Biblioteket

Jeg kan i dag ikke bruge mit bibliotek, hvis jeg gerne vil læse de nyeste bestsellere. Når jeg f.eks. bestiller andet bind i Stieg Larssons velskrevne krimiserie på Aalborg Bibliotekerne (Det hedder det – Et tempel for viden og retskrivning, formoder jeg), fortæller bestillingssiden, at jeg står i kø som nr. 279 og måske kan regne med at se bogen en gang efter midsommer. Og det, selv om bibliotekerne i Aalborg Kommune har indkøbt knap 120 eksemplarer. Samtidig er de fleste bestsellere blevet så billige, og folk har så mange penge mellem hænderne, at de bare køber de populære bøger på nettet eller i supermarkedet, når de alligevel er ude efter mælk.

Jeg kan heller ikke bruge biblioteket, hvis jeg gerne vil låne en cd eller en dvd. For et par år siden bestilte jeg en række store operaer i berømte opsætninger og troede, at nu skulle jeg rigtig hjem og hygge mig, men skiverne var ridsede og fedtede, i det omfang de overhovedet var til stede i kassetterne, så den oplevelse gik til i ren ærgrelse. Her i ugen får min husstand installeret et nyt, digitalt tv-system, der også kan downloade musik, film m.m. Hvis jeg kan sidde i min egen stue med fjernbetjeningen i hånden, hvorfor i alverden skulle jeg så ulejlige mig hen på biblioteket?

Vi har naturligvis både computer og Internetforbindelse hjemme hos os, så i de allerfleste tilfælde foregår research og vidensindsamling via Google og nettet i øvrigt. Hvis min søgen leder mig til en bog, bestiller jeg den selv på nettet, enten i en Internetboghandel, i en antikvarboghandel eller på biblioteket. Det er mange år siden, jeg har ulejliget en bibliotekar. – Det er faktisk år og dag siden, jeg har talt med en bibliotekar.

For omkring fem år siden blev der sat nogle irriterende maskiner ind på mit lokale bibliotek, hvor man selv skal scanne bøger og andre materialer ud og ind. Somme tider virker de, og somme tider gør de ikke. Man står der og gløder af spænding hver gang, om nu projektet med at låne eller aflevere en bog lykkes.

Før maskinerne kunne man stå og få en god snak med en bibliotekar om de bøger, vi hver især havde læst, og udveksle gode læsetips, mens han eller hun scannede mine bøger ud og ind. De tider er længst forbi.

Men det, jeg nok savner allermest, er at gå og græsse i reolerne, hvor vidende og læsende bibliotekarer har sat nye eller gamle, gode, spændende, aktuelle, kloge, sjove – ja, alle mulige – bøger frem som appetitvækkere. Sommetider som led i et tema: EU, kongebryllup, dyr, krimier, computere o.m.a.

Konklusionen er måske, at bibliotekerne ikke skal satse på bestsellere, som sælger sig selv. Heller ikke på elektronisk underholdning, hvor det samme gør sig gældende. Der skal opretholdes et basalt digitalt tilbud til dem, der ikke har adgang til goderne hjemmefra, og så skal bibliotekarerne bruge deres tid på mennesker. På at vejlede i videnssøgning. På at formidle viden. Og på at dele glæden ved læsning.

Oprydning

Blog Image

Det behøver ikke at have et fint asiatisk navn. Man kan bare gøre det, når lysten, tiden og alderen er der.

Det skete her for et par år siden, da vi skulle i gang med en større, nødvendig renovering af huset. I skarp forårssol kom vi pludselig til at se på det sammenskrabede indbo med helt andre øjne, og vi kasserede brutalt mere end en tredjedel af alle vores ejendele:

Ni store flyttekasser fyldt med støvede bøger. – Vi har ikke længere brug for at skilte med, at vi kan læse. To kasser nips, som vi havde samlet eller fået i gave. Kassettebånd, vinylplader, gamle breve, notatsamlinger fra universitetet, grimme vaser, potter, askebægre i mængder, souvenirs fra tredive års ferierejser – Sand fra Sahara, snabelsko fra Pakistan, kinesiske teatermasker, som alt sammen havde stået støvet til skue på den såkaldte „Forundringshylde”. Foruden gamle møbler: Spisebord, stole, sofa, lænestole, tæpper, børnemøbler … Vi lå i rutefart mellem hjem og losseplads og havde til stadighed omkring ti annoncer i Den Blå Avis.

Foretagendet greb om sig og stod på igennem trekvart år. Vi kom igennem alle værelser og skabe efter tur: Forvasket sengetøj, håndklæder, kludesamling, revnede Margrethe-skåle, alt for billige glas, malingsrester, sokker, afbleget sommertøj, sko med slidte hæle, værktøj og omfangsrige dippedutkollektioner … Ahh – Det føltes skønt!

Ind i mellem satte jeg mig og sorterede fotos og satte dem pænt ind i nye albums. Omplantede potteplanter og forærede tredive af de store væk. Solgte to kasser Anders And-blade og sendte legetøj, spil og puslespil til genbrug.

