Mænd og kvinder


Det moderne menneskes hjerne er mindst 200.000 år gammel, men livbetingelserne i dag er væ­sentligt anderledes, end de var for bare få hundrede år siden. Hjernerne er ikke fulgt med ud­viklingen.

En af de største ændringer i vores moderne livsform er den tilstræbte ligestilling mellem køn­nene. Ingen kan være i tvivl om, at det er et stort gode, at mænd og kvinder stilles lige, juridisk og hvad an­går menne­skerettigheder, og ligestillingen har også bevirket en enorm velstands­fremgang i vores del af ver­den, bl.a. ved at arbejdsstyrken uden for hjemmene op igennem 50’erne og 60’erne blev næs­ten fordoblet. Rent mentalt har det dog været svært for os at følge med.

Mænd og kvinders hjerner er grundlæggende forskellige. Det betyder ikke, at alle mænd er ens, og at alle kvinder også er det. – Jeg har altid betragtet mennesker som beholdere med forskel­lige, iboende egen­skaber i forskellige doser. Man kunne forestille sig reagensglas med hver deres egenartede blanding af med­fødte, røde/blå – feminine/maskuline – kønsspecifikke talenter, evner, muligheder, begrænsninger, præferencer. Ikke to mennesker er ens, heller ikke to af samme køn. Nogle kvinder har flere mand­lige egenskaber end mange mænd og omvendt. Men tager man kønnene overordnet set, vil flest mænd have fx gode rumlige opfattelsesevner, og flest kvinder vil være interesseret i omsorg og an­dre mennesker.

Mænd og kvinder har altid arbejdet. Også i alle tidligere samfund var kvindernes indsats lige så nød­vendig som mændenes. Mændene tog på lange jagter eller forsvarede stammen mod ’de fremmede’ i krige, mens kvinderne passede børnene, de syge og de gamle – også naboerne – og gik på kor­tere indsam­lingsture efter frugter, frø, bær og rødder. Det var rationelt at dele opgaverne mellem kønnene og lade kvinderne amme og passe de små og sørge for den basale kost, for hulen og de sociale relationer på bopladsen. Denne ratio­nelle arbejdsdeling fortsatte op i bon­desamfundene: Manden gik i marken og drog på marked, mens kvin­den tog sig af hjemmet, maden, dyrene, børnene, de syge og de gamle. Manden hjembragte de mest at­traktive res­sourcer, korn, kød og kontanter, og kvinden forvaltede dem sammen med dem, hun selv skabte, varm mad, tøj og hygge.

Men hvordan håndterer vi kønsforskelle i dag? – Ikke ret godt, efter min mening, for vi forstår og an­er­kender ikke, hvad de består i, og hvad de er kommet af.

Mennesket er et socialt levende rovdyr. Vi har udviklet sprog og arbejdsdeling for at overleve. Men­nesket er et hierarkisk og meget statusbevidst dyr. Og vi er som andre dyr drevet af tran­gen til at overleve, domi­nere, formere os, rage til os og leve så behageligt som muligt.

Ganske som i andre flokke af socialt levende jægere, fx ulve, har kønnene hvert deres hierarki: kvin­derne for sig, mændene for sig. Det er hensigtsmæssigt at inddele opgaver efter køn og opretholde en arbejdsdeling, så man ikke render og falder over hinanden og støder sammen over småting. Han­ner og hunner kan jage sammen, og de kan se efter afkommet sammen, men de lever overordnet i kønsopdelte rangordener, og de konkur­rerer normalt ikke med individer af modsat køn. Der er en alfahan og en alfahun, og disse dominerende dyr holder styr på henholdsvis hannerne og hunnerne. For det meste i al fredsommelighed.

Jeg tror, at mænd og kvinders hjerner igennem 200.000 år eller længere er blevet formet af disse livsom­stændigheder, og at meget af den adfærd, som forekommer uforståelig i dag, kan tilskrives disse grundlæg­gende forhold.

Enhver, der har et barn i 0’te klasse, ved, at drengene bokser lidt rundt og derefter ret hurtigt former et hierarki. De opfører sig som små mænd, der indstifter en rangorden, som uden tøven skal følges på en jagttur eller i krig, hvor det er absolut nødvendigt at vide hvem, man kan stole på, hvem, der skal adlyde, og hvem, der udsteder ordrerne. Drengenes roller i de tidligt indstiftede hierarkier kan følge dem hele vejen op igennem skolegangen og blive bestemmende for den enkelte resten af hans liv, fx ’Klovnen’, ’Den rå børste’, ’Den intellektuelle’, ’Nørden’, ’Charmøren’, ’Alfahannen’ osv.

Pigerne, derimod, går og måler sig med hinanden i årevis, de skaber alliancer, intriger, tiltusker sig mere status og popularitet på alle mulige måder, ved klædedragt, hårlængde, vægt, familie­forbindel­ser, rigdom m.m. For piger drejer alting sig om ressourcer: Jo kønnere, sødere, behagelig og jo mere status en pige har, jo flere ressourcer kan hun opnå, enten ved egen hjælp, men som of­test ved en kombination af evner, udseende, kløgtighed og familiens støtte, lærernes hjælp, drengenes be­vå­genhed og venindernes beundring. – En kvinde kan opnå status og ressourcer ved andres hjælp, på bekostning af søstre og veninder, hvis hun er smukkere, sødere og mere eftertragtelsesværdig end dem.

