Holdbarhed

Min første Kenwood røremaskine kostede en blinkende formue og holdt til mange års brug og misbrug og døde kun, fordi jeg havde sat den til at blødgøre en honningkagedej, der var hård som størknet cement. Røremaskinen rokkede af bar kraftanstrengelse ud over bordkanten og faldt med et stort brag ned på flisegulvet, mens jeg var optaget af gøremål andre steder. Den fungerede stadig (!), men derefter raslede den højlydt ved brug, og der var ingen vej uden om en ny maskine.

Den nye Kenwood røremaskine var stadig voldsomt dyr, men angiveligt et godt tilbud fra Coop. Fra første dag skramlede den af tyndt blik og plastic, der blev aldrig igen bagt honningkager i mit køkken, og den smarte non-stick-belægning smuldrede ned i både flødeskum og brøddej, så jeg måtte ud og købe nye dejkroge og K-spade i rustfrit stål … og så var tilbuddet pludselig ikke så godt længere.

Akkurat det samme skete med den stærke Electrolux/Nilfisk Panther-støvsuger, der tjente trofast igennem tre langhårede hunde, flere ombygninger og utallige bilrengøringer med jord, småsten, sand og skidt, men som pga. en løs forbindelse, som ingen ville påtage sig at reparere, måtte udskiftes med en nyere model. Samme mærke, tysk kvalitet, men den holdt ikke længe, kun knap 10 år, før også den måtte ombyttes med en ny, som lige er ankommet, formentlig direkte fra Kina. Den nyeste Electrolux/Nilfisk Panther-støvsuger skriger langt væk af blåligt, tyndt plastic, den vejer kun det halve af den gamle, og motorkraften, opdagede jeg, er væsentligt ringere, hvorimod prisen er den samme høje. Den skrøbelige plasticslange falder hele tiden af støvsugerrøret, og inde i røret er der uslebne kanter, der stikker ud og fanger nullermænd og regelmæssigt stopper det hele til, så min mand må træde til med en ekstra lang flaskerenser … Hvor smart er det? – Det oplevede vi aldrig med de gamle.

En spritny Bosch opvaskemaskine holdt kun otte år, og alle de indre dele var af billigt, gråligt og tyndt plastic. Ikke meget tysk kvalitet der.

Vi sparer ikke noget ved at udlicitere produktionen til Østen. Vi skal i løbet af en livstid bruge tre til fire gange så mange maskiner, og transport og forurening mangedobles, ærgrelser, tid og ulejlighed ligeså.

Hvorfor ikke tage produktionen tilbage til Europa? Fremstille tingene i en gedigen kvalitet, som vi kan være stolte af? Og tilbyde reparation, så fingerfærdige kan leve af det, og så gamle husmødre kan beholde de gode produkter, de er vant til.

Det samme gælder tekstiler og tøj af kunststoffer, møbler, legetøj og andre forbrugsgenstande … Hvorfor skal det være så dårligt?

Skt. Hans

har i hele min levetid været en tom tradition, hvor vi alle sammen, uden at vide hvorfor og ofte i silende regn, går hen på en nærliggende strand eller plæne, får en øl, kigger på et bål og hører en oppustet, lokal digni­tar udbrede sig om banaliteter, mens en karikatur af en laset kvindefigur på toppen af bålet til skræk og rædsel for alle tilstedeværende kvinder og børn brændes af, hvorefter vi sammen forsø­ger at afsynge en vaklende udgave af Drachmanns ’Midsommervise’.

At rense luften ved at synge dårligt og afbrænde kvindefigurer gav ingen mening i det danske sommerland – og kan vel næppe siges at være politisk korrekt i vore tider – før coronaepidemien.

Men så var der et par opfindsomme sjæle, der konstruerede modeller af coronavirusset og satte dem på toppen af bålet.  – Se, det må have været dybt tilfredsstillende at se den forhadte tingest futte af i Helvedes flammer!

Og straks tænker man jo videre … Lad os smide mundbind, spritflasker og Sundhedsstyrelsens blå coronapiktogrammer på bålet og sende det hele til Bloksbjerg på selve midsommers trylleaften! – Sikke en lettelse! – Det kunne vi stå sammen om!

