Aalborg Kommune

bygger igen en ny institution i kanten af naturområdet ‘Hammer Bakker’.

Sidste gang inddrog kommunen et fredet stykke skov med truede dyrearter, direkte oven på et drikkevandsindvindingsområde. De sendte en ung arkitekt fra C F Møller til et informationsmøde med 200 utilfredse borgere. Og der stod grønskollingen og fremviste interne inspirationsfotos og fablede om, at det nye institutionsbyggeri var inspireret af begrebet ’blomstereng’.

Sådan ser det byggeri ud i dag:

Men denne gang har kommunen lånt illustratoren fra ‘Vagttårnet’ for ligesom at skære ud i pap, hvor idyllisk det hele bliver:

Så overnaturligt lykkelige mennesker på skovtur i et tætbebygget institutionsområde er sjældent set. Så hvis arkitekterne denne gang får ret i deres vidtløftige visioner, så er der ikke noget at betænke sig på: – Lad os fælde endnu flere gamle træer og plastre alle vore naturområderne til med beton, murstenstapet og asfalt! – Der er ingen tid at spilde.

Småtterier VIII

Små, galpende hunde, her et fredeligt eksemplar på Hjallerup Marked.

TV2.dk 3.9.2020 – Det er længe siden, lærere var de klogeste i lokalsamfundet:

Smittetal eksploderet på læreruddannelse – rektor beklager krammeøvelse

Mindst 36 studerende på læreruddannelse i Odense er smittet med covid-19.

Selv om UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense har aflyst en række introarrangementer for de mange nye studerende på grund af coronaepidemien, har der været flere tilfælde af begivenheder, der ikke har været helt i tråd med retningslinjerne.

Blandt andet har studerende på læreruddannelsen deltaget i samarbejdsøvelser, hvor de har stået helt tæt sammen. Efterfølgende er der konstateret et smitteudbrud blandt en stor gruppe studerende.

● Fordele ved coronakarantæne forår 2020:

  • Luften er ren
  • Dyrene vover sig frem på en ny måde
  • Folk i Nordindien kan for første gang i 30 år se Himalayabjergene igen
  • Folk i Kina kan se hinanden
  • Forældre går skovtur med deres egne børn på hverdage
  • Børn og forældre lærer hinanden at kende
  • Man har en undskyldning for ikke at invitere alle mulige mennesker
  • Man får læst en masse gode bøger
  • Ingen melodi grand prix eller andet fjolleri, der optager alt og alle i det offentlige rum i måneder
  • Ingen overgearede sportskampe, OL, EM, VM, cykelløb i Sydeuropa, som folk føler sig forpligtede til at følge med i og snakke uendeligt om
  • Ingen larmende bøvede studenterkørsler, der overdøver fuglene og vindens susen i træerne i alle villakvarterer i to af årets kønneste måneder
  • Ingen køer på vejene
  • Ingen flystriber og larm på himlen
  • Ro i gaderne
  • Vi handler på nettet
  • Ro hjemme – Man behøver ikke tænke på rejser, pligtbesøg o.l.
  • Hus og have er virkelig velpasset

● Folk går på gaden i protestmarcher mod mundbind midt under en dødelig epidemi! – Det er vildt: – At protestere for retten til at gå rundt og smitte hinanden! – Det var akkurat det samme, da vi i 70’erne skulle begynde at bruge sikkerhedssele i bilerne. Nogle skabte sig så meget, at de fik lægeerklæringer på, at de måtte køre uden sele. Så blev cykelhjelme anbefalet, der blev under skrigende protester indført rygeforbud og fartgrænser, alle foranstaltninger, der er ment som beskyttelse af os selv og andre. Der findes åbenbart en type mennesker, der bare ikke kan acceptere indlysende rigtige forholdsregler i samfundet. Så vi kan passe på hinanden. – Folk brokkede sig sikkert også, da det blev vedtaget, at man skulle køre i højre side af vejen – Nej, jeg insisterer på at køre med min studekærre i venstre side af vejen, for det har jeg altid gjort! – Måske gør disse fjolser menneskeheden en tjeneste ved at fjerne sig selv fra arvemassen?

● I dødsannoncer står der ofte: ’Har omsider fået fred’ – Det betyder vist, at DE PÅRØRENDE syntes, at der gik alt for lang tid, og nu har DE omsider fået fred. – Eller der står: ’Hvil i fred’ – Hvilket tyder på, at afdøde har levet et uroligt, ufredeligt liv, måske har han været til gene for alle, og man er nu bange for, at han heller ikke får fred i graven. – Måske roterer han, når han opdager, hvad arvingerne gør ved hans ejendele og formue? Og så står der ofte: ‘Er stille sovet hen’, hvilket jo lyder smukt. Når der ikke står det, betyder det så, at vedkommende døde skrigende og kæmpende?

● Coronaen lærte os, hvis vi ikke havde vidst det før, at vi er sociale dyr. – Vi er så vant til at indgå i menneskelige sammenhænge, at andre menneskers tilstedeværelse synes lige så naturlig som luft og buske, så vi ikke ænsede behovet for de andre, før det blev os berøvet. – Trods faren for opblussen af en dødelig epidemi myldrede folk ud, så snart restriktionerne blev hævet en smule, og stimlede sammen i lange køer i sommerlandet, ved havnen, i parker, på barer, restauranter og forlystelser. De mest modige, eller ligeglade, tog endda med fly til de varme landes all inklusive-fristelser ved betonhotellernes svømmepøle eller, for de unges vedkommende, på bevidstløse drukrejser til billige østlande. – Mennesket er ikke klogt, logisk og velovervejet. Vi er i vore drifters vold, både hvad angår forbrug, forlystelser og smitte, og det kommer før eller siden til at koste os eksistensen.

