Corona 3

Udenfor huserer en virus. Vi er nu på tredje uge isoleret fra de fleste andre og opholder os kun i huset og i haven med smutture ud i foråret i den nærliggende skov. – Verden lige nu be­kræfter Sartres påstand om, at ’Helvede, det er de andre’.

Ingen af os har oplevet noget lignende! – Økonomien viste sig skrøbelig og kollapsede på en uges tid og måtte have enorme, offentlige tilførsler – Hvem skulle nu have troet det? Men Vladimir Le­nin vidste, hvor sårbart et samfund er: “Every society is three meals away from chaos”, citeres han ofte for.

Vi køber ind på nettet og har endnu ikke oplevet mangel på noget som helst. Vi har fordel af at være opdra­get af forældre og bedsteforældre, som havde oplevet krigen og gav et nøjsomt spar­sommelighedsgen vi­dere til os, og som lærte os altid at have et mindre lager af fx wc-pa­pir, sæbe, mel og dåsetomater, så man i givet fald kunne klare en strejke, en snestorm eller en syg­domsperiode. De tænkte på almindelig in­fluenza, ikke på en ondsindet én, der lukker hele sam­fund ned. For det er hundrede år siden, vi sidst har set sådan én her hos os.

Der er absolut ingen flystriber på den martsblå himmel her tæt ved en lufthavn i Nordjylland, trafikken er begrænset, og folk kører usædvanligt pænt og holder tilbage for hinanden. – Men de små private sportsfly har en fest i det gode vejr. De cirkler i timevis lavt over byen og skoven. Det er vel ikke rimeligt, at et par velha­vende entusiaster skal for­styrre den nyvundne fred for titusinder af andre? – Det bør stoppes!

Hvis vi ikke var så urolige, og hvis de små Cessna’er kunne blive på jorden, ville vi nyde det sjældent smukke forår i fulde drag og blot lytte til fuglene og børnene, der igen er fremme på vejene og i skoven med deres egne forældre – på en hverdag!

Efter en lille uge satte uroen ind. Søvnløsheden. Spekulationerne. Angsten for de nærmeste. For selv at henligge hjælpeløs i en katastrofesituation. I disse dage ville man gerne have klare ret­ningslinjer fra en vok­sen.

Mette Frederiksen og hendes ministre gør det godt. Og embedsmændene. Og dronningen. Men kommunikationen er ikke klar. – Rammer denne her sygdom kun de gamle? Hvorfor kan vi ikke blive testet? Kan vi roligt gå ud og handle eller ej? Må vi tage i sommerhus? Må vi feste med vores venner? Må vi sam­les til på­skefrokost, eller er det bedst at lade være? – Vi vil gerne se vidende, kloge og sikre ge­neraler, der tør tage ansvar og udstikke klare, viden­skabeligt funderede forholdsordrer. – Det er ikke tilstræk­keligt at sende unge damer ind med råd om (igen igen), at vi skal holde afstand, vaske hænder og sætte os roligt hen med en god bog, ikke genere sundheds­væsnet og myndig­hederne med unødvendige opkald og vente, til det driver over.

Her hos os har vi en daglig diskussion om avisen, som bliver bragt med et larmende knallertbud mellem klokken fem og halv seks om morgenen. Er papiravisen en smitterisiko? Må man tage den med ind til mor­genbordet og slå den op i hovedet på ægtefællen, der sidder overfor? Eller skal den bare blive liggende i postkassen, evt. afbestilles, så vi begge kan nøjes med at læse den på nettet?

Min reference, Videnskab.dk, kan oplyse følgende:

’I et amerikansk studie, som netop er trykt i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, vurderes det, at den nye coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer, mens den overlever på plast og rustfrit stål i op til tre døgn.’

Foruroligende kinesiske studier har dertil fundet, at dråber med virussmitte kan holde sig svæ­vende i luften i fx en bus i 30 minutter.

Vores morgenkævl om Politikens papirudgave må forekomme som ren hyggesnak sammenlig­net med, hvordan diskussionerne sikkert forløber blandt de udsatte mennesker i sundheds­væsnet og an­dre nødvendige funktioner med store kontaktflader til syge og smittede. Hvad gør vi for de men­nesker?

I årevis har de været nedskåret og pressede af skiftende regeringer, så de knap kunne hænge sammen, og nu forventer vi alt af dem … Jeg ser allerede nu tegn på, at coronakrisen får varige følger i form af større støtte og opbakning til statsapparatet, til skattebetaling, til fælles krise­beredskab, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen, fore­byggelse m.m.

I gamle dage havde vi tjenestemænd. Et begreb, der nogenlunde svarer til det engelske ’Civil ser­vant’. Folk på udvalgte poster inden for politi, retsvæsen, sundhed, akutberedskab, militær, transport, postvæsen, anden kommunikation, under­visning o.l. blev ansat på specielle vilkår, hvor de fik høj løn, gode for­hold, stort ansvar og en rundhåndet pension for til gengæld at være parate og blive på posten, når krisen ramte. Tjenestemænd M/K var stolte af deres stilling i samfundet og var til at stole på. – I dag forventer vi, at folk bliver på deres poster, selv om vi har stresset dem voldsomt og skåret så langt ned på løn og øvrige vilkår, at de i årtier er blevet forhindret i at gøre deres arbejde ordent­ligt.

