Moderne slavehold

I Istanbul, fortalte vores guide, Kadir, os, holdt man slaver i sultanernes tid (1453 – 1922). Der var førhen store slavemarkeder i byen. H. C. Andersen besøgte faktisk sådan et i 1841 og fortæller om det i sine rejse­beretninger.

Jeg svarede Kadir, at man skam også holder slaver i dag; man har bare fundet ud af at betale dem med penge i stedet for at holde dem som slaver i gammeldags forstand.

Med penge kan moderne slaver sørge for sig selv og deres familier, så godt de nu kan. Slaveejerne slipper således bekvemt for besværet med decideret at eje folk. I dag må arbejdere klare sig selv mht. bolig, mad, beklædning, hygiejne og vask, og i tilfælde af sygdom er de ikke længere arbejdsgiverens ansvar.

Specielt i vor del af verden lokker vi vore slaver til at arbejde for os med behovet for at bo. Et kreditfore­ningslån, eller blot en almindelig husleje, er en slavelænke om foden på alle voksne mennesker. Når man først har stiftet familie og bor, klapper fælden: Så vil man bygge om, bygge til, nyindrette… En naturlig grå­dighed sætter ind og fanger arbejderen i sit eget spind. Nu vil hun eller han have eget hus, bil, smart tøj, ferierejser, god mad, kaffemaskine, fancy lysestager og andre tåbelige pynteting, badebassin… Alt dette giver et voldsomt forbrug, som sikrer, at man sidder fast i trædemøllen hele sit voksne liv igennem. ― Man har endda overbevist unge mødre om, at de skal forlade deres små, prisgivne børn for at deltage i produktionen! Mere effektivt kunne ingen brutal slaveejer agere.

Dernæst har vi givet alle mennesker et skin af indflydelse med stemmeretten, en indflydelse, som de fleste helt åbenlyst ikke er i stand til at forvalte på fornuftig vis. Overbevist om, at de selv bestemmer, at de selv har valgt det, og at de arbejder for deres eget bedste, træller folk livet væk meget mere lystigt og produktivt, end hvis det havde været nødvendigt at lægge dem i lænker.

Overbefolkning

Midt i dette fredede område bygger Ålborg Kommune nu institutioner.

I 1841 skriver H. C. Andersen i sin rejsedagbog, at Athen i størrelse minder ham om Helsingør… Helsingør! Byen, som i 1850 havde under 10.000 indbyggere! ― Athen huser i dag, inklusiv forstæder, knap 4 mio. mennesker.

Fra Akropolis hævder han at kunne se over til det asiatiske fastland. ― Man kan næsten ikke forestille sig en tid, hvor luften var så ren, at man kunne se hundreder af kilometer væk. Eller en tid, hvor ruinerne på Akropolis ikke var tyndslidte af turister og på alle sider nedenfor omgivet af tæt, svinende, svirrende og larmende trafik.

Der er blevet trangt her på vor klode. Mere og mere jord og natur inddrages til intensivt, forurenende landbrug, veje, bygninger og andre anlæg, og menneskene klumper sig sammen i store byer. ― Et lille eksempel fra min umiddelbare nærhed er Ålborg Kommune, som trods protester insisterer på at ødelægge et fredet og smukt naturområde, levested for truede dyrearter, med store institutionsbyggerier, som lige så vel kunne anbringes i forbindelse med allerede anlagte små eller store byområder. Lokalt medfører Ålborg Kommunes manglende sans for reelle værdier uerstattelige tab for de kommende generationer, men globalt set overgås dette jo tusinde gange hver eneste dag i de store bysamfund, som fx Calcutta, Berlin, Moskva, Kairo, Shanghai og Mexico City, og så begynder det for alvor at influere på vores og klodens velbefindende.

I min levetid er antallet af mennesker på jorden mere end fordoblet. Fra 1950 til 2000 steg befolkningstallet fra 2.53 til 6.1 mia. I dag er vi 7 mia. Inden 2050 når vi 9 mia. Tallene stammer fra Danida. Samme kilde oplyser, at 165.000 mennesker dagligt flytter fra land til by, hvor de fleste kommer til at leve i uhygiejnisk slum.

I min barndom frygtede man overbefolkning. Nu ses dette problem alle vegne: Trængsel, krige, folkedrab. Massiv forurening af jord, vand og luft. Kamp om energi, mad og rent vand. Flygtninge, som ingen vil have. Mangel på fornuftigt arbejde og gode, menneskeværdige boliger.

