Jeg har lige læst to gode bøger:

‘Nord for fjorden’ af Lisbeth Brun, der handler om en ung kvindes opvækst i Nordjylland, og ‘Invisible Women’ af Caroline Criado Perez, som beskriver fraværet af data om kvinder i en verden designet og defineret af mænd. ‘In­visible Women’ fås også i dansk oversættelse og kan læses som en fortsæt­telse og dokumentation af Simone de Beauvoirs banebrydende værk ‘Det andet køn’ fra 1949.

Som opvoksende kvinde socialiseres man kulturelt som mand[1]. Man færdes i – og til­passer sig uvilkår­ligt – en verden domineret af mænd, mænds tankegang og værdier. I de fleste af mine 60 år som grådig læ­ser har jeg læst drenge- og mandebøger. Jeg har læst, nej slugt, ’Paw’, ’De fem’, ’Tykke Niels’, ’Orla Frøsnapper’, ’Peter Pan’, ’En verdensomsejling un­der havet’, ’De tre mus­keterer’, ’Robin Hood’, ’Mytteriet på Bounty’, ’Opda­gelsen af Nilens kil­der’, ’Greven af Monte Christo’ og mange, mange flere … og jeg har været med i drengeban­der, skudt en masse træer med hjemme­lavede buer og pile, fægtet mig frem som D’Ar­tagnan eller med machete gennem skoven og leget opdagelsesrejsende i junglen.

Pigebøgerne var få, ’Tudemarie’ og ’Puk’ fx var temmelig sødladne. Den ene­ste serie skrevet for piger, som jeg havde nogen interesse i at læse, ’Susy Rødtop’, handlede om en frisk dat­ter af en skovrider, der havde sin egen hest og galopperede igennem skoven på eventyr, og var i virkeligheden skrevet af en mand.

At læse bøger om kvinders erfaringsverden skrevet af kvinder er som at komme hjem, når man er vokset op på en diæt af mandsk, dvs. bøger skre­vet af og om mænd og alle deres be­tyd­ningsfulde gerninger og tanker, i hvilke kvin­der er reduceret til statister, præmier, prinses­sen og det halve kongerige, og kun skal agere objekter for mændenes projektio­ner, og som ikke mætter en kvindelig sjæl.  Men når man får fat i gode bø­ger af og om kvin­der, som oven­ikøbet foregår i den landsdel og kultur­kreds, man selv voksede op i, og som spejler de erfaringer, man selv gjorde sig med verden, venner, bøger, kærester i de år, så er man ved at græde af forløsning over, at verden også kan rumme ens egne erfaringer. Over at man ikke undervejs skal sidde og vride hjernen for at oversætte fra mandsk til en almenmen­neskelig synsvinkel. Pludselig bliver man set, forstået og aner­kendt, ikke som en undtagelse i mændenes verden, men som en lige­stillet norm. Man bliver bevidst om, hvordan man føler, tænker, oplever og skriver, når man er kvinde. – Det samme gælder naturligvis film, kunst og andre kulturelle produkter og samfundsindretningen i øvrigt. Man bliver berørt, når man støder på naturligt ligeværdig kvindelig repræsentation.

Fra præpuberteten og frem påtvinges og påtager kvinder sig så den feminine rolle, og da opdager man for alvor de store forskelle, som et liv i et mandsdefineret samfund bevirker.

Caroline Criado Perez’ bog, ‘Invisible Women’, handler om manglen på data om kvinders fy­sik, deres livsvilkår og deres bidrag til verden. Hun skri­ver, at kvinder globalt set bl.a. med de­res ulønnede omsorgsarbejde står for må­ske mere end halvdelen af bruttonationalpro­duktet, når alt regnes med. Men kvin­dernes indsats er usynlig i mændenes verden og honoreres dårligt, hvis overho­vedet, og pågår uden anerkendelse og respekt. Og Perez påviser med klare, forsk­ningsbaserede facts, hvordan ver­den er indrettet med hen­blik på mænd og deres foretagen­der.

