Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestina­tionerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginalise­rede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børne­børn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige små­børn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvin­der − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Fo­restil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilba­geværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespær­rede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproduce­rende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.

Den dødbringende kiksekage

Jeg hørte engang om baggrunden for sagen om den ulyksalige kiksekage, der i julen 1999 kostede to mænd livet, og jeg viderebringer det her. Som et lærestykke i, hvordan man IKKE skal gøre, når det drejer sig om dyrehold og fødevaresikkerhed:

Manden i familien arbejdede på en æggefabrik, dvs. et sted hvor titusindvis af høner gik seks sammen i små bure med ståltrådsbund i 26 graders fugtig varme i et år og lagde deres 300-350 æg, som blev opsamlet på transportbånd, pakket og kørt ud i butikkerne, hvor du og jeg købte dem under besynderlige handelsnavne såsom ”12 friske morgenæg” eller lignende.

Før de kom på æggefabrikken, var hønerne udklækket på et rugeri, hvor de blev kønsundersøgt i rumpen, fik næbbet brændt af, blev stuvet sammen i overfyldte kasser og sendt til æggeriet, hvor de fik medicinholdigt foder, så de kunne vokse i rekordfart og begynde at producere æg.

Efter at have ydet på højtryk i ca. et år blev hønerne taget ud af burene igen og gasset i store containere, så nye, højtydende høner kunne få pladsen. De opbrugte høns var udmagrede, svage i knoglerne, fyldt med sår på krop og fødder, og de havde mistet næsten alle deres fjer pga. vantrivsel og hakning fra de andre høns, som også led under de snævre, unaturlige forhold.

Denne mand tog en femten-tyve af disse høns med hjem i stedet for at lade dem aflive i gascontaineren, da deres tid var inde. Han havde en åben carport ved sit hus, der lå et forblæst sted ude i Midtjylland, hvor han satte noget hønsenet op. Så kunne den lille forhutlede flok gå der − Det var november måned, de var svækkede i forvejen, halvnøgne og havde aldrig oplevet kulde, frisk luft og blæst før. Manden og konen udnyttede æggene fra disse høns i husholdningen.

Da det blev jul, må disse stakkels høns have været dødssyge. De stammede fra storproduktionen, fra et rugeri og var blevet opfostret med antibiotika, så de havde med stor sandsynlighed salmonella. Alligevel rørte konen en kiksekage sammen − af lun palmin, kakaopulver, masser af sukker og en håndfuld rå æg − og stillede den på bordet i sit varme køkken i to-tre dage.

Hvis man skulle opformere bakterier i et laboratorium, kunne man ikke have gjort det mere effektivt!

Manden og børnene i huset spiste i de følgende dage af kagen, og det kostede ham og den ældste søn livet, de andre blev alvorligt syge. Det viste sig, at fire af de sytten høns havde den særdeles ondartede salmonellaform, Salmonella enteritidis.

Som jeg har skrevet i det foregående indlæg, ”Høner og kyllinger”, bliver sunde havehøns, der lever naturligt og går sammen med hønemoderen de første uger af livet på områder med god plads, sjældent bærere af smittefarlige bakterier. Deres naturlige tarmflora bliver ikke udryddet med antibiotika, og når de går i haven, optager de store mængder af stærkere, konkurrerende bakterier, så salmonella o.l. ikke kan trives i noget skadeligt omfang.

Vi ved, at salmonellabakterier findes næsten overalt i naturen, men de kan ikke formere sig og blive mange og sygdomsfremkaldende ved temperaturer under 5°. − Derfor er det smart at bruge sit køleskab.

Bakterierne kan også udryddes ved opvarmning til 72° i 15 sekunder, eller til 60° i 30 minutter. − Derfor skal man varmebehandle potentielle smittekilder kortvarigt og vaske sine hænder, køkkenklude og køkkengrej omhyggeligt.

Med sunde æg fra trivelige høns og med god køkkenhygiejne og hurtig nedkøling kan man sagtens lave kiksekager og andet, der indeholder rå æg.

Men hvis der er den mindste tvivl om æggenes oprindelse eller alder, ville jeg bruge pasteuriserede æg …

(Som i parentes bemærket oftest er æg fra syge høns, hvor der i forvejen er konstateret smitte. Disse potentielt farlige æg omdirigeres til varmebehandling og sælges til industri og private som det sikre, men ofte ugegamle og ikke synderligt appetitlige, produkt: pasteuriserede æg.)

