Pøbelvælde

Når smålige fæ kan sidde bag computerens skærm og udspy menings- og indholdsløs galde over hårdtarbejdende og begavede mennesker i offentlige hverv, så har pøbelvældet taget over!

Vi så det senest med bundløst idiotiske kommentarer på Facebook, da den dygtige, unge skatteminister, Thor Möger Pedersen, blev afløst af Holger K. Nielsen.

Nogle mennesker, der ikke selv har udrettet noget som helst, og som derfor måske føler sig truet af en nydelig og kompetent ung mand, hældte lige en spand ufortjent lort ud over ham på falderebet.

Andre gange får kvinder på topposter en to-tre bemærkninger med på vejen om deres tøjvalg, familieliv eller kroppe. Hvis man da ikke uretmæssigt kulegraver deres fuldkommen pletfrie skattepapirer og lækker et fejlagtigt skøn til frokostaviserne.

Fulde af stavefejl, dumhed og ondskab stiger giftighederne som ækle gasser op fra sumpen af uuddannede og uvidende på bunden af det her samfund.

Er det uddannelsessystemet og demokratiets fallit, at vi ikke længere formår at behandle hinanden med respekt, uanset om vi er enige eller ej?

Hvis folk er kretinere, og derudover generer pæne mennesker, kan man så tage netforbindelsen fra dem? Eller er det i modstrid med ytringsfriheden, at hr. Poul Lemmedasker Klam ikke kan svine sine flittige, veluddannede og velmenende medmennesker til?

Facebook uden skam

Hvis jeg skulle genoptage mine aktiviteter på Facebook, skulle der installeres en ”Skam-dig!”-knap lige ved siden af ”Like”-knappen.

Den ville jeg, for mit psykiske helbreds skyld, trykke på, hver gang nogen uploader et billede af sig selv

· siddende i en liggestol på en eller anden dødssyg strand med en kulørt drink i hånden

· på en fortovscafé eller restaurant i ind- eller udland

· med en buket blomster, diplom eller præmie, de havde fået i embeds medfør, og som ikke er humoristisk ment

· i en hvilken som helst anden situation, der er beregnet på at fremstille dem selv i et flatterende lys, men som virker modsat, fordi de selv tager billedet og selv uploader det.

Eller når nogen skriver

· hvad de har bagt

· hvad de har spist

· hvad de har fået

· hvad de har lavet

· hvor de har været

Hvis det vel at mærke ikke er enten almindelige, tankevækkende eller sjove ting, men hvis opslaget udelukkende er beregnet på at imponere masserne − sende signaler, som det så grimt hedder i dag (da jeg var barn og ung, hed det at prale), eller hvis noget er ment som et salgsfremstød for dem selv og deres produkter, hjemmelavede eller ej.

”Skam-dig!”-knappen skulle også kunne aktiveres, når man overtager andres opslag

· Når nogen beder om råd, og deres venner så spilder alles tid og tålmodighed ved at skrive kommentarer om noget helt andet, der ikke bringer sagen videre, bare for at blande sig selv ind i alting og for at komme til at fortælle noget om sig selv

· Når nogen beder om praktisk hjælp, og de første tyve venner skriver, at det ville de sørmer meget gerne, der var faktisk ikke noget, de hellere ville, de skal bare desværre lige dit og dat den dag

Og når man skamløst roser veninderne for helt banale ting, fx hvis de bager en fødselsdagskage til deres eget barn, og man skynder sig at skrive fx: − Ihhh, hvor er du altså bare en helt vildt FANTASTISK mor!!!

Eller hvis man overvejende bruger Facebook til at sidde og finde fejl i andres opslag og meninger, som fx: − Det var ikke i foråret 1997, men i SOMMEREN, såvidt jeg husker : ))))))

Eller hvis man har installeret programmer på sin telefon, der automatisk sender besked til alle vennerne, hvis man har løbet 800 m rundt om blokken, eller sidder og spilder sin tid på juicebarer, kaffesnasker eller andre steder, som af uransagelige årsager betragtes som hippe.