Forhåbentlig kommer der fremover igen år, hvor globale epidemier ikke har påvirket os, men så kunne man måske ude omkring enes om et fælles tema: At afbrænde planerne om nye motorveje eller alt for høje højhuse, udvisningsordren til den søde og hjælpsomme familie fra Syrien, plaka­ter af et byråd fanget i en korruptionssag … – Og hvis vi taber i vigtige fodboldkampe før Skt. Hans, kunne vi afbrænde de fantrøjer, klaphatte og halstørklæder i rød-hvide farver, som vi så hå­befuldt havde indkøbt. Eller i magre år uden trusler mod kollektivet kunne vi hver især finde en lille brændbar ting, som vi symbolsk gerne ville sende af sted i flammer: medicinemballage fra overstået sygdom, drømme, der ikke længere er aktuelle, en stump af ekskæ­restens efterladte tøj, nyslåede studenters eksamensnoter, ungernes Pokemonkort, som de for længst er vokset fra, halvfærdige projekter, som tynger, men som alligevel aldrig bliver til noget … o.m.a.

Vi kunne enes om at genoplive Skt. Hans’ betydning som en foruroligende, alt for lys aften kort efter som­mersolhverv, hvor alle farlige kræfter er løs og skal bekæmpes og renses med ild, store bål og luer, der gnistrer og sprutter og fløjtende fortærer ondskab og trusler. I så fald ville coronaepidemien have sat nyt fut i et gammelt og hidtil meningsløst ritual.

For vi har stadig brug for ritualer, og som epidemien har lært os, er vi ikke herrer over alt. – Der er selv i vores udviklede samfund brug for fællesskab, håb og ydmyghed.

Selvblindhed

Ville du betro dine penge til en fyr, der ligner en skummel og alt for kraftigt farvet, sydamerikansk narkogangsterhåndlanger? Der pludselig ser sig fanget i et spotlight og forsøger at sætte sit mest uskyldige udtryk op? Tror du, at han ville hjælpe børnene eller sig selv først, hvis du sendte ham penge?

Igennem et stykke tid har denne foruroligende reklame fulgt mig på de nyhedssider, jeg tjekker dagligt:

Hvis man ikke lige følger med i ‘Badehotellet’, eller hvor nu den formodet populære skuespiller ellers slår sine folder, så kan en sådan annonce nok afskrække mulige sponsorer.

Folk, der gør for meget ud af deres udseende, kommer ofte til at lide af en form for selvblindhed, så hårfarven og makeuppen får en tand for meget, brysterne bliver alt for strittende, tatoveringerne og piercingerne for mange, neglene for lange, øjenbrynene for små eller for skarpe, skægget for fjollet, tøjet alt for glimtende og feststemt og hælene for høje, når man bare skal følge den 7-årige i skole klokken kvart i otte en onsdag morgen.

Her hos os er vi nu ikke lette at afskrække. Vi har igennem det daværende ‘Børnefonden’, før de blev ‘professionaliserede’, haft børn i Afrika i næsten 40 år.

Spætmejsen

Fortumlet spætmejseunge, der lige er fløjet på ruden. Den overlevede.

I år er vores havefuglefamilie udvidet med et spætmejsepar. De flyttede i det tidlige forår ind i en gammel fuglekasse i egetræet, og fru Spætmejse må være i slægt med min svigerdatter, for de begyndte straks at forbedre og forskønne hjemmet. Når spætmejser bygger om, er det med et lag mudder omkring fordøren.

Mens de indrettede sig, hørte vi uregelmæssig og dump hamren inde fra kassen, mens det karakteristiske: VI VI VI VI lød over haven, når hr. Spætmejse var færdig med dagens arbejde og stolt sad på grenen ved siden af sit nye domicil.

Spætmejserne nyder godt af foderbræt, fuglebassiner og mylderet af insekter og orme i stenmure og i de mere vilde områder. Vi elsker at se dem pile op og ned ad havens gamle træer, ofte med hovedet nedad.

Men de snød mig: – Mens jeg troede, at de fangede myrer, larver og biller i mellemrummene i stenmurene, var de i virkeligheden i fuld gang med at så de solsikkefrø, jeg havde lagt ud til dem i foderhuset:

Og jeg er desværre nødt til at luge deres spirende vinterforråd væk, for at store solsikker ikke skal ødelægge mine mure. – Til gengæld lover jeg at fortsætte fodringen igennem den kolde tid, så vi også næste år får fornøjelsen af den spøjse fætter i haven.

Mad er gift

I virkeligheden bliver vi alle narret: – Den mad, vi køber i danske butikker, er underlødig og ofte ska­delig for vores helbred. Navnlig når den indtages i alt for store mængder.