Mænd forlod traditionelt hjemmet om morgenen i en stor bil, mens kvinden på cykel eller med offentlig transport fragtede børnene til institutioner, pas­sede deres eget arbejde, hen­tede børnene igen, købte ind, forberedte mad, vaskede tøj, gjorde rent, lavede lektier med børnene, holdt øje med deres skolegang, kost og helbred, passede familiens sociale liv og kontakter, købte gaver, arrange­rede fester og sammenkomster, tog sig af deres gamle foræl­dre – ofte også mandens, tog sig af andre svagelige eller syge pårø­rende, venner, naboer m.m. – Mens manden kom hjem, parkerede sin store bil, spiste sin mad i fred og kunne sætte sig med avisen eller ar­bejde videre, mens konen badede og put­tede børnene. Hans alibi var, at han tjente mest. Men hvis kvinden ikke blev sat år tilbage ved hvert fællesbarns fødsel, og hvis hun fik hono­reret de mange timers ulønnede omsorgsarbejde, så ville hun jo tjene langt mere. – Da kvinderne i stort tal kom ud på arbejdsmarke­det, fik de ringere løn og dob­belt ar­bejde, fordi det gratis, og dermed usyn­lige, arbejde i privatsfæren stadig påhvilede dem. Det figurerede ikke i mændenes synsfelt og regnskaber. – Og kvinderne blev, i modsætning til mænd, straffet for hvert barns fød­sel med store indhug i deres livsindkomst, både hvad angår karrieremuligheder og opsparing til pen­sion.

Perez dokumenterer, at boligkvarterer, huse, biler, køkkener, offentlig trans­port, veje, medi­cin, verden i det hele taget, er indrettet af mænd med man­den som målestok. Kvinder har fx ifølge Perez 47% (!) større risiko for at komme til skade i en trafikulykke, fordi de som oftest sidder på det forreste passagersæde, som ikke er så sikret som førersædet, fordi airbags og rat­stamme er indrettet med henblik på mænd, og fordi de testdukker, man bruger til at måle personska­der i biler i tilfælde af ulykker, hidtil udeluk­kende har været modeller af gen­nem­snitligt højere og mere langbenede mænd med en længere rækkevidde. I de fleste biler vil kvinder, selv om de fø­rer bilen, være for små til at nå peda­lerne uden at rykke sædet meget langt frem, og de har ofte et dårligere ud­syn. Så når du næste gang har svært ved at nå bil­letautomaten i P-huset med dine korte arme, og din mand griner ad dig og fortæller vittighe­der om kvin­delige bilis­ter, så ved du nu, at du ikke nødvendigvis er en dårligere bilist, end han er – tværtimod er dobbelt så mange mænd som kvinder involveret i trafikulykker, og når det gælder eneulykker taler vi om tre gange så mange mænd i forhold til kvinder[2] – men du sidder og skal begå dig i en maskine, der ikke er de­signet med tanke på dig. Fordi ingen drømte om at skaffe data om kvinde­kroppen, da bilerne blev udviklet.

Det samme gælder behandling af syge og medicin: Vi får alle vacciner, ope­rationer, andre indgreb, vitaminer og medicin, som fx hjertemedicin og pil­ler, der sænker blodtryk og koles­teroltal, der alt sam­men er udviklet af og afprøvet på mænd. Medicinalfirmaerne og lægeud­dannelserne foretræk­ker mandlige forsøgs­personer, fordi de fleste af dem selv er mænd, de tænker enøjet på mandsk, og kvinders organer er anderledes, de kunne være gra­vide eller på anden måde hormonelt påvirkede, hvilket giver rod i data. Det er nemmere med mænd og mandekroppe, der ikke ændrer sig så meget hen over måneden og livet, og som mænd bedre forstår, fordi de kender det fra sig selv. – Derfor oplever mange kvinder, at de får det dårligt af me­dicin, der skulle hjælpe dem, og at de ikke møder forståelse og hjælp hos læ­gerne, hvis de klager over bivirkninger eller lider af noget specifikt eller overvejende kvinde­ligt, endometriose, cyster, kronisk træthedssyndrom, overfølsomheder eller spisefor­styrrelser. Selv symptomer på hjerteanfald er forskellige hos mænd og kvinder, påviser Perez, hvilket ofte har medført, at læger ikke genkender alvorlig sygdom hos kvinder og med en hovedry­sten og to Panodi­ler sender dem hjem for at dø. Heller ikke de kvindelige læger, der jo er ud­dannet i og skal fungere i sy­stemer udviklet og opretholdt af mandemagt, har endnu formået at ændre fokus, så også kvinder i højere grad inkluderes i den medicinske forskning og prak­sis, også når det ikke handler om graviditet, fødsel og den kvindelige overgangsalder. Ifølge Pe­rez er der ikke mange, der ved eller indser, at kvin­der er forskellige fra mænd helt ned på celleniveau, og at de har betragteligt flere nerver og re­ceptorer.

Mange mænd anser forskning i kvinders kroppe, i kvinders vilkår og erfarin­ger og i kvindelit­teratur og anden kunst udført af kvinder som et udtryk for en indskrænket verden, der er uden for det normale, der ikke er fin nok, ikke repræsentativ nok, i det hele taget ikke værd at beskæftige sig med.

