Kategori: Natur

At strejfe


Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyg­gede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som of­test fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfe­egnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uen­delige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og vær­dier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpe­mæssige skov­maskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mos­begroede, duf­tende skov­vej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fast­trampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ube­trådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halv­tag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indret­tede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminu­tive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ deci­me­res selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt vel­opdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, na­turlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en to­værelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlys­ninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vin­dueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også by­ens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse ve­jene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Guld i baghaven


− om en østerssafari i Limfjorden


Image Thumbnail Image Thumbnail

Der er ubestridelige fordele ved at leve og bo i det, andre dele af Danmark hånligt benævner ’Udkants­danmark’. Glæden ved daglige ture med hunden i skoven, over bakker, gennem dale under den vidtstrakte blå − eller blygrå dryppende − himmel, overgår langt den påståede glæde ved at bo på små betonhylder og gå i gåsegang på asfalt, som besynges af folk, der elsker at traske i flok.

Men hver sin lyst. Jo flere, der rykker til byerne, jo bedre plads bliver der til os, der bliver tilbage. Døgnet har simpelthen flere timer, når man kan følge solen, fra den står op i horisonten, når man ikke sidder fast i en trafikprop på vej til og fra arbejde, når man nemt finder en P-plads lige foran supermarkedets hoved­indgang. Og livet er tryggere og rarere, når man kender og hilser på de folk, man møder, og når de alle står klar med en hjælpende hånd, hvis man skulle få hjælp behov.

Maden smager bedre, når man selv henter sit lam ude ved Vestkysten, hvor det har græsset i salt vesten­vind hele sommeren. Når tyrekalven har gået med sin mor på en saftig eng og er nænsomt slagtet. Når gri­sen har haft lejlighed til at gennemrode jord med sin fine tryne. Når hønsene løber frit og har fået masser af grønt græs. Når man kender en jæger og kan få dyresteg til weekenden. Og når man har tid til at holde en køkkenhave med alskens urter, frugt, bær og grønt og bager sit brød selv og laver sine måltider fra grunden. − Ikke så meget fims og snak. Vi gør det bare.

Vi har altid taget svampe med hjem fra skovturen, når det var sæson. Kantareller og Karl Johan af fineste kvalitet, lige til at putte i gryde eller på pande samme aften, eller til at tørre og opbevare i store glas, så de senere kan anvendes som smagsgivere til supper og sammenkogte retter. Men vores placering tæt ved Limfjorden åbenbarede forleden endnu et skatkammer: Østers!

Det viser sig, at Limfjorden er blevet betragteligt renere de seneste år, men forudsætningen for, at østersene genetab­lerede sig her, hvor de jo havde udgjort en væsentlig fødekilde for vore fjerne forfædre, var gen­nembruddet af Agger Tange i 1800-tallet. Det gav frisk passage af havvand ind fra Vesterhavet, og dermed salt, som for­bedrede miljøet for skaldyrene, så man nu igen kan vade lige ud i fjorden og samle dem op.

Da østersfiskeri var en helt ny sportsgren for os, havde vi på forhånd entreret med en guide, Jens, som havde alt udstyret, vidste, hvor de velsmagende dyr var at finde, og som lærte os at åbne og tilberede fang­sten bagefter.

Barnebarnet på 7 hvinede af fryd, da hun sad på ladet af hans store firhjulstrækker på vej hen ad stranden til det allerbedste sted. I høj januarsol, endda med en smule varme i, og et sjældent blikstille kig ud over fjor­den.

Det var en fantastisk oplevelse at iføre sig uelegante waders og sammen med familiens voksne, børn, hun­den og den søde og vidende naturguide at soppe lige ud i den spejlblanke fjord, hvor vi kunne opfiske alle de østers, vi kunne spise, og flere til.

Hvorefter Jens tændte bål og lærte os at åbne de mange, helt friske østers og indhalere dem rå, blot med lidt citron, med balsamicoeddike og rødløg eller at grille dem på alle mulige forskellige måder.

Vi fik østersens historie, i Europa og i Limfjorden. Vi hørte om køkkenmøddinger. Vi fik sat navn på alle de andre, spændende havdyr og gevækster, der havnede i vore sier og spande i løbet af fisketuren, og det var en bil fuld af mætte og trætte unger, der efter en skøn dag vendte snuden hjemad igen.

