Da jeg læste i Århus, boede jeg i opgang med en ældre herre, der pludselig mistede sin hustru igennem mange år. I sympati inviterede jeg ham efter nogen tid ind på kaffe og hjemmebag en sensommersøndag eftermiddag og lyttede til hans sorg og hans forsøg på at organisere sit nye liv.
– Ja, man mangler jo en god kvindes omsorg, fastslog han med en ikke ringe grad af selvynk og store hundeøjne vendt mod mig, den trivelige, medfølende, forklædeklædte, hjemmebagende, unge studine, mens han gumlede kagen i sig.
Jeg udtrykte min deltagelse, mens jeg for mig selv tænkte: – Gør vi ikke alle det?
Det er ikke blevet bedre med den kvindelige omsorg siden da. Tværtimod. Mænd kan ikke længere gå ud fra, at ‘en god kvindes omsorg’ er en umistelig del af deres rettigheder som født hankøn, og føle sig forrådt af skæbnen, når den udebliver.
Også børn mangler deres mødre og rare pædagoger. Patienter mangler dygtige sygeplejersker. Venner mangler flyttehjælp, havehjælp, babysittere og hundepassere. Overlæger og direktører mangler kompetent sekretærhjælp. Ældre og syge mangler selskab og støtte i hjemmet hver eneste dag … – Ung eller gammel. – Ja, selv mig. – Af og til kunne man godt bruge en hengiven hustru, en udstrakt hånd, et smil, duftende, nystrøget tøj, rene rum at være i, en kop varm kaffe serveret, et hjemmelavet måltid og selskab, mens man spiste det.
I det hele taget mangler de fleste vist hjælp til det svære liv, en god kvindes omsorg … Men lige netop dén ressource er i restordre for tiden. – Måske fordi vi sjældent påskønner den, når vi oplever den, jf. husmødres ringe status og sygeplejerskernes forgæves krav om højere løn og bedre arbejdsforhold.
Vi elsker at modtage kærlig omsorg, støtte, sympati, pleje, rent tøj, rengøring og hjemmelavet mad, men vi vil ikke betale for det, for det har i årtusinder været et gratis gode leveret af millioner og millioner af gode kvinder. – Det er så slut nu.
Jeg tilbød ikke dengang at hjælpe den ældre herre med mere hjemmelavet mad eller andre tjenester, selv om det tydeligvis var det, han anglede efter, men nøjedes med til farvel at give ham resten af kagen med hjem. – En ny tid var begyndt.
Første gang, jeg fik øje på fænomenet, var, da jeg for små tyve år siden så filmen ’High Fidelity’ med bl.a. John Cusack.
Cusack spillede indehaveren af en lille pladebutik, og han og hans nørdede medhjælper gjorde alting op i lister, fx de ti bedste sangere, rocknumre eller guitarister. Det brugte de meget tid på, og det var først og fremmest musikken, de således bedømte og indrangerede, men også meget andet, de stødte på i deres små liv.
Det forekom besynderligt, denne trang til at putte omverdenen ind i et prioriteret skema. Og endnu mærkeligere var det, at disse yngre mænd, der åbenlyst var uden større, egne fortjenester, følte sig berettiget til at dømme alt omkring sig helt uden at tvivle på egne beføjelser og kompetencer.
Nu ser jeg fænomenet overalt: Mænd, der føler sig kaldet til at vurdere alt. – Bedste fodboldspiller. Bedste vin. Bedste kunstværk. Bedste bikini-babe. Bedste rockgruppe. Bedste tv-vært. Bedste James Bond-film. Bedste burgerrestaurant. Bedste foredrag. Bedste bryster … – Eller værste. Der bliver brugt meget tid på fx portvinssmagning eller Ekstrabladets side 9-piger med tilhørende diskussioner og karaktergivning i mandegruppen. Det kan være ligefrem kvalmt at bevidne denne indbildt selvfølgelige ret til at give alting karakter. Udelukkende baseret på egne præferencer og følelser.
I arrangerede sportskampe, skakdyster, traktortræk, dansestævner, dyrskuer, er det naturligt at give karakterer og kåre vindere, så man kan overrække første-, anden- og tredjepræmier, og der er et forbløffende stort marked for enorme og smagløse pokaler til uddeling i alle disse konkurrencer.
