Sommetider bliver man ramt af uforklarlig lykke.
Man er helt alene. Følelsen har ikke noget med glædelige begivenheder at gøre. Ingen har gjort noget. Man skal ikke noget. På den anden side er der jo heller ikke noget, der generer.
Det er selve livet, der bobler. Med alt dets solskin, en god travetur med en glad hundeven, smukke udsigter, den halve time dagen er tiltaget, lettelse efter veloverstået vintervendepunkt.
Jeg ved det ikke. Jeg er også lige glad.
Turen hen i motionscentret eller op og ned ad villavejene kan sammenlignes med tidligere tiders bodsgang som her på Den Hellige Trappe i Rom. Sindrigt udtænkte diæter erstatter i dag fasten, hvor man kun måtte spise fisk. Vi køber gedegavekort eller har børn i Afrika som almisser og aflad. – Nu som før drejer det sig om det evige liv.
Middelklassekvinder har i dag, som altid førhen, travlt med at opdrage på de mindre heldigt stillede klasser. Før i tiden stak de en kurv sparsomme madvarer tilsat opbyggelige skrifter om det rette, moralske levned ud til omegnens fattigste; så havde de gjort dagens gode gerning og kunne have det godt med sig selv, mens de broderede sofapuder og gnaskede småkager.
I dag er det nikotintyggegummi, slankepulvere og kondomer, der følger med gardinprædiken, så de selvusikre middelklassekvinder kan give aben videre og som de sidste dages hellige have det godt med deres egen families sukkerfrie diæt, timerne i motionscentre og på villavejene med rumlende maver, og ― ikke mindst ―med alle de små synder og skammen, der uvægerligt følger med. Synd og skam, som netop de veldædige gerninger skulle opveje.
Mænd var som oftest hævet over sådanne små tidsfordriv. Det har aldrig været anset for specielt maskulint at gå op i, hvordan andre spiser, drikker, ryger eller horer. I dag kan de feminiserede middelklassemænd, i særdeleshed de, der arbejder i sundhedssystemerne eller bor og arbejder i kraftigt kvindestyrede miljøer, pædagoger, skolelærere o.l., sagtens give deres besyv med. ― Men altid nedad, bemærk venligst det: Man sparker og opdrager udelukkende nedad.
Der er ingen, der forsøger at korrigere de herskende klassers vellevned. Tværtimod. Den næsegruse og totale beundring for de rige og magtfulde er uforandret og enorm op gennem historien: Tunge guldure, store cigarer, gamle rødvine, udsøgt mad, dyrt tøj og luksusrejser til fx Dubai bliver stadig anset for misundelsesværdigt. Vi har en dronning, der kan tillade sig at skide på det hele og ryge som en skorsten sammen med sin gemal og indtil for kort tid siden også sammen med sine to verdensfjerne sønner.
Når vi er færdige med at grine og godte os over freakshows i tv med luksusfælder, som kun de fattigste falder i ― underforstået at de, udover manglen på likvider også er dummere end vi andre, ha, ha ― og de for lækre til love-tumper, de unge mødre osv., så stikker vi dem et salathoved og et nikotinplaster og genoptager med desto større sindsro vores egen sakrosankte, ikke mådeholdne, slet ikke, men totalt skemalagte, og i vores middelklassesegment konsensusbelagte og korrekte levevis.
Og måske intensiveres det bedrevidende opdrageri, heksejagterne på de ligeglade og udstillingen af de tykke, de dumme og rygerne i januar, hvor middelklassens dårlige samvittighed over vellevned i julemåneden hvert år topper?
Selv julemanden er kunstig
Jesus gik ind i templet og jog alle dem, der købte og solgte, dvs. drev handel, ud. ― Man kan uden overdrivelse sige, at de tog en formidabel hævn: Kræmmerne har fuldstændig sat sig på hans fødselsdag.
Fra august og frem annoncerer de hektisk med julekort, julefrokoster, firmajulegaver, juleøl … og det går slag i slag hen over september, oktober og november, med den sidste, desperate kraftanstrengelse i december: Køb dit og dat!
Amatøragtige og småpinlige tv-julekalendere på begge kanaler pakket ind i afskyeligt larmende Fætter BR-reklamer på den ene.
Isenkræmmerne forsøger at afsætte grimme nisser til KUN 499 kr. pr. par. Eller ligeledes afskyelige lysestager til 799.
