Kategori: Idioti

1864 − Amatørernes paradis igen, igen

Så de første ca. tyve minutter af det første afsnit af DR’s kostbare dramaserie, 1864, og slukkede derefter.

Ikke fordi det historiske billede var forvrænget; det ville jeg kunne overse, hvis værket var professionelt skruet sammen og ville mig, seeren, noget. Hvis jeg blev draget ind.

Det blev jeg ikke. Der var ikke noget, der henvendte sig til mig. Tværtimod følte jeg mig grænseoverskredet som tilskuer til ét stort, indadvendt og selvtilfredsstillende projekt. Et projekt, som skaberen tydeligt ikke helt kunne overskue.

Så megen falsk patos, selvsmagen, skolekommedie, overpædagogisk pegepind og påklistrede småpinlige drengerøvsprovokationer − demonstrativ onanering i syltetøjsglas − Se, hvad jeg tør! I bedste sendetid! − kan man ikke holde ud.

Virkelig kunst er kendetegnet ved, at man ikke kan ændre en scene, et komma, en replik, en linje, et penselstrøg, en tone − ikke et eneste element, uden at ødelægge værket.

Når man ser Ole Bornedals 1864, kunne man, hvis man gad, sidde og føre lange lister over, hvor værket vakler og vælter: strukturen, banal handling, dårligt integrerede provokationer af voldelig og seksuel karakter, replikkerne, manierne, detaljerne …

Vi lærer det aldrig i dette lille land med vores stærkt begrænsede talentmasse. Vi tror stadig, som DR og Ingolf Gabold åbenbart gjorde, at man kan overlade så stort et projekt til et enkelt, lysende geni. Det kunne man helt åbenlyst ikke, selv ikke hvis man virkelig havde haft et sådan geni inden for sit lands grænser.

Selv i de mest ydmyge amerikanske tv-serier har man mindst to, sommetider fem, seks eller flere forfattere på. Og flere aktive producere. Og prøvevisninger. Og mangfoldige kvalitetskontroller, før man udsætter et sagesløst publikum for synet.

Ikke her. Her forærer vi gladelig knap 200 millioner til en enkelt mand, der har lavet et par tju-bangfilm før, og så koncentrerer vi kræfterne om at forsvare den tumpede beslutning og det sørgelige værk bagefter, i stedet for at give manden en chance og forsyne ham med en håndfuld begavede sparringspartnere. Med hver deres ekspertise, pondus og vetoret.

Så store produktioner kan ikke bæres af en enkelt mand, men kræver erfarne teams. − Hvornår lærer vi det og bliver professionelle?

Se evt.: http://blog.loneandrup.dk/#post143

Rationelle skabninger?

Hvis nogen stadig skulle lide under den vildfarelse, at mennesket, selv efter 300 års såkaldt oplys­ningstid og rationalisme, skulle være en logisk tænkende, rationel skabning, så behøver man blot læse denne notits i Politiken 6.5.2014:

Danske mænd, der har tilbragt et par timer med at se en fodboldkamp, farer i totterne på hinanden bagefter … tsk, tsk, tsk …

Fodbold er i sig selv irrationelt, i hvert fald for tilskuerne. En ting er, at nogle gutter mødes for at spille lidt bold og få motion på en hyggelig måde, noget andet er, at der er et publikum, der går helt vildt højt op i, hvem der vinder eller taber. Så højt, faktisk, at der er en uophørlig strøm af fodbold og andre sportsbegivenheder i de store nyhedsudsendelser i tv, radio og side op og side ned af resultater og kommentarer i vore ellers seriøse aviser.

Vi sportsligt mere klarhjernede kvinder ved, at der spilles kampe hver weekend, og at mester­skaber med jævne mellemrum afgøres både nationalt og internationalt i alle sportsgrene. Der er ingen grund til at følge med, for i næste uge/måned/år spilles en ny kamp. Og udover sejrens øjeblikkelige sødme, hvor man nyder synet af sine udvalgte sportshelte, der i simuleret orgasme sprøjter champagne fra en stor, fallosformet flaske ud over omgivelserne, så har kampen ingen som helst konsekvenser for én selv. Med mindre man da kan gå og gasse nogle venner eller kollegaer i et par dage.

