Kategori: Samfund

Vintersolhverv

Forum Romanum, Rom. Saturntemplet til højre.

I det gamle Egypten tilførte man året fem ekstra dage omkring vintersolhverv for at få kalenderen til at gå op. Disse dage udgjorde en skrækkelig og farlig tid, hvor dæmoner og andet utøj huserede, og menneskene måtte gøre sig al mulig umage for at overholde de foreskrevne, frelsende ritualer med det formål at slippe uskadt over på den anden side. ― Den gang havde man virkelig brug for ønsket: Godt nytår!

I det gamle Rom slap Saturnalierne deres løjer og alvor løs på befolkningen i en periode fra d. 17. til d. 23. december. Saturn var gud for frugtbarhed, og til hans ære ofrede man, gav gaver i overflod og byttede om på statusforholdene mellem herrer og tjenere.

For ca. 1500 år siden satte kristendommen sig på vintersolhvervet, men i sin grundsubstans var tidspunktet og formålet med en fest i den mørke tid uforandret.

Vore egne forfædre, vikingerne, drak jul, og i bondesamfundet, der fulgte dem, legede man julelege langt op i kristen tid, ja mine bedsteforældres generation huskede julelegene på gårdene.

I dag har vi nogle få, ydre tegn, fx julemand, nisse, grantræ, glaskugler, gavebånd, på julen, men tyngdepunktet ligger stadig på fester med en overdådighed af mad, drikke og masser af gaver.

Jul og nytår er en vanskelig tid for påvirkelige psyker. Det er årets mørkeste og koldeste tid, værre bliver det ikke. Der er sociale konventioner, forventninger og krav om gaver og festivitas, selv om man måske ikke har lyst. Det er dyrt, anstrengende og ikke altid særlig rart. Hen mod slutningen af juleugen slippes alle dæmonerne løs, og vi hengiver os kollektivt til druk, kransekage og fyrværkeri. ― Med et spædt »Vær velkommen Herrens år«, som sen tilkommen, religiøs fernis og legitimering ― hvis vi da husker det.

At pakke kufferten og tilbringe en uge eller to omkring vintersolhverv i et varmt og julemæssigt knap så sammenbidt fordrukkent og neurotisk land, er en luksus, som vi er begyndt at unde os. ― Det svarer til at tage en solskinspille, så man slipper let hen over en hovedpine.

Freakshows, heksejagter og det evige liv

Turen hen i motionscentret eller op og ned ad villavejene kan sammenlignes med tidligere tiders bodsgang som her på Den Hellige Trappe i Rom. Sindrigt udtænkte diæter erstatter i dag fasten, hvor man kun måtte spise fisk. Vi køber gedegavekort eller har børn i Afrika som almisser og aflad. – Nu som før drejer det sig om det evige liv.

Middelklassekvinder har i dag, som altid førhen, travlt med at opdrage på de mindre heldigt stillede klasser. Før i tiden stak de en kurv sparsomme madvarer tilsat opbyggelige skrifter om det rette, moralske levned ud til omegnens fattigste; så havde de gjort dagens gode gerning og kunne have det godt med sig selv, mens de broderede sofapuder og gnaskede småkager.

I dag er det nikotintyggegummi, slankepulvere og kondomer, der følger med gardinprædiken, så de selvusikre middelklassekvinder kan give aben videre og som de sidste dages hellige have det godt med deres egen families sukkerfrie diæt, timerne i motionscentre og på villavejene med rumlende maver, og ― ikke mindst ―med alle de små synder og skammen, der uvægerligt følger med. Synd og skam, som netop de veldædige gerninger skulle opveje.

Mænd var som oftest hævet over sådanne små tidsfordriv. Det har aldrig været anset for specielt maskulint at gå op i, hvordan andre spiser, drikker, ryger eller horer. I dag kan de feminiserede middelklassemænd, i særdeleshed de, der arbejder i sundhedssystemerne eller bor og arbejder i kraftigt kvindestyrede miljøer, pædagoger, skolelærere o.l., sagtens give deres besyv med. ― Men altid nedad, bemærk venligst det: Man sparker og opdrager udelukkende nedad.

Der er ingen, der forsøger at korrigere de herskende klassers vellevned. Tværtimod. Den næsegruse og totale beundring for de rige og magtfulde er uforandret og enorm op gennem historien: Tunge guldure, store cigarer, gamle rødvine, udsøgt mad, dyrt tøj og luksusrejser til fx Dubai bliver stadig anset for misundelsesværdigt. Vi har en dronning, der kan tillade sig at skide på det hele og ryge som en skorsten sammen med sin gemal og indtil for kort tid siden også sammen med sine to verdensfjerne sønner.

Når vi er færdige med at grine og godte os over freakshows i tv med luksusfælder, som kun de fattigste falder i ― underforstået at de, udover manglen på likvider også er dummere end vi andre, ha, ha ― og de for lækre til love-tumper, de unge mødre osv., så stikker vi dem et salathoved og et nikotinplaster og genoptager med desto større sindsro vores egen sakrosankte, ikke mådeholdne, slet ikke, men totalt skemalagte, og i vores middelklassesegment konsensusbelagte og korrekte levevis.

Og måske intensiveres det bedrevidende opdrageri, heksejagterne på de ligeglade og udstillingen af de tykke, de dumme og rygerne i januar, hvor middelklassens dårlige samvittighed over vellevned i julemåneden hvert år topper?

Jul 2011

Selv julemanden er kunstig

Jesus gik ind i templet og jog alle dem, der købte og solgte, dvs. drev handel, ud. ― Man kan uden overdrivelse sige, at de tog en formidabel hævn: Kræmmerne har fuldstændig sat sig på hans fødselsdag.

Fra august og frem annoncerer de hektisk med julekort, julefrokoster, firmajulegaver, juleøl … og det går slag i slag hen over september, oktober og november, med den sidste, desperate kraftanstrengelse i december: Køb dit og dat!

Amatøragtige og småpinlige tv-julekalendere på begge kanaler pakket ind i afskyeligt larmende Fætter BR-reklamer på den ene.

Isenkræmmerne forsøger at afsætte grimme nisser til KUN 499 kr. pr. par. Eller ligeledes afskyelige lysestager til 799.

Medierne følger godt op med de seneste tal: Julehandlen tegner godt i år… Hvad rager det mig? ― Jeg ville allerhelst blot sidde sammen med mine nærmeste stilfærdigt i tusmørket og lugte til gåsestegen og glæde mig, til vi tænder lys på træet, synger lidt, og giver de mindste nogle få, men velvalgte pakker.

I stedet skal man udsættes for dette skamløse markskrigeri fra morgen til aften i månedsvis.

Det er gået for vidt! Julen er i sin nuværende form blottet for værdier ud over de rent pengemæssige, og jeg er for længst gået i jule- og gavestrejke.

Hvad blev der af: Det er tanken, der tæller? ― Eftertanken!

Universitet i verdensklasse?

En fransk professor blev inviteret til Danmark for at vejlede en gruppe studerende. Han accepterede og begav sig på rejse, blev indkvarteret og mødte op på instituttet, hvor man viste ham hen til de studerendes grupperum.

Professoren trådte ind til sine studerende, præsenterede sig og spurgte, om man ikke skulle begynde?

De studerende, som var i gang med et larmende spil bordfodbold, svarede, at de kom lige straks; de skulle bare lige være færdige med spillet først.

Den franske professor marcherede direkte hen til institutledelsen og meddelte, at han ikke agtede at undervise studerende, der respekterede ham, hans viden og hans tid så lidt, hvorefter han pakkede og tog det første fly hjem igen.

På universiteterne i Frankrig, og i andre lande, hvor denne historie bliver kendt, er begrebet: »Universiteter i verdensklasse«, som det hjemlige slogan har lydt igennem et par år, nok ikke det første, der falder folk ind.

Det kære væsen

Vi stod hinanden nær. I et halvt århundrede var du den, jeg satte min lid til i de vigtigste af livets forhold: Du bragte mig julekort, fødselsdagsbreve, ventede og uventede checks, rudekuverter, lønsedler, regninger, kærestebreve, optagelsesbeviser, afvisninger, søde, sjove eller blot praktiske pakker, den daglige avis, nyttige tidsskrifter, alt, hvad der havde betydning for mig, gik igennem dig og dine rødfrakkede sendebude.

Sidstnævnte er et helt afsnit for sig. Brevbærerne var ældre, adstadige herrer eller damer på solide cykler. Folk, som tog deres arbejde alvorligt, som man havde tillid til, som ankom på klokkeslæt dag efter dag, og som selv hundene respekterede. Folk, der både kunne læse og tænke selv, og som ville betragte det som en utilgivelig tjenesteforseelse at dumpe et brev i den forkerte postkasse.

De senere år har dit væsens tjenere været underbetalte, opløbne skolebørn af begge køn, som, til alle hundes store skræk, kom hvæsende på vilkårlige tidspunkter, oftest langt ud på eftermiddagen, på en pruttende, stinkende knallert og proppede markskrigeriske, inderligt overflødige og uvelkomne reklametryksager ned i halsen på vore stakkels postkasser. Ind imellem reklamer og reklamefyldte småaviser, som ingen havde bedt om, kunne man være heldig at finde et vigtigt brev, men i så fald var det hyppigst adresseret til naboen eller til en familie længere nede ad vejen. Så man selv måtte agere samfundsborger i hjemmetøj og sutsko, for posten skulle jo ud.

Hvis jeg selv har brug for at sende et brev ― 8 kr.! ― eller ― Gud forbyde det! ― en pakke ― 80 kr.! ― så skal jeg stå der og vælge, om brevet eller pakken skal bringes ud i denne uge, eller om modtageren, f.eks. min mor på 85 år, selv skal ned ad alle trapperne og hen på posthuset.

Alt dette har naturligvis kølnet vores forhold betragteligt, men nu har du officielt begæret skilsmisse. Fra 1. januar 2012 vil du ikke længere benytte postkassen ved siden af min hoveddør under halvtaget, men insisterer på, at hvis vi to skal have mere med hinanden at gøre, så skal jeg selv ud til skellet og hente mine forsendelser.

Hvis du forestiller dig, at jeg i sne og slud vil ase ned til skellet for at hente to reklametryksager pakket i et specielt omslag, så de alligevel, trods Reklamer-nej-tak-mærkaten, havner i min postkasse, sammen med Idényt og et brev til naboen plus et par reklameaviser, så tager du grueligt fejl!

Vores forhold er i forvejen blevet så belastet, tyndslidt og præget af mangel på gensidig respekt og forståelse, at jeg helt og fuldt accepterer, at det nu er endegyldigt slut. Du får din frihed til at køre langt uden om min hoveddør, og jeg vil fremover begrænse mig til mails og ― i påkommende tilfælde ― et privat pakkeomdelingsfirma.

Når jeg alligevel skal flytte min postkasse, kunne jeg jo anbringe skraldespanden lige ved siden af og nøjes med at tømme indholdet der over i en gang om ugen.

Venlig hilsen

En forsmået postelsker og forhenværende bruger

Kommunal vandalisme

‘Derfor er Danmark ikke ved at blive, men Danmark er på det nærmeste blevet et stygt og afstumpet land, der i løbet af små to generationer har sat hovedparten af sine værdier over styr. Det er sket hurtigt, men desuden så tilpas langsomt, at de fleste ikke længere ved, hvad de har mistet.’

Skriver kunsthistoriker og forfatter, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, i sin bog ”Noget nær” side 242.

I denne gamle fredsskov i Hammer Bakker i Nordjylland levede indtil sidste uge truede dyrearter såsom stor vandsalamander og rødrygget tornskade.

Byggeriet foregår direkte oven på drikkevandsindvindingsområder.

Adgangsvejen til den store, nye institution skal ske ad en smal og hullet skovvej uden cykelsti eller fortov.

Bygherre: Ålborg Kommune

Arkitekt: C.F. Møller

Lægeforeningen kræver, at sundhedsområdet bliver taget fra kommunerne, for de kan åbenlyst ikke forvalte det.

Bør man ikke også fratage kommunerne alle beslutninger, der har med miljø at gøre? En inkompetent kommunalbestyrelse vil til enhver tid foretrække en billig byggegrund frem for naturbevarelse.

Moderne slavehold

I Istanbul, fortalte vores guide, Kadir, os, holdt man slaver i sultanernes tid (1453 – 1922). Der var førhen store slavemarkeder i byen. H. C. Andersen besøgte faktisk sådan et i 1841 og fortæller om det i sine rejse­beretninger.

Jeg svarede Kadir, at man skam også holder slaver i dag; man har bare fundet ud af at betale dem med penge i stedet for at holde dem som slaver i gammeldags forstand.

Med penge kan moderne slaver sørge for sig selv og deres familier, så godt de nu kan. Slaveejerne slipper således bekvemt for besværet med decideret at eje folk. I dag må arbejdere klare sig selv mht. bolig, mad, beklædning, hygiejne og vask, og i tilfælde af sygdom er de ikke længere arbejdsgiverens ansvar.

Specielt i vor del af verden lokker vi vore slaver til at arbejde for os med behovet for at bo. Et kreditfore­ningslån, eller blot en almindelig husleje, er en slavelænke om foden på alle voksne mennesker. Når man først har stiftet familie og bor, klapper fælden: Så vil man bygge om, bygge til, nyindrette… En naturlig grå­dighed sætter ind og fanger arbejderen i sit eget spind. Nu vil hun eller han have eget hus, bil, smart tøj, ferierejser, god mad, kaffemaskine, fancy lysestager og andre tåbelige pynteting, badebassin… Alt dette giver et voldsomt forbrug, som sikrer, at man sidder fast i trædemøllen hele sit voksne liv igennem. ― Man har endda overbevist unge mødre om, at de skal forlade deres små, prisgivne børn for at deltage i produktionen! Mere effektivt kunne ingen brutal slaveejer agere.

Dernæst har vi givet alle mennesker et skin af indflydelse med stemmeretten, en indflydelse, som de fleste helt åbenlyst ikke er i stand til at forvalte på fornuftig vis. Overbevist om, at de selv bestemmer, at de selv har valgt det, og at de arbejder for deres eget bedste, træller folk livet væk meget mere lystigt og produktivt, end hvis det havde været nødvendigt at lægge dem i lænker.

Overbefolkning

Midt i dette fredede område bygger Ålborg Kommune nu institutioner.

I 1841 skriver H. C. Andersen i sin rejsedagbog, at Athen i størrelse minder ham om Helsingør… Helsingør! Byen, som i 1850 havde under 10.000 indbyggere! ― Athen huser i dag, inklusiv forstæder, knap 4 mio. mennesker.

Fra Akropolis hævder han at kunne se over til det asiatiske fastland. ― Man kan næsten ikke forestille sig en tid, hvor luften var så ren, at man kunne se hundreder af kilometer væk. Eller en tid, hvor ruinerne på Akropolis ikke var tyndslidte af turister og på alle sider nedenfor omgivet af tæt, svinende, svirrende og larmende trafik.

Der er blevet trangt her på vor klode. Mere og mere jord og natur inddrages til intensivt, forurenende landbrug, veje, bygninger og andre anlæg, og menneskene klumper sig sammen i store byer. ― Et lille eksempel fra min umiddelbare nærhed er Ålborg Kommune, som trods protester insisterer på at ødelægge et fredet og smukt naturområde, levested for truede dyrearter, med store institutionsbyggerier, som lige så vel kunne anbringes i forbindelse med allerede anlagte små eller store byområder. Lokalt medfører Ålborg Kommunes manglende sans for reelle værdier uerstattelige tab for de kommende generationer, men globalt set overgås dette jo tusinde gange hver eneste dag i de store bysamfund, som fx Calcutta, Berlin, Moskva, Kairo, Shanghai og Mexico City, og så begynder det for alvor at influere på vores og klodens velbefindende.

I min levetid er antallet af mennesker på jorden mere end fordoblet. Fra 1950 til 2000 steg befolkningstallet fra 2.53 til 6.1 mia. I dag er vi 7 mia. Inden 2050 når vi 9 mia. Tallene stammer fra Danida. Samme kilde oplyser, at 165.000 mennesker dagligt flytter fra land til by, hvor de fleste kommer til at leve i uhygiejnisk slum.

I min barndom frygtede man overbefolkning. Nu ses dette problem alle vegne: Trængsel, krige, folkedrab. Massiv forurening af jord, vand og luft. Kamp om energi, mad og rent vand. Flygtninge, som ingen vil have. Mangel på fornuftigt arbejde og gode, menneskeværdige boliger.

Vi færdes i store flokke, hvor end vi går, og der sker noget i psyken, når vi klumper os sammen i mennesketuer og ustandseligt støder ind i tusindvis af ukendte individer. Vi bliver hensynsløse, egoistiske, selvoptagede og udprægede »Se-mig!« og »Jeg-vil-have!«-typer.

Høns er flokdyr, og de trives i småflokke på fra ca. seks til et par og tyve individer. Hvis flokmedlemmernes antal overstiger 26, bryder hakkeordenen, hierarkiet, sammen, og alle begynder at hakke på alle. ― Tænk over det, når du køber æg i supermarkedet, selv æg fra økologiske høns stammer fra flokke på over 2000, nervenedbrudte høner.

I dag er der kun få og små pletter i Europa, hvor det er muligt at se en himmel uden hvide flystriber, hvor man kan få øje på stjernerne om natten, hvor man kan trække vejret i forholdsvis ren luft, eller hvor man kan gå, cykle eller ride en tur hen over landskaber af grønne, udyrkede og bilfri områder måske med et fritløbende barn eller en ditto hund ved siden af sig. ― Alt dette er en betragtelig, men normalt uerkendt, indskrænkning af menneskets frie, naturlige tilværelse.

Mange asociale, kriminelle og psykiske fænomener og lidelser, som vi hyppigt ser omkring os i dag hos både børn, unge og voksne, kunne måske have sin årsag i dette enkle faktum? Familiernes opløsning? At vi ikke selv tager os af omsorgen for vore børn, men udliciterer dem til institutioner det meste af dagen? Tingsgrådigheden?

Måske er vi mennesker, lige som høns, konstruerede til at overskue og forholde os til et begrænset antal andre mennesker, som fx i en stamme eller en landsby? Måske bryder vore sociale mekanismer, vore hierarkier og interpersonelle relationer sammen, når vi færdes i alt for store mængder, og vore unge går psykisk ned, fordi de ikke blot sammenligner sig med naboens børn, men igennem de globale medier med alle de klogeste og kønneste unge fra hele verden, hvilket ikke kan være befordrende for velbefindendet.

Måske skal enhver bestræbelse på at skabe en bedre verden begynde med en begrænsning af befolkningstallet? Eller sker det helt af sig selv, fordi vi er blevet for mange? Historisk set har religiøse krige, epidemier, folkedrab og fordrivninger altid fulgt med kampen om ressourcer.