I en kultur, hvor spisning udgør dagens vigtigste højde- og samlingspunkter, er vi opdraget til at tro, at vi skal spise hele tiden for ikke at falde døde om:

● En solid morgenmad med fx surmælksprodukter, frugt, havregryn, rosiner, nødder, marmelade­madder, pandekager, omelet, bacon, æg, pølser, tomater, sirup, chokoladepålæg, fabriksfremstillede, farverige æsker med slik­agtige chokopops, cornflakes, honningkugler o.l. med mælk.

● Frokost, salat eller rugbrødsmadder, fastfood, bagerbrød, myslibars.

● Aftensmad, der inkluderer kød, æg eller fisk, kartofler, ris eller pasta, og noget grønt. Måske sød des­sert eller ost.

● Derudover drikker vi hele tiden: Morgenkaffe, te eller mælk, formiddagskaffe/te, eftermiddags­kaffe/te, aftenkaffe/te, juice, saft, en patteflaske med vand, proteindrik, saft eller juice, en pattekop med te eller kaffe to go i hånden hele dagen, øl, sodavand, vin, drinks …. Der er ingen ende på drikke­riet.

● Og vi gnasker mellemmåltider i form af frugt og andre snacks, is, kager, onsdagssnegl, morgen­basser, søde myslibars, aftenslik, chokolade eller chips, kager, popcorn.

Men hvor besværligt er det ikke at skaffe fx et almindeligt, dansk, økologisk kålhoved, der har vokset i god jord, eller kød og æg fra en pålidelig avler?

Meget af vores ‘mad’ er sprøjtet med pesticider, dyrket i drivhuse uden jord, tilført kunstig næring, plukket af fattige emigranter og fragtet langt for at nå os. Eller mishandlet i dyrefabrikker og opfodret med stoffer, der aldrig naturligt ville indgå i en ko, et svin, en kylling, æglæggende høne eller en laks’ føde. Eller det har været en tur igennem industriens giftbade eller er rodet sammen med ti eller flere forskellige, såkaldte tilsætningsstoffer, der hver især er uegnede som menneskeføde –E dit og E dat, nitritter og nitrater. For ikke at tale om alle de raffinerede kulhydrater, mel, sødemidler og sukker, fedtstoffer fra oliepalmer og soyaproteiner, der fx sælges som proteinbars, kiks eller kager i butikkerne, og som har udkonkurreret regnskovene i denne verden.

Reklamer kører non-stop med forløjede fremstillinger af usunde og direkte skadelige produkter i lækre og ofte sociale omgivelser. Vi skal hygge os med kunstigt fremstillet og gennemfarvet slik. Vi skal sige tak med en æske dårlig ’chokolade’. Samle os omkring palmeolie og sukkerprodukter tilsat kunstig vaniljesmag. Vi skal forkæle vores børn med Kinderæg eller mælke­snitter, der i virkeligheden bare er en blød og inderligt usund, sukkerfyldt industrikage. Man påstår frejdigt og helt uden sandheds­værdi, at Nutella – et fedtet sukker-palmeolieprodukt –  er en del af en sund morgenmad:

Ferrero Nutella INGREDIENSER

Sukker, palmeolie, HASSELNØDDER (13%), SKUMMETMÆLKSPULVER (8,7), fedtfattig kakao (7,4%), emulgator: lecithiner (SOJA), vanillin.

Der er vist endnu ingen sundhedseksperter, der har anbefalet sukker og palmeolie!

Og navnlig skjuler man den brutale virkelighed med sammenstuvning og mishandling, der foregår i danske stalde, som fx ’De danske familiegårde’, der i reklamefilm i tv og på nettet med masser af idyl­lisk baggrunds­musik og et tykt lag vaseline på linsen fremviser åbenlyst forvirrede kyllinger i noget græs bag en gård. Man ser tydeligt, at de alt for rene kyllinger ikke er vant til at gå ude. Omgivel­serne virker fremmede for dem, og hvordan ville man også kunne overkomme at fodre 20.000 eller flere kyllinger om dagen med lidt korn i en spand, når de løber forvildede rundt omme bag laden? For ikke at tale om at få dem fanget på en rationel måde, når de efter få uger skal slagtes? – Tro mig, ingen industrikylling i dag løber rundt i grønt græs eller bliver håndfodret og kælet for af ’land­mænd’ og deres børn i pænt og rent tøj! – Den reklame er noget nær det værste og mest kvalmende, modbyde­lige svindelnummer, jeg har set. Men folk må jo være dumme. Uvidende, na­turfremmede, uinteres­serede i, hvor deres mad kommer fra, når sådan en løgnekampagne får lov at pas­sere uanfægtet i landsdækkende medier.