Drenge kan kun opnå succes, hvis de kan indordne sig i en flok af andre mænd, hvis de er gode kam­mera­ter, gode jægere, gode krigere, gode håndværkere, og hvis de på en gemytlig måde forstår at skaffe sig høj status blandt venner og arbejdskammerater. Alene kan en mand ikke fange urok­sen. Finn kan opspore den, Jan og Peter kan løbe hurtigt, Alf kan stå skjult og ramme den sikkert med sit spyd, og Børge er ham, der motiverer dem alle, bevarer overblikket og udsteder de rette direktiver undervejs. Jørgen kunne så være ham, der fulgte hele affæren på afstand og digtede lange, episke kvad om begivenheden, når hele stammen senere sad og mæskede sig omkring bålet.

I vore forfædres samfund indgik drenge/mænd i maskuline fællesskaber med jagt og krig som den fæl­lesskabende aktivitet, der var nødvendig for hele stammens overlevelse. Drengen lærte af de voksne mænd, hvordan man skulle gebærde sig for at klare sig godt. Det var ikke så vigtigt, om han var tyk eller tynd, høj eller lav, korthåret eller langhåret, kvik eller sendrægtig, bare han kendte sin plads og kunne udfylde de påkrævede funktioner. Mænd er gode til at acceptere hinandens forskel­ligheder, flokken bliver stærkere, hvis den både indeholder store, stærke mænd, små og hurtige, kvikke og opfindsomme, tunge og trofaste. Mænd dyrker faktisk deres individualitet: Så har én fod­boldspiller fundet på at sætte håret op i en knold, en anden viser sig med orange sko, og det hele er fint, så længe han er holdspiller, kompetent, modig, angrebslysten, en god kammerat, pålidelig, idé­rig, loyal, morsom, storsindet m.m. Når en mand klarer sig godt på slag- eller jagtmarken, får han uden diskussion en større andel af byttet, og de andre mænd giver ham æresbevisninger i form af fx fester, medaljer og statuer, eller de digter hyldestkvad til ham, kvad, som huskes i generationer, og som ikke bliver ringere af tidens gang. – Mænd mobber fortrinsvis undermålere, individer, som falder helt igennem stammens normer, og som de øvrige mænd ikke mener, tilfører stammen noget godt.

I modsætning til drenge, er piger meget optagede af at ligne hinanden og ikke skille sig for meget ud. De har en lav tolerancetærskel for forskelligheder og opretholder et skin af ligeværdighed og ensar­tethed. En kvinde tager ikke godvilligt imod ordrer fra andre kvinder, og enhver ytring og ethvert for­slag bliver sat til endeløs diskussion. Hvis moden dikte­rer langt hår, er der ingen fikse korthårsfrisu­rer eller karseklip blandt piger i en normal skoleklasse. Hvis det er smart at være tynd, er tyndhed den eneste målestok for kvinde­kroppen, og alle, der ikke lever op til idealet, skammer sig og mobbes og falder hastigt ned igennem hierarkiet.

Kvinder skal, udover fysisk og psykisk pleje af deres egen familie, også være parate til at tage sig af an­dre, naboerne, veninderne, de gamle, de syge, staklerne, en­kerne og de andres børn, for en skønne dag kunne hun risikere, at det var hendes mand, der ikke kom hjem fra jagten, og så ville hun selv være overladt til de andre kvinders nåde. I så fald var det godt at have fremstået ’god’ udadtil og have gode gerninger ’på bogen’ – i dag på Facebook – så man selv kan kandidere til lidt hjælp fra an­dre i trange tider. Positionering og mob­ning skal helst foregå i det skjulte, under dække af godhed: – Jamen, kære, er der noget i vejen? Du ser så træt og udslidt ud … Du er vel ikke syg? Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Også kønne og tilsyneladende succesrige kvinder mobbes af andre kvinder. Man får ikke fred, og ingen digter hyldestkvad til ens ære, selv om man er dygtig og har opnået en høj position, fx var vores første kvindelige statsminister mest kendt for mær­ket på en håndtaske, hun havde, da hun var ung.

Alle kvinder skal lære at klæde sig smukt, at slå med det lange hår og at påkalde sig opmærksomhed ved deres avledygtige sundhed og skønhed. Helt fra de tidligste tider har kvinder instinktivt forstået, at de måtte udmanøvrere andre sunde og smukke piger, hvis de selv ville have adgang til de bed­ste ressourcer, men de måtte gøre det så tilpas subtilt, at de ikke fik ry for at være kolde og egoistiske. Ingen nabo vil dele sin sidste suppe med en led strigle, og ingen god forsørger ønsker sig en kold og egoistisk kone og mor for sine børn. Tvært­imod. De mest mandige mænd har det med at falde for småpiger med store, uskyldige øjne, trut­mund og en lidt nærsynet, hjælpeløs attitude. Det ved enhver kvinde inderst inde. Hun må derfor halvt ubevidst slå knude på sig selv for at skjule sine eventuelle kompetencer og hensigter og agere i skjul. Mange succesrige kvinder mestrer sladder, bagtalelse, intriger, alliancer og modalliancer. Og mænd bliver sindssyge i forsøget på at forstå, hvad der i grunden foregår i en kvindeflok, hvor misundelse og bitterhed, godt gemt bag en facade af slesk venlighed og tilsyneladende godgørenhed, hersker.