Men hvem har bedt mænd om at vurdere deres kvindelige bekendte, kollegaer eller skolekammeraters udseende? Eller som denne verdens udkårne overdommere på nettet at udskrige deres private mening om andre? Herunder fx fremtrædende, kvindelige politikere eller andre offentlige personers kropslige fortrin? – Det er temmelig sygt. – Hvem er de, at de skal dømme?
Fra mine år som ung pige og studerende har jeg ingen erindring om, at vi kvinder nogensinde vurderede vores kammerater eller lærere på denne næsvise og utidige facon. – Jo, vi kunne fnise over en flot fyr, selvfølgelig kunne vi det, men vi følte os ikke specielt berettiget til højlydt at uddele ris og ros til alt og alle omkring os på samme måde, som drenge og mænd – også de voksne – vedblivende tydeligvis gør.
Faktisk fylder alle disse små, men i egen optik yderst berettigede, mænd alt for meget i det offentlige rum. Vi er hierarkiske dyr, meget bevidste om rangorden. Måske får en lille mand givet sig selv lidt ekstra status blandt andre mænd ved at vurdere, bedømme og rangordne fx ølmærker? Eller ved at tale ned om en ellers sød pige, der aldrig ville se til hans side?
Det er det gamle problem: Manden er subjektet, personen, normen. Kvinden er objektet, tingen, undtagelsen. – Fra opmærksomhed på andres fremtræden, til vurdering og karaktergivning, og til gramsning og øreslik og det, der er værre, er der kun en kort vej for disse mænd, der må føle sig som Guds udvalgte ejere af verden og alt, hvad der er i den.
Når kvinder opnår en mere naturlig ret og selvfølelse, skal vi huske ikke at begå de samme, blindt bøvede fejl. Øl og film er ligeglade, men man skal ikke gå og vurdere sine medmennesker ud fra privat smag og behag. – Og selv en såkaldt kompliment er en vurdering. Måske ovenikøbet fra et fjols.
——————
NOTE: Mandens guddommelige ret til at dominere og definere alting fremgår bl.a. af bibelen, Det gamle testamente, 1. Mosebog, kapitel 2, vers 18 – 23 – Her betyder ’Mennesket’ udelukkende ’manden’, kvinden kom, som skrevet står, først til senere:
’Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.
Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:
Nede under alle plusordene – godhed, civilisation, ridderlighed, høflighed, velfærd, lighed, menneskerettigheder, nede under alle idealerne, ønsketænkningen, forskønnelserne, eufemismerne, er der ved at tegne sig et mønster, ikke sandt?
Hvornår begynder vi at tale om det? Hvornår bliver vi i stand til at se det i øjnene? Og erkender realiteterne om vores egen race.
– Vi er aber. Og udviklingsmæssigt er det ikke ret længe siden, vi kravlede ned fra træerne.
Man behøver ikke stå mange øjeblikke foran abeburet i zoo, før man observerer eksempler på dominerende parring. At alfahannen går rundt og dingler med dilleren og med jævne mellemrum udøver sin ret til at bestige hunnerne, både de små, de unge og de ældre, sådan nærmest i forbifarten. Også de underordnede hanner bliver besteget, bare som en markering af hvem der bestemmer.
Vores egen historie er fuld af sådanne magtdemonstrationer, der som oftest, men ikke udelukkende, går ud over kvinder og børn:
I populærkulturen ses stenaldermanden med køllen i den ene hånd trække sin kvinde hjem til hulen ved håret.
Gamle, græske mænd, velhavende, lærde samfundsstøtter, havde inderlige og seksuelle forhold til deres unge elever. Deres olympiske guder snød og voldtog snart sagt hvem som helst, hvilket der kom mange besynderlige skabninger ud af.
Herremanden havde førhen ret til brudenatten med alle unge brude på sit gods og tilhørende huse og hytter. Og mangen ung pige på mindre gårde, i huse og i bylejligheder har op igennem historien måttet lægge krop til manden eller sønnens seksuelle lyster.
