Påske

Umiddelbart kunne man tro, at det fremmeste formål med påsken var at sende manden i huset ud på genbrugspladsen med traileren fuld af afsavede grene, brækkede kælke, ditto ski og vakkelvorne, umoderne havemøbler.

Som verdslig indbygger i et overvejende areligiøst velfærdssamfund i år 2010 kan det være vanskeligt at opfatte påsken som andet end en række kærkomne fridage. Det samme med jul, pinse, bededag, Skt. Hans m.m. Hvad skal vi stille op med disse overleverede helligdage?

Holde fri, naturligvis, rydde op i hus og have, gøre rent, lave mad, samle familien og spise noget godt, men hvad med indholdet? Betydningen?

Som midaldrende kan man blot holde fri, nyde naturens forårsgrøde med god samvittighed, måske rydde op i haveskuret og sende manden af sted med traileren, men i børnefamilier er det vigtigt også at skabe et indhold, så de opvoksende generationer får en naturlig fornemmelse af årets og livets gang og mærkedage. Der skal være forskel på hverdag og helg! Det giver tryghed i en ellers forvirret og rodløs hverdag at have tilbagevendende ritualer.

Om man er religiøs eller ej, bør ungerne hvert eneste år høre fortællingen om Jesus, om Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Hvad der, ifølge den kristne tro, skete på hver af disse dage. — Jeg møder hyppigt unge mennesker, der ikke aner noget om indtoget i Jerusalem, om den sidste nadver, om Judas’ forræderi, om korsfæstelsen — og hvorfor der flages på halv alle vegne, og om opstandelsen, og det er en skam, for det er skønne fortællinger, som er helt afgørende for vores fælles, kulturelle grundlag. Derefter kan man snakke om jødernes udvandring fra Egypten, men også om hønsenes overflod af æg i denne tid, om de nye påskelam, om harernes parringsritualer — er der mulighed for at besøge en gård eller Zoologisk Have for at se disse dyr? Deres frugtbarhed omkring påsketid er et af de smukkeste forårstegn.

For tredive år siden, da sønnike var lille, etablerede jeg vore egne påsketraditioner. Palmesøndag gik vi i skoven og fandt blødt mos, som vi lagde i en lille kurv til en påskerede. Så hårdkogte vi et antal æg, malede dem og lagde dem i kurven sammen med små, gule piberenserkyllinger. Så var påsken ligesom skudt i gang med en god skovtur og en hyggelig aktivitet, hvorunder det faldt naturligt at snakke om, hvorfor vi i grunden fejrer påske.

Påskesøndag var den store dag i sønnikes barndom, for da havde påskeharen aflagt besøg og gemt chokoladeæg i hele huset. Så snart han vågnede, måtte han op og lede. De var i alle størrelser, flest små, med kulørt metalpapir omkring, og påskeharen kunne gemme dem i tandkruset på badeværelset, i havregrynspakken, i skoletasken, i en sko eller lomme, frugskål, potteplante, køleskab …

Da han var meget lille, to-fire år, eller hvis vi vidste, at f.eks. mormor ville give ham et stort påskeæg, sørgede vi for, at påskeharen kun bragte ham små æg, men da han var 15 år eller deromkring og en smule for blasert til at styrte rundt og lede efter småæg, havde påskeharen efterladt et æg på ½ m midt på stuebordet, som han ingen vanskeligheder havde ved at finde.

Grunden til, at jeg sidder og tænker på påskeharen og påskeæggene nu, er, at vi lige har haft besøg af sønnike og hans lille familie, og at jeg havde den store glæde at kunne tage barnebarnet i hånden og finde mos med hende, male æg, lave en påskerede og se hendes store begejstring, da det gik op for hende, at nogen, angiveligt en slags hare, havde gemt små chokoladepåskeæg til hende over hele huset.

