Kategori: Strøtanker

Nøjsomhedsreglen

På denne klode er én regel uomgængelig og naturgiven: Det er reglen om nøjsomhed. Vi lever i en osteklokke med egen atmosfære, og der er begrænsede ressourcer til rådighed.

Det har alle foregående generationer vidst. De har kun taget fra naturen, hvad de havde brug for for at overleve. Man tog ikke liv unødigt, man holdt ikke flere husdyr, end at nærområdet kunne mætte dem, og man lod ikke tonsvis af fødevarer gå til spilde eller forringede dem ved at opbevare eller transportere dem længere end højst nødvendigt.

Frådseri og griskhed hedder to af de syv klassiske dødssynder, som blev formuleret for 1500 år siden, og som er en del af vort fælles, mentale arvegods.

Høvdinge, faraoner, kejsere, konger, paver, biskopper, adel o.lign. udgjorde de undtagelser, der bekræftede reglen. De væltede sig i overflod. En overflod, der blev skrabet sammen af deres undergivne, og som blev brugt repræsentativt til at vise omverdenen, hvor magtfulde de og deres nationer eller religiøse samfund var.

I løbet af de seneste generationer er nøjsomhedsreglen i vor del af verden sat ud af kraft. Dødssynden hovmod har taget os, så vi alle ter os som konger og paver med dyre, benzinslugende biler, italiensk marmor og guldvandhaner. Aldrig så snart har vi fået opfyldt et ønske, før vi genererer et nyt. Vi knokler på jobbet på bekostning af børn, familie og helbred for at skrabe sammen til nye sko, Guccitasker, ferierejser, elektronik, væg-til-væg-tæpper i sarte farver, der skal skiftes ud om fem år, og enorme sofaarrangementer med samme begrænsede holdbarhed. Man ser for sig et billede af små, udasede myrer, hver klamrende sig til toppen af en bunke sammenskrabede ejendele, misundeligt målende størrelsen af de andres bunker. — Misundelse er en anden af dødssynderne. — Det er ikke et kønt syn. Det er mangel på respekt. Respekt for kloden og for vore efterkommere.

Indtil for ganske nylig har vi ikke haft brug for evnen til begrænsning, for kloden var stor og menneskene få. Nu har vi med teknologiens hjælp fået mulighed for at udtømme ressourcer mange kilometer nede under hav og jord. Vi kan forurene højt oppe i atmosfæren og langt inde i økosystemerne. De, som gør det, får flere sammenskrabede goder, og vi har alle mulighed for at få en andel. Hvorfor skulle vi så stoppe? Det er svært at fastholde tanken om børnebørnenes muligheder for at overleve, når man lige står og ønsker sig en shoppingtur til New York.

I andre kulturer har man stadig en rest af respekt for nøjsomhed. Buddhister, hinduister og jøder har regler om faste. Muslimer faster fra solopgang til solnedgang i en måned hvert år. Fasteperioder har også været en del af vor egen, overvejende kristne kultur, jvnf. fastelavn, men er nu begrænset til visse oprindelige kristne grupper i Mellemøsten og katolske fundamentalister.

Ikke-religiøst betinget nøjsomhed er hidtil blevet praktiseret blandt jævne mennesker alle vegne altid. Både på grund af nød og ophøjet til efterlevelsesværdigt princip. Mine forældre oplevede 2. Verdenskrig og følgerne i form af mangel på næsten alt. De flippede totalt ud i tresserne og hengav sig til en næsten uanstændig overflod, blot fordi de kunne. Mine bedsteforældre, derimod, som levede gennem både 1. og 2. Verdenskrig bevarede en vis form for fornuft i omgangen med de nye, materielle goder. Måske fordi de var blevet for gamle til rigtigt at nyde godt af dem?

