Kategori: Samfund

Når bare mor er glad…

Igen og igen hører jeg denne sætning sagt af yngre mødre for at legitimere, at de følger deres egne behov for »voksentid«, overarbejde, deltagelse i konferencer, en venindeweekend i Paris, en bytur eller et par timers wellness.

I sin helhed lyder sætningen: Når bare mor er glad, så bliver børnene også glade. Underforstået er vist, at en glad mor automatisk frembringer glade børn. — Det er jo naturligvis noget vrøvl.

Hvis man skulle tage udsagnet for pålydende, så kunne mor i teorien sidde og grine med en kulørt drink ved en pool på Mallorca, mens ungen hænger forladt og alene i en hoppegynge hjemme i lejligheden.

At være mor betyder ikke, at man skal gå storgrinende omkring dagen lang.

Efter min begrænsede erfaring, et stk. afkom, så gælder det omvendte derimod: Hvis ungen er glad, så kan mor være glad.

Hvis ungen er tryg, rolig, med god tilknytning og basal tillid til verden, når den vågner med et smil og med fornøjelse lader sig følge hen til en GOD institution, så kan mor slappe af og får mere tid til sig selv, end hvis ungen er utryg, skriger på opmærksomhed og hele tiden lurer på, om nu mor er ved at gå.

Børn skal ikke skrige på opmærksomhed — De skal have al den opmærksomhed, de kan rumme, helt gratis og helt frivilligt. For når de får nok, trækker de sig tilbage til deres egne lege og lader mor være i fred.

(De mødre og fædre, der skumler over, at jeg skriver »mor« og ikke »far«, får her ni »far« og et enkelt »fædre«: far fædre far far far far far far far far, som de, om ønsket, selv kan indsætte i teksten.)

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?

Hvad blev der af Emma Gad?

Ved en af sommerens hyggelige grillaftner hos gode venner faldt snakken pludselig på danskernes opførsel i det offentlige rum. Vi havde alle været i udlandet, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien, Polen, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, USA, Mellemøsten, Egypten, Thailand, Kina, Indien, Sydamerika var blandt de steder, som gæsterne tilsammen havde besøgt igennem årene, og alle vegne, var vi enige om, gebærdede folk sig påfaldende høfligt, smilende og hensynsfuldt sammenlignet med, hvad vi nu ser i de danske byer.

Blandt gæsterne var der flere udlændinge: en englænder, en italiener og en franskmand, der alle havde boet i Danmark i årevis, og da der først var gået hul på snakken, fandt de i stor lettelse sammen om, høfligt, at påpege, at danskernes adfærd mange gange havde forundret dem.

Englænderen var, som man kunne forvente, rystet over danskernes mangel på køkultur, og hun så sjældent danskere rejse sig for ældre og svagelige medborgere i offentlige transportmidler eller give en hånd til en ung mor med en barnevogn. Derudover havde hun utallige gange oplevet at få døre smækket i hovedet, når hun var på vej ind i en butik. Ingen kiggede bagud og holdt døren for den næste. Til at begynde med havde hun altid, som hjemme, holdt døre for andre, men det stoppede, da hun erfarede, at danskerne bare vadede igennem uden smil eller tak, og navnlig uden at afløse hende, så hun kunne stå og agere dørmand ved indgangen til et af vore stormagasiner en hel eftermiddag …

Italieneren var forfærdet over vor trafikale adfærd (!). Ingen smidighed, ingen gav plads for andre, cyklister masede sig aggressivt frem, og man kunne ikke regne med, at nogen ville holde ved en fodgængerovergang. Og han blev forskrækket, da han første gang oplevede en flok unge, berusede danskeres voldsomme fremfærd gennem gågaden en fredag aften og så svineriet, de og andre havde efterladt.

Franskmanden blev rasende, når folk stødte ind i ham uden et lille høfligt »undskyld«. Den første tid, han tilbragte her i landet, troede han i ramme alvor, at de uvenlige fodgængere var ude på at slås med ham. Han havde også haft en del ubehagelige sammenstød med sin danske nabofamilie, der mente, at de ejede hele opgangen og havde ret til at definere støjniveauet for alle seks familier, samtidigt med at al oprydning, vedligeholdelse og rengøring påhvilede de andre. Og han væmmedes dybt over vor såkaldte humor, der brutalt og uklædeligt selvretfærdigt gør sig lystig over andre folkeslag og herboende minoriteter af alle slags.

