Provins

Så er der igen store overskrifter i aviserne om Udkantsdanmark, den rådne banan og yderområder. Selv i seriøse nyhedsmedier op­træder ordet ”udkant” nu rutinemæssigt og tankeløst. Unge redaktø­rer bruger dette ord og det, der er værre og langt mere nedladende, over for en stor del af landets befolk­ning med samme selvfølgelighed, som de skriver ”hest”.

For mediefolk og de, der gerne vil bemærkes af mediefolket, er Køben­havn jo stedet, eller mere præcist udtrykt: Deres egen navle er centrum for deres omverdensforståelse, og det sted, hvor den befinder sig, er Al­tings Midtpunkt.

I virkeligheden ligger hovedstaden, København, jo temmelig afsides, ef­ter at vi mistede Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne i 1658. Fyn udgør p.t. landets geografiske centrum, men velstand, industri og udvik­ling trives i Trekantsområdet, Vejle, Fredericia og Kolding, også en smule længere mod nord i og omkring Århus, som ligeledes ligger særdeles bekvemt i forhold til hovedfærdselsårerne ud i Europa.

På en god sommerdag besøger næsten halvdelen af befolkningen og en del til­rejsende europæere Danmarks kyster og nærliggende områder, men nogle mennesker kan lide at bo der året rundt. De kan tilsyneladende holde deres eget selskab ud og glæder sig måske over at opleve årstidernes gang i naturen i stedet for at sidde og se det i tv. De sætter sikkert pris på at have fri udsigt til himlen, god afstand til naboer, plads til at røre sig, til at tænde et bål, til at gå en tur uden at skulle klæde sig ud først, til at være ude uden at skulle sidde til skue på en café og betale overpris for tynd kaffe med langtidsholdbar mælk i. Det er måske væ­sentligt for deres opfattelse af et godt menneskeliv at kunne plante et træ, grave en sø, dyrke lidt frugt og grønt, holde høns, hunde, katte, heste m.m. i al stilfærdighed, som et utal af generationer har gjort det før dem uden af den grund at gøre et livsstils­show ud af det.

Man kunne måske også forestille sig, at det for nogle familier er et intel­ligent valg at købe et billigt hus med god udenomsplads i et trygt lille­byfællesskab, så man kun behøver ét job og én bil, og så den ene voksne, eller begge på skift, kan være om børnene, mens de er små. I en sådan rolig og velpasset familie har man tid til at lære sine børn at kende, til at lade tøjet tørre i solen, til at dyrke sine egne jordbær og rabarber, til at tage på fisketur, bage sit eget brød, til at passe en hund eller en kat ordentligt og til at være en del af et mere varieret fællesskab, end institutionerne kan tilbyde.

På en time kan disse familier nå Hamborg, Billund, Karup, Tirstrup eller Ålborg lufthavne med direkte forbindelse til alle de mest populære feriesteder, foruden flere daglige afgange til Oslo, Amsterdam, Lon­don, Paris, Frankfurt eller Kastrup, hvorfra det er let at nå længere ud i verden, hvis nogen skulle få lyst eller behov for det. Alle vegne findes der mobiltelefo­ner, bredbånd og 50 tv-kanaler med akkurat de samme tåbelige programmer, som alle andre har, så det er ikke hverken ensomt eller en begrænset form for tilværelse, der føres i provinsen i dag. Tværtimod. Der er absolut ingen grund til at være nedladende.

Jyder og fynboer tager hævn ved at kalde Sjælland for ”Djævleøen”, hvilket jo heller ikke er specielt venligt ment eller gavnligt for den gensi­dige forståelse, men vi ville aldrig gøre det som en selvfølge, i overskrif­ter i aviser eller nyhedsudsendelser.

Skulle vi ikke enes om at holde op med at kalde hinanden navne? Øge­navne af den slemme slags fremmer ikke samarbejdet. Jeg ville gerne i stedet slå et slag for det gode, gamle ord ”provins”, som jo dækker ud­mærket.

I sin oprindelige betydning betegner ”provins” en opgave, et ansvarsom­råde, en betroet del af landet. Hvis vi dertil leger, at ordet stammer fra det latinske ”pro venire”, med betydningen ”komme fra” eller ”oprin­delse”, så giver vi ordet yderligere en række positive konnotationer i retningen af, at vi alle, vores tankesæt eller det vi le­ver af, stammer fra provinsen, en indsigt, som kunne styrke den gensidige respekt.