Hønen og kyllingerne

I mange lykkelige år − indtil fugleinfluenzaen fik myndighederne til at forbyde fritgående høns − havde jeg høns i haven. Smukke, håndtamme, geskæftige, robuste, fritgående høns. Når jeg lugede, havde jeg en hale af høns efter mig, og gåsebiller og lignende kryb og kravl havde ikke en chance hos mig.

Vi fik de skønneste æg i de år: Store, velformede med mørkorange blommer pga. græs og andet grøntfoder, som hønerne selv fandt i haven, og med spændstige hvider, der lå som en fast vold omkring blommen i stedet for at løbe ud som vandhanevand, når man slog ægget ud. Jeg bagte et utal af gode kager og lavede uforfærdet både is og koldskål af mine flotte, rå æg, eller jeg nød en tatarmad eller en røget sild med solgul æggeblomme midt i løgringen. Som i min barndom turde jeg røre mig en æggesnaps i en kop med sukker og nyde den langsomt af teskeen.

De fyldige hønemadammer rugede selv et kuld kyllinger ud hvert forår, og det var altid et stort øjeblik at se de små pirke sig ud af ægget og med bittesmå, sprællevende knappenålsøjne betragte verden fra under mors skærmende skørter.

En dag, jeg sådan sad og kiggede på en hønemor med et par dage gamle kyllinger om sig gogle rundt i hønsegårdens sand, så jeg hende lære de små at drikke vand. Hun virrede kælent med hovedet, mens hun nærmest overdrevent trak vand op i næbbet, lagde hovedet tilbage og sank. De små efterabede hende omgående. Så hakkede hun i skålen med kyllingefoder, havregryn, hirsefrø, knust hvede, og småknurrede inviterende, indtil de små samledes om hende og gjorde ligeså.

Da pikkede en af de små prøvende i en stor, sort-hvid hønselort, som lå i sandet imellem dem, og hønsemor fór frem, pegede næbbet direkte mod lorten og hvæsede højlydt og advarende, mens hun slog med hovedet. Dette gjorde hun et par gange, og kyllingerne sprang tilbage fra den ”farlige” lort. Selv jeg, der jo tilhører en helt anden art, havde omgående forstået meningen, som utvetydigt var: Hold jer fra lort!

Mine kyllinger glemte det aldrig. Ingen af mine hjemmeavlede havehøns drømte om at hakke i hønselort.

Se, nu ved vi jo, at afføring er en af de største smittekilder til bl.a. salmonella. Når jeg indsendte en bakke æg til undersøgelse, blev der aldrig fundet hverken salmonella eller andre bekymrende smittekim. Damen på laboratoriet fortalte mig engang i telefonen, at de næsten aldrig fandt smitte hos hobby-have-høns.

I de store produktioner, derimod, vrimler det med salmonella, kampylobakter og hvad de ellers hedder, alle de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som høns kan rage til sig. Her udklækkes æggene nemlig på rugeanlæg; de kyllinger, der har det rigtige køn og overlever kvasemaskiner, gasning og næbbrænding, rutsjeture og transportkasser, ser aldrig en voksen høne. Deres første foder indeholder antibiotika, fordi ”så vokser de hurtigere”, og medicinen rydder mave-tarmsystemet for naturlige bakterier, som kunne udkonkurrere den svagere salmonellatype. Derudover går kyllingerne så tæt i store flokke, mellem 2000 og 20.000 individer, at der simpelthen ikke kan findes en eneste kvadratcentimeter uden hønselort i selv de største stalde. Og naturligvis kommer de aldrig ud og ser en solstråle eller et grønt græsstrå.

Så hvis der blot findes et par salmonellabakterier i deres omgivelser, og det gør der alle vegne, så får de små skadevoldere optimale muligheder for at sprede sig til alle 2000 eller 20.000 lortespisende kyllinger i løbet af meget kort tid. Hvad det betyder for de kyllinger og æg, vi spiser få uger efter, kan enhver regne ud.

Primitiv grusomhed har i produktionen erstattet hensyn til velfærd og velbefindende, og derudover bliver både mennesker og dyr syge af de forhold, vi byder vore dyr i dag. Kyllingerne har selvfølgelig brug for naturligt foder og en naturlig opvækst med en mor, som kan lære dem at være ordentlige høns, men sådanne hensyn kan man ikke forvente af et menneskesamfund, der altid går efter de billigste fødevarer, og som ikke undser sig for at sende sine egne unger hen i opbevaringsanlæg, hvor de kan gå og vantrives i stadigt større flokke.

