Tid

— Tid er det eneste, du har, sagde min gamle, kloge nabo for mange år siden. Og alligevel synes tiden for de fleste at være en sparsom ressource.

— Strukturering af den vågne tid er menneskets største problem, sagde Eric Berne, transaktions-analysens opfinder. Og her synes vi at komme tættere på virkeligheden: Vi har nemlig som oftest tid nok, men vi har problemer med at prioritere.

Vi har ét liv, kort eller langt, det ved vi heldigvis ikke, og vore opgaver er enkle og består i:

1. At gøre så lidt skade på planeten og dens øvrige beboere som overhovedet muligt.

2. At kigge dybt i os selv og finde ud af, hvem vi er, og hvad vi skal, og benytte denne viden til at udvikle tolerance over for vore medmennesker, så vi kan være dem til nytte.

Det går bare næsten altid galt. Vi behandler vores tid, som om det var en feriekuffert. Hvis vi tager den lille kuffert frem, fylder vi den, til den bugner, men hvis vi så i stedet tager en kæmpestor kuffert frem — én af dem, damerne ved check-in-skranken i lufthavnen plejer at kalde for en étværelses lejlighed, så pakker vi også den, så den knapt kan lukkes. — Vi propper det forhåndenværende rum til randen.

Er vi bange for stilstand og tomhed?

Når vi er små, strukturerer vore forældre dagene for os: På hverdage tidligt op, ud i bilen, til skole eller institution, hvor vi render skrigende omkring sammen med store flokke af andre børn i cirka samme alder, hentes i bil, på forjaget indkøb, hjem og fodres af, falde om med noget elektronik, tv- eller computerskærm, sove … i morgen begynder det hele forfra igen. Undtagen i weekender og ferier, hvor vi trækkes til arrangementer, sammenkomster, indkøbscentre, små eller store rejser, udflugter eller til arrangerede fritidsaktiviteter: sport, biograf, forlystelsespark.

Hvordan kan vi nogensinde tro, at det er OK blot at gå lidt rundt og småkede sig? Og måske selv finde på noget sjovt, der ikke absolut begynder med indkøb af et nyt computerspil, DVD, trampolin el. lign.? Skabe noget helt selv, måske?

De unge voksne tror således, at selve livets mening består i at stå tidligt op, at smukkesere sig, at aflevere ungerne til vildtfremmede, at transportere sig til et sted, hvor man udfører noget mere eller mindre meningsfuldt sammen med andre i cirka samme alder, at afhente sin yngel og race ud i butikker, bikse hurtigmad sammen for til sidst at falde udmattet om med noget elektronik.

Deres livs feriekuffert bliver proppet til randen hver evige eneste dag, for de magter ikke at vælge noget fra. Ikke en fest med vennerne, ikke en lejlighed til at vise sig i byen, ikke en time på motionscentret eller en løbetur rundt om parken, ikke et job i den anden ende af landet, ikke en kæresteweekend i Berlin, ikke endnu et udsalg i shoppingcentret …

Hvornår får nogen tid til at nyde en god bog? Et indholdsrigt samvær? Falde i staver over nogle regndråber på en rosenbusk? — Uden lige at skulle tjekke mail, Facebook, sms’er eller skvadre med andre, der også er bange for det tomme rum, via mobile telefoner.

Sommerfuglebusken

Blandt de små glæder, der ender med at blive årligt tilbagevendende, store glæder, er sommerfuglebusken. Først plantet, og passet med lidt beskæring, lys, vand og gødning, sørger den for månedlang underholdning ved at tiltrække alle de sommerfugle, der befinder sig i nærheden.

August er højsæsonen, og da busken står midt på terrassen, kan jeg blot sætte mig med min kaffe og sommerfuglebogen og genopfriske navnene på de få, store og farverige, danske arter af dagsommerfugle i mit område:

Kålsommerfugl, Citronsommerfugl, Dagpåfugleøje, Admiral, Tidselsommerfugl, Perlemorssommerfugl og Nældens Takvinge.

I det nærliggende naturområde, skov og hede, er der andre slags, store såvel som små, der aldrig dukker op i min have.

Men det år, Sørgekåben blæste over Kattegat fra Sverige og aflagde visit, glemmer jeg aldrig.

Mirabelle

Mira bella betyder »smukt syn«, og det er netop det, den er, et smukt syn, i hvert fald i april måned, og det er derfor, den får lov at blive stående midt i græsset.

Mirabeller, de gule, de orange og de bordeaux, spiste vi med stor fornøjelse som børn, da mellemmåltider og frisk frugt ikke var tilgængeligt, som det er i dag. Vi blev faktisk sultne, når vi legede ude en hel eftermiddag.

I dag har vi så meget andet og bedre end de melede mirabeller. Vi har appelsiner, bananer, jordbær, kirsebær, blåbær, hindbær, ferskner, vindruer, æbler, pærer, blommer og kirsebær … Noget i egen have i sæsonen, det meste i butikkerne året rundt.

Hvad kan man så bruge mirabellerne til, når de, som i år, tynger grenene ned i overdådige mængder?

Jeg laver saft. — Frem med saftkogeren, en time efter skal der blot tilsættes sukker, og evt. Atamon, hvis ikke saften skal fryses ned.

Det smager himmelsk af sensommer, og den dybrøde rubinfarve er virkeligt et smukt syn:

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?

Malaysiske svindlere på Dating.dk

En bekendt fortalte forleden om sin gode kollega, Karen, som havde været alene i en årrække. Karen var lige fyldt 60 og havde længe haft en profil på Dating.dk, men alt, hvad hun fik kontakt med, var halvalkoholikere, tabere, der boede i en campingvogn året rundt, eller mænd i halvfjerdserne, der droppede hende, så snart det gik op for dem, at hun ikke lignede en tyveårig, langbenet blondine. Karen kunne sammen med kollegaerne le ad alt dette, for hun var i høj grad i stand til at klare sig selv. — Lige indtil Paul Richard Wilson dukkede op…

Først en høflig besked på Dating.dk: Han var amerikaner, bosat midlertidigt i Rønne på Bornholm, og han ville gerne lære Karen at kende, så hvis hun havde lyst til at svare ham?

Karen tjekkede hans profil. Der stod ikke meget, men hun svarede forsigtigt. Paul blev glad, og efter at have udvekslet et par beskeder på dating-sitet gav han hende sin e-mailadresse, så de kunne skrive mere privat til hinanden. Hun fik et par fotos i mailen, og han lignede en tiltalende, lavstammet, tresårig herre med en lille, hvid hund, som »fulgte ham overalt«.

Efter et par mails ville han gerne chatte med hende på Messenger, og her lærte hun meget mere om ham: Paul arbejdede som freelancer for et amerikansk mobiltelefonfirma. Han var ved at lave en it-løsning for et firma i Rønne, og han var kommet til at holde af Danmark. For tre år siden var han kommet hjem fra en af sine mange arbejdsrejser og havde fundet sin kæreste i seng med sin bedste ven! — Den oplevelse havde skræmt ham, og nu havde han svært ved at fatte tillid til andre mennesker igen. Hans — i øvrigt norske — mor var død næsten samtidigt, og da han var enebarn af en enlig mor, var han nu helt alene i verden, bortset fra den elskede, hvide hund. Han ledte efter kvinden i sit liv; hende, han kunne dele resten af sin tid med. Det var fuldkommen lige meget, hvordan hun så ud, for nu havde han lært at se på det indre.

Alt dette passede Karen glimrende. Også hun var kommet til et tidspunkt i sit liv, hvor hun var begyndt at kigge fremad mod pensionen, og da ville det være dejligt med en partner, man kunne snakke med, rejse med og i det hele taget dele resten af sine dage med. At han var amerikaner var OK i disse globale tider, og han så virkelig sød ud på billederne. På chatten fik han efterhånden også fortalt, at han var økonomisk velsitueret og uafhængig, at han gerne ville købe et hus i Karens by, at han ville vise hende Australien, at han var faldet for hendes søde smil og hendes omsorgsfulde svar i mails og på chatten, at han ikke havde kreditkort, for det kunne han ikke styre, og at han ville besøge hende hurtigst muligt…

Karen havde aftaler nogle weekender frem, men de blev enige om at mødes tre uger senere. Paul ville tage et fly, og Karen skulle så møde ham i lufthavnen. Indtil da chattede de i op til tre timer hver aften. Han sendte hende søde digte om kærlighed og tillid. Om at springe ud i livet og tro på hinanden, og der var meget »love you«, »kisses« og »hugs«. De skrev, chattede og pjattede, så sms’ede de, så ringede han … Hun kunne ikke ringe til ham, fordi hans telefon var en meget teknisk IP-telefon og nummeret begyndte med 0060, hvilket tilfældigvis, fandt hun ud af senere, også er landekoden for Malaysia.

En uges tid før det planlagte besøg blev Paul ringet op af sin chef, mens han chattede med Karen. En opgave, han tidligere havde udført for et firma i Malaysia, havde givet problemer: Firmaets kommunikation med omverdenen var brudt helt sammen, og det var Pauls ansvar at bringe det i orden, for egen regning, for han var jo freelancer. Han gav udtryk for stor ærgrelse og bekymring for det økonomiske aspekt i at begive sig til Malaysia, men der var ingen vej udenom. Han ville tage af sted allerede et par dage efter, når han lige havde hævet valuta i banken og skaffet billetter. Karen skulle ikke være urolig; det ville sikkert gå smertefrit, og han ville være tilbage i god tid inden det møde, de nu begge så hen til med stor spænding og længsel. Hunden, svarede han på hendes spørgsmål, skulle i hundepension; det havde den prøvet før.

Paul ringede og sms’ede et par gange fra Malaysia, han sendte tilmed et foto af sig selv på arbejde, og alt var godt, indtil en dag da hans opkald og beskeder udeblev… Karen blev ængstelig. Manden var jo helt alene i verden, og hvis der var sket ham noget, ville hun være det eneste menneske, der bekymrede sig om det.

Efter et langt døgns uvished, hvor hun ikke kunne få fat på ham, blev hun sent om aftenen ringet op af en mand, der præsenterede sig med et arabisk klingende navn som læge ved et hospital i Kuala Lumpur. Dagen i forvejen var en Paul Richard Wilson blevet bragt ind sammen med en ung pige efter en ulykke. Paul havde insisteret på, at Karen fik det at vide, derfor ringede lægen, men de blev afbrudt, før Karen fik yderligere oplysninger ud af ham.

Nu var Karen helt ude af det. Hun var klar til at rejse til Malaysia med det samme, men hendes kollegaer begyndte at synes, at det hele lød mere som Tin Tins dramatiske eventyr end som seriøs dating, så da Paul selv ringede hende op næste dag, tilsyneladende frisk igen, og næsten grædende fortalte om trafikulykken i regnvejr, om den unge pige, som nu skulle igennem en stor — og kostbar — operation, om politiet, der havde inddraget hans billet og pas, og om at hans kontanter var sluppet op (Han havde jo ikke noget kreditkort), var Karen medfølende, men tilbød ikke at overføre penge til ham, så han kunne slippe ud af klemmen. Derefter hørte hun ikke mere til hjertevennen Paul…

Allerede næste dag var der dog et nyt tilbud til hende på Dating.dk, dårligt oversat fra engelsk med Google Translater: En særdeles flot fyr ved navn Sampson, amerikaner, kok i Århus, forældreløs, familie- og venneløs, men med stor lyst til at slå sig ned i Danmark.

Før var det nigerianere, nu er det tilsyneladende malaysiere. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan disse lande ville være stillet, hvis al denne kreative energi blev kanaliseret ud i ikke-kriminelle foretagender. Hele set-up’et, foregribelsen af manglen på kontanter, det følelsesmæssige spind, hvor en ældre kvinde fanges ind af sine egne livsdrømme, og specielt nummeret med den lille, hvide hund, indgyder respekt. — Måske disse fyre tilsammen kunne skabe Den Tredje Verdens parallel til Shakespeares samlede værker?

Rengøring

Hader det! Som madlavning, opvask, tøjvask og –pleje, med eller uden maskiner, er det et tilbagevendende Sisyfosarbejde, der bare bliver ved og ved: Selv om man lige har gjort det, begynder det straks forfra næste dag igen. Det hjælper nu heller ikke på sagen, at man har valgt at dele hus med en stor, pelset hund, der taber hår året rundt og slæber sand, mudder og alskens grensmulder med ind ca. 10 gange pr. dag.

Og så er det alligevel sært tilfredsstillende, når man har haft fat i klude og skrubber, at skue hen over sit nyvaskede gulv, at nyde et netop skuret badeværelse, at lægge sig i duftende sengetøj, at røre ved stablerne af rene håndklæder på hylden, at se ud på sin have gennem funklende ruder … Verden bliver så ren og rar at være i.

Hvis der ligger synligt skidt på borde og gulve, hvis der er anmassende plamager på vægge eller vinduer, hvis toiletterne skriger på en børste, og hvis vasketøjskurven ikke kan lukkes pga. overfyld, så føles det som at have en grim trold i huset: Jeg kan ikke sætte mig og slappe af, før han er jaget væk.

Ingen kvinde kan vel fralægge sig i det mindste ansvaret for husets hygiejniske tilstand? Mænd og børn er kommet på banen i løbet af de sidste 50 år, og det er en fryd at bede manden om at støvsuge hele huset en lørdag formiddag, mens man selv rydder op og gør en spand gulvvand klar — så går det hele lettere og bliver aldrig helt uoverkommeligt, men som alle andre nybegyndere har disse kategorier af sanitetsarbejdere brug for én til at lede og fordele arbejdet, ikke sandt?

Jeg husker stadig den aften, jeg blev indlagt akut, og min mand løb ved siden af båren gennem sygehusets gange og skulle have genopfrisket vaskemaskinens forskellige indstillinger til både kulørt- og kogevask, mens den ledsagende sygeplejerske dårligt kunne undertrykke sin morskab.

Til gengæld ville jeg have svært ved at hugge brændet, samle reoler, hænge hylder op og skifte olie på bilen, hvis min mand er hjemmefra i længere tid. Sådan har vi indrettet os så irriterende traditionelt, selv om vi havde alle muligheder for at gøre det anderledes.

Som mænd insisterer på ordentligt værktøj, når de skal lave noget, har jeg i mange år sørget for professionelt grej til rengøring. Da vi for et par årtier siden flyttede til et stort hus, opsøgte jeg de butikker, der forsyner rengøringsselskaberne, og bad dem om at lære mig, hvordan man gør rent. — Det var ikke billigt at indkøbe halvprofessionel støvsuger, gulv- og vinduesvaskegrej og de dertil hørende mikroklude og rengøringsmidler. Til gengæld holder udstyret tilsyneladende evigt.

Mht. rengøringsmidler lærte jeg noget vigtigt: Udover et mildt håndopvaskemiddel, som jeg bruger til daglig aftørring af f.eks. borde, har jeg kun brug for to slags, et vinduesvaskemiddel og et gulvplejemiddel. Vinduesvaskemidlet bruger jeg også til spejle, fliser, badekar … alle overflader, der skal afkalkes og skinne blankt. Gulvplejemidlet bruger jeg til flise- og trægulve, borde, hylder, døre, karme, skabe … Hvert rengøringsmiddel koster omkring 30 kr. for en liter, og da der kun skal bruges ti dråber i en balje vand, kan jeg have disse flasker i fem år eller længere! — Se, det var en opdagelse, der kunne mærkes på husholdningsbudgettet. Ajax, Vanish og Cillitbang kan godt gå hjem og lægge sig! – Hvem sælger de i øvrigt disse angivelige tryllemidler til? Meget unge og meget naive mennesker, går jeg ud fra …

Med en lille smule daglig, „rettidig omhu” forsøger jeg at slippe så nemt om ved det som overhovedet muligt; efterhånden kan jeg også acceptere en lille smule skidt i krogene, med alderen kan jeg alligevel ikke se det.