Der er mange fordele ved en grundig sortering og kassering af elementer i ens liv. Man færdes bagefter i et mere overskueligt miljø, og arvingerne bliver sparet for meget besvær. Det er de praktiske sider. Men helt overordnet er jeg overbevist om, at trangen til at rydde op udspringer af en psykisk modning. Vi har nu nået en alder, hvor vi ved, at vi ikke får flere børn, at vi ikke foretager flere karrierespring, og at vi aldrig vinder i Lotto, så vi kan lige så godt indrettet os på det og gøre det nødvendige med det samme.

Med disse indsigter følger også en større utålmodighed med tidsspildende projekter og mennesker. Vi har simpelthen ikke længere tid til vås! – Sideløbende med oprydningen i huset, ryddede vi op i vores liv i øvrigt. Meldte os ud af foreninger, som vi betalte kontingent til af vane og høflighed. Opsagde abonnementer på intetsigende tidsskrifter og fastnettelefonen. Holdt op med at kontakte familiemedlemmer og venner, som blot udnyttede vores fremkommelighed til at opnå fordele på vores bekostning eller vise sig selv frem: – Se mit nye køkken! Smag årgangsvinen! Beundr mig!

Livet syntes med et for kort til ikke-givende bekendtskaber.

Når man har sorteret i ejendele, engagementer og omgangskreds, bliver der god plads til nyt. Da stuerne stod nymalede og klar til nyindflytning, tog vi i IKEA for at supplere med lamper, småborde og sofapuder, og lige siden har jeg dagligt glædet mig over at bo i lyse, rene og rummelige rum. Ikke en eneste dims af de kasserede har jeg savnet.

Da vi over et par år havde afviklet besværlige venner, lærte vi nogle nye, dejlige mennesker at kende. Jævnaldrende med lyst til uformelle besøg og lange samtaler.

Naturligvis sander huset til igen. Allerede nu kan jeg se, at vi atter er ved at trænge til en grundig oprydning. Måske til foråret? Og vi har naturligvis viklet os hovedkulds ind i mennesker og foretagender, som måske ikke holder ind i det næste årti, men er det ikke præcis det, der udgør tilværelsens inderste kerne? Og er det ikke netop vores opgave som levende mennesker ustandseligt at vikle os ind og ud?

Julegæsten

Blog Image

Julen er børnenes fest. Der er ikke meget sjov ved at stable hele julescenografien op for kun to midaldrende voksne, heller ikke selv om man tilføjer en enkelt kommenterende bedstemor i et hjørne. Hvis der ikke er børn, der løber om benene på en med forventningsfuldt funklende øjne, mister den danske jul sin berettigelse og bliver blot endnu en dato midt i en uhyggeligt mørk tid.

Børn er i det hele taget en gave til det voksne menneske. På utallige leder. Men først og fremmest, fordi man slipper for at gå og tænke så meget på sig selv. Det er som oftest en befrielse at kunne koncentrere sig om pleje- og opmærksomhedskrævende andre, i stedet for at gå og pille i sine egne små bobler af fornemmelser og ligegyldige behov. – I mangel af småbørn kan jeg til enhver tid anbefale en hund.

Selv en halvvoksen, hormonforstyrret knægt med alle sine kejtede forbehold værdsætter julens ritualer, stemning og lugte, specielt hvis sandsynligheden for, at det eftertragtede computerspil ligger smukt indpakket under træet, er høj.

Sønnike var i udlandet. For første gang i hans 19 leveår skulle vi holde jul hver for sig. Begge parter tog det fattet som en ny oplevelse. Vi havde herhjemme forberedt en stilfærdig og hyggelig jul for voksne med kun de allermest påkrævede elementer: træet, naturligvis, en gås, ris á la mande og enkelte, små pakker, flest til hunden.

Året før havde jeg anskaffet mig en lille hønseflok, som jeg var meget optaget af. Kønne Orpingtonner, tykke, vraltende madammer i brusende strutskørter og en lidenskabeligt opvartende hane som kavaler. Juleaftensdag om morgenen, dvs. da det ved nitiden begyndte at lysne en anelse, gik jeg som sædvanlig ud og åbnede for de utålmodige høns, der trippede for at påbegynde deres haverunder. Jeg strøede korn på terrassen, gav dem rent vand og ordnede hønsehuset, så det var lækkert, når de skulle ind på pinden igen. Alt sammen en daglig rutine …

Men så, da jeg drejede om et hjørne, fik jeg pludselig øje på den, fasanen, eller hvad han nu var, som i overdådig fjerdragt lyste op midt i mit kuldslåede, brunlige rhododendronbed. Aldrig havde jeg set en sådan skabning før. Det var ikke en almindelig fasan, men noget langt mere storslået og farveprægtigt. Hoved, hals og krop lyste i metallisk grønt og blåt. Ned langs nakken og ud over den knap meterlange, slæbende hale lå et dækken af perletunget, sortkantet sølv. Bag øret og omkring halen stak klart orange fjerduske frem. Han var majestætisk i hele sin fremtoning: Fuldkommen rolig hilste han med et blink af det ene øje.