Fra dem lærte vi børn, at man aldrig øste mere op på sin tallerken, end man kunne spise, for man smider ikke mad ud. Vi lærte at sige tak for mad. Vi lærte, at man skulle yde, før man kunne nyde. Vi fik en sukkermad eller en æggeblomme rørt op med sukker, når vi en sjælden gang fik lov til at hygge os med lidt sødt. Vi fik en eller to julegaver og var kisteglade for dem. Disse nøjsomhedsregler sidder stadig dybt i mig. Jeg smider aldrig madrester ud; om ikke andet fordeles de til høns, hund og kat. Jeg bruger sjældent madopskrifter, men kigger i køleskab og fryser og komponerer hverdagsretter efter de forhåndenværende søms princip, så jeg slipper for at købe sjældne krydderier og andre ingredienser, som kun skal bruges denne ene gang. Jeg praktiserer affaldssortering og lader kompostbunken tage skræller og kaffefiltre. Jeg bruger mine ting, til de er slidt op. Jeg samler regnvand til vanding. Alligevel er jeg ingen asket. Jeg elsker både mad og fornøjelser.

Det er ikke rimeligt at give almindelige borgere ansvaret for overforbrug, CO2-udledning og anden forurening. Vi har valgt ansvarlige politikere både i dette land og i EU til at tage affære og sætte grænser for forbrug og vækst. På det individuelle plan ser man pludselige opblomstrende modekampagner mod f.eks. CO2, fedt, franske vine osv., men det er normalt korte og hektiske raids uden blivende virkning. Slankekure er blevet den moderne, individuelle form for faste, og joggingturene er vor tids form for aflad, men begge fænomener dyrkes af personlig forfængelighed og ikke for det fælles bedste.

Overflødighedshornet er et gammelt symbol på en ønsketænkning, der ikke var af denne verden, i hvert fald ikke for almindelige mennesker. Det moderne symbol er nok Lottogevinsten, som alle stort set gratis kan drømme om.

De sidste tre dødssynder er utugt, vrede og dovenskab. Også dem begår vi stort set alle på næsten daglig basis, men kun reglen om nøjsomhed er så vigtig, at alle mennesker, dyr, planter og klodens overlevelse afhænger af den.

Nisser

Blog Image

Sidste år snakkede jeg med min gamle tante omkring juletid, og jeg spurgte hende, om hun havde pyntet op? — Ja, ja, svarede hun. — Jeg har da sat nogle nisser frem, så man kan se, at det er jul. Man er vel ikke hedning!

Selv holder jeg meget af havenisser. I Harzen, Sydtyskland og Østrig har de de dejligste havenisser, men jeg må ikke købe nogen; familie og venner griner ad mig og kalder det dårlig smag. Alligevel har jeg sneget en lille nisse ind i haven. Hele året står han halvvejs gemt i en niche i brostensmuren, og juleaften får han naturligvis en skål grød.

I Holland har de dannet en forening til havenissernes befrielse. De bortfører nisser fra folks haver og sætter dem ud i naturen.

En nordjysk præst har indledt sin egen personlige jihad mod nisser, som efter hans mening er det rene djævelskab … Det beviser blot, at ligesom der findes dejlige, sjove, kloge, rummelige, sofistikerede og opfindsomme mennesker overalt i alle kulturer, så er der altså også ravende idioter iblandt, og man behøver ikke køre langt for at møde dem.

Hvorfor holder vi jul?

Hvis julen for nogle (mange?) opleves som konfliktfyldt, stresset og alt, alt for dyr, hvorfor gider vi så overhovedet holde den?

· Fordi vi dybt, dybt nede i urhjernens kamre er flokdyr, der føler os bedst tilpas, hvis vi gør ligesom alle andre; eller måske snarere: At vi føler os udsatte, ensomme og i fare, hvis vi ikke gør, som alle de andre.

· Fordi vi alle nedstammer fra jægere, fiskere og bønder, der var fuldkommen afhængige af vejr og årstider for at overleve, og fordi den mørkeste tid på vore breddegrader føltes farlig — Tænk, hvis solen aldrig kom frem igen? Så det var uhyre vigtigt at overholde ritualer og ofre på den helt rigtige måde, så solen vendte og kom tilbage.

· Fordi vi mennesker aldrig har kunnet holde en offerfest, uden at der faldt en del af til os selv. Vi har altid elsket fed mad, kraftig flirt og stærk øl.

· Fordi det er vigtigt for vores forståelse af livets vilkår, at vi markerer årstiden og årets gang med forskellige fester eller højtider.

· Fordi en god fest i den mørke tid, hvor man alligevel ikke kunne få så meget bestilt, gav den formående lejlighed til at vise, hvor meget overskud han havde, og den fattige lejlighed til at spise sig mæt i sjældne fødevarer, såsom kød og hvidt brød.