Historieløshed

Når man har passeret de 50, er der altså ting i tiden, der kalder på over­bærende hoved­ryst:

Urban farming: Landbruget har sikret vores overlevelse igennem de seneste 10.000 år, men alligevel går unge kvinder i hysterisk selvsving over, at de kan dyrke lidt purløg − eller ramsløg, hvis det skal være fint − i en potte.

Street fishing: Fiskeriet er endnu ældre, men nu har unge mænd fundet ud af at kalde det noget smart, og så smider de snøren i vandet fra byernes havne­kajer, ganske som de­res forfædre altid har gjort det, og som folk i provinsen stadig gør rutinemæssigt, navnlig i silde- og hornfiskesæsonen.

Attached parenting: Fra tidernes morgen har mødre ammet deres børn, bå­ret dem på kroppen og so­vet sammen med dem, men først, når man finder på nogle amerikanske ord at hæfte på begrebet, bliver det salonfæhigt og anven­deligt for de unge mødre.

Hvordan forestiller unge sig, at menneskeheden kunne eksistere, hvis ikke deres forfædre op igen­nem tiderne havde skaffet sig mad på disse indly­sende måder, og hvis de ikke havde været i stand til at tage sig af deres af­kom?

Verden har faktisk eksisteret før i dag.

Rytmer

En gang i 70’erne opholdt jeg mig som studerende hos en teatergruppe i bjergene nordøst for Rom. Gruppen var kraftigt inspireret af vores eget, fremsynede og eksperimenterende Odinteater fra Holstebro, og lederen hed, så vidt jeg husker, Dino.

Teatret lå i en middelalderlig, borgagtig bygningsruin på toppen af et bjerg, hvor luften var tynd, kølig og klar. Man arbejdede her, som på Odinteatret, med skuespilleren som et udtryksmiddel i sig selv, og dagene startede normalt med udendørs stemmetræning. Dino tog mig med ud og begyndte at klare sin stemme op mod bjergvæggen. Han råbte ad bjerget og fik et rungende, buldrende ekkosvar tilbage. Jeg skulle naturligvis også prøve.

Med bjergene omkring os og under os fortalte Dino mig om rytmer, om bjergenes rytme, træernes rytme, om dagenes rytme, årets rytme og rytmen, hjerteslaget, i hvert eneste menneske. Han arbejdede meget bevidst med rytmer og sammenstød af rytmer. Jeg var 20 år gammel og fuldkommen betaget af det hele, men det er først nu, jeg begynder at forstå, hvad han mente.

Rytmen i mit liv er rolig nu, så jeg har tid til at opfatte og tænke over tingene. Jeg vågner langsomt om morgenen, kigger på himlen, lytter til fuglene i haven og blæsten i træerne. Jeg går lange ture med hunden og fornemmer årstiden. Jeg bruger timer på at tale med gode venner, læse, skrive, strikke, på gøremål i hus og have.

Sommetider, når telefonen ringer, og det fx er et travlt familiemedlem fra København, kan den hurtigere rytme, iveren efter at få budskabet afleveret i en fart, smitte mig, så jeg bringes ud af min egen rytme, bliver forpustet, hektisk og glemmer, hvad jeg gerne ville bidrage til samtalen med. Der sker helt enkelt et sammenstød af rytmer. Min rolige dag oppe imod familiemedlemmets hurtige rytme med vækkeur, transport, køer, forsinkelser, aflevering af børn, job, mange telefoner, mails, møder, små og store kriser…

Men hurtig hjerterytme er ikke kun forbeholdt de store byers beboere. Også i den fredeligere provins findes opkørte individer. Hvis deres tilværelse af og til skulle forekomme lidt for rolig, grænsende til det tomme og indholdsløse, ja, rent ud sagt kedelige, så sker der uvægerligt noget, som bringer deres rytme op på de høje nagler igen: Veninden har sagt noget, som tillægges enorm betydning og resulterer i det helt store drama. De hører om en mishandlet hund et sted og ryger omgående op i det røde felt og får trang til at gøre noget lige med det samme, snakke om det, skrive om det, engagere sig, samle penge og underskrifter ind. Barnet får en smule feber, og straks skal himmel og jord sættes i bevægelse, familie, venner, læger inddrages. En lillebitte uoverensstemmelse med ægtefællen køres på et kvart sekund op til en konflikt mellem fællesskab eller skilsmisse, mellem liv og død.

Høj puls er måske afhængighedsskabende? Dramasøgende mennesker har en tendens til at skifte ægtefæller, job, bolig og venner med høj frekvens, og disse skift går bestemt ikke stille for sig.