Hvad er der sket? Hænger velfærd og egoisme sammen? Kan gentlemanagtig opførsel ikke forenes med dansk demokrati? Har vi glemt at vise vore børn og unge, hvordan man gebærder sig? Eller er det i skoler og institutioner, det går galt, fordi vore børn vænnes til at færdes i store, hensynsløse og larmende horder?

Der har været megen snak om danske værdier her det sidste tiår. Alt for meget! For værdierne har været defineret fjendtligt i opposition til andre kulturer. Vi har åbenlyst ikke så meget at byde på i forhold til omverdenen, heller ikke når det kommer til almindelig menneskelig hensynstagen. Næste gang, vi skal diskutere danske værdier, kunne vi måske begynde med at kigge på danskerne? Emma Gad er vel også en del af det danske værdigrundlag.

Gud, konge og fædreland

Mange har ikke opdaget det endnu, men i vor del af verden er det ved at være endegyldigt slut med begreberne gud, konge og fædreland.

På et bjerg øst for Kairo besøgte jeg engang en ubeskriveligt fattig landsby, der levede kummerligt af storbyens affald. Indbyggerne var koptere, oprindelige egyptiske kristne, og der skete af og til mirakler i de nærliggende kirkegrotter, fortalte de mig (Se note 1), hvilket fik mig til at konkludere, at mirakler opstår der, hvor der er størst behov for dem. I et moderne velfærdssamfund, som det danske, beder vi ikke længere en gud om at udvirke mirakler, hvis vi kommer ud i problemer, men henvender os til den praktiserende læge, til en kommunal sagsbehandler, eller vi skriver et klagebrev til en relevant, offentlig myndighed. Kirken står tilbage som ritualiseret pynt, som vi benytter os af, når vi føler behov for en større ramme omkring iscenesættelsen af de menneskelige overgangsriter: fødsel, indtrædelse i de voksnes række, giftemål og død, men ritualerne er indholdstomme floskler. Kun få etniske danskere har i dag en oprigtig tro. Vi sammensætter hver især en personlig tro med en smule barnlig kristendom, lidt damebladsastrologi, lidt reinkarnation, et drys skæbnetro og måske en smule buddhisme. En lokal, forhenværende præst beskrev for nylig Folkekirken som et „oppegående dødsleje”.

Kongehuset har længe været en farce, om end underholdende, med medlemmernes fusken med kunst, deres bryllupper, selvmedlidenhed, arrogance, børneavl, skilsmisser og hjernedøde omgangskreds, og det sælger jo ugeblade, formiddagsaviser og tv-reklamer. Farcen stod senest i fuldt flor her ved EU-valget, hvor folkevalgte politikere, der mente, de var kloge, narrede knap 60 % af de stemmeberettigede til valglokalerne, fordi det lykkedes dem at piske en stemning op omkring et irrelevant spørgsmål om tronfølgerloven. Et værdigt demokrati og reel ligestilling udelukker eksistensen af et kongehus, og som en kommentator fra Politiken udtrykte det: „Vi har valgt stadig at være undersåtter.”

Fædrelandet er nok en af de største myter, som vi, på linje med julemanden, præsenterer vore børn for. Det tager flere minutter at finde lille Danmark på en globus, vi er kun 5,5 mio. mennesker, talentmassen er åbenlyst begrænset, landet er blot en flad tap ud for Nordtyskland, et naborige, som de seneste par hundrede år har bestemt vores udenrigspolitik. Vikingernes erobringer, som vi er så stolte af, blev hovedsageligt udført af nordmænd og svenskere. Danmark var IKKE det første land til at afskaffe handlen med slaver, som jeg lærte i skolen, men blandt de allersidste, og nogle af de mest markante, ældre bygninger i København og herregårde på Sjælland er finansieret af penge tjent på slavernes sukkerproduktion. Siden 1973 har vi — uomgængeligt, landets størrelse, indflydelse og økonomi taget i betragtning — været medlem af EU, hvor de væsentligste politiske beslutninger tages, alligevel er der dagligt medieskvalder fra lokale, indskrænkede politikere, der prøver at tage sig ud, som om deres mening betød noget som helst.

Mange af os hopper på det gang på gang. Vi tager stilling, forarges, skriver læserbreve, møder op til valg … Og det er alt sammen sikkert depressionsforebyggende foranstaltninger i et lille, betydningsløst land med otte måneders mørke.

Men hvorledes man forestiller sig, at en jysk avis, bakket op af både regering og et bagstræberisk, nationalromantiserende folkeparti, har adkomst til at udfordre og kritisere troen hos vore 1,2 mia. muslimske naboer og medborgere, går endnu over min forstand, og jeg er flov. Det har i min levetid altid været regnet for klædeligt at feje for egen dør, før man går over og kritiserer naboen, som måske ikke har de samme privilegier, forsyningssikkerhed og frie valg, som vi har vænnet os til at have. — Lad os derfor tage diskussionerne om gud, konge og fædreland herhjemme, før vi opkaster os til dommere over alverden.

1) Jeg fik endda lov at fotografere et mirakel. Foto og beskrivelser i bogen: Rejse i Egypten — en klassisk rejsebeskrivelse fra det moderne Egypten, forlaget ANKH 2005.

Farvel Fogh

De seneste års overflod har vist, at folk, der har alt, blot vil have mere. Flere biler og også gerne en motorcykel, flere huse, sommerhuse, ferielejligheder, nyt køkken, så udekøkken, så udebadeværelse, trampolin og swimmingpool. To ferierejser, så tre, så fire, plus et par weekendophold i europæiske storbyer … Bankerne stod i kø for at låne os penge til umådeholdent forbrug, og nu står de i kø for at opnå statstilskud, så de kan overleve deres egen uforstand. Den afgåede statsminister tager æren af at have opdraget den danske befolkning til selv at tage ansvar for eget liv … Der er tilsyneladende ingen ende på menneskets dårskab, selvbedrag og grådighed.

Den emsige klasse

Er netop færdig med at læse Kate Fox’ vidunderlige bog: Watching the English — The Hidden Rules of English Behavior. Hun er antropolog, og i stedet for at vende blikket mod nogle halenegre i de varme lande har hun grundigt studeret sine egne, engelske medmennesker.

Og de er i sandhed besynderlige, sådan som de ter sig, og på nogle få undtagelser nær, publivet og den skarpe klasseopdeling, meget, meget lig danskerne.

Hun har et underholdende kapitel om alle de forskellige former for spisevægring, der er blevet moderne, mest udtalt blandt kvinder i det, hun kalder The Chattering Class, dvs. den snakkevorne klasse, som hun definerer som intellektuelle fra den øvre middelklasse: Den ene vil ikke spise fedt, den anden ikke sukker, den tredje ikke kød, den fjerde ikke stivelse, den femte ikke uøkologisk, den sjette spiser efter sin blodtype, og alt i alt gør det det pløkumuligt at sammensætte et måltid og invitere veninderne. De er alle til hobe, hvad min mor ville have kaldt kostforagtere. Mest brugte min mor udtrykket negativt, når jeg kastede mig over aftensmaden, som i: Du er sandelig ikke nogen kostforagter!

Ikke nok med at disse kvinder har udviklet forskellige, modeprægede spiseforstyrrelser, de TALER også om det uden ophør. Bekender overtrædelser, foredrager lange lister over, hvad de har spist eller ikke spist, og belærer andre om deres sekteriske fødeindtags velsignelser. Sidst, jeg var inviteret til middag hos et vennepar, sad vi og stak i noget ovnbagt skimmelsvamp, dyrket i mørke kældre, fordi værtsparret ikke kunne få sig til at spise hverken kød eller fisk og knap nok grøntsager.