Se:

De glemmer også lige at oplyse, at alt dansk fjerkræ har været lukket inde hele dette forår pga. fare for spredning af en ny variant af fugleinfluenza.

Landbrugserhvervet her i DK er blevet så mægtigt, at det fuldstændig kan sætte sig på vores fælles, offent­lige dagsordenen. En kritisk artikel om fx kvotekonger i fiskeriet, den massive ødelæggelse af dansk jord, vand, natur og luft pga. sprøjtning og massiv gylleudspredning, om omfattende svindel med tilskud fra fælleskasserne, om CO2-udledning forbundet med produktionen eller om den seriøst farlige, kødædende, resistente svinebakterie, MRSA, der nu er udbredt blandt mennesker og på vores sygehuse, følges da­gen efter prompte op af en barsk og truende tilbagevisning og mistænkeliggørelse fra Landbrug & Fødevarers meget effektive pres­seafdeling.

Giftrester fundet i mere end halvdelen af vandboringer

Minister vil have mere kontrol, efter at der er fundet pesticidrester i 57,9 procent af danske vandboringer.

https://nordjyske.dk/nyheder/giftrester-fundet-i-mere-end-halvdelen-af-vandboringer/42374d37-9831-3119-a0b8-ea03d7d5b677

MRSA:

https://www.ssi.dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsleksikon/m/methicillin-resistente-staphylococcus-aureus

Landbruget opfører sig fuldstændigt som en junta i et diktatorisk østland, når sammenslutningen ‘Bæredygtigt landbrug’ – alene navnet! Mon det står for en nærmere granskning? – går så vidt som at anlægge retssag mod en professor og forsker, fordi han, efter deres mening, var nået frem til ‘forkerte’ konklusioner:

Retssag mod havmiljøforsker:

https://politiken.dk/klima/art8237478/Forsker-udsat-for-ekstremt-pres-Nu-skal-han-forsvare-sig-i-retten

Det er helt utilstedeligt i et demokrati, hvor både ytringsfrihed og fri forskning burde være en selvfølge!

Men medierne viderekolporterer – måske pga. af uvidenhed om de faktiske forhold? – landbrugets romantiserende fortællinger uden at stille kritiske spørgsmål til et erhverv, der, som en stat i staten med egne regler og et broderskab, der dækker over hinandens ugerninger, er klar til – midt under en verdensomspændende epidemi, hvis deres interesser bliver truet – at sætte sig op på deres kæmpestore, EU-betalte land­brugsmaskiner og køre mod Christiansborg, hvor de truer en lovligt valgt regering på det groveste og afpresser os alle sammen for milliarder.

Landbruget har fået for stor magt! – De kan få omskrevet konklusionerne i danske forskeres rappor­ter og vi­denskabelige artikler, som det er sket på Århus Universitet, og hvem ved hvor ellers? De farer ud med bål og brand og mistænkeliggørelse, hvis man ytrer sig kritisk om erhvervet, så man ser yderst sjæl­dent fx danske tv-udsendelser, der viser virkeligheden i landbruget: Grisenes liv i staldene, fastbundne søer, 25.000 døde smågrise pr. dag, brutal indfangning og aflivning af slagtekyllinger, alt for lange transporter til slagterier i andre lande, hvortil småkalve, grise eller heste ankommer med brækkede ben og blodige, underløbne mærker fra hårde slag efter alt for mange dage, mast sammen i trans­portvogne uden hvile, mad, vand og frisk luft. Man laver ikke landbrugsfaglige udsendelser om realite­terne i dansk landbrug: økonomien, alle tilskuddene, jordens tilstand, pesticiderne i drikkevandet, stordriften, udenlandsk arbejdskraft, kyllingefarme med over 20.000 sammenmaste dyr, mælkeproduktionen, der skaber ‘taberkøer’ – et begreb vi ikke kendte i 1960’ernes mindre, familiedrevne landbrug, sprøjtning af markerne hver eneste uge i dyrkningssæsonen. – Mange af billederne ville få uforberedte seere til brække sig, er jeg sikker på.

Århus Universitet og landbruget:

https://www.information.dk/indland/2019/08/aarhus-universitet-lod-landbruget-faa-indflydelse-paa-ny­hed-oksekoedsrapport

Vi foretrækker klart den romantiske idé om livet på landet og alle de kælne gårdnavne, springende økologiske køer, der lukkes ud på en nedtrådt mark en enkelt forårsfridag, som en teaterforestilling, der kan forlyste børnefamilier fra byerne, og alle de manipulerede billeder af yndige kyllinger i grønt græs.