Da vi havde en hel spand østers i bagagerummet, forsøgte jeg at afsætte en del af overskuddet til mine venner: Vil I have et dusin friskfangede østers i aften? − Men nej, tak! Ingen skulle nyde noget. − Så mon ikke Limfjordens østers endnu en tid ligger sikkert og godt, hvor de ligger? Men børnene i MIN familie vok­ser ikke op og foretrækker hot dogs, burgere, købepizzaer og frosne fiskepinde frem for den ægte vare.

Hvis nogen skulle have fået lyst til at drage på østersfiskeri med en rar og hjælpsom guide, kan jeg kun anbefale:

http://jyllandsakvariet.dk/news/120/84/osterssafari

Flåter og rådyr

På skovturen fik jeg den sødt krydrede fært af skovmærker i næsen. Jeg stoppede og fik øje på de små, hvide og stærkt duftende blomster nede i græsset under et bøgetræ, men da jeg bukkede mig og strakte hånden frem for at plukke en, sad der omgående tre bittesmå, sorte skovflåter på min håndryg!

Det samme skete sidste år, da jeg havde mit barnebarn med på skovtur: Aldrig så snart havde vi gået ti meter hen ad skovstien, før det lille menneske var tæt besat med de små blodtørstige sataner på både arme og ben.

Igennem et halvt århundrede har jeg gået daglige, timelange ture i den samme skov.

I min barndom byggede jeg huler, gemte mig i græsset, sad og flettede blomsterkranse, plukkede blåbær, og jeg fik kun en enkelt gang − i 1966 − en skovflåt på mig. Jeg så næsten aldrig et rådyr heller. Kun, hvis jeg stod op klokken tre en sommermorgen og trængte dybt ind i skoven, alene og imod vindretningen, kunne jeg være heldig at se et dyr eller to i en lysning.

I dag ser jeg rådyr i fuldt dagslys hver eneste dag, et, to eller småflokke, fede, halvtamme, vinterkornfodrede dyr, som knap gider flytte sig, når hunden og jeg krydser deres vej. Og jeg får omkring tyve flåter på mig hver sommer og må igennem penicillinkure pga. røde, hævede partier efter deres bid, og jeg er endda for længst holdt op med at sætte mig i græsset. − Hunden får hundreder flåter på sig trods drypning med bekostelige, giftige midler hver tredje eller fjerde uge sommerhalvåret igennem.

Rådyr er mellemværter for flåter, og dyrene er selv hårdt plagede af utællelige mængder af de små blodsnyltere. Efter at de store vandmiljøplaner, som påbød vintergrønne marker, blev gennemført i slutningen af 90’erne, og efter at jægere i stor stil begyndte at sætte korntønder ud i skoven til glæde for deres hjortedyr og fasaner, er bestanden af rådyr mangedoblet med en kraftig opformering af de sygdomsvoldende flåter til følge.

Bør vi ikke regulere dyrebestandene tilbage til et mere bæredygtigt niveau? Eller skal vi vente, til sygdomme og genindvandrede ulve udrydder flokkene? Kan vi leve med, at vi har skove, hvor man ikke kan plukke en buket blomster, sætte sig og plukke blåbær eller holde en god, gammeldags skovtur på et tæppe i græsset?

Haver og grønt

Cassiatræet, Pink and White Shower, i en have ved Nilen

Hvis man har gået en hel dag i en arabisk bys brændende varme støv, lugte, myldrende menneskemængder og støj og derefter bliver lukket ind i en muromkranset have med ro, bladgrønne skygger, kølig, velduftende luft, rindende, rislende vand, frugter, blomster og kvidrende fuglesang, så mærker man omgående, hvordan ens hjerterytme sænkes, smilet breder sig og hele kroppen slapper af. − Ikke for ingenting betragtede araberne Paradis som en have, og ikke for ingenting er den islamiske havekunst verdens mest udsøgte.

Grønt er godt for øjnene, siger man, men grønt er vel blot naturligt? Grønt er et signal om frodighed, om mad til os og vore dyr, om frugter og dermed liv.

Enhver, der har mulighed for det, anskaffer sig en smule grøn plæne, et par blomsterbede og en lille køkkenhave, i det mindste lidt krydderurter og en grøn plante i altankassen eller vindueskarmen. I yderste nødstilfælde en fotostat af den grønne bøgeskov på en af stuens grå betonvægge og en svajende plasticstuebirk ved den anden.