· Fordi de kristne, på et temmelig løst grundlag, forsøgte at lægge en kristen højtid ind over julen og dermed kom til at legitimere den. Det er som bekendt endnu ikke lykkedes at dæmpe det hedenske islæt. Julen er stadig fuld af nisser, umådeholdent vellevned, druk og hor, og alle andre end det påståede fødselsdagsbarn svømmer i gaver.

· Fordi Coca Cola kom til at opfinde julemanden, som vi alle holder meget af, og Disney lavede sit juleshow, som i mange familier har indtaget julegudstjenestens plads som roligt frikvarter, før stormen af mad, drikke, sang og gaver bryder løs.

· Fordi forretningslivet som helhed har enorme summer, og dermed interesser, i at holde hele julemaskineriet i sin nuværende, indholdstomme, men forbrugstunge, form i gang.

· Fordi vi alle har holdt jul som børn, og fordi vi hvert år håber på, at julen kan blive lige så spændende, glædelig og ukompliceret, som dengang.

Jul

Blog Image

Den danske jul er både en velsignelse og en forbandelse. Omkring vintersolhverv trænger vi virkelig til lys, god mad og festlige sammenkomster, for der er ikke så meget andet, man kan foretage sig i mørket. Ethvert barn har krav på gode juleminder, stemning, glædelig forventning, nisser, gaver, leg, sange, smage, lys og dufte, som det kan bringe med sig ind i voksenlivet og give videre til sine egne børn.

Men! Som så meget andet kan julen let gå over gevind. Og med tidens opsplittede familiemønstre er der basis for et utal af forviklinger og konflikter.

Det begyndte i august måned. Bag mig i bussen sad to meget unge, meget blonde, pigebørn. Ind imellem telefonsamtaler og SMS’er førte de en slags samtale, der mundede ud i, at den ene pige begyndte at redegøre for, hvor mange mennesker hun skulle købe julegaver til: Mor og Åge, Bitten, Lis og Henrik, Henriks tre børn, Jeanette, Majbrit, Rasmus og Kristian … osv. I alt 26 nåede hun langt om længe frem til. Jeg sad der foran og tænkte: Hold dog kæft! Det er august måned! — Men så gik det op for mig, at det ikke var juleindkøbslister, pigen var ved at planlægge, men at hun i virkeligheden gjorde status over sit sociale tilhørsforhold. De mennesker, vi er på julegave med, er vore allernærmeste.

Hvert år ved juletid samler vi familie og venner omkring os og gør status. Nogle er vi på julekort med. Nogle får en e-mail med beskrivelser og fotos af familiens sommerferie og børnenes højdepunkter i årets løb. Nogle er vi på julefrokost og pakkespil med. Nogle bliver inviteret til gløgg og brunkager. Og den nærmeste familie samles på selve den højhellige juleaften, uanset om de bryder sig om det eller ej.

Fra oktober måned opstår så alle spekulationerne, for familien er i dag ikke en given ting, og hvem, der holder jul med hvem, kan være et årligt tilbagevendende konfliktpunkt. I traditionelle kernefamilier, hvor far og mor bor sammen med deres egne børn, er det bedsteforældrene og eventuelle søskende, der kan give problemer: — Det er din tur til at have hende i år, er vist en bemærkning, vi alle har hørt om en tante eller bedstemor. Fri mig for nogen sinde at komme i den situation, hvor jeg opfattes som en herreløs hundehvalp, der partout skal passes af nogen! Og så på en juleaften!

I de skilte familier er konfliktstoffet uendeligt. Midaldrende forældre kan være skilt, og de voksne børn må så fordele dem indbyrdes, fordi de ikke kan være sammen uden at ødelægge stemningen for alle. Unge forældre kan leve hver for sig, måske med nye partnere og sammenbragte børn, og det er et machiavellisk spil at få kædedansen omkring juletræet til at gå op. Nogle gange løst salomonisk med indtil flere juleaftner, så alle får deres rimelige del af samværet.

