Politik – Side 8 – blog.loneandrup.dk

Børnenes lov

Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og forsøge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles område, som fx Danmark.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de voldsomme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, ældrepleje og politiarbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynkeliggør sig og jamrer offentligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi forsøge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for alvor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvanligt, at kvinder tog almindeligt arbejde uden for hjemmet for en løn svarende til mandens og på lige fod med ham. Kvinder passede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstilling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvinder vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.

Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det normale arbejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliseringsgevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.

Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sundhedssystemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som helhed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unødvendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.

Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun ganske få professionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indlevelse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.

Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en institution eller en professionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at børnene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stakkels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kursus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selvopgivelse.

Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den største bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at børnene får en time eller to også med far om aftenen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle forældre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.

Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det seneste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende principper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgifter.

Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.

Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af mennesker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkommende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assistenter, læger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sygeplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres faglige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og overdynges og bureaukratiseres i alle ender og kanter, så de forhindres i at gøre deres arbejde.

Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincipper:

1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlemsgebyr. Det betyder bl.a., at man i perioder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gentagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)

2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer borgerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel observans, intelligenskvotient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænkelighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenlignelige, moderne demokratier for længst har gjort det.

3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore betjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…

4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tjener til underholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de efterhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bliver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og repræsentere os her og i udlandet.

5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, uddannelse eller en form for understøttelse og hjælp i tilfælde af sygdom.

6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster planeten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløshed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medicinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi garanterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymnasie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.

7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − betaler en fast procentdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end personfradraget. Vi tildeler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et personfradrag på måske omkring 75.000 nutidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmeboende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et ældre familiemedlem i sin husstand, og de tjener mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig forsørgerpligten og få det overskydende personfradrag som et fradrag i ens indtægt før skatten beregnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automatisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en ægtefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre personer i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit arbejde, skal man sammen underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradraget.

8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, således at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til timelang, daglig pasning hos vildtfremmede, som naturligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlighed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og dermed yderst skadeligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagplejere på privat basis efter forældrenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et rimeligt tilskud til velbyggede, velnormerede og velfungerende børnehaver for de to til seksårige. Et toårigt barn tildeles dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet tilbyder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse anskuelser − andre individuelle hensyn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutioner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.

9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi indretter skolen, således at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmånederne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klokken 14 eller 15 for de større klasser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksenopsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktiviteter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi tager med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at samarbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mellem forskellige lavprispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og skolen, så forældrenes arbejdsdag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage barnet hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehavernes sommerferie bliver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med lærerne og pædagogernes arbejdstid og synkronisering med det øvrige arbejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle ureglementerede såkaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommerferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvanlige ferieuger i løbet af året, plus en ekstra uge, som kan anvendes efter behov som omsorgsdage, barnets sygedage el. lign. Det gælder både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i enkønnede forhold. Skolerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinterferieugen indbyrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flaskehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgenmad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.

Med lov skal land bygges

(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)

…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.

Værdier

Aldrig har der været så megen snak om værdier, og aldrig har der været så lidt fælles forståelse af, hvad vore værdier − hyppigst benævnt som »de danske værdier« − i grunden består i.

Højreorienterede traditionalister, mange af dem organiserede i Dansk Folkeparti, slår i tide og utide på de »danske værdier«, som for dem betyder noget rodsammen af Gud, konge og fædreland, romantiseret historiefortegning, Dannebrog, Tivoligarden, overdreven sentimentalitet på nogle få kæledyrs vegne, ølvommet kolonihavefællesskab kun for de blegfødte danskere og muligheden for at tvinge mennesker med anden kulturbaggrund til at spise frikadeller og flæskesteg allerede i børnehaven.

Der er også de helt grundlæggende, almenmenneskelige værdier, som de fx kommer til udtryk i »De ti bud«, og som kan iagttages i de fleste samfund. Det kan være »Du må ikke slå ihjel« − Men dette bud, som alle andre leveregler, har sine undtagelser, som træder i kraft, hvis det drejer sig om de rige og magtfulde, herunder religionens håndhævere. Du må ikke slå ihjel, med mindre vi har besluttet at føre krig mod de muslimer, som tilfældigvis bor oven på klodens sidste oliereserver, eller det drejer sig om fremmede, der truer dine og din stammes ressourcer, eller om mennesker, der bekender sig til en anden tro/overtro og fører flag med andre farver end dit eget. Eller om medmennesker, der ved kriminalitet, sindssyge, overgreb eller på andre måder har sat sig uden for det menneskelige fællesskab.

Vi beundrer dem, der kan overvinde deres egen grådighed og magelighed, og som udsætter sig for risiko for at hjælpe andre mennesker, nok fordi de er uhyre sjældent forekommende. I virkeligheden findes der megen ondskab i verden, overgreb, mord, bortførelser, voldtægter, tortur, børne- og dyremishandling, overgreb på natur, dyreliv, planteliv, have, jord, luft og klima … Hovedparten forøvet af mænd, som er tankeløse, begærlige, ambitiøse, har levet under rædsomme vilkår eller som lider af hjernedefekter − eller flere af disse ting på en gang.

I almindeligt dagligliv i Danmark i dag er ondskab sjældent åbenlyst forekommende, men mange prætentioner om hjælpsomhed og medmenneskelighed er kastet over bord, og i det offentlige rum kan man iagttage en ubehagelig, selvpromoverende og møvende adfærd, som er meget lidt klædelig.

Politik handler fx ikke længere om almenvellet, men om, hvor meget vi hver især kan skrabe til os fra de offentlige kasser. Her, mens dagpengesatser og -perioder diskuteres, hører man mennesker, forældre til små og større børn, som uden blusel »truer« samfundet med, at de vil lade sig skille, så de kan opnå en social ydelse, for det er ikke muligt for dem at lade sig forsørge af deres mænd eller koner, som har job og tjener penge. De ser det tilsyneladende som deres gode ret at lade sig forsørge af os alle sammen, men ikke af det menneske, de − måske ved storslåede, højtidelige og kostbare ceremonier − har valgt at lade sig vie til og få børn med. − Hvad tror de så, at ægteskabet betyder? Om ikke et loyalt fællesskab i lyst og nød? − Det er heller ikke længere givet, at forældre er forpligtet til at forsørge deres egne børn. Hvis de har et handicap eller er over en vis alder, er det alment accepteret, at man bare kan rende det offentlige på dørene og forlange fx en bil, tøjpenge pga. større slitage eller et månedligt underhold. I vores moderne samfund kan man i fuldt alvor forlange, at det offentlige passer og/eller forsørger ens børn, eller man kan forvente et passende honorar for at passe dem selv.

Som midaldrende menneske opdager man, at værdier, som ud over pligt og ansvarlighed, også omfatter fx storsindethed, hjælpsomhed og hensyn til andre, er gået tabt, hvilket kan observeres, når man begiver sig ud i det offentlige rum. På en bustur, hvor en ganske ung pige har sladret højt om sit pivende trivielle privatliv i telefonen i 25 minutter. Hvor ingen gør mine til at rejse sig og overlade et sæde til en ældre, tydeligt gangbesværet mand. Hvor man får butiksdøren i hovedet, fordi ingen gider kigge sig tilbage og holde den for de næste, og hvor man selv kommer til at stå og holde dør en hel eftermiddag, fordi alle tager det for givet, at andre holder døre for dem og går durk igennem uden så meget som et høfligt takkenik.

Man behøver bare at tage på en udflugt syd for grænsen, eller til Sverige, London eller Sydeuropa, for at opdage, at alle andre steder end her i vores lille, mudrede, danske andedam forstår folk at opføre sig med høflighed og levemåde.

Så de »danske værdier« består nu i, at vi selvretfærdigt, rethaverisk og rent ud sagt uopdragent, både åndeligt og helt bogstaveligt, støder ind i hinanden i køerne, på fortovet, over hækkene, og forsøger at tilrane os goder på bekostning af de flinke naboer eller på den evige jagt efter byens sidste parkeringsplads. − Og der er ikke andre regler end en mig-først- og mig-have-attitude og en underliggende aggression, som bobler op ved mindste anledning.

Har vi selv sat vore hidtidige værdier over styr ved at afbryde forbindelsen mellem generationerne og overlade vore børn og unge til at lære opførsel og sprog af hinanden? Forældrene har for travlt med sig selv til at tage sig af deres egne unger, og pædagoger og lærere er blevet lavtuddannet, halvvejs modvillig lavstatusarbejdskraft, som ikke formår at give voksne værdier videre og være rollemodeller for deres opmærksomhedsforsømte elever.

Børn kan ikke lære børn ret meget. Alle børn og unge har brug for tid med betænksomme voksne mennesker, som stilfærdigt kan vise dem, at man rejser sig for den handicappede i bussen, at man ikke sætter sine snavsede sko på sæder, hvor andre mennesker skal sidde, at man hjælper sidemanden og sine naboer, at man ikke ytrer sig højlydt krænkende om andre mennesker, at man ikke smider sit affald på gaden eller i naturen, at man holder til højre på fortovet og holder sin plads i køen, at man ikke afbryder, når andre taler, og at man i det hele taget forsøger at vise den pæneste og mest velopdragne side udadtil, for vi skal være her alle sammen. − Er det ikke gode værdier, som vi kunne være stolte af at kalde danske?

Familielæge eller pølsefabrik?

Sådan et stykke papir kan man risikere at få stukket i hånden hos sin praktiserende læge i dag: Uvenligt, kommanderende og ikke engang forsynet med de gængse høflighedsfraser. − Hvad stiller gamle fru Larsen, som ikke ser så godt, eller hr. Hansen, som gik ud af skolen i syvende klasse lige før krigen, op med det? Forfatterne er de samme læger, som lige for tiden råber højt op om “familielægens” betydning for de danske patienter… Som jeg erindrer familielægerne før i tiden, kunne de ALDRIG finde på at bede syge mennesker, der søgte deres hjælp, om at tage hensyn til deres interne arbejdstids- og honoreringsregler.

Regionerne har opsagt overenskomsten med landets privatpraktiserende læger, fordi de er for dyre og for stejle, når det kommer til ledelsesretten. Lægerne ønsker ikke, at regionerne skal være med til at bestemme, hvor der skal oprettes lægehuse, selv om det er regionerne − dvs. os alle sammen − der betaler gildet og gerne vil sikre ensartet mulighed for lægehjælp − også til de knap så attraktive yderområder. Lægernes argument er, at lægerne selv er de bedste til at bestemme, ellers vil den klassiske familielæge være i fare for at uddø.

Mon ikke den klassiske familielæge uddøde for mange år siden? Der er stadig her i landet mange søde, dygtige og velmenende læger, der opfatter deres gerning som et kald, og som yder en god indsats i konsultationerne, men nogle læger kommer ud med en ny og langt mere selvretfærdigt krævende indstilling til, at patienterne skal nøjes med at blive syge, når det passer med deres arbejdstidsregler, og det kan desværre ikke altid lade sig gøre. Vi lidt ældre og bedre vante finder dem pressede, grådige, ubetænksomme og næsten umulige at få kontakt med. De er muligvis heller ikke uddannet til at lede og fordele opgaver, ikke engang i deres egne små lægehuse. Jeg vil gerne bidrage med en håndfuld eksempler fra de senere år, oplevet af mig og min nærmeste familie og venner.

Hvis vi bliver syge fx om natten og gerne vil have fat i ”familielægen” næste morgen, mødes vi af en telefonsvarer med en alenlang besked, der omfatter sekretærenes træffetider, laboranter, sygeplejersker m.m., som vi mere og mere hektisk lytter til. Så opgiver vi og går på nettet, hvor vi finder følgende letlæselige besked:

“Telefonisk

Mellem kl. 8.00-10.00:
Sundhedsfaglig rådgivning ved sygeplejerske (tast 1).
Recept-fornyelse via telefonsvarer (tast 3).

Mellem kl. 13.00.14.00:
Tidsbestilling ved sekretærer, onsdage undtaget.

Middagslukket alle hverdage kl. 12.00-13.00. Onsdag dog fra kl. 12.00-14.30.

KONSULTATION I LÆGEHUSET

Åben konsultation
Der er åben konsultation på alle hverdage kl. 8.30-9.30, primært for akut opståede helbredsproblemer. Dette kræver ingen tidsbestilling. Se nærmere under ”Praksisinformation”.

Planlagt konsultation
Forudgående tidsbestilling er nødvendig. Der kan bestilles tid til konsultation hos vores læger, sygeplejersker og vores klinikpersonale. Se nærmere under ”Praksisinformation”.”

Somme tider ønsker man jo, at man selv eller ens børn var så syge, at man helt ukompliceret blot kunne ringe efter en vagtlæge eller en ambulance.

Efter at have ventet, måske med smerter, i hvert fald med uro, indtil det er muligt telefonisk at bestille en tid, mødes man igennem en stiv klokketime af optagetsignalets enerverende dutten eller den forhåndsindtalte telefonbesked om, at alle linjer desværre er optagede, prøv igen senere.

Så forsøger man at bestille en tid via det komplicerede mailsystem og logger sig ind, for senere at opdage, at beskeden om tidsbestillingen til sekretæren klassificeres − og honoreres som? − en mailkonsultation.

Hvis man får kæmpet sig igennem alle gå-væk-telefonsvarerne og den labyrintiske hjemmeside − som man i øvrigt skal betale abonnement til et privat firma for, hvis man vil gemme de beskeder, man modtager fra sin egen læge − og finder den relevante information, tager man chancen og befordrer sig hen til lægehuset i den såkaldte ”akuttid”, hvis man da kan nå det, og hvor man sidder 2 – 3 timer i et fyldt venteværelse sammen med andre syge og måske smitsomme mennesker, inden man får foretræde for en læge, sjældent ens egen, hyppigere en praktikant eller en vikar.

Eller man bestiller en tid hos sin egen læge via hjemmesiden − den første ledige tid ligger sædvanligvis tre-fire måneder ude i fremtiden, så det gælder om at planlægge sine lidelser med omhu − og når man så, med en tre måneder gammel tidsbestilling i lommen, møder op i venteværelset, kommer man alligevel til at vente både hele og halve timer, før man bliver kaldt ind til sine afmålte otte minutters fortravlede konsultation. Og det er ikke pga. akutte henvendelser, som andre jo tager sig af i ”akuttiden” om formiddagen. De sidste tre gange, jeg i løbet af de seneste to år har haft en forudbestilt tid hos min læge, har jeg hver eneste gang siddet og ventet i 40 minutter efter den aftalte tid.

I løbet af en forhastet konsultation, som man således har ventet tre måneder og 40 minutter på, og hvor lægen sidder og kigger på sin computerskærm det meste af tiden, må man ikke søge råd om to forskellige ting på en gang, fx både ondt i ryggen og en mystisk vorte på den ene kind. Hvis man vil tale om andet end det, man har bestilt tiden til, får man besked på at reservere en ny tid. Efter yderligere tre måneders ventetid. Mange mennesker skal tage fri fra arbejde for at møde op gang på gang, så lægen kan hæve flere honorarer.

Det er således ikke underligt, at vagtlæger og skadestuer overrendes af syge mennesker, der bare gerne vil tale med en læge.

En gang, jeg sad i venteværelset i de obligatoriske 40 minutter efter min i god tid i forvejen reserverede konsultation ang. svar på nogle prøver, blev jeg højt og med fulde navns nævnelse kaldt op af sekretæren og afkrævet svar på, om resultatet af lungefunktionstesten eller hjerteundersøgelsen var vigtigst for mig? For lægen havde desværre ikke tid til at snakke med ”kronikere” om flere prøver i samme konsultation … Det var første gang, jeg hørte betegnelsen ”kroniker” anvendt om mig selv … Fra en lægesekretær med et urimeligt spørgsmål i et fyldt venteværelse, fordi et nyligt rygestop havde sænket mit stofskifte til et behandlingskrævende niveau … Jeg insisterede naturligvis på, inde hos lægen, at få svar på alle de prøver, der var blevet taget, før jeg gik derfra igen.

En anden sekretær havde for vane at sende mails ud til alle, der var tilknyttet hendes praksis, når hun og de andre sekretærer ændrede deres arbejdstider, eller når fordøren skulle repareres. Det var en speciel oplevelse at modtage en mail fra sit lægehus, at logge ind på den besværlige internetside med bankende hjerte og alle mulige tanker om alvorlige fund i blodprøver og deslige og omsider kæmpe sig frem til en besked om, at man pga. tømrerbesøg venligst skulle benytte en sidedør, hvis man påtænkte at aflægge besøg i lægehuset den dag …

Da min ven nogen tid efter alligevel sad inde hos sin egen læge, bad han hende snakke med sekretærerne om deres ligegyldige og forstyrrende massemails, men blev bedt, om han ikke selv ville snakke med sekretærerne om det, for det kunne lægen ikke tage sig af.

En dag mødte jeg forskrækket op i ”akuttiden” efter at have tisset blod en hel weekend. Jeg kom forholdsvis hurtigt til hos en yngre læge, jeg ikke havde mødt før. Da hun hørte om symptomet, udbrød hun: ”Det er nok kræft”. − Det var ikke den besked, jeg havde mest lyst til at høre i den situation, men hendes mistanke, som heldigvis viste sig at være forkert, sørgede for, at jeg hurtigt kom videre til mere kompetente, og ikke mindst empatiske, læger og undersøgelser.

Læger er traditionelt omfattet af stor respekt, og vi bærer gerne over med deres småfejl og særheder, hvis de står klar til at hjælpe os og er i stand til at stille almindelige diagnoser, når vi er ramt af sygdom og virkelig har brug for deres hjælp. Men når ens erfaringer fra de senere år omfatter en mand, der i årevis blev behandlet for mavesår, selv om han havde en anfaldsvoldende og betændt galdesten, en kone, der igennem et halvt år fik mavesyredæmpende midler, selv om det også viste sig at være en galdesten, da hun blev hasteindlagt med akut gulsot, en mand, der tre gange tilbydes lykkepiller mod en arbejdsskade i skulderen, og en veninde, der fik stillet en fantasifuld diagnose, vulvodyni, som indledning til et langvarigt behandlingsforsøg med hormoner og lykkepiller med den praktiserende læge som tovholder, da hun sandsynligvis var plaget af endometriose, så kan ens respekt for standen formentlig ligge på et meget begrænset område.

Måske burde regionerne overtage HELE ansvaret for de praktiserende lægers arbejde og blot ansætte dem i 37 timer ugentligt? Så kunne man sørge for ordnede forhold, passende efteruddannelseskurser og et professionelt kommunikationsniveau i forkontorerne. I så fald behøvede de praktiserende læger ikke længere at jamre over arbejdspres, papirarbejde, prioriteringer, ledelsesansvar og diverse klinikudgifter. Bemærk venligst, at denne jammer kommer fra læger, der har normale arbejdsuger, og som ifølge Ekstra Bladet, når alle udgifter til driften er betalt, tjener over en million kroner, mange over to millioner kroner, om året betalt af dig og mig over skatten.

Derudover kunne vi uddanne en masse nye læger, alle dem, der havde lyst og evner for faget, så der var mange at vælge og vrage imellem. Så kan de, der er utilfredse med forholdene, søge til mere lukrative steder og overlade “ydernumrene” til kollegaer, der både kan og vil yde en behjertet indsats til gengæld.

Det er tankevækkende, at jeg hos mit dygtige tandlæge-tandplejer-team, som jeg selv har valgt og selv betaler det meste til, altid bliver mødt med stor forståelse og omsorg og aldrig har måttet vente mere end højst fem minutter, heller ikke i telefonen, og da kun i nødssituationer og aldrig uden en høflig undskyldning og en forklaring.

(18. 5. 2013 ser jeg, at de privatpraktiserende læger samler underskrifter fra patienter i deres konsultationer. De har allerede ifølge Politiken.dk sikret sig 140.000. Dvs. at de læger, som p.t. ynder at kalde sig “familielæger”, udnytter prisgivne, syge menneskers behov for lægehjælp i deres bjergsomme arbejdskamp for deres egne, private virksomheder mod det offentlige, som i forvejen forgylder dem. Vore læger kaster i grådighed al etik og troværdighed over bord i disse år.)

Eftertanke:

Lærergerningen var førhen et kald. Læreren følte sig ansvarlig for sine elever, kunne lide børn, nød samfundets anerkendelse og oppebar gode arbejdstids- og lønforhold. Til gengæld lagde lærerne alle kræfter i jobbet, forberedte sig entusiastisk og uden vrøvl, tog eleverne med på udflugter, arrangerede skolekomedier, snakkede med børn og forældre, også i nødsituationer sent på aftenen, og de noterede det ingen steder; det var en helt naturlig del af faget. Så ødelagde man lærergerningen med bureaukratiske kontrolforsøg og inddelte lærernes arbejdstid i Ø-tid, U-tid og F-tid, således at ingen længere gad løfte en finger, selv om lille Ole tydeligt havde problemer, for al Ø-tiden var opbrugt. Man forvandlede læreren fra en begejstret ildsjæl til en tørt noterende bureaukrat.

Lægen var førhen en højt respekteret familielæge, der dukkede op, når familien var i nød, og gjorde hvad han kunne for at lindre og trøste. Han fik sin betaling pr. år pr. patient, og han holdt ikke regnskab med sin tid eller forlangte, at alvorligt syge mennesker selv skulle fragte sig hen i hans klinik.

I min levetid har lærer-, gymnasielærer-, læge-, og præstegerningen skiftet karakter og er blevet overvejende kvindefag, hvor kun hjemmehjælpere, pædagoger og sygeplejere var det før, hvilket måske har været medvirkende til, at alle disse fag nu er forvandlet fra vellønnede og højtrespekterede til lavt rangerede og overkontrollerede pølsefabrikker. De dygtige ug-piger har alt for travlt med at overholde reglerne og tør ikke sætte sig imod selv urimelige og ødelæggende krav fra den offentlige arbejdsgiver. Samtidig er vi blevet alt for mange mennesker med helt urealistisk høje forventninger til, hvad samfundet skal gøre for os, så udgifterne til den offentlige sektor er steget eksplosivt. Forskellige regeringer har på forskellig måde forsøgt at holde snor i ydelserne, men måske har man smidt barnet ud med badevandet? Mens de måler og kontrollerer, fordamper kerneydelsen i både børnepasning, undervisning, sundhed og religion, nemlig det medmenneskelige forhold. Tilbage står underligt forvirrede børn og unge, syge og gamle, søgende og troende og råber på mere, for de fik ikke, hvad de havde brug for. De fik ingen menneskelig kontakt og omsorg, men blev afvist af automatiske telefonsvarere eller puttet i kasser mærket “fri leg”, “længst muligt i eget hjem” eller “Ø-tid” og såkaldte “E-konsultationer” …

Hvad koster det at underholde sine børn?

Prisen for at underholde sine børn i vinterferien var emnet for en artikel på Politiken Netavis i februar måned. − En geskæftig, naturligvis kvindelig, journalist havde påtaget sig den væsentlige samfundsopgave at indhente priser fra Zoologisk Have, Eksperimentarium og lignende forlystelser for rådvilde voksne og deres børn. − Hvis man har tre fridage i træk gælder det jo om så hurtigt som muligt at få fragtet hele familien til et badeland, et sommerhus, et tivoli, et børnevenligt museum eller med fly til et fattigt land, hvor opvartningen og all inclusive-priserne er fordelagtige, for man kan jo ikke hygge sig og slappe af hjemme i de veludstyrede og kostbart indrettede boliger, som det meste af profitten fra karriereræset er gået til.

Her under skolelockouten mødte jeg en sød farmor, der var på skovtur med sine børnebørn. Hun var glad for dem, men efter at have passet dem hver dag i næsten fire uger var hun ved at være træt. − I forvejen passer jeg dem en gang om ugen, men hvad skal vi ellers gøre?

Lockouten KUNNE være en himmelsendt mulighed for forældre og børn til at bryde og genoverveje de stramme skemaer, de normalt er spærret inde i, og jeg spurgte høfligt farmoderen, hvordan pasningen var blevet hendes problem?

Da vi havde børn hjemme selv, blev vi to bedstemødre hurtigt enige om, havde vi masser af tid til dem. Vi var stort set hjemme og sammen med dem altid i deres tre første leveår, hvorefter først børnehaven, derefter skolen socialiserede dem fire – seks timer på hverdage, så vi kunne arbejde sporadisk eller på deltid med andre ting. Børnene var i deres eget hjem i hovedparten af deres vågne tid, og de var der på vores præmisser og deltog i oprydning, havearbejde, madlavning, indkøb og alle de andre, almindelige, daglige gøremål, hvis de da ikke selv fandt på lege, alene eller med kammerater. Hverken en kort vinterferie, eller en lang sommerferie for den sags skyld, og i hvert fald ikke en skolelockout, kunne vælte vores dage, som var bygget op omkring hjemmet, haven, skoven, hunden og de andre dyr, venner, naboer og familien, og kun yderst sjældent indbefattede rejser inden eller uden for landets grænser. − Vi kunne arrangere en skovtur med få minutters varsel, bage boller, besøge venner, sidde og tegne, gå og snakke, klippe og klistre, læse en bog, tænde et bål, lave snobrød, fodre høns, plukke jordbær, sætte et soppebassin op … Livet var ikke så indviklet, og børnene var ikke svære at underholde. Det er os selv, der sætter niveauet; børnene er jo kun børn, der har absolut krav på vores omsorg, respekt og tilstedeværelse, men ikke på computere, tv og tivoliture.

I dag er dagligdagen i de yngre børnefamilier dikteret af vækkeure, skemaer, aftaler, møder, transport, opbevaring af børn først her så der, to jobs, fritidsinteresser, elektroniske kommunikationsapparater, som tilsyneladende ikke er udstyret med en sluk-knap, og i de få timer, man har sammen om aftenen før puttetid, er alting indrettet på børnenes præmisser. Det er det naturligvis, fordi forældrene har dårlig samvittighed over at hente en slap og frustreret lille unge alt for sent i institutionen og derfor forsøger at kompensere for den manglende fællestid, for at barnet er udelukket fra de voksnes verden, og fordi de voksne hele tiden hemmeligt ønsker, at de kunne sidde i fred på jobbet, med vennerne, tjekke sms’er eller Facebook… Derfor taler de højlydt og teatralsk barnesprog til hinanden, er uafbrudt opmærksomme på barnet, og maden plus alle gøremål er tilpasset barnets lyster − lige indtil den længe ventede sengetid gør det forsvarligt − hun skal jo have sine 12 timers søvn! − at putte ungen, så man selv kan få lidt fred. Unge forældre opfører sig i stigende grad, som det voksende antal skilsmissefædre var berygtede for at gøre det i 70’erne: Hver eneste dag skal helst være en tivolitur med lyserød candyfloss på. Dette er uhyre krævende og anstrengende for de voksne, som jo har været på job først, og de snyder så ofte som muligt og placerer ungerne foran en skærm med mere eller mindre gavnlige film og snacks, så de selv kan hvile ørerne og måske forberede et måltid, hvis de da ikke har frekventeret den lokale grillsnask på vejen hjem.

En del af den kompensatoriske adfærd indbefatter forsøg på fjernkontrol af barnets liv, som fx krav om særbehandling til de pædagoger og lærere, som har med barnet at gøre, og alle mulige tænkelige og utænkelige spiseforstyrrelser på barnets vegne: Da man ikke selv magter at tage ansvar for sine børn på det psykologiske plan, veksler man sin omsorg til stramme, selvopfundne regler omkring fødeindtagelsen, som man strengt håndhæver og pålægger alle i barnets omgivelser, bedsteforældre og pædagoger, at håndhæve. Somme tider så indædt, at man får mistanke om, at det er selve den ekstra opmærksomhed, den unge mor pådrager sig, når hun fremstår som “Den gode mor” og forlanger andres hensyntagen til barnets påståede, udiagnosticerede fødevareallergier, der er hovedformålet med hele projektet. I virkeligheden hører jeg den unge mor råbe: Hjælp! Jeg kan ikke både passe et krævende job, et eller flere børn, mit forhold til en mand, mit hus, mine venner og mig selv på en gang. Hjælp mig! − I stedet siger hun strengt: ”Husk nu, at lille Anna ikke må få gluten”, eller ”Det er bedsteforældrene, der fylder Lucas med sukker, så han ikke er til at styre, når han kommer hjem”.

For at det ikke skal være løgn, protesterer disse fortravlede forældre med voldsom inderlighed, når skoler og andre børneinstitutioner tilbyder at forsyne barnet med et sundt måltid i løbet af den lange dag borte fra hjemmet i stedet for en i al hast sammenklasket og langtidsopbevaret madpakke.

Eller de protesterer mod heldagsskolen, som alle med en vis indsigt i børn og pædagogik vist er enige om, er bedst for barnet. At tage udgangspunkt i barnets hverdag og sikre, at det kun skal pendle mellem hjem og skole, og at skolen er indrettet lidt hyggeligt, og at man her sørger for opbevaring, undervisning, lektiehjælp og koordination af fritidsinteresser, mens forældrene passer deres arbejde, kan vel kun være godt? − Men de forvirrede pseudoskilsmisseforældre bliver lammet af skræk, lige som de gjorde med madpakkerne, og modarbejder det eneste rigtige, fordi de er bange for, at de så ikke kan hente lille Victor eller Emilie tidligt, hvis de en gang, i deres ønskedrømme, skulle få lyst til det.

De henter i forvejen kun børnene tidligt yderst sjældent, for al denne kompensatoriske adfærd, dette kunstige samvær med børnene på børnenes barnlige præmisser, er nemlig uhyre anstrengende. Så de unge forældre vil hellere løbe en tur alene, have en kop latte med vennerne, liiiige tjekke sms’er og Facebook og mail… De glemmer, at heldagsskolen er udtænkt for barnets skyld, ikke for at begrænse forældrenes mulighed for at være sammen med deres egne børn i det omfang, de ønsker det.

Hvad koster det så at underholde sine børn? − Svaret er i al sin uhørte og brutale enkelhed: Det koster din tid! − Hvis man bruger tid på sine børn, plages man ikke af dårlig samvittighed og deraf følgende kompensatorisk adfærd.

Artikel på Politikens Netavis d. 12. feb. 2013. Læg mærke til forlystelsernes navne, for manges vedkommende et besynderligt Karl-Frisk-misk-mask af engelsk og latin:

Så meget koster det at underholde børnene i vinterferien

Uge 7 er vinterferietid, og vinterferie er lig med masser af fritimer for børnene, der hungrer efter underholdning. Men det kræver en dyb tur ned i lommeulden efter håndører til et besøg i landets forlystelser, hvis hele familien skal med. En prissammenligning på en lang række forlystelser foretaget af prissammenligningssitet Pricerunner.dk viser, hvor meget du skal hive ud af bankkontoen for at holde ungerne i skak i nogle timer. Prisen er for 2 voksne og 2 børn:

Randers Regnskov 520 kr.

Aqua Akvarium og Dyrepark, Silkeborg 430 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Billund 740 kr.

Nordsøen Oceanarium, Hirtshals 480 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Rødby 620 kr.

Fregatten Jylland, Ebeltoft 225 kr.

Vikingemuseet, Roskilde 160 kr.

Planetarium, København 306 kr.

Fun City, København 276 kr.

Den Gamle By, Århus 120 kr.

Odense Zoo 420 kr.

Kattegatcentret, Grenaa 500 kr.

Zoo København 480 kr.

Fjord & Bælt, Kerteminde 320 kr.

Baboon City, Herning 420 kr.

Geocenter Møens Klint 380 kr.

Lærerlockout april 2013

Skoven er fuld af børn! På en ganske almindelig onsdag! − De traver rundt på stierne i smågrupper med venner, hunde, madkurve, fiskenet og bedsteforældre og ser ud til at have det pragfuldt i aprilsolen.

Den lokale skole ligger ikke langt herfra, og om morgenen plejer vejene at være fyldt op med rækker af osende biler fra klokken 7.45 til 8.10, men i disse uger er her velsignet stille, og luften er frisk.

Om en uge eller to er konflikten afblæst, og man har fundet eller dikteret en løsning. Lærernes arbejdsforhold skal på en eller anden måde tilpasses det moderne samfunds behov. Men selvfølgelig protesterer de − alt andet ville være mærkeligt. Man kan ikke ændre på hævnvundne privilegier uden at de, det går ud over, protesterer. Lærerne ville dog stå stærkere, hvis man havde indtryk af, at de til daglig leverede varen, dvs. velorienterede og uddannelsesparate børn og unge mennesker, der både kunne læse, skrive og regne. Og hvis de brugte knap så megen tid på pædagogpjat, såsom at synge infantile sange iført hjemmegjorte T-shirts og tegne plakater med tumpede slagord og briller på en respekteret finansminister, der blot gør sit arbejde.

Det er bemærkelsesværdigt, at man her under konflikten ikke har hørt et ord om lærernes faglighed og beklaget, at vore børn mister undervisning. Man hører kun om problemet med, hvem der skal passe ungerne, mens forældrene er på arbejde.

Det gør bedsteforældrene tilsyneladende. Derfor er skoven fuld af glade børn, og vejene ligger stille hen. Jeg håber for vores alle sammens skyld, at vi vil huske, hvordan en hverdag i april OGSÅ kan være.

Dømmekraft

● En skatteminister har tilsyneladende forsøgt at misbruge sit ministerium til at påvirke og udbasunere en politisk modstanders ægtefælles skatteforhold.

● Ålborg Kommune gennemtvinger opførelsen af flere nye og pladskrævende institutioner inde i Hammer Bakker, et af kommunens få tilbageværende naturområder, der var omfattet af gamle fredningsbestemmelser.

● Danske Bank lægger − på trods af navnet, som signalerer hele landets bank − et urimeligt gebyr på småfolks bankkonto, mens de velbjergede kontohavere går fri. En folkestorm rejser sig, og en masse mennesker skifter bank, men de rige lader som ingenting og lader deres penge blive stående, selv om kun deres fravalg af den smålige bank ville have en opdragende effekt.

● Ledelsen af de danske statsbaner, DSB, betaler i dyre domme et pr-firma for at holde en kritisk journalist beskæftiget med ligegyldigheder.

● En statsminister jagter amerikanske B- filmstjerner som en teenager, når hun er ude i officielt ærinde på landets vegne.

● En opmærksomhedssulten leder af Politimuseet betaler en veninde for at male kvindelige ofre for nyere forbrydelser og udstiller dem på det skammeligste. På hjemmesiden annonceret således: “Kvindedrab in memoriam – Maleriudstilling med portrætter af tolv kvinder, der alle er blevet dræbt”. − Usmageligt, ikke sandt? Lederen er naturligvis en mand, og det er kun kvinder, der skal ydmyges offentligt efter at have lidt en pludselig og voldelig død. Men det skal nok lokke husarerne til. Pressen har allerede været der.

● Lille Danmark har involveret sig i tre-fire krige mod muslimer i løbet af det seneste tiår; krige mod mennesker, som ikke har truet os. Men vi piber højtlydt og ynker os selv, hvis de samme muslimer boykotter varer og brænder flag i protest mod vores forsøg på at latterliggøre deres religion.

Eksemplerne på manglende dømmekraft i det offentlige liv er talrige. Men også i privatlivet sker der små og store uhyrligheder hver eneste dag:

● Det er en menneskeret at få børn, evt. med hjælp fra sundhedsvæsnet, men så snart vi har fået dem, kræver vi også fællesskabets hjælp til at få dem opdraget og passet, så vi uantastet kan fortsætte vores liv, som det var, før vi valgte at få børn.

● Unge indflyttere i et rækkehuskvarter forstår ikke betydningen af et matrikelkort og begynder at bygge en privat garage ude på fællesområdet op ad den nærmeste nabos mur. Da de øvrige familier påtaler ulovligheden, råber de nye ”sgu” og ”fanden” efter dem.

● Faderen lader den store familiebil stå og varme op i tomgang i en halv times tid eller mere hver morgen i vinterhalvåret, så han slipper for at skrabe ruderne, før han skal køre sine børn de 300 m hen til skolen. Da nogle naboer høfligt påpeger, at de er ved at blive kvalt inde i deres egne stuer, bliver den unge fader aggressiv og truende. − Formentlig sidder den samme mand ved vennemiddagene og gør sig til af sin politisk korrekte indstilling i øvrigt.