Hvis man decideret ikke kan hverken fotografere, læse, skrive eller stave, men insisterer på at gøre det hele på Facebook alligevel.

Nordjyske køer

For mange år siden abonnerede vi på Aalborg Stiftstidende, som avisen hed dengang. Dette varede, lige indtil en overskrift på forsiden med katastrofebogstaver proklamerede:

»Nordjyske køer døde i flyulykke«

Nede i teksten fremgik det, at køerne var købt af en saudiarabisk mejerivirksomhed, at det arabiske fly var forulykket i ørkenen kort før landing, og at fem-seks besætningsmedlemmer var omkommet ved samme lejlighed. Men da det jo var arabere, valgte Stiften, som avisen vist stadig hedder i folkemunde, den meget lokale vinkel med de nordjyske køer, snarere end at beklage, at en hel flybesætning og et antal mennesker, der skulle tage sig af køerne, var omkommet på tragisk vis.

Det var naturligvis synd for køerne, som jo ikke havde bedt om at komme ud på en lang flyvetur, men herefter behøver vi blot at sige »Nordjyske køer«, hvis en nyhed er vinklet så stupidt provinsielt, at det er pinligt. Fx. sportskampe, hvor Danmarks repræsentanter kommer ind på en »suveræn andenplads«, hvilket jo er noget vrøvl. Eller som her for nylig hvor en dansk skuespillerelev fik en, sikkert fuldt fortjent, sølvbjørn, men hvor man skulle til udenlandske medier for at få at vide, hvem der på Berlinalen 2012 fik en guldbjørn for bedste film, for det fremgik hverken af tv’s nyhedsudsendelser, af de danske netaviser eller tekst-tv.

Det gjorde den italienske film: »Cæsar skal dø« af Paolo og Vittorio Taviani.

Meningssyge

Vi mener alle noget om hvad som helst. Naturligvis gør vi det. Selv små børn vænnes til at mene, mens vi lader, som om vi tager dem alvorligt. Vi mener fuldstændig ukaldet noget om vejret, tidsånden, de unge, postvæsnet, den offentlige trafik, borgmesteren, juleudsmykningen, folkeskolen, arabisk religion, regeringen, kineserne, EU, skatterne, kongehuset og klimaforandringerne, selv om vi ikke har en skid forstand på nogen af delene. Og fred være med det.

Det er sikkert sundt at gå rundt og mene noget og navnlig at dele sine meninger med andre, og at lytte til deres meninger, så vi alle sammen kan blive klogere. At danne sig sine meninger er essentielt i et demokratisk samfund.

Men alle disse forsøgsvise meninger bør holdes i familien, i vennekredsen, på jobbet, uddannelsen eller for de mest påståeliges vedkommende, i læserbreve eller på private blogs, for når tankeløse meninger uimodsagt bliver fremsagt igen og igen af mennesker, som åbenlyst ikke har tænkt sig om, som ikke har forudsætningerne for at vide noget, og som derfor ikke bør spørges, så bliver det til meningssyge, og denne meningssyge florerer alt for ofte i vores fælles offentlighed.

F.eks. når en bank går fallit (hvilket i parentes bemærket var utænkeligt for bare få år siden), så standser tv-journalisten en ung pige på gaden og spørger hende om hendes mening. Forventeligt nok mener den unge pige, som betitles studerende, og som oplyser, at hun frekventerer hjemmehjælperuddannelsen, at det er alt for galt, at banken går fallit og dermed taber borgernes penge.

F.eks. når en mand er blevet arresteret og anklaget for pædofili, så stikker journalisterne notesblokke og mikrofoner op i næsen på naboen, som, adspurgt og duperet, naturligvis mener, at det er forkasteligt at udnytte sine egne, mindreårige døtre til sex. ― Hvis man havde fundet nogen, der mente, at det var i orden, ville indslaget have givet en vis form for mening.

