre har taget en eller to ugers ferie på solrige steder i Asien, Mellemøsten, De Kanariske Øer, hele verden er den riges legeplads, med eller uden dykkercertifikat. Og endnu mange flere – noget jeg heller aldrig har fattet – opsøger sne og kulde i Norge, Sverige eller Alperne. Disse sne- og kuldeelskende individer tilhører muligvis samme stamme, som min veninde, der hvert år, når jeg beklager mig over vintervejret og mørket, imødegår alle mine argumenter med hårdnakket henvisning til, at „det er da så hyggeligt at krybe indendørs med et tæppe, tændte stearinlys og en god bog”. Nej. Det er ikke hyggeligt. Det er en kompensatorisk nødløsning, ganske som julen er det med al halløjet. Hvem ville ikke hellere sidde og læse på verandaen i shorts og varmt solskin?

Lad os se det øjnene: 18 timers buldermørke, mellem nul og fem grader, slud, pjaskregn og stiv kuling tilsat modbydelige virusser og bakterier, som de skrøbelige iblandt os er nødt til at vaccinere sig imod, ville alle andre steder end i Fædrelandet blive kategoriseret som hostile environment og uegnet til menneskelig beboelse.

For mellem 10.000 og 15.000 år siden, da isen netop var ved at trække sig (lidt) tilbage, stod vore forfædre rådvilde et sted nordøst for Alperne. Her delte de sig efter, forestiller jeg mig, en del diskussion: De livsglade og mageligt anlagte valgte en sydlig rute, mens de mere indædte og bjergsomme fulgte rensdyrflokkene mod nord.

Efter yderligere 10.000 års selektion er vi blevet til dem, vi kender i dag: Det sydlige, storsindede menneske, der tager livet, som det kommer. Der plukker frugter og drikker vin midt i en gavmild natur året rundt. Der ud-agerer på rummelige, solbeskinnede piazzaer med plads til livslyst, flirt og store armbevægelser, og som tillader sidemanden at spille mandolin eller synge opera, hvis han skulle få sådanne lyster.

Og så vi andre, nordlige typer, der bærer armene tæt på kroppen, så vi kan holde på varmen og formerne. Vi, der formulerede Janteloven, og omhyggeligt har beregnet, at det kan betale sig at knokle med at få høet i hus i juni måned, fordi vi så kan fodre på den livsnødvendige besætning af husdyr helt frem til næste forår.

Det var ikke usædvanligt, at man for få hundrede år siden måtte bære udmagrede køer ud på græs i april-maj måned. En mand blev bedømt på sin evne til at udskyde sine øjeblikkelige behov til fordel for de mere langsigtede: Overvintring af sig selv, kone, børn og dyr. En perfekt grobund for protestantisk arbejdsmoral.

Og hvis man forestiller sig en familieflok, der skulle tilbringe den lange vinter tæt sammen omkring et osende bål i en lavloftet, snæver og skummel tørvehytte, så kan man godt forstå, at onkel Åge, der havde det med at slå ud med armene, der fortalte de samme syge vittigheder igen og igen, og som tilkastede andre folks kvinder lidenskabelige blikke, i al stilfærdighed blev trukket med om til møddingen og efterladt med overskåren hals.

Derfor er vi dem, vi er. De fleste af os bliver her vinteren igennem. Står op til sædvanlig tid, selv om det er bælgravende mørkt udenfor. Passer omhyggeligt vores arbejde. Rydder supermarkederne for fedtholdige fødemidler og stearinlys på vej hjem. Holder nidkært øje med, at ægtefællen, søskende, børnene, naboen eller indvandreren ikke slår for meget ud med armene og ikke tager sig livet for let. De, hvis forfædre overlevede århundredernes vinterstorme i de trangeste og usleste af hytterne, blev så forhærdet selvretfærdige, at de i dag kan bestride fremtrædende poster, f.eks. som kulturredaktører eller anmeldere, på vor lille nations små provinsdagblade.

Men så sker underet: Det bliver forår, midsommer, og vi liver op, hektisk, uvant og kunstigt, i en kort periode, hvor der er alt for meget dagslys til vore plirrende øjne. Eller vi går amok i grisefester og druk under charterferiernes parentetiske udgangstilladelser.

Nå, jeg kan desværre ikke fortsætte, hvis jeg skal nå at komme ud, før solen går ned …

Yndlingsting i dag:

1. Yndlingsvejr: Lav vintersol bag sortstrittende grene

2. Yndlingsbeskæftigelse: Lang skovtur med hunden, mens der endnu er sollyst

3. Yndlingsmad: Torskerogn og torskelever med godt rugbrød og fiskemandens hjemmelavede remoulade

4. Yndlingstanker: Barnebarnets første jul

Valgdag!