● Man tager på lange CO2-forbrugende flyrejser, hver gang man har et par dage fri, fordi man TRÆNGER eller har FORTJENT det, eller fordi familien har brug for tid sammen, hvilket jo umuligt kan foregå i de flotte, opvarmede og veludstyrede boliger, vi har anskaffet os.

● Man køber en hund, en kanin eller en kat, fordi ungerne plager, og så lader man det lille, forskræmte dyr sidde alene, indespærret i en lejlighed ni timer dagligt, og lader det derefter aflive, når det har snavset gulvet til. Eller man støtter et forfejlet landbrug ved at købe buræg og kød fra mishandlede køer og grise.

● At sidde og skræppe op om sit livs mest intime detaljer i mobiltelefonen i det offentlige rum er allerede nu en klassisk og alment vedtaget overtrædelse af god skik og almindelig dømmekraft, men Facebook og lignende fora har tilføjet hidtil utænkelige grænseoverskridelser til repertoiret: Unge udleverer sig selv og sommetider også deres halvnøgne eller helfulde kammerater, deres småbørn, deres forældre eller sågar deres syge bedste- og oldeforældre på de sociale netværk til almen beskuelse for i hundredvis af utidigt nyfigne såkaldte venner. Bedstefar, for eksempel, som er gammel og svagelig og sidder i formodet tryghed i underbukser i sin egen stue. Han har gennemlevet to krige og personlige prøvelser, som ingen i dag kan forestille sig, hvilket kan ses på hans brugte krop, og han smiler høfligt til kameraet − er vel beæret over det sjældne besøg − men har ingen anelse om den ydmygelse, barnebarnet og moderne teknologi vil udsætte ham for, så den unge kan dokumentere over for vennerne, hvor god hun er til at besøge sine gamle slægtninge.

● Man anskaffer sig biler, cykler, sportsredskaber, tøj, møbler, elektroniske dingenoter, maskiner, plasticlegetøj m.m. i tonsvis og kasserer selvfølgelig lige så meget, for ting fra sidste år er ikke længere smarte, og det kan ikke betale sig at reparere, hvis noget skulle gå i stykker. − Dertil kommer madspildet, som ifølge aviserne efterhånden er oppe over 500.000 tons pr. år alene i Danmark. Mens millioner af mennesker ude i verden sulter, så kasserer vi god mad, eller vi går til vanvittige yderligheder, så som at fjerne næringsværdien fra vore fødevarer (!), fordi vi bliver uklædeligt tykke af madrigeligheden. Det er vel selvmodsigende og uetisk, at vi efterspørger fedtfattig, kaloriefattig, sukkerfri mad, mens andre dør af mangel på næring?

Overskridelse af grænser, som vi førhen instinktivt kendte og respekterede, er efterhånden blevet en folkesport. I tv er udlevering af syge, døende, grimme, misdannede, dumme, tykke, klodsede, ofre for ulykker osv. blevet hverdag. Folk, der ikke kan synge, danse, tale, male eller tænke en sammenhængende tanke, er topunderholdning i dansk fjernsyn. Så kan vi sidde og grine ad dem en tid, ha ha, mens vi glemmer vore egne små og store fejl.

Og et fuldkommen uetisk storforbrug af mad, rejser, dyr og ting opfattes ikke som smagløst og idiotisk, men er rent faktisk statusgivende i vide kredse.

Det lader til, at vi kollektivt har glemt, at respekt for andre, for de ældre, for fællesskabet, for dyr, for miljøet og for materielle ting, afspejler selvrespekt. At høflighed og levemåde falder positivt tilbage på én selv. At vi kun kan bebo denne verden, hvis vi udviser solidaritet med den og hinanden.

Eller kom jeg til at benytte endnu et antikveret ord? Ophørte al fællesskabsfølelse, anstændighed og solidaritet de facto i 70’erne? På samme tid som vi ophævede dømmekraften?

Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestinationerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginaliserede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børnebørn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige småbørn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvinder − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Forestil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilbageværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespærrede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproducerende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.

Hammer Bakker

Hammer Bakker 8 km NØ for Ålborg er nok et af de smukkeste naturområder i Nordjylland. Det er en bakkeø, dannet i sidste istid, og der er helligkilder, gravhøje og et uhyre rigt og varieret dyre- og planteliv. Heriblandt flere sjældne og beskyttede arter.

Alligevel insisterer Ålborg Kommune på at bygge store institutioner inde midt i det fredede område. Her oven for en smeltevandsdal lige over et drikkevandsindvindingsområde.

Og her i en gammel tilgroet mergelgrav lige under sagfører Olesens bevaringsværdige villa.

At kommunen selv vandaliserer naturen er en ting. Værre er, at kommunen har mistet enhver troværdighed i naturfredningssager, og at private tilsyneladende også kan bygge stort inde midt i Bakkerne.

I Amtets tid lød reglen, at man i Bakkerne måtte bygge, hvor der fandtes en tomt. Ikke en centimeter mere. Og i Amtets tid blev reglerne overholdt.

At sætte kommunen til at vogte natur har kostet os uerstattelige værdier…