Cirka hvert tiende år går det (igen) op for en eller anden velmenende terapeut, at det er sundt for sjælen at færdes i noget naturligt grønt, og man anbefaler derfor med nyfunden energi haveterapi eller skovture til grupper af betrængte medmennesker som supplement til alle lykkepillerne.

Samtidigt sørger andre omhyggeligt for at bebygge og beplastre de sidste halvnaturlige, helgrønne arealer, vi har tilbage i dette forstyrrede land, med institutioner, villaer, fabrikker, sportsbaner, asfaltveje og forskellige slags cementgrå lagerbygninger beregnet til at indeholde ting, mennesker eller vore børn. Disse menneskeskabte ørkener breder sig efterhånden som et kræftbefængt udslet fra de store byer ud over en betragtelig del af jordens overflade.

− Og får os til at længes efter noget naturligt og frodigt grønt. Et Paradis.

Skoven

Mountainbikere kan på forbløffende kort tid forvandle en idyllisk skovsti til en pløjemark.

Skoven er Hammer Bakker. Otte km nordøst for Danmarks tredjestørste by, Ålborg. Et omtrent 1800 ha stort naturområde, en bakkeø, gennem­skåret af smukke smeltevandsdale, dannet i sidste istid og tilplantet omkring år 1900. Her er lyng­bakker, gravhøje, langdysser, søer, moser, kilder, kirker, truede dyrearter og planter, fredsskov med gamle bøge, foruden træproduk­tionens mono­kulturer af altid grønne juletræer og højloftede, mørke granplantager. Bortset fra korte perioder, mens jeg som ungt menneske studerede og rejste, har jeg igennem næsten 50 år dagligt gået ture med hunden her.

Skoven er ikke længere en skov. Hvor man indtil for kort tid siden kunne gå i timevis på næsten ube­trådte, tilgroede mosstier mellem træer eller hen over bakker og bronzealderhøje uden at møde et menneske, ligger der i dag én stor befærdet og oppløjet motionsbane, der zigzagger mellem over­proportio­nerede pri­vate og kommunale anlæg og byggerier og de dertil nødvendige, nu stærkt trafikerede, hullede og mudrede adgangsveje.

I dag skal hunden og jeg ustandseligt springe af vejen for kørende, cyklende, løbende og store flokke af vandrende, når vi vover os ind i bakkerne. Hvor vi førhen kunne gå i skovens ro, må vi nu vogte os for mo­tionister på cykler eller løbeben, der med muzakpropper i ørerne, så de ikke kan høre hverken vinden i træ­erne eller fuglenes sang, og med begge øjne stift rettet mod uret, pru­stende og storsvedende, ikke formår at slå et sving uden om en ældre dame og en hund.

På få år er Hammer Bakker omdannet fra naturområde til byggeplads og træningsfacilitet.

I dag slides skoven intensivt, ikke kun af de mange private ejeres skovdrift og Ålborg kommunes ekspansive institutionsbyggerier og øvrige anlæg, perso­nale, beboere og besøgende, men i høj grad også af almindelige mennesker i tusindvis, der parkerer deres biler langs skovvejene og dan­ner snakkende, råbende, løbende, cyklende eller vandrende flokke, som maser rundt i krattet for­synet med kurve eller kikkerter. De seksuelt eksperimenterende, som i ugebladene har læst, at det sætter fut i forholdet at parre sig i det fri, er også blevet en betydelig og grænseoverskridende skare, som det kan være endog særdeles ubehageligt at støde ind i midt på ens sædvanlige skov­tur.

Der er tilmed opstået interessegrupper med det ene formål at udnytte et i forvejen begrænset, nedslidt og overrendt skovareal til endnu flere ”aktiviteter” … Men hvis man ikke kan samle en flok på 20 eller 200 vandrere, løbere, mountainbikere, jægere, fuglekiggere eller svampeplukkere, kan man altid spæne en tur alene eller pløje de små skovveje op med sin smarte 10.000 kr.’s cy­kels pigdæk og råbe utålmodigt ad de andre skovgæster og skovejerne, når man er ved at køre dem ned.