Vi har haft en verdensforståelse, der gav dem, der havde råd, alle mu­lig­heder for at købe materielle ting til overflod, for at bygge og indrette, for at rejse, for at op­søge privatlæger og privat­hospitaler og på den måde snyde sig uden om køen af mindre pri­vilege­rede, der var henvist til et usselt system med lange ventetider, både i telefonkøen til den praktiserende læge og til livsnødvendige undersøgelser og behandlinger på sygehuse og hos speciallæger.

Det gik forrygende for de velhavende i mange år. Tilpas mange fik del i rigdommen, og de havde ingen kvababbelser over klimaet, mens de sejlede hen ad motorvejene i deres store biler, eller medfø­lelse med stressede sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, arbejdsløse, syge, gamle … De privilegerede forstod ikke, hvor sammenvævet et samfund er. Men nu er alle uden undtagelse henvist til det offentlige system, hvis de rammes af noget alvorligt. Ingen kan være i sikkerhed for noget som helst, hvis ikke samfundet som helhed føles sikkert. Nu er noget sket, der gør dette helt indlysende, selv for de tungt opfattende. Måske vil ordet ’solidaritet’ genopstå af asken efter, at Fogh Rasmussens regering lagde landets offentlige omsorg øde op igennem det første årti af det nye årtusinde?

Men vi er mennesker, vi er grådige, vi er egoister, navnlig i krisesituationer, og vi har behov for at skabe mening i kaos … Coronasmitte giver ingen mening. En virus, måske fra en flagermus i Kina, er vandret igennem føde­kæden og ned i lungerne på os. Virus lever af, at vi er sociale væsner, og at vi altid søger tæt kontakt med artsfæller. – I dag godt hjulpet af livsstilen med global øko­nomi, stor rig­dom i visse dele af verden og stor international mobilitet, både i forretningsøjemed og som ferie- og for­nøjelsesrejser. – En ny virus kan, som vi godt vidste, men som vi nu har erfaret i virkeligheden, på ganske få timer sprede sig med fly fra Kina til Korea, Iran, Italien og der­fra ramme lille mig i Værløse.

Som meningssøgende/meningsskabende væsner har vi svært ved at tolerere, at ting bare sker: Døden skal have en årsag. Sådan var det også i pesten og alle de andre epidemiers tid, da man, som Boccaccio beskrev det, flygtede op i bjergene og drak vin og fortalte hinanden frivole historier, indtil det var sikkert at komme ned igen. Da man piskede sig selv, fordi man åbenlyst havde pådraget sig ‘Guds straf’. Eller man gav jøderne skylden og murede dem inde. Eller hængte alle kattene, som man troede var smittekilder – heraf skikken med at slå katten af tønden til fastelavn.

I dag synes årsagen at være nogle tilfældige sammentræf i Wuhan – Når en fla­ger­mus slår med vin­gerne på den ene side af jorden …  – Så vi har også i dag fået travlt med at finde årsagen, den formodentlige skjulte mening bag coronasmitten, og nogle vælter sig i paranoide konspirationsteorier, nogle opfinder religiøse eller overtroiske forklaringer, og andre begynder straks at uddele skyld. – Det er kinesernes skyld! – Det er italienernes skyld! – Det er de danske skituristers skyld!

En ny variation er de unge studerende, der på Politikens debatsider mener, at det hele er de voks­nes skyld (!?) – Og at de unge ikke vil blive hjemme og lade være med at feste igennem og således passe på ikke at bringe smitten videre for de gamles skyld, for de gamle har aldrig taget sig af dem …

Måske har de ret. Hvis de er nået op i tyverne og går på universitetet og stadig ikke føler sig som voksne og stadig ikke har fattet, at ALLE kan dø af denne virus, så har vi voksne ikke gjort det godt nok. Der er 1,2 mio. sårbare i den danske befolkning, som er i fare for et alvorligt forløb i tilfælde af coronasmitte. Det er spæd­børn, unge, midaldrende, gamle, afhængigt af helbred, immunforsvar, hjerte­sygdomme, lunge­sygdomme, nyresvagheder, astma, og navnlig afhængigt af det generelle smittepres i samfun­det: Hvis mange syge går rundt og opformerer virus til store mængder, så bliver de næste smittede hår­dere ramt, uanset alder. – Hvis det er de unges holdning, at det hele er de voksnes skyld, og at det i øvrigt ikke rager dem, og når de føler trang til at offentlig­gøre denne holdning i en stor, landsdækkende avis, så har vi voksne virkelig svigtet dem! – Men ikke på den måde, de forestiller sig, for de er blevet født og opfostret i gode kår, og de har modtaget gratis uddannelse og SU imens. – Men de har intet lært. De har al­drig væ­ret udfordret før. Og de har ikke tilbragt tid med bedste- og olde­forældre, der kunne have for­talt dem om trange tider, om sammenhænge og sammenhold, solidaritet, om almindelig pli, anstændighed og god opførsel.