I enhver krig var vinderens gevinst adgang til at massevoldtage kvinder og børn. Ofte efterfulgt af makabre lemlæstelser og slagtninger.
’Sabinerindernes rov’ er en kendt, kulturel reference, et pikant motiv, som handler om, at romerne havde behov for nyt blod, nye, unge kvinder, og bare drog på rov i de nærmeste bjerglandsbyer.
Den katolske kirke, som har tiltusket sig magt og moralsk herredømme over store dele af kloden, har bygget sit profitable imperium bl.a. på cølibatiske præster, der op igennem tiderne har tiltvunget sig seksuelt samkvem på alle måder med måske hundredtusindvis af børn af alle køn.
I totalitære regimer, i Sydamerika, Egypten, Mellemøsten, hvor folk uden videre kan bortføres, arresteres og tortureres, er seksuelt betonet tortur meget udbredt, viser de beretninger og ganske få romaner, der undslipper den totalitære kontrol.
Udstationerede tropper, selv FN’s fredsbevarende soldater i fx Afrika eller udenlandske redningshold på Haiti, har taget for sig af de lokale småpiger og skabt udbredt prostitution og misbrug blandt den befolkning, de egentlig skulle hjælpe.
I de store, umenneskelige flygtningelejre på Afrikas nordlige kyster, er slavegørelse og seksuelle overgreb begået af lokale, uuddannede vogtere angiveligt dagligdag.
Længere nede i Afrika bortfører selvbestaltede militser børn til soldatermateriale, og de kidnapper hele pigeskoler, når de føler trang til kvindeligt selskab.
I Irak myrdede IS-soldater mændene og bortførte kvinderne fra mindre, religiøse sekter, bl.a. yazidierne, og brugte dem som sexslaver. Det er ikke mange år siden …
Vi har herhjemme Tøndersagen, hvis detaljer, som omfattede en far, hans venner, lystne købere og to små piger, er kvalmende. Vi har flere sager, der minder om den.
Der er til stadighed disse ulykkelige sager, hvor pædagoger, lærere, ridelærere o.a. har misbrugt deres stilling og børn helt ned til etårsalderen. – Og korledere i det prestigiøse pigekor i Danmarks Radio opførte sig tilsyneladende, som om de søde, unge piger alle tilhørte deres private harem! Man væmmes …
Incest, voldtægt af egne børn, drenge og piger, sker hver dag. Ofrene er mærkede for resten af livet; nogle få har beriget os med beretninger, der er så hjerteskærende, at vi ikke længere kan lukke øjnene for, at disse overgreb faktisk foregår. Også i Danmark! I dag! Jævnligt!
Kvinder fra ikke så privilegerede samfundsgrupper eller lande narres eller bortføres til prostitution og fastholdes med nødvendigheden af at tjene penge, med gæld, trusler, magt eller ligefrem vold. Adgang til kvinder, prostituerede, handlede kvinder, tjenestepiger, slavekvinder, har altid været den magtfulde mands ret, og mangen et ‘forretningsmøde’ er henlagt til stripperbarer, hvor ‘forretningsmænd’ for penge kan nyde synet af afklædte kvinder.
Mennesket er et visuelt dyr, og først tegninger, malerier, fotos, pornoblade og senest internettet har gødet mændenes dyriske lyster: Man kan nu søge på forskellige perversiteter og sidde og se på, at kvinder og børn bliver misbrugt, udnyttede og molesterede. En dansk mand i 60’erne er dømt for gentagne gange at have betalt for og udvirket overgreb på meget små, filippinske piger, overgreb, som blev filmet og transmitteret … Ja, man fatter ikke, at synet af børns lidelse kan være til fornøjelse for nogen og noget, man betaler for. – Men selv lille Jonas eller Emil kan sidde hjemme i skærmens lys og belure eller træffe aftaler med alfonser og deres kvinder om at få adgang til kvindekroppe.
Kvinder og unge piger bliver myrdet på udpenslede og pirrende måder i populære film, tv-serier og krimier som underholdning til aftenskaffen og fredagsslikket. Ingen finder det ækelt, uhyggeligt eller bare mærkeligt. Og ingen kæder det sammen med antallet af mord på kvinder, vold og voldtægter, ofte udøvet af deres partnere eller eks’er. – Det accepteres fuldstændigt som en del af vores kultur.