Og så mødte vi den lille, vrede skovfoged, som intimiderende kunne fortælle, at han skam godt vid­ste, hvor jeg boede, og at han ville sende mig politiet på nakken, fordi min hund, som fred­sommeligt fulgte mig i hælene, gik uden snor. − Så kommer politiet og afliver den, truede han. − Det nytter ikke at forklare en regelrytter, at hunden er specielt trænet igennem mange år til at færdes i skoven. At den selv går på plads, når vi møder andre, mennesker eller dyr.

Selv sad han på en larmende og pruttende ATV med anhænger. Men det er den gamle hund og mig, der er problemet, ikke skovens egne folk med larmende motorsave, pruttende køretøjer, enorme robotagtige træfældningsmaskiner, der stamper jordbunden til en kompakt masse, hvor intet kan gro de næste 100 år, de store jagtselskaber, de kørende juletræskunder og alle dem, der skræller skovbunden for mos til dekora­tioner … Det er heller ikke børnehaverne, motionsklub­berne, løberne, svampeplukkerne, drengene på moto­crossere, de uvidende amatørhundeejere, der lukker to-tre uopdragne storbyhunde ud af bagage­rummet, og derefter må rende rundt i ti­mevis for at fange dem, eller krybskytterne… som hunden og jeg alle møder på vores vej.

Lige nu, mens vi er på vej hjem fra skovturen, må vi springe til side, op ad skråninger, ned ad skrænter, for ikke at blive ramt af de mange biler og minibusser, der fragter skoven og institutio­nernes brugere og bor­gere til og fra i al for høj fart, og for de damer, der netop har fået fri fra in­stitutionsarbejdet, og som i deres små biler speeder hjem ad den smalle, hullede, regnvåde asfalt­vej med en smøg i den ene hånd, en mobil­telefon i den anden, totalt blinde for, at de oversprøj­ter, og risikerer at ramme, spadserende damer, hunde, cykler, barnevogne, børn …

Det er naturligvis dejligt, at så mange mennesker har lyst til og fornøjelse af at færdes i skoven. Undersøgel­ser viser, at danskernes foretrukne fritidsbeskæftigelse er en skovtur, og vi giver i stort omfang denne glæde videre til vores børn.

Problemet består i, at vi efterhånden er blevet så mange — Danmark og verdens be­folkning er næsten tredoblet i min levetid — at de få træklædte oaser, som vi alle sammen holder forfærdeligt meget af at færdes i, bliver overrendt af entusiastiske naturelskere med al deres kostbare legetøj i form af firhjuls­trækkere, minitraktorer, rideheste, sportscykler, ski, knallerter, ATV’ere osv.

Alle elsker naturen, men ved at overudnytte de få tilbageværende, naturlignende steder til institu­tions-, underholdnings- og motionsformål ødelægger vi netop det, vi holder af. Vi tramper det ned som molboer med alt for store fødder. Spolerer det, vi alle sammen gerne vil i skoven for at op­leve. Det skrøbelige, dyre­livet, det naturlige, roen …

Det er ikke den lille, gamle dame med den velopdragne hund, der skræmmer vildtet. Tværtimod gider de små rådyrflokke knap flytte sig, når vi kommer. Men dyrene vælter skrigende og brægen­de af skræk og nød ud fra skovbrynet, når der er Nytårsmarch, Limfjordsløb, jagter, skovfældning, mountainbikere, oriente­ringsløb, ”naturvandringer” eller store byggeprojekter.

I stedet for at bygge, anlægge, køre og motionere i et lille, sårbart naturområde, burde man må­ske have opret­holdt fredningen af Hammer Bakker og bygget institutioner og motionsbaner ude på de enge og mar­ker, der omgiver de skovklædte bakker?

Måske er det tid at tage hele skovbegrebet op til overvejelse endnu en gang? Skal skoven være til for træ­produktionen og jægernes skyld? For det vilde dyre- og planteliv? For de spadserende? De løbende, cyklen­de, kørende? De kopulerende? Hundelufterne? Børnelufterne? Fuglekiggerne? Blomster- og bærplukkerne? Mosskraberne? Svampesamlerne? Motionisterne? − Eller skulle vi opføre specielle baner til de mest lar­mende, slidende og hensynsløse sportsfolk? Ligesom vi har indhegnede områder til de utrænede og ustyr­lige hunde?

Vore få tilbageværende skov- og naturområders skæbne er alt for betydningsfuld for de kom­mende gene­rationer til at blive overladt til private lodsejere, kortsigtede kommunale beslutninger og tilfældige sam­menrend af pensionister, motionister og sportsfolk.