Myrer

Det er det samme hvert eneste, tidlige forår: Myrerne invaderer mit hus enkeltvist eller i lange, sorte baner. Fortrinsvist i køkkenet, hvor der næsten altid kan findes en diminutiv krumme på gulvet. Irriterende småkryb!

Kun i de ti år, vi havde en lille, fritgående hønseflok i haven, slap vi, for hønsene var eksperter i at nappe alt muligt småkravl. Heller ikke gåsebiller så vi noget til i den periode, men dræbersnegle ville de ikke tage. En dag prøvede jeg at håndfodre en af mine høner med en lille dræbersnegl; hun tog den tillidsfuldt, som hun plejede at tage godbidder fra min hånd, men hurtigt slap hun den igen og tørrede omhyggeligt næbbet af, først på havefliserne, så i græsset. — Så ved vi det! Høns bryder sig heller ikke om ækelt snegleslim.

I mange år afprøvede jeg alle mulige husråd mod myrer: Jeg strøede kanel, så huset duftede som en juleaften. Jeg puttede al mad i poser og glas, så der ikke var noget spiseligt fremme, og holdt omhyggeligt rent. Jeg købte lokkedåser i dyre domme. Det mest virksomme middel var en giftig honning-borax-blanding, som myrerne selv slæbte ned i boet under husets sokkel.

Efterhånden opdagede jeg, at uanset hvad jeg gjorde, forsvandt myrerne som ved et trylleslag. Ikke pga. mine mere eller mindre virksomme tiltag, men fordi det simpelthen blev varmere ude, og så foretrak de at blive der…

Min erfaring er, at myrerne kun vil være inde i mit hus i det meget tidlige, kølige forår, i marts og lidt ind i april. Så snart de første varme solskinsdage begynder med 15 grader i skyggen, så holder myreplagen op af sig selv, uanset om jeg har forsøgt at bekæmpe dem eller ej.

Og det faktum lever myrelokkedåsefabrikanterne højt på! Deres alt for bekostelige produkter virker jo, men tro mig, det ville have virket lige så godt at pensle gulvene med postevand.

Verden er et skønt sted at være

når der findes

· Ananas

· Små skyer på blå himmel

· Duften af god kaffe

· Søde dyr med blød pels

· Og store imponerende dyr

· Tag over hovedet

· Have med fisk i

· Spændende historier

· Regnvejr

· Grønne træer

· Musik

· Nyvasket sengetøj

· Travle fugle alle vegne

· Mennesker, der aldrig glemmer at spørge, hvordan man har det

· Og lytter interesseret til svaret

· Snedækkede graner i bakkerne

· Smukke, gamle byer

· Friskt brød

· Ild i brændeovnen

· En kamelia, der blomstrer i vindueskarmen

· Og alt det andet, der grønnes og blomstrer, når tiden er inde

· Solskin

· Høje, høje bjerge

· Fornemmelsen af ubegrænset tid

· Pandekager

· Mariehøns

· Småbørn, der tager ens hånd og griner

Mere mening behøves vel ikke?

Markedsrotten

Denne gang gjorde vi det faktisk: — Sprang julen og al dens væsen over og tog til Venedig i en uge. Det kan man jo gøre, når man ikke længere har forpligtelser over for mindreårige, og jeg må sige, at det var både en lettelse og en nydelse at pjække fra den danske julepsykose for første gang i tredive år. Italienerne tager langt mere afslappet på højtiden, som for dem først og fremmest drejer sig om gode familiemiddage den 25. december, og foræring og fortæring af en mængde julekage, de tunge Panettoni.

Det er ikke, fordi jeg ikke holder af den danske jul, det gør jeg skam, specielt når jeg selv kan styre scenografien hen imod levende lys, gode dufte og familiehygge i mørkningen og samtidig forsøge at dæmpe det materielle hysteri en anelse. — Men de pågående, ja næsten desperate, opfordringer til at købe dit og dat, bare fordi det er jul, både i reklamer og i uopfordrede fremsendelser af ønskesedler fra yngre familiemedlemmer, som ikke kunne drømme om at købe noget til mig, og som ikke engang gider ulejlige sig med at skrive »Kære Lone« øverst, men blot sender alenlange fotokopier med håbefuld opremsning af kostbar elektronik rundt, kan godt gå mig på nerverne.

Jeg har tidligere været i Venedig, måske en halv snes gange, men kun om sommeren og kun på éndagsbesøg i ulidelig varme og trængsel. Disse udmattende visitter skabte et ønske om at opleve byen i regnvejr og oversvømmelser uden for sæsonen. Om at vandre rundt i byen, forvilde sig i gadernes labyrinter, sejle ud til øerne i lagunen, se på kunst og arkitektur i fred og ro, og — ikke mindst — om at vågne i Venedig, i en by uden biler og lytte til byens egne lyde.

Alle disse ønsker, og flere til, gik i opfyldelse. Vi begyndte med at trække vore rullekufferter ned til Marco Polo-lufthavnens kaj, hvor vi hyrede en taxabåd og ankom til logiet ved en lille sidekanal efter 40 minutters sejlads i støvregn og tusmørke. — Sådan skal det gøres! Langs vandvejene står lygtepæle, hvis gyldne lamper kaster eventyrbelysning over lagune og by. Chaufføren var så venlig, nu jeg begejstret stod nærmest på nakken af ham uden at ænse regnen, at tage os en ekstra tur rundt omkring Canal Grande og Rialtobroen, før han læssede os og vor bagage af.

Venedig holder hele vejen igennem! Byen er selvfølgelig udartet til en slags frilandsmuseum med Disneykvaliteter — På Campo San Bartolomeo lige ved Rialto ligger en stor og velforsynet Disneybutik — men i sin kerne er byen en ægte, levende og fornem middelalderby med tonsvis af atmosfære og dagligliv. Og turiststrømmen, der tælles i millioner årligt, bevirker så også, at ingen venetianer skal mangle hverken glaskunst eller masker, uanset på hvilket tidspunkt af døgnet trangen til en glasklovn eller en pailletbesat Harlekinmaske melder sig.

Venedigs lykkelige redning må skyldes beliggenheden på små øer, der ikke tillod udvidelse med uskønne forstæder, som alle andre byer ellers må leve med. Al industri, nyere kontorbygninger og grimme betonblokke til den mindrebemidlede del af befolkningen ligger ovre på fastlandet, Terra ferma, omkring Mestre og omliggende bysamfund.

Inde i selve byen kan man uden anden trafik og forstyrrelser end både, gondoler og lokale med indkøbstasker, der er forsynede med specielle hjul, så de er lette at få op og ned ad trapperne på de mange småbroer over kanalerne, fortabe sig i det ene betagende syn efter det andet af affældige paladser, små stræder, udhuggede marmorbrønde, overdådige kirkefacader … en havearkitekt, vi engang havde på besøg, talte om forfaldets æstetik … Se, det er Venedig!

Og når benene trængte til hvile var der jo massevis af vandingshuller med god, italiensk kaffe, kakao, der smager som flydende Valrhonachokolade på Café Florian på Markuspladsen eller små familiedrevne restauranter, som de lokale anbefaler, hvis man spørger dem til råds. At besøge det righoldige og maleriske fiskemarked om morgenen, og så få serveret alle specialiteterne om aftenen sammen med gode vine, det kalder jeg ferieglæder!

Oversvømmelserne begrænsede sig i juleugen til de tidlige morgentimer, så julemorgen var vi oppe og ude i gaderne, så snart det lysnede. Vores søde vært havde sat højvandsstøvler frem til os, og vi travede ud i ankelhøjt vand og blev hilst med et smilende godmorgen eller god jul fra de fastboende, som havde travlt med at feje vand ud af deres små butikker. Vi sjoskede op til den gamle ghetto, som forekom betagende stemningsfuld med vandet, havgus, douce orange morgenrøde og alle de beretninger om livet der, vi havde læst om.

Først da jeg var hjemme i Danmark igen og gennemså mine fotos på computerskærmen, opdagede jeg den, markedsrotten, som jeg ved et tilfælde fik med på et billede, da jeg ville fotografere højtliggende gondoler under oversvømmelsen julemorgen. Først troede jeg, at det skulle forestille en løve, som der jo er så rigeligt af i Venedig, men da jeg sendte billedet til værten, svarede han, at den kendte alle da, det var markedsrotten, og så ikke mere…

Ved at rekonstruere vores rute julemorgen gætter jeg på, at rotten befinder sig på en søjle på Santa Sofia-pladsen lige over for fiskemarkedet. Er der nogen, der ved mere? Hvor er den helt præcist? Hvem har lavet den? Og hvor gammel er den?

Gløgg & brunkager

Efter de store opdagelsesrejser i det 15. århundrede begyndte eksotiske madvarer og krydderier at finde vej til Europa, hvor de udgjorde en velkommen afveksling fra grød- og kålretterne. De kongelige, kejserlige, adelen og de meget rige kunne anvende sukker, vanilje, kanel, ingefær, nelliker, kardemomme, allehånde, peber, mandler og citrusfrugter i maden — og det gjorde de — I alt! I vin, farsretter, brød, kager og tærter.

I Danmark har vi en lille rest af 1600-tallets kogekunst tilbage i form af krydret og sødet julemad: skinke med hele nelliker og sukkerlag, peberkager, brunkager og gløgg, som vi importerede via Sverige.

I dag er disse krydderier billig hverdagskost, men alligevel er der intet, der dufter som jul som risengrød med kaneldrys, brunkager i ovnen og en gryde gløggessens, der står og koger på komfuret… Og så gran, naturligvis, men juletræet kom til os meget senere, i begyndelsen af 1800-tallet, fra Tyskland.

Omkring første december begynder julen hos os, med at jeg koger gløggessens og laver brunkagedej. Med fyldte skabe kan vi så se julen i møde og byde gæster på lidt mundgodt, så de »ikke bærer julen ud«.

Lillejuleaften sent på eftermiddagen plejer venner og gode naboer at kigge ind, og over et par glas gløgg og nippende til brunkagerne falder vi til ro, inden stormen af mad og gaver bryder løs, og ønsker hinanden en glædelig jul.

At lave tingene selv fra grunden er ikke synderligt besværligt eller arbejdskrævende, det smager betydeligt bedre end købeting, og alene duften i huset er indsatsen værd, så her kommer mine gamle opskrifter på gløgg og brunkager:

Gløgg

Essensen laves af

1 l vand

200 g sukker — gerne brun farin

hele, tørrede nelliker — ca. to-tre spiseskefulde

hel, tørret inge­fær — ca. en håndfuld + evt. lidt frisk ingefær

hel, tørret kanel — ca. tre-fire lange stænger

hele, tørrede kardemommefrøkapsler — ca. tre spiseskefulde

et par skiver økologisk citron

Det hele koges en times tid i en gryde. Står og trækker køligt et døgn eller to. Sies og hældes på flaske. Kom et skvæt rom eller neutral snaps i, det giver smag og kon­serverer blandingen. En flaske rødvin varmes med noget af essensen. Tilsæt evt. mere farin i den færdige blanding, hvis rødvinen er sur. Man må smage sig frem, det er en del af fornøjelsen ved gløgg. Rosiner og mandelflager kommes i. Husk, at vin aldrig må koge.

