Kategori: Strøtanker

Overbefolkning

Midt i dette fredede område bygger Ålborg Kommune nu institutioner.

I 1841 skriver H. C. Andersen i sin rejsedagbog, at Athen i størrelse minder ham om Helsingør… Helsingør! Byen, som i 1850 havde under 10.000 indbyggere! ― Athen huser i dag, inklusiv forstæder, knap 4 mio. mennesker.

Fra Akropolis hævder han at kunne se over til det asiatiske fastland. ― Man kan næsten ikke forestille sig en tid, hvor luften var så ren, at man kunne se hundreder af kilometer væk. Eller en tid, hvor ruinerne på Akropolis ikke var tyndslidte af turister og på alle sider nedenfor omgivet af tæt, svinende, svirrende og larmende trafik.

Der er blevet trangt her på vor klode. Mere og mere jord og natur inddrages til intensivt, forurenende landbrug, veje, bygninger og andre anlæg, og menneskene klumper sig sammen i store byer. ― Et lille eksempel fra min umiddelbare nærhed er Ålborg Kommune, som trods protester insisterer på at ødelægge et fredet og smukt naturområde, levested for truede dyrearter, med store institutionsbyggerier, som lige så vel kunne anbringes i forbindelse med allerede anlagte små eller store byområder. Lokalt medfører Ålborg Kommunes manglende sans for reelle værdier uerstattelige tab for de kommende generationer, men globalt set overgås dette jo tusinde gange hver eneste dag i de store bysamfund, som fx Calcutta, Berlin, Moskva, Kairo, Shanghai og Mexico City, og så begynder det for alvor at influere på vores og klodens velbefindende.

I min levetid er antallet af mennesker på jorden mere end fordoblet. Fra 1950 til 2000 steg befolkningstallet fra 2.53 til 6.1 mia. I dag er vi 7 mia. Inden 2050 når vi 9 mia. Tallene stammer fra Danida. Samme kilde oplyser, at 165.000 mennesker dagligt flytter fra land til by, hvor de fleste kommer til at leve i uhygiejnisk slum.

I min barndom frygtede man overbefolkning. Nu ses dette problem alle vegne: Trængsel, krige, folkedrab. Massiv forurening af jord, vand og luft. Kamp om energi, mad og rent vand. Flygtninge, som ingen vil have. Mangel på fornuftigt arbejde og gode, menneskeværdige boliger.

Vi færdes i store flokke, hvor end vi går, og der sker noget i psyken, når vi klumper os sammen i mennesketuer og ustandseligt støder ind i tusindvis af ukendte individer. Vi bliver hensynsløse, egoistiske, selvoptagede og udprægede »Se-mig!« og »Jeg-vil-have!«-typer.

Høns er flokdyr, og de trives i småflokke på fra ca. seks til et par og tyve individer. Hvis flokmedlemmernes antal overstiger 26, bryder hakkeordenen, hierarkiet, sammen, og alle begynder at hakke på alle. ― Tænk over det, når du køber æg i supermarkedet, selv æg fra økologiske høns stammer fra flokke på over 2000, nervenedbrudte høner.

I dag er der kun få og små pletter i Europa, hvor det er muligt at se en himmel uden hvide flystriber, hvor man kan få øje på stjernerne om natten, hvor man kan trække vejret i forholdsvis ren luft, eller hvor man kan gå, cykle eller ride en tur hen over landskaber af grønne, udyrkede og bilfri områder måske med et fritløbende barn eller en ditto hund ved siden af sig. ― Alt dette er en betragtelig, men normalt uerkendt, indskrænkning af menneskets frie, naturlige tilværelse.

Mange asociale, kriminelle og psykiske fænomener og lidelser, som vi hyppigt ser omkring os i dag hos både børn, unge og voksne, kunne måske have sin årsag i dette enkle faktum? Familiernes opløsning? At vi ikke selv tager os af omsorgen for vore børn, men udliciterer dem til institutioner det meste af dagen? Tingsgrådigheden?

