Moderne skønhed

Vi sad og så en film fra halvfjerdserne, og pludselig gik det op for mig, at noget meget mærkeligt var på færde:

Heltinden havde naturligt leverpostejsfarvet hår, hendes øjne var kønne, men små, og de sad tæt omkring en temmelig spids næse. Hendes læber var smalle, tænderne pæne og regelmæssige, men svagt gullige og ikke blegede knaldhvide, som man ser alle vegne i dag. Derudover havde hun hår under armene, hun var fladbrystet og bredbaget, men uhyre charmerende, og de tre mænd i filmen var alle ― fuldt forståeligt ― dybt forelskede i hende.

Hvor er der sket meget på de knap 40 år! Jeg havde ellers vænnet mig til at se ældgamle mænd med perfekte, vaskepulverreklamehvide, blegede tænder i historiske film (Donald Sutherland i »Stolthed og fordom« fra 2005, som foregår lige efter år 1800), heltinder med store, struttende læber og ditto bryster, der også strutter, når de ligger på ryggen, hvilket ingen naturlige bryster endnu har præsteret (ALLE film i dag). Ingen steder ses naturlig kropsbehåring under arme, på lår og ben eller naturlige fedtdepoter på rumper og maver.

Og det er sket umærkeligt, så det var heldigt, at jeg holdt ud hele den laaaaange, gamle film igennem, ellers ville jeg ikke have opdaget det: ― Vores skønhedsideal har forandret sig fra naturligt til kunstigt. Man kan ikke længere som ung kvinde eller mand stole på sine naturlige fortrin, men er nødt til at købe sig tættere på et uopnåeligt ideal ved at operere næse, øjne, kindben, maver m.m. Dvs. at:

Håret SKAL farves og også gerne forlænges kunstigt, tænderne SKAL bleges, kindben, læber og bryster SKAL fyldes med silikone, kropshår og rynker SKAL fjernes, kroppen SKAL trænes…

Det er ikke underligt, at unge piger er ulykkelige og selvhadende, og at det kniber med tiden rundt om i de små børnefamilier, hvis mor og far, udover at passe børn, hus og job, også skal trænes, barberes, bleges, opereres, farves, formes i forsøget på at nå et fuldkommen urealistisk skønhedsideal.

Hvornår kommer den naturlige reaktion? Tilbage til naturen? Jeg er stolt af min krop-som-den-er-bevægelsen? ― Det er vist på høje tid!

Infantilisering

De klæder sig praktisk til leg i cowboybukser og gummisko eller klæder sig ud, fx som småprinsesser med tyl og masser af simili, som hip hop’ere, skatere, gother, pornostjerner m.m. Nogle prøver endda at ligne voksne med velplejede skæg, stribede sweaters og briller fra tresserne, men kigger man godt efter, har de lyserøde flodheste på strømperne.

De taler let læspende som kokette småbørn med masser af charmerende tale- og sprogfejl.

De er ikke i tvivl om, at de er geniale, hvis de forsøger sig med at synge, male, fotografere, spille musik, skrive eller danse.

De spiller elektroniske spil, ser underlødige tv-programmer, læser tegneserier, sms’er, så de håndholdte telefoner gløder, færdes overalt med ørepropper og musik, løber, spiller og leger i det offentlige rum.

De foretager sig lystbetonede ting, fordi »det ser godt ud på cv’et«.

De er altid parate til uopfordret at afpladre hjernedøde kommentarer på Facebook eller i andre offentlige eller halvoffentlige fora, overbeviste, som de er, om, at præcis deres mening er et originalt og værdifuldt bidrag til enhver debat, selv om de mener akkurat det samme, som de 169 foregående, men det hverken kunne eller gad de læse.

De betragter hele verden som deres legitime legeplads indrettet pædagogisk med lande, hvor man kan bade eller dykke om vinteren, andre lande, hvor man kan stå på ski, lande, hvor man kan vandre, feste, drikke sig stangstiv… Hvis de oprindelige beboere i disse legelande rammes af katastrofer, betragter de besøgende det som en fornærmende afbrydelse af deres velfortjente ferie.

De er historieløse, tingsgrådige, flagrende, selvcentrerede nydelsesjægere.

Men de er IKKE tre år gamle. De er over 30, og de er forældre til den opvoksende generation.