Denne kultur medfører, at det er ydmygende, og af og til også dødsensfarligt, at være kvinde. Vi taler normalt ikke om det som et generelt problem, men kvinder alle vegne har lært at holde et ekstra vågent øje med deres døtre, børnebørn og veninder.
Mænd har altid udnyttet magt, muligheder og privilegier til at tage for sig af de unge kvinder. Som alfahannerne blandt vores nærmeste slægtninge i dyreriget får de automatisk ‘ret’ til at parre sig i flæng, hvis de når et vist niveau i hierarkiet. Hvis deres stilling i samfundet bevirker, at de får magt over yngre, attraktive kvinder. – Lavere rangerende må nøjes med et stjålent knald i udkanten af gruppen – eller drømme foran computerskærmen. – Romantik og gensidig frivillighed er en forholdsvis ny ting i menneskehedens historie. Når en mand havde klaret en svær opgave, vandt han ’prinsessen og det halve kongerige’. Eventyrene fortæller ikke, om prinsessen altid var glad for at være en del af præmien.
Der er ikke langt til de labre ’præmiepiger’ i cykelløb og andre mandesportsgrene. Kvinder som belønning og staffage.
Magtfulde mænd synes også i dag at føle, at der, ud over penge, magt og privilegier, også hører fri adgang til yngre kvinder med til deres gudgivne rettigheder. Frivilligt eller ej. De fleste af disse misdædere hører vi ikke om, men nogle sager, som omfatter mænd, som vi beundrede og havde tillid til og aldrig troede kunne sætte en fod forkert, er kommet til offentlighedens kendskab her de senere år. Man bliver lige chokeret hver gang:
Bill Cosby, Roman Polanski, Harvey Weinstein, prins Andrew, Bill Clinton, Jes Dorph Petersen, Frank Jensen, Nasser Khader, Morten Østergaard, Berlusconi – nå, ja, hans overgreb var måske ikke så stor en overraskelse, men senest er Bob Dylan – nobelpristageren, der sang så smukt om lighed og retfærdighed, kommet med i det dårlige selskab pga. anklager om ’grooming’ og seksuelle overgreb på en på daværende tidspunkt 12 årig pige.
#Metoo har buldret frem, og mange kryb er tvunget ud af deres polstrede skjulesteder. Med års forsinkelse nåede bølgen også til Danmark, hvor vi ellers havde haft en selvforståelse af, at sådan noget gør vi ikke, mens det naturligvis forekom her blandt os i samme udstrækning som i alle andre lande, bare fornægtet og i skjul.
Mange af de afslørede, små- og storklamme mænd, aner ikke, hvad der ramte dem, og de føler sig stadig uretfærdigt behandlet. Der er en del danske mænd, der forsøger at få det hele til at handle om, at de er ofre for ’uretfærdigheder’, hvis de bliver grebet i overgreb og oplever sanktioner. – Ikke dødsstraf eller fængsel, næ, gudbevares, blot et midlertidigt bump i karrieren …
Ud over krænkelser, overgreb, voldtægter og almindelige tilråb og nedvurderinger er mord og vold også kommet på dagsordenen med ’kom sikkert hjem’-kampagner efter mordet på en yngre kvinde i London. Et mord, som viste sig at være begået af en politimand.
Mon ikke mænd bare er mænd med maskuline hormoner susende rundt i kroppen? Hanaber? Vilddyr? Liderlige? Somme tider også voldelige? Som gør, hvad de lyster, stræber efter magt og behovstilfredsstillelse, hvis de kan, hvis de er stærke og ambitiøse nok? – NOGLE mænd, ikke alle, selvfølgelig ikke alle. Nogle af mine bedste venner er mænd, jeg er både datter af, gift med og mor til en mand, og de kunne/kan alle sagtens holde sig i skindet og opføre sig ordentligt over for både kvinder og børn.