Måske er vi mennesker, lige som høns, konstruerede til at overskue og forholde os til et begrænset antal andre mennesker, som fx i en stamme eller en landsby? Måske bryder vore sociale mekanismer, vore hierarkier og interpersonelle relationer sammen, når vi færdes i alt for store mængder, og vore unge går psykisk ned, fordi de ikke blot sammenligner sig med naboens børn, men igennem de globale medier med alle de klogeste og kønneste unge fra hele verden, hvilket ikke kan være befordrende for velbefindendet.

Måske skal enhver bestræbelse på at skabe en bedre verden begynde med en begrænsning af befolkningstallet? Eller sker det helt af sig selv, fordi vi er blevet for mange? Historisk set har religiøse krige, epidemier, folkedrab og fordrivninger altid fulgt med kampen om ressourcer.

Provsten i Brovst

For et par årtier siden, når man besøgte Brovst, insisterede de lokale på at fremvise kirkegården ved Brovst Kirke. Ikke så meget selve kirkegården som en speciel grav, der havde det særegne ved sig, at den mand, den var forberedt til, ikke selv var død. Endnu. Det kan jo have ændret sig siden. – Men det var hans kone.

Gravstedet var købt og indrettet af provsten i Brovst, og det var stort og velbeliggende ikke langt fra kirkens hvide mure. Så vidt jeg husker, var det smukt tilplantet med velvoksne, stedsegrønne buske på et areal med perlegrus og trædesten omgivet af en sort kæde ophængt i lave granitpiller. Midt på graven stod en blankpoleret, sort granitsten på størrelse med et tolvpersoners spisebord på højkant – igen så vidt jeg erindrer det, men på hele stenens udstrakte, skinnende flade stod der ingenting som helst undtagen allernederst nede, hvor der med meget små bogstaver og næsten skjult i stedsegrønne grene over perlegruset kunne anes følgende tekst:

og hustru

Hadeliste

Hvorfor skal alting være så pænt og positivt? En gang imellem kan man trænge til at lufte ud i idiosynkrasierne og indrømme, at der er ting, man hader.

Eller måske ikke ligefrem hader; det er så stærkt et ord, og det implicerer et personligt engagement, der ikke altid er dækning for. Mange ting kan man jo blot sørge for at undgå, grine ad eller stilfærdigt påtale, hvis det optræder lige for øjnene af en. Andre ting kan man ikke gøre noget ved, og så tjener det en selv bedst at forsøge at ignorere dem.

En liste over ting, jeg hader, afskyr, foragter, misbilliger, ikke bryder mig om, der irriterer mig, ville se nogenlunde sådan ud:

· At undvære nogen/noget, jeg føler mig knyttet til.

· Krig, fysisk og psykisk vold.

· Mørkt og koldt vejr, som man ikke kan være ude i ret lang tid ad gangen.

· Den måde vi producerer fødevarer på i vor del af verden med giftsprøjte, burhøns, taberkøer og 25.000 svin, der dør HVER DAG!

· Byggeplaner, det være sig offentlige eller private, som ødelægger bevaringsværdige og/eller hidtil fredede naturområder.

· Højreorienterede politikere, der undergraver vore fælles uddannelser, sundhedsordninger, ældrepleje, pensioner, i det hele taget hele den offentlige sektor og forsorg, og som prøver på at kalde det noget andet, fx Verdens bedste folkeskole el.lign., der er helt hen i vejret, al den stund vore børn og unge mangler flere års uddannelse, når de forlader skolen, og hverken kan tale rent, læse, skrive eller regne.

· Dårlig mad.

· Venner, som dukker mig, så de selv kan føle sig bedre tilpas.

· Venner, som bliver fornærmede, uden at de vil sige hvorfor.

· Ældre kvinder, der gør sig til af, hvor friske de er. Unge mennesker er ligeglade, for dem er det en selvfølge, at man både kan gå, gøre øvelser og selv tygge sin mad, og jævnaldrende bliver bare irriterede, hvis de ikke selv kan.