Vi færdes i store flokke, hvor end vi går, og der sker noget i psyken, når vi klumper os sammen i mennesketuer og ustandseligt støder ind i tusindvis af ukendte individer. Vi bliver hensynsløse, egoistiske, selvoptagede og udprægede »Se-mig!« og »Jeg-vil-have!«-typer.

Høns er flokdyr, og de trives i småflokke på fra ca. seks til et par og tyve individer. Hvis flokmedlemmernes antal overstiger 26, bryder hakkeordenen, hierarkiet, sammen, og alle begynder at hakke på alle. ― Tænk over det, når du køber æg i supermarkedet, selv æg fra økologiske høns stammer fra flokke på over 2000, nervenedbrudte høner.

I dag er der kun få og små pletter i Europa, hvor det er muligt at se en himmel uden hvide flystriber, hvor man kan få øje på stjernerne om natten, hvor man kan trække vejret i forholdsvis ren luft, eller hvor man kan gå, cykle eller ride en tur hen over landskaber af grønne, udyrkede og bilfri områder måske med et fritløbende barn eller en ditto hund ved siden af sig. ― Alt dette er en betragtelig, men normalt uerkendt, indskrænkning af menneskets frie, naturlige tilværelse.

Mange asociale, kriminelle og psykiske fænomener og lidelser, som vi hyppigt ser omkring os i dag hos både børn, unge og voksne, kunne måske have sin årsag i dette enkle faktum? Familiernes opløsning? At vi ikke selv tager os af omsorgen for vore børn, men udliciterer dem til institutioner det meste af dagen? Tingsgrådigheden?

Måske er vi mennesker, lige som høns, konstruerede til at overskue og forholde os til et begrænset antal andre mennesker, som fx i en stamme eller en landsby? Måske bryder vore sociale mekanismer, vore hierarkier og interpersonelle relationer sammen, når vi færdes i alt for store mængder, og vore unge går psykisk ned, fordi de ikke blot sammenligner sig med naboens børn, men igennem de globale medier med alle de klogeste og kønneste unge fra hele verden, hvilket ikke kan være befordrende for velbefindendet.

Måske skal enhver bestræbelse på at skabe en bedre verden begynde med en begrænsning af befolkningstallet? Eller sker det helt af sig selv, fordi vi er blevet for mange? Historisk set har religiøse krige, epidemier, folkedrab og fordrivninger altid fulgt med kampen om ressourcer.

Havfruesmerter

― men hvert Skridt du gjør, er som du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde

I H. C. Andersens »Den lille havfrue« er der ingen tvivl: En i forvejen smuk, ung pige må lide for skønheden, hvis hun vil være med der, hvor prinserne færdes, på slottene, på de smukke kyster, på de festpyntede skibe.

― du bliver som Skum paa Vandet

Hvis hun ikke formår at vinde prinsen, taber hun sin udødelige sjæl og bliver til intet. Hendes liv mister al værdi.

― ræk frem din lille Tunge, saa skjærer jeg den af i Betaling

Og hun mister tillige retten til at protestere, til at sige sin mening, til at synge eller fortælle om sit liv. Der er kun håbet om prinsen og trældommen i et smertefuldt hamsterhjul eller tilintetgørelsen forude.

Dette er heldigvis citater og opfattelser fra et eventyr. Fra et knap 200 år gammelt eventyr.

I dag er der naturligvis ingen kønne, unge piger, der kunne drømme om at skære i sig selv eller lade andre skære i sig. Som stabler sig op på sylespidse, højhælede sko, så hvert eneste skridt føles, som trådte de på en skarp kniv. Som pustende løber rundt på vejene eller slider i motionsmaskiner, mens de hellere burde lave noget sjovt sammen med deres børn. Eller som barberer sig her og der, og som derfor ikke har tid til at beskæftige sig med andre, mere seriøse dele af menneskelivet. Eller som drikker ildesmagende pulverblandinger eller ligefrem sulter sig til smertegrænsen for skønhedens skyld. Så de kan føle sig hjemme på diskotekerne og alle instederne.

Der er heller ikke længere kvinder, som ved vejs ende synes, at de har forspildt deres liv med pinefulde skønhedsøvelser og indgreb, så deres ellers så smukke sjæle forvitrede til tomt skum…

Eller kvinder, som har undladt at råbe op og protestere, når de selv, deres veninder, døtre eller andre kønsfæller er blevet behandlet nedladende, som varer, som objekter, man blot kan skære i eller klemme muslingeskaller fast i halen af.