At gårdene i dag er kæmpestore industriforetagender, der har nedlagt læhegn og markveje og sprøjtet naturen på og omkring deres marker ihjel, betyder ikke noget.

At de allerfleste danske køer aldrig ser en grøn mark, men går inde i store, vantrivelige flokke, ved de færreste.

Og at hovedparten af de kyllinger, du køber i et supermarked, aldrig har set andet end andre klemte kyllinger i en bemøget stald, har vi slet ikke lyst til at vide. – Giv os idyllen og fantasien, så vi kan nyde vores mad i fred.

En ting er produktionen. En anden produkterne. – Al denne død og mishandling af dyr resulterer bl.a. i wie­nerpølser, som ud over en del tilsætningsstoffer også indeholder bambusfibre … Hvad ind i hede hule H…… laver BAMBUSFIBRE i mine grillpølser???

INGREDIENSER – Wienerpølser:

80 % grisekød, vand, surhedsregulerende middel (E 325), kartoffelstivelse, salt, SOJAPROTEIN, bambusfibre, krydderiekstrakter, koriander, muskatnød, peberaroma, antioxidanter (E 300, E 301), stabilisatorer (E 450, E 331), emulgator (E 471), hvid peber, konserveringsmiddel (E 250), lammetarm, røgaroma. Kan indeholde spor af mælk, selleri og sennep.

Og hvem i alverden har fundet på at udnytte en natur ude af balance og bjerge af opskyllede el­ler op­fiskede søstjerner til at fodre svin med? – Hvor ækelt og unaturligt kan det blive? Hvem har lyst til at spise sådanne svin?

Søstjerner som svinefoder:

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/verdens-foerste-soestjernefabrik-staar-klar-skal-forvandle-10000-ton

– Og hvorfor står der flere steder meget tydeligt på min mælkekarton, at skummetmælken er CO2-neutral, når man ved, at netop mælke- og kødproduktionen er blandt de værste CO2-syndere?

Mælkekartonen lyver mig lige op i ansigtet. Den benytter sig af begrebet ’klimakompensation’, der, så vidt jeg har forstået, har lige så gavnlig effekt på klimaet, som købet af den katolske kirkes afladsbreve for 500 år siden havde på længden af et menneskes ophold i skærsilden …

Der bliver tjent svimlende summer på dette narreværk. På dårlige fødevarer. På snobbede mad­entusiaster, der, som i H. C. Andersens ’Kejserens nye klæder’, begejstret betaler overpris for højt berømmede mærkevarer. For usunde og ofte ligefrem skadelige ‘næringsmidler’ fyldt med kemi og tilsætningsstoffer, som vi stadig tror, vi er tvunget til at købe for at opretholde livet. – Mens de såkaldte ’livsstilssygdomme’ hærger og slår folk ihjel som fluer.

Producenter og industri plejer at forsvarer sig med, at de blot tilbyder det, som folk vil have: Billige fødevarer. – Men hvorfor går de ud fra, at folk frivilligt vælger det dårligste, det mest kunstige og skadelige? Og giver det til deres børn? Når de gladeligt betaler blinkende formuer for fx god kaffe, cigaretter, belgisk chokolade og fine øl, vine og spiritus? – Jeg tror, at man rækker ud efter det, der er tilgængeligt, det, man er vant til, det, som andre køber, og det, som man ser i reklamer og i verden omkring sig. Det, der lige står på hylden, når man er nede for at købe ind.

Der er ingen grund til at tro, at voksne, tænkende mennesker, hvis de havde et frit valg, ville vælge pølser med bambus, koteletter med søstjernepulver, kødet fra mishandlede dyr eller saltmættede chips og kiks, kager og chokolade med palmeolie og sukker, der tilstopper blodkarrene. Folk spiser sig ikke syge med vilje. Producenter og industri har naturligvis et stort ansvar, som de ikke kan fralægge sig ved at kaste det tilbage på forbrugerne.

For menneskets biologi er, så vidt jeg forstår, således indrettet, at mer’ vil ha’ mer’. – Jo mere, vi spiser, specielt af fede og søde sager, jo mere vil kroppen have. – Så vi er meget modtagelige for lugten i bageriet eller reklamen i tv, hvis det er en halv eller en hel time siden, vi sidst har spist noget. – Og det ved de jo godt henne i butikkerne og i industrien …

Når vores fedtceller først er dannet, skriger de op og sender sultsignaler til hjernen, hvis de er i fare for at skulle tømmes. Og når blodsukkeret falder kort tid efter et måltid, en sodavand eller en snack, føler vi akut og voldsom trang til mad igen. Disse signaler er meget svære at modstå, selv hvis man har to-tre ‘bildæk’ rundt om maven og i virkeligheden ville kunne leve godt et par måneder bare ved at tære på reserverne. – Men sådan spiller kroppen ikke. Den er skabt til at overleve under knappe forhold på en savanne i Afrika, hvor man måske kun fik nedlagt et bytte en gang om måneden og måtte klare sig med vand og et par nødder, blade eller rødder indtil næste gang.

I virkeligheden ville det være sundere og billigere for voksne mennesker at spise mindre. Måske faste med mellemrum, som flere af de store verdensreligioner anbefaler. For det er en myte, at vi hele tiden skal proppe mad i gabet. En myte, som producen­terne betaler bloggere, eksperter i ‘livsstil’ og reklame, men også veluddannede sundhedspersoner, for at vedligeholde, for der er mange, mange penge på spil. – Men vi behøver ikke købe en alt for dyr kop kaffe på vej til arbejde hver morgen. Vi behøver ikke proteindrikke, hvis vi indtager mælkeprodukter, æg eller kød af og til. Vi behøver ikke klamre os til en vandflaske på den korte tur til jobbet, skolen eller universitetet. – Børn, der skal vokse og udvikle sig, syge, gravide og andre, der skal præstere på et højt niveau, skal naturlig­vis spise passende mængder af god og lødig mad. Men ikke ustandseligt. Og is, cola, chips, slik, købekager og sodavand er ikke mad!

For meget mad, og for meget dårlig mad, gør os syge. Vi får diabetes, blodpropper, overvægt, med alt hvad deraf følger i form af dårlig trivsel generelt.

Men vi er oplært til at tro, at vi har brug for mad hele tiden. Det var vores forældres og bedsteforældres kultur, som stammer fra en fortid, hvor mad –også i vores privilegerede del af verden – var svært opnåeligt. Vi er ikke skabt til at leve i en overflodssituation, som vi gør nu. Førhen skulle man spise, når der var mad at få. For man vidste aldrig, hvornår næste måltid indfandt sig. – Og vi tog for os. Mad blev samlingspunktet både til hverdag, til fest og til sorg. Dette forældede forhold til mad lever landbruget og hele fødevareindustrien stadig højt på, og nu ødelægger de vores helbred og det fælles miljø undervejs.

I virkeligheden burde konventionelt landbrug og fødevareindustri i den nuværende form ikke oppebære nogen form for støtte, for deres virksomhed og indtjening koster os andre dyrt på miljøudgifterne og på sundhedsomkostningerne. Vi kunne i stedet gradvist sluse støtten over til økologiske producenter og mere miljøvenlig produktion.

Hvis man tager en enkelt fastedag eller to, opdager man, at man hverken føler sult, bliver svim­mel eller kraftesløs. Tværtimod. Når maven ikke skal på hårdt arbejde med at fordøje al den mad af svingende kvali­tet og alle tilsætningsstofferne, og insulinen ikke uophørligt pumper rundt i blodet, bliver man lettere, gladere, mere energisk og klarttæn­kende. Man skal blot sørge for at drikke, mest vand, men også en kop kaffe, te, et glas mælk eller juice, som kan holde organismen i gang i en dags tid eller to. En kortvarig faste, hvor man sørger for at drikke undervejs, er normalt helt uden skadelige indvirkninger på kroppen for et fysisk og psykisk sundt, voksent menneske uden hårdt fysisk arbejde. Snarere tværtimod, siger de nye sundhedseksperter, der begynder at dukke frem flere steder.

Mit største problem ved at faste en dag eller to er, hvad jeg så skal lave? At holde op med at spise er ikke meget forskelligt fra at holde op med at ryge: Så snart nikotinen efter sidste smøg, eller insulinen efter sidste måltid, forlader blodbanen, melder der sig en stærk trang, som er svær at modstå. Når man så omsider kommer om på den anden side af trangen efter timer eller dage, så står man der med en masse fri tid …

Jeg bruger normalt en uforholdsmæssigt stor del af min tid, opdagede jeg, på at skaffe mad til huse, fra haven, fra små producenter i nærheden eller fra supermarke­der, på at forarbejde al denne mad, vaske, skrælle, hakke, blande, koge, sylte, fryse, stege, bage, grille, anrette, og på at invitere folk til at komme og nyde det hele med mig.

Det er den kultur og de vaner, jeg har med mig og lever i, og det er – ligesom landbrugskulturen og masseproduktion af fødevarer – meget svært at lave om på.

Se evt.

“Dr. Jason Fung: Fasting as a Therapeutic Option for Weight Loss” på YouTube

Corona forsommer 2021

Vi fik de eftertragtede stik med Moderna. Ingen bivirkninger. Bortset fra at overarmen i et døgns tid føltes, som om nogen havde stukket en nål dybt ind i den.

Alligevel er vi forsigtige med at vove os ud. Hvorfor? – Vi begynder ængsteligt med at stoppe ved fiskebilen uden for supermarkedet og beruse os ved at kunne vælge frit og tage det med hjem med det samme. En is ved strandkiosken – Sikke et herreliv!

Det er et år siden, vi har handlet i en fysisk butik. Halvandet år siden jeg har anvendt et offentligt transportmiddel. Siden vi har besøgt en restaurant, et cafeteria, et museum, andre menneskers private hjem. Ud over børn og børnebørn, der stort set har fået de invitationer, besøg og kram, de havde lyst til at modtage.

Smitten løber stadig grassat ude omkring os. De unge fester. Skolelever ville strejke for retten til at fejre sidste skoledag, for det havde de fortjent … Fortjent? – Hvem skal gøre det regnebræt op?

Vi var alle uheldige og løb ind i den mest omfattende epidemi i 100 år. Ingen havde fortjent noget. Begrebet hedder force majeure – Slå det op, unge menneske, når du alligevel skal hen og google ordet ’sogn’. Vi blev ramt af en kraft større end noget andet. Uden for menneskets kontrol. Og det var lærerigt.

Vi så, at vi som samfund betragtet var dårligt forberedt psykisk såvel som fysisk. De ældre, der havde oplevet skyggen af verdenskrig og efterfølgende smalhals klarede det bedst. Taknemmelige, som de var, for, at verden stadig fungerede med vand i hanerne, koldt og varmt, strøm, internet, telefon, lægehjælp, fødevareforsyning. – Så kan det ikke gå helt galt.

Yngre mennesker blev fortørnede. Tøsefornærmede. Hvorfor skulle de have mundbind på? Holde afstand? Hvorfor måtte de ikke feste? Gå i biografen? Rejse ud i verden som før? Samles og sprede smitte til store sportsarrangementer? Til festivaler og koncerter? Drikke sig fra sans og samling og opføre sig uansvarligt i det offentlige rum? Til sidst plagede de endog for at måtte komme i skole.

Næringslivet opførte sig på samme måde, –  som pubertetsbørn. Hvorfor måtte de ikke åbne? Tjene penge? Gå på arbejde? Lokke kunder ind i butikken? Fylde deres smittefarlige fly, hoteller, restauranter? Minkburene? Hvorfor må vi ikke medvirke til at sprede sygdom, død og farlige mutationer under en pandemi?

Ja, det kan være svært at forstå.

Også, at man sommetider bare er nødt til at lytte til sagkundskaben. Til de uddannede. Til regeringen. Gøre, som der bliver sagt, for alles bedste. Det er ikke børnelærdom i dag, hvor mig, mig, mig og så mig selv er det herskende mantra.

Det viste sig også, at vi havde frasolgt vaccineproduktionen, nedlagt lagre af værnemidler til en eventuel nødsituation, beskåret beredskab og sundhedsvæsen så hårdt, at det tog næsten et år at komme på omgangshøjde med situationen.

Og så så vi til vores store forbløffelse og vantro, at mange private erhvervsdrivende ikke var for fine til at svindle med den støtte, fællesskabet generøst havde stillet til deres rådighed for at holde dem oven vande, til situationen blev normal igen. Der blev forsøgt svindlet for millioner og atter millioner!

Og folk brød ind på sygehuse og stjal håndsprit eller gik i tåbelige demonstrationstog mod mundbind og smitterestriktioner … Vi vil have lov til at belaste det fælles sundhedsvæsen med vores idiotiske og egoistiske handlinger, råbte de. – Vi demonstrerer for retten til at dø en smertefuld død og på samme måde dræbe vores bedsteforældre. – Det er vel et frit land, eller hva’? – Alt imens ordet ’samfundssind’ blev fremhævet igen og igen og således endegyldigt beviste, at det, vi snakker meget om, er det, vi savner allermest.

Den borgerlige opposition, der ellers gerne vil se sig selv som ansvarlige samfundsborgere, ødelagde for altid deres egen anseelse ved – med de mest barnagtige anklager og ubegrundede udfald – at bruge enhver anledning til at smide grus i hele samfundsmaskineriet og undergrave den ansvarlige regerings arbejde for at redde så mange som muligt igennem …

Landet bliver – forhåbentlig – aldrig det samme igen.

Lugten af mormors hus

Vi fik en ny tilbygning sidste år, en skøn havestue med plads til mig og alle mine store planter. Hver gang jeg åbner døren til havestuen, får jeg et snif af betonfundamentets særegne lugt i næsen. Mureren sagde, at gulvet ville være dampet af i løbet af et års tid.

Den støvede lugt af beton blandet med sommer og solskin er meget kraftig derude, specielt hvis vinduer og døre har været lukket på en varm dag. Lugten rammer mig på dørtrinnet hver eneste gang og sender tankerne i raketfart på rejse tilbage til 1960’ernes Rødovre, hvor min mormor og morfar fik en lejlighed i det nye højhusbyggeri, Ruskær 39, 6. sal.

Mormor og morfar, der som unge havde en lille grønthandel og boede i lejligheden ovenover på Nørrebro i København – ikke langt fra Blågårds Plads, arvede midt under krisen i trediverne en pæn sum på 10.000 kr. For de penge kunne de erhverve sig en kvadratisk, høj gulstensbungalow på Nørupvej i Rødovre. Her boede de og opfostrede tre børn, indtil deres yngste overtog huset og skaffede dem en lejlighed i højhuset Ruskær, der omfattede et lillebitte køkken, en stue, et soveværelse, et garderoberum, en snæver entre og et badeværelse. Der var forblæst svalegang og betonaltan på hver side, så huset må have været smalt.

Ruskær og tvillingehøjhuset Agerkær blev bygget i halvtredserne, men mine erindringer er fra tresserne, hvor betonlugten endnu ikke var dampet af.

Hvert år tilbragte jeg en uges tid på sommerferie hos mormor og morfar i deres lille lejlighed, hvor den blå drømmeseng blev slået op til mig inde hos dem i soveværelset, og hvor rare mormor ville gøre alt, for at jeg skulle føle mig godt tilpas.

Mormor og jeg tilbragte dagene med ekspeditioner til legepladserne i området, til Stationscentret, børnebiblioteket, Damhustivoliet, Rødovrecentret, Vestbadet, Nationalmuseet, Tivoli, Zoologisk Have, en sjælden eftermiddagsforestilling i biografen eller på visitter til den københavnske del af familien. Da jeg blev større, kunne jeg selv løbe ned og lege med de børn, der hang ud omkring højhusene eller tage bus eller S-tog ind til byen, hvor jeg navnlig holdt af at sidde i vinterhaven på Glyptoteket.

Når vi nåede bunden af det grå betonhus, der skyggede over os som et bjerg, mødte vi først lugten fra dampvaskeriet, der lå lige overfor. – Når tågen af fugtigvarm damp og vaskepulver nåede min næse, vidste jeg, at vi havde fundet hjem. Og derefter, hver gang vi kom tilbage og gik ind i højhusets betonbund og trykkede på knappen til den grønne, skramlende elevator, så fulgte lugten af sommersol, der mødte kuldslået beton og jern os hele vejen op og ind i mormors sødtduftende, tæppebelagte, lille hule.

Det er en lugt, jeg havde glemt. Indtil jeg fik min egen vinterhave.

Både Ruskær og Agerkær blev bortsprængt i 2012, da de blev dømt i fare for sammenstyrtning i tilfælde af storm. Der ligger videoer af begivenheden på YouTube.

Fordringer og kagers natur

Jeg bagte en kage til de nye, unge indflyttere i kvarteret.  – Da vi mødtes næste gang, takkede de for kagen, men bemærkede, at den ’måske havde været temmelig  … øhh … næringsrig?’

Det var en hjemmelavet mazarinkage med god marcipan, masser af æg, valnødder og kaffeglasur. Og, ja, den var temmelig næringsrig. Det er vel kagers natur? At være noget ud over det dagligdags? En ødslen med næringsrige og søde ressourcer, som førhen var sjældne og kostbare? For at vise gæster og tilflyttere, at de er velkomne? At man vil dem det godt?

Kage er ikke salat.

– Og stof er ikke uforgængeligt:

Nogen tid efter stod jeg hos den lokale møbelpolstrer og skulle vælge nyt stof til mine spisestole. – Er der noget, der ikke falmer? spurgte jeg belært af tidligere erfaringer med polstrede møbler og sol i stuen.

– Jeg har ikke stof, der ikke falmer, svarede han tørt og kontant. – Og han havde jo ret. Jeg var naiv. Og det var præcis sådan, jeg skulle have svaret de unge mennesker:

– Jeg bager ikke næringsfri kager!