Jorden havde fået nok

– Se, hvor de roder og rumsterer, gnaver og graver, bygger og ødelægger, ski­der og sprøjter, sagde hun til Månen, den nærmeste ven, hun havde.

De fik sig af og til en stilfærdig passiar, når Månen var i dét kvarter, og alting var ro­ligt. Med Månen behøvede man ikke at råbe, som med de andre. Som fx Solen, der havde for vane at sprutte og spytte og understrege sine pointer – helt overflødigt, mente både Jorden og Må­nen – med kraftige udladninger og lysshows. – Mine dyr li­der, alle de skønne, blanke fisk, og har du set, hvad de gør med grisene?

– Jeg har godt lagt mærke til det, svarede den gamle Måne.

– De har givet mig udslet over det hele, skovene er stort set forsvundet, og jeg har fået beton- og asfalt­allergi … Mine have og flodløb er syge og døde … Deres dunster giver mig feber! Mærk mine poler!

– Man kan se det helt herfra, svarede den gamle Måne.

– Iskapperne smelter i varmen! Og her brænder det, og der drukner alt … Se, de små råkid og alle de smukke sommerfugle, åhh, det er til at tude over! – Jorden var meget ked af det.

– Du kunne jo gøre det der, du gjorde med de der, hvaddenuhedder, de store grønne, fore­slog den gamle Måne.

– Det er ikke fordi, jeg ikke har forsøgt mig med alt muligt, svarede Jorden med lav og sørgmodig stemme.

– Temperaturerne stiger, vejret er kaotisk, min atmosfære er fuld af rum­skrot, strøm­mene vender, luften er giftig, jorden radioaktiv, og de bli­ver mere og mere ufrugtbare. So­len bager, overfladen tørrer ud, ozonlaget forsvinder, så de får hudkræft, de får infektioner af mine dyr og aller­gier af mine træer og plan­ter … men de er ikke så lette at ryste af.

– De har det hårdt, har de. Mange af dem. De fleste, fortsatte Jorden.

– Men de er også snedige. Finder på både det ene og det andet. Millioner af dem omkommer hvert eneste år, drukner i mine have, slår hinanden ihjel med fly­vende maskiner og udladninger, udsulter og generer hinanden på alle mulige måder, fjolser er de, men der bliver alligevel hele tiden flere.

Og nogle af dem har raget til sig, har de. Beskytter sig.

– Og så kom de der tåbelige rigmænd, ham fra det tidligere så smukke Ame­rika, ham den lille fra de russiske stepper og så ham den ond­skabsfulde i det ellers har­moniske Mel­lemøsten – Ja, du husker, hvor­dan det var, da menneskene lige kom ud af Af­rika? – De tre fører sig frem i verden. – Jeg har muligvis givet dem et lille puf … – Hvis no­gen kan få ud­ryddet en masse på kort tid, så er det dem. Med hjælp fra alle de dumme og grådige, selvfølgelig.

– Ja, jeg så dem flyve rundt på må og få, svarede Månen. – De kom ret tæt på.

– Hø, sagde Jorden. – Så du også deres tåbelige hunkærester? Læber på størrelse med sø­pølser lige midt i ansigtet! – De har ændret sig meget på kun et par hundredetusinde år, må man sige.

Månen lo, han lo indtil flere omdrejninger. Og han lo så hånligt, som kun måner kan.

– Hvad var det, du gjorde med de der, hvaddenuhedder, dinofanter, dino­raffer, dino­faurer, spurgte han så.

– Åhh, Jorden forsøgte at erindre, selv om feber og udslet gjorde hende svag, og hun havde svært ved at kon­centrere sig. – Jamen, dengang råbte jeg på hjælp ude­fra. Det løste proble­met i løbet af nul komma hundrede. Det var effektivt, må jeg sige …

– Hvem bliver de næste, tror du? spurgte den gamle Måne.

– Rotter måske. Det kunne man jo håbe. De er kløgtige, formerer sig som menne­sker og er allerede i fuld fart frem. De er ikke så store; har heller ikke fysiologien, opret gang, lang barndom, modsatstillede tommelfingre … Hmm …

Jorden kiggede op: – Du, Måne, har du stadig stemme til at råbe højt?