Måske er kroppens rytme medfødt, således at vi begiver os ud i verden med en forud givet fart? Eller kommer der noget tillært oveni, en rytme som smitter os, alt efter hvor vi befinder os, og hvilke oplevelser vi har fået med på vejen? Eller er det måske, som det næsten altid er, en kombination af disse og andre faktorer?

Dertil kommer, at livet føles mere hektisk, når vi er unge, og når vi står ved begyndelsen af et eller flere projekter, hvorimod vi bliver langsommere, roligere med alderen, når vores gøremål er fuldbragte, og vi nærmer os en slutning. − For nogle føles alderens ro så truende, at de er nødt til at starte forfra med fx ny uddannelse, nyt job, nyt land, ny kæreste, nye børn eller ny bolig for at føle, at de stadig er i live.

Både den individuelle, den kollektive og den naturlige rytme er derudover hurtigere om morgenen, hvorefter kadencen aftager i løbet af dagen for at flade helt ud om aftenen ved sengetid. Og sommeren, med solskin til langt ud på natten og febrilske udendørsaktiviteter, som skal nås, inden vinteren slår os hjem igen, føles langt mere sitrende hvileløs end vinterhalvårets lammende kulde og altomfavnende mørke, der blot får os til at længes hjem til sofaen.

40 år efter mine samtaler med Dino i teaterruinen på bjerget top, står det pludseligt klart for mig, at rytmer og sammenstød af rytmer måske er en væsentlig, om end hyppigt uerkendt, årsag til ellers uforklarligt, indre ubehag og sammenstød mellem mennesker.

Tid

Jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af laaaaangsom tid.

Som den tid der går, mens tøjet tørrer ude i sol og blæst.

Mens solsorten synger en forårsaften.

Mens en gryderet snurrer i den store, sorte gryde.

Mens rugbrødsdejen over tre dage udvikler sig til det velduftende, syrlige hjemmebagte.

Mens et stykke håndarbejde eller en fortælling tager form.

Mens planter og træer blomstrer, giver frugt og efterhånden udfylder havens rum.

Mens jeg går med hunden gennem skoven.

Mens jeg er fordybet i samtale med en god, gammel ven eller leger med et begejstret barn.

Mens tiden går langsommere, fordi jeg bliver ældre.

Hammer Bakker

Hammer Bakker 8 km NØ for Ålborg er nok et af de smukkeste naturområder i Nordjylland. Det er en bakkeø, dannet i sidste istid, og der er helligkilder, gravhøje og et uhyre rigt og varieret dyre- og planteliv. Heriblandt flere sjældne og beskyttede arter.

Alligevel insisterer Ålborg Kommune på at bygge store institutioner inde midt i det fredede område. Her oven for en smeltevandsdal lige over et drikkevandsindvindingsområde.

Og her i en gammel tilgroet mergelgrav lige under sagfører Olesens bevaringsværdige villa.

At kommunen selv vandaliserer naturen er en ting. Værre er, at kommunen har mistet enhver troværdighed i naturfredningssager, og at private tilsyneladende også kan bygge stort inde midt i Bakkerne.

I Amtets tid lød reglen, at man i Bakkerne måtte bygge, hvor der fandtes en tomt. Ikke en centimeter mere. Og i Amtets tid blev reglerne overholdt.

At sætte kommunen til at vogte natur har kostet os uerstattelige værdier…

Putning og pasning

Lige nu er der megen snak om, hvordan man putter børn. Der er alle mulige teorier og forslag, og der er endda skrevet bøger om putteteknikker.

Men små børn skal da ikke puttes!

Børn burde være højt skattede familiemedlemmer, som man tager sig af, og som man giver tryghed. At lægge nye, små, bange individer til at sove alene i et rum uden flokken om sig er ren og skær mishandling, selv om det efterhånden er blevet en social konvention. Enhver abemor er klogere end som så.

Der er ingen af os, der ville anskaffe en hundehvalp for så, når klokken bliver syv om aftenen, at lukke den inde alene i et rum, fordi vi gerne vil have stuen for os selv, så vi kan ”slappe af” og sidde og se tv i fred. Hvalpen får naturligvis lov at ligge og sove i en krog, så den kan hente tryghed i flokken, og så vi kan holde øje med den direkte uden elektroniske dingenoter.

At kæmpe imod småbørns naturlige trang til tryghed og kropskontakt giver timevis af gråd og kampe rundt om i danske hjem hver eneste aften ved sengetid.