● I kampen for at redde miljøet kaster folk sig over karklude, sugerør og vatpinde … Ting med høj social signalværdi, og som i virkeligheden er lette at undvære. I stedet for at sætte ind, hvor det virkelig ville batte noget, i industriel skala, eller, hvis det skulle have en større volumen i private hjem, så kunne man udfase fx engangsbleer og -hygiejnebind, mælke- og andre kartoner, pizzabakker, engangsemballage og kaffeposer lavet af folie. Se, det er noget, vi bruger store mængder af hver dag, og som nogle af os smider alle vegne. Hvem går og stritter med en vatpind? – Hælder en hel æske i verdenshavet? – Men bleer, bind, kartoner osv. er ikke noget, folk lige kan undvære, så de fører kampen hen, hvor den synes mere overkommelig.

Politikerne er tøsedrenge M/K alle til hobe! De burde lovgive om bleer og emballage! Og om privatbilisme, lastvognstrafik, flytrafik, skibstransporter fra Asien og andre fjerne steder og om billig, let og ikke-forurenende, offentlig transport af både mennesker og gods. Hvad blev der af togene?

Det er ikke lille Sidsel eller Annemarie, der skal sidde og hækle karklude og føle sig hellige!

● Kærlighed er ikke et flygtigt romantisk begreb, det er en nedarvet disposition for følelsesmæssig forpligtelse, tilknytning, fx over for forældre, børn, partnere og medlemmer af stammen, understøttet af hormoner, bl.a. oxytocin. – Denne forbundethed har sikret overlevelse for flest mulige. – Den gælder ikke i udpræget grad andre folks børn, jvf. børnehjemsskandaler op igennem alle tider, naboer, man ikke selv har valgt, og mennesker fra andre stammer/lande, sjællændere, tyskere, afrikanere o.l.

● WC-rens skal ikke – og jeg gentager IKKE – være gult! Hvad tænker I på, WC-rens-producenter? – Og heller ikke brunt for den sags skyld … Tandpasta er heller ikke sort, vel? Eller bandager og plastre blodrøde? Og underbukser mønstret med gule og brune stænk sælger formentlig heller ikke forrygende.

● Når jeg og andre kvinder ytrer os offentligt på sociale medier, i læserbreve, klummer, debatindlæg, foredrag, bøger og på vores egne blogs, så afføder det en betragtelig mængde dampende vrede og nedgørende reaktioner fra halvgamle, hvide, heteroseksuelle, danske mænd. På min blog specielt hvis indlægget kan findes frem vhja. søgeord som ’sex’, ’uden bukser’ o.l. – Til disse arrige, krænkelsesparate, privilegietruede mænd vil jeg gerne sige: Træk vejret! Prøv at være venlige! – Lav jeres egen blog, som folk, der er fulgt en smule med udviklingen, nemt kan undgå. Der kan I skrive lige, hvad I vil. Eller søg hen på Ekstrabladets kommentarspor, der synes skabt som et reservat for aldrende, misfornøjede hanner.

● Opmærksomhed, prioriteret rækkefølge:

  1. Kropslige behov, sult, smerte, hvile, afføring, kulde, varme, tryghed
  2. Kommunikation med andre mennesker, familie, børn, venner, snak, telefon, mail, samvær, statusspil, konkurrence
  3. Bekvemmelighed, god stol, lun krog, vand i hanerne, strøm i kontakten
  4. Hamstring af ting, fødevarer, wc-papir, møbler, dingenoter
  5. Oplevelser, stimuli, nyheder, sladder, besøg, udflugter, rejser, museer, film, bøger, natur, sommertivolier
  6. Arbejde, funktioner, lønarbejde, husholdning, motion, vedligehold og rengøring af hus, bil, have og andre ejendele
  7. Lærdom & forståelse

● I de senere år er private behov blevet et gyldigt argument for at tiltuske sig fordele på andres bekostning:

En bruger på Den Blå Avis bad om at få en af mine gode og næsten nye ting for en slik, fordi hun allerede havde en af samme slags og bare skulle bruge min som reservedel.

Deltagere i et amerikansk boligprogram, som får renoveret deres hus før salg, siger uvægerligt hver gang i begyndelsen af programmet, at de skal have en speciel (høj) pris for deres hus – husets stand uagtet, fordi de ellers ikke har råd til at købe et nyt, større og bedre hus.

En kendt skuespillersøn, som i årevis har ført sig frem med bæredygtighed, muldlokum o.l., forsvarer sine hyppige ferierejser med familien til Thailands strande med, at ’Han har fortjent det’ og ’Det har han brug for for at være sammen med sin familie’.

En yngre familiefar begyndte – helt uden tilladelser – at bygge en garage ude på et fællesområde op ad en ældre nabos mur. Da han blev stoppet i sit forehavende, forsvarede han sig med, at han jo havde lavet sin egen garage om til bryggers, og så havde han jo ikke nogen garage …

● Der er ingen tvivl om, at autisme er en alvorlig lidelse, som vi ikke kender hele oprindelsen til. – Men de autistiske træk, man finder hos nogle følsomme børn – hyppigt drengebørn – i Danmark, er, ganske som på de rumænske børnehjem, et resultatet af, at et alt for lille barn har været overladt alt for meget til sig selv. Fx at hans forældre lagde ham til at sove alene i et værelse og ikke reagerede, når han græd. Eller alt for tidligt afleverede ham i en underbemandet vuggestue uden tilstrækkelig tryghed og voksenkontakt. Børn, der lukkes ude af flokkens tryghed på denne måde, der ikke får tilgodeset deres tilknytningsbehov, udvikler strategier for at berolige og trøste sig selv, som minder om autisme. Efter mange timers ulykkelig ensomhed … Efter mange forgæves kald … Efter mange episoder med alt for voldsom angst, som ikke blev afhjulpet af de omsorgspersoner, som et lille barn er så afhængig af.

● Designere har fået alt for meget magt! – Vi sidder ukomfortabelt, vi kan ikke skure de kantede, dybe køkkenvaske rene, de åbne skabe fyldes med støv og skidt, bordpladerne kan ikke tåle almindelig brug, der er ingen steder at opbevare bøger og pladesamling, og i håbet om vennernes beundring fylder vi vores hjem med unyttige og tomme, men selvfølgelig farvekoordinerede, keramikvaser, med bedagede og møgbeskidte træaber og rustne metallamper, der har hængt over gaden eller på en fabrik. – Det er hverken pænt eller hyggeligt, og frem for alt er det hverken praktisk, hygiejnisk eller mageligt. Hjemme hos os selv skal vi ikke skabe udstillinger, men indrette os praktisk og komfortabelt.

● Pol.dk 25.12.19 – Jeg vil også være topchef og have penge for at sige indlysende ting:

’FN’s turisme-topchef: Hvis vi begynder at flyve mindre, kan det få store konsekvenser for turismen’

● Pol.dk. 17.11.19 – Jeps! Manglen på fisk i verdenshavene er sælernes skyld – Klart!

’Miljøminister hyrer jægere til at skyde sæler ved Bornholm

Gråsæler forpurrer fiskernes fangst ved Bornholm. Derfor ansætter miljøministeren to jægere til at regulere.

For mange gråsæler i havet omkring Bornholm gør arbejdet surt for fiskerne, og derfor er miljøminister Lea Wermelin (S) nu klar til at tage nye midler i brug.

Gråsælerne går i fiskernes garn og ødelægger fangst og net for fiskerne. Derfor ansætter miljøministeren to fiskere med jagttegn til at regulere bestanden af gråsæler ved Bornholm.’

● Hvis nu højrefløjen, herunder den aggressive organisation, ’Landbrug & Fødevarer’, som politisk beskytter pesticider, penicillin, plastic og alle mulige andre, skadelige stoffer i vores mad, tøj og omgivelser, kunne lægge to og to sammen og erkende, at frugtbarheden især blandt mænd i den vestlige verden er kraftigt dalende – ca. 40 % af danske mænd har nedsat sædkvalitet! –  så ville de indse, at de – i stedet for at producere mad – er i fuld gang med at arbejde for udryddelsen af menneskeheden. Befolkningen i vores del af verden står, takket være d’herrer og damer først for tur. – Sundhed.dk, Danmarks offentlige sundhedsportal, angiver således, at hvert 10. barn nu skabes med assistance fra lægevidenskaben, at hvert 15. par har problemer med at blive gravide og søger hjælp, og at hver femte mand over 50 år aldrig har fået børn.

● Hvis jeg vil være ’Langt væk fra alle de andre turister’, som rejsereklamerne lokker med, så skal jeg ikke købe fly, transfer, hotel, udflugter, forplejning hos rejseselskaberne, men arrangere min egen tur eller bare blive hjemme.

Hej

Nu kan du glæde dig til din pakke fra Apopro Online Apotek.
Den er godt på vej, og vi leverer den til dig på mandag den 04.11.2019.

Dit pakkenummer er: 00157128965006418562.

Du kan følge pakken på Track & Trace.

Med venlig hilsen
PostNord
Denne e-mail er genereret automatisk og kan ikke besvares.
 

● Jeg er så træt af automatisk genererede e-mails og sms’er … De slider sproget ned: – Jeg glæder mig til en eftermiddag med børnebørnene eller til at læse en ny bog, men jeg går ikke og glæder mig til at modtage en ny forsyning hovedpinepiller fra et onlineapotek. Det regner jeg med bare går i orden på akkurat samme måde, som jeg ikke står ved disken nede på apoteket og GLÆDER mig til at ekspedienten finder Panodilerne frem … PostNord er endda ikke de værste. Nogle af de nye pakkefirmaer er ligefrem kvalmt kælne i deres rigelige sms-kommunikation!

● Nogle problemer løses let med penge. Andre med tålmodighed. Nogle med hårdt arbejde. Nogle med snak …  Og nogle problemer dirrer bare uendeligt i luften og skal leves med.

●  Små børn, selv de helt hjælpeløse små, som hverken kan tale eller gå, skal med vold og magt lære at sove alene i deres eget værelse adskilt fra andre mennesker. Og hvis de bliver bange og græder, skal de bare skrige sig blå i hovedet, så falder de nok i søvn … Mens mor og far sover hyggeligt sammen i den store seng …

● I villakvartererne, som kan se så idylliske ud udefra, huserer terrorister med larmende maskineri, græsslåmaskiner, hækklippere, havestøvsugere, kompostkværne, buskryddere, motorsave o.l. specielt omkring andre menneskers spisetid og da navnlig, hvis naboerne har gang i grillen og gerne ville sidde ude og nyde det, evt. med gæster.

Eller de holder sig med store træer, der som koloenorme, ufrivillige parasoller sender dyb, algebegroet skygge ind over andres husmure, stuevinduer, græsplæner, terrasser eller køkkenhaver.

Eller de anskaffer sig små, galpende hunde, som vækker alle naboer om natten og i de tidlige morgentimer, så ingen får sovet mere, men ligger med bankende hjerter i sengen i timevis, og som i dagtimerne forhindrer al normal samtale i de omkringliggende haver.

Vi er ikke længere gode til at passe på hinanden og på roen, hvor vi bor. Hvad blev der af begrebet hensyn? – Det døde vist med Fogh-regeringerne her i begyndelsen af det nye årtusinde.

●  Irriterende floskler:

’Mere tid til familien’ – Når en toppolitiker – her senest Lars Løkke Rasmussen, eller en person i en anden betydningsfuld toppost – får vredet armen rundt og bliver tvunget til at trække sig tilbage, så hedder det sig altid, at ’Jeg ønsker at trække mig tilbage for at få mere tid til familien’.  – Det er samme familie, som ikke har set fyren i tyve år, fordi det var så meget sjovere at vælte sig i magt, penge og prestige end at læse godnathistorier, se børnesportskampe og spise aftensmad med konen.

’Vi sælger mange af dem’ – Hvis man klager over et skuffende produkt, fx noget dyrt, som viser sig at være lavet af billigt og tyndt plastic, så svarer firmaets kvinde i klageafdelingen ufravigeligt og tøsefornærmet, at det forstår hun ikke, for ’Vi sælger mange af dem’ – Ja? Så I snyder MANGE mennesker med jeres skuffende lort?

’Det beklager vi’ – Floskel som fx en internetbaseret dagligvarebutik fyrer af, når de har pakket halvrådne bananer, sort og skimlet kål, ærter med lange mugtråde på og kirsebær, der er fulde af hvide larver og smager som brakvand. – ’Beklager’ er ikke godt nok. Her skal en reel undskyldning til! Men kunderne har man jo mistet …

Planter

Selv kaktus kan påskønne det, når de får optimal jord, tilstrækkeligt vand, en smule gødning og masser af lys.