Sprogets afvikling

Alle sprog udvikler sig. Når man sidder og ser f.eks. »Baronessen på benzintanken« fra 1960, kan man virkelig høre, hvor meget sproget har bevæget sig på et halvt hundrede år. En gang havde jeg lejlighed til at lytte til bånd indtalt af danskere, der udvandrede til Argentina i 1920’erne, og det var ligeledes en forbløffende, sproglig tidslomme at stifte bekendtskab med. Men ikke kun sproget. Også de kulturelle normer har ændret sig markant. Både i 20’erne og i 60’erne sagde man f.eks. stadig »De« til folk, man ikke havde et personligt nært forhold til.

Jeg får mails, der ser cirka sådan ud, fra 15-årige gymnasieelever: Hej Lone!, Jeg skal skrive opgave om Danmark i 60erne og bibloteket sagde at jeg skal læse din roman xxxx kan du sige om den egner til mit emnet? : ))) Bettina. Hvortil jeg plejer at svare noget i retning af: Kære Bettina Jørgensen Tak for din mail. Når du har læst xxxx, vil jeg med fornøjelse svare på eventuelle spørgsmål om bogen. Venlig hilsen Lone Andrup.

For 50 år siden havde vi veluddannede skolelærere, der satte en ære i, at deres elever var i stand til at udtrykke sig på skrift. Vi trænede håndskrift, tiltaleformer, stavning og tegnsætning, til vi blev blå i hovederne.

Nu har vi ambitioner og snak om et uddannelsessystem i »verdensklasse« — og et par generationer, der hverken kan tale rent, læse, skrive eller regne.

Dengang rejste vi ikke på weekendture til New York eller London et par gange om året, så vi var ikke opdaterede mht. de nyeste, amerikanske slangudtryk. Til gengæld lærte mange af os både tysk, fransk og latin.

I dag udvikler vort sprog sig hurtigere end nogensinde før pga. det tætte samkvem med især amerikansk kultur. USA er det store, magtfulde land, som vi gerne vil ligge tæt op ad, jvnf. Anders Fogh Rasmussens krigsførelse og efterfølgende, lukrative stillingsskift.

Dansk er så lille et sprog, at det meget nemt opsuges af engelsk med velvillig hjælp fra mange yngre mennesker, der føler sig smarte, når de strør om sig med amerikanske bandeord, ord og begreber fra f.eks. IT-, medie-, reklame- eller managementkulturen eller blot udtryk og udbrud, som i den engelske version ligger dem lige på læben, hvorimod de fleste har glemt, hvad et tilsvarende udtryk kunne hedde på dansk. Alt i alt ser det ud til, at vores sprog ikke udvikler sig, men er under afvikling. At det absorberes i engelsk, og det er vel ikke så slemt? Positivt set får vi igennem engelsk eller amerikansk sprog adgang til en meget større del af verden. Det er blot overgangstiden, hvor danskerne hverken behersker et funktionelt dansk eller et tilsvarende engelsk/amerikansk, der kan føles forvirrende og ubehagelig.

En medvirkende årsag til sprogets hastige afvikling er den store demokratisering af det skrevne og talte sprog, som de nye medier har bevirket. For blot 10 år siden var det offentlige tale- og skriftsprog stort set forbeholdt professionelle sprogbrugere. Det var journalister, redaktører, forfattere, præster, videnskabsfolk, alle mennesker, der havde længerevarende uddannelser bag sig, og som forholdt sig professionelt til sproget.

I dag kan alle og enhver med kun en summarisk fornemmelse for dansk pladre op i det offentlige rum, hvilket meget hurtigt har vænnet os til, at sproget i radio, tv og på nettet kan være pauvert, barnligt og ukorrekt. Er vi ved at udvikle et klassesamfund, hvor overklassen bliver de sprogligt veluddannede og velfungerende, og hvor man tydeligt kan høre og læse forskel på folk?

Jeg har moret mig med at samle Facebookopdateringer og kommentarer, hovedsageligt skrevet af relativt veluddannede personer i trediverne og fyrrene:

· Krappeklør, fluts og kølig hvidvin.

· Dejligt at komme hjem til ny pussede vinduer :o)

· Ja det er da en kedelig ting. Kan du ikke døbbe brødet i kaffen. Måske det giver samme smag, som at bide i brødet :-))

· Uha hvor det bare køre…

· Hørte i “Mads og Monopolet” sidste lørdag?

· … tanken om lidt mere fred og ro, er nu slet ikke så dum.

· Er spring fuld af energi :o)

Udover det rent sproglige, som er emnet her, kunne man også undre sig over, om disse meddelelser er så vigtige, at de bør kolporteres til 50, 100 eller fra 200 op til ca. 1000 såkaldte Facebookvenner?