Tegning af Leo Andrup

Fortvivlende dårlig kvalitet

Lige til at smide ud! – Barberhøvl af et anerkendt mærke til 100 kr. Den er lavet af tyndt og billigt, sølvfarvet plastic, så man virkelig bliver snydt, hvis man troe­de, at det var en gedigen genstand af metal, der kunne bruges igen og igen. – Og så skrammer den huden ved brug. – Formentlig sejlet hertil i en kinesisk con­tainer som et godt bil­lede på vores stadige spild af penge og jordens ressourcer.

Vores 25 år gamle komfur synger på sidste vers, og jeg er virkelig ked af det. For man laver ikke længere ting, som man gjorde for 25 år siden.

På en rundtur til forskellige butikker inspicerede vi nye komfurer, men der var in­gen, jeg ville have i mit køkken. De føltes alle som tyndt blik med sølvfarvede plastknapper og skramlende ovnlåger, der lukker med klir og klang og ikke blødt, tungt og beroli­gende, som på mit gamle.

Mit solide strygebræt, som jeg købte i Italien, da jeg boede der i 1970’erne, og som jeg tog med mig, da jeg flyttede hjem i 1980, skulle absolut fornyes. Træ­pladen brækkede midt over, fordi jeg strøg 12 skjorter på én dag med damp­strygejernet. – Men jeg er allerede så træt af det nye strygebræt, et alt for smalt, let, spinkelt, vak­lende – og dyrt! – bræt af et kendt og velanset mærke, som man ikke kan slå ud og ind uden at klemme fingrene og pådrage sig et alvorligt hold i ryggen.

Og jeg er ærgerlig over sækken med kasseret, næsten helt nyt tøj, der har mis­tet far­ven i vask, der er gået op i syningerne, der har mistet faconen, og som er ubehage­ligt at have på, fordi det ikke, som lovet, er lavet af bomuld, men af tynde plastfibre, der lugter kemisk.

Er det netbutikkernes skyld, at man kan slippe af sted med uantagelig kvalitet? Er det, fordi folk ser forskønnede fotos på nettet, tror på de uærlige lovprisnin­ger og bestiller i tvivl­somme webshops? Og ikke gider pakke og returnere det skuffende skrammel?

I min mailboks ligger utallige resultatløse klagemails til diverse firmaer, som svarer smart og glat og ikke påtager sig ansvar for kostbare, men uanvende­lige, forbrugs­genstande.

Vi købte en kaffemaskine, en Moccamaster, til 2000 kr., der ikke kunne lave drikkelig kaffe, og som gik i stykker efter en uge. Den skulle hver eneste gang samles af en håndfuld tynde plastdele, som ikke kunne holde til varme, til op­vaskemaskinen eller bare til almindelig brug.

Vi købte en støvsuger af mærket Electrolux, der kom direkte fra en kinesisk contai­ner, og som allerede ved udpakningen viste sig tynd, misfarvet og stort set uden su­geevne.

Vi købte en ny Stelton termokande, da den gamle efter 20 – 25 års intensivt brug omsider udåndede. Stelton, fordi vi kan lide designet, og fordi de er robuste og tåler lang tids brug – Ja, godmorgen! – Også den er formentligt lavet alt for sjusket i Kina. Efter en uge eller to var den læk. Plastic og fugebånd i kanten er tyndt og revner, så kaffen, når man hælder op i koppen, løber ned i mellemrummet mellem stålet og glasbeholderen, hvor den ligger og sopper ulækkert og skvulper. – Hvem vil skille og rense en termokande hver eneste dag?

Vi købte en skabsfryser, som efter et par år allerede er ved at sætte ud, hvor den gamle kum­mefryser stadig kørte efter 30 år, men jo med et uantageligt højt strøm­forbrug.

Og det værste: Så købte vi en ny, dobbelt så dyr skabsfryser af et mærke, som plejede at være tysk kvalitet, men som, når den var tændt, fyldte hele huset med giftige dampe, så vi blev dårlige og måtte flytte den ud i et udhus, indtil den kunne blive sendt tilbage …

Vi køber tøj af tynde plastmaterialer, som er dårligt syet med huller i sidesøm­mene og løse knapper og tråde overalt.

Og sko med plastsåler, der smuldrer efter en vinter i klædeskabet.

Så nu er jeg blevet så bange for nye ting, at jeg bliver virkelig ked af det og sørger, når nogle af de gamle, velprøvede går i stykker.