Når de urimelige unge, som jeg tror er fåtallige, har fået luft for deres frustrationer over, at deres bekvemme og ubekymrede liv er forbi for en tid, og når alle vi andre er færdige med at uddele skyld og kloge os på ting, som vi i virke­ligheden ikke ved noget om, og vi alle i fællesskab i endnu et par måneder har nået at vænne os til denne nye situation, så håber jeg, at smittekrisen vil efter­lade os mere tolerante, mere om­sorgsfulde, og ikke mindst mere menneskelige, end vi var før. – Måske vil vi endda i tiden efter coronaen fortsat opleve en blå himmel uden alt for mange fly­striber? Gader uden tæt og forurenende trafik? Billister, der kører hensynsfuldt? Og se børnene lege ude og gå skovture med deres egne forældre på en ganske almindelig hverdag.

https://www.goodreads.com/quotes/853096-every-society-is-three-meals-away-from-chaos

https://videnskab.dk/krop-sundhed/praktiske-raad-hvordan-haandterer-jeg-rengoering-mad­lav­ning-toejvask-og-indkoeb-under

https://politiken.dk/udland/art7698009/Forskere-tr%C3%A6kker-corona-unders%C3%B8gelse-tilbage

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7722821/%C2%BBK%C3%A6re-voksne-det-klinger-hult-n%C3%A5r-I-anmoder-om-solidaritet-i-krisetider-%E2%80%93-det-er-jer-der-har-smad­ret-f%C3%A6lles­skabet-og-vores-fremtid%C2%AB

https://politiken.dk/debat/klummer/art7717434/Aldrig-har-min-s%C3%B8n-givet-mig-s%C3%A5-roligt-et-knus.-%C3%98nsker-vi-faktisk-at-vende-tilbage-til-det-gamle-liv

Corona 2

Om aftenen erklærede statsminister Mette Frederiksen landet i undtagelsestilstand og opfordrede til, at folk IKKE tog ud og hamstrede fx fødevarer og medicin. Øjeblikket efter var en stor del af den danske be­folkning rykket til Bilka, Netto og REMA1000, de butikker, der havde aftenåbent, med trailere, vare­vogne og cykeltrailere, og flåede wc-papir, bleer og gær ned fra hylderne.

’Grænsen lukker’ og ’Stopper bland selv-slik’ er de to største emner, folk søger på Google her til mor­gen … Fulgt af navnet på en stand-up’er og symptomer på influenza, – Så ved man, hvad der rør sig blandt det, min far ville have kaldt ’De andre idioter’.

Da jeg erhvervede kørekort for næsten 50 år siden og skulle begive mig ud blandt medtrafikanter på de danske landeveje i min mors lille, mørkegrønne Austin Mini, lød min fars advarsel altid: ’Pas på de an­dre idioter!’

Sådan burde enhver sagkyndig afslutte køreprøven, når han rakte det midlertidige førerbevis til den glade beståede.

Og sådan er vi nødt til at tænke i dag, hvor coronavirusser grasserer lige uden for vores egen dør. Pas på de andre idioter, der bringer os alle i fare, når de ikke synes, de skal standse for rødt, når de kører frem i nødsporet og forsøger at overhale alle indenom, når de ikke bliver hjemme, hvis der er et godt tilbud på wc-papir i Brugsen, hvis de mangler slik og snacks, eller hvis de keder sig og bare lige skal ud og se, hvad der rør sig i verden. Og som ikke gider be­svære sig med at holde afstand, med håndvask og sprit. – For virussen rammer kun de syge og gamle, ikke? – Det er ren Darwinisme. Lad falde, hvad ikke kan stå.

Vi bør være taknemmelige for de tapre ansatte i sundhedsvæsnet, som efter et par årtiers nedslidning og udsultning stadig har modet og kræfterne til at gå på arbejde og afbøde slaget for os andre!

Og for vores kloge og agtpågivende politikere og embedsmænd, der roligt træder frem og overbeviser os om, at de gør alting, så de godt de kan.

Og for alle dem, der holder infrastrukturen i gang. Gudskelov for vand- og varmeforsyning! For renova­tion! For strømmen! – Og for fryser, køleskab, komfur, ovn og bil. – Vi kan sagtens holde den gående i nogle uger, hvis vi ikke bliver meget syge.

Og gudskelov for computer, internet, mobil og tv … Vi kommer ikke til at kede os. – Vi kan kommuni­kere, vi kan arbejde hjemmefra, vi kan bede om hjælp i værste fald, og vi kan få tiden til at gå i mellem­tiden. – Må­ske indeholder reolen stadig en god bog? Farvekoordineret eller ej?

Vi kan så småt begynde forårsarbejdet i have og drivhus, vi kan gå ture i skoven eller ude ved stranden. Vi kan også aftale at møde familie og venner i skoven og gå tur og snakke med dem der. Og vi kan rykke sam­men på de sociale medier og tilbyde hjælp og trøst.

Dette er en tid, som man vil huske i flere generationer. Hvad vi gør nu, får betydning i lang, lang tid frem­over. Og hvis alvoren kunne mane til en smule mere omtanke og taknemmelighed i en velfunge­rende hver­dag, så har vi i det mindste lært noget.

Og når landet nu lukker ned, jeg selv og mine kæreste bliver smittet, sundhedsvæsnet overbelastes, og mange, fortrinsvis ældre og syge, vil dø, så kan man jo tænke på, at det skete i dette lille land, som pludselig røg højt op på listen over coronasmittede – i dag nr. 13 i verden i absolutte tal, på trods af vores lille størrelse, i begyndelsen fordi nogle rige, midaldrende mænd skulle ned og stå på ski …

80 % af de smittede er mænd

35 – 55-årige er stærkt overrepræsenteret blandt de smittede

Og de kommer fra de velhavende områder i København, Nordsjælland og Østjylland ifølge:

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-02-27-nyeste-corona-tal-fra-danmark-og-verden-saa-mange-er-smittede-doede-og-helbredte

Coronavirus

Det er bekymrende, at en ny virus er ved at brede sig.

Det er måske endnu mere bekymrende, at vi ældre mennesker så let udskilles af fællesskabet med ’beroligende’ ord fra eksperterne om, at virussen kun er alvorlig, hvis man tilhører den ældre aldersgruppe og måske ovenikøbet har en kronisk sygdom.

Kan vi så nemt undvære de ældre? At vi afskriver dem med et skuldertræk og et ’bare rolig’ til de yngre? Hvor meget yngre skal man være for at være rolig? 5 år? 10 år? 20 år?

Hvad siger de ældres arbejdsgivere? Kollegaer? Ægtefæller? Venner? Børn og børnebørn? – Ser de bare frem til arv og bedre plads?

Politikens Netavis, 1.3. 2020*:

’Ekspert om coronavirus: »Den er slet ikke så farlig, som mange går og tror«

(…)

Hvem er i farezonen for smitte?

»Langt de fleste behøver slet ikke være nervøse. Det er stort set, med forbehold for undtagelser, primært den ældre aldersgruppe og folk med kroniske sygdomme, der bliver alvorligt ramt. Hos børn og unge ser man næsten ingen dødsfald. For langt størstedelen af dem, der bliver smittet, udvikler det sig til en mild sygdom, som man sagtens kan overleve«.  (…)

Skal man være nervøs, hvis man får konstateret corona i Danmark?

»Man behøver bestemt ikke være nervøs for, at man mister livet, hvis man får konstateret corona. Det er kun i få tilfælde, at folk fra bestemte grupper, altså i forvejen syge, særligt svækkede og ældre, kan have grund til bekymring og skal passe på.  (…)’

Og

Politikens Netavis, 2.3. 2020:

’Er du fyldt 50 år? Så er du allerede senior og en af jobmarkedets tabere

I det hele taget er vi blevet hurtige til at udskille medborgere i kategorier, som ikke omfattes af det fælles ’vi’, og som vi ikke behøver at udvise solidaritet, men blot kan tilkaste lidt opmærksomhed og almisser ved festlige lejligheder: kvinder, indvandrere, flere generationer af børn af indvandrere, udkantsmennesker, jyder, overførselsindkomstmodtagere, brune, arbejdsløse, sygemeldte, hjemløse, patienter i psykiatrien, børn med særlige behov, kronikere …

Derudover er det nu helt åbenlyst, at vores vinterferiemigration er en lige så fast tradition og potentiel smitterisiko, som kinesernes nytår viste sig at være.

*https://politiken.dk/indland/art7683264/%C2%BBDen-er-slet-ikke-s%C3%A5-farlig-som-mange-g%C3%A5r-og-tror%C2%AB

Vi mennesker er drevet af

  • Trang til mad, sex, formering, yngelpleje, fysisk og psykisk bekvemmelighed, fx tryghed, ly og varme
  • Social trang, tilknytning, familien, gruppen, stammen, herunder status og hierarkier, mis­un­delse, nationalisme
  • Anskaffelsestrang, som hamstere har vi det bedst, når vi kan samle en masse ting sam­men, madlagre, penge, køretøjer, elektronik, pyntedimser, møbler, tøj og sko, køkken­maskiner, sommetider fører grådigheden til krig mod an­dre stammer om landområder, ressourcer og indflydelsessfærer
  • Oplevelses- og forståelsestrang, vi vil gerne kunne forklare det, vi ser og oplever, så vi op­sø­ger og under­søger fænomener, men sommetider får vores forklaringer karakter af fri fantasi eller efterratio­naliseringer, religion, alt for vidtløftige filosofier

Vi opfinder film, internettet og mobiltelefonerne og bruger den avancerede teknik til pornografi, til at sende nøgenbilleder rundt, til hadefulde kommentarer om andre, specielt mennesker, der er en smule anderledes end os selv, evt. mener noget andet end os selv.

Vi opfinder transportmuligheder, lastskibe, tog, fly, biler, og bruger dem til at skaffe os en masse bil­ligt og giftigt skrammel fra fx Kina. Eller til at fragte os selv på job og tjene til alt skramlet, så vi bag­efter kan køre ud i storcentre og købe stort ind eller tage på nyttesløse ’ferier’ i varme lande, hvor strandkanten er forsvundet under kilometerlange rækker af betonhoteller. Evt. skiferier i de om­råder, hvor det stadig er muligt at opretholde en smule sne under skiene, trods global opvarm­ning, bl.a. på grund af vores overforbrug af billigt skrammel fra Kina og for meget rejseri.