Nogle siger, at man skal snakke med sine planter. – Det er ikke min erfaring. Det ville de fleste planter nok også have sig frabedt. De sætter pris på ro og ordnede forhold. – Næh, man skal lytte til og observere sine planter. Både dem i hus og have – og på marker, grøftekanter, læhegn og i naturområder, hvis man råder over sådanne. Man skal kunne lide de planter, man har ansvaret for og deler sin tilværelse med. Have tid til dem, være om dem, nusse, betragte, fornemme: Hænger de med bladene? Mangler de vand? Har de det for varmt? For koldt? Trækker det her? Er der snegle eller larver, der æder af dem? Bliver de brune? Har jeg overvandet dem? Er det tid til gødning? Frisk jord? Er der visne blomster, der skal nippes af? Store blade, der trænger til at blive spulet eller støvet af? En større potte? Et lag kompost? Mere lys?

Eller strutter de friskt og mørkegrønt? Får de mange nye skud og blomster? Overrasker de dig ved pludselig at være vokset meget på kort tid? Ved at sætte blomster? Frugter? Trives de? Gør de, hvad planter formodes at gøre?

At lytte til sine planter indebærer også, at man sætter sig ind i, hvor planten kommer fra, og hvilke omgivelser og hvilken slags pasning, den foretrækker: Er det en surbundsplante, der skal have speciel jord og regnvand? Er det en tørketålende plante, kaktus eller sukkulent, rosmarin, timian, lavendel, som gerne vil have klipper, sand i jorden og ikke så meget vand? Er det jordbær, som deler sig ved udløbere, og som helst skal fornyes hvert 2. eller 3. år? – Hvis planter ikke har det godt, skal de nok få det sagt. Man skal bare høre efter. De fortæller dig det, når du går dine daglige runder, hvor du nyder og nusser om dine planter. Og du behøver ikke at sige noget, men kan gå og tænke dine egne tanker imens.

Planter er basalt set som os, men meget, meget langsommere. Deres liv kan i gunstige tilfælde strække sig over hundreder – ja, somme tider tusinder – af år, og det kan tage dem en uge at folde et nyt skud eller en knop ud. På den måde passer de glimrende til gamle menneskers tempo, og de er gode til ikke at råbe op og forstyrre, hvis man lige er i gang med noget andet.

Forbløffende hurtigt fornemmer en plante, om den er havnet et godt sted, et sted, hvor dens behov kan opfyldes. I tillid til, at de gode forhold fortsætter, strækker den sig i vejret, producerer nye skud, blomster og frugter og eksisterer på den frodige og naturlige måde, som kun levende planter kan.

Pas godt på planterne! – Der er ikke noget mere deprimerende end synet af planter, der står og sygner hen … nedvisner … Planterne udgør grundlaget for alt liv, vores eget inklusive, og når vi tiltager os magten, som vi har gjort over børn, andre mennesker, dyr, planter, kloden, så følger der for hver især af os et ansvar med.

Uden bukser

Vi var på stranden med børnebørnene. En fredelig, lavvandet strand, hvor de rigtig kunne boltre sig, mens farmor sad på håndklædet og holdt øje.

Hen foran os kom en mand spankulerende, en lille, muskuløs turist – uden tøj på. Under hatten og de store, reflekterende solbriller et smørret smil, men intet tøj, ikke engang et par små badebukser.

Alle de andre spredte smågrupper rettede sig op og holdt øje. Men manden gik hen for sig selv, lagde sit sammenrullede håndklæde og tog en dukkert i det kølige vand. – Så lagde han sig fredsommeligt i en gryde.

Vi var mange, der holdt øje.

Han så ikke ud til at interessere sig synderligt for hverken de solbadende, yngre damer eller vores legende børn; han virkede tilfreds med at færdes med dingelværket ude i sol og blæst, og mens vi var der, så vi ikke mere til ham.

Men jeg tænkte.

Jeg tænkte, at der faktisk fandtes politivedtægter, der forbød nøgenhed på stranden og andre offentlige steder.

Jeg tænkte, at det var bemærkelsesværdigt så foruroliget, jeg og de andre blev over synet af en nøgen mand.

Jeg tænkte, at vi straks følte os intimiderede og var på vagt, pludselig meget opmærksomme på ham og vores børn og unge på stranden.

De færreste kvinder begynder at savle ved synet af en nøgen mand. Og da slet ikke, når han befinder sig langt fra en romantisk kontekst, fx på en offentlig strand blandt andre mennesker og børn. Tværtimod kan vi føle os pikerede og truede. En nøgen kvinde blandt mænd ville være en anden snak.

En mand er en potentiel krænker, fysisk eller psykisk, og specielt da, når han dukker op uden tøj på et sted, hvor børn og unge piger leger, bader og tager solbad.

Men da han åbenbart kun nød sig selv og sommersolen, lod vi ham være, selv om han burde have opsøgt en strand specielt beregnet på folk, der nyder at gå rundt, som han.

Man kunne ikke forestille sig, at man skulle til jobsamtale, til møde, købe en hotdog, en kop kaffe, køre i bus med mennesker uden tøj på. Lige fra figenbladet og lændeklædets tid har vi i de fleste kulturer tildækket dele af vores kroppe, så vi kunne omgås og indgå i sociale sammenhænge uden distraktioner. Små nylonbadebukser er et minimum, ellers ville vi som bonoboer stadig parre os i flæng i træerne.

Manden på stranden lærte mig, at beklædning er vigtig. – Uden bukser ingen civilisation.

Krager

Her i Nordjylland er alle krager gråkrager. Derudover findes disse kragefugle i Danmark: sortkrager, ravne, råger, skader og alliker, plus en enkelt forbipassende nøddekrige. Man skal til Sønderjylland, Fyn, Sjælland og de andre sydlige øer, eller til det sydlige eller sydvestlige udland, for at finde de nærmeste sortkrager. – Hvis man bor et sted med både råger og sortkrager, kan man skelne imellem dem på næbbet: Råger har en hudfold over næbbet, det har krager ikke. Desuden larmer råger op og lever i store flokke, kragerne lever par- eller familievist og er generelt stilfærdige.