Brunkager

250 g smør

200 g sirup

200 g farin

Koges op i en gryde

1 ½ tsk. potaske røres ud i 1 dl koldt vand og kommes i, når gryden er taget af kog. Stilles køligt

½ kg mel

½ spsk. kanel

½ spsk. allehånde

½ spsk. nelliker

½ spsk. ingefær

1 håndfuld grofthakket pomeransskal + evt. sukat

150 g mandelflager

Blandes og blandes bagefter med sukkermassen, når den er afkølet

Æltes godt, trilles til ca. håndledstykke stænger, som fryses ned med bagepapir omkring

De frosne stænger skæres tyndt ud evt. med skæremaskine

Bages ca. 5-6 min. v. 200 grader.

Rigtig glædelig jul!

Når bare mor er glad…

Igen og igen hører jeg denne sætning sagt af yngre mødre for at legitimere, at de følger deres egne behov for »voksentid«, overarbejde, deltagelse i konferencer, en venindeweekend i Paris, en bytur eller et par timers wellness.

I sin helhed lyder sætningen: Når bare mor er glad, så bliver børnene også glade. Underforstået er vist, at en glad mor automatisk frembringer glade børn. — Det er jo naturligvis noget vrøvl.

Hvis man skulle tage udsagnet for pålydende, så kunne mor i teorien sidde og grine med en kulørt drink ved en pool på Mallorca, mens ungen hænger forladt og alene i en hoppegynge hjemme i lejligheden.

At være mor betyder ikke, at man skal gå storgrinende omkring dagen lang.

Efter min begrænsede erfaring, et stk. afkom, så gælder det omvendte derimod: Hvis ungen er glad, så kan mor være glad.

Hvis ungen er tryg, rolig, med god tilknytning og basal tillid til verden, når den vågner med et smil og med fornøjelse lader sig følge hen til en GOD institution, så kan mor slappe af og får mere tid til sig selv, end hvis ungen er utryg, skriger på opmærksomhed og hele tiden lurer på, om nu mor er ved at gå.

Børn skal ikke skrige på opmærksomhed — De skal have al den opmærksomhed, de kan rumme, helt gratis og helt frivilligt. For når de får nok, trækker de sig tilbage til deres egne lege og lader mor være i fred.

(De mødre og fædre, der skumler over, at jeg skriver »mor« og ikke »far«, får her ni »far« og et enkelt »fædre«: far fædre far far far far far far far far, som de, om ønsket, selv kan indsætte i teksten.)

Søren Mørchs lys

For godt fem år siden udkom Bill Brysons: En kort historie om næsten alt. Det var en skøn bog med små fortællinger om livets opståen, vor videnskabs fødsel, geografi, geologi o.m.a. En rigtig godbid for videbegærlige sjæle.

Cirka samtidig fik jeg smag for historikeren Søren Mørchs forfatterskab og opdagede, at vi har en stor ånd herhjemme, der formår at præsentere de seneste to-tre århundreders dansk og europæisk historie og tænkning på samme umiddelbare, humoristiske og letfattelige måde. Det skal der stor viden og et enormt overskud til at gøre.

Jeg begyndte med hans bøger om dansk historie og blev lettet over at opdage, at der omsider var en historiker, der turde decimere Danmark, danskerne og alt dansk til den størrelse, lilleputlandet i Tysklands skygge tilkommer. Men det er vedkommende og bestemt ikke ukærligt gjort. Kun forfriskende skarpt og nøgternt.

Derefter læste jeg om vore statsministre, om de store forandringer, der har skabt det liv, vi lever i dag, og fortsættelsen, Vældige ting, er jeg halvt igennem, og jeg er allerede bange for, at den 550 siders moppedreng skal slippe alt for hurtigt op.

Sikke en arbejdsevne! Hvilken ufattelig mængde af viden! Hvilket enestående talent for at formidle!

Jeg ved, at han har modtaget Rosenkjærprisen, men der MÅ da være andre priser, vi kan dynge ned over denne fortjenstfulde mand, der har givet os og vore børn: En lang historie om Danmarks plads i Verden.