Det er så deprimerende at være omgivet af elendige ting, at jeg hellere vil gå i mit gamle, forvaskede tøj, bruge mine nedslidte sko endnu et par år og leve med et upålideligt komfur end at skulle kassere helt nyt indbo, brugsgenstande, beklæd­ning, hvidevarer og apparater, der går i stykker efter kort tid, som ikke tåler vas­kemaskinens skåne­program, som smelter i opvaske­maskinen eller som fylder mit hus med sundhedsfarlige uddunstninger.

Og jeg køber ikke længere supermarkedets underlødige og ultraforarbejdede mad­varer, ku­lørte drikkevarer, kemiske brød, ”økologiske” æg eller laks med allergi­fremkaldende farve­stoffer, mishandlet kød eller slatne, næringsfri frugter og grønt­sager.

Når nu vi i Europa skal til at klare os selv, kunne vi så ikke – ud over våben – be­gynde at pro­ducere ordentlige varer igen? Ting, der kan holde, og som er rare at bruge? Kvalitetsvarer på den gammeldags facon? For at skåne os selv og jorden for et nyttesløst overforbrug?

Og i samme ombæring skille os af med alle de alt for store, jord- og dyre­plagende, industri­elle landbrug og inddrage jorden til bæredygtig produktion af brødkorn, bærbuske, frugt­træer og spiselige grøntsager?

Jordødelæggende grådighed som personligheds­forstyrrelse

Ifølge Sundhed.dk er en personlighedsforstyrrelse: ”en psykiatrisk lidelse, hvor man har afvi­gende træk ved sin personlighed. Dette vil vise sig i form af urimelige eller uforståe­lige reaktio­ner i mange personlige og sociale situa­tioner.”

De erkendte forstyrrelser er for tiden: *

Paranoid personlighedsstruktur

Skizoid personlighedsforstyrrelse

Narcissistisk personlighedsstruktur

Dyssocial (antisocial) personlighedsstruktur

Histrionisk (hysterisk) personlighedsstruktur

Tvangspræget personlighedsstruktur

Ængstelig (evasiv) personlighedsstruktur

Dependent personlighedsstruktur

Til denne perlerække af psykisk uhensigtsmæssige, person­lige og so­ciale, per­son­ligheds­forstyrrelser vil jeg gerne tilføje endnu en, en mere om­fattende, ulo­gisk og uforståelig, kognitiv forstyr­relse, som et flertal af menne­skene helt åben­lyst li­der af, nemlig:

Jordødelæggende grådighedsforstyrrelse

Når man har nok. Når man har mad, tøj og rimelige boligforhold, men allige­vel, af ren og skær grådighed, fortsætter med at rage til sig af ting, oplevel­ser, mad og drikke og navnlig de im­materielle, ikke­eksisterende vær­dier, vi engang blev enige om at kalde penge, og som i sig selv intet er værd.

Når man ikke kan indse, at vi lever i en osteklokke, hvor alle vores aktivi­teter har kon­sekven­ser.

Når man smider al viden og faglighed over bord, holder sig for ørerne og rå­ber LALA­LALA­LA­LALA … hver gang nogen nævner mistrivsel, menneske­rettigheder, miljøet, kli­maet og an­dre kriser.

Når man i jagten på flere ting, mere magt, status og endnu flere penge ødelæg­ger sine egne og alle andres leve­vilkår.

Når man – selvom vi aldrig har været rigere – helt bogstaveligt skider i egen rede og:

  • Hver dag afleverer sine små børn på store opdragelsesinstitutioner.
  • Af besparelsesgrunde ophører med at yde omsorg for de små, gamle, syge og svage og skærer ned på alt, ud­dannelse, sundhed, pleje, forsk­ning, så vi er endt i et tidster­roriseret, inhumant og ødelagt samfund uden viden, empati og værdier.
  • Går ind i politik og ledelse for egen vindings skyld.
  • Af profithensyn producerer skadelig menneskemad fuld af de billig­ste in­gredienser og kemi, der er beregnet på at få ellers uappetitlige og uspiselige komponenter til at glide ned.**
  • Vedblivende anskaffer sig dynger af dingenoter og dimsedutter uden kvalitet eller holdbarhed eller blot nytteværdi, produceret af jordens sid­ste ressourcer, men som hurtigt ender i de enorme bunker af affald, der er ved at kvæle denne planet og dens beboere.
  • Rykker sit militær ind i andre lande og påbegynder ufattelige ødelæg­gelser, folkedrab og skaber uro i hele verden.
  • Udrydder uhyggeligt mange dyre- og plantearter. Man taler om vores tid som jor­dens sjette store masseudryddelse.***
  • Holder langt større mængder end nødvendigt af dyr, køer, svin, fjerkræ, pels­dyr, in­de­spærrede under kummerlige forhold og spreder deres skade­lige, koncentre­rede affaldsstoffer ud i luften, jorden og vandet – for pen­genes skyld.
  • Helt overlagt og med vilje forgifter drikkevand og jord med PFAS og utallige andre gift­stof­fer, som aldrig forsvinder fra miljøet igen.
  • Ustandseligt oversprøjter jorden med pesticider og andre potente giftstoffer for at slå uøn­skede planter og dyr ihjel.
  • Og derved skader menneskenes fertilitet, så vi er på vej til at udrydde os selv.
  • Har omformet jorden med udjævning af bjerge, omlægning af floder, kunstige kanaler, dræning, borehuller, fracking, enorme udgrav­ninger, hulheder og gange for at ud­vinde råstoffer til alle vores hovedløse aktiviteter.
  • Fylder hav, floder, jord og rummet med overflødige produkter, affald, af­fald, affald …
  • Sender røg og møg op i luften.
  • Skyder uønskede dyr i naturen og ødelægge deres levesteder.
  • Opfisker og udrydder fisk, skaldyr og hvaler i havet.
  • I det hele taget forgifter jorden, luften og vandet, forandrer kli­maet og ud­ryd­der livet, som vi kender det – bare for at rage til os af unødvendige ting og penge.

Som med alle de andre forstyrrelser er jordødelæggende grådighedsforstyrrelse et konti­nuum, og vi har alle en rem af huden.

Glædelig jul …

* https://www.sund­hed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/oevrige-syg­dom­me/personlighedsforstyrrelser/

** https://blog.loneandrup.dk/2023/07/28/ikke-mad/

*** https://da.wikipedia.org/wiki/Den_sjette_store_massed%C3%B8d

Solen er blevet ond

Yr, juli 2024 – Temperaturen når op over 50° mange steder i verden, og skove og anden natur går op i flammer.

Når mit fotoprogram dagligt viser mig billeder af min have fra de sidste 25 år, så ser jeg til min forbløffelse, at blomster og frugt, som er nedvisnet og ovre for flere uger siden, førhen stod på deres flotteste netop nu.

At rabarberne stod højt og grønt og ville have nydt sommerregnen, at vinens blade var lysegrønne, og druerne hang i saftige klaser, og at tørkeelskende planter, som fx timian, trivedes og blomstrede lyslilla og smukt. – Men nu er de alle solsvedne og ved at gå ud – Det er uhyggeligt …

Rabarberne brændes af solen, når den kortvarigt viser sig mellem regnbygerne.

Hårdføre, tørke- og solelskende citrontimian, der ovenikøbet står i halvskygge nu, fordi træerne er vokset, er svitset af solen og visnet ned.

Og det i et år, der officielt er det mest regnfulde i den tid, vi har målt det!

Bare solen er fremme et par timer en eftermiddag, så er der straks 28°, om aftenen fulgt af højpotente tordenbyger og styrtregn.

Vi har for længst syltet solbær og ribs og – med god hjælp af solsortene – fortæret alle kirsebærrene.

Og vinbladene ser ud til at brænde op i de få solstråler, før druerne er klar til at blive spist:

Vinen i havestuen brændes af solstrålerne på trods af solafskærmende glas.

Århus Stiftstidende 23.7.34

Vores bedste- og oldeforældre arbejdede ude i solen fra morgen til aften som arbejdsmænd, lugekoner eller bønder, og vi hørte aldrig et ord om hudkræft.

Men selv tåler vi ikke at sidde i solen i mere end to minutter ad gangen, før huden smerter rødt, og øjnene svier og ikke vil holde op med at løbe i vand om aftenen.

Ja, vi er blevet gamle, tyndhudede og sarte, men selv de unge skoldes let i den regnfulde, danske sommer, hudkræft er blevet en af de store dræbere, vi opfordres ustandseligt til at bruge solcreme – noget vi ikke kendte til i min barndom, og de foretrukne planter i private og offentlige plantekasser er marehalm og pampasgræs … Ikke kønt, men de overlever – lidt endnu.

Solen er blevet ond.

Tilføjelse fra TV2 4.8.24: