Kategori: Natur

Hammer Bakker

Hammer Bakker 8 km NØ for Ålborg er nok et af de smukkeste naturområder i Nordjylland. Det er en bakkeø, dannet i sidste istid, og der er helligkilder, gravhøje og et uhyre rigt og varieret dyre- og planteliv. Heriblandt flere sjældne og beskyttede arter.

Alligevel insisterer Ålborg Kommune på at bygge store institutioner inde midt i det fredede område. Her oven for en smeltevandsdal lige over et drikkevandsindvindingsområde.

Og her i en gammel tilgroet mergelgrav lige under sagfører Olesens bevaringsværdige villa.

At kommunen selv vandaliserer naturen er en ting. Værre er, at kommunen har mistet enhver troværdighed i naturfredningssager, og at private tilsyneladende også kan bygge stort inde midt i Bakkerne.

I Amtets tid lød reglen, at man i Bakkerne måtte bygge, hvor der fandtes en tomt. Ikke en centimeter mere. Og i Amtets tid blev reglerne overholdt.

At sætte kommunen til at vogte natur har kostet os uerstattelige værdier…

Kommunal vandalisme

‘Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.’

Skriver kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, i sin bog ”Noget nær” side 242.

I denne gamle fredsskov i Hammer Bakker i Nordjylland levede indtil sidste uge truede dyrearter såsom stor vandsalamander og rødrygget tornskade.

Byggeriet foregår direkte oven på drikkevandsindvindingsområder.

Adgangsvejen til den store, nye institution skal ske ad en smal og hullet skovvej uden cykelsti eller fortov.

Bygherre: Ålborg Kommune

Arkitekt: C.F. Møller

Lægeforeningen kræver, at sundhedsområdet bliver taget fra kommunerne, for de kan åbenlyst ikke forvalte det.

Bør man ikke også fratage kommunerne alle beslutninger, der har med miljø at gøre? En inkompetent kommunalbestyrelse vil til enhver tid foretrække en billig byggegrund frem for naturbevarelse.

50 års vejr

Endnu en sommer fløj forbi uden at lande. Den druknede i voldsomme regnskyl, og en af mine Facebookvenner satte som kommentar til vejret sin vandspreder til salg. I sommeren 2011 havde ingen af os behov for at vande haven, jeg fik ikke brune ben, og vi kom ikke ud at bade i havet. Til gengæld har der været flere kantareller i skoven, end vi gad slæbe hjem.

Med al den usikkerhed, der er forbundet med gamle menneskers hukommelse, husker jeg fra 50’erne og 60’erne uendelige somre, hvor vi hver dag kunne bade i Lillebælt. Jeg husker sne- og isvintre helt frem til begyndelsen af 80’erne, hvor alt frøs til i månedsvis, jeg blev god til skøjteløb, og isbryderne var på hårdt arbejde.

Vi lærte af vore fædre, at bøgen sprang ud den 9. maj, at man ikke såede bønner, før kirsebærtræerne blomstrede, og at man ikke satte frostfølsomme planter, som fx georginer, stedmoderblomster, tagetes, petuniaer m.fl., ud før Grundlovsdag d. 5. juni, og vi tog dem ind igen omkring d. 1. september af frygt for nattefrost. Da vi fik indlagt centralvarme i huset, slukkede vi for fyret d. 1. maj og lukkede op igen 1. oktober.

De seneste tyve år har alle disse regler været ophævet: Jeg kunne sætte myrten og appelsintræerne ud sidst i april og lade dem stå ude til langt hen i oktober. Sønnike fik aldrig lært at stå på hverken ski eller skøjter. Bøgen sprang ud to-tre uger før normalt. Grundlovsdag kunne vi spise de første kartofler af egen avl fra friland. Min rosmarinbusk blev mere end ti år gammel og en meter høj, selv om jeg ikke tog den ind om vinteren, og isbryderne kom aldrig ud at sejle, hvorfor man overvejer at skrotte dem helt.