På samme måde er det blevet en konvention, at man helt selvfølgeligt afleverer førsproglige småbørn til fremmede. Fremmede, som ”passer” dem for pengenes skyld, og som ingen interesse har i netop disse børn. Børnene er så små, at de ikke kan fortælle, hvordan de har haft det igennem de lange, psykisk hårde dage, så forældrene må stole på, at de fremmede voksne vil børnene det godt.

Det vil de fleste af dem, heldigvis, men selv blandt uddannede pædagoger findes der dovne, selviske og uinteresserede mennesker, som forråes i omgangen med andre menneskers krævende småbørn.

Det bevirker, at der med regelmæssige mellemrum dukker skrækhistorier op om vantrivsel og misbrug, som forældrene, oven i alt det andet, også er nødt til at fortrænge.

Senest en forsker, Ole Henrik Hansen, der har observeret ni vuggestuer i Storkøbenhavn og foretaget godt 8000 observationer, og som i følge DR, d. 29.4. 2012 konkluderer: − Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke. Han beskriver børnene som ”sanseløse pingviner”, fordi de lukker af for deres følelser, og fordi manglen på voksenkontakt hæmmer deres hjerner.

Hvilke mennesker skaber vi, når vi på denne måde gør vold på naturen dag ud og dag ind igennem barnets første, følsomme leveår? Hvilke diagnoser får vi, udover alle dem vi med rund hånd uddeler i forvejen, brug for fremover?

Måske er mange vuggestuer elendige, og det bør der gøres noget ved, men man kunne også til en forandring ganske enkelt påpege, at ansvaret for småbørns udvikling og trivsel ligger på de forældre, der har valgt at bringe dem til verden. I udlandet anerkender man stadig al den forskning, der viser, at børn under tre år har bedst af at være hjemme med de primære tryghedspersoner, dvs. far og/eller mor, til nød en bedstemor, om sig.

− Enhver so holder mest af sine egne grise, siger et gammelt ordsprog, og det kan nok så kostbare pædagoguddannelser, institutioner og forældres ønsketænkning om at få puttet og passet de kære små, så snart de har fået dem, ikke lave om på.

Telefonfis

Inden for en uge blev jeg ringet op af to forskellige telefonselskaber, Nationalregistret, Børsen, Kræftens Bekæmpelse og Nespresso!

Jeg bliver så forstyrret hver gang, for jeg forventer, at det er vigtigt, når nogen ringer. Mine venner og min familie ringer sjældent. Vi sms’er, mailer eller mødes. Lommetelefonen er kun til nødsituationer.

Alle de klistrede unge mennesker i røret havde GOOOOOOOD tid og ville meget gerne snakke med netop mig om mit telefonforbrug, om min synlighed på internettet, om et eventuelt abonnement, om støtte til en udbredt sygdom − som burde være en samfundsopgave, ikke mit og den unge mands i rørets − og den sidste unge dame ringede såmænd bare for at høre, hvordan det ligesom gik med mig og min nye kaffemaskine…

Først da gik det op for mig! − Der er selvfølgelig nogen, der laver telefonfis. God gammeldags telefonfis, som vi lavede det i 60’erne og 70’erne.

For det kan ikke være rigtigt, at vildtfremmede mennesker skal kunne ringe uopfordret til hvem som helst og tage deres tid og helt åbenlyst tigge dem om penge, vel? Og at jeg skal slippe, hvad jeg nu er i gang med, og finde på nye, perfide bemærkninger for at få de idiotiske tiggere og svindlere ud af mit rør igen?

(Da jeg har et lille firma, kan jeg ikke bruge Robinsonordningen, som kun omfatter privatpersoner.)

Tiden er løbet fra selv de − i egen selvforståelse − filantropiske afarter af telefonsalg. Af to grunde:

Der er for mange svindlere derude, og det er for nemt at finde folks numre på nettet, så vi er alle forsigtige og på vagt, når vi bliver ringet op af ukendte.

Vi går alle rundt med en personlig telefon i lommen, hvilket gør en uønsket opringning meget mere privat og grænseoverskridende, end da telefonen stod på et bord i stuen og var hele familiens fælles kommunikationscentral. − Den ringende kan ikke vide, om hun dumper ind midt i et dødsleje el. lign., og at modtageren kun svarede sin telefon, fordi onkel Kurt har hemmeligt nummer.

Ikke engang gode venner ringer uopfordret til hinanden mere. Den slags henvendelser er forbeholdt meget tætte venskaber og familieskaber, hvor man kender hinandens rytmer og vaner indgående. Man prøver sig normalt frem med en sms først.

Privatiseret lidelse

For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.

Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.

Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!

Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.

Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.

Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.

Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.

Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.

På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.

Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?

Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.

Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?

Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.

Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.

Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…

At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.