Fodbold er en ritualiseret form for krig mellem forskellige stammer, der kæmper om de samme res­sourcer. I vore dage er adfærden overflødig, redundant, for ressourcerne fordeles på andre måder og er i øvrigt mere end rigelige i vor del af verden, men mænd elsker disse ritualer og fort­sætter dem indædt, selv hundreder af år efter at de mistede enhver berettigelse.

Irrationalitet findes dog til overflod også blandt kvinder, men her tager det en anden form:

− Husk nu at drikke en masse vand, gik vi og sagde til hinanden, og vi drak, og vi drak, til vi skvulpede over. Det har senere vist sig, at kroppen ikke kan optage mere vand, end den har brug for, og da slet ikke de ’anbefalede’ 3 – 4 – 5 liter hver dag, som vi troede ville fjerne vore rynker, give os blanke øjne og pæn hud og rense kroppen for ’affaldsstoffer’ − et selvopfundet begreb, som rent lægefagligt vist ikke giver megen mening. Det overskydende vandindtag tisses ud og gør ingen gavn, men hvis man tvinger for meget vand i sig, kan det belaste kroppen på forskellige må­der.

− Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, siger vi trøstende, når katastrofen har ramt en veninde. Men det er jo noget ufølsomt pladder. Måske har hendes krop eller psyke virkelig taget skade, så hun ikke længere magter livet, som hun gjorde før?

− Han har sikkert mælkeallergi, diagnosticerer den unge mor sin lille søn uden at konsultere en uddannet læge eller sundhedsplejerske, og hun fjerner derefter pludseligt alle mælkeprodukter − og dermed kalk og mange andre, livsvigtige stoffer − fra hans kost i halve og hele år, vel at mærke uden anelse om, hvilken skade hun gør på sit barns vækst og triv­sel, og uden at erstatte de mistede stoffer med andre, fx vitaminer eller kalktabletter.

Mange moderne mennesker tror en smule på skæbnen, på hybenpulver, på hajfinnebrusk, på reinkarnation, på kobberarmbånd, på helende krystaller, på ånder fra de afdøde, på telepati … fortsæt selv listen. Alt sammen i én stor pærevælling. Og religion og religionskrige mellem ’dem’og ’os’ er langt fra afskaffet, nærmere tværtimod. Læs fx, hvad Lars Hedegaard skriver om musli­mer … nej, lad hellere være: Det er ubehageligt at blive mindet om, at selv veluddannede med­borgere stadig rummer så primitive menneskeopfattelser. (Min ringe mening er, at hvis muslimer har brug for et opgør, en tilpasning eller en kritik af deres religion, så klarer de det nok uden hjælp fra Lars Hedegaard og hans ’Trykkefrihedsselskab’.)

Der var en dansk folkekirkepræst, der gjorde opmærksom på, at vores nuværende samfund rummede langt mere af alskens overtro end selv den mørkeste middelalder, fordi de færreste respekterer, end­sige kender, den officielle, kirkelige holdning til disse fænomener. Da kristendommen endnu var enerådende og stærk i samfundet, fordømte præsterne overtro, troen på spøgelser og reinkarna­tion og brugen af helende planter eller sten som Satans forsøg på at fordreje hovedet på folk og kapre deres sjæle fra den evige frelse. Og folk mødte op til gudstjenesten hver søndag og hørte og forstod, hvad præsten sagde. − Flere af mine nærmeste veninder ville blive brændt på bålet som hekse, hvis de havde udtrykt deres almindelige tanker og leveregler for nogle få århundreder si­den!

Religion og overtro, stammetænkning, sort og hvid-tænkning, dem og os-begreber er formentlig alt sammen blot udtryk for den måde, vores hjerne blev indrettet på, da vi for et par millioner år siden stadig var mere aber end mennesker. Ved at forenkle fænomener og årsag-virkningsrelationer kunne vi handle hurtigere og skaffe os flere ressour­cer og overlevelseschancer end konkurrerende arter. Og det virkede jo! − Vi er her stadig. Samtidig fungerer disse mekanismer som social lim, der holder grupper, stammer og nationer sammen indbyrdes. Hvilket er smart, hvis man lever i små, isolerede flokke med langt til naboen, men hvis man, som vi har gjort i hen ved 10.000 år, lever i samfund, der profiterer af samkvem, udveksling og handel med andre samfund, så er det ærligt talt temmelig tåbeligt.