Det er mænd, der definerer verden, hvis de får lov, og de dominerer den anden halvdel af klodens befolkning. Det meste af det, mænd foretager sig og ytrer, er henvendt til andre mænd. Kvinder er i den sammenhæng lavere range­rende væsner, ofte blot objekter som kan forsyne manden med mad, om­sorg, støtte og/eller sex, mens de opfattes som en slags brugsgen­stande, ikke som ligeværdige.

Alt, hvad mænd er og beskæftiger sig med, tillægges uforholdsmæssig høj betydning, mens kvinders eksi­stens, deres verden, indsats og oplevelser ta­les ned, gøres til genstand for vittig­heder og bruges til at befæste det mandlige broderskab endnu mere: Vi er hævet over dem, jeg er i hvert fald ikke en pige, og vi gider ikke lege med piger.

Det er som oftest mænd, der år efter år, måned efter måned, uge efter uge, dag for dag, føl­ger intensivt med i fx cykel- eller motorløb, golf-, tennis- el­ler fodboldkampe, der ingen be­tydning har, ingen ef­fekt på verden – ud­over at nogle bagmænd og få deltagere bliver ufat­teligt rige. Mændenes højt værdsatte sport er i virkelighe­den et evigt gentaget, meningsløst gladia­torshow, en cirkusforestilling om maskulin styrke og dominans, en banal pengemaskine og fast indkomstsgenerator for tv-stationerne … Mere skal der ikke til for at beskæftige nogle mænds intellekt. – Men sport har betydning for ’bonding’ blandt mænd, sport danner bro­derskaber, der også kan inkludere meget ihærdige kvinder.

Når mænd læser, er det tit endimensionelle krimier, thrillere eller biografier om ubegavede sportsfolk, politikere, præsidenter, jægersoldater eller andre mas­kuline idoler. Det er mænd, der skaber og forbruger porno, det er dem, der fylder i retssalene og i fængslerne, og det er overvejende mænd, der befolker misbrugscentre og herberger.

Kvinder arbejder ofte som sosu-assistenter, pædagoger eller skolelærere, men det er den unge fyr på 32, der hverken kan læse, skrive eller regne, som kører den hjem på kønnet, den uberettigede selvtillid og charmen og bliver kommunal leder, børnehave- eller skoleleder for næsen af den er­farne og veluddannede, 50-årige, kvindelige pædagog.

Kvinder har bidraget og bidrager fortfarende til forskning, kunst og sam­fund på mange, yderst berigende måder, som de sjældent bliver anerkendt for. Kvindelige forskere ser deres arbejde ignoreret eller overtaget af mand­lige kollegaer. Kvinder, der har arbejdet sammen med mænd, skrives ud af historien, hvorimod mændene hyldes. Kvindelige musikere spilles ikke så meget som deres mandlige kollegaer. Kvindelige skuespillere aflønnes dårli­gere … kvindelige forfattere promoveres mindre … osv. – Man kunne blive ved. – Og priser, æresbe­visninger og hyldestskrivelser forekommer overvejende i mandlige, selvgratulerende cirkler.

På tv er det mænd, der fortæller om udeliv, haver, madlavning og landliv, Jørgen Skouboe, Nikolaj Kirk, Sø­ren Ryge, brødrene Price, Søren Vester, Frank Erichsen, for vi har kun respekt for det, der kommer ud af en mandemund; det kan være fortvivlende banalt og udstiller et meget begrænset udsyn, men det er mændene, vi lytter til. Selv om der findes masser af kvinder, der er kompetente biolo­ger, gartnere, kokke, boligind­rettere og i stand til at passe en køkkenhave, et blomsterbed eller at fodre nogle høns.

På samme måde er vor tids filosofiske helte mænd som fx Jørgen Leth, Tor Nørretranders og Svend Brinkmann, der ustandseligt får taletid til at udba­su­nere deres meninger om, hvordan vi alle skal leve og gebærde os, men in­gen af de ovennævnte herrer har nogensinde haft før­stehåndsviden om, hvad den anden halvdel af menneskeheden oplever, tænker og føler.

På den måde kan mænd ofte virke afstumpede. De er slet ikke klar over, hvor meget de ikke ved. De er døve og blinde for det, der foregår lige for næsen af dem. Deres skrifter er enten hjerteskærende endimensionelle og banale eller løftet op i nogle teoretiske sfærer, som de ikke selv helt over­skuer og forvilder sig bort i, men deres arbejde og værker er også kun be­reg­net på at afstive et vaklende ego og dupere andre mænd.