Unge familier kan også have problemer med at fordele sig ud til forældregenerationen, indtil de selv beslutter at tage ansvaret for at holde jul for deres børn. Det er ikke let at stege en and …

Ud over den rent menneskelige side af julen er der også en særdeles iøjnefaldende materiel side. Fra tidligt efterår udsættes vi for pres alle vegne fra for at købe og ønske os ting til jul. Røremaskiner, bøger, ferierejser, lamper, legetøj, tøj, pyntegenstande, håndværktøj … For en del år siden holdt jeg jul med to småpiger på fem og ti år. Vi var mange: deres forældre, to hold bedsteforældre og os selv. Da træet var pyntet og parat, blev der slæbt gaver ind. De fleste til de to børn, naturligvis. Der blev slæbt og slæbt. Fra biler, kælder og garage. Pigerne havde en stor familie, og familien havde en stor omgangskreds. Der var ikke plads til det hele under træet, så en tilstødende stue måtte agere julegavelager. Med udsigt til dette gavebjerg kunne ingen af pigerne få en bid ned under julemiddagen; kun lidt ris á la mande for et syns skyld, så de kunne sikre sig mandelgaverne. Blege af spænding og nervøsitet sad de blot og ventede på tilladelse til at flå i papir og gavebånd. Øjeblikket oprandt, og udpakningen begyndte. De første tre-fire gaver vakte jubel: kæmpemæssige, kulørte plastickonstruktioner, rideskole og dukkehus til Barbie, små komfurer komplette med gryder, pander og legemad, dukker med garderober og senge, klapvogne, bøger, DVD’ere, smykker og tøj … Der var ingen ende på pakkerne. Da det havde stået på i tre timer, var pigerne på grådens rand og bad, om resten dog ikke kunne vente til næste dag. De var så udmattede, at de blot ville i seng og sove.

Selve juleaften, og forberedelserne til den, fylder efterhånden ikke så meget i den moderne families liv, som alle de andre arrangerede begivenheder, der har hægtet sig på igennem de seneste tiår. Det er mig f.eks. en stor og uløst gåde, hvordan bryggerierne kan få folk til at gå på gaderne og drikke sig stangstive, blot fordi de udsender en halvdårlig juleøl. Juleøl har ikke været en mangelvare på noget tidspunkt i hele min levetid, og alligevel opfører folk sig, som om der var tale om rationering og en særlig nåde, når de får lov at købe det i litervis på en flad novemberaften. De skyller taknemmeligt brygget i sig og er det følgende døgn til stor gene for forbipasserende, medtrafikanter og byens hygiejniske stade som helhed.

Hvis man har et barn i børnehave og et i skole, og hvis de oven i købet går til håndbold eller spejder, er december hurtigt fyldt op med klippe-klistre-arrangementer, pebernøds- og saftevandsaftner og deciderede juleafslutninger, hvor ungerne er klædt ud som nisser og spiller blokfløjte. Derudover kommer årets højdepunkt på arbejdspladsen, julefrokosten, hvor man til tre slags sild, kål, flæskesteg og pølse også har mulighed for at drikke sig fra sans og samling. Kortklubben, operaklubben, agilityholdet, golfvennerne og venindeflokken skal også holde julefrokost, og vi plejer at holde noget sammen med Birthe og Egon og naboerne nede i nummer 44 …

Dankortet gløder fra tidligt i november. Drikke- og fødevarer i sækkevis slæbes hjem, man suser rundt og indkøber gaver efter ønskesedler — Bodumkande til Else, cd med Kim Larsen til Jonathan — og ungerne skal have en gave hver eneste dag i december plus fire-fem store juleaften … Krydderier, mandler, marcipan, nougat og sukat … har jeg nu husket det hele? Åh, ja, rosiner, helst økologiske … Og adventskrans, kalenderlys og nye kugler til træet.

Jeg har inderlig forståelse for de mennesker, der beslutter at forlade heksekedlen i sidste halvdel af december og flyve ned til sol og varme, hvor man på et bekvemt hotel kan glemme alt om den grådigt krævende jul. Eller den ensomme jul. Eller dårlige juleminder. Eller blot den helt almindelige, danske jul. — Jeg er selv ofte fristet til flugt.