For mænd er livet en kamp om at skaffe sig ressourcer, en kamp, der som oftest udspiller sig i et tæt samar­bejde med andre mænd.

For kvinder er livet en kamp om at skaffe sig flest ressourcer, som oftest på bekostning af an­dre kvin­der. En kvinde er bedst stillet, hvis hun kan sikre sig den bedste jæger/forsørger i flokken og beholde ham og hans hjembragte ressourcer for sig selv og sine egne børn. I kampen om at få og beholde den højest range­rende og mest ressourcestærke mand, kongen, krigeren, den lokale velhaver, sports- eller film­stjer­nen, udlændingen, forsøger kvinder til sta­dighed at udmanøvrere hinanden, ofte under dække af mere eller mindre falskt venskab.

Derfor bruger unge kvinder hver eneste dag timer på at vaske sig, barbere sig her og der, farve og sætte det lange hår om­hyggeligt, smøre maling i ansigtet og vælge afslørende tøj og stærkt handikappende sko, hvis de da ikke går til yderligheder og lader sig operere, før de kaster sig ind i kampen om de mest attraktive mænd. Endnu flere daglige timer bliver brugt på hjernedød motion for motionens egen skyld og overvejelser over, hvad de må spise, og navnlig hvad de ikke må spise. Derefter skal de shoppe tøj og tilbehør, skabe og vedlige­holde alliancer med veninderne over en skummetmælks­cafelatte og/eller på Facebook og an­dre sociale medier … der bliver meget lidt tid og energi tilbage til at stu­dere eller udføre et job ordentligt.

De unge mænd på deres side ved godt, at deres chancer for at sætte eget afkom i verden mest af alt afhæn­ger af deres forsørgerpotentiale, derfor må de lære sig et fag, studere, øve sig og blive gode til det. Det giver også points at være smart, stærk og sjov at omgås, så drenge bruger tusindvis af ti­mer på at lære at beherske et trick, en kunstart, et fag, en sportsgren, et instrument, en speciel måde at hilse eller sætte håret på. De søger individualitet og status midt i flokken af andre mænd, som de indordner sig under og samarbejder med. I dag som sælgere, journalis­ter, landmænd, pædagoger, brandmænd, slagteriarbejdere, håndværkere, forskere, sportsmænd, mekanikere, gartnere, pro­grammører osv. Men også som jægere og i militæret.

I løbet af de seneste år har kvinder fået mulighed for at klare sig selv og eventuelle børn uden en mandlig for­sørger. Staten – og ikke naboerne – kan spæde til med SU, børnepenge, understøttelser og pensioner. Det har motiveret kvinder til en betydelig indsats i uddannelsessystemerne, for de har ind­set, at det er sikrest at sørge for sig selv. Så de slider for deres 12-taller og bliver lærere, præster, læ­ger, og overhaler uden større besvær de fleste drenge, hvad det faglige angår. – De stresses vold­somt i ungdomstiden, for de opgiver ikke alle kravene til krop­pens udseende og form, selv om de op­når stor dygtighed, tværtimod bliver de faglige krav hyppigt bare lagt oveni alle de andre krav. Unge piger i dag er ved at segne under alt det, de selv, veninderne og kollektivet forventer af dem. De er både oversociale skønheder, diætister, elite­sportsudøvere og de bedste i deres klasse.

Her sakker drengene bagud. Pigerne sætter dagsordenen, og for størstedelen af de middelmå­dige drenges vedkommende er der meget få af de gamle, maskuline fællesskaber tilbage, hvor de kan få en tiltrængt pause, udover en forkølet druktur uden sejre at fejre i ny og næ.

Når pigerne kommer ud på arbejdsmarkedet og skal finde gode stillinger, samtidigt med at de får de­res to børn med nogle års mellemrum, begynder DE til gengæld at sakke bagud. De kan ikke, uanset hvor kønne, dygtige og arbejdsvillige de er, trænge helt ind i samfundets maskin­rum, som stadig be­herskes af maskuline fællesskaber – og blive der. Nogle kvinder kan. Men statistikkerne viser, at fler­tallet stadig halter langt bagud, hvad løn, anerkendelse og indflydelse angår.

I løbet af de seneste 50-60 år har middelklassens kvinder flyttet sig fra et liv, udelukkende med opmærk­som­hed på udseende og tillært hjælpeløshed, begrænset i de små hjem, til et liv ude på jagtmar­kerne, hvor de både skal være attraktive og kønne og knaldhamrende dygtige på samme tid.

Mændene har stået på sidelinjen og set deres domæner blive invaderet af dygtige og uopnåe­lige kvinder. For måske første gang i verdenshistorien konkurrerer – ikke bare en enkelt eller to – men flertallet af kvinder di­rekte med mændene på deres egne præmisser. Og de gør det godt! – Se på Angela Mer­kel, Bodil Nyboe Andersen m.fl. De har ikke grund til at slå med håret, de både vil og kan selv.

Men det er ikke rationel arbejdsdeling, at mænd og kvinder også i privatlivet konkurrerer på akkurat de samme områder, og kvinder mister respekten for de mænd, der forsøger at blive mere femi­nine end kvinderne selv. Man skal ikke stå og skændes om opvasken, om rengøringen, om indkøb og madlavning, om hvem, der skal putte lille William. Det er ikke uden grund, at det hedder ’håndvær­kersex’ og ikke fx ’kontornussersex’, ’rengøringssex’ eller ’barneplejersex’.

Mændene burde, som ’Bonderøven’ på tv, tage nogle af deres kønsspecifikke domæner til­bage. Vise, at de er gode forsørgere og fædre. Udvise storsind i stedet for misundelse. Mænd bør nok ikke skrive lange, selvmedlidende debatindlæg i ’Politiken’, hvor de offentligt tuder over kvindernes fremmarch på uddannelser og arbejdsmarked. Det ville være langt mere maskulint på den gamle måde, hvis de viste sig parate til at forsvare deres familie udadtil og tilførte den nogle værdier indadtil. Det er maskulint at bygge eller reparere sit eget hus, at mestre et håndværk, at dyrke gode og sunde grøntsager, at støtte sin kone og inddrage sine børn i de daglige gøremål på en omsorgsfuld og kærlig måde.

Kvinder og mænd bør tilstræbe at dele opgaverne imellem sig, ikke efter køn, men efter evner og in­teres­ser. I så fald ville kvinderne atter indse, at de har brug for deres mænd til at få dagligdagen til at fungere.

Det er ikke maskulint at rende i hælene på sin kvinde, at være hendes lille husslave og lade hende or­ganisere og uddelegere opgaverne, som hun finder for godt, eller at konkurrere med hende og for­søge at være en bedre husmor, end hun er. Det er heller ikke feminint at forsøge at tisse overkors med mændene. – Som altid, når ti­derne og teknologierne ændrer sig, går der et par generationer, før de alment gældende spille­regler følger med.

Min veninde


Min veninde fik fjernet mandler og polypper, da hun var 7 år gammel, og blindtarmen, da hun var 12.

Min veninde fik tvillinger ved kejsersnit, da hun var midt i 20’erne. Efter operationen blev de nødt til at fjerne livmoderen og den ene æggestok.

Min venindes øjne blev laseropererede, da hun var i 30’erne, så hun ikke behøver gå med briller.

Min veninde fik mavesækken opereret mindre, da hun var i 40’erne, så hun ikke længere får den næring, de vitaminer og mineraler, hendes krop har brug for, men i stedet må leve af energidrikke, piller og indsprøjtninger.

Min veninde fik to nye hofter, da hun var i 50’erne, og sidste år fik hun et nyt knæ.

Min venindes maveskind blev skåret af og rettet til, da hun havde tabt 20 kg. Og hendes bryster blev formindskede og løftede.

Min veninde farver sit hår, sine øjenbryn og sine øjenvipper hver 3. uge.

Min veninde fik implanteret fire tænder og bygget to broer i munden, hvorefter alle tænderne blev bleget, så de ligner nyt, hvidt porcelæn.

Min veninde går i solarium et par gange om ugen året rundt.

Min veninde har gået i terapi hos en psykolog i 15 år, og hun har taget lykkepiller de seneste 9.

Min veninde får hormontilskud, blodtrykssænkende piller og piller mod forhøjet kolesterol hver dag.

Min veninde blev opereret for knyster på begge fødder og kan ikke længere bruge sine elskede, højhælede sko.

Min veninde maler sine læber, øjenomgivelser, kinder og neglene på hænder og fødder i friske farver.

Min veninde får regelmæssigt indsprøjtninger i overlæben, så det ser ud, som om hun har andenæb.

Min veninde barberer sig grundigt over det meste af kroppen hver dag.

Min veninde har så meget udklædningstøj, at hun indrettede tvillingernes store værelse til klædeskab, da de flyttede hjemmefra.

Min veninde er 64 år gammel nu. Er hun stadig min veninde? Eller er hun blevet til noget helt andet?

Drengemænd

Bonderøven, Rigtige mænd, De unge fiskere … Tre serier om mænd, der prøver at være mænd, på DR i bedste sendetid. Har danske mænd et problem med manderollen? Eller er det kun de mandlige DR-medarbejdere i hovedstaden, der af mangel på naturlig maskulinitet har brug for at udforske det mandlige, sådan som de forestiller sig, det må være? Men det er jo endt i en parodi, hvor disse usikre mænd og smådrenge griber helt tilbage til jægerstenalderen tilsat en masse røv, lort, lokum, porno og det særdeles upassende, engelsk-amerikanske ord ’fucking’:

Nak & æd

So fucking special

Ultra fucking flink

Drengerøv

Shit happens

Live og liderlig

Go’ lorte weekend

Pornoquizzen

Lokummet brænder

Hvor seriøst, underholdende og lærerigt er det for den del af offentligheden, der er af anden afstamning end dansk drengerøv? Der er af et andet køn? Og ældre end 8 – 9 år? – Skal disse drengemænd virkelig have lov til at forvandle landets licenspenge til flov WC-snak?

Måltidet

Vor nye fødevareminister, Dan Jørgensen, følte sig et halvt års tid efter sin tiltræden kaldet til at give natio­nen en blid opsang og påmindelse om, at vi burde spise mere sammen: − ”Et godt måltid mad er en social begivenhed, og vi ved, at man ofte spiser sundere, når man er flere om bordet. Derfor håber jeg også, at flere i fremtiden vil nyde gode måltider i fællesskab på tværs af generationer og gøre turen i køkkenet til en fælles oplevelse,” siger Dan Jørgensen.

For at fremme sine visioner om danskernes måltider − herboende fx svenskere, tyskere, indere og polakker er åbenbart ikke omfattet − har han nedsat en tænketank, ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside. Mindre kan ikke gøre det.

Vi er naturligvis mange ’danskere’, der er taknemmelige for Dan Jørgensens omsorg, når det gælder vore måltider. Også − og måske navnlig − de 40 % af os, der bor helt alene. Men, som en læserbrevsskribent i Politiken anførte, burde en fødevareminister have nok andet at se til med mishandlede svin i millionvis, resistente bakterier i danske svinestalde og de danske fødevarers generelt dårlige kvalitet.

Nogle få ville måske betegne hans omklamrende indblanding i folks privatliv og spisevaner som utidig og langt over grænsen for, hvad en folkevalgt politiker burde beskæftige sig med, andre ville måske blot betragte hans emission som en gratis omgang varm luft.

Dertil ville folk med historisk indsigt muligvis smile en smule, for har det ikke altid været det fælles måltids funktion at udøve social kontrol med fødeindtagelsen?

Der må være andre nulevende end mig, der kan huske familiemåltiderne i 50’erne, hvor husmoderen − også selv om hun var udearbejdende − stod med fad eller pande ved bordenden og sørgede for, at husfaderen fik den største bøf eller den sidste frikadelle. De ældste af os husker måske tillige folkestuen i landbohusholdningen, hvor madmor − bemærk navnet − omhyggeligt sørgede for at uddele et stykke flæsk eller en sild til hver karl, men hvor grød- eller kartoffelfadet nok kunne blive stående til fri afbenyttelse midt på bordet. Hun selv og pigerne spiste som oftest stående og ude i køkkenet, og de var sjældent blandt de magreste.

Historisk har det fælles måltid altid været betinget af kontrol. Når hjortestegen og vildsvinet skulle fordeles retfærdigt og suppleres med rødder, bær, korn og frugter, kunne man ikke sikre stammens overlevelse, hvis ikke jægerne fik næring nok til nye, succesfulde jagter, og i perioder med knaphed måtte de unge, stærke mænd fodres på bekostning af kvinderne, de gamle og de små.

Også i dag er det fælles måltid belagt med stærk, social kontrol, blæret demonstration af status, økonomisk formåen, og nogle gange kan det ligefrem forekomme betændt. − Det fælles måltid, som Dan Jørgensen så brændende ønsker at fremme, udarter hyppigt til en neurosernes holdeplads med spiseforstyrrelser og magtkampe som resultat.

Jeg har oplevet juleaftner i familier, hvor den smarte, unge mor affabelt smilende formanede sin femårige datter om ikke at tage anden gang af risalamanden, fordi hun risikerede at blive for tyk.

Når sådanne kvin­der spiser sam­men med andre, lader de alle som en, som om de slet ikke er sultne og viser sig frem ved at sidde og nippe koket til lidt salat og danskvand. Unge mødre spiser officielt overhovedet ikke, de er på efterfød­selskur for at ’få deres skikkelse tilbage’, men de plaprer op om sukker, laktose, gluten, kulhydrater o.m.a., mens de propper sutteflasker med kunstig ernæring i de små. (Kun 13 % af danske børn ammes fuldt ud, til de er et halvt år gamle, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, iflg. de nyeste tal.)

Da Nicolas Sarkozy endnu var præsident i Frankrig, siges det, at han efter en middag med Tysklands for­bundskansler, Angela Merkel − det største mandfolk i Europa − skulle have udtalt, at hun spiste overras­kende meget, ja, hun havde ligefrem siddet og proppet sig, ifølge den sippede præsident, som åbenbart følte sig i sin gode ret til at kommentere et andet lands statsoverhoveds spisevaner!

Sarkozy er selv en lille fimset type, og han er som magtmenneske omgivet af åleslanke, kvindelige beun­drere, der sikkert blot har siddet og nippet til salat og danskvand i hans selskab, ja, faktisk har han været gift med hele tre af slagsen plus det løse. At Angela Merkel har betragtet måltidet som en lejlighed til at indtage rigtig næring, mens hun var påtvunget Sarkozys selskab, har sikkert været en ny oplevelse for den gode franskmand. − Helmut Kohl, der i sandhed var en stor mand, behøvede ikke stå model til nedla­dende bedømmelser af sit madindtag.

Når selv en hårdtarbejdende og begavet, kvindelig leder med et uhyre stort ansvar ikke kan spise efter eget behov ukommenteret, så kan det ikke undre, at de fleste kvinder foretrækker smugspiseri i køkkenet, eller at mænd, der dagligt bliver heglet igennem af deres småsultne og bedrevidende koner/kærester/kollegaer, foretrækker at indtage pizzaen eller grillkyllingen med pommes frites alene i sofaen.

Hvor det førhen var et spørgsmål om at fordele den mad, der nu engang var, retfærdigt og hensigtsmæs­sigt, er det i dag vigtigere at holde sig slank og give indtryk af at spise meget lidt og meget sundt. − Men det sidste kan være vanskeligt i en tid med industrifremstillet mad, der indeholder alle mulige kemiske tilsæt­ningsstoffer og bakterier, tænk fx på de nylige listeriafund i pålæg og sprøjtegiftrester i alt det ’sunde’ frugt og grønt.

I det komplicerede spil, der både omfatter historien, kønnet, ressourcerne, økonomien, hensynet til ekspor­ten og konkurrencen, kulturen, kynismen og en god portion forfængelighed foruden psykologi, burde en lille dansk fødevare­minister måske undgå uigennemtænkte forsøg på at score billige damepoints og koncentrere sig om at sikre os alle sunde − eller i det mindste ufarlige − fødevarer.

Hvad er der tilbage til de stakkels mænd?

I de fleste samfund op til i dag har der været skarpe, kulturelt opdelte skel mellem mands- og kvinde­arbejde. Som i hønse-, løve-, ulve- og hundeflokke har mennesker instinktivt opretholdt to adskilte hie­rarkier: et mandehierarki og et kvindehierarki. Det sikrer, at der ikke op­står di­rekte spændin­ger og konfrontationer mellem de to køn. Det er nemlig bedre for artens overle­velse, at de to køn samarbejder fredsommeligt om at formere sig og få afkommet godt i vej, end at de konkurrerer om, hvem der er bedst til husbygning, jagt, landbrug, tekstilforarbejd­ning, madlavning og barnepleje eller strides om de samme jordstykker og bestyrelsesposter. Samfundene og familiestrukturerne har hidtil hvilet på et solidt fundament af kønsopdelt ar­bejde.

Ligestillingen mellem kønnene i vore dage i vor del af verden har bevirket, at unge mænd kan få proble­mer med deres kønsidentitet, fordi grænserne mellem mandligt og kvindeligt er ud­viskede, og kvinder efterhånden er trængt ind på alle mændenes traditionelle »maskuline« enemærker. Uanset hvor meget de unge mænd forsøger at klæde sig ud, så de ligner deres bedstefædre med store skipperskæg, vansirende tatoveringer, enorme mo­debril­ler, den fysisk arbejdende mands jeans, bekvemme sko og stramme T-shirt, så er de hen­vist til en sta­tistrolle som klapvognschauffører i deres kvinders enemægtige livsindretning med IKEA-ture, pæne hvide vægge, nips og pastelfarvede puder, yndigt babytøj, regler for sex og anden omgang, in­klusiv kedsommelige parmiddage med det allernyeste inden for eksotiske råvarer.

Kvinder har kort sagt sejret ad helvede til. − De har lagt mændene fuldkommen ned og konkur­rerer nu på lige fod, med stor succes og med lige løn, i skolerne, bankerne, på universiteterne, som lærere, læger, kontorfolk og præster. Kvinder kører bil, anlægger haver, bliver tato­veret, styrer fabrik­ker o.m.a., og mændene har skullet lære at begå sig i de beskæftigel­ser, der hidtil var forbe­holdt kvinder: mode og tøj, babypleje, syge- og ældrepleje, som pædagoger, med ind­retning og i hele forfængeligheds­industrien med al dens overdrevne kropspleje, hårfjernings­projekter, fodnus, selvpåført sult og i mere ekstrem form også med målrettet træning, medici­nering og operative overgreb.

Ingen ønsker det gammeldags rigide, kønsopdelte samfund tilbage. I modsætning til de få til­bagevæ­rende primitive samfund og de stærkt religiøse, der har dannet sig i andre af verdens mange lande, sætter vi i vor kulturkreds pris på den frihed for den enkelte, mand eller kvinde, som vi har opnået, og som for en stor dels vedkommende har bibragt os vores næsten uan­stændige overforbrug og velstand. Det skete bl.a. fordi arbejdsstyrken med et slag blev for­doblet, pengerigeligheden tilsvarende stor og det påfølgende forbrug astronomisk.

Men hvad er der tilovers til vore unge mænd af det specifikt maskuline domæne, hvor de kunne danne broderskaber, ud­styre sig med tatoveringer, sære kropspiercinger og andre sym­boler på det mandlige fælles­skab, og gå og dunke hinanden i ryggen, mens de fortæller platte vittigheder og hyggekonkur­rerer i fred?

Mænd har sportens verden, hvor kvinder stadig ikke kan kæmpe og deltage helt på lige fod, uanset hvor meget de anstrenger sig − »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, som ønske­tænkningen med stor gennemslagskraft formuleres i en kendt tv-annonce. Kvinder er nemlig ikke, som mænd, født med en forståelse af, hvorfor nogle tilsyneladende fjollede og totalt lige­gyl­dige sportspræstationer kan betyde alt for udøvernes tilhængere. Ja, hvorfor nogle mænd overho­vedet føler det nødvendigt at erklære sig som fan af et sportshold. Kvinder er so­ciale væsener, og de kan nyde at deltage i store sportsbegivenheder, hvor de spejler mæn­denes op­hidselse og gruppeadfærd, men de vil aldrig føle sig personligt amputeret af et nederlag i tiden mellem kampene, ligesom de heller aldrig kan lære at forstå symbolikken i, at sejr­herren står og sprøj­ter med en fallosformet champagneflaske ud over kammerater, konkurrenter og kønne præ­miepiger på podiet bagefter.

Ud over sportsverdenen, som fan eller deltagende udøver, kan mændene dyrke det mand­lige fællesskab i pubertær stand up og de deraf afledte idiotiske film for drenge­røve. På bøve­de drukture og i barer. I rollespil og i computerverdenen. I motorcykelklubber og andre for­enin­ger, der er defineret af en interesse for teknik, vovemod og transportmidler, fx tog, vete­ran­biler, svævefly, faldskærme, traktortræk og surfing. Mænd kan blive soldater, rigtige soldater eller i hjem­meværnet, i kriminelle bander, spejderlignende friluftsfællesskaber eller i korps. Mænd kan blive rockmusikere, actionfilmstjerner, landmænd, piloter og andre slags chauffø­rer, poli­timænd eller parkeringsvagter, eller de kan intellektualisere deres potens og konkur­rencetrang og slå hinanden i hovederne med abstrakte argumenter som prædikanter, fore­dragsholdere, reklameartister, kunstnere, politikere, journalister, historikere, anmeldere, filo­soffer, forfattere, forskere inden for stort set alle fag- og emnekredse, men ofte bliver de trængt af kvinder, som ikke forstår nødvendig­heden af, eller spilder deres energi på, at »vinde« diskussioner og imaginære magtkampe, men blot samvittighedsfuldt gør deres daglige arbejde.

Jeg vil gerne slå et slag for en gammeldags, særdeles maskulin beskæftigelse, som kan tilfreds­stille de fleste mænds instinktive forkærlighed for faglig stolthed, broderskaber, sære indviel­ses- og optagelsesritualer, maskuline hierarkier, intern og ekstern konkurrence, barsk senti­mentalitet (eller sentimental barskhed), groft, indforstået sprog, plat hu­mor, teknik og løs­ningsorien­teret arbejde, nemlig håndværket.

Som murer, maler, tømrer, snedker, elektriker, VVS’er, mekaniker m.m. kan enhver ung mand finde det maskulint betonede fællesskab, det fysiske og resultatorienterede arbejde − og en pæn hyre ovenikøbet − som han kunne ønske sig. Han kan endda gå videre og blive selvstæn­dig mester, entreprenør, arkitekt, konstruktør eller ingeniør, hvis det skulle vise sig, at han be­sid­der lysten og evnerne til det. − Problemet er bare, at vi igennem årtier har nedprioriteret, un­dervurderet, udsultet, udliciteret, bogliggjort og snakkesaligt feminiseret fagskolerne, mes­terlæren og ad­gangen til praktikpladserne, så det kun er en håndfuld hashomtågede taber­typer med tynde overarme og kikset hår, der frivilligt kunne drømme om at søge ind.

Lad os arbejde på at få mesterlæren og de fagligt velfunderede håndværkeruddannelser til­bage. Lad os give vore unge mænd de pålidelige og kompetente rollemodeller, den sunde selvfølelse og gode træthed efter dagens ar­bejde, som de fortjener, og lad kvinderne beundre dem for deres evner til at bygge og reparere ting og hem­meligt misunde dem deres fællesskaber. Det vil komme os alle til gode på langt sigt.

Daniel og hans beundrende skarer

Sygehusene er stadig overvejende kvindearbejdspladser.

Jeg skulle gennemgå en mindre operation og mødte renskuret og fastende op på det lokale sygehus klokken 7 om mor­genen. Her blev jeg lagt i en seng, hvor jeg skulle vente pænt, til det blev min tur.

Efter tre-fire timer kom et par sygeplejersker og en sygehjælper pludselig vimsende ind på stuen, hvor de begyndte at rette på gardiner og sengetøj, mens de oprømt kvidrende fortalte mig, at om et øjeblik kom − vi kan jo kalde ham − Daniel, og jeg måtte forstå, at Daniel var Guds svar på alverdens bønner, og jeg burde anse mig selv for lyk­kens udvalgte, at jeg skulle opere­res og tilses af selve Daniel

Efter en tid dukkede Daniel i egen person op på min stue med en hale af bekitlede kvinder efter sig. Han viste sig at være en almindeligt udseende, opvakt ung mand med et smørret grin om munden. − Og grinet forstod man jo godt, når man så, hvordan det kvindelige sygehuspersonale uden ophør smiskede og smaskede for ham.

Han hilste med et skævt smil, skrev kækt og til kvindefølgets hvinende morskab en besked til sig selv med sort tusch på min venstre arm og gled så bort igen med hele sit hof som en lang, feminin, småtiskende, hvidklædt slange efter sig.

Hele seancen, dog uden tuschtegninger, men med to-tre emsige, kvindelige forløbere og lige så mange medløbere og efterløbere, gentog sig efter indgrebet, da Daniel igen dukkede op for lige at sikre sig, at jeg var OK.

Den unge læge, Daniel, var, så vidt jeg kunne vurdere, et rart menneske og en dygtig doktor, men det slog mig, trods bedøvelsens tåger, at ingen yngre, kvindelig læge − eller nogen kvinde over­hovedet for den sags skyld − nogensinde ville opleve at blive så flirtende beundret og feteret blot for at gøre sit daglige arbejde. − Med mindre hun var stripper, selvfølgelig.

Fødder

Vi kan hurtigt blive enige om at forarges, når vi ser billeder af de kinesiske, såkaldte »liljefødder«. For min­dre end hundrede år siden maltrakterede man i det store land på den anden side af kloden kvindernes fød­der på det grusomste. Man ombandt små pigers fødder stramt og lagde de indfol­dede tæer op under fod­sålen, og selv om pigerne græd af smerte, strammede man bindet dag for dag − det var som oftest moderen, der gjorde det − fordi en ung pige med bitte­små, forkrøblede fødder, som hun knap kunne gå på, og da slet ikke løbe i, regnedes for fin og fornem. En således lemlæstet kvinde havde større chancer for ægteskab med en velhavende mand, men ve hende, hvis hun ikke fandt nogen, der ville tage sig af hende, for hun havde ingen mulighed for at klare sig selv. Hun skulle altid bæres, og hvis hun ikke bare kunne sidde hjemme og være yndig, mens hun fødte mandens børn, var hun ilde stedt.

Når talen så falder på kvindefødder i vores egen kultur i vores egen tid, så vender vi det blinde øje til. Mænd må gerne benytte komfortabelt, fodformet fodtøj, men kvinder skal helst vakle usikkert rundt på skrå stylter, som giver dem en høj og slank silhuet, og som skubber kønsdelene fremad mod evt. beskuere, men som også konstant giver dem små hjernerystelser og misdanner deres fødder, så de skal tilbringe de sidste årtier af deres liv med smerter og bløde tøfler.

Tidligt lærer unge piger i vores vestlige kultur, at højhælede sko er uundværlige, hvis man vil se godt ud og tiltrække en mand, og det uagtet, at vore kvinder er de bedst uddannede og indtjenende kvinder i hele verden. Jeg ved ikke, om mødrene hjælper de små piger op på de forkrøblende stilletter, men når pigen ser, at mor − og alle andre betydningsfulde kvinder i hendes liv og i offentligheden − klem­mer sine egne ligtornebefængte og defor­merede fødder ned i kostbare højhælede, så vil hun na­turligvis også selv prøve, for når man slingrer usikkert omkring kun støttende på det yderste af forfoden, så er man i vores kultur en smuk og attraktiv kvinde.

Så kvinder, der vil være smukke og attraktive, ødelægger helt frivilligt og bevidst deres egne fødder og tæer. De stavrer rundt i malabarisk fodtøj, så de hverken kan gå eller løbe ordentligt, hvis det skulle blive nødvendigt, og når de tager skoene af, ser man deres uskønne sammenklemte, skæve tæer, formet efter de spidse modesko, med hård hud og enorme knuder og knyster. Når de så ikke længere kan hverken gå eller stå for smerter, kommer der nok en rig mand og betaler for deres fodoperationer.

Mænds vilkår i samfundet

To romakvinder på gaden i Cordoba.

Lige efter spisetid blev jeg ringet op af en beleven, yngre kvinde fra Epinion. Hun bad om lov til at stille nogle spørgsmål i forbindelse med en fælles EU-undersøgelse af kvinders vilkår i samfundet.

Det lød som et prisværdigt formål − om end en smule omsorgsbekymret på den nedla­dende måde − og jeg svarede gladeligt ja eller nej eller aldrig eller somme tider eller fem på en skala fra nul til ti på alle hendes spørgsmål om helbred, børnepasning, gamle for­ældre, job m.m.

Hmm … ”Kvinders vilkår i samfundet” … Kunne man forestille sig en tilsvarende under­søgelse i EU-regi af ”Mænds vilkår i samfundet”? − Nej, vel?

Vi er kommet langt, navnlig i vor lille, nordeuropæiske del af verden, men selv her 64 år efter udgivelsen af Simone de Beauvoirs klassiker: ”Det andet køn”, kan vi konstatere, at kvinden stadig er den lavere rangerende undtagelse, som har brug for vores bekymring og undersøgelser, for det er manden, der er den selvfølgelige norm. Han behøver ikke særskilt omsorg fra samfundet − Han har skabt det, så det passer til ham selv.