Men lejlighed gør tyv, siger man. Parringsdriften er formentlig den stærkeste drift, vi har, og hjernens pandelapper, der regulerer vores adfærd og beregner konsekvenser, kom først sent til i løbet af menneskets udvikling. Ikke alle har lært at bruge dem hensigtsmæssigt endnu.
Når selv tilsyneladende bløde, normaldanske mænd, som fx Morten Østergaard og Frank Jensen, uønsket gramsede og slikkede på kvinder som en del af deres magtberuselse, viser det, at trangen til at demonstrere dominans ved at rage på kvinder stikker dybt. Og når nogle mænd opnår en magtposition, går det ud over hushjælpen, døtrene, eleven, sekretæren, praktikanten, den ansatte, partifællerne … Det ved vi jo godt. Og hidtil er de sluppet af sted med det.
– ’Alt i verden handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt’, menes Oscar Wilde at have sagt. Han har ganske givet ret. Magt, sex og vold synes ofte at være sammenkædet.
Så længe det hovedsageligt er mændene, der sidder på magten, så vil det også være dem, der begår overgrebene – og beskytter andre mænd mod evt. sanktioner. Mænd er subjekter med ret til at agere frit i fællesskabet med andre mænd. Kvinder og børn bliver decimeret til objekter for mændenes ageren. – Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at også nogle kvinder ville være i stand til at begå overgreb, måske andre slags overgreb, hvis de besad den berusende magt. Vi er alle af abeslægt.
I vores nuværende kultur er overgreb på kvinder udført af mænd dog helt åbenbart en tilbagevendende, almindelig og strukturel praksis. Og det fortsætter blandt de yngre generationer, viser horrible beretninger fra de såkaldte ’puttefester’ for gymnasieelever i det nordlige København og fra kampråb på barer og i omklædningsrum under større mandesportsbegivenheder. Vores samfund lider tilsyneladende af en tiltagende, ikke en aftagende, pornoficering og dertil hørende nedgørelse af kvinder – jeg har ingen erindringer om så udpræget objektgørelse af kvindekønnet fra min ungdom og skolegang i 1970’erne.
Jeg håber, at vi stadig formår at få vendt den udvikling, så mine efterkommere ikke skal tvinges til at underlægge sig abelignende magtmænd, klassekammerater, trænere, chefer, ægtemænd, fædre, brødre, venner, fremmede og udsættes for psykiske og fysiske overgreb og uretfærdigheder.
Klø på, kvinder og sympatisører af alle køn! Vi skal se tingene i øjnene og have disrespekt, vold og overgreb frem i lyset, så vi kan erkende, at det findes! Ellers kan vi ikke gøre noget ved det.
Det er ikke en forbrydelse at snakke om det. Lad os kalde trolden ved det rette navn: Abepsyken tilsiger magtmennesket, at han ikke behøver at lægge bånd på sine lyster og behov, fordi han har en naturgiven ret til alle jordens ressourcer, herunder også andre mennesker, specielt attraktive kvinder og børn.
Nu skal hygiejnebind og tamponer være gratis i Skotland. Dyre hygiejneprodukter har ifølge pressen været skyld i, at kvinder måtte droppe ud af uddannelser, opgive sport, socialt samvær m.m. – Og det er forfærdeligt.
Straks er der danske kvinder, der – måske i kølvandet på den nye, absolut nødvendige, #MeToo-bølge herhjemme, øjner en mulighed for at afpresse fællesskabet for flere goder og kræver gratis menstruationsprodukter i det offentlige rum, på institutioner og arbejdspladser. – Nogle gange kunne det måske være nødvendigt, men i princippet skulle velfærdssamfundet kunne dække de fleste almindelige udgifter, både julehjælp, husleje og hygiejnebind.
Og det ser ud til, at Bilka og Salling Group allerede har taget affære og er kommet kvinderne i forkøbet:
En pakke med 20 bind til 1 krone og 75 øre! Og tamponer til 10,95 for 32 stk.:
– Der er vist ikke mange danske kvinder, der ikke kan få råd til det. Og der, hvor man ved, at der kunne være et behov, kunne man jo indkøbe et par kasser og stille frem til fri afbenyttelse.