Der er ingen, der forbyder os at bruge de senest tilkomne hjernedele, fx pandelapperne, og genoverveje visse tanke- og adfærdsmønstre i lyset af de sidste årtusinders opdagelser, velfærd og viden. Og det ville være dejligt, hvis vores uddannelsessystem ville ud­danne folk til overvejende at følge rationelle principper.

Som Gandhi efter sigende svarede, da en selvtilfreds, vestlig journalist spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: − Jeg synes, at det ville være en vældig god idé!

En bog på hovedet


Om dårlige oversættelser og ditto anmeldere

Så skete det igen … Jeg betalte 300 kroner for en velanmeldt, oversat roman, som viste sig at være så elendigt skrevet ­ på dansk, at den stort set var ulæselig − irriterende, til grin og ulæselig.

Forlæggeren mente kækt, da jeg klagede over bogen, at det var undskyldning nok, at de havde været i tidsnød, da den skulle udkomme, og Politikens anmelder mente, at det var et vægtigt bogværk, som fortjente at nyde fremme − Så skide være med, at bogkøbere og læsere bliver grueligt snydt. ­ Tænk, vor største og mest kulturelle avis mener, at den bør tjene forlæggernes og ikke bogkøbernes interesser, når den anmelder bøger − Det er faktisk et interessant synspunkt, som fortjener at blive viderebragt her:

November 2013

Til: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære anmelder

I august anmeldte du ’Det andalusiske hus’ af Waciny Laredj, forlaget Vandkunsten, særdeles positivt. Du skrev bl.a. : — ’Algierske Waciny Laredj har skrevet en bog, man ikke skal læse, men flytte ind i.’ — Og du nævnte ikke oversættelsen med et ord.

I tillid til denne fine omtale bestilte jeg bogen, og nu, efter endt læsning, føler jeg mig snydt. Til forlæggeren har jeg lige beskrevet det således:

Det er muligt, at ’Det andalusiske hus’ er en stor roman på arabisk, men den danske oversættelse er visse steder så sørgelig, at man ikke forstår forfatterens ry i arabisktalende lande.

Oversættelsen er ikke helt så fejlbehæftet, som man kan opleve det andre steder i dag, men den forekommer slingrende, usikker, kommaløs og fuld af sjuskefejl, sine steder næsten som en tankeløs maskinoversættelse. Udtryk som ’han slugte sin mund’ findes ikke på dansk, heller ikke ’folk i Fray Juan Giles’ tilstedeværelse har bevidnet’.

Det er en svær tid for bøger. Der er ikke råd til omhu længere, og de færreste mestrer et læseværdigt dansk. Men når man har betalt 300 kr. for en bog, må der ikke være ridser i sproget, så man tvinges til at sidde og gætte på, hvad forfatter og oversætter mon har ment. En god dansk oversætter er først og fremmest god til dansk, og i en god oversættelse flyder sproget frit og upåfaldende.

Nogle få eksempler fra bogens sidste del:

Side 370: ’For ikke at glemme dig vil jeg tage dig med i kommende ord, Cid Hamet Bengalileo.’

Samme: ’Derfor vil jeg beholde dit navn sådan som det passer mig, og ikke som du ønsker. Navnet er mit, men sjælen din. — Som du vil. Du vil jo ikke rette din udtale.’

Side 378: ’Hver gang jeg længtes efter ting der flygtede ud af hænderne og øjnene på mig, lod jeg dem gå fri, bare for at mærke at noget af livet stadig var som det plejede at være.’

Side 379: ’Jeg så min forfader Rojo stige i land på den ensomme kyst med sine sultne og triste rejsebylter;’

Side 384: ’I dette stimulerende kulturliv levede kunstmaleren Nacer Eddine Dinet der var stærkt optaget af ørknen, og efter ham Muhammad Racim med sine usædvanlige forsiringer.’

Side 339 og 340 i bogen siges det, at en oversættelse af litteratur er som at se et flamsk tæppe på hovedet. Det er morsomt, når nu oversættelsen rent faktisk sine steder er så uklar og forvirrende og i så høj grad mangler litterær ynde, at det forekommer som en bog læst på hovedet. Der er, som i en dårligt oversat manual til en kinesisk boremaskine, ingen fornemmelse for dansk sprog og rytme, og som læser mister man tilliden til skriften efter ganske få sider.