Og nu er der så sket endnu en forandring: Vi har haft sne i metertykke lag to vintre i træk, den store rosmarinbusk gik ud, somrene og kældrene drukner i regn og voldsomme tordenbyger, og både kartofler, kirsebær, blommer og tomater på friland rådner, før de modner. Politikerne forsøgte med forventet ringe held at lovgive efter vejret og flyttede sommerferien efter nogle solskinsdage året før.

I 30 år har jeg haft hund, ikke den samme, men tre forskellige, og derfor har jeg gået ca. fem kvarter i den nærliggende skov hver eneste dag året rundt. Der er ingen grund til at have ondt af mig, jeg elsker skovturene, hunden er kun påskud og selskab, og jeg plejer at sige, at den er ansat til at lufte mig. I de 30 år er det næsten altid lykkedes mig, de senere år med DMI’s hjælp, at finde et tidspunkt på dagen, hvor vi kunne gå i skoven uden at blive våde. Måske kun fem dage om året regnede det så meget og så langvarigt, heldagsregn, at vi var nødt til at gå ud i det. I år er vi kommet drivvåde hjem mindst 15 gange allerede!

Vi er underlagt kræfter, vi ikke kan styre, både menneskeskabt global opvarmning og måske også andre uberegnelige udsving i klodens uhyre komplicerede meteorologi. Kun en ting er helt sikker: Så længe vi lever med vejret, løber vi ikke tør for samtaleemner.

Kommunalt svigt

Her på fredet område bygger Aalborg Kommune lige nu en ny, enorm institution.

I sagen om institutionsbyggerierne i Hammer Bakker har Aalborg Kommune udvist en skræmmende mangel på dømmekraft. Den skandaløse plan om at bygge på et af de smukkeste, fredede naturområder midt i Hammer Bakker, tilmed oven på et drikkevandsindvindingsområde, er dagligt samtaleemne mellem borgere i og omkring Vodskov. Man er generelt overbevist om, at en sådan vanda­lisme aldrig havde fået lov at passere, dengang Amtet var ansvarligt for naturherlighederne.

Om få måneder er dette levested for bl.a. den rødryggede tornskade ødelagt af kommunalt institutionsbyggeri.

Alle argumenter for byggerierne forekommer hule og ulogiske. Der er angiveligt tale om institutioner for meget følsomme borgere, som ikke tåler at flytte ud af Bakkerne, men de fagpersoner, jeg har rådført mig med, giver udtryk for, at skaden er lige stor, om man flytter disse personer til nye bygninger 200 m, 2 eller 200 km væk. Og størstedelen af de påtænkte byggeriers nye beboere kommer alligevel fra helt andre dele af kommunen. Derudover har man, så vidt jeg er orienteret, tænkt sig at plante høje hække foran alle vinduerne, så beboerne ikke bliver forstyrret af ydre indtryk. På den måde får ingen, hverken beboere eller andre bor­gere, mulighed for at beundre de kønne udsigter, og institutionens beboere får ingen idé om, hvor i verden de befinder sig. Et sådan fredeligt og beskyttet anlæg kunne mindst lige så godt placeres på et af de utallige flade og ubeplantede områder, som omgiver Hammer Bakker, f.eks. langs Vodskovvej, Langbrokrovej eller der, hvor man som en sølle erstatning påtænker at plante en stump skov midt på en mark imellem Vestbjerg og Tylstrup.

En af de første institutionsbygninger i Hammer Bakker. Pga. manglende vedligehold bliver den nu rømmet, og beboerne flyttet over i nyt byggeri i fredet område.

Logikken må bestå i, at der er tale om en økonomisk besparelse ved at plastre netop Hammer Bakker til med umage og usmagelige byggerier, ellers giver byggeplanen ingen mening. At sætte kommunen til at vogte natur har således vist sig at være intet mindre end en katastrofe. Småligt får man ikke øje på værdierne, men ser kun en bekvem og billig byggegrund og tager både de kommende beboere og et antal velmenende pædagoger som gidsler undervejs.