Fransk brød

For mange år siden — det var før, det for alvor var gået op for mig, at man i næsten alle andre lande og kulturer spiser betydeligt bedre end i Danmark, og opfører sig betydeligt mere velopdragent og høfligt i det offentlige rum — kørte jeg en tidlig morgen bilen ind over den franske grænse fra Belgien. En orangerød, douce morgensol belyste poplerne langs vejen og landskabet på en særegen fransk måde, som på et maleri af en af deres berømte impressionister. Jeg havde kørt hele natten og trængte til en kop kaffe, så jeg drejede bilen ind på den første og bedste rasteplads.

Hele cafeteriaet duftede af GOD kaffe og friskbagte croissanter! Det har jeg aldrig oplevet i Danmark, hvor alt, selv fra morgenstunden, lugter af gammel friture. Oplivet hilste jeg damen bag disken med et „Bon jour” udtalt på drævende nordjysk, som jeg havde lært det i årene på Vesthimmerlands Gymnasium. — „Bon jour, madame”, svarede damen kvidrende med et stort smil, og hendes hilsen sang ud i lokalet som en veloplagt solsorts. Lige dér lærte jeg noget om fransk udtale!

Et par dage senere købte jeg ind i et beskedent supermarked i en forstad til Paris, og jeg var ved at besvime ved synet og duften af det enorme udvalg af oste, skinker og pølser så lækre, at jeg havde lyst til at hamstre det hele med hjem. Butikken var vel en slags fransk variant af Føtex, men alt var friskt og lagt indbydende frem uden plastic, men med flinke og hjælpsomme ekspedienter, der kyndigt rådgav, forklarede om egenskaber og oprindelse, skar ud, pakkede ind og rakte frem med store smil og det syngende „Bon jour, madame”. I fiskeafdelingen svømmede levende fisk rundt i store bassiner! Sorte hummere lå og vred sig på is! Muslinger gispede i store bakker! — Ikke en gang i de bedste og dyreste fiskeforretninger herhjemme finder man sådan et udvalg af førsteklasses fødevarer!

Til det gode pålæg ville jeg købe noget brød og gik derfor ind til bageren ved siden af det lille supermarked. På disken stod tre lange baguettes i en trådkurv. Jeg smilede til bagerdamen, pegede på brødene og rakte to fingre op. — „Deux, s’il vous plait”.

Forvænt, som jeg nu var blevet, med fransk høflighed og hjælpsomhed, blev jeg fuldkommen stum af overraskelse, da damen næsten arrigt, forekom det mig, svarede: — „NON!” … og derefter en lang smøre, som mit beskedne kendskab til sproget ikke magtede at opfatte. — Jeg ville meget gerne bede om to af de brød der, forsøgte jeg igen, men resultatet blev det samme. „NON!” sagde damen bestemt og tilføjede noget om, at jeg skulle gå ud af butikken.

Hvad var nu det? Jeg blev både flov og gal på samme tid. Hvad var der galt med mig, siden hun ikke ville sælge mig brødene? Var de reserveret til en anden kunde? Og hvorfor smed hun mig ud? De tre brød stod lige for næsen af mig, jeg var sulten og havde en pose fuld af franske delikatesser… jeg manglede bare brødet… Bagerdamen må have set min frustration, for nu gentog hun sin smøre, men så langsomt og med så mange fagter, at hendes budskab omsider gik op for mig: — De brød, der stod fremme på disken, var bagt for mere end en time siden. Hun pegede gennem en stor glasrude ind i bageriet, hvor nye brød kunne ses gennem ovnenes ruder. De friske ville være klar om ti … hun pegede på sit armbåndsur … om ni minutter, så hvis jeg ville være så venlig at gå udenfor og vente, så kunne jeg få friske brød om et øjeblik…

Da fik jeg tårer i øjnene!

Aldrig, ALDRIG i hele mit liv som dansk husmoder har jeg mødt en bager, der ikke gerne ville sælge sit gamle brød… Sit TIME-gamle, ikke daggamle, brød … Og så endda til en dum turist, der formentlig ikke ville komme igen og ikke kunne ødelægge butikkens renommé. Tværtimod sælger bager, supermarked og alle andre danske fødevarebutikker gladeligt mig og alle andre kunder ældgamle fødevarer hver eneste dag, og man skal selv være vaks for at sikre sig, at de ikke oven i købet har overskredet sidste salgsdato og er sundhedsskadelige.

Hvad blev der af Emma Gad?

Ved en af sommerens hyggelige grillaftner hos gode venner faldt snakken pludselig på danskernes opførsel i det offentlige rum. Vi havde alle været i udlandet, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien, Polen, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, USA, Mellemøsten, Egypten, Thailand, Kina, Indien, Sydamerika var blandt de steder, som gæsterne tilsammen havde besøgt igennem årene, og alle vegne, var vi enige om, gebærdede folk sig påfaldende høfligt, smilende og hensynsfuldt sammenlignet med, hvad vi nu ser i de danske byer.

Blandt gæsterne var der flere udlændinge: en englænder, en italiener og en franskmand, der alle havde boet i Danmark i årevis, og da der først var gået hul på snakken, fandt de i stor lettelse sammen om, høfligt, at påpege, at danskernes adfærd mange gange havde forundret dem.

Englænderen var, som man kunne forvente, rystet over danskernes mangel på køkultur, og hun så sjældent danskere rejse sig for ældre og svagelige medborgere i offentlige transportmidler eller give en hånd til en ung mor med en barnevogn. Derudover havde hun utallige gange oplevet at få døre smækket i hovedet, når hun var på vej ind i en butik. Ingen kiggede bagud og holdt døren for den næste. Til at begynde med havde hun altid, som hjemme, holdt døre for andre, men det stoppede, da hun erfarede, at danskerne bare vadede igennem uden smil eller tak, og navnlig uden at afløse hende, så hun kunne stå og agere dørmand ved indgangen til et af vore stormagasiner en hel eftermiddag …

Italieneren var forfærdet over vor trafikale adfærd (!). Ingen smidighed, ingen gav plads for andre, cyklister masede sig aggressivt frem, og man kunne ikke regne med, at nogen ville holde ved en fodgængerovergang. Og han blev forskrækket, da han første gang oplevede en flok unge, berusede danskeres voldsomme fremfærd gennem gågaden en fredag aften og så svineriet, de og andre havde efterladt.

Franskmanden blev rasende, når folk stødte ind i ham uden et lille høfligt »undskyld«. Den første tid, han tilbragte her i landet, troede han i ramme alvor, at de uvenlige fodgængere var ude på at slås med ham. Han havde også haft en del ubehagelige sammenstød med sin danske nabofamilie, der mente, at de ejede hele opgangen og havde ret til at definere støjniveauet for alle seks familier, samtidigt med at al oprydning, vedligeholdelse og rengøring påhvilede de andre. Og han væmmedes dybt over vor såkaldte humor, der brutalt og uklædeligt selvretfærdigt gør sig lystig over andre folkeslag og herboende minoriteter af alle slags.

Hvad er der sket? Hænger velfærd og egoisme sammen? Kan gentlemanagtig opførsel ikke forenes med dansk demokrati? Har vi glemt at vise vore børn og unge, hvordan man gebærder sig? Eller er det i skoler og institutioner, det går galt, fordi vore børn vænnes til at færdes i store, hensynsløse og larmende horder?

Der har været megen snak om danske værdier her det sidste tiår. Alt for meget! For værdierne har været defineret fjendtligt i opposition til andre kulturer. Vi har åbenlyst ikke så meget at byde på i forhold til omverdenen, heller ikke når det kommer til almindelig menneskelig hensynstagen. Næste gang, vi skal diskutere danske værdier, kunne vi måske begynde med at kigge på danskerne? Emma Gad er vel også en del af det danske værdigrundlag.