Det sidste, jeg vil fremhæve her, er Perez’ påpegning af, at forskning har klar­gjort, at kvoter ikke favoriserer kvinder, men at en kvoteordning, der sikrer et nogenlunde ligeligt antal kvinder og mænd fx til forsknings- og lederstillin­ger, først og fremmest frasorterer inkompetente mænd. – Vi lader lige det stå et øjeblik: Inkompetente mænd har hidtil nydt fremme, bare fordi de var mænd. Så er det vel ikke så himmelråbende uretfærdigt at sørge for en ligelig repræsentation?

Når man har været kvinde i en sådan verden i næsten 70 år og har lagt øre til alle vit­tighederne, har set sig forvist til en lidet påskønnet minoritetsgruppe, er blevet opfattet som et objekt og ikke et levende, følende subjekt i sin egen (menneske)ret, og har skullet læse og tale et frem­med, mandsk sprog, der bl.a. sorterer alle kvinder efter alder og udseende, og som i årtusin­der har defineret sex og evt. samliv efter mandens behov, så kan man tude af lettelse over de oven­nævnte bø­ger – og heldigvis mange andre – og føle sig set, forstået som en berettiget per­son og som en del af det menneskelige fællesskab.

At læse mandsk er som at læse et fremmedsprog, som man skal sidde og over­sætte inde i hove­det, mens man hele tiden overvejer, om der er noget, man kan gen­kende.

At læse en bog af en kvinde er ofte, hvis den er god, som at komme hjem og føle sig gen­kendt og accepteret. – Tænk på, at sådan har mænd det for det meste, de føler sig hjemme­vante og berettigede, når de læser og fær­des i verden i øvrigt, og de bliver irriterede og ke­der sig, hvis de skal be­skæftige sig med kvinders synsvinkel. – Men der er nok ikke nogen vej udenom. Vi kunne begynde med at tage os selv alvorligt. At tro på os selv, at indse at vores oplevelser og følelser er gyldige.

På Island har kvinderne – også den kvindelige statsminister og politikerne – lige strejket en hel dag for at gøre opmærksom på kvindernes betydning både på jobbet og i hjemmene. Skønt Island ligger nr. 1 på den internatio­nale liste over lande, hvor kvinder har de bedste forhold og muligheder, The Global Gen­der Map 2023, tæt fulgt af Norge, Finland, New Zealand og Sve­rige – og hvor Danmark ligger nr. 23 efter bl.a. Namibia, Rwanda, Filippinerne og Schweitz, og Afghanistan er henvist til sidstepladsen – er man endnu langt fra i mål med ligestil­lingen på Island.

Der er store hængepartier, mener den islandske statsminister, Katrín Ja­kobs­dóttir, iflg. Politi­ken d. 24.10.23[3]:

’Men dér, hvor det stadig halter, er løngabet i flere sektorer, mængden af ubetalt arbejde og krænkende adfærd mod kvinder, siger Steingrímsdóttir. En undersøgelse fra Háskóli Univer­si­tet i Island viser, at hver fjerde kvinde i Island har oplevet vold.’

Hver fjerde kvinde på Island har oplevet seksuel vold! [4]

Det er ikke huleboere, vi taler om her, men et af verdens mest udviklede lande … At kvinder og kvinders arbejde og indsats stadig vurderes som væ­rende langt under mænds i værdi, og at mænd åbenbart allevegne føler sig beretti­gede til at forgribe sig på kvinder fysisk og sek­su­elt, er mig en gåde.

Tingene er ikke anderledes herhjemme: – 100 m fra mit hus så jeg forleden noget, der ærligt talt choke­rede mig, og som formentlig meget godt ud­trykker mandlig tankegang og mandsk sprog:

Aalborg Kommune udvider en børnehave på min vej, og da hele området og jorden under os rystede i ugevis, gik jeg ned for at se, hvad der var på færde.

Det var en potent og kraftigt vibrerende tromle, der rystede os alle, og da jeg kom nærmere, så jeg, at den var opkaldt ’Mo­nica Lewinsky’ og forsynet med et amerikansk flag:

Se, det er komplet uforståeligt for en ældre kvinde, hvorfor en kommunal en­treprenør opkal­der en stor tromle efter en praktikant, der 22 år gammel igen­nem længere tid blev seksuelt udnyttet og offentligt ydmyget af en amerikansk præsident, der var mere end dobbelt så gammel som hun. Og at de kører med den så­ledes bema­lede maskine lige op ad børnehavens legeplads, hvor foræl­dre, pædagoger og forbipasserende kan se, hvor primitivt aggressiv og sårende over for kvin­der, de kommunale entreprenørers tankegang er.