Efterhånden går man jo over til udelukkende at læse engelske bøger. Englændere ville aldrig tillade amatører at mishandle sproget i seriøse udgivelser.

(…)

Mener du ikke, at anmeldere i seriøse aviser har et stort ansvar for at holde forlagene fast på et minimum af sproglig kvalitet? Og at de bør rådgive læserne, så de ikke spilder deres penge på irriterende dårlige produkter?

De venligste hilsner

Lone Andrup

Fra: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære Lone Andrup,

Tak for dit opråb, som jeg fuldt forstår. Jeg kunne godt have valgt at bruge min anmeldelse på at diskutere oversættelsen, men som du rigtigt har bemærket, valgte jeg anderledes – og med velberåd hu. Jeg synes, det er vigtigt at formidle en forfatter som Waciny Laredj til et dansk publikum, også selv om vilkåret for formidlingen er en usikker oversættelse. Der er mange gode viljer involveret i sådan et kulturmøde, som under alle omstændigheder er vanskeligt, og jeg valgte her at fokusere på det positive frem for det negative. Hvis du havde hørt ’Det andalusiske hus’ læst op, ville du sande, at der ikke kun er dårligt dansk i oversættelsen – i passager er der ligefrem et velfungerende dansk.

Venlig hilsen

(…)

Til: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære anmelder

Tak for hurtigt og venligt svar.

Jeg forstår, at du opfatter dig som forlagets mand i stedet for avisen og læserens? At du blev inviteret med til oplæsning og derefter lukkede øjnene for kvaliteten af det færdige produkt? Som er det eneste, de fleste Politikenlæsere har at forholde sig til. At du valgte at ’fokusere på det positive’? — Hvordan ville det se ud, hvis det var et hvilket som helst andet produkt, du skulle anmelde? Fx en ulæselig og skamløst dårlig rejsebog, som du anmeldte godt, fordi du havde været inviteret på en rejse og så mere på intentionen og et måske sympatisk rejsemål end på det færdige produkt? — En lille note om, at oversættelsen vist var foregået i al hast, havde været på sin plads.

Og så svarede du ikke på, om du mener, at det må være anmeldernes ansvar at holde forlagene fast på visse kvalitetskrav, også når det gælder sproget, men din tavshed og dit svar i øvrigt tyder på, at det mener du ikke, hvilket er en interessant position, som måske fortjener at blive diskuteret i et større forum.

Waciny Laredj er næppe tjent med at blive præsenteret for et dansk publikum i en tåbelig oversættelse, hvor en mand bliver truet med en ’kold baret’. Jeg kunne ikke drømme om at læse flere bøger fra hans hånd, og jeg vil heller ikke tage en positiv anmeldelse fra dig for pålydende. Du gør litteraturen, din avis og dig selv en bjørnetjeneste ved at tie om sjusk og uduelighed.

Bær over med min påståelighed. Det er venligt ment og skyldes hovedsageligt omsorg for bøger og sprog.

Mange hilsner

Lone Andrup

(Intet svar …)


Et rigtigt kunstværk, en bog, en forestilling, et digt, en film, et billede, en skulptur, et stykke musik, et smukt, håndvævet tæppe er så overbevisende, at man har lyst til at opleve det igen og igen og ikke kan rette selv det allermindste uden at ødelægge det. Det er færdigt og smukt i sig selv.

Et makværk er kun pinligt, og man ønsker at glemme det så hurtigt som muligt.

I bogkredse er man for tiden frygteligt bange for selvudgivere, som, mener man, trækker kvaliteten ned, fordi de ikke får redigeret og korrekturlæst bøgerne.

Det ser ud til, at selv anerkendte forlag udmærket er i stand til at trække kvaliteten langt, langt ned helt alene og uden protester fra en servil anmelderstand.

Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angi­veligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.

Undværlig kunst

Kunst beriger os og udvider verden og vores opfattelse af den. Kunst fortæller os noget, vi ikke vidste, om det at være menneske. Kunst frembringer hjerneforbindelser, der ikke var der før. − God kunst, altså.

