Kategori: Miljø

50 års vejr

Endnu en sommer fløj forbi uden at lande. Den druknede i voldsomme regnskyl, og en af mine Facebookvenner satte som kommentar til vejret sin vandspreder til salg. I sommeren 2011 havde ingen af os behov for at vande haven, jeg fik ikke brune ben, og vi kom ikke ud at bade i havet. Til gengæld har der været flere kantareller i skoven, end vi gad slæbe hjem.

Med al den usikkerhed, der er forbundet med gamle menneskers hukommelse, husker jeg fra 50’erne og 60’erne uendelige somre, hvor vi hver dag kunne bade i Lillebælt. Jeg husker sne- og isvintre helt frem til begyndelsen af 80’erne, hvor alt frøs til i månedsvis, jeg blev god til skøjteløb, og isbryderne var på hårdt arbejde.

Vi lærte af vore fædre, at bøgen sprang ud den 9. maj, at man ikke såede bønner, før kirsebærtræerne blomstrede, og at man ikke satte frostfølsomme planter, som fx georginer, stedmoderblomster, tagetes, petuniaer m.fl., ud før Grundlovsdag d. 5. juni, og vi tog dem ind igen omkring d. 1. september af frygt for nattefrost. Da vi fik indlagt centralvarme i huset, slukkede vi for fyret d. 1. maj og lukkede op igen 1. oktober.

De seneste tyve år har alle disse regler været ophævet: Jeg kunne sætte myrten og appelsintræerne ud sidst i april og lade dem stå ude til langt hen i oktober. Sønnike fik aldrig lært at stå på hverken ski eller skøjter. Bøgen sprang ud to-tre uger før normalt. Grundlovsdag kunne vi spise de første kartofler af egen avl fra friland. Min rosmarinbusk blev mere end ti år gammel og en meter høj, selv om jeg ikke tog den ind om vinteren, og isbryderne kom aldrig ud at sejle, hvorfor man overvejer at skrotte dem helt.

Og nu er der så sket endnu en forandring: Vi har haft sne i metertykke lag to vintre i træk, den store rosmarinbusk gik ud, somrene og kældrene drukner i regn og voldsomme tordenbyger, og både kartofler, kirsebær, blommer og tomater på friland rådner, før de modner. Politikerne forsøgte med forventet ringe held at lovgive efter vejret og flyttede sommerferien efter nogle solskinsdage året før.

I 30 år har jeg haft hund, ikke den samme, men tre forskellige, og derfor har jeg gået ca. fem kvarter i den nærliggende skov hver eneste dag året rundt. Der er ingen grund til at have ondt af mig, jeg elsker skovturene, hunden er kun påskud og selskab, og jeg plejer at sige, at den er ansat til at lufte mig. I de 30 år er det næsten altid lykkedes mig, de senere år med DMI’s hjælp, at finde et tidspunkt på dagen, hvor vi kunne gå i skoven uden at blive våde. Måske kun fem dage om året regnede det så meget og så langvarigt, heldagsregn, at vi var nødt til at gå ud i det. I år er vi kommet drivvåde hjem mindst 15 gange allerede!

Vi er underlagt kræfter, vi ikke kan styre, både menneskeskabt global opvarmning og måske også andre uberegnelige udsving i klodens uhyre komplicerede meteorologi. Kun en ting er helt sikker: Så længe vi lever med vejret, løber vi ikke tør for samtaleemner.

Kommunalt svigt

Her på fredet område bygger Aalborg Kommune lige nu en ny, enorm institution.

I sagen om institutionsbyggerierne i Hammer Bakker har Aalborg Kommune udvist en skræmmende mangel på dømmekraft. Den skandaløse plan om at bygge på et af de smukkeste, fredede naturområder midt i Hammer Bakker, tilmed oven på et drikkevandsindvindingsområde, er dagligt samtaleemne mellem borgere i og omkring Vodskov. Man er generelt overbevist om, at en sådan vanda­lisme aldrig havde fået lov at passere, dengang Amtet var ansvarligt for naturherlighederne.

