Kennelkuller

– og den nye børnekarakter

Med ugers mellemrum opstår debatten om den såkaldte „nye børnekarakter” i medierne. Senest et indlæg i Politiken fra en dramalærer, der var chokeret efter mødet med en 5.-klasse. – Det var umuligt at skaffe ro. Alle unger havde behov for at udtrykke hver en tanke omgående. De var søde, motiverede og ville gerne sætte et teaterstykke op, men de kunne ikke holde kæft eller holde sig i ro et minut ad gangen.

For et par år siden skulle jeg hente en venindes søn i skolens pasningsordning. Jeg fandt stedet, et stort, rungende, forhenværende sikringsrum i kælderen under klasseværelserne. Knap hundrede børn for omkring på skateboards, rulleskøjter, kondisko i alle rum og gange. Det var som at træde ind i dødsdromen i gamle dage på Hjallerup Marked! Larm, ekko, omkringfaren, råb … Ungerne var alle vegne! Op ad vægge, i de højtsiddende vindueskarme, i gardinerne … Jeg måtte holde mig for ørerne. Først efter lang tid lykkedes det mig at lokalisere en enkelt pædagog, en næsten voksen. Hun måtte også holde sig for ørerne, hvilket besværliggjorde kommunikationen mellem os en del. Jeg spurgte efter min venindes søn, og pædagogen slog op i sine papirer, hvorefter hun pure nægtede, at et barn med dette navn var indskrevet i pasningsordningen! Heldigvis kom fyren sejlende forbi på sit skateboard i det samme, så jeg hapsede ham og tog ham med hjem til te, boller og et spil Settlers i min stues velsignede ro, indtil hans mor kunne hente ham et par timer senere.

Denne dreng og næsten alle andre drenge og piger i dette land, for ikke at nævne de stakkels pædagoger og lærere, skal i størstedelen af deres vågne tid opholde sig i mere eller mindre rungende lokaler, hvor alt for mange børn er stuvet sammen. Det starter allerede omkring etårsalderen i vuggestuen og fortsætter med børnehave, skole, fritidsordning, ungdomsklub, SFO, DUS, og hvad det hedder alt sammen. Der er ingen tvivl om, at personalet gør deres bedste. Det ved jeg, at de gør! – Men de bedste bliver slidt op i løbet af få år, og resten bliver naturnødvendigt sløve og ligeglade. Ingen offentligt ansat kan som individ fungere bedre, end samfundets rammer og normeringer tillader.

Før SFO’erne og de andre institutioner blev opfundet, tilbragte de fleste danske førskolebørn det meste af deres tid i hjemmene. På den billøse gade udenfor var der andre børn i forskellige aldre at lege med. Når de blev sultne, bange eller kedede sig, gik børnene hjem, hvor deres mor normalt opholdt sig, og når de kom længere væk hjemmefra end deres egen gade, var det med en voksen ved hånden. Denne voksne ville stilfærdigt fortælle børnene, at man holder til højre på et fortov, så man ikke støder ind i andre fodgængere. At man tager hænderne op af lommen og hilser pænt, når man møder en bekendt. At man ikke sætter fødderne på sædet i toget eller bussen, for der kunne komme en anden bagefter og få tilsmudset sin pæne frakke. Alle sådanne bekvemme leveregler, plus mange bonusinformationer om hvad man nu så på vejen OG et passende talesprog, blev uden dramatik og temadage overført blot ved at have en voksen for sig selv i et længere tidsrum.

En af mine venner fik sidste år en hund mage til min, men hans havde tilbragt sine første 7 – 8 måneder i en stor kennel, hvor den størstedelen af tiden var lukket inde i et bur i en stald sammen med mange andre hunde. Hver gang jeg møder min vens hund, springer den op i ansigtet på mig af henrykkelse. Alting går på den: halen, benene, ja hele kroppen dirrer, hvis man hilser den med et venligt ord eller et lille klap, og den kan ikke falde til ro igen bagefter. Den ville følge med enhver, der ofrede den lidt venlig opmærksomhed. Min hund, derimod, som blev hentet otte uger gammel, og som er vokset op i et roligt hjemmemiljø, kommer stilfærdigt og lægger snuden på mine knæ, hvis den trænger til et lille kæl. Når kæleriet er forbi, går den roligt hen og lægger sig. Vi tør næsten ikke kontakte min vens hund, fordi vi ved, at den bliver så frygteligt ophidset og aldrig kan få nok. Hundeejere har et ord for denne lidelse: „Kennelkuller”, kalder vi det.

Efter at have tilbragt en barndom i højtråbende, institutionaliserede flokke kan det ikke undre, at børnene i en 5.-klasse ikke kan sidde stille og holde kæft, mens dramalæreren forklarer dem, hvordan de skal forholde sig på scenen. De vil alle sammen være på! Her, nu, omgående! Det er disse generationer, der håbefuldt liner op til X-Factor, udbreder sig om sig selv i fuld offentlighed på Internettets forskellige sider :-), larmer og fylder op i det offentlige rum på alle tænkelige måder. De har lært sprog og opførsel af hinanden i mangel af tilstrækkelig voksenkontakt, og det bliver de 3 til 12-åriges normer, den stærkes ret, manglende evne til behovsudskydelse, kravet om opmærksomhed på mig! Mig! MIG!, der kommer til at beherske dem langt op i voksenalderen, selv når de bliver forældre. Det er min påstand, at vi er i fuld gang med at opfostre nye generationer af danske børn med kennelkuller.

Anstændighed

Det er anstændighed, vi mangler. Vidt og bredt. I betydningen „det, der anstår sig”, „det, der er passende”, „det, vi anser for rimelig opførsel”.

I en årrække har det offentlige rum været forurenet af uanstændigheder, så som hurtig og tankeløs indgriben fra lovgivernes side på baggrund af populære enkeltsager, skingre og fornærmende angreb på etniske grupper, som forsøger at leve side om side med os, mennesker dør af sygdomme, som