Endnu et eksempel på dyrere og dårlige. Og at butikkerne er meget hurtige til at sætte priserne op, men næsten ikke kan få dem sat ned igen …
Bilkas billige bind er steget næsten fire gange i pris på tre et halvt år! Nu er stykprisen højere, end de dyrere tamponer var i efteråret 2020. Til gengæld er bindene nu tyndere og af betragteligt dårligere kvalitet.
Skærmdumps fra mobilen d. 5.11. 2020. –Hvad består det uetiske i? Jeg troede, at minkavlere levede af at aflive raske dyr, så de kunne flå dem og sælge deres skind? Har vi fået Trump-tilstande herhjemme, så man bare kan sige, hvad der passer én? Uanset virkeligheden?
Dette sad jeg og skrev på i går, men blev overhalet af virkeligheden, da statsminister Mette Frederiksen, flankeret af repræsentanter for regering, politi- og sundhedsmyndigheder, på et pressemøde klokken 16 meddelte, at alle mink i Danmark skal slås ned så hurtigt som muligt.*
De små, tætsiddende trådbure med 17 mio. millioner stærkt smittefarlige mink udgør en reel trussel mod hele verdens sundhed pga. høj risiko for mutationer og smitte til omgivelserne og til de omrejsende østeuropæere, der – ofte uden adgang til hverken sprit eller mundbind – passer dem.
Godt halvdelen af alle smittede med COVID-19 i Nordjylland har en variation af virus, der stammer fra mink, og smitten blev hurtigt udbredt fra ganske få tilfælde, til at denne landsdel blev et af de hårdest ramte områder. Ved stikprøver er der fundet adskillige coronavirus med bekymrende mutationer, der potentielt ikke kan genkendes af den vaccine, man er ved at udvikle.
Det er forfærdeligt for avlerne, og de skal kompenseres og hjælpes godt videre. Men minkopdræt er – af både dyrevelfærds- og sundhedsmæssige grunde – ikke et ønskværdigt erhverv. Ikke i Danmark, ikke nogen steder.
Branchen var i forvejen for kraftigt nedadgående og i økonomisk knibe med en halvering af omsætningen på ganske få år. For at bære pelse fra de små, fremavlede rovdyr er ikke længere velset i toneangivende kredse. Og hvem vil fremover vise sig i en minkpels, når hvert eneste hår potentielt har været inficeret med corona-virus, og dyrene associeres med at have forværret en verdensomspændende epidemi?
Nu er det ikke længere dyremarkeder i Kina eller virussumpe med rismarker, snadrende ænder, gæs og svin i det varme, fugtige Sydøstasien, men minkfarme i Danmark, der potentielt kan opformere og sprede smitte og død til hele verden.
Så vores statsminister lyttede til sagkundskaben og WHO og har igen vist omsorg for befolkningen og rettidig omhu.
Alligevel snakker fortrinsvist mænd i opposition, dansk landbrug og meningsjournalistik stadig om ’Mor Mette’ og er ubegrundet nedladende over for hendes forsøg på at redde de fleste af os nogenlunde helskindede igennem denne sundhedskrise. – Regeringens tiltag kommer, ifølge alle disse hanbavianer, alle for sent eller for tidligt, de er for meget eller for lidt. Og kompensationen fra fælleskassen til de berørte erhverv er aldrig stor nok.
Mange forsøger at møve sig ind i rampelyset: –Karsten Lauritzen, der som statsministeren er valgt i Nordjylland, men for et parti, der p.t. står uden for reel indflydelse, prøver som en mini-Trump at fiske stemmer og sympati i rørte vande helt uden argumenter, han er bare skuffet, siger han. – I Ekstrabladet forestiller Joachim B. Olsen, der jo selv befinder sig i magtens alleryderste periferi, sig perfidt, at statsminister Mette Frederiksen nyder at udøve sin ‘magt’ i denne situation … Hvad bilder han sig ind? – Er han klar over, hvor alvorlig situationen er? Og må kvinder ikke udøve den magt, der naturligt følger med, når de er valgt til landets øverste embede? Forhenværende statsminister for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, som ikke blev anfægtet, når han igennem mange år udøvede sin magt, burde efterhånden bare tie stille. Han er forhenværende.