Om få måneder er dette levested for bl.a. den rødryggede tornskade ødelagt af kommunalt institutionsbyggeri.

Alle argumenter for byggerierne forekommer hule og ulogiske. Der er angiveligt tale om institutioner for meget følsomme borgere, som ikke tåler at flytte ud af Bakkerne, men de fagpersoner, jeg har rådført mig med, giver udtryk for, at skaden er lige stor, om man flytter disse personer til nye bygninger 200 m, 2 eller 200 km væk. Og størstedelen af de påtænkte byggeriers nye beboere kommer alligevel fra helt andre dele af kommunen. Derudover har man, så vidt jeg er orienteret, tænkt sig at plante høje hække foran alle vinduerne, så beboerne ikke bliver forstyrret af ydre indtryk. På den måde får ingen, hverken beboere eller andre bor­gere, mulighed for at beundre de kønne udsigter, og institutionens beboere får ingen idé om, hvor i verden de befinder sig. Et sådan fredeligt og beskyttet anlæg kunne mindst lige så godt placeres på et af de utallige flade og ubeplantede områder, som omgiver Hammer Bakker, f.eks. langs Vodskovvej, Langbrokrovej eller der, hvor man som en sølle erstatning påtænker at plante en stump skov midt på en mark imellem Vestbjerg og Tylstrup.

En af de første institutionsbygninger i Hammer Bakker. Pga. manglende vedligehold bliver den nu rømmet, og beboerne flyttet over i nyt byggeri i fredet område.

Logikken må bestå i, at der er tale om en økonomisk besparelse ved at plastre netop Hammer Bakker til med umage og usmagelige byggerier, ellers giver byggeplanen ingen mening. At sætte kommunen til at vogte natur har således vist sig at være intet mindre end en katastrofe. Småligt får man ikke øje på værdierne, men ser kun en bekvem og billig byggegrund og tager både de kommende beboere og et antal velmenende pædagoger som gidsler undervejs.

Aalborg Kommune er tilsy­neladende uvidende om, at det i dag ikke længere er muligt at inddrage fælles, bynært, rekreativt areal til hoved­løse byggerier blot for at spare penge. Så lemfældig omgang med sjælden natur ville være utænkelig alle andre steder. Man kommer nemlig til at sætte meget mere end penge over styr. Man taber sin troværdighed og sit renommé, og det kommer til at koste os alle sammen meget, meget mere i alle årene fremover.

Rygterne vil vide, at denne store bygning i Hammer Bakker snart bliver rømmet, men kommunen insisterer alligevel på at inddrage uerstattelig natur og bygge nyt.

Jeg har for tiden en ung studerende boende. Hun er kommet fra København for at læse på Aalborg Uni­versitet. Hver gang, vi går hen over det fredede område, hvor kommunen på­tænker at bygge, er hun grædefærdig. Hun forstår ikke beslutningen om at ødelægge så meget skønhed, tornskader, kilder, smeltevandsdal og salamandre ufortalt, og hun beretter om det til familie, venner og studiekammerater. Som for 40 år siden får Aalborg Kommune ry som en sammenspist, pamperisk, kortsynet og grisk kommune.

Når en kommune på denne måde svigter de fælles opgaver, når man ikke længere kan have tillid til, at de folkevalgte og deres embedsmænd handler til bedste for ALLE kommunens borgere, er det på tide at vende skuden.

Modige borgere har rejst sig og talt naturens mere langsigtede sag, men kommunen insisterer på at sælge ud af arvesølvet for en kortsigtet gevinst og på at ødelægge et af vore få tilbageværende, natur­lige rekreative arealer. — Det vil aldrig blive glemt. Institutionerne vil ligge der i Bakkerne til evig tid som skamstøtter og minde alle besøgende om svigtet, kommunalvalg efter kommunalvalg.

Når kommunen vogter natur

Her har Aalborg Kommune fået gennemtrumfet ophævning af gammel fredning. Direkte oven på drikkevandsindvindingsområder vil de bygge en stor lukket institution. Kommunen fik formentlig øje på området efter stormfaldet d. 8. januar 2005.