Vi opfinder videnskab og menneskerettigheder og misbruger det hele til at bortforklare vores eget ansvar for planetens fremtid og for hinanden, til at opfinde en stor, gudelig magts ’intelligente de­sign’ eller til at lade mennesker fra andre lande sejle ud og drukne i havene omkring os, eller vi stem­mer på selvovervurderende, men små og bange, nationalister, der blot gør livet sværere for os alle.

Vi har alle muligheder for at leve gode, glade og trygge liv, og vi forspilder alle disse muligheder hver eneste dag, fordi vi stadig er dyr, drevet af vores mest basale instinkter.

At passe børn

er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Når man for 25. gang har samlet sutten op, og ungen henrykt smider den ud af barnevognen igen. Når man har gemt sig bag en bog 44 gange og råbt ’Titte bøh’, når man kigger frem igen, og ungen endnu ikke er træt af legen. Når man har pruttet ham på maven henved 30 gange, mens man skif­ter ble. Eller stablet klodserne 117 gange, bare for at han kan vælte dem – igen.  – Så er ens hoved ved at implodere, og blikket flakker efter mobilen, venindesnak, Facebook, nyheder, Netflix …

Man længes efter barselsorlovens ophør, efter den ugentlige legeeftermiddag i mødregruppen, efter at far kommer hjem og overtager, efter at man kan køre ungen hen til sin egen mor eller bare efter, at han/hun falder i søvn i klapvognen, så man med fred i sindet kan ploppe høretelefo­nerne i og forsvinde i snak, mu­sik, radio, lydbog eller podcast.

Jeg ser disse desperate mødre traske rundt på villavejene med et sløvt barn i trillevogne af alle slags, mens de selv går og fjernsnakker med andre voksne eller lytter til noget, der må være meget mere spændende end deres eget barn.

Mødre har altid, hvis de havde mulighed for det, forsøgt at afsætte deres børn til andre.

I mange førmoderne kulturer var det bedstemoderens ansvar at passe de små. Det så jeg i Kina og Hong Kong, da jeg boede der med min egen søn. Disse spinkle og tandløse, gamle kvinder slæbte rundt på velnæ­rede småbørn og tog sig af dem døgnet rundt, mens mødrene arbejdede, måske i udlandet, for at skaffe penge til familien.

I vor egen kultur kunne en velhavende kvinde på slottet, godset, i det fornemme byhus eller på den store gård førhen ikke hurtigt nok få skaffet en amme, så hun kunne binde sine egne bryster op og passe de fine silkedragter igen. Når ungen kunne spise selv, blev han eller hun overladt til barnepigen, barneplejersken, nannyen eller guvernanten i børneafdelingen, som lå langt fra foræl­drenes gemakker og opholdsstuerne. Moderen kunne nøjes med at få barnet forevist eller tilbringe en halv time i børneværelset en gang imel­lem, når hun havde lyst.

I dag sender rige, nordsjællandske familier bud efter en fattig filippiner, som er til at betale, og som i prin­cippet skal fungerer som kombineret nanny og stuepige og kok i den mondæne villa. Hun forlader sine egne børn og rejser til Danmark for at hente og bringe andre menneskers børn, vaske deres tøj, smøre deres mad­pakker, rede deres senge … Hun får måske lært lidt dansk. Det gør de danske børn næppe.

Mindre privilegerede mødre sender deres ganske små børn i overfyldte, nedslidte institutioner med kun ganske lidt, og voldsomt underuddannet og underbetalt, voksenkontakt i løbet af de lange, lange dage.

Både min mand og jeg selv er opfostret af unge piger, ’ung pige i huset’ hed det og dækkede over, at vore mødre, som begge var lærere, hellere ville stå og stråle i et klasseværelse og oppe­bære løn for det, end de ville sidde hjemme og amme og lege ’Titte bøh’. – Den unge pige var en snottet halvvoksen fra landet med ru, røde hænder, som hellere ville sidde på sit værelse og lytte til Elvisplader, end hun ville lege med en lige så snottet unge. I princippet skulle hun både lave mad, gøre rent, vaske tøj – dengang i en gruekedel i kælderen, vaskemaskinen var ikke almindelig i 50’erne, og passe børn. – Blev vi stimulerede? Sprogligt og følelsesmæssigt? Eller lærte vi at beskæftige os selv?

Ingen mor synes, at det er sjovt at passe børn, hvis hun kan blive fri.

At passe børn er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Sådan har alle mødre altid haft det til alle tider.