F.eks., som vi netop så det, når libyere brutalt skyder deres egen diktator igennem 42 år ned, og når velmenende og pæne mennesker i Danmark straks forarget i aviser og på forskellige internetfora mener, at det er stærkt forkasteligt således at henrette en mand uden en fair retssag. Så har de ganske givet ret. Men det er for dem en helt gratis og måske også temmelig uvidende form for ret, for de har ikke set Gadaffis håndlangere torturere, voldtage og dræbe deres egne sønner og døtre, og de tænker ikke på, at der i Libyen næppe har eksisteret fair retssager i mere end en menneskealder, om nogensinde.

Gratis meninger, som alle i princippet kan enes om, og som ikke bygger på et specielt kendskab til sagen, på nye facts eller blot tilbyder en ny synsvinkel, er et udtryk for den grasserende meningssyge, som spilder alles tid.

Det er endnu ikke almindeligt kendt, men det ER tilladt at nægte at give sin mening til kende, selv om man skulle blive spurgt. ― Det ved jeg desværre ikke noget om, er et udsagn, som er gået helt af brug. Men af og til kan det faktisk være befriende ikke at skulle mene noget.

Ikke hjemme

I gamle dage ― for bare ti år siden ― gik man ikke rundt med telefonen i lommen, og hvis den ringede midt i maden, i arbejdet eller midt i en god samtale, lod man den være og kunne i påkommende tilfælde undskylde sig med, at man ”ikke var hjemme”. ”Ikke hjemme” kunne også betyde ude i haven, i bad eller på en smuttur med hunden.

At have en mobiltelefon i lommen er et stort fremskridt og en rar tryghed, men den har fået lov til at dominere for meget. Jeg hader at sidde i en bus og lytte til andre passagerers tåbelige samtaler. Det er pinagtigt at sidde i haven med en god bog og være tvangsindlagt til naboernes højrøstede telefonsnak med familie og venner. Og jeg bliver decideret utryg, når jeg ser bilister med tomme øjne styre hen over fodgængerovergange fyldt med små skolebørn, mens de er langt væk i telefonsnak.

I dag er det svært at skaffe sig et telefonfrit rum. Man kan ikke ”ikke være hjemme”, når telefonen ligger i lommen eller i håndtasken. Gode venner, der gerne vil snakke i halve timer, er svære at afvise, hvis man da vil beholde dem som venner, for deres navne popper op på displayet, og det mindste, man kan gøre, når man får fingre i telefonen igen, er at ringe tilbage for at høre, hvad de ville.

Venner kan man dog bede om at sende en sms i stedet, for de små tekstbeskeder forstyrrer meget mindre og kan læses og besvares, når man har tid og lyst til at gøre det. Det er værre med ”Privat nummer”-opringningerne, for det kan både være vigtigt eller åndsbollede, unge telefonsælgere, som siger: ”Heejhh, Lone”, med falsk og klæbrig intimitet og ikke er til at tvinge ud af røret igen.

Den indbyggede telefonsvarer er et irritationsmoment i sig selv… Hvorfor skal jeg ringe op til et nummer, trykke på tast et, to eller tre og lytte til uendelige sløjfer af maskinstemmer for at høre Margrethe sige, at hun har ringet, når der tydeligt står på mit display, at Margrethe har ringet, og når Margrethe bare kunne sende mig en sms, en mail, eller sågar et brev, hvis hun havde mere at tilføje?

Jeg er begyndt at lade telefonen ligge. Den kommer ikke med alle vegne, og jeg svarer ikke, hvis jeg går på gaden, sidder i en bus, står i en butik, sidder i godt selskab, er i gang med en ny tanke… Jeg vil gerne have min ”ikke hjemme”-telefonfri tid tilbage, så jeg kan fordybe mig i gøremål og ikke altid være parat til at skifte tankebaner og stemning, blot fordi nogen får lyst til at ringe.

Men det kræver jo, at man har indset, at selve LYKKEN ikke pludselig melder sig via en telefonsamtale, at vigtige informationer nok skal nå frem på den ene eller anden måde, og at man har nået en alder, hvor andre mennesker ikke er totalt afhængige af, at man prompte svarer sin telefon.