Dette var bare et lille pip om høns, dyre- og menneskevelfærd, velsmag, sundhed for alle parter, yngelpleje og havelykke. Vi er kommet så langt væk fra det gode liv, både for mennesker og dyr i produktionen − 25.000 smågrise dør HVER DAG i de danske svinestalde! − bare for at nævne et eksempel, at vi har glemt, hvordan det kunne være.

Mens vi gumler færdigmad med skamløst billige, salmonellabefængte, varmebehandlede æg, sidder vi og ser på nogle få naturromantiske bønder i tv, eller vi styrter ud for at se de økologiske køer komme på græs, mens fx Arlas ganske almindelige køer, som der jo er flest af, angiveligt, ifølge formanden for de danske mælkeproducenter, ikke har set en mark siden 1978:

Jeg får mine æg hos en lille hobbyavler i nærheden, og de er smukke og velformede med mørkorange blommer og spændstige hvider, og de udgør naturligvis ingen sundhedsrisiko for hverken høner eller damer.

Coverversioner

Sommetider overgår kopien originalen. Sommetider rammer en sang en kunstner, der virkelig mener og kan noget med den. Det seneste århundredes bedste coverversioner er efter min mening:

Billie Holiday’s ”Strange Fruits”

Jimi Hendrix’s ”Hey Joe”

Joe Cocker’s ”With A Little Help From My Friends”

Sinead O’Connor’s “Nothing Compares to You”

Eric Clapton’s “Nobody Knows You When You’re Down And Out”

Teitur’s “Mother Nature’s Son”

− men den sidste kan jeg ikke finde i en ordentlig indspilning…

Lavendelsmåkager

Mine yndlingslavendelsmåkager, ca. tre bageplader:

350 g mel

350 g sukker

1 tsk groft salt

2 tsk stødt ingefær

1 tsk natron

½ pk. tørgær blandet i melet

120 g smør

En håndfuld hakkede lavendelblomster og blade

2 spsk frisk revet ingefær

Fintrevet skal af en økologisk citron

1 spsk fløde

2 små el. 1 stort æg

Mel, sukker, krydderier, natron og gær sigtes sammen

Smørret smuldres i

Lavendler, citronskal og frisk ingefær røres i

Æg og fløde røres i

Dejen samles og trilles til pølser på størrelse med en haveslange

Skæres i ½ cm brede skiver, som lægges med GOD afstand på bagepapiret og trykkes flade

Bages i ovnens nederste tredjedel ca. 10 min v. 200 grader

Danskernes ferie

De senere år har jeg ikke kunnet tage et foto af himlen, uden der kom flystriber med. Den in­tensive lufttrafik er medvirkende årsag til de våde, kolde, danske somre, som folk føler sig tvunget til at flygte fra … i fly.

Nu har vi knoklet (næsten) et helt år på jobbet, og så har vi KRAV på godt vejr i ferien. Når regnen siler ned, og det blæser en halv pelikan, så kan man naturligvis ikke holde ferie i Dan­mark.

Så der er kamp om billetterne, og lavprisselskaberne flyver mine medborgere i hundred­tusindvis ud af landet. Det er blevet en menneskeret at holde ferie på en solbeskinnet strand, gerne ”all inclusive”, så man kan forsyne sig med pommes frites, softice og kulørte drinks ad libitum, mens man branker sig i solen.

Sydeuropas øer og strandnære områder er i sommermånederne forvandlet til betonbadelande for blege, ædende, drikkende og solbadende nordeuropæere. De modigste pakker deres små­børn og tager til Thailand eller andre mere eksotiske strande; flyveturen er længere, men prin­cippet er det samme.

En stor del af ferieglæden består tilsyneladende i den moderne version af postkortet, nemlig at hjemsende mobilsnapshots af sig selv i liggestolen. Til glæde for hvem? Hvem standser op og spørger om meningen med al denne rejsen, samtidigt med at man forholder sig til et mere eller mindre indbildt publikum hjemme? De fleste er jo ude på deres egen tur og travlt be­skæftigede med at uploade mobilfotos af sig selv.

På trods af knokleriet, og al den omhu og alle de ressourcer vi hælder i vores boliger, der ef­terhånden alle sammen har samtalekøkkener, wellnessbadeværelser, designermøbler (Vis mig et møbel, der ikke er designet!) og adskillige kubikmeter andet, overflødigt bras, kan vi ikke holde ud at tilbringe to-tre ugers ferie hjemme. Ikke engang hvis vi har store, velindrettede haver og husdyr, der skal passes.