Nå, men selv om det er underholdende og tankevækkende, vil jeg ikke skrive mere om det moderne, vestlige menneskes aparte forhold til almindelig, god mad, for mit egentlige ærinde var at introducere Kate Fox’ begreb: The Interfering Class, dvs. den emsige klasse. Ifølge den engelske antropolog består den emsige klasse også fortrinsvist af kvinder, men denne gang fra middel- eller lavere middelklasse. De har en kortere uddannelse, hyppigt inden for sundhedssektoren, eller de er alternative terapeuter, og deres kendetegn er, at de ikke kan lade være med at blande sig. Når de blander sig, og dette er en vigtig pointe, fremhæver Kate Fox, er det aldrig vendt mod de højere klasser i samfundet; næh, den emsige klasses kvinder føler selv, at de er sat på jorden for at vejlede alle de stakkels mennesker, der er mindre privilegerede, end de selv er.

Hvem har ikke mødt en sådan emsig kvinde, der er ved at sprænges, fordi hun ikke kan lægge bånd på sin trang til at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv? Hun ringer til dig om aftenen for med klæbrig stemme at opfordre dig til at melde dig ind i Røde Kors, Dyrenes Beskyttelse, Naturfredningsforeningen el. lign. Hun står på gadehjørnerne og deler Vagttårnet ud, eller hun banker på din dør og insisterer på at dele glæden ved Jesus med dig. Hun findes på sygehuset med alle lommer struttende af antirygebrochurer, diæt- og motionsplaner, eller med blodtryksmåleapparater, kolesterolmåleapparater og andre gadgets, der alt sammen kan give hende en yderst tilfredsstillende form for magt over andre. — Til deres eget bedste, forstås.

Det værste eksempel så jeg i tv-nyhederne sidste år: På et sygehus i Trekantsområdet, jeg tror, det var i Kolding, havde en velmenende ansat på barselsgangen læst i en artikel (videnskabelig, må man formode), at ikke blot rygning, men også de skadelige partikler, der hang i røgen, var uhyre farlige, så hun havde overtalt en stakkels Brian, der lige var blevet far for første gang, og som var indlagt sammen med sin meget unge kæreste og nye baby, til at iføre sig en skriggrøn, plasticagtig klovnejakke, hver gang han gik ud på gaden for at få en smøg. Et mere ynkeligt syn har jeg sjældent set end denne unge, sårbare fader, der pænt og skamfuldt gjorde, hvad han fik besked på, og et mere ubehageligt syn har jeg sjældent set, end den triumferende, skingre kvinde, der havde fået ham så læsterligt ned med nakken.

Mon ikke vores dronning, som vel ubetinget tilhører den højeste socialklasse, kan få opereret sit knæ uden at vågne op til en sygestue invaderet af livsstilsprædikende kvinder, der med professionelle smil får hende overbevist om, at hendes skavanker og det faktum, at hun nu ligger vores fælles, kostbare sundhedsvæsen til last, alene skyldes hendes egen uhensigtsmæssige livsstil? Og mon hun sendes ud på gaden iklædt skriggrøn plasticregnfrakke, når hun får trang til at ryge? Eller endnu værre, som jeg har set det nogle steder, ud til sygehusets befærdede hovedindgang til spot og spe for alle tilfældige forbipassende, iført gangstativ med drop og for lille, forvasket sygehusskjorte, som ikke kan knappes?

Når vi er syge eller skal føde et nyt barn, burde vi vel omgives af empatiske mennesker, der formår at vise os alle respekt, og som kan huske, at for blot et årti siden lagde samfundet det forventningspres på en nybagt far, at han skulle fejre begivenheden med en stor, dampende cigar.

Hvis de emsige kvinder prædiker kost og motion, og måske udbreder deres egne, hjemmestrikkede kost- og motionsråd til alverden, kunne der være tale om en skrækindjagende overlapning mellem de to klasser: Den snakkevorne og den emsige, og så gælder det om at komme væk!

Bandekrig, hjemmerøverier og indbrudstyve

Vesteuropas historie igennem de seneste 2000 år har vist, at indfald af plyndrende bander og kampe i gaderne er blandt de første tegn på et riges undergang. Hvis statsmagten fremstår svag og ikke kan beskytte befolkningen, så begynder de mere velhavende blandt borgerne at bygge private borge, eller de ringer efter Falck Securitas, som så kommer og sætter alarmer og kameraer op alle vegne.