Medierne følger godt op med de seneste tal: Julehandlen tegner godt i år… Hvad rager det mig? ― Jeg ville allerhelst blot sidde sammen med mine nærmeste stilfærdigt i tusmørket og lugte til gåsestegen og glæde mig, til vi tænder lys på træet, synger lidt, og giver de mindste nogle få, men velvalgte pakker.
I stedet skal man udsættes for dette skamløse markskrigeri fra morgen til aften i månedsvis.
Det er gået for vidt! Julen er i sin nuværende form blottet for værdier ud over de rent pengemæssige, og jeg er for længst gået i jule- og gavestrejke.
Hvad blev der af: Det er tanken, der tæller? ― Eftertanken!
En fransk professor blev inviteret til Danmark for at vejlede en gruppe studerende. Han accepterede og begav sig på rejse, blev indkvarteret og mødte op på instituttet, hvor man viste ham hen til de studerendes grupperum.
Professoren trådte ind til sine studerende, præsenterede sig og spurgte, om man ikke skulle begynde?
De studerende, som var i gang med et larmende spil bordfodbold, svarede, at de kom lige straks; de skulle bare lige være færdige med spillet først.
Den franske professor marcherede direkte hen til institutledelsen og meddelte, at han ikke agtede at undervise studerende, der respekterede ham, hans viden og hans tid så lidt, hvorefter han pakkede og tog det første fly hjem igen.
På universiteterne i Frankrig, og i andre lande, hvor denne historie bliver kendt, er begrebet: »Universiteter i verdensklasse«, som det hjemlige slogan har lydt igennem et par år, nok ikke det første, der falder folk ind.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Står i kassekøen i Netto. Den buttede kassepige med det kunstigt farvede, kulsorte hår er ved at ekspedere en dame, der venter på et gavekort, og af lutter venlighed mod mig siger hun højt og bestemt til damen:
― Jeg tager lige hiiin der først!
»Hiiin der«, det er mig. Jeg står 20 cm fra den unge pige, og jeg er tre gange så gammel, som hun er, og har derfor lært, at man ikke omtaler personer, der er til stede, i tredje person med han, ham, hun, hende, for det er en kraftig nedgørelse således at tale hen over hovedet på nogen. Det ville man gøre, hvis det drejede sig om dyr, meget små børn eller slaver. Eller man ville gøre det, hvis man virkelig var ude på at genere.
Den søde unge pige i Netto er ikke på nogen måde ude efter mig, og jeg siger ikke et ord, for det er et upassende sted at agere høflighedspoliti.
Hun ved simpelthen ikke bedre.
Prinsens Port, Fredericia. Min fars foto fra ca. 1960.
En annonce på forsiden af avisen fanger min opmærksomhed: Sølv købes, gode priser, fra 100-150 kr. pr. stk. for tretårnet sølvbestik.
Hmmm … Spændende … Jeg har netop pudset arvesølvet. Vi bruger det ikke. Det er for tungt og klodset og må ikke komme i opvaskemaskinen, men da det er højt skattet arvegods, tager jeg det frem cirka en gang om året og pudser det og mindes. Hurtigt finder jeg hele bestikket frem og tæller: Med 100 kr. pr. stk. er der en mindre formue! Til store julegaver eller en vinterrejse ned i solen!
Der er jo ikke grænser for, hvor fint og kostbart vores sølv er. Mor talte ofte om det. Om hvordan det kom ind i familien, og om hvor meget det mon kunne være værd.
Vi stammer jo fra en interessant familie, må man forstå. Ikke rige, nej, bevar os vel, men manglen på verdsligt gods opvejes af utallige anekdoter om en perlerække af skuespillere, balletdansere o.lign. Da min mor en gang forsøgte at trænge længere ned i familiehistorien, viste det sig ganske vist, at skuespillerinden var en holdt kvinde, enlig mor til to brave sønner med en i forvejen godt gift direktør i ølbranchen. Og balletdanseren nåede aldrig længere end til en plads i baggrunden i korpset og døde alt for tidligt af et voldsomt misbrug af beroligende midler. Men alligevel.