Min første tanke – man er vel hønseejer – var, at han måtte være sulten og forkommen, så jeg strøede korn og satte vand til ham under rhododrendronerne. Men han var ikke forkommen og ikke synderligt interesseret. Så tænkte jeg, at mine dejlige, unge høner havde lokket ham til, men dem værdigede han heller ikke mange blikke. I ophøjet ensomhed og med passende afstand spankulerede han efter mig rundt i haven, mens jeg gjorde mig færdig og til sidst hængte juleneg op til de vilde fugle.

Min mor, som er pensioneret skolelærer, skyndte sig at identificere julegæsten ved hjælp af husets opslagsværker: En diamantfasan fra Sydkina. Jeg ringede til de to fjerkræopdrættere i nærheden, jeg kendte, og som jeg vidste af og til havde fasaner i deres volierer, og spurgte, om de manglede en fugl? Da jeg beskrev udseendet, kunne de med det samme afvise, at de, eller nogen de havde hørt om i området, nogensinde havde haft sådan en.

Jeg spekulerede og spekulerede. Hvor kom han fra? Hvordan havde en så spraglet, langhalet og på alle måder upraktisk påklædt fasan overlevet vinteren indtil nu på fri fod og med en skov fuld af ræve lige ovre på den anden side af vejen? Hvordan var han kommet over hegnet? Hvad ville han i min have?

Det var sådan en dunkelt diset juleaftensdag, hvor det aldrig rigtigt når at blive lyst. Vi udførte vore uden- og indendørs gøremål og kiggede af og til ud for at overbevise os om, at han stadig var der. Det var han. Jeg lod døren til udhuset stå åben, lagde lidt halm, stillede korn og vand frem, så han havde et sted at sove trygt i julenatten, men da hønsene ved firetiden var gået til ro, da mørket havde sænket sig, da nabokirkens klokke begyndte at kime julen ind, og jeg gik i stuen og pyntede træet, da sad han lige uden for det store terrassevindue og betragtede mig.

Så ringede sønnike fra Paris. Jeg glemte fasanen for at ønske ham glædelig jul. Derefter gennemspillede vi en juleaften, som vi plejer …

Næste morgen var gæsten pist væk. Jeg kunne ikke se spor af, at han havde overnattet i udhuset eller andre steder i haven. Og så var det, jeg kom i tanke om, at jeg overhovedet ikke havde taget et billede! Jeg, der ellers færdes alle vegne med et kamera og endda sover med et under hovedpuden – næsten.

Glædelig jul!

Udsnit af siden om fasaner i Lademanns leksikon fra 80’erne. Vi var alle enige om, at vores julegæst var den nederste til højre, en diamantfasan.

Hovawarten

Blog Image

Nu har vi haft hende i knap et år, og jeg kan godt sige, at hovawarter ikke er for begyndere!

Ikke for det, hun er nok den mest opmærksomme, hengivne og kærlige hund, jeg nogensinde har haft. Det er ikke mange gange her i året, at jeg har været på toilettet eller i bad uden følgeskab, eller at jeg har røget en cigaret på min terrasse uden at have haft hendes mørke, vagtsomt ranke skikkelse lige bag mine knæ. I begyndelsen vågnede hun og fulgte med, blot jeg skiftede fra stuens ene lænestol til den anden.

Som 12-årig fik jeg min første, helt egen hund. En collie. For vi havde haft collier, da jeg var barn, og en collie var for mig på det tidspunkt en rigtig hund. Da hun kom på aftægt hos min mor, fik jeg en labradorblanding, for jeg var studerende og fattig og måtte tage, hvad jeg kunne få. Hun var også en pragtfuld hund, selv om hun fik knap så meget opmærksomhed, fordi vi begge måtte koncentrere os om at opdrage på sønnike. Da hun døde, mæt af dage som 14-årig, realiserede jeg en gammel drøm om at bo sammen med en newfoundlænder. Det gjorde jeg så med stor fornøjelse i 11 år, indtil den godmodige bamse stilfærdigt listede af sidste jul. Kun fordi der var hvalpe at få, da jeg lige stod og manglede en hund, fik jeg øje for hovawarten, en race, jeg aldrig havde hørt om før.

Hovawarten er en tysk vagthund, en decideret arbejdshund med en glimrende næse og stor arbejdsvilje og udholdenhed, som bl.a. bruges til redningshund, til narko- og eftersøgningsopgaver. – Det er sikkert fint, tænkte jeg. – Jeg kunne have godt af lidt mere motion, og over en årrække havde jeg selv skiftet temperament fra godmodig bamse til mere vagtsom reservation. (Hundeejeres psykologi er sikkert et studie værd: Hænger de fast i forældrenes hundevalg, eller skifter de racer undervejs?)

De første tre måneder hørte vi hende ikke gø. Jeg undrede mig og ringede til kennelen for at spørge, om det var normalt? Da hun var fire måneder gammel, begyndte hun så småt at påtage sig forefaldende vagtopgaver, dvs. at vi bliver behørigt underrettet om postens, skraldemandens og gæsters ankomst, og flere gange dagligt, når naboen frækt parkerer sin bil på den dertil indrettede plads foran sit hus, eller hvis han og børnene færdes i deres egen have, skal der blæses alarm.