Krager er ret kloge. De observerer, regner årsagssammenhænge ud og kan handle efter det. Man har filmet dem ved et trafikeret kryds i Japan, hvor de smed nødder ned på vejen foran bilerne, når de holdt for rødt lys. Så satte kragerne sig lidt oppe på afstand og ventede, til lyset skiftede til grønt, og når bilerne var kørt og havde knækket nødderne for dem, fløj de igen ned for rødt lys og spiste ker­nerne. Derefter begyndte de forfra.

De lever længe, måske 30 år eller deromkring, og de lever i par. Ikke i flokke. – Flokke er så godt som altid de store, sorte, råbende råger eller de små vævre og travle alliker.

Råger og alliker bygger reder tæt sammen med andre råger eller alliker i toppen af høje træer. Der er en skræppen og en råben og en forfærdelig larm, ihvertfald i en rågekoloni, med en evindelig kom­men og gåen. Henne i juni er ungerne flyvefærdige og skal integreres i flokken. Det sker på de dag­lige føde­søgninger ned over enge og marker, hvor de spiser korn, frø, orme, biller osv.

Hen mod slutningen af august kan man se de store flokke af råger eller alliker, som laver flyve­øvelser hen over de steder, hvor de samles for natten. Hos os samles de omkring et kirketårn, snak­ker, skræpper, sludrer, flyver op, danner formationer og nærmest opfører ’sort sol’ i de sidste mi­nutter af dagslyset, før de i smågrupper finder sovepladser i den nærliggende skovs høje, gamle træer.

Ikke kragerne. Et kragepar kan holde sammen i hele deres livstid, hvis omstændighederne tillader det. De råber ikke meget, men udstøder af og til et ’Kraaah’ eller et ’Krahh-krahh’ for at fortælle part­neren, hvor de er.

Krageparret er territoriale. De har deres eget område, som de vogter over. De bygger en rede i et højt træ og flyver derfra ud for at fouragere. Også på enge og marker og i strandkanter. Krage­fuglene kaldes også for ’Nordens gribbe’. Det er dem, der sidder i træerne og holder øje med, om der ligger døde eller ådsler, som de gerne hjælper med at fjerne. De kan også finde på at plyndre småfugle­reder eller skraldespanden ved busstoppestedet, hvor skolebørnene smider deres økolo­giske mad­pakker med grovboller, og de unge smider deres burgeremballage eller kageposer med uspiste rester i.

Engang troede jeg, at alle havde problemer med at ramme skraldespanden her ved mit nærlig­gende busstoppested, men så så jeg en dag et kragepar målrettet tømme alle de sammensnørede hunde­poser ud for at nå ned til et kun halvspist burgermåltid og et par madpakker. – Ofte ligger de sorte hundeposer med indhold strøet i en kreds hele vejen rundt om busstoppestedets skralde­spand.

Kragerne sidder på toppen af lygtepæle, på kirken eller i høje træer og holder øje med området. De­res syn må være skarpt. Så snart en unge har smidt en halvspist bolle fra sig – og kysten er klar, så landing kan foretages uden risiko – er de der. Hvis bollen er tør og svær at brække i spiselige bid­der – ikke alle unge mødre er så gode bagere, som de selv tror – snupper kragen bidden og lægger den hen i mit fuglebad, indtil vandet har opløst brødet til en let spiselig, vandet grød.

Om morgenen smider jeg mad ud i haven til mine fugle. Solsikkefrø og en håndfuld kattetørmad til kragerne. Så sidder jeg med morgenkaffen og kigger på de flotte fugle. – Sådan har vi gjort i alle de år, vi har boet her, dvs. i mere end et kvart århundrede. Vores hus og have ligger i et gråkragepars territorium, og de holdt nøje øje med os i de første år.

De så mig komme ud med fuglefoder hver morgen, og de så mig smide foder ned i det store guld­fiskebassin, og så kom de nærmere og sad lige over mit hoved i egetræet. Så snart jeg var gået ind, kysten var klar, og småskvulp havde puffet noget af guldfiskefoderet op på bassinets bredder, lan­dede de store, elegante fugle og pikkede, hvad de kunne nå uden at få alt for våde fødder. – Små­fugle holder sig respektfuldt på afstand, skader bliver jaget væk, og duer tolereres i en slags væbnet våbenstilstand, hvor man ikke kommer hinanden for nær, men skiftes til at æde af de gode sager.

Vi havde også hund. Og hunde skal jo beskæftiges og belønnes. Så jeg havde altid kattetørmad pa­rat i lommen. Kattemad, fordi vi også havde to katte, og deres mad var jo forbudt og derfor meget, meget spændende og motiverende, når hunden skulle trænes og belønnes. Siden blev det bare en vane. Mine hunde kom altid, når jeg kaldte, og havde intet imod at få snor på igen efter en fri løbe­tur i sko­ven, for der var kontant belønning i form af kattetørmad. Når vi vendte hjem fra skov­turene, smed jeg en håndfuld af disse katteguffere på græsplænen som afslutning på dagens ud­flugt. Så kunne hunden gå og snuse og gnaske i lang tid, og den var aldrig ked af, at turen var slut, og at den skulle ind bag havelågen, for der ventede jo noget godt.

Denne vane havde kragerne noteret sig – fra deres høje udkigsposter ser de alt, hvad der foregår – og selv om hunde har gode næser, finder de ikke alt. Så kragerne kom ned på plænen, når kysten var klar, og tog, hvad hunden havde forbigået.

Det blev begyndelsen på et årelangt venskab, der endnu består. ’Mit’ kragepar holder matriklen un­der observation i de fleste af døgnets lyse timer og kan tilkaldes, hvis jeg går ud i haven med en skål madrester. Men det er morgenserveringen af kattemad og solsikkefrø, der er dagens faste møde­tids­punkt.