Med så attraktive forfædre tilgiver man jo gerne hele bundtet, at de soldede alle formuer og eventuelle materielle værdier op. Jeg har aldrig arvet andet end en stak breve, nogle noteringskalendere og fotografier, som bestemt ikke kunne kapitaliseres. Andre mennesker arver huse, biler, sommerhuse, smykker, antikviteter, ikke mig, men jeg fik jo så sølvet.
Jeg har ikke mange sekunders betænkningstid. Hvad vil jeg helst have? Mange tusinde kroner i hånden eller gammelt, grimt bestik i en skuffe? HØ! ― Det valg er let!
For en sikkerheds skyld tjekker jeg mærket bag på skeerne. »Cohr Atla« og et besynderligt tegn, der ikke på nogen måde kan forveksles med tre tårne. Cohrs sølvfabrik kender jeg fra min barndom i Fredericia. Jeg googler mærket, og allerøverst kommer ordet »sølvplet« frem …
Ikke engang det var der at profitere og bryste os af. Hvis vi så i det mindste kunne have sagt, at vi var ordentlige og hårdtarbejdende mennesker.
Den jødiske kirkegård, Fredericia. Ikke langt fra Cohrs Sølvfabrik. Min fars foto, ca. 1960.
Vi mener alle noget om hvad som helst. Naturligvis gør vi det. Selv små børn vænnes til at mene, mens vi lader, som om vi tager dem alvorligt. Vi mener fuldstændig ukaldet noget om vejret, tidsånden, de unge, postvæsnet, den offentlige trafik, borgmesteren, juleudsmykningen, folkeskolen, arabisk religion, regeringen, kineserne, EU, skatterne, kongehuset og klimaforandringerne, selv om vi ikke har en skid forstand på nogen af delene. Og fred være med det.
Det er sikkert sundt at gå rundt og mene noget og navnlig at dele sine meninger med andre, og at lytte til deres meninger, så vi alle sammen kan blive klogere. At danne sig sine meninger er essentielt i et demokratisk samfund.
Men alle disse forsøgsvise meninger bør holdes i familien, i vennekredsen, på jobbet, uddannelsen eller for de mest påståeliges vedkommende, i læserbreve eller på private blogs, for når tankeløse meninger uimodsagt bliver fremsagt igen og igen af mennesker, som åbenlyst ikke har tænkt sig om, som ikke har forudsætningerne for at vide noget, og som derfor ikke bør spørges, så bliver det til meningssyge, og denne meningssyge florerer alt for ofte i vores fælles offentlighed.
F.eks. når en bank går fallit (hvilket i parentes bemærket var utænkeligt for bare få år siden), så standser tv-journalisten en ung pige på gaden og spørger hende om hendes mening. Forventeligt nok mener den unge pige, som betitles studerende, og som oplyser, at hun frekventerer hjemmehjælperuddannelsen, at det er alt for galt, at banken går fallit og dermed taber borgernes penge.
F.eks. når en mand er blevet arresteret og anklaget for pædofili, så stikker journalisterne notesblokke og mikrofoner op i næsen på naboen, som, adspurgt og duperet, naturligvis mener, at det er forkasteligt at udnytte sine egne, mindreårige døtre til sex. ― Hvis man havde fundet nogen, der mente, at det var i orden, ville indslaget have givet en vis form for mening.
F.eks., som vi netop så det, når libyere brutalt skyder deres egen diktator igennem 42 år ned, og når velmenende og pæne mennesker i Danmark straks forarget i aviser og på forskellige internetfora mener, at det er stærkt forkasteligt således at henrette en mand uden en fair retssag. Så har de ganske givet ret. Men det er for dem en helt gratis og måske også temmelig uvidende form for ret, for de har ikke set Gadaffis håndlangere torturere, voldtage og dræbe deres egne sønner og døtre, og de tænker ikke på, at der i Libyen næppe har eksisteret fair retssager i mere end en menneskealder, om nogensinde.
Gratis meninger, som alle i princippet kan enes om, og som ikke bygger på et specielt kendskab til sagen, på nye facts eller blot tilbyder en ny synsvinkel, er et udtryk for den grasserende meningssyge, som spilder alles tid.
Det er endnu ikke almindeligt kendt, men det ER tilladt at nægte at give sin mening til kende, selv om man skulle blive spurgt. ― Det ved jeg desværre ikke noget om, er et udsagn, som er gået helt af brug. Men af og til kan det faktisk være befriende ikke at skulle mene noget.