Moderne skønhed

Vi sad og så en film fra halvfjerdserne, og pludselig gik det op for mig, at noget meget mærkeligt var på færde:

Heltinden havde naturligt leverpostejsfarvet hår, hendes øjne var kønne, men små, og de sad tæt omkring en temmelig spids næse. Hendes læber var smalle, tænderne pæne og regelmæssige, men svagt gullige og ikke blegede knaldhvide, som man ser alle vegne i dag. Derudover havde hun hår under armene, hun var fladbrystet og bredbaget, men uhyre charmerende, og de tre mænd i filmen var alle ― fuldt forståeligt ― dybt forelskede i hende.

Hvor er der sket meget på de knap 40 år! Jeg havde ellers vænnet mig til at se ældgamle mænd med perfekte, vaskepulverreklamehvide, blegede tænder i historiske film (Donald Sutherland i »Stolthed og fordom« fra 2005, som foregår lige efter år 1800), heltinder med store, struttende læber og ditto bryster, der også strutter, når de ligger på ryggen, hvilket ingen naturlige bryster endnu har præsteret (ALLE film i dag). Ingen steder ses naturlig kropsbehåring under arme, på lår og ben eller naturlige fedtdepoter på rumper og maver.

Og det er sket umærkeligt, så det var heldigt, at jeg holdt ud hele den laaaaange, gamle film igennem, ellers ville jeg ikke have opdaget det: ― Vores skønhedsideal har forandret sig fra naturligt til kunstigt. Man kan ikke længere som ung kvinde eller mand stole på sine naturlige fortrin, men er nødt til at købe sig tættere på et uopnåeligt ideal ved at operere næse, øjne, kindben, maver m.m. Dvs. at:

Håret SKAL farves og også gerne forlænges kunstigt, tænderne SKAL bleges, kindben, læber og bryster SKAL fyldes med silikone, kropshår og rynker SKAL fjernes, kroppen SKAL trænes…

Det er ikke underligt, at unge piger er ulykkelige og selvhadende, og at det kniber med tiden rundt om i de små børnefamilier, hvis mor og far, udover at passe børn, hus og job, også skal trænes, barberes, bleges, opereres, farves, formes i forsøget på at nå et fuldkommen urealistisk skønhedsideal.

Hvornår kommer den naturlige reaktion? Tilbage til naturen? Jeg er stolt af min krop-som-den-er-bevægelsen? ― Det er vist på høje tid!

Kvindemord for sjov

Vi myrder, undertvinger og plager kvinder, ofte med voldsomme seksuelle undertoner og lemlæstelser, på de mest grusomme og udspekulerede måder som aftenunderholdning til kaffen og småkagerne. I årtier har det været amerikansk film- og tv-underholdnings mest populære emne, kvindemord, og nu aber dansk tv fantasiløst efter. Som om vi manglede serier om pikante mord på unge kvinder. Som om seriemordere var et enormt samfundsproblem — Har vi haft flere end to seriemordere i Danmark i de seneste 50 år?

Har det noget med den såkaldte kvindefrigørelse at gøre? Er der en psykolog eller sociolog derude, der kan svare på det?

Hvorfor regnes det for ypperlig weekendunderholdning at se en mand myrde kvinder på magtliderlige og bestialske måder?

Synes andre kvinder, at det er behageligt at overvære?

Og hvad betyder det for vore børn, at de vokser op i en kultur, hvor kvindemord udpensles for sjovs skyld?

Vi kunne jo forsøgsvist anvende jødeprøven: ― Hvad ville det sige om vores samfund, hvis vi tilbragte utallige, hyggelige familieaftner foran tv med at se på serier, hvor jøder (eller kristne, eller muslimer, eller homoseksuelle, eller børn, eller dyr…) blev voldtaget, tortureret, skamferet og myrdet på alle mulige fantasifulde måder? Som underholdning?

Men når det bare er kvinder er det OK eller hvad?

Omsider feb. 2018: http://staunchbookprize.com/about-2/