Det er patetisk og meget, meget sørgeligt at overvære, hvordan alle disse små magtmænd forsøger at rette opmærksomheden mod sig selv og smide grus i statens maskineri i en vanskelig tid.
Hvad tror disse skråsikre mænd, at de ved, som regeringen ikke får at vide? Og hvorfor anbringer mandlige, misundelige kritikere og minkavlere generelt statsministeren i en snævert kønsspecifik kasse, ’Mor-kassen’, som sammen med ’Lækker steg-kassen’, ’Madonna/helgeninde-kassen’ og ’Gamle Hejre-kassen’ stort set omfatter hele repertoiret af kvindelig typologi, som nogle mænd er i stand til at opfatte?
Oppositionspartiernes forvirrede formænd, forhenværende og fallerede politikere og bedrevidende lederskribenter scorer ikke points hos mig ved at underløbe staten og skabe tvivl om det sundhedsfaglige grundlag. Hvad vil de have? Voldelige demonstrationer mod mundbind og nedlukninger? Et overbelastet sundhedsvæsen og lig i gaderne? – Vi står midt i en verdensomspændende epidemi. Landene omkring os ruster sig med indgribende tiltag, som vi blot kan kopiere. – De fleste afskaffede minkavl, længe før denne epidemi opstod. – Så spild ikke tiden med ynkelige magtspil, men hjælp konstruktivt med at tage hånd om landets indbyggere og med at forhindre, at ansvarsløs opførsel bidrager til, at det hele løber løbsk. – Så tager vi eventuelle opgør bagefter.
Hvorfor afventer så mange mennesker i det hele taget udmeldinger fra regeringen, som de så på et løst og uinformeret grundlag forsøger at ignorere eller rakke ned på? I stedet for selv at tage et ansvar, opføre sig som voksne og tage de forholdsregler, som de fleste ville anse for nødvendige i denne alvorlige situation?
Ingen nulevende har prøvet dette pandemiske scenarie før.
Er vi børn eller borgere?
* 13. 11. 2020: På det tidspunkt kunne jeg ikke forestille mig, at regeringen ikke havde tjekket lovgrundlaget, før de skrev til minkavlerne.
Vi har i mange år kendt til klimaskeptikere og klimabenægtere, mennesker, der ikke vil ændre adfærd, ikke orker at se realiteterne i øjnene, ofte fordi de har økonomiske interesser eller privilegier i klemme, og insisterer på retten til at fortsætte med at forurene kloden.
Nu kan vi tilføje sexismeskeptikere og sexismebenægtere, der, som fx forhenværende overborgmester Frank Jensen, nægter at indse, at der kunne være et problem, og at nogle, heriblandt han selv, ville stå sig bedre ved at ændre holdning og handlinger og lade være med uopfordret at rage på unge kvinders mest intime steder. – I disse dage hyler horder af sexismebenægtere op alle vegne i det offentlige rum, idet de forestiller sig, at al sjov imellem kønnene stopper, hvis deres årtusindgamle privilegier, der bl.a. gav dem ret til at overbegramse og/eller misbruge attraktive unge kvinder, skulle blive truet.
Endnu et fænomen bør tilføjes: Coronaskeptikere eller ligefrem coronabenægtere, der ikke tror på sygdommen, som de opfatter som blot endnu en uskadelig forkølelse eller influenza. Disse mennesker benægter den verdensomspændende epidemis farlighed, de vil ikke tage hensyn til deres medborgere og kunne ikke drømme om at ofre egne økonomiske interesser, fx lukke en restaurant nogle måneder med kompensation fra staten – dvs. os andre – aflyse en fest eller en ferierejse, flytte et møde over på nettet eller skaffe sig af med titusindvis af indbringende, men også tæt sammenstuvede og højst smittefarlige, mink for at beskytte befolkningen. – Nogle nægter endda at tage en maske på, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. –De farligste coronabenægtere lige nu er, i min optik, opmærksomhedssultne, tidligere, fyrede direktører for Sundhedsstyrelsen og små oppositionspolitikere med sammensatte navne, Thulesen Dahl og Ellemann-Jensen, som ustandseligt forsøger at undergrave statsministerens autoritet, når hun prøver på at redde befolkningen igennem og dele sol og vind lige … Hendes job er ikke misundelsesværdigt! Den amerikanske præsident benægtede coronaens farlighed, sløsede med sikkerheden og blev selv ramt, men han havde jo adgang til verdens bedste lægehjælp og medicin. Nu opfatter han sig som en usårlig supermand og tonser videre på sin brovtende, mentalt afvigende slingrekurs uden hensyn til en kvart million døde landsmænd og millioner af unge, midaldrende og gamle med alvorlige følgeskader. –Vi har ikke lyst til at se noget lignende herhjemme, vel?