· Mødre, der bruger deres børn som undskyldning for at gøre ting, de selv har lyst til. Fx: Lille Mille har brug for at lege med andre børn! (Lille Mille er et år gammel, hun KAN ikke lege med andre børn endnu, og nu bliver hun bragt til en undernormeret, fortravlet og forvirret vuggestue tidligt om morgenen og skal undvære sin mor hele dagen, alle hverdage i ugen.) Eller: Lille Mille elsker sin moster! (Der tilfældigvis har en lækker ferielejlighed med gode gæsteværelser i Spanien.)

· Mennesker, der opfører sig dårligt over for andre, der først og fremmest tænker på sig selv, møver sig frem og ikke tager hensyn eller udviser pli.

· Voksne kvinder fx i tv, der taler barnligt, sødladent og flirter med mig.

· Folk, jeg ikke kender, der ringer mig op for at sælge noget, eller som sender mig reklamer eller spammails.

· Folk, jeg ikke kender, der intimiderende og kælent bruger mit fornavn i hver eneste sætning.

· Folk, der bruger fx Facebook til hæmningsløst at promovere sig selv og deres mere eller mindre dubiøse projekter.

· I det hele taget kommercialiseringen af de mellemmenneskelige forhold.

· At vente i kø, det være sig i telefonen, hos lægen, ved kassebåndet i supermarkedet, ja, hvor som helst.

· Folk, der ringer og snakker om sig selv i lang tid.

· At optræde i flok.

Verden er et skønt sted at være

når der findes

· Ananas

· Små skyer på blå himmel

· Duften af god kaffe

· Søde dyr med blød pels

· Og store imponerende dyr

· Tag over hovedet

· Have med fisk i

· Spændende historier

· Regnvejr

· Grønne træer

· Musik

· Nyvasket sengetøj

· Travle fugle alle vegne

· Mennesker, der aldrig glemmer at spørge, hvordan man har det

· Og lytter interesseret til svaret

· Snedækkede graner i bakkerne

· Smukke, gamle byer

· Friskt brød

· Ild i brændeovnen

· En kamelia, der blomstrer i vindueskarmen

· Og alt det andet, der grønnes og blomstrer, når tiden er inde

· Solskin

· Høje, høje bjerge

· Fornemmelsen af ubegrænset tid

· Pandekager

· Mariehøns

· Småbørn, der tager ens hånd og griner

Mere mening behøves vel ikke?

Tid

— Tid er det eneste, du har, sagde min gamle, kloge nabo for mange år siden. Og alligevel synes tiden for de fleste at være en sparsom ressource.

— Strukturering af den vågne tid er menneskets største problem, sagde Eric Berne, transaktions-analysens opfinder. Og her synes vi at komme tættere på virkeligheden: Vi har nemlig som oftest tid nok, men vi har problemer med at prioritere.

Vi har ét liv, kort eller langt, det ved vi heldigvis ikke, og vore opgaver er enkle og består i:

1. At gøre så lidt skade på planeten og dens øvrige beboere som overhovedet muligt.

2. At kigge dybt i os selv og finde ud af, hvem vi er, og hvad vi skal, og benytte denne viden til at udvikle tolerance over for vore medmennesker, så vi kan være dem til nytte.

Det går bare næsten altid galt. Vi behandler vores tid, som om det var en feriekuffert. Hvis vi tager den lille kuffert frem, fylder vi den, til den bugner, men hvis vi så i stedet tager en kæmpestor kuffert frem — én af dem, damerne ved check-in-skranken i lufthavnen plejer at kalde for en étværelses lejlighed, så pakker vi også den, så den knapt kan lukkes. — Vi propper det forhåndenværende rum til randen.

Er vi bange for stilstand og tomhed?

Når vi er små, strukturerer vore forældre dagene for os: På hverdage tidligt op, ud i bilen, til skole eller institution, hvor vi render skrigende omkring sammen med store flokke af andre børn i cirka samme alder, hentes i bil, på forjaget indkøb, hjem og fodres af, falde om med noget elektronik, tv- eller computerskærm, sove … i morgen begynder det hele forfra igen. Undtagen i weekender og ferier, hvor vi trækkes til arrangementer, sammenkomster, indkøbscentre, små eller store rejser, udflugter eller til arrangerede fritidsaktiviteter: sport, biograf, forlystelsespark.