I skyggen af den store naturfredningssag med vindmølleparken i Thy sker der dagligt små overgreb på vores fælles naturområder, senest i Hammer Bakker, 8 km fra Aalborg centrum.

Kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver i sin bog ”Noget nær” side 242:

”Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.”

Hammer Bakker er en bakkeø, gennemskåret af smeltevandsdale, dannet i sidste istid. Områdets historie er interessant: Der er bronzealderhøje, en hellig kilde og to middelalderkirker. For 120 år siden lå området hen som sandede bakker, men to vilje- og pengestærke herrer, plantageejer Brandt og sagfører Olesen, tilplantede området, der siden har udgjort et ca. 5 x 5 km stort, sammenhængende naturområde, som blandt eksperter bl.a. regnes for et af Danmarks mest artsrige sommerfugleområder.

Området ejes i dag af mange små lodsejere, af Hedeselskabet og af Aalborg Kommune.

Sagfører Olesen testamenterede et område nær Vodskov by til Statens Åndssvageforsorg, og her byggede man op gennem 20’erne og 30’erne nogle markante rødstensbygninger spredt ud over arealet. Resten af Hammer Bakker blev fredet. Det er i hidtil fredede områder, at kommunen nu vil udføre massive jordarbejder direkte oven på drikkevandsindvindingsområder og bygge to nye, store institutioner.

I de eksisterende bygninger skulle der være rige muligheder for at istandsætte og indrette institutioner. Rygterne vil vide, at de store bygninger, der nu bruges af SOSU-uddannelserne, skal rømmes inden for en overskuelig årrække.

Vodskov og Hammer Bakker er omgivet af store, flade landskaber, hvor man i øvrigt kunne anbringe nye institutionsbyggerier. Det er et udtryk for doven fantasiløshed at bebygge Hammer Bakker yderligere. Faktisk skal det ønskede stykke natur ”afhandles” med nyplantning af skov på en bar mark mellem Vestbjerg og Tylstrup… Hvorfor bygger man ikke institutioner der? Hvad er en fredning værd, hvis den kan ophæves blot pga. behovet for byggegrunde? Det strider mod enhver form for retsfølelse.

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?

Nøjsomhedsreglen

På denne klode er én regel uomgængelig og naturgiven: Det er reglen om nøjsomhed. Vi lever i en osteklokke med egen atmosfære, og der er begrænsede ressourcer til rådighed.

Det har alle foregående generationer vidst. De har kun taget fra naturen, hvad de havde brug for for at overleve. Man tog ikke liv unødigt, man holdt ikke flere husdyr, end at nærområdet kunne mætte dem, og man lod ikke tonsvis af fødevarer gå til spilde eller forringede dem ved at opbevare eller transportere dem længere end højst nødvendigt.

Frådseri og griskhed hedder to af de syv klassiske dødssynder, som blev formuleret for 1500 år siden, og som er en del af vort fælles, mentale arvegods.

Høvdinge, faraoner, kejsere, konger, paver, biskopper, adel o.lign. udgjorde de undtagelser, der bekræftede reglen. De væltede sig i overflod. En overflod, der blev skrabet sammen af deres undergivne, og som blev brugt repræsentativt til at vise omverdenen, hvor magtfulde de og deres nationer eller religiøse samfund var.

I løbet af de seneste generationer er nøjsomhedsreglen i vor del af verden sat ud af kraft. Dødssynden hovmod har taget os, så vi alle ter os som konger og paver med dyre, benzinslugende biler, italiensk marmor og guldvandhaner. Aldrig så snart har vi fået opfyldt et ønske, før vi genererer et nyt. Vi knokler på jobbet på bekostning af børn, familie og helbred for at skrabe sammen til nye sko, Guccitasker, ferierejser, elektronik, væg-til-væg-tæpper i sarte farver, der skal skiftes ud om fem år, og enorme sofaarrangementer med samme begrænsede holdbarhed. Man ser for sig et billede af små, udasede myrer, hver klamrende sig til toppen af en bunke sammenskrabede ejendele, misundeligt målende størrelsen af de andres bunker. — Misundelse er en anden af dødssynderne. — Det er ikke et kønt syn. Det er mangel på respekt. Respekt for kloden og for vore efterkommere.