Men sommetider farer der selvlærte emsigheder, som ikke har begreb skabt om, hvad kunst er eller kan være, rundt og fylder det offentlige rum med rædsler.

Sommetider har forældre og pædagogers overdrevne ros, og egen ukorrigerede selvopfattelse, ført til ulykkelige skæbner, der opfatter sig selv som kunstnere, men som var bedre tjent med at have fået helt andre livsdrømme installeret i en tidligere alder.

Sommetider kan såkaldt kunst være så dårlig, så meget spild af plads og ressourcer, at man ville ønske, de ville lade være.

Sommetider opstilles der kun »kunst«, fordi man lige havde midten af en rundkørsel til overs, eller fordi »kunstneren« var fætter til borgmesterens onkel.

To vanddryppende, lortelignende snegle på en knæhøj sten midt i indgangen til Aalborg Universitetshospital Nord. − Et sted, der dagligt passeres af tusindvis af mennesker, som i forvejen ikke har det særlig godt.

Wellness som autoerotisk skue- og rollespil

Helt grotesk bliver det jo, når man betaler andre for at spule sig i rumpen.

Traditionen tilsiger, at når mænd skal hygge sig, så kigger de på damer, gerne i flok og meget gerne med en øl i hånden. Sommetider betaler de damerne for yderligere betjening, tænk på Spies’ morgenbolledamer og Berlusconis mindreårige, nordafrikanske prostituerede. For at bevare lidt selvrespekt midt i al forstillelsen og ikke lade sig mærke med, at det i virkeligheden drejer sig om magt og penge, kalder mændene sjældent de således købte kvinder for ludere eller prostituerede, men for strippere, dansere, værtinder, call girls ol. eufemismer.

Nu har kvinderne også fået deres egne penge og tid, og når kvinder rigtig skal hygge sig, nusser de autoerotisk om sig selv. De gør sig lækre efter, hvad de forestiller sig er, mandens smag og forbereder sig på hans blik. Eller de betaler nogen for at nusse om sig, hvis de kan. De kalder det ikke autoerotisk betalingsnusseri, men wellness. − Og de synes helt bestemt, at de har »fortjent det«, når de har passet deres børn og deres job igennem en periode.

Vi har overleverede beretninger om rige og magtfulde kvinder, som fx Cleopatra, der efter sigende lod sine slavinder bade sig i æselmælk, mens hun nød et glas vin med opløste perler i.

I dag kæler forbrugersamfundet for de fleste individer i den brede mellemklasse og bilder dem ind, at de ved at spendere deres surt optjente penge kan føle sig som grever og baroner med uforskammet kostbare tasker, tøj og sko, ure for hundredetusindvis af kroner, biler i millionklassen, og de kan således udstyret indlogere sig på herregårde og slotte eller i luksushotellernes sjælløse øde, hvor de kan lege velhavere for en weekend, og hvor mænd kan ringe efter dyre og villige damer, men hvad gør damerne?

Damer kan dyrke selvoptaget kropspleje og autoerotisk velvære, og nu er det blevet helt almindeligt at flytte seancen ud af ens private badeværelse og betale andre for at iscenesætte det varme bad. Man køber sig til meget intime servicehandlinger, så som at nogen lægger varme sten på ens ryg, smører en ind i mudder eller duftevand, klør en på ryggen, masserer en i nakken, nusser en om fødderne, smører creme på ens kinder, sætter ens hår, lakerer ens negle… alt imens man ligger og stritter akavet med et glas billig, alt for sød »champagne« og forsøger at ligne noget i glittet dameblad.

Enhver skolelærer, kontormus eller SOSU-assistent kan bruge sin løn på at føle sig som Cleopatra. − Og de gør det! − Men uanset hvad de end er i stand til at bilde sig selv ind, forbliver de Gurli i baronens seng, en Gurli, der bliver nusset for penge af en troskyldig Bettina.

Mange ture til fx Thailand går ud på at lade sig betjene af de lokale. Når man har brug for at skelne det blide nusseri fra købesex, kalder man det wellness, massage eller afslapning, og så kan enhver være med uden at rødme. Men det er et købeforhold, hvor køberen selv skal pukle i timer for at betale en yder for at klø sig på ryggen.