Mens kaffemaskinen snorker og pruster sin brune morgendrik ud, går jeg hver eneste dag året rundt ud med mad til mine fugle, både de store og de små. Til kragerne lægger jeg maden på fli­serne ved siden af fuglebadet, og til spurve, mejser, spætmejser, solsorte, gulspurve, rødkælke og alle de andre mindre fuglevenner oppe i fuglefoderhuset over fuglebadet. – Og så er det bare at sætte sig indenfor i havestuen med kaffekoppen og betragte livet en meter foran de store skyde­døre.

Krager er altædende. Kød i form af orme, larver, insekter, æg, småfugleunger og et kadaver i skoven eller i vejkanten i ny og næ er delikatesser, så det proteinrige kattemad i hapsevenlige bidder er lige noget for dem, opdagede vi. Men også kulhydratrige brødstumper, frø, korn, ris, majs er eftertrag­tede. Det er kogt kål ikke, skulle jeg hilse og sige, og heller ikke for mange kartofler.

Til gengæld var det kragerne, der gjorde mig opmærksom på, at det var valnøddeår i 2018, da solen skinnede, og temperaturen helt usædvanligt lå omkring 30° fra maj og et par måneder frem. Vi har i omegnen et par store, gamle valnøddetræer, der kun sjældent sætter frugt af betydning. Men i sen­sommeren det år hørte jeg mærkelige lyde oppe på vores flade tag, som om nogen smed og trillede med kugler deroppe, og derefter en voldsom rumsteren – Det var kragerne, der stjal na­boernes valnødder og fra stor højde lod dem falde ned på mit tag, hvor de flækkede, så de gode ker­ner kunne pirkes ud. Der var megen kommers på det tag den sommer, og fortrappen flød med halve valnøddeskaller. Min mand måtte gentagne gange op og feje taget rent for skaller efter dem.

Kragerne er ikke tamme. De kan vænne sig til min tilstedeværelse, men de har klare sikkerheds­margi­ner, som skal overholdes, og de har ingen problemer med at kende det ene menneske, hende med morgenmaden, fra alle andre, gæster, børnebørn, fremmede. – ’Safety first’, er deres motto. – Hvis vi har gæster eller håndværkere i haven, ser vi ikke skyggen af en krage. Hvilket er ret akavet, når jeg gerne vil vise folk ’mine’ fine fugle …

Krager er store fugle, der har brug for et vist manøvrerum. De kan ikke lige vende på en tallerken, så før de lander på den snævre plads foran min havestue, har de først fra taget, lygtepælen eller det efter­hånden glatslebne kirsebærtræ sikret sig, at der er fri bane. Og de har for vane at fylde næbbet med så meget af de gode sager, som de kan bære, og så flyve op til et højere sted, på den højt­liggende græsplæne, på taget el. lign., for at spise i fred. De er altid meget agtpågivende, og specielt da, når de befinder sig på jorden og har brug for tid og plads til at lette igen.

Om foråret får kragerne en eller to unger, som kan følge de voksne forældrefugle i lang tid. – Vi har kun set det gamle forældrepar med én unge ad gangen.

Hannen, forestiller jeg mig, er den største. Han er den mest modige, ofte den første på pletten, hvis jeg har lagt noget ud, og han hidkalder de andre med et ’Krahh-krahh’. Derefter spankulerer han vær­digt omkring, som en rektor med armene på ryggen på vej til morgensamling.

Den, som jeg tror, er hunnen, er mindre. Om foråret er hun væk i en periode, men, ligesom vores hø­ner, da vi havde fritgående havehøns, som rugede, kommer hun en hurtig smuttur om aftenen, spi­ser så meget, hun kan have i næbbet i en fart, og tager så et hurtigt, forfriskende bad i fugle­badet, før hun efter fem minutter er væk igen. Jeg forestiller mig, at den slanke fugl ruger i en rede i et af de høje træer inde i skoven.

Og så kommer de to gamle en dag i følgeskab med en lille, hoppende ungfugl med ny, let pjusket, men skinnende, fjerdragt. Der er meget ’Krahh-krahh’ og ’Kraaaah’ – ’Jeg er her, hvor er du?’  – som gode, gamle Konrad Lorenz formulerede det, da han studerede gæs ved en flodbred i Østrig. – Og et trut, et kragetrut, som sikkert betyder ’Pas på!’, når nogen træder ud i haven.

Krager kan både hoppe eller gå, når de er på jorden. De kan også tage vingerne til hjælp og løbe el­ler flyve lavt.

Ungfuglen skal først lære alting. Den falder vingeblafrende mange grene ned igennem kirsebær­træet, før den får fat og kan sidde roligt, som de voksne. Den skal prøve at sidde i havemøblerne, som er hvide af kragestrint, og den hakker undersøgende i alting. Men lige som med vores høns, lærer de voksne den, hvad der kan spises, og hvad der ikke kan. Ungen bukker sig dybt og slår yd­mygt ud med begge vinger, som en bukkende hofmand i vid kappe, når den nærmer sig en foræl­derfugl, hvorefter den frækt hugger den voksnes mad eller tigger ved at skræppe højt med nakken tilbage og åbent næb.

Når ungfuglen når voksenstørrelse, kan jeg kende den fra hunnen på dens sorte brystmærke. Alle kragerne har forskellige aftegninger af sort på koksgrå baggrund. Hovedet, fødderne, halen og vin­gerne er sorte, og så har de på halsen under næbbet en sort plet, som er klart forskellig i form og ud­strækning fra fugl til fugl. Faderen har en stor, uregelmæssig plamage. Moderen en bred, skjold­formet aftegning, der flyder helt sammen med hovedets farve. Ungens halsplet deler sig som et ned­advendt ’Y’ med lange forgreninger. Også striberne fra de sorte vinger hen ad siden mod hove­det er forskellige i længde og tykkelse, så man, hvis man kender sin krage godt, også kan skelne den fra an­dre krager set fra siden. Det har nu nok størst betydning blandt kragerne selv.