Adrenalin er nok kodeordet, når det drejer sig om hovawarter og andre vagthunde. De er fra fødslen udstyret med et højere adrenalinniveau end andre hunde, og deres angstberedskab er stort. Alle hunde holder vagt, men en venlig labrador eller newfoundlænder kan sagtens sove trygt, mens naboer går til og fra, håndværkere larmer, eller andre hunde passerer hækken. Det kan hovawarter ikke. De vågner og er på tæerne i et splitsekund!

Man må aldrig anskaffe sig en vagthund, hvis man er bange. Hvis man selv er usikker, får man en totalt overgearet, angst og nervøs hund. En vagtsom hund kræver en meget rolig og selvsikker ejer for ikke at ende med at terrorisere hele huset med sine flossede nerver.

Mit første år med hovawarten er hovedsageligt gået med kærlig beroligelse: – Det er okay! Naboen må gerne være her. Der må gerne holde en trillebør uden for huset. Stol på mig! Hvis den skulle prøve på noget, skal jeg nok klare den … osv. I en sådan grad, at når hunden gør ad noget, forsikrer min mand den om, at jeg nok skal klare det.

Ud over beroligelse har jeg gjort meget ud af at præsentere hunden for alt, hvad den kunne tænkes at møde i løbet af sit liv: mænd, kvinder, børn, hunde, katte og andre dyr, biler, busser, lastbiler, ambulancer, flyvemaskiner, skov, by, private hjem, butikker, færger … Den er forbløffende rolig, modig og nysgerrig i nye situationer, blot jeg befinder mig lige i nærheden.

Jeg har vænnet den af med at forsvare vand- og madskåle, kødben, hundekurv m.m. ved at kæle, lege og give godbidder, mens jeg håndterer den og dens ejendele. Jeg har trukket den i halen, hevet den i ørerne og prikket den ved øjnene, og det første, naboens charmerende toårige datter gjorde, da hun mødte den, var at stikke en finger direkte ind i dens øje: – Øje, sagde hun, og hunden sænkede ørerne, blinkede og vendte høfligt hovedet bort.

Adrenalinen er formentlig også på færde, når hunden giver indtryk af at besidde en næsten skræmmende udholdenhed og virketrang. Vi går til lydighedstræning, til agility og i hundesvømmehal. Dagligt traver vi mellem en og to timer i skoven. Vi træner både ude og hjemme. Hun får hyppigt opgaver, f.eks. find godbidden, griseøret, sæben eller champignonen – jeg prøver at uddanne hende til kantarelfinder. Forleden løb hun foran og bag min cykel på en mere end timelang skovtur, og da hun kom hjem i haven, fandt hun straks sin bold og ville lege. Men hun ligger også roligt ved siden af mig to-fire timer i træk, hvis hun er med på restaurant, eller når jeg sidder i skoven og plukker blåbær. – Og ve den, der nærmer sig vores blåbærsted! Hendes forsvarsvilje og mod er tårnhøjt!

Når hun om aftenen omsider er træt og vil sove, så lægger hun sig ind i krogen mellem min seng og væggen, hvor hun har sit vattæppe, og hvor hun har sovet siden den allerførste dag, vi hentede hende hjem otte uger gammel. Kun her slapper hun helt af, men der skal kun en lille, uventet lyd til, så er hun parat igen.

Hunde skal ikke overstimuleres, og de skal ikke styre hele hjemmet, så til daglig beskæftiger jeg mig naturligvis med andre ting ind imellem hundelege og lufteture. Hun vil meget nødigt krænke forbud, jeg har udstedt, og gør sig alle mulige anstrengelser for f.eks. at gå pænt og lade mine ting i fred, men alligevel bobler virkelyst og energi over, så hun af vanvare kommer til at bide i mine tæpper eller trækker voldsomt i snoren, når vi går tur. Vrede nytter ikke. Hun skal have et roligt „Nej“ og en fysisk markering, f.eks. at jeg flytter hende eller begynder at gå baglæns.

Helt ulig andre hunde, jeg har haft, kan hun også være bidsk over for unge tæver og hvalpe. Der består en skarp konkurrence mellem hende og en anden hovawarttæve, som en af mine venner fik for nylig. De starter altid med at fare i flæsket på hinanden, og så leger de glimrende bagefter. Heldigvis er der ikke gået hul på nogen endnu, men det lyder voldsomt. Det skyldes formentlig, at begge tæver føler sig stærke og ambitiøse. De vil begge være alfa-hun med ret til at formere sig og bekæmper indædt evt. konkurrenter, også meget unge. Normalt leger hun dog venskabeligt og godt med næsten alle andre hunde, vi møder i skoven eller til træning.

En hovawart går overraskende nok ikke kun på fire ben. Den er også meget på bagbenene, og fra denne position kan den nå næsten alle dine ejendele i reoler, skabe, hylder, knagerækker og på køkkenbordet, så i den første tid kræves der overvågning og opdragelse. Når først det er trængt ind, at køkkenbordet er privat område, skal hun nok holde sig væk, men jeg ville ikke lade hende alene med en flæskesteg!