Jeg har ingen personlig erfaring på området, men i følge H. C. Andersen gør det sidstnævnte temmelig ondt.

Moderne skønhed

Vi sad og så en film fra halvfjerdserne, og pludselig gik det op for mig, at noget meget mærkeligt var på færde:

Heltinden havde naturligt leverpostejsfarvet hår, hendes øjne var kønne, men små, og de sad tæt omkring en temmelig spids næse. Hendes læber var smalle, tænderne pæne og regelmæssige, men svagt gullige og ikke blegede knaldhvide, som man ser alle vegne i dag. Derudover havde hun hår under armene, hun var fladbrystet og bredbaget, men uhyre charmerende, og de tre mænd i filmen var alle ― fuldt forståeligt ― dybt forelskede i hende.

Hvor er der sket meget på de knap 40 år! Jeg havde ellers vænnet mig til at se ældgamle mænd med perfekte, vaskepulverreklamehvide, blegede tænder i historiske film (Donald Sutherland i »Stolthed og fordom« fra 2005, som foregår lige efter år 1800), heltinder med store, struttende læber og ditto bryster, der også strutter, når de ligger på ryggen, hvilket ingen naturlige bryster endnu har præsteret (ALLE film i dag). Ingen steder ses naturlig kropsbehåring under arme, på lår og ben eller naturlige fedtdepoter på rumper og maver.

Og det er sket umærkeligt, så det var heldigt, at jeg holdt ud hele den laaaaange, gamle film igennem, ellers ville jeg ikke have opdaget det: ― Vores skønhedsideal har forandret sig fra naturligt til kunstigt. Man kan ikke længere som ung kvinde eller mand stole på sine naturlige fortrin, men er nødt til at købe sig tættere på et uopnåeligt ideal ved at operere næse, øjne, kindben, maver m.m. Dvs. at:

Håret SKAL farves og også gerne forlænges kunstigt, tænderne SKAL bleges, kindben, læber og bryster SKAL fyldes med silikone, kropshår og rynker SKAL fjernes, kroppen SKAL trænes…

Det er ikke underligt, at unge piger er ulykkelige og selvhadende, og at det kniber med tiden rundt om i de små børnefamilier, hvis mor og far, udover at passe børn, hus og job, også skal trænes, barberes, bleges, opereres, farves, formes i forsøget på at nå et fuldkommen urealistisk skønhedsideal.

Hvornår kommer den naturlige reaktion? Tilbage til naturen? Jeg er stolt af min krop-som-den-er-bevægelsen? ― Det er vist på høje tid!

Kommunalt svigt

Her på fredet område bygger Aalborg Kommune lige nu en ny, enorm institution.

I sagen om institutionsbyggerierne i Hammer Bakker har Aalborg Kommune udvist en skræmmende mangel på dømmekraft. Den skandaløse plan om at bygge på et af de smukkeste, fredede naturområder midt i Hammer Bakker, tilmed oven på et drikkevandsindvindingsområde, er dagligt samtaleemne mellem borgere i og omkring Vodskov. Man er generelt overbevist om, at en sådan vanda­lisme aldrig havde fået lov at passere, dengang Amtet var ansvarligt for naturherlighederne.

Om få måneder er dette levested for bl.a. den rødryggede tornskade ødelagt af kommunalt institutionsbyggeri.

Alle argumenter for byggerierne forekommer hule og ulogiske. Der er angiveligt tale om institutioner for meget følsomme borgere, som ikke tåler at flytte ud af Bakkerne, men de fagpersoner, jeg har rådført mig med, giver udtryk for, at skaden er lige stor, om man flytter disse personer til nye bygninger 200 m, 2 eller 200 km væk. Og størstedelen af de påtænkte byggeriers nye beboere kommer alligevel fra helt andre dele af kommunen. Derudover har man, så vidt jeg er orienteret, tænkt sig at plante høje hække foran alle vinduerne, så beboerne ikke bliver forstyrret af ydre indtryk. På den måde får ingen, hverken beboere eller andre bor­gere, mulighed for at beundre de kønne udsigter, og institutionens beboere får ingen idé om, hvor i verden de befinder sig. Et sådan fredeligt og beskyttet anlæg kunne mindst lige så godt placeres på et af de utallige flade og ubeplantede områder, som omgiver Hammer Bakker, f.eks. langs Vodskovvej, Langbrokrovej eller der, hvor man som en sølle erstatning påtænker at plante en stump skov midt på en mark imellem Vestbjerg og Tylstrup.