MED MINDRE man er lige så heldig, som jeg var, da jeg for 40 år siden fik min søn, at man får et USÆD­VANLIGT charmerende og begavet barn. For så kan man variere ’Saml sutten op’-legen i det uendelige og se hans fryd, når han prøver at regne de nye variationer ud på forhånd. Eller han pludselig tager føringen og gemmer sig selv bag en anden bog, så jeg bliver synligt forfærdet, indtil han storgrinende dukker frem og sav­ler sit henrykte ’Titte bøh’! Når han begynder at prutte sig selv på hånden og derefter mig på næsen for lige at mærke, hvordan det føles at være i den aktive rolle. Eller når han nægter at vælte klodsestablen, men begynder at bygge sit eget, overraskende veldesignede, tårn ved siden af mit summariske og med et skælmsk smil opfordrer mig til at forsøge at vælte det …  hvis jeg kan … Og når han vokser så hurtigt, alt for hurtigt, at det kan knibe med at følge med i hans udvikling, sprog, krops­beherskelse, opdagelse af verden, særlige interesser, venner, skole, fag … Men man opnåede un­dervejs i glimt en indsigt i menneskets fælles udviklings- og læreprocesser, og man fortsætter derefter sit eget liv som meget, meget klogere på sig selv og andre.

Sønnike er stadig et af de mennesker, som jeg har størst glæde og udbytte af at tale med.

Og det mest besynderlige er, at sønnikes egne børn er PRÆCIS lige så charmerende og begavede, som han.

Leverrisotto

Mine ungdomsår i Italien har sat sig varige spor i køkkenet. Når vinteren er mørk, og kroppen kræver jern og vitaminer, får jeg en ubetvingelig trang til leverrisotto.

Som med al italiensk mad er gode råvarer det allervigtigste – økologiske, naturligvis. Selve retten kan laves på ½ time.

Hvis man kan skaffe frisk kalvelever, risottoris fra Norditalien, 2 – 3 dl kraftig, hjemmelavet oksekødssuppe, en frisk, mild og blød ost, løg, hvidløg, citron og rosmarin, kan man lave denne ret, der i al sin blide velsmag nok skal vække begejstring hos alle, selv hos dem, der normalt ikke bryder sig om lever, men som er friske på at prøve. – Men hvis man snyder med råvarerne, bruger suppeterninger, svinelever, ost med bismag eller dårlige løg, vil det ødelægge den delikate sammensætning, og så ville det være bedre at ringe efter en pizza.

4 personer:

1 fed hvidløg hakkes

2 løg skæres i halve ringe

svitses i 1 spsk olivenolie og 1 spsk smør – sådan cirka … på bunden af en 3-liters, tykbundet gryde

med 1 tsk rosmarin og 1 tsk friskkværnet peber

400 – 500 g god, frisk kalvelever skæres i terninger på ca. 2 x 2 cm og brunes med

2 – 3 dl klar oksekødssuppe og ½ l vand tilsættes

fintrevet skal af ½ citron og 1 spsk groft salt kommes i

500 g risottoris tilsættes og koges ved lavt blus i ca. 10 min.  – rør engang imellem

retten står og trækker i yderligere 10 min. og serveres med groftrevet, fuldfed ost på toppen

tilbehør fx tomatsalat og/eller ovnbagt broccoli med ost

Velbekomme!

Moderne religiøsitet

Beundring for beskedenhed, selvpålagte prøvelser og selvbegrænsning er formentlig et grundlæggende, menneskeligt træk.

Ikke, at vi alle udøver moderation og selvtugt, langt fra, så var der jo heller ingen grund til beundring, men det er indlysende godt for os at faste, at motio­nere og at undertrykke grådighed, både mht. mad og ejendele. Man kunne også tilføje grådigheden efter oplevelser, unødvendige bil- og flyrejser, til den moderne verdens liste over efter­stræbelsesværdig – ’god’ – opførsel.

Mennesker har sikkert altid haft mådehold som ideal, fastet som ritual, for guderne, for forfædrene, for jagtdyrene, og pålagt os selv restriktioner og udfordrende prøver. Vi omskabte den bitre nødvendighed til noget ønskværdigt. For indtil for nylig levede vi i en verden, hvor ressourcer af alle slags var begrænsede. Det er de stadigvæk. Det har vi lige opdaget igen efter 60 års fråsende pause. Vi har kun én planet at leve på, og den har vi – alle gode viljer uanset – snart brugt op.

I mange af de små og store religioner, så som Islam, men også gennem mange århundreder i kristendommen, har faste været en stor del af de kirkelige højtider. Faste og renselse.

I vore ugudelige, moderne dage er faste og renselse, først og fremmest i form af slankekure og motion, en fast bestanddel af sundhedstroen. I kampen for det evige, individuelle liv. Men nu også i kampen for klo­dens liv – om end lidt sent – i klimaets og miljøets navn. Man kan endog købe klimaaflad! – Som da paverne skulle kradse penge ind til at bygge Peterskirken for og solgte afladsbreve, der fritog folk for deres synder. Formentlig var værdien af disse papirstykker ikke meget større end værdien af moderne klimaafladshandel … Vi har endog genskabt en moderne Jeanne D’Arc i form af en ung, svensk skolepige, ‘Jomfruen fra Stockholm’, som nedkalder forbandelser over alle, der ikke kæmper for den gode sag.

Greta Thunberg og alle andre, der kæmper for vor fælles klode, har selvsagt min største sympati! Jeg er ikke imod klimaet eller sundheden, tværtimod. Men parallellerne er så slående, at nogen er nødt til at påpege det.

Der er i dag en udbredt tro på, at jeg viser mig som et godt og korrekt menneske, der for­tjener alverdens beundring og det evige liv, hvis jeg afholder mig fra kødspiser, hvis jeg faster et par dage om ugen, strikker mine egne kar­klude, medbringer mit eget genanvendelige sugerør til fester, tager cyklen til arbej­de, benytter toget i ste­det for flyet, når jeg skal på ferie, og navnlig hvis jeg udbreder mig om alle mine små opofrende tiltag i venne­kredsen, under familiemiddage og på alle til rådighed stående sociale medier, rigt illustreret med mobil­fotos, og ved alle lejligheder deltager i udskamningen af medmennesker, der kører i dieselbil, der spi­ser røde bøffer og holder flyferie i USA. – Alt dette gør jeg for det meste, de fleste dage, og i hvert fald når nogen kigger – for der eksisterer ingen tro eller reli­gion uden hykleri, og der bor vel en farisæer i os alle.

Ifølge forskerne har vores hjerner ikke ændret sig synderligt i løbet af de seneste 100.000 til 200.000 år – Hvis de har, siger de, er de blevet mindre, ca. i rumfang hvad der svarer til en tennisbold, så vi er muligvis betragteligt dummere end vore forfædre. Noget kunne tyde på det. Vi gør i hvert fald de samme, idiotiske ting om og om igen. I stedet for at handle logisk og politisk og kollektivt give afkald på nogle øjeblikkes nydelse for menneskeracens overlevelses skyld, så vinder vores indbyggede grådighed og selviskhed stadig, på trods af alle gode småord og gerninger.

Anbragte børn og tilknytning

Barnets perspektiv

’Men flere bortadoptioner, som Mette Frederiksen talte om, er dog et så ekstremt vidtgående indgreb, at det får alle alarmklokker til at ringe.’

På lederplads d. 2.1. 2020 anfører Politikens nuværende chefredaktør, Christian Jensen, at statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale om anbragte børn er ude på et skråplan, når hun argumenterer for mere ro til børnene og flere forpligtende bortadoptioner af ulykkeligt stedte børn.

Når en chefredaktør udtaler sin selvsikre mening om politiske forhold, har det normalt meget få konse­kvenser; er blot en leg med ord og meninger, som mange finder personligt tilfredsstillende.

Men når han udtaler sig om børn, børns vilkår og børnepsykologi uden at have læst op på det faktuelle grundlag, så er det decideret farligt (og dumt).

Hver enkelt børnesag er enestående (som den kloge Bettina Post skrev i Politiken forleden*), og nogle gan­ge er der brug for en fjernelse fra hjemmet, nogle gange for massiv støtte i hjemmet, og nogle gange måske andre foranstaltninger. Hverken statsministre eller chefredaktører besidder den faglighed på børneom­rådet, som sådanne voldsomt indgribende beslutninger på andres vegne fordrer.

Under alle omstændigheder ville det være velgørende, hvis man for en gangs skyld anlagde barnets per­spektiv og ikke tog hensyn til ’forældrenes ret’, dvs. forældrenes ret til samkvem, til orlov, til at arbejde og til at holde fri fra barnet. Og at man heller ikke, som i dag, tog udstrakte hensyn til de forhåndenværende opholds­steder og til den offentlige økonomi. – For det kommer til at koste meget, meget mere ikke at sætte ind med tidlig hjælp. Bl.a. pga. barnets medfødte behov for tilknytning og alle de skader, barnet pådra­ger sig, når man ikke tager udgangspunkt i ’barnets tarv’.

Tilknytningsteorien er den p.t. accepterede og uden konkurrence herskende teori og overordnede forstå­else af børns medfødte instinkter for at knytte sig til en voksen beskytter og fører i livet. Tilknytningen er fast og uforanderlig, som gæslingens på gåsen, når den først er etableret. Børn er ifølge denne teori ganske som mange andre dyr født med et beredskab for at knytte sig til én primær omsorgsperson som et middel til overlevelse.

Der kan være en række sekundære personer omkring barnet, medforældre, tanter, søskende, bedstefor­ældre, naboer, veninder, men tilknytningen vil i alt væsentligt være til moderen/den primære tilknytnings­person, i det omfang hun er til stede. Hvis moderen/den primære tilknytningsperson er ude af syne, vil det lille barn opleve så meget frygt og panik, at det er skadeligt for dets liv og udvikling. Tilknytningssystemet dannes i løbet af barnets første halve leveår, kulmi­nerer mellem det første og andet leveår, og aftager en smule efter barnets tredje leveår.

Små børn kan IKKE være alene ret længe, de kan ikke sove alene, de kan ikke udholde mørke, kulde, ensomhed, ukendte lyde, sult, ubehag, ukendte omgivelser, fremmede babysittere, au pairs o.l. uden mulig­hed for at søge tilflugt og blive forstået af moderen/den primære tilknytningsperson.

Bowlby, der i 1950’erne formulerede tilknytningsteorien, studerede små børn, der var indlagt i dagevis, somme­tider ugevis eller månedsvis, uden deres forældre, for sådan gjorde man dengang, på hospitaler omgivet af fremmede, der regerede og larmede og måske håndterede børnene med instrumenter, kanyler, gummi­slanger m.m. Børnenes frygt, fortvivlelse og sorg er blevet dokumenteret af forskere på gribende og stærkt foruroligende film. Alle disse børn tog alvorligt skade på sjæl og udvikling.

Først langt op i 1960’erne begyndte man at ændre denne praksis på danske hospitaler og medindlagde forældre.

Børn kan ikke vænne sig til adskillelse, fremmedhed, mørke, ensomhed uden at tage skade. Det er et med­født behov at knytte sig til en voksen tryghedsperson, og hvis børn ikke kan det, kan de, som de rumænske børnehjemsbørn, dø af frygt, ensomhed og udsathed, selv om de får mad nok.

Så at tage børn fra deres primære omsorgsperson fx for at indlægge dem, passe dem i institutioner, give faderen samkvem eller andet, er noget af det mest skadelige, man kan foretage sig.

Lige som at lovgive om samkvemsret eller barselsorlov, herunder fædreorlov, hvor fædrene, efter at have været fraværende i måske et halvt år, skal tage over efter mødrene, som i de fleste tilfælde da vil have etableret sig som den primære omsorgsperson.

Hvis omsorgspersonen er fraværende, uduelig, selvoptaget, på arbejde, uden omsorgsevne, følelses­kold, alkoholisk eller på stoffer, voldelig, misbrugende, uberegnelig og for barnet upålidelig, kan barnet danne en utryg, eller måske ligefrem desorganiseret, tilknytning, hvilket vil traumatisere barnet resten af dets liv og forhindre indlæring og almindelig socialisering.

Så hvis den primære omsorgsperson findes uegnet, ville det hjælpe barnet meget, at man så hurtigt som muligt fandt en ny omsorgsperson, evt. medforælderen eller, hvis forholdene hjemme er truende for barnets psykiske og fysiske sundhed, et nyt, forpligtende hjem med mindst én, kærlig og forpligtet omsorgsperson.

I engelsktalende lande har man for længst indført talrige tvangsbortadoptioner, så barnet får ro til at danne nye tilknytninger.  Herhjemme er det forældrenes ’ret’ til barnet, der definerer lovgivningen om tvangs­fjernelse, forældremyndighed, professionelle familieplejere, børnehjem, ’opholdssteder’, anden institutions­anbringelse, støtte i hjemmet m.m. Hvilket ofte resulterer i endnu mere forvirrede og ulykkelige børn, der næppe bliver i stand til at bidrage til samfundet, når de vokser op.

Jeg har på feriesteder i udlandet mødt såkaldt ’professionelle’ familieplejere, der havde sendt deres tre plejebørn på et opholdssted, så de kunne afholde den ferie i de varme lande, som disse ’professionelle’ jo havde krav på med jævne mellemrum.

Hvad gør det ved et barn at erfare, at dets primære omsorgsperson har brug for at holde ferie langt borte fra det? – Det gavner ikke tryg tilknytning og troen på sig selv.

Hvis barnets nye omsorgsperson(er) derimod havde adopteret barnet på et tidligt tidspunkt, ville forpligtelsen have været større, barnet ville som bærer af familienavnet være selvskreven arving og ville naturligvis komme med på ferier og andre udflugter. Barnet ville være en skattet del af familien, ønsket og påskønnet, noget som de såkaldt ’professionelle’ familieplejere ikke ville kunne formå at få barnet til at føle sig – al deres faglighed til trods.

Hvis barnet ikke er accepteret og omsluttet af omsorg, er det blot anbragt. Midlertidigt. Indtil det er tid for familieplejerens ferie eller en ny anbringelse.

Jeg håber meget, at vores nye statsminister, ‘Børnenes statsminister’, som holdt en gribende nytårstale om børns vilkår, vil føre ordene ud i livet og lovgivningen og begynde at se på samfundsindretningen fra børnenes og ikke fra de voksnes synspunkt. At hun, regeringen og Folketinget i alle forhold vil vælge børnenes tarv frem for forældrenes rettigheder. – Og når de gør, vil jeg, og forhåbentlig mange, mange andre støtte hende. – For børn har krav på at leve de første år i nær kontakt med en primær omsorgsperson. – Hvis forældre ikke magter at tage sig af deres eget barn, er det bedre at lade andre komme til, eller endnu bedre, at undlade at fylde kloden op med uønskede børn.

____________________________________________

https://politiken.dk/debat/ledere/art7575599/Hvor-er-det-betryggende-og-befriende-at-m%C3%A6rke-en-statsministers-sociale-indignation-boble-fra-talepapiret

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7591626/Mavefornemmelser-og-tilf%C3%A6ldige-vidnesbyrd-skal-ikke-styre-socialpolitikken

Tor Wennerberg: Vi er vore relationer (2011)

Anders Broberg m.fl.: Tilknytningsteori (2008) og Tilknytningsteori i praksis (2010)