Hvordan kan vi nogensinde tro, at det er OK blot at gå lidt rundt og småkede sig? Og måske selv finde på noget sjovt, der ikke absolut begynder med indkøb af et nyt computerspil, DVD, trampolin el. lign.? Skabe noget helt selv, måske?

De unge voksne tror således, at selve livets mening består i at stå tidligt op, at smukkesere sig, at aflevere ungerne til vildtfremmede, at transportere sig til et sted, hvor man udfører noget mere eller mindre meningsfuldt sammen med andre i cirka samme alder, at afhente sin yngel og race ud i butikker, bikse hurtigmad sammen for til sidst at falde udmattet om med noget elektronik.

Deres livs feriekuffert bliver proppet til randen hver evige eneste dag, for de magter ikke at vælge noget fra. Ikke en fest med vennerne, ikke en lejlighed til at vise sig i byen, ikke en time på motionscentret eller en løbetur rundt om parken, ikke et job i den anden ende af landet, ikke en kæresteweekend i Berlin, ikke endnu et udsalg i shoppingcentret …

Hvornår får nogen tid til at nyde en god bog? Et indholdsrigt samvær? Falde i staver over nogle regndråber på en rosenbusk? — Uden lige at skulle tjekke mail, Facebook, sms’er eller skvadre med andre, der også er bange for det tomme rum, via mobile telefoner.

Hvad blev der af Emma Gad?

Ved en af sommerens hyggelige grillaftner hos gode venner faldt snakken pludselig på danskernes opførsel i det offentlige rum. Vi havde alle været i udlandet, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien, Polen, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, USA, Mellemøsten, Egypten, Thailand, Kina, Indien, Sydamerika var blandt de steder, som gæsterne tilsammen havde besøgt igennem årene, og alle vegne, var vi enige om, gebærdede folk sig påfaldende høfligt, smilende og hensynsfuldt sammenlignet med, hvad vi nu ser i de danske byer.

Blandt gæsterne var der flere udlændinge: en englænder, en italiener og en franskmand, der alle havde boet i Danmark i årevis, og da der først var gået hul på snakken, fandt de i stor lettelse sammen om, høfligt, at påpege, at danskernes adfærd mange gange havde forundret dem.

Englænderen var, som man kunne forvente, rystet over danskernes mangel på køkultur, og hun så sjældent danskere rejse sig for ældre og svagelige medborgere i offentlige transportmidler eller give en hånd til en ung mor med en barnevogn. Derudover havde hun utallige gange oplevet at få døre smækket i hovedet, når hun var på vej ind i en butik. Ingen kiggede bagud og holdt døren for den næste. Til at begynde med havde hun altid, som hjemme, holdt døre for andre, men det stoppede, da hun erfarede, at danskerne bare vadede igennem uden smil eller tak, og navnlig uden at afløse hende, så hun kunne stå og agere dørmand ved indgangen til et af vore stormagasiner en hel eftermiddag …

Italieneren var forfærdet over vor trafikale adfærd (!). Ingen smidighed, ingen gav plads for andre, cyklister masede sig aggressivt frem, og man kunne ikke regne med, at nogen ville holde ved en fodgængerovergang. Og han blev forskrækket, da han første gang oplevede en flok unge, berusede danskeres voldsomme fremfærd gennem gågaden en fredag aften og så svineriet, de og andre havde efterladt.

Franskmanden blev rasende, når folk stødte ind i ham uden et lille høfligt »undskyld«. Den første tid, han tilbragte her i landet, troede han i ramme alvor, at de uvenlige fodgængere var ude på at slås med ham. Han havde også haft en del ubehagelige sammenstød med sin danske nabofamilie, der mente, at de ejede hele opgangen og havde ret til at definere støjniveauet for alle seks familier, samtidigt med at al oprydning, vedligeholdelse og rengøring påhvilede de andre. Og han væmmedes dybt over vor såkaldte humor, der brutalt og uklædeligt selvretfærdigt gør sig lystig over andre folkeslag og herboende minoriteter af alle slags.