En anden hovawartejer fortalte mig, at han havde prøvet at gå til træning med sine hunde. De dukkede op en onsdag og skulle lære nogle ting, hvilket en hovawart hurtigt gør, og så, da de kom næste onsdag, skulle de lave de samme ting igen! Det gad hans hunde ikke.

Min hovawart elsker at træne, hvis jeg blot gør det lidt spændende og belønner rigeligt med kærtegn, opmuntring, ros, begejstring, nye udfordringer og godbidder. Sommetider beder hun selv om opgaver eller påbegynder øvelser, som vi har trænet, for at få min opmærksomhed. Og hun er lynhurtig i hovedet! Ting skal sjældent siges to gange, før hun fatter det, og da udholdenheden, staminaen, er enorm, kan hun blive ved i timevis. Det er særdeles givende at træne, lege og opdrage på hende. – Hun opsnapper dog også mange ting, som jeg ikke ønsker at lære hende: Hvis jeg eller andre uforvarende er kommet til at belønne en uartighed, ved f.eks. at gå med ind i en leg, når hun laver ulykker, så er det indlært, og ulykkerne stopper aldrig! En hovawart sætter i høj grad sin ejer på prøve mange gange dagligt, og man skal være vaks ved havelågen for ikke at dumpe.

Hovawarten en skøn og udfordrende hund, som jeg er taknemmelig over at have lært at kende, men den er ikke for begyndere! Når min familie og jeg betragter hendes mod, forsvarsvilje og enorme styrke, priser vi os lykkelige over, at hun loyalt er på vores side. Jeg ville aldrig anbefale racen til førstegangskøbere, og jeg er selv glad for og anvender al den erfaring, som et langt liv med hunde har givet. Med sin foretagsomhed kan den heller ikke passe ind i et moderne, travlt hjem, hvor den skal være meget alene ( = over fire timer om dagen) og kommer bagerst i køen om opmærksomhed efter en normal arbejdsdag. I så fald ville man aktivt bede om problemer.

Racen er en arbejdshund, det er en tysker og en slider, der kun er glad, når den har tilbagelagt et antal kilometer, og den har brugt alle sine rige evner for sporsøgning og adræthed, flere gange dagligt!

Da jeg fik hende, overvejede jeg at lade hende få et kuld hvalpe om et år eller to. Vi har allerede udset os en passende, belgisk hanhund, men nu er jeg i tvivl: – Hvor mange seriøse hvalpekøbere findes der til en så krævende race?

PS.:

Nu fem år senere er jeg meget klogere på min Hovawart. Efter omhyggelig træning og socialisering igennem hele det første år tog hundens naturlige vagtberedskab over, så hun nu ikke længere tolererer hverken nye hunde eller mennesker. Vi skal være meget omhyggelige med at holde og berolige hunden, når det ringer på døren herhjemme, og vi skal sørge for, at fremmede hunde ikke pludselig kommer løbende hen til os, når vi er ude, for så får de en omgang, de aldrig glemmer.

Til gengæld er hun næsten uhyggeligt opmærksom, lydig og hengiven over for os og gamle venner og særdeles efterrettelig, så hun altid går på plads af sig selv, når hun går frit, og vi møder andre. Hun ville aldrig drømme om at løbe hen til fremmede mennesker eller dyr. Hun føler sig kun tryg lige ved siden af mig, og så stoler hun på, at jeg klarer tingene, hvilket er heldigt, hundens temperament taget i betragtning.

Motion er meget vigtig. Hvis hun ikke får hentet pinde og bolde og løbet imellem en og to timer dagligt, bliver hun overspændt, nervøs og kan ikke slappe af. – Så jeg vil gerne gentage: Hovawarter er ikke for begyndere, og jeg kan ikke forestille mig, at det ville gå godt med en Hovawart i et almindeligt, travlt familieliv med børn, hvor børnenes venner fx kunne finde på at gå lige ind, når de kom på besøg efter skoletid, og hvor man ikke har tid til at motionere og træne hunden dagligt. Så vi valgte at lade hende sterilisere, da hun var halvandet år, så vi ikke kommer til at stå med hvalpe, som vi ikke kunne afsætte med god samvittighed.

Naturlig selektion

Blog Image

En fuldkommen uvidenskabelig teori om de nordlige og de sydlige menneskers karaktertræk

Det ligger langt ud over min fatteevne, at mennesker overhovedet bosætter sig så højt mod nord, som vores lille land er placeret. En ting er, at vi er født her og føler os hjemme, men at vi bliver boende, må bero på en kollektiv fortrængning. Hallo! – Det er vintermørkt, koldt og vådt omtrent otte måneder om året! Og efter en sommer som i år, hvor man virkelig skulle være vaks for at nå at opleve en enkelt dag med solskin og 25 grader, kan man kun yderligere undre sig over, at der stadig er befolkning tilbage.