Folkestyrets festdag

Har lige været henne og sætte mit kryds. Satte det der, hvor jeg plejer. Min politiske overbevisning blev grundlagt tidligt. Oldefar var arbejderformand på Fredericia Havn. Farfar skræmte søstre og kusiners generte kærester ved at råbe: „Er du i fagforening?!“

På grund af almindelig uorden, magtkampe, selvpromovering, pinlige forsøg på at være ung med de unge, valenhed og stemmefiskeri har Socialdemokraterne dog mistet deres humanistiske profil. De har ikke taget afstand fra overgrebet på Irak. Fra den umenneskelige internering af denne krigs ulykkelige ofre i vort eget land. Fra VKO-regeringens systematiske ødelæggelse af Danmarks ry i omverdenen ved at skære ned på, eller omdirigere, Ulandshjælpen, ved deres meningsløse provokation af herboende, fredelige muslimer og ved deres inhumane behandling af nødlidende medmennesker, der søger mod tryggere vilkår i dette iskolde land.

VKO-regeringens ødelæggelser omfatter også sundhedsvæsnet: – Jeg lå med voldsomme galdestenssmerter flere gange i op til fem timer, før en bister vagtlæge nødtvungent dukkede op. Jeg blev indlagt på en overfyldt og snusket hospitalsstue, hvor gamle, kræftopererede kvinder lå og kastede op om natten, uden at nogen reagerede på deres nødkald. Sådanne forhold tjener ikke til at betrygge befolkningen, de gavner kun privathospitalerne.

Ødelæggelserne omfatter tillige folkeskolen, uddannelsesniveauet som helhed og størstedelen af kulturlivet – f.eks. er Danmarks Radio kun en syg skygge af selv efter seks år i borgerlige hænder.

Vi får formentlig ikke et regeringsskifte i dag. De unge vælgere er ikke forankrede i faste værdier. De shopper rundt mellem fløjene og anerkender lige så vel de konservatives miljøpolitik, som venstrefløjens. Og mange ældre, som jeg deler land med, er kortsigtede og økonomisk selvbevidste i deres valg. Dertil kommer, at mange føler sig skræmte over den store verden uden for Danmark og krampagtigt forsøger at bevare alt, som det var engang. FØR telegrafen, jernbanen, radioen, telefonen, flyvemaskinen, tv’et, Internettet, mobilen …

Men verden lader sig jo ikke stoppe, og regeringsskiftet kommer nødvendigvis efter en tid. Sådan har det altid været. Man trættes af de kendte ansigter. De fanges i flere og flere tilfælde af kammerateri og magtfuldkommenhed. Begge fløje. Og så lader vi de andre komme til for en tid.

Alle de store, vestlige demokratier, jeg kan komme i tanke om, er delt på cirka midten i en borgerlig og en mere humanistisk fløj. Det er formentlig et demokratiernes grundvilkår. I hvert fald når der ikke er større stammemæssige, herunder nationale og religiøse modsætninger, inden for landets grænser, som f.eks. i Belgien og de nye lande i Østeuropa. Der kan være forskellige partier, og de kan hedde forskellige ting, men princippet er det samme.

Et resultat af udviklingen er også, at ikke meget er overladt til de nationale regeringer. Når alt kommer til alt er størsteparten af vores fremgang og eventuelle velfærd bestemt af international handel og konjunkturer. Prisen på en tønde olie er sikkert mere bestemmende for vores dagligdag end den p.t. siddende regering.

I Danmark, tror jeg, at tingene langsomt vil glide mod højre i endnu en periode, for størsteparten af mine medvælgere føler sig stadigvæk trygge, rige og selvtilstrækkelige, men, som et resultat af dette glid, vil Socialistisk Folkeparti efterhånden træde i karakter som det nye Socialdemokrati. Indtil da gælder det bare om at overvintre – især i min branche – og håbe på, at man ikke bliver syg!

Etnisk udrensning

Om etnisk udrensning i haven

Normalt er jeg uhyre tolerant over for floraens mangfoldighed. Men når de her i slutningen af april ligefrem begynder at reklamere med gule lavprisfarver, ved jeg af erfaring, at det kan betale sig at tage dem, mælkebøtterne, før de sender deres horder af faldskærmstropper ud over alle mine blomster- og urtebede.

Så jeg ligger på beskidte knæ bag hækken, kniv i hånd og spand ved side, og lytter til de små Brian’er, der i deres ombyggede Kadetter kører forbi ude på vejen med nedrullede vinduer, så vi alle kan dele deres dårlige musiksmag. En elektrisk dunkende, sørgelig énmandsfest i en blikdåse.

I middelalderen indførte munkene både mælkebøtter og skvalderkål til deres klosterhaver og den danske natur – Tak for det!

Her under hækken kan jeg overbevise mig om, at nutidens samhandel har indført den iberiske skovsnegl, ”dræbersneglen”, lige så vel som bjørnekloen og olivenolien.

Mit bedste middel mod sneglene er små skolepiger. Skaf et par stykker. Udstyr dem med plastichandsker og en spand kraftigt saltvand. Udlov dem en krone pr. stk. Og slip dem så løs i haven. De er mindre end vi voksne og har lettere ved at bukke sig, og deres øjne er langt, langt skarpere i tusmørket om aftenen, når sneglene dukker op. Selv om det skulle koste nogle hundredekronesedler, er det billigt sluppet, og pigerne lærer en del om natur og får skærpet deres jagtinstinkter, hvilket vel aldrig skader?