For tre år siden kunne jeg se mulighederne: En opslagstavle på nettet fælles med alle vennerne, familien og de gamle skolekammerater. I den første rus havde jeg det, som om jeg gik i anden klasse i tresserne og lige havde fået en ny poesibog, som alle mine venner skulle skrive i. Det var sjovt at samle dem om sig, at høre hvordan de havde det og at følge med i deres daglige liv. Det var også et godt forum at lægge en strøtanke eller et foto ud i.
Men derefter blev det kedeligt, for ikke at sige pinagtigt af og til.
Der var alle de venner, de fleste, som ikke brugte Facebook til andet end til at se, hvor mange venner de kunne skrabe til sig. De gav ikke noget fra sig, men lurede på det, andre offentliggjorde, så de altid kunne referere til de nyeste opslag uden at bidrage selv.
Der var dem, der kun var på Facebook, så de kunne findes af andre og af og til fare frem og korrigere, hvis deres venner skrev noget forkert eller efter deres mening dummede sig på andre måder.
Og der var en betragtelig del af mine såkaldte venner, der gjorde Facebook til ét stort Tubberwareparty, hvor de forsøgte at sælge sig selv og deres egne hjemmehæklede produkter, vennernes mere eller mindre kunstneriske frembringelser eller ligefrem reklamerede åbenlyst for varer, som de havde en økonomisk interesse i.
Også Tubberwareparties i overført betydning: Se, min skønne livsstil! Se, hvor skønne mine børn, børnebørn, hunde, møbler, digte, sko, robotstøvsuger, blomsterbede, ferier osv. er!
Så var der den lille, hårdføre flok, der offentliggjorde ALT! Fra tidlig morgen: »Åhh, nu skal det gøre godt med en kop kaffe!!!«, over »Så er det vist tid og køre på arbejde«, og »sidder og keder mig hvorfor er der ingen der ringer????« til »Skal huske at købe mælk med hjem….«. I weekenden var det »sidder på Joe and the juice« eller »kigger på solnedgangen hvor er den flot«.
Og så var der selvfølgelig dem, der »Har lige bagt 22 pandekager til min datter og hendes veninder!« ― underforstået: Er jeg ikke bare en god mor? Hvorefter veninderne straks er der med: » Ihh, du er vel nok en god mor! «― Til gengæld for at den gode mor også husker at rose dem, når de skriver, at de bager speltboller til lille Viggo og hans søskende. Vi, der tænker: Who cares? eller: Hvordan har hun tid til at tælle pandekagerne og skrive om dem, når der er sammenkomst i hjemmet? skriver selvfølgelig ikke noget, for man må ikke ødelægge festen.
Der var også en større flok veninder, der brugte Facebook til at dele nyskabende livsfilosofier á la: »I morgen er der atter en dag«, ledsaget af fotos af små, nuttede dyr, ditto børn, blomster eller scenerier i overnaturligt sentimentale farver.
Og dem, der ifølge deres Facebookopdateringer ustandseligt rejste til London, Berlin, Østrig, Gran Canaria, selv om de tilsyneladende ikke havde noget fornuftigt at tage sig til disse steder, men altid gjorde meget ud af at skrive om det ingenting, de lavede, på en friskfyragtig måde, illustreret med flatterende fotos af sig selv, som de må have bedt en tjener om at tage, fx. »Frokost i det fri i 20 ° i februar måned! Skønt!«.
Sommetider havde jeg en fornemmelse af at sidde og se et skodprogram på en skodkanal med skodreklamer, og jeg forsøgte at klikke de værste af, men det var en sygdom, der bredte sig til alle, der deltog.
Som i så mange andre situationer i det moderne liv, bryllupper, fødselsdage, polterabender, offentlige frierier, opmærksomhedspåkaldende påklædning eller adfærd, går det ud på at decimere intetanende forbipasserende og sine venner til blot og bart publikum, og jeg bryder mig ikke om at være publikum til tom selvudlevering i det offentlige rum.
Hvis de mennesker virkelig lever så spændende et liv, som de skriver om på Facebook, så tror jeg ikke, de havde hverken tid eller lyst til at skrive om det.
Men som med så mange andre, nyere frembringelser, fx. bilen og mobiltelefonen, skal vi først lære at bruge tingen, derefter kommer de sociale konventioner, færdselsreglerne, forhåbentligt til efterhånden. I mellemtiden forholder jeg mig afventende og vil bruge min tid på andre måder.