Det kræver en høj grad af modenhed og erfaring at stå imod presset til overforbrug. At takke nej til nogle af invitationerne. At frigøre sig fra pligtfølelser og skabe sin egen jul med plads, tid og ro til at nyde duften af kogende krydderier, gran, gåsesteg og tændte stearinlys, eftertanke i årets mørkeste tid, gode venner og familiens selskab.

Influenza

Blog Image

Det kom samtidigt med løvfaldet i skoven:

Besynderligt uoplagt. Alle lemmer føles som tørt træ. Efterhånden en dunkende hovedpine. Øm i nakke og skuldre. Halsen besat med glasskår, der river og flår. Kulderystelser. Svedeture. Feber på den anden side af 39 grader. OK, så ved man, hvad det er: Influenzaen fik også mig!

Mails fra veninder i Nordjylland, Midtjylland og København. De er alle ramt. Hvor mange ligger eller har ligget mellem tre og seks dage her i efteråret? Det er en epidemi.

Syn og farver sært forvredne. Smagssansen opfatter kun bittert. Jeg døser 24 timer i døgnet, og selv om de vælger Obama til præsident i USA, kan jeg ikke juble ret meget …

Desværre har jeg lige læst en tyk bog om Den spanske syge, der ramte verden umiddelbart efter 1. Verdenskrig i efteråret 1918 og slog mellem 50 og 100 mio. mennesker ihjel. En dum lille streng af virus. Folk druknede i deres eget blod, der steg op i lungerne! Den spanske syge er ikke meget forskellig fra almindelig influenzavirus, men minder mest om fugleinfluenzatypen. Godt, vi fik has på den!

Jeg spurgte min rare, gamle nabo, som er født i tyverne, om han vidste noget om Den spanske syge? Han havde ikke selv oplevet den, men han husker, at hans mor ofte omtalte personer, som hun havde kendt, og tilføjede: Men han/hun døde under Den spanske syge … Vi kan i dag slet ikke forestille os et sådant mandefald. Der døde flere mennesker end under pesten, de to verdenskrige og alle de andre krige i det tyvende århundrede tilsammen!

Den spanske syge opstod ikke i Spanien. Man mener, at den som alle de farligste infektionssygdomme opstod i virusgryden i Sydkina*, hvor mennesker, ænder, høns og grise lever tæt sammen i varme, fugtige områder og dagligt færdes i oversvømmede rismarker, hvor smitte nemt kan mutere og sprede sig mellem arterne.

Med gummiben står jeg ud af sengen. En tilstødende bihulebetændelse fik vagtlægen til at udskrive antibiotika. Tryllemidlet, som ikke har den ringeste virkning på virus, bekæmper de bakterier, der udnyttede min svaghed til at bosætte sig i kraniets hulrum.

Nå, så har man overlevet endnu en omgang. Skal jeg bare blive her og afvente flere vinterinfektioner? Får man også influenza i de varme lande? Jeg skal bestemt ikke til Sydkina!

 

* Faktisk mener man nu, at Den spanske syge opstod i en svinefarm i det østlige USA og sejlede med de amerikanske tropper over Atlanterhavet til Europa, hvorfra den spredte sig ud over det meste af verden.

Navnet ‘Den spanske syge’ kom sig af, at tropperne kunne hvile ud i Spanien, hvortil man også sendte syge og sårede, og da Spanien ikke havde pressecensur, som de aktivt krigsførende lande havde det, så blev sygdommen først opdaget og omtalt i Spanien.

Westminster Abbey

Blog Image

Dybt forundrede beser vi denne enorme klosterkirke, bygget til at imponere. Himmelstræbende tårner den sig op over Londons gader, en spytklat fra parlamentet og magtens centrum.

Vi står i myrekøen ved den nordlige indgang, erlægger en mindre formue og bliver ladt ind. Det minder mig om noget … Gåsegang mellem middelalderlige kapeller og nutidig dyrkelse af fornemme selskaber. Kroningsstolen. Epitafier. Smukt, overlæsset, gotisk morbidt og pirrende.

Hvor er det nu, vi har set det før? Dette konglomerat af gigakonstruktion, magtsymboler og gudedyrkelse? Tegnene vælter ind over os: Storhed, kongemagt, religion.