Monica Lewinskys liv blev ødelagt, ingen glemte nogensinde affæren, og hverken hun el­ler præsidentens hustru gennem mange år har kunnet genvinde deres ry som kompetente og selvstændige mennesker. En lovende ung kvinde, en højt begavet hustru, deres datter, mandens embede, vælgere, venner og kollegaers tillid og hele landets internationale omdømme blev skadet pga. én mands enorme svigt og misbrug af sin stilling. – Bare fordi han ikke magtede at tøjle sine perverterede fantasier.

Mens præsidenten selv løj og charmerede sig igennem det hele og stadig opfattes som sej af andre mænd, som opkalder deres maskiner efter et offer og måske i virkeligheden ønsker sig i hans sted. På et stort kontor med unge, seksuelt tilgængelige praktikanter og skide være med konse­kvenserne.

Det er et eksempel på mandsk sprog og tankegang, som er uoversætteligt til kvinders erfa­ringsverden – Kunne man forestille sig, at fx en kvindelig skolebuschauffør ville opkalde sin smækre bus efter et af de unge, mand­lige ofre for tidligere fagforeningsleder Lizette Ris­gaards gramserier? – Nej, vel? Mænds ufølsomhed får ofte andre til at føle sig skidt tilpas som kvin­der og potentielle ofre.

Alle disse dårlige følelser slipper man for, når man læser bø­ger – og ser film, tv-serier, hører musik m.m. – skrevet af kvinder.

Men vi lever stadig i en mandsk verden, behersket af den tankemåde, som sex, vold, politi og rø­vere-lege, magt, status, sport og et enøjet mandsk blik rettet mod egen og andres pikke og deres størrelser giver, der for nogle kvinder og for nogle mænd og for nogle, der befinder sig imel­lem eller uden for disse kønskate­gorier, kan føles afstumpet og frastødende. – ’Nak og æd’- sprogbrugen, som opfatter de sidste overlevende rester af vildtle­vende dyr som legitimt mål for misun­delsesværdig maskulin udfoldelse og dræberinstinkt. Den maskuline giftighed, der, hvis en mand har opnået magten til det, bare betjener sig seksuelt af ganske unge piger, der tilfældigt står på deres kontor eller er datter af ens undergivne kok, uden at skænke konsekvenserne en eneste tanke. For han har jo ‘fortjent’ prinsessen og det hele kongerige, bare fordi han er mand.

Fordi mænd er så højtråbende og så selvsikre i deres berettigelse og så vold­somme, får de stadig lov til at behandle kvinder, der udgør halvdelen af ver­dens befolkning[5], som en mino­ri­tet på linje med alle de andre minorite­ter, som mænd også føler sig hævet over.

Feminisme er ikke aggression vendt mod mænd, feminisme er helt enkelt et spørgsmål om, at kvinder tildeles samme mål af menneskerettigheder og re­spekt som alle andre mennesker.

[1] Når jeg skriver ’kvinde’ og ’mand’, mener jeg NOGLE kvinder og NOGLE mænd. Jeg er klar over, at ordene ’kvinde’ og ’mand’ dækker over utallige fremtrædelsesformer.

[2] Kønsforskelle i trafikulykker, Vejdirektoratet januar 2016

[3]https://politiken.dk/udland/art9587506/%C2%BBHvis-vi-forts%C3%A6tter-som-vi-g%C3%B8r-nu-s%C3%A5-opn%C3%A5r-vi-f%C3%B8rst-ligestilling-om-300-%C3%A5r.-Det-er-totalt-uacceptabelt%C2%AB

[4] One in four women has been raped or sexually assaulted | University of Iceland (hi.is)

[5] Der fødes normalt en smule flere drenge end piger, til gengæld er drenge genetisk set mere skrøbelige end piger. I dag overlever de fleste mænd dog barneårene, og på verdensplan findes der ca. 101 mænd pr. 100 kvinder, undtagen i de tidligere sovjetrepublikker, hvor forholdet er 86 mænd over 32 år til 100 kvinder. På de kanter dør mænd tidligt af druk, vold og krig. – I Arabien, Kina og Asien, derimod, er der en overvægt af mænd, bl.a. pga. mord på eller bare ligegyldighed over for nyfødte piger, og mænds fortrinsret i alle forhold, også hvad angår uddannelse og sundhed.

https://finans.dk/weekend/ECE7976382/Den-sk%C3%A6ve-k%C3%B8nsfordeling/