De, der kan, har naturligvis allerede taget et fly sydpå. Velaflagte pensionister flokkes ved Sydeuropas kyster. Mange andre har taget en eller to ugers ferie på solrige steder i Asien, Mellemøsten, De Kanariske Øer, hele verden er den riges legeplads, med eller uden dykkercertifikat. Og endnu mange flere – noget jeg heller aldrig har fattet – opsøger sne og kulde i Norge, Sverige eller Alperne. Disse sne- og kuldeelskende individer tilhører muligvis samme stamme, som min veninde, der hvert år, når jeg beklager mig over vintervejret og mørket, imødegår alle mine argumenter med hårdnakket henvisning til, at „det er da så hyggeligt at krybe indendørs med et tæppe, tændte stearinlys og en god bog”. Nej. Det er ikke hyggeligt. Det er en kompensatorisk nødløsning, ganske som julen er det med al halløjet. Hvem ville ikke hellere sidde og læse på verandaen i shorts og varmt solskin?

Lad os se det øjnene: 18 timers buldermørke, mellem nul og fem grader, slud, pjaskregn og stiv kuling tilsat modbydelige virusser og bakterier, som de skrøbelige iblandt os er nødt til at vaccinere sig imod, ville alle andre steder end i Fædrelandet blive kategoriseret som hostile environment og uegnet til menneskelig beboelse.

For mellem 10.000 og 15.000 år siden, da isen netop var ved at trække sig (lidt) tilbage, stod vore forfædre rådvilde et sted nordøst for Alperne. Her delte de sig efter, forestiller jeg mig, en del diskussion: De livsglade og mageligt anlagte valgte en sydlig rute, mens de mere indædte og bjergsomme fulgte rensdyrflokkene mod nord.

Efter yderligere 10.000 års selektion er vi blevet til dem, vi kender i dag: Det sydlige, storsindede menneske, der tager livet, som det kommer. Der plukker frugter og drikker vin midt i en gavmild natur året rundt. Der ud-agerer på rummelige, solbeskinnede piazzaer med plads til livslyst, flirt og store armbevægelser, og som tillader sidemanden at spille mandolin eller synge opera, hvis han skulle få sådanne lyster.

Og så vi andre, nordlige typer, der bærer armene tæt på kroppen, så vi kan holde på varmen og formerne. Vi, der formulerede Janteloven, og omhyggeligt har beregnet, at det kan betale sig at knokle med at få høet i hus i juni måned, fordi vi så kan fodre på den livsnødvendige besætning af husdyr helt frem til næste forår.

Det var ikke usædvanligt, at man for få hundrede år siden måtte bære udmagrede køer ud på græs i april-maj måned. En mand blev bedømt på sin evne til at udskyde sine øjeblikkelige behov til fordel for de mere langsigtede: Overvintring af sig selv, kone, børn og dyr. En perfekt grobund for protestantisk arbejdsmoral.

Og hvis man forestiller sig en familieflok, der skulle tilbringe den lange vinter tæt sammen omkring et osende bål i en lavloftet, snæver og skummel tørvehytte, så kan man godt forstå, at onkel Åge, der havde det med at slå ud med armene, der fortalte de samme syge vittigheder igen og igen, og som tilkastede andre folks kvinder lidenskabelige blikke, i al stilfærdighed blev trukket med om til møddingen og efterladt med overskåren hals.

Derfor er vi dem, vi er. De fleste af os bliver her vinteren igennem. Står op til sædvanlig tid, selv om det er bælgravende mørkt udenfor. Passer omhyggeligt vores arbejde. Rydder supermarkederne for fedtholdige fødemidler og stearinlys på vej hjem. Holder nidkært øje med, at ægtefællen, søskende, børnene, naboen eller indvandreren ikke slår for meget ud med armene og ikke tager sig livet for let. De, hvis forfædre overlevede århundredernes vinterstorme i de trangeste og usleste af hytterne, blev så forhærdet selvretfærdige, at de i dag kan bestride fremtrædende poster, f.eks. som kulturredaktører eller anmeldere, på vor lille nations små provinsdagblade.

Men så sker underet: Det bliver forår, midsommer, og vi liver op, hektisk, uvant og kunstigt, i en kort periode, hvor der er alt for meget dagslys til vore plirrende øjne. Eller vi går amok i grisefester og druk under charterferiernes parentetiske udgangstilladelser.

Nå, jeg kan desværre ikke fortsætte, hvis jeg skal nå at komme ud, før solen går ned …

Yndlingsting i dag:

1. Yndlingsvejr: Lav vintersol bag sortstrittende grene

2. Yndlingsbeskæftigelse: Lang skovtur med hunden, mens der endnu er sollyst

3. Yndlingsmad: Torskerogn og torskelever med godt rugbrød og fiskemandens hjemmelavede remoulade

4. Yndlingstanker: Barnebarnets første jul

Om lyskæders rette ophæng

Det begyndte, så vidt jeg husker, så småt i tresserne og tog rigtig fart op gennem halvfjerdserne og firserne. Et enkelt kommunalt træ på en central plads kunne ikke længere gøre det. Enhver nybygger i parcelhuskvarteret med blot en minimal forhave og en babygran til sin rådighed ville bidrage til byens lysende juleskov. Man indkøbte kostbare lyskæder med elektriske plasticstearinlys og en lysende stjerne i toppen og placerede lysene omhyggeligt, ganske som når man pyntede sit indendørs juletræ, til glæde for alle forbipasserende. Disse lyskæder blev – jeg ved, det lyder besynderligt i unges øren – omhyggeligt pakket ned og gemt fra år til år, og man købte nye pærer til erstatning for dem, der sprang.

Som så meget andet er også denne skik gået grassat med rigeligere fripenge og et globalt marked, der forsyner os med ufattelige mængder af billige, importerede lyskæder af alle slags. Så snart dagene mørkner, springer de ud over alt. Alle vil vi bidrage til oplysningen i denne skumle, sjappede vintertid. Nogle hengiver sig endda til lysorgier i 50.000 kr.’s-klassen og plastrer taget, facaden og hele haven til med uskønt lysende plasticfigurer, så den lille villavej kan påkalde sig opmærksomhed som et skamløst sommertivoli. Energikrisen er længst lagt bag os, og fred være med lysexcentrikerne, så længe de ikke udfolder sig i mit nabolag.

Mit ærinde her er den almindelige, fortravlede familiemor eller far, der, overmandet af trang til at bidrage til lysfesten, omslynger, ikke kun graner, men mere eller mindre egnede vækster af alle slags med en sørgeligt forpjusket lyskæde, som hænger der for vind og vejr i sin meget lyskædeagtige spiralform i hele december måned. Måske er den oven i købet rød, blå, grøn eller blinkende.

Som en konsekvens af dette udbredte misbrug af deres produkter begyndte lyskædefabrikanterne at falbyde færdige net af lys, som man skal være et usædvanligt stort fjols for at hænge sjusket op, idet lysene i forvejen er placeret med lige stor indbyrdes afstand. Man slynger bare nettet over en rundbarberet, gerne opstammet, kristtorn eller buksbom, tilslutter strøm og får et perfekt resultat. Dog, enkelte lysende net er set på plankeværk, i et udefinerligt buskads eller skævt anbragt over et ellers pænt formet træ.

Så vi opsummerer lige: Hvis man ikke kan dy sig, men absolut vil berige sin egen forhave og andres nærmiljø med en lyskæde, og hvis man ikke køber et net, og ulejliger sig med at finde den rette placering til det, så husk, at julelys på et træ skal hænge smukt og ligeligt distribueret ned over træet.

Reglen for lyskædeophæng blev faktisk formuleret allerede i 1839 af salmedigteren Ingemann: „Grenen fra livets træ står skønt med LYS SOM FUGLE PÅ KVISTE”, skriver han i „Julen har bragt velsignet bud”. Så når du står der og fumler med din lyskæde, så prøv poetisk at forestille dig, at lysene er en fugleflok, der lige har slået sig ned på dit træ. De ville sgu’ aldrig sætte sig i halvt udfoldet spiralform!

Mobiltelefonen

Blog Image

Som børn drømte vi om den, den håndholdte kommunikationsterminal, da vi trak konservesdåser forbundet med snore tværs over villavejen, dengang i begyndelsen af tresserne, efter udførligt illustreret opskrift i Anders And. Nogle år senere fik lillebror – Oh jubel – et walkie-talkiesæt i julegave, og vi rendte rundt om huset med hver vores sorte, kolde, batteridrevne plasticdims og skreg: – Kan du høre mig? Hvor er du? Hvad laver du? – Og det var slet ikke nødvendigt med apparater, for vore ophidsede stemmer skar gennem frostnatten.

De samme begavede spørgsmål simrer i luften, alle vegne hvor jeg færdes i dag. – Kan du høre mig? Hvor er du? Hvad laver du? Lyder det i bussen, toget, på gader og stræder, i supermarkedet og sågar til festaftner og alle sammenkomster med familie og venner.

Og jeg ville ikke undvære min lille Nokia for noget! Det er endegyldigt slut med at sidde inde i timevis og vente på, at nogen ringer tilbage. (Hvilket de i parentes bemærket sjældent gør.) Slut med at forestille sig, at alle de vigtige opkald kom, mens jeg var væk. Slut med at stå og fumle med mønter i en kold og som oftest ødelagt telefonboks med smagen af bakelit og metal i munden længe efter, og slut med at efterlyse ægtefællen over højttaleren i byggemarkedet, fordi han har fortabt sig i udvalget af skruer bag en reol nede i det fjerneste hjørne. – Jeg kan bare ringe!

Det er også en stor tryghed at mærke den lille, grå dims i lommen på vej hjem i mørke nætter. Dybt inde i skoven, når noget pludseligt springer i højre knæ. På natbordet, når hunden klokken tre om morgenen slår alarm.

Måske savner jeg fællesskabet omkring den gamle fastnettelefon, når kaldene til og fra familiemedlemmer gjaldede ud i huset: Der er telefon! Men ikke meget. Det var som oftest mig, der måtte agere både telefonsvarer og sekretær.