En af de første institutionsbygninger i Hammer Bakker. Pga. manglende vedligehold bliver den nu rømmet, og beboerne flyttet over i nyt byggeri i fredet område.

Logikken må bestå i, at der er tale om en økonomisk besparelse ved at plastre netop Hammer Bakker til med umage og usmagelige byggerier, ellers giver byggeplanen ingen mening. At sætte kommunen til at vogte natur har således vist sig at være intet mindre end en katastrofe. Småligt får man ikke øje på værdierne, men ser kun en bekvem og billig byggegrund og tager både de kommende beboere og et antal velmenende pædagoger som gidsler undervejs.

Aalborg Kommune er tilsy­neladende uvidende om, at det i dag ikke længere er muligt at inddrage fælles, bynært, rekreativt areal til hoved­løse byggerier blot for at spare penge. Så lemfældig omgang med sjælden natur ville være utænkelig alle andre steder. Man kommer nemlig til at sætte meget mere end penge over styr. Man taber sin troværdighed og sit renommé, og det kommer til at koste os alle sammen meget, meget mere i alle årene fremover.

Rygterne vil vide, at denne store bygning i Hammer Bakker snart bliver rømmet, men kommunen insisterer alligevel på at inddrage uerstattelig natur og bygge nyt.

Jeg har for tiden en ung studerende boende. Hun er kommet fra København for at læse på Aalborg Uni­versitet. Hver gang, vi går hen over det fredede område, hvor kommunen på­tænker at bygge, er hun grædefærdig. Hun forstår ikke beslutningen om at ødelægge så meget skønhed, tornskader, kilder, smeltevandsdal og salamandre ufortalt, og hun beretter om det til familie, venner og studiekammerater. Som for 40 år siden får Aalborg Kommune ry som en sammenspist, pamperisk, kortsynet og grisk kommune.

Når en kommune på denne måde svigter de fælles opgaver, når man ikke længere kan have tillid til, at de folkevalgte og deres embedsmænd handler til bedste for ALLE kommunens borgere, er det på tide at vende skuden.

Modige borgere har rejst sig og talt naturens mere langsigtede sag, men kommunen insisterer på at sælge ud af arvesølvet for en kortsigtet gevinst og på at ødelægge et af vore få tilbageværende, natur­lige rekreative arealer. — Det vil aldrig blive glemt. Institutionerne vil ligge der i Bakkerne til evig tid som skamstøtter og minde alle besøgende om svigtet, kommunalvalg efter kommunalvalg.

Kvindemord for sjov

Vi myrder, undertvinger og plager kvinder, ofte med voldsomme seksuelle undertoner og lemlæstelser, på de mest grusomme og udspekulerede måder som aftenunderholdning til kaffen og småkagerne. I årtier har det været amerikansk film- og tv-underholdnings mest populære emne, kvindemord, og nu aber dansk tv fantasiløst efter. Som om vi manglede serier om pikante mord på unge kvinder. Som om seriemordere var et enormt samfundsproblem — Har vi haft flere end to seriemordere i Danmark i de seneste 50 år?

Har det noget med den såkaldte kvindefrigørelse at gøre? Er der en psykolog eller sociolog derude, der kan svare på det?

Hvorfor regnes det for ypperlig weekendunderholdning at se en mand myrde kvinder på magtliderlige og bestialske måder?

Synes andre kvinder, at det er behageligt at overvære?

Og hvad betyder det for vore børn, at de vokser op i en kultur, hvor kvindemord udpensles for sjovs skyld?

Vi kunne jo forsøgsvist anvende jødeprøven: ― Hvad ville det sige om vores samfund, hvis vi tilbragte utallige, hyggelige familieaftner foran tv med at se på serier, hvor jøder (eller kristne, eller muslimer, eller homoseksuelle, eller børn, eller dyr…) blev voldtaget, tortureret, skamferet og myrdet på alle mulige fantasifulde måder? Som underholdning?

Men når det bare er kvinder er det OK eller hvad?

Omsider feb. 2018: http://staunchbookprize.com/about-2/