Hvad er der i vejen med vore kvinder nu til dags? Har de ikke varmt vand i hanerne og sæbe derhjemme? Et badekar? En sofa at ligge og slappe af på? Mangler de berøring? Er de hudsultne? Omsorgssvigtede?

Kompenserer de for stress, hverdagens mangfoldige krav, manglende hensyntagen, kæl, forkælelse og berøring ved at gå til wellness? − Der så bliver til mild prostitution henvendt til småsaligt nydende kvinder? Eller spiller de en slags rollespil for at føle sig rige og forkælede? Cleopatra for en dag? Et rollespil, der brat falder til jorden i samme øjeblik, kvinderne vender hjem til deres treværelses, hvor opvask og snavsebleer hober sig op. Men så må de jo bare pukle videre og tjene til en omgang mere, eller finde et billigt tilbud på Spotdeal.

Det er afstressende, siger de. Men hvis de arbejdede mindre og lagde sig en time hjemme i deres egen balje i stedet, ville det være både billigere og meget mindre stressende, for der var ikke aftaler, der skulle indgås, tider, der skulle passes og udgifter, der skulle dækkes. Det ville dog ikke tage sig så misundelsesværdigt ud på Facebook at skrive:

− Er stresset og træt. Jeg tager et langt, varmt bad og lægger mig med en god bog på sofaen bagefter.

I stedet for:

− Juhuuu…..Hurrah!!!! Skal til champagne brunch og well ness med veninderne!!!!!!

Og disse lumre reklamebrøl for et tilsyneladende vellykket liv er måske i virkeligheden meningen med det hele?

Fødder

Vi kan hurtigt blive enige om at forarges, når vi ser billeder af de kinesiske, såkaldte »liljefødder«. For min­dre end hundrede år siden maltrakterede man i det store land på den anden side af kloden kvindernes fød­der på det grusomste. Man ombandt små pigers fødder stramt og lagde de indfol­dede tæer op under fod­sålen, og selv om pigerne græd af smerte, strammede man bindet dag for dag − det var som oftest moderen, der gjorde det − fordi en ung pige med bitte­små, forkrøblede fødder, som hun knap kunne gå på, og da slet ikke løbe i, regnedes for fin og fornem. En således lemlæstet kvinde havde større chancer for ægteskab med en velhavende mand, men ve hende, hvis hun ikke fandt nogen, der ville tage sig af hende, for hun havde ingen mulighed for at klare sig selv. Hun skulle altid bæres, og hvis hun ikke bare kunne sidde hjemme og være yndig, mens hun fødte mandens børn, var hun ilde stedt.

Når talen så falder på kvindefødder i vores egen kultur i vores egen tid, så vender vi det blinde øje til. Mænd må gerne benytte komfortabelt, fodformet fodtøj, men kvinder skal helst vakle usikkert rundt på skrå stylter, som giver dem en høj og slank silhuet, og som skubber kønsdelene fremad mod evt. beskuere, men som også konstant giver dem små hjernerystelser og misdanner deres fødder, så de skal tilbringe de sidste årtier af deres liv med smerter og bløde tøfler.

Tidligt lærer unge piger i vores vestlige kultur, at højhælede sko er uundværlige, hvis man vil se godt ud og tiltrække en mand, og det uagtet, at vore kvinder er de bedst uddannede og indtjenende kvinder i hele verden. Jeg ved ikke, om mødrene hjælper de små piger op på de forkrøblende stilletter, men når pigen ser, at mor − og alle andre betydningsfulde kvinder i hendes liv og i offentligheden − klem­mer sine egne ligtornebefængte og defor­merede fødder ned i kostbare højhælede, så vil hun na­turligvis også selv prøve, for når man slingrer usikkert omkring kun støttende på det yderste af forfoden, så er man i vores kultur en smuk og attraktiv kvinde.

Så kvinder, der vil være smukke og attraktive, ødelægger helt frivilligt og bevidst deres egne fødder og tæer. De stavrer rundt i malabarisk fodtøj, så de hverken kan gå eller løbe ordentligt, hvis det skulle blive nødvendigt, og når de tager skoene af, ser man deres uskønne sammenklemte, skæve tæer, formet efter de spidse modesko, med hård hud og enorme knuder og knyster. Når de så ikke længere kan hverken gå eller stå for smerter, kommer der nok en rig mand og betaler for deres fodoperationer.