Man kunne ønske sig, at flere af disse gamle hanbavianer M/K ville vågne op og indse, at de lever i det tredje årtusinde efter vor tidsregning og indrette sig derefter.
I disse år sker der ting, man aldrig havde troet ville kunne ske:
USA’s præsident gennem næsten fire år er – jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det høfligt – selvoptaget, inkonsistent og inkompetent. Her op til valget fylder han luften over det meste af verden med tågetale og bragesnak, så man knap tror sine egne sanser.
En syg mand myrder en kvinde nede i sin hjemmebyggede u-båd, alle medier dyrker ham og hans gerning her tre år efter, imens manden selv har held med at true sig ud af et dansk fængsel.
En verdensomspændende epidemi raser, mens mennesker med økonomiske interesser, koncertarrangører, minkavlere, restauratører m.fl. i fuldt alvor presser på for at få flere kunder i butikken og dermed – må man formode – flere lig i gaderne.
Og samtidig løfter en ny generation af veluddannede kvinder ligestillingskampen op til hidtil usete niveauer i DK. De finder sig ikke længere i klamme mænds gramsen, de spiller ikke længere med på, at fri adgang til unge kvinders kroppe er en del af magtmændenes rettigheder. Og pludselig, ud af det blå, vælter den ene magtfuldkomne kongebrik efter den anden, Morten Østergaard, Frank Jensen … Sådan skal det gøres!
Hvad bliver det næste?
Netavisernes overskrifter i dag onsdag d. 21. oktober 2020:
Med særdeles dårlig timing lancerer DR nu endnu et ’morsomt’ show om barnlige mænds problemer med at være ordentlige og voksne mennesker, ‘Pøllehullet – det brune værtshus’, hvor en såkaldt bolledukke fungerer som blikfang.
Man kunne jo forestille sig, at bolledukken forestillede den yndigste, lyslokkede Golden Retriever, store øjenvipper og bollehul inkl., som en noget intellektuelt udfordret yngre mand kunne behandle efter forgodtbefindende – i den bedste tv-sendetid. På den gamle statskanal. Ville nogen stadig synes, at det var sjovt?
Jeg er ikke i målgruppen, jeg synes ikke, det er sjovt, og jeg kunne ikke drømme om at se det. Traileren er nok til at give mig kvalm utilpashed.
For jeg troede, at DR og andre havde lært af Sofie Linde og den vind, hun netop havde blæst i sejlene for at bære #MeToo og kvinders menneskerettigheder på lige fod med mænd et skridt videre også i dette lille, uoplyste land.
Er DR ikke netop afsløret i at have fostret et antal ubehageligt pikfikserede, grænseoverskridende, sexistiske, mandlige ledere og dermed i at have understøttet en kvindefjendsk kultur? Og føles pøllesjovet og bolledukker så som en passende bodsgang? – De må jo ikke være rigtig kloge.
Hvorfor er det sjovt at se kvinder som sexlegetøj? Hvorfor er det underholdning at aflive pikant klædte og forsvarsløse kvinder i aftenkaffekrimierne? Hvorfor skal vi igen-igen tage umodne mænds småkvababbelser og leg med konsekvensløse grænseoverskridelser – Se, hvad jeg tør! Er jeg ikke bare sej? Bar røv og bolledukker! – alvorligt? Skal vi underholdes med flere klovne i en tid med corona, klima, krig og flygtninge?
Og ja, sommetider, når det går ud over kvinder og kvinders værdighed som hele mennesker, så har nogle af os bare ingen humor.