Min lommetelefon kan også fungere som kort-beskeds-service. Hvis jeg ikke gider snakke med folk, men gerne vil give dem en kort besked, som f.eks. at aftalen på onsdag står ved magt, sender jeg bare en SMS. Hvis jeg tror, at folk er på arbejde eller optagede på anden måde, skriver jeg: Ring, når du får tid! Og min egen terminal er for det meste åben for indkommende livstegn fra unge veninder, niecer, børn og børnebørn.

Den eneste bekymring, et ældre sprogmenneske kan have, er den systematiske ødelæggelse af vort modersmål, som mobiltelefonernes fladpandede teknologi fører med sig. I mere end ti år har vore børn og unges væsentligste skriveindsats været på mobilen, og den kan stadig ikke hverken genkende eller acceptere sammensatte navneord. – Har du nogensinde prøvet at skrive f.eks. „Kanelsnegl“? – Deraf kommer, at ingen under 40 i dag kan skrive et korrekt dansk, således at der i mange tekster, selv officielle, journalistiske eller fra store, velrenommerede firmaer, optræder meningsforstyrrende og irriterende passager á la SMS: Små salgs salærer, annoncerer en ejendomsmægler, som jeg i hvert fald ikke tør bruge!

Der må da sidde en smart ingeniør et sted derude, der omsider kan tilpasse SMS-ordbøgerne til dansk? Jeg hjælper gerne.

Valgdag!

Blog Image

Folkestyrets festdag

Har lige været henne og sætte mit kryds. Satte det der, hvor jeg plejer. Min politiske overbevisning blev grundlagt tidligt. Oldefar var arbejderformand på Fredericia Havn. Farfar skræmte søstre og kusiners generte kærester ved at råbe: „Er du i fagforening?!“

På grund af almindelig uorden, magtkampe, selvpromovering, pinlige forsøg på at være ung med de unge, valenhed og stemmefiskeri har Socialdemokraterne dog mistet deres humanistiske profil. De har ikke taget afstand fra overgrebet på Irak. Fra den umenneskelige internering af denne krigs ulykkelige ofre i vort eget land. Fra VKO-regeringens systematiske ødelæggelse af Danmarks ry i omverdenen ved at skære ned på, eller omdirigere, Ulandshjælpen, ved deres meningsløse provokation af herboende, fredelige muslimer og ved deres inhumane behandling af nødlidende medmennesker, der søger mod tryggere vilkår i dette iskolde land.

VKO-regeringens ødelæggelser omfatter også sundhedsvæsnet: – Jeg lå med voldsomme galdestenssmerter flere gange i op til fem timer, før en bister vagtlæge nødtvungent dukkede op. Jeg blev indlagt på en overfyldt og snusket hospitalsstue, hvor gamle, kræftopererede kvinder lå og kastede op om natten, uden at nogen reagerede på deres nødkald. Sådanne forhold tjener ikke til at betrygge befolkningen, de gavner kun privathospitalerne.

Ødelæggelserne omfatter tillige folkeskolen, uddannelsesniveauet som helhed og størstedelen af kulturlivet – f.eks. er Danmarks Radio kun en syg skygge af selv efter seks år i borgerlige hænder.

Vi får formentlig ikke et regeringsskifte i dag. De unge vælgere er ikke forankrede i faste værdier. De shopper rundt mellem fløjene og anerkender lige så vel de konservatives miljøpolitik, som venstrefløjens. Og mange ældre, som jeg deler land med, er kortsigtede og økonomisk selvbevidste i deres valg. Dertil kommer, at mange føler sig skræmte over den store verden uden for Danmark og krampagtigt forsøger at bevare alt, som det var engang. FØR telegrafen, jernbanen, radioen, telefonen, flyvemaskinen, tv’et, Internettet, mobilen …

Men verden lader sig jo ikke stoppe, og regeringsskiftet kommer nødvendigvis efter en tid. Sådan har det altid været. Man trættes af de kendte ansigter. De fanges i flere og flere tilfælde af kammerateri og magtfuldkommenhed. Begge fløje. Og så lader vi de andre komme til for en tid.

Alle de store, vestlige demokratier, jeg kan komme i tanke om, er delt på cirka midten i en borgerlig og en mere humanistisk fløj. Det er formentlig et demokratiernes grundvilkår. I hvert fald når der ikke er større stammemæssige, herunder nationale og religiøse modsætninger, inden for landets grænser, som f.eks. i Belgien og de nye lande i Østeuropa. Der kan være forskellige partier, og de kan hedde forskellige ting, men princippet er det samme.

Et resultat af udviklingen er også, at ikke meget er overladt til de nationale regeringer. Når alt kommer til alt er størsteparten af vores fremgang og eventuelle velfærd bestemt af international handel og konjunkturer. Prisen på en tønde olie er sikkert mere bestemmende for vores dagligdag end den p.t. siddende regering.

I Danmark, tror jeg, at tingene langsomt vil glide mod højre i endnu en periode, for størsteparten af mine medvælgere føler sig stadigvæk trygge, rige og selvtilstrækkelige, men, som et resultat af dette glid, vil Socialistisk Folkeparti efterhånden træde i karakter som det nye Socialdemokrati. Indtil da gælder det bare om at overvintre – især i min branche – og håbe på, at man ikke bliver syg!