Hjemme på vejen kunne ungerne løbe rundt og bruge tid på at finde kammerater og skabe deres egne lege uden institutionernes overopsyn og struktur. De voksne kunne give sig tid til at lave god mad med altanens krydderurter eller høste, sylte eller nedfryse havens overskud af jordbær, hindbær, solbær, kirsebær, bønner, ærter … Vi kunne omsider få ryddet op på loftet eller invitere familie og venner til lange besøg, samvær og gode snakke … Eller vi kunne gå på opdagelse i nærmeste skov eller på stranden iført praktisk tøj og vandrelyst. Måske er der ovenikøbet et par seværdigheder og et sommerland i nærheden, som hele familien kunne have fornøjelse af?

Resten af året gør vi os til af vores økologiske og miljøbevidste valg, hvis vi fx cykler til arbej­det i sommerhalvåret, men af en eller anden uforståelig grund gælder det ikke som ferie, hvis det ikke starter med en flyvetur, til nød en laaaaang køretur i bil.

Resten af året høres ikke andet end beklagelser over, hvor lidt tid der er til at ordne ting i hjemmet og til at se familie og venner, men når så muligheden opstår, flygter vi ud til de syd­europæiske betonhotellers forlorne folklore.

Måske er vi blevet så vant til faste rammer, at ferieugernes tomhed og nærmest uendelige muligheder skræmmer os?

Fordelen ved al rejseriet er, at der bliver bedre plads herhjemme, mere fred og ro til dem, der har indset, at ferie kan være andet end at klemme sig ind i iltfattige, tyve år gamle, raslevorne flyvemaskiner, for derefter at lægge sig fladt ned ved en pool eller på en strand i et stegende varmt og tørt land mellem tre og sytten timers flyrejse væk.

At sommervejret i Danmark gentagne år i træk er så rædsomt vådt med skybrud og over­svømmede kældre har garanteret ikke noget med al det flyveri at gøre, vel?

Sprog- og bogsjusk

Det er kun i Danmark, vi stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører.

På anmeldernes anbefaling læste jeg belgieren Tom Lanoyes nye bog på dansk, ”Målløs”.

TURBINE forlaget (sådan omtaler de sig selv på hjemmesiden) skriver om bogen, der handler om forfatterens mor, at ”Hun mistede først sit sprog, så sin værdighed, så sit hjerteslag.” De citerer bl.a. Politikens anmelder:

“Gribende erindringsbog gør regnskabet op med diva-mor …”

Marie Tetzlaff, Politiken

(4 ud af 6 hjerter)

De fleste anmeldere var enige og roste bogen; det er sikkert også en glimrende bog, men, som det desværre ofte er tilfældet her i landet, så er bogen oversat af en af vore talrige sjuskede og usikre sprogbrugere, og forlaget glemte at lade manuskriptet gennemgå af en, der kan læse og skrive dansk, før de udgav det.

Bogen handler om en farverig kvinde, om hendes familie, venner, naboer, by, land, og om hendes søn, forfatteren. Det gennemgående tema er sproget, som moderen beherskede i sjælden grad, og som hun mister, og som forfatteren i hver eneste sætning forsøger at vise, at han mestrer bedre end de fleste.

En sådan bog, der netop handler om sproget, oversætter man til et hjælpeløst dansk, fx side 42 hvor en person gennemlever: ”Tolv måneder, fire sæsoner forbi, før man får set sig om.” − Hvad mener oversætteren her? Modesæsoner? Jordbærsæsoner? Jagtsæsoner? Dem er der næppe fire af på et enkelt år. Man stopper læsningen og spekulerer. Er bogen oversat fra engelsk ”seasons” og skulle det rigtige ord have været ”årstider”?

Side 212 har en kakkelovn ”et afløbsrør, der bugtede sig et par gange over kundernes hoveder og til slut alligevel fandt vej til et ildsted højt oppe i et hjørne”. Hvorledes et afløbsrør kunne bugte sig hen over hovedet på nogen og ende i et ildsted højt oppe i et hjørne, optog mine tanker i adskillige minutter, indtil det gik op for mig, at oversætteren formentlig mente et aftræksrør. − Hvorfor man placerer et ildsted højt oppe i et hjørne, kunne jeg ikke regne ud. Det kunne muligvis dreje sig om en speciel belgisk skik.

Side 237 læser man: ”Gulvet selv var omkranset af tjærede pæle, hvorimellem der var hængt snore med kulørte festlamper. En opmærksomhed fra byrådsmedlemmet for festligheden, der håbede på at blive genvalgt.” — Hvilket jo er noget halvkomisk bavl.