Indtil for ganske nylig har vi ikke haft brug for evnen til begrænsning, for kloden var stor og menneskene få. Nu har vi med teknologiens hjælp fået mulighed for at udtømme ressourcer mange kilometer nede under hav og jord. Vi kan forurene højt oppe i atmosfæren og langt inde i økosystemerne. De, som gør det, får flere sammenskrabede goder, og vi har alle mulighed for at få en andel. Hvorfor skulle vi så stoppe? Det er svært at fastholde tanken om børnebørnenes muligheder for at overleve, når man lige står og ønsker sig en shoppingtur til New York.

I andre kulturer har man stadig en rest af respekt for nøjsomhed. Buddhister, hinduister og jøder har regler om faste. Muslimer faster fra solopgang til solnedgang i en måned hvert år. Fasteperioder har også været en del af vor egen, overvejende kristne kultur, jvnf. fastelavn, men er nu begrænset til visse oprindelige kristne grupper i Mellemøsten og katolske fundamentalister.

Ikke-religiøst betinget nøjsomhed er hidtil blevet praktiseret blandt jævne mennesker alle vegne altid. Både på grund af nød og ophøjet til efterlevelsesværdigt princip. Mine forældre oplevede 2. Verdenskrig og følgerne i form af mangel på næsten alt. De flippede totalt ud i tresserne og hengav sig til en næsten uanstændig overflod, blot fordi de kunne. Mine bedsteforældre, derimod, som levede gennem både 1. og 2. Verdenskrig bevarede en vis form for fornuft i omgangen med de nye, materielle goder. Måske fordi de var blevet for gamle til rigtigt at nyde godt af dem?

Fra dem lærte vi børn, at man aldrig øste mere op på sin tallerken, end man kunne spise, for man smider ikke mad ud. Vi lærte at sige tak for mad. Vi lærte, at man skulle yde, før man kunne nyde. Vi fik en sukkermad eller en æggeblomme rørt op med sukker, når vi en sjælden gang fik lov til at hygge os med lidt sødt. Vi fik en eller to julegaver og var kisteglade for dem. Disse nøjsomhedsregler sidder stadig dybt i mig. Jeg smider aldrig madrester ud; om ikke andet fordeles de til høns, hund og kat. Jeg bruger sjældent madopskrifter, men kigger i køleskab og fryser og komponerer hverdagsretter efter de forhåndenværende søms princip, så jeg slipper for at købe sjældne krydderier og andre ingredienser, som kun skal bruges denne ene gang. Jeg praktiserer affaldssortering og lader kompostbunken tage skræller og kaffefiltre. Jeg bruger mine ting, til de er slidt op. Jeg samler regnvand til vanding. Alligevel er jeg ingen asket. Jeg elsker både mad og fornøjelser.

Det er ikke rimeligt at give almindelige borgere ansvaret for overforbrug, CO2-udledning og anden forurening. Vi har valgt ansvarlige politikere både i dette land og i EU til at tage affære og sætte grænser for forbrug og vækst. På det individuelle plan ser man pludselige opblomstrende modekampagner mod f.eks. CO2, fedt, franske vine osv., men det er normalt korte og hektiske raids uden blivende virkning. Slankekure er blevet den moderne, individuelle form for faste, og joggingturene er vor tids form for aflad, men begge fænomener dyrkes af personlig forfængelighed og ikke for det fælles bedste.

Overflødighedshornet er et gammelt symbol på en ønsketænkning, der ikke var af denne verden, i hvert fald ikke for almindelige mennesker. Det moderne symbol er nok Lottogevinsten, som alle stort set gratis kan drømme om.

De sidste tre dødssynder er utugt, vrede og dovenskab. Også dem begår vi stort set alle på næsten daglig basis, men kun reglen om nøjsomhed er så vigtig, at alle mennesker, dyr, planter og klodens overlevelse afhænger af den.