Aalborg Kommune er tilsy­neladende uvidende om, at det i dag ikke længere er muligt at inddrage fælles, bynært, rekreativt areal til hoved­løse byggerier blot for at spare penge. Så lemfældig omgang med sjælden natur ville være utænkelig alle andre steder. Man kommer nemlig til at sætte meget mere end penge over styr. Man taber sin troværdighed og sit renommé, og det kommer til at koste os alle sammen meget, meget mere i alle årene fremover.

Rygterne vil vide, at denne store bygning i Hammer Bakker snart bliver rømmet, men kommunen insisterer alligevel på at inddrage uerstattelig natur og bygge nyt.

Jeg har for tiden en ung studerende boende. Hun er kommet fra København for at læse på Aalborg Uni­versitet. Hver gang, vi går hen over det fredede område, hvor kommunen på­tænker at bygge, er hun grædefærdig. Hun forstår ikke beslutningen om at ødelægge så meget skønhed, tornskader, kilder, smeltevandsdal og salamandre ufortalt, og hun beretter om det til familie, venner og studiekammerater. Som for 40 år siden får Aalborg Kommune ry som en sammenspist, pamperisk, kortsynet og grisk kommune.

Når en kommune på denne måde svigter de fælles opgaver, når man ikke længere kan have tillid til, at de folkevalgte og deres embedsmænd handler til bedste for ALLE kommunens borgere, er det på tide at vende skuden.

Modige borgere har rejst sig og talt naturens mere langsigtede sag, men kommunen insisterer på at sælge ud af arvesølvet for en kortsigtet gevinst og på at ødelægge et af vore få tilbageværende, natur­lige rekreative arealer. — Det vil aldrig blive glemt. Institutionerne vil ligge der i Bakkerne til evig tid som skamstøtter og minde alle besøgende om svigtet, kommunalvalg efter kommunalvalg.

Når kommunen vogter natur

Her har Aalborg Kommune fået gennemtrumfet ophævning af gammel fredning. Direkte oven på drikkevandsindvindingsområder vil de bygge en stor lukket institution. Kommunen fik formentlig øje på området efter stormfaldet d. 8. januar 2005.

I skyggen af den store naturfredningssag med vindmølleparken i Thy sker der dagligt små overgreb på vores fælles naturområder, senest i Hammer Bakker, 8 km fra Aalborg centrum.

Kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver i sin bog ”Noget nær” side 242:

”Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.”

Hammer Bakker er en bakkeø, gennemskåret af smeltevandsdale, dannet i sidste istid. Områdets historie er interessant: Der er bronzealderhøje, en hellig kilde og to middelalderkirker. For 120 år siden lå området hen som sandede bakker, men to vilje- og pengestærke herrer, plantageejer Brandt og sagfører Olesen, tilplantede området, der siden har udgjort et ca. 5 x 5 km stort, sammenhængende naturområde, som blandt eksperter bl.a. regnes for et af Danmarks mest artsrige sommerfugleområder.

Området ejes i dag af mange små lodsejere, af Hedeselskabet og af Aalborg Kommune.

Sagfører Olesen testamenterede et område nær Vodskov by til Statens Åndssvageforsorg, og her byggede man op gennem 20’erne og 30’erne nogle markante rødstensbygninger spredt ud over arealet. Resten af Hammer Bakker blev fredet. Det er i hidtil fredede områder, at kommunen nu vil udføre massive jordarbejder direkte oven på drikkevandsindvindingsområder og bygge to nye, store institutioner.

I de eksisterende bygninger skulle der være rige muligheder for at istandsætte og indrette institutioner. Rygterne vil vide, at de store bygninger, der nu bruges af SOSU-uddannelserne, skal rømmes inden for en overskuelig årrække.