Hvad er der sket? Hænger velfærd og egoisme sammen? Kan gentlemanagtig opførsel ikke forenes med dansk demokrati? Har vi glemt at vise vore børn og unge, hvordan man gebærder sig? Eller er det i skoler og institutioner, det går galt, fordi vore børn vænnes til at færdes i store, hensynsløse og larmende horder?

Der har været megen snak om danske værdier her det sidste tiår. Alt for meget! For værdierne har været defineret fjendtligt i opposition til andre kulturer. Vi har åbenlyst ikke så meget at byde på i forhold til omverdenen, heller ikke når det kommer til almindelig menneskelig hensynstagen. Næste gang, vi skal diskutere danske værdier, kunne vi måske begynde med at kigge på danskerne? Emma Gad er vel også en del af det danske værdigrundlag.

Ernæring og instinkter

Aldrig igennem hele verdenshistorien har nogen befolkning som helhed haft så gode kår som vi danskere, skandinaver, nordeuropæere, har det i disse år! Vi vælter os i mad og alskens forbrugsgoder.

Og aldrig har så mange bekymret sig så meget om den føde, de indtager! Det skyller ind over os med kostråd. Man er endda begyndt at advare mod sukkerindholdet i frugt…

Bekymringen antager sådanne former, at det viser sig næsten umuligt at give børn fælles frokost i daginstitutionerne, fordi lille Oliver ikke må få gluten, lille Emilie ikke sukker, lille Victor kun økologisk osv. Mange unge mødre finder det åbenbart lettere at kontrollere deres børns kost end deres egen.

Overflod og askese følges tilsyneladende ad, men kun i teorien. Askesen, afholdenheden, er et ideal, som folk ustandseligt holder sig for øje med dårlig samvittighed som det uundgåelige resultat. Ganske få kan abstrahere fra maven og følge rigide kost- og motionsplaner. Yderpunkterne er deciderede spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi. I middelalderen havde vi religiøse munke og nonner, som fastede for at opnå det evige liv. I dag er vore forbilleder forfængelige fotomodeller og filmstjerner, som forfølger samme ideal. Men det er nu som før de færreste, der kan overvinde instinkterne.

Jeg har altid levet tæt sammen med dyr. I en lang årrække havde jeg en lille hønseflok, der gik frit rundt i haven. Høns er traditionelt blevet fodret med byg, men de er altædende, og de vil til enhver tid foretrække det mest næringsholdige foder. Om morgenen strøede jeg en skål korn ud til dem på terrassen. Jeg blandede byg med hvede, som indeholder mere energi, og min lille hønseflok kunne gå hen over en kvadratmeter spredt korn og — Hak, hak, hak … pille hveden fra, så kun byggen lå tilbage. Et særdeles præcist og imponerende stykke sorteringsarbejde!

Køer skynder sig at æde kraftfoderet før høet. Hunden vil snuppe kødbidder før brød. Barnet vil spise chokoladestangen før æblet. Vi voksne mennesker ved godt, at vi skal begrænse os til grøntsager, men efter løbeturen snupper vi lige en is, en hotdog eller et marcipanbrød på vejen hjem.

Udviklingsmæssigt er vi ikke tilpasset overflod. Alle vore instinkter tilsiger os, at vi skal fylde maven med det mest næringsholdige, sukker, fedt, stivelse, protein, der er inden for rækkevidde. Som den nye religion er kostrådene, de officielle såvel som de hjemmelavede sekteriske, årsag til en vedvarende, indre dialog mellem fornuft og instinkt. Heraf opstår synden, overtrædelsen, og den derpå følgende aflad i form af strengere diæt og hyppigere og længere løbeture … Således er befolkningen til stadighed optaget af sig selv og orker ikke at tænke over de større udfordringer i et moderne samfund.