På min vej, ikke langt fra E45, blev to huse plyndret forleden, og politiet dukkede op på åstedet efter tre-fire dage — Der var én, der var syg, forklarede de, og så skulle weekenden jo lige overstås.

Kunne man måske bede vandalerne om ikke at hærge op til en weekend?

Tryghed og velfærd?

I et velhavende samfund som det danske, hvor vi vælter os i fladskærme, firhjulstrækkere og andre flottenheimerier, forventer man en vis grad af tryghed. — Jeg har lige set på netavisen, at der var jordskælv i København i morges. Hvad gør folk så? De ringer 112 i hundredvis! Ikke fordi der er sket dem noget, så de behøver hjælp, men fordi de blev utrygge, da de oplevede et usædvanligt naturfænomen. Vi er danskere, og vi forventer beroligelse og omsorg fra fællesskabet, når vi kommer i nød af den ene eller den anden slags. Gad vide, hvem de ringer til i Bangladesh?

Da jeg var barn, ringede vi til doktor Jensen, hvis en i familien blev syg. Han kom på alle tider af døgnet med sin sorte lægetaske, følte os på panden, gav os medicin og vaskede hænder med det helt nye stykke sæbe, mor havde pakket ud og lagt frem til ham sammen med et rent håndklæde. En lindrende kompetence emmede fra ham, mens han smilende gennemførte vaskeritualet efter endt gerning.

Da vi havde indbrud, stod der en flertallig — mindst to, så vidt jeg husker — politistyrke på dørtrinnet få minutter efter, at min far havde ringet. De opmålte fodspor, tog fingeraftryk på vindueskarmen og efter få dage dukkede de op på dørtrinnet igen og kunne fortælle, at de havde fanget fyren, der nu var sat betryggende fast.

I dag hører jeg drypvist og hver eneste aften i tv’s nyheder, at folk har ringet forgæves efter hjælp. At de i en overfaldssituation ikke kan komme igennem til politiet. At de har fået en afvisende telefonsvarer i røret, som beder dem om at indtaste et postnummer (?), mens de bliver overfaldet af røvere eller voldsmænd. De af mine naboer, der har haft indbrud, fortæller, at politiet er dage om at komme, at de optager en nødtørftig rapport udelukkende til forsikringsbrug, og at de ikke regner med nogensinde at få fat på tyvene. Vi hører om dødssyge mennesker, der bliver fragtet rundt mellem sygehusene og naturligvis afgår ved døden undervejs. Vi hører om aflyste hjerteoperationer — forestil dig patienten og de pårørendes grad af fortvivlelse, når de nu havde forberedt sig psykisk, og den uro, de må føle, indtil næste dato berammes! Og vi hører om fastklemte trafikofre, der må vente en time på den nødvendige assistance.

Min bror lå et halvt år med stærke smerter, mens han ventede på en rutinerygoperation, og kunne naturligvis ikke passe sit arbejde så længe. Min far fik ryggen brækket af en overivrig kiropraktor, fordi lægerne ikke havde tid til at interessere sig for ham og fortælle, at hans prostatakræft havde spredt sig til ryggen og gjort den skrøbelig som glas. Jeg har selv ligget fem timer med et galdestensanfald og ventet på en vrissen vagtlæge, hvis jeg da ikke er blevet beordret ud på en tyve kilometer lang køretur. — Min dyrlæge er mere empatisk og omhyggelig med smertebehandling end nogle af de sundhedspersoner, jeg mødte i de måneder! — Jeg ventede tre måneder på den rette diagnose (Galdesten! Hvor svært kan det være? 80 % af befolkningen får det, hørte jeg senere.) og seks på en forholdsvis enkel operation. Jeg lå tre dage på et sygehus, i smerter, uvished og angst, mens vi ventede på en læge, der kunne udføre et hurtigt og forholdsvis simpelt indgreb. I al den tid, halve og hele år, går ens personlige liv og arbejdsliv i stykker med store omkostninger for både den enkelte og for hele samfundet. Man føler sig mishandlet og desillusioneret. Og alt dette er kun beretninger fra min nærmeste familie i de seneste år. Alle andre familier må kunne fortælle om lignende oplevelser?