Side 255 igen en anglicisme: ”Fire lammerygge. Det var hans ide om et eftermiddagsmåltid.”

Side 349 rodes der, som utallige andre steder, rundt i sin-sit/hans- hendes: ”Der befrier jeg hende for sit undertøj og sin overskidte ble”.

Side 356 ”I fodenden stod der to blomsterkroner på smedejernsstativer, professionelt belyst.” Da der er tale om en kiste udstillet i en bedemandsforretning, gætter jeg, at det er blomsterkranse, der er sat op på stativerne, men jeg har ingen mulighed for at vide det. At stable blomsterkroner op på et stativ ville være usædvanligt, og jeg har svært ved at se arrangementet for mig, selv med professionel belysning.

Sådanne eksempler på dårligt, upræcist eller ukorrekt sprog forekommer på hver anden eller tredje side. Bogen må være velskrevet og fængende på originalsproget, ellers havde forlaget vel ikke ladet den oversætte, men hver gang, man som læser af den danske oversættelse møder et uklart ord, udtryk eller en irriterende anglicisme, stopper man op i forsøget på at forstå den oprindelige mening, hvilket slår læsningen itu. Som læser bliver man først utryg og er ikke ganske sikker på, at oversætter og forlag mener det alvorligt og har magtet opgaven. Derefter bliver man irriteret. Det står efterhånden soleklart, at man er udsat for dilettanter, og man overvejer, om man overhovedet har tålmodighed til at fortsætte.

I enhver tekst af en vis længde er der plads til et par slåfejl og en smutter, men når fejlene optræder i så rigelige mængder, er det forstyrrende for læsningen, en hån mod forfatteren og pinligt for forlaget. I dette tilfælde er bogen oven i købet, ifølge kolofonen, udgivet med støtte fra ”Flemish Literature Fund” − man må håbe, at de ikke får nys om, hvad deres penge er gået til.

Jeg har en klar fornemmelse af, at det kun er i Danmark, at vi, dvs. anmeldere og læsere, stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører. Engelske og amerikanske bøger kan de fleste læse på originalsproget, men vi er afhængige af gode oversættere, hvis vi vil lære andre sprogs litteratur at kende. At være en god oversætter betyder først og fremmest, at man kan dansk, og en god oversættelse formidler en tekst gnidningsløst og mærkes ikke i sig selv. Det kan ikke være hensigtsmæssigt, at læserne skal stoppe op på hver anden side og gætte sig frem til, hvad oversætter og forfatter mon har ment.

Burde anmelderne ikke hver eneste gang fange og påtale dårligt sprog og gøre forlagene ansvarlige?

Efterhånden er det med nogen bæven, man åbner selv en velanmeldt dansksproget og danskproduceret bog. Som læser mister man tillid til forfattere, oversættere, redaktører og forlag. Man orker kun at læse klassikere og nogle få, dygtige boghåndværkere, som man kender i forvejen.

Som forlaget selv skrev om ”Målløs”, kunne vi nu skrive, at ”vi mistede først vores sprog, så vores værdighed, så vores hjerteslag.”

Denne bog er desværre langt fra den værste, jeg er stødt på, i sproglig henseende. Det er blot den bog, jeg læser lige nu. Og at Politikens anmelder nævnes, skyldes udelukkende, at det nu engang er den avis, jeg som oftest orienterer mig efter. Jeg er heller ikke på nogen måde ude efter oversætteren, som ganske givet påtog sig en urimelig stor opgave til ringe betaling for derefter at blive ladt i stikken af sin redaktør.

Det er forlagets pligt at tjekke, at sproget er korrekt og forståeligt, før de udgiver noget som helst, og seriøse avisers anmeldere har pligt til at bemærke det, hvis forlagene ikke lever op til dette. Hvem vil betale 300 kr. for en bog, der ikke kan læses? Hvis det havde været en cd, der hakkede under afspilningen, ville vi klage og forlange vores penge tilbage.

Hvor i alverden kunne man ellers, ud over i dette lille, smådumme land, stille sig op og give offentlig koncert på et instrument, i dette tilfælde sproget, som man ikke behersker?

Vi er nødt til at se i øjnene, at bogsjusk kunne være en medvirkende årsag til dårligt salg af bøger.

Målløs / Tom Lanoye. TURBINE forlaget, 2012. 376 sider. ISBN 978-87-7090-599-2. Vejledende pris 299,- kr.