Og død! Omkring 3000 mennesker er gennem tiderne bisat i Westminster Abbey. Vi vader rundt mellem lig. De kongelige, naturligvis. Og alle magtens mænd. Kunstnere og videnskabsmænd. Nogle få kvinder. Hærskarer af formuende hofsnoge. Shakespeare fik, om end sent, sit mindesmærke i Poet’s Corner, det var uomgængeligt, men det gjorde et par af kirkens egne organister også ovre i afdelingen for musikere. Det gælder om at holde sig til.

Jeg vil aldrig mere være i tvivl om, hvad jeg skal tænke, når jeg besøger pyramiderne og de derved liggende stormandsgrave i Giza. Det er åbenbart et grundlæggende træk hos os mennesker, at vi er født med en trang til at hæve vore konger op til guderne og fejre os selv ved, alt efter formåen naturligvis, at lægge os lige i slipstrømmen.

Blog Image

København

Blog Image

I København har de givet Absalon hue på.

I København kommer man forbi Rundetårn, når man går tur.

I København tager det dobbelt så lang tid at komme fra Nørreport til Bagsværd med en gammel, gul skrammelbus, end det tager at flyve fra Aalborg til Kastrup.

I København løber man ustandseligt ind i folk, man kender fra fjernsynet, og de ser meget mindre og skuffende ubetydelige ud uden for skærmen.

I Københavns Zoo har de bygget et nyt hus til elefanterne for ca. en milliard, mens der går hjemløse og tiggere rundt i gaderne. Det så man aldrig for 30 år siden. Dengang boede menneskene i huse, og elefanterne var bare i bur.

I Københavns Tivoli har de fjernet tryllestemningen til fordel for larmende (penge-)maskiner, hvor man kan blive centrifugeret både den ene og den anden vej. Og også op og ned, hvis man betaler ekstra.

I København kan man møde en kultiveret familie fra Palermo på en legeplads og få sig en god snak om normannere og det sicilianske dukketeater.

I København får man et møgfald af en ung mand af pakistansk herkomst, som mener, at danske, unge piger går klædt som ludere.

I København GÅR nogle danske, ganske unge piger ganske rigtigt klædt som ludere, opdager vi bagefter.

I København kan man slentre langs søerne eller på Christianshavn.

I København har alting noget med Danmarkshistorien at gøre, og man går og ønsker, at man havde hørt bedre efter i timerne.

Naboer

Pludselig kom jeg til at tænke på gamle Thomas.

Op gennem firserne boede jeg med min lille søn i et hyggeligt rødstensrækkehus. Husene var arrangeret rundt om et torv med gadelygter, kastanjetræer og en stor sandkasse, hvor ungerne kunne lege i timevis, mens mødrene holdt øje fra køkkenvinduerne. I de små haver var der dårligt plads til andet end et bord og fire stole, og hver gang et af vore spinkle æbletræer nåede op over hækken, blev vi bedt om at skære det ned, hvilket vi naturligvis omgående gjorde, så det ikke skyggede for naboens terrasse.

Vi fik mange gode venner i husene omkring torvet, både sønnike og jeg. Nogle af dem ser vi regelmæssigt endnu her godt 25 år efter, men gamle Thomas eksisterer formentlig ikke mere.

Han beboede huset på torvets hjørne, og i sin forhave dyrkede han jordbær, som han i sæsonen solgte til os andre. På sin elektriske, trehjulede knallert kørte han rundt og falbød bakker med bær, og han kunne godt blive studs, hvis man ikke købte af ham. Nogle blev ligefrem bange for ham, når han sådan højt råbende kom trillende op til ens hoveddør.

Der var jo ikke meget plads til decideret at anlægge jordbærmarker i Thomas’ smalle forhave, så han begyndte at tage torvets brosten op for at udvide bedriften. Hvert år flyttede han sin hæk sådan cirka en halv meter ud, og genboen fortalte, at han havde set Thomas annoncere med brosten i Den Blå Avis … Vi smilede blot og rystede på hovederne; der var ikke én af os, der ikke undte Thomas gartnerivirksomheden og et lille tilskud til folkepensionen.

Stor var alligevel vor forbløffelse, da Thomas efter en årrække indsendte en klage til bestyrelsen over, at man fuldstændig umotiveret – og uden hans vidende, formentlig i nattens mulm og mørke – havde anbragt en stor, generende og pladskrævende gadelygte inde midt i hans forhave.