I løbet af vinterhalvåret forlader ungfuglen forældreparret. Måske slutter de unge fugle sig sammen i ungflokke, lige som vildtlevende høns gør det? Det kunne forklare det hyppige syn på markerne af større flokke af de ellers parvist levende krager i sensommer, efterår og vinter. Som til en stor festi­val samles ungfuglene, finder en passende mage og slår sig ned i et højt redetræ i et ledigt territo­rium i nærheden.

Jægere og landmænd lider af en indgroet modvilje mod krager og alle andre kragefugle og forsøger ofte at skyde dem, ’regulere bestanden’, som det eufemistisk hedder. De hævder, at kragerne tager deres hønse- og fasankyllinger og andet småfuglevildt og harekillinger, som de betragter som deres retmæssige ejendom. – Flere jægere, som jeg har talt med, kender end ikke forskel på en krage og en råge! – Måske kan de bare godt lide at skyde på noget.

Så kragerne er søgt fra landet ind til villakvarterer med fred og ro og høje træer. Her finder de fuglefodrende venner og velfyldte skraldespande, så de slår sig ned og overvåger alt. – Også katte tager fugleunger og svagelige indi­vi­der, og på trods af hunde, katte og en lille kragefamilie har vi altid haft et levende liv i haven af både store og små fugle.

Men jeg er ikke så blåøjet, at jeg ikke er klar over, at hvis jeg en skønne dag faldt om i min have og ikke blev fundet lige med det samme, ville kragerne være blandt de første til at nuppe mine øjne og andre, tilgængelige bløddele. Det er deres plads i naturens store orden.

Sommerferieoplevelser

Der arrangeres talrige oplevelser for børn og voksne i den lange, lange tre-ugers sommerferie, som man jo ikke bare kan henslæbe hjemme med at få ordnet de ting, man ikke når i det daglige.

Det er ikke nok at være hjemme med sin familie, for så går det hele op i skærme af den ene eller den anden art, og børnene er ikke altid de værste.

Med eller uden trussel fra coronavirus flygter folk ud af landet. Vi er klima-nassere. For den bedste og varmeste tid på året skal jo tilbringes ved en strand i andre menneskers endnu varmere land, hvor vi vartes op af de indfødte, ellers ligner det ikke rigtig sommer­ferie. Vi har RET til sol i ferien og rejser gerne efter den. – Ligesom vi har RET til sne i vin­ter­ferien og rejser efter det.

Men i år er der alligevel mange, der tilbringer ferien i Danmark. Hjemme eller i sommerbolig.

Så museer, lokale turistforeninger, sommertivolier og mange flere konkurrerer om at tiltrække sig børnefamiliernes opmærksomhed: Man kan klæde sig ud som viking, man kan blive fulgt rundt på skovtur, man kan opklare ’mysterier’, som en kreativ gruppe har udtænkt og arrangeret, høre musik, hoppe i hoppeborg, eller man kan tilbringe dagene i forlystelsesparker, vandlande, tema­parker, dyreparker, på sportslejre, naturlejre, wellness, camping, cykelferie og meget, meget andet.

Jeg er født i 50’erne. 1950’erne. Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave. Jeg kom i skole i 1. klasse som 6-årig. Indtil da og i alle ferier var der ingen, der bekymrede sig om at underholde mig. Og da jeg var barn i en lærerfamilie, holdt vi en måneds ferie hver sommer.

Der var et stort, gammelt hus, en stor, tilgroet have, ubebyggede områder med højt græs og træer lige til at udforske og mø­des i, søskende, naboer, masser af legekammerater i alle aldre på vejen, hunde, katte, kaniner, høns, de fleste fritgående ligesom børnene. Vi havde bøger, spil, bolde, skovle og spande, lege­huse, vandbaljer, sandkasser, frugttræer til at klatre i, køkkenhaver, der skulle plyndres for en overflod af solbær, ribs, stikkelsbær, ærter, jordbær og hindbær, så der var altid nok at tage sig til.

Af og til kom cirkus til byen, og man kunne være heldig at blive taget med af forældre eller bedsteforældre. Så sad man der med åben mund og polypper og så på flotte heste, skønne cirkus­prinsesser og skræmmende klovne, mens høj musik buldrede og bragede uvant op under teltdugen. I dage og uger efter var fantasien proppet med cirkusdrømme, som man kunne ud­leve i leg med kammeraterne eller blot nære sig ved i stille stunder.

Man kunne gå en aftentur ned på Strandvejen og måske opnå en af Fru Hansens berømte isvafler, hvis de voksne havde husket at tage penge med, hvilket de var tilbøjelige til at glemme. Pengene var små i de år. Endnu har ingen glemt, at min søster en aften prøvede at skaffe sig en af de eftertragtede is ved at hævde, at hun var ‘ved at BESVIME af sult’, da vi passerede isboden.

Eller hele familien pakkede kaffe, sodavand og sandkage og drog på skovtur i Fuglsangskoven et par kilometer borte, til fods naturligvis, og vi sov godt om natten efter at have gået langt og leget meget mellem de gamle bøgetræer.

Et år rejste der sig et telt på havnen, hvori man fremviste en død hval! Desformedelst en 25-øre, som far beredvilligt fandt i dybet af sin store lomme, kunne vi komme ind og kigge på dy­ret, der var så stort, at en femårig pige slet ikke kunne opfatte det. Jeg husker blot noget mørkt skind og det dunkle lys i et gammelt telt fra krigens tid.

– Lige det show må have haft en begrænset holdbarhed.

Mening

Mennesket er et meningssøgende og meningsskabende dyr. Vores hjerner er udviklet til at udtænke forklaringer, år­sagssammenhænge, for det forhøjer vores muligheder for overlevelse, hvis vi kan gennemskue, fx at det ikke er smart at stå ude på en flad mark i tordenvejr, at stille sig lige foran en sulten løve eller at gå ud på en befærdet gade uden at se sig for.

Når vi ikke umiddelbart kan gennemskue sammenhængene, finder vi selv på noget: skæbne­fortællinger, heksekunst, djævleforbandelser, nisser, engle, guder, alfer, reinkarnation, liv efter døden, overtro …

– Det var fordi, jeg havde brug for den erfaring, siger vi. – Eller: – Uden sygdommen/ ulykken/ dødsfaldet var jeg ikke blevet den, jeg er. – Underforstået: At jeg er hele univer­sets strålende centrum, og at alting har en mening, en betydning, tilrettelagt netop med henblik på mig og min personlige udvikling.