Og så var der her for nylig den kvindelige politiker fra Dansk Folkeparti, der blev interviewet i tv-nyhederne om inkompetente, privatpraktiserende speciallæger, og som to gange udtalte, at disse læger skulle miste deres »autoritet« (hun mente vist »autorisation«). Ja, den dansk er én slem en…

Nå. Det er let at gøre sig lystig over inkompetence, og tanken om, at vores uddannelsessystem i alvorlig grad har slået fejl, er nærliggende, men kunne man ikke blot sige, at det er skønt, at alle har adgang til sproget, at det er en demokratisk ret at udtrykke sig, og at det ikke er givet, at sproget kun skal kunne bruges på en måde, men at alle mulige former for sprogbrug er gyldige?

Jo, bestemt! Det kunne man sagtens vedtage, og det er vel også alment anerkendt i dag? Bortset fra nogle sporadiske kampagner, der kun når de i forvejen frelste, har det offentlige Danmark allerede givet op og solgt ud af vores fælles sprog. Undtagen når det kommer til at stille krav til indvandrere; de skal pinedød kunne vores sprog perfekt. De indfødte, derimod, må gerne mishandle det af lutter uvidenhed.

Men sprog behøver heller ikke være så korrekt, at det bliver kedeligt. Hver ting til sin tid. Måske er det det, der kendetegner den professionelle sprogbruger? At hun målretter sit sprog til dem, hun forestiller sig, skal læse eller høre det? At hun har adgang til en rummelig kasse fuld af ord og vendinger og kan tilpasse sit sprog til lejligheden? Det er fuldkommen i orden at lave nye ord og skrive, som man taler. Det er udtryk for sproglig fantasi og kan være en berigelse.

Hele meningen med sprog er dog kommunikation. Hvis vi ikke overholder visse færdselsregler, så kører vi galt af hinanden, sproget bliver uklart, meningen bliver forstyrret, og så er der ingen kommunikation. I så fald bliver det meningsløst i det hele taget at bruge sproget. Tænk, hvis vi alle i trafikken kørte præcis, som vi selv syntes, vi ville? Hvis vi ligesom synes, at det bare er så meget mere mig at køre i venstre side? Eller at det ser bedre ud at køre uden lys om natten? Egenart er godt, men hvis vi alle opfinder vores egne regler, bliver der sammenstød på kommunikationsvejen imellem os. Så kommer vi aldrig til at forstå hinanden. — Men at udsmykke sproget på opfindsom vis svarer til at overholde færdselsreglerne, men f.eks. at køre i et knaldgult folkevognsrugbrød med blomster på, som vi så dem i 70’erne. — Det er kun sjovt og bringer ikke forståelsen i fare, tværtimod.

De hyppigste, meningsforstyrrende sprogfejl:

Alm. stavning og tegnsætning

Manglende nutids-r

Tilfældig brug af småord, forholdsordene: til, mod, på, i, fra, om, af, ad… osv.

Sin/sit bliver konsekvent erstattet med hans/hendes

Ukendskab til faste vendinger og sammensætninger

Udtale af æ, (Måske snart også ø og å?) skrider i retning af a. F.eks. træ bliver til tra, dræbt og dræbe bliver til drabt og drabe, rumæner bliver til rumaner, kræft bliver til kraft osv.

Udtale af e som a, ret bliver til rat, frem til fram osv.

Engelsk indflydelse:

Sammensatte navneord. — Dansk er karakteristisk ved, at vi skriver vore sammensatte navneord sammen — deraf navnet. Der er forskel på »dansk uddannelse«, som betyder en uddannelse i Danmark, og på »danskuddannelse«, som betyder en uddannelse i dansk sprog. Dette er i modsætning til engelsk, hvor man ikke sammenskriver navneordene, og hvor de to udtryk ville hedde: »a Danish education« eller »an education in Danish«. Selv offentlige og halvoffentlige institutioner har overtaget uvanen med at skrive deres navne i to ord, og de lader ofte begge ord have stort begyndelsesbogstav, selv om det ikke er reglen på dansk, hvor vi kun skriver det første ord i en overskrift med stort.

Ordforståelsen skrider. — Vi bruger f.eks. analogt med engelsk ordet »karakter«, som førhen betød personlighed eller bedømmelse, i betydningen »rolle«. — Man hører ustandseligt ordet »unik«, om det, der engang på dansk hed enestående eller mageløs, benyttet om ting og begreber, der normalt går tretten af på et dusin.