På en ferie i Norditalien fik jeg blærebetændelse. — Åh, nej! Det var søndag eftermiddag, og alle mine fordomme om forholdene i Italien kom op til overfladen. Men blærebetændelse er rædsomt, så medicin skulle jeg have, så hurtigt som muligt. Jeg spurgte de lokale, om der var lægehjælp i nærheden? — Ork, ja. Jeg skulle bare køre op i landsbyen på toppen af bjerget, der lå en klinik på torvet foran kirken. — Men det er søndag, indskød jeg tvivlende. — Non significa niente … Det betyder ikke noget …

Vi kørte derop. Den pittoreske middelalderby var bygget af bjergets sten, og mure, huse, kirke og stenbelægning fremstod som en naturlig forlængelse af bjerget opad. Under andre omstændigheder ville jeg have fundet det smukt. Der var søndagsstille i gaderne, og vi fik hurtigt øje på et rødt kors. Tøvende trådte jeg ind på klinikkens skinnende hvide flisegulv, hvor en smilende sygeplejerske kom mig i møde og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med? Jeg forklarede problemet, så godt jeg kunne. — Un momento, svarede hun og bad mig tage plads. Jeg sad ca. fem minutter i det i øvrigt mennesketomme ventelokale. Så dukkede en kvindelig læge op og præsenterede sig som gynækolog. Hun undersøgte mig venligt og grundigt. Skrev en recept på den relevante medicin. Gav mig omhyggelige instrukser og viste vej over til apoteket på den anden side af torvet. For fem kroner fik jeg her mine piller og et glas vand, og inden vi var kommet tilbage til ferielejligheden, var alle mine ubehagelige symptomer forsvundet. Det tog alt i alt en times tid inkl. kørsel, og ingen på den offentlige sundhedsklinik havde bedt om at se hverken penge eller sygesikringskort.

Hvis det samme var sket for mig herhjemme, skulle jeg på en hverdag vente i lægehusets telefonsluse i op til en time for — i bedste fald — at opnå en såkaldt akuttid (Hvor er vi blevet gode til sundhedsvæsnets interne fagsprog, ikke?) hos en praktikant om eftermiddagen. Så venter man igen op til en time i venteværelset, før man kommer ind. Så skal man køre langt efter et apotek … På en søndag ville samme procedure gentage sig, blot ville ventetider og kørsel være endnu længere …

Sådanne forhold skaber utryghed! Man påføres ubetydelighed og hjælpeløshed, samtidig med at man er syg og har smerter. Vi desavouerer vore medborgere, når de har brug for hjælp.

Men ikke kun vi almindelige borgere: — Jeg skulle have taget en blodprøve og indfandt mig i god tid på et større sygehus i provinsen. Efter små ti minutter i ambulatoriets venteværelse kom en midaldrende dame forpustet farende og hentede mig ind til prøven. — Undskyld, at du måtte vente, stønnede hun. Jeg svarede venligt, at jeg faktisk ikke havde ventet ret meget, så der var ingen grund til at undskylde. (I virkeligheden havde jeg, belært af tidligere ventetider på danske sygehuse, taget en tyk bog med og afsat en halv dag til prøven.) Så brød hun sammen for øjnene af mig! Hun fortalte hikstende, at der var tre kollegaer på langvarige sygemeldinger, formentlig stress, og at endnu to var gået hjem samme morgen, så hun var helt alene på pinden.

Patienter og ofre for kriminalitet får ikke den hjælp, de har behov for, og det offentligt ansatte personale overbelastes, til det bryder sammen. Ved alle kontakter med sundhedsvæsnet står vi der og vifter med sygesikringskortet, men skal alligevel selv betale formuer for medicin og tandlægehjælp. Sådan er praksis blevet i dette land. Der overlever flere kræftpatienter i Kasakhstan end i Danmark, har jeg læst. Det er intet under, at kravet om lavere skatter og private sygeforsikringer høres over alt, og at manglende solidaritet dominerer samfundslivet. Sundhedsvæsnet, og måske også politi og retsvæsen, fungerer tilsyneladende bedre i de lande, vi normalt ikke sammenligner os med.