Men der er ikke altid nogen mening. Det er den store hemmelighed, som de færreste af os kan se i øjnene.

Som individer fægter vi os frem fra mulighed til mulighed, fra tue til tue, forsøger at styre uden om det værste og søge hen mod det bedste, ligesom vores forfædre på savannen eller et lille dyr, der stikker snuden op fra sit hul i jorden. Men vores private chancer for frit valg på alle hyl­der er begrænsede, selv om vi ikke kan se det.

Vi er begrænset eller begunstiget af køn, hudfarve, geografi, seksuel observans, helbred, intel­ligens, talenter, evner, charme, udseende, højde, forældre, samfund, uddannelse, tid, vejret, ad­gang til ressourcer, omgivelser, andre mennesker, lykketræf, ulykker, held eller uheld. Kort sagt: Vi er diminutive brikker på overfladen af en uanseelig planet i et ufatteligt stort univers af tilfæl­dighedernes spil.

Undersøgelser viser, at folk, der pludselig opnår en stor arv, fordel eller gevinst helt uden egen indsats, er tilbøjelige til at tilskrive heldet deres egne gode egenskaber. De føler dybt, at de for­tjener det. Der må jo være en grund til, at de er blevet så priviligerede. Trump fx, der arvede en enorm formue, føler sig mere berettiget, klogere og som et langt bedre menneske, end de fleste andre. Det samme gælder mange danskere, der tilfældigt er født i et land med masser af mad, forbrugsgoder, gratis sundhedsydelser og uddannelse og en høj grad af tryghed. Disse danskere synes selv, at de er langt bedre mennesker end andre mennesker fra fx Sverige, Østeuropa, Mellemøsten eller Afrika, og at de selv fortjener alle de goder, der følger med at være dansker, men de har ikke lyst til at dele med folk, der kommer andre steder fra. Mange af deres tanker og meget af deres tid går med at bekæmpe indbildt ‘konkurrence’ fra mennesker, der kommer andre steder fra, for de er – ifølge denne tankegang – ikke berettiget til at nyde på samme måde, som ‘ægte’ danskere er.

‘Døden skal have en årsag’, siger vi, når vi forsøger at finde forklaringer på uheld og ulykker, men heldet og lykken har også årsager og tilskrives normalt gode egenskaber ved den heldige, som uagtet tilfældigheder ‘fortjener’ sit held pga. fremragende menneskelige egenskaber.

Men folk, der er uheldige fx mht. socialgruppe, fødeland, køn, hudfarve, misbrug i hjemmet, sadistiske læ­rere, sygdom o.l., tager også gerne skyld på sig selv. De føler hele deres liv, at der er no­get galt med dem, og at de for det meste fortjener det, når noget går galt. Det var jo bare, hvad man kunne forvente.

Og så er der nogle, der vælger offerrollen for at slippe for at tage deres eget liv på sig og gi­ver alle andre og helt specielle, uheldige omstændigheder skylden for negative hændelser.

Alle disse strategier til at forsøge at mestre liv, der mestendels består af tilfældigheder, er almindelige, og tjener til at støtte små mennesker, der ellers ikke ville kunne begribe tilværelsens mange, ofte uretfærdige, tilfældigheder.

For vi er ikke skabt til at håndtere tilfældigheder, vi tåler dem ikke godt og vil altid forsøge at efterrationalisere, at skabe mening i galskaben, orden i kaos, om ikke andet, så mentalt med sindrige og frit opfundne forklaringer.

Men hvis vi forlader det private plan, er der faktisk meget, vi som kollektiv ved og kan være rimeligt sikre på: Rygning kan forårsage sygdom og tidlig død. Forurening gør vores planet mindre egnet til at leve på. En virus udnytter tilfældige chancer og spreder sig lystigt, hvis vi ikke ændrer adfærd, vasker hænder, holder afstand og undgår at forsamles med andre, potentielt smittede.

Så lad os give videnskaben, forskningen og eksperterne ressourcerne, respekten og autoriteten tilbage, og lad os så derefter forsøge at tage de usikkerheder, som der stadig er mange af tilbage, med sjælsro.

Nethandel & kommunikation

En almindelig forlængerledning har affødt en uhørt omfattende korrespondance.

Vi har handlet en del over nettet i dette corona-forår, og det kan åbenbart ikke foregå uden en syndflod af kommunikation.

En velfungerende, oplysende og overskuelig hjemmeside er et must. Det medgiver jeg. Man køber ikke ting, hvis man ikke kender størrelse, materialer og pris inkl. fragt.

Og en kvitteringsmail er også nødvendig, så man får bekræftet, hvad handlen egentlig gik ud på, og hvornår man kan vente sin vare.

Men derefter går det galt for de fleste:

Så får man en mail, der opfordrer en til at blive medlem af butikken og til at få rabatter og nyheds­mails – selv om man takkede nej, da man købte sin vare.

Så får man en mail om, at de er ved at pakke ens vare.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget informationer om ens vare.

Så får man en mail om, at ens vare er afsendt.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at de har modtaget ens vare, og at man vil høre nærmere om leveringen.

Så får man en mail om, at nu ankommer pakken, og at de trækker beløbet på ens konto.

Så får man både en sms og en mail fra fragtfirmaet om, at nu er pakken afleveret i ens postkasse, el­ler hvor man nu får sine pakker leveret.

Så får man både sms og mail med spørgsmål, om man er tilfreds med servicen fra fragtfirmaet, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde servicen?

Så får man en mail med spørgsmål, om man er tilfreds med sin vare, og om man evt. kunne have lyst til at anmelde den, servicen, den ukendte medarbejder bag alle mails’ne m.m.?

Og så får man alligevel nyhedsbreve fra firmaet i måneder efter …

Hvis al denne kommunikation, i stedet for at foregå gratis over nettet, skulle fragtes omstændeligt med PostNord hver gang, ville det gamle postfirma ikke have nogen økonomiske problemer. Overhovedet.