Amatørernes offentlighed

Blog Image

Skrivningens kunst ligger mit hjerte nær, og det gør ondt på mig, når sproget maltrakteres af glade amatører. Der er i dag flere mennesker, der skriver, end der læser. Alle tror, de kan skrive og gør det gladeligt. Forleden fik jeg et nyt, glittet magasin i postkassen. På trods af „Nej tak til reklamer”-skiltet var det ét stort reklamenummer, nødtørftigt dækket ind af lidt redaktionelt stof om begivenheder i Aalborg. Alene i lederens velkomst var der næsten tyve sprogfejl! Med stor selvfølelse underskrevet af „Anders Bruun Adm. direktør, og ansvarshavende udgiver”. — Vi kan alle begå fejl, det siger sig selv, men tyve i en lille spalte? I et oplag der, som de selv skriver, er „200 – 300 % større end Nordjyske Stiftstidende oplag”.

På websites for store virksomheder finder jeg: „Ædel Sten Smykker”, „forbruger undersøgelsen” og „Vi ønske større Feed Back fra læsene”. Sprog er kommunikation. Hvis sproget er uklart eller ukorrekt, drukner budskabet i uforståelighed og irritation.

I begyndelsen af 60’erne lancerede Habermas sit begreb om den borgerlige offentlighed. Nu et halvt århundrede senere må vi vist revidere det og begynde at tale om amatørernes offentlighed.

Startede det her i landet med Foghregeringens hadefulde opgør med eksperterne, det de kaldte ekspertvældet? Som vel blot var folk, der igennem deres uddannelse og erfaring vidste, hvad de talte om? Men som måske havde en anden forståelse af samfundet og løsninger på store samfundsproblemer, end den nyvalgte regering havde?

Under alle omstændigheder ser det nu ud til, at vi er omgivet af glade amatører på alle sider. I landsdækkende tv underholdes vi af folk, der ikke kan synge. Eller af gumpetunge mennesker, der prøver at lære at stå på skøjter eller at danse. At en af de glade deltagere er gift med statsministeren, gør blot hele affæren endnu mere pinagtig.

Vores dronning excellerer i flere kunstarter, herunder scenografien, og alle falder behørigt på halen for hendes talenter. Teatret er mit oprindelige fag, og jeg ved, at rigtige scenografer bidrager med mere end blot at tegne søde folkedragter. De uddannes til at fange og visualisere stemninger og intentioner i et stykke dramatik og understrege handlingen med former, materialer og farver.

I nyhedsudsendelserne spilder man gang på gang min tid ved at spørge tilfældige forbipasserende på gaden, hvad de mener. F.eks.: Hvad mener du om den manglende rengøring på landets sygehuse? Og hr. og fru Gennemsnitsdansker svarer ikke overraskende, at det synes de er for dårligt … Hvad havde journalisten ventet? At de sagde: Det er sgu’ fedt, du! Så er der rigtig mange, der kan blive smittet med stafylokokker?

Før i tiden havde vi et godt ord ude i forsamlingshusene, når lokale koryfæer til alles henrykkelse stillede sig op og spillede teater, selv om de ikke havde det mindste begreb om, hvad de gjorde. Vi kaldte det dilettant, og Jytte Abildstrøms forestilling „Svend, Knud og Valdemar” illustrerer begrebet glimrende. Det var så dårligt, at det var sjovt. Hylende morsomt, faktisk!

Det er ikke hverken sjovt eller morsomt, når det foregår på daglig basis, i alle medier, på alle kanaler. Så går det nemlig hen og bliver almindeligt, og så kan vi ikke skelne og værdsætte det ægte talent, hvis det skulle dukke op i blandt os.

Vi er kun knap fem millioner udvoksede individer. Talentmassen er lille. Vi så det for nylig i DR’s „The White Concert”, hvor man fik unge og ældre musikere til at fremføre hver et nummer fra The Beatles’ „White Album”. Da så, eller snarere hørte, man tydeligt forskellen mellem 40 år gamle musikalske genistreger og vore dages fejrede, lokale stjerner. De fleste faldt igennem med et brag … MEN den unge færing, Teitur, og Outlandish fra Brøndby Strand må meget gerne indspille deres versioner! Dem kunne jeg høre igen og igen.

Så vi HAR talent og kompetencer i dette lille, formørkede og forblæste land. Vi skal måske bare lade dem komme til fadet? Og det betyder vel, at vi andre, dronninger og statsministerfruer inklusive, i højere grad skal holde os ærbødigt tilbage, når de veluddannede og dygtige kommer på banen.