Vodskov og Hammer Bakker er omgivet af store, flade landskaber, hvor man i øvrigt kunne anbringe nye institutionsbyggerier. Det er et udtryk for doven fantasiløshed at bebygge Hammer Bakker yderligere. Faktisk skal det ønskede stykke natur ”afhandles” med nyplantning af skov på en bar mark mellem Vestbjerg og Tylstrup… Hvorfor bygger man ikke institutioner der? Hvad er en fredning værd, hvis den kan ophæves blot pga. behovet for byggegrunde? Det strider mod enhver form for retsfølelse.

Spættetræet

Blog Image

Så væltede det, det gamle spættetræ, af storm og råd i forening. Men jeg huskede at tage et foto, inden det skete. Der er heldigvis mange af disse halvrådne stubbe og træer i min skov, så spætterne bliver ikke boligløse foreløbig.

Dette specielle spættetræ vil leve videre i min erindring på grund af en lille hændelse for fire-fem år siden:

Jeg kom glad spadserende hen ad skovvejen. Hunden løb en ti meter foran. Da lød der høje, distinkte bank lige ved siden af mig. Forbavset stoppede jeg op og lyttede, og igen bankede det, højt, som om nogen stod og slog på en gammel, hul trædør. Mærkeligt. Jeg trådte nogle skridt ind i krattet ved siden af vejen. Der stod en to meter høj, udgået træstub, og jeg gik hen bag den for at lokalisere lyden. Der var et rundt hul i stammen præcis i min øjenhøjde, og instinktivt lænede jeg mig frem for at kigge ind i hullet …

I samme sekund stak en stor flagspætte sit sorte, hvide og røde hoved frem af hullet! Hans næb var få centimeter fra min næsetip, i et splitsekund stirrede vi hinanden i øjnene, mens vi prøvede at få rede på, hvad der skete, og så trak vi lige forskrækkede simultant hovederne til os.

Det var det. Et ultrakort møde mellem kvinde og spætte. Jeg gik ud på vejen og nogle skridt væk. Stod og lyttede, indtil spætten genoptog sit hulebyggeri. Og så fortsatte jeg den daglige tur, men spætten glemmer jeg aldrig.

Hyldebærsaft

Blog Image

Som så meget andet godt – hyldeblomstsaft, smoothies, hindbærsyltetøj, blåbærtærter, svampestuvning – begynder hyldebærsaften med en skovtur i det gode vejr. Hunden springer fornøjet foran; turens formål er den ligegyldigt, bare den kan løbe, snuse, lege med pinde og tage sig en svømmetur i søerne på vor vej. Noget mere adstadigt følger jeg efter, men det er alligevel mig, der leder hele ekspeditionen hen til hyldebærbuskene i hegnet.

Det går hurtigt med at nippe de bourgognefarvede, tunge klaser af. På et øjeblik er bæreposen fyldt. Alligevel generer det mig som altid, at de bedste klaser tilsyneladende sidder i toppen, hvor kun solsortene kan nå dem, men jeg har virkelig ikke brug for flere.

Hjemme sætter jeg saftkogeren over på komfuret. Klipper stilkene af og skyller bærrene. Efter en lille times kogetid, skal saften bare sødes, og så har vi hyldebærsaft i litervis. Jeg fryser ned i mindre portioner, så vi er rustede, når vinterens infektioner melder sig. Ikke fordi jeg tror, at hyldebærsaft er specielt helbredende, men en kop varm, vitaminrig og fyldig saft er god omsorg og trøster meget mere end den evindelige kamillete med honning og citron.

Resten hælder jeg i en lille gryde. Skræller en tre-fire æbler fra egen have og koger æblestykkerne med i ca. 10 minutter, så har vi pludselig også hyldebærsuppe, som vi spiser til aften med tvebakker. Kun denne ene gang om året, og det smager kraftigt af sensommer og september.

I gamle dage var hyldetræet helligt. Enhver gård havde sin hyld som beskyttelse, bl.a. mod lynnedslag, men man drømte ikke om at spise af hverken træ eller bær. Det er et nyere fænomen, kun knap 100 år gammelt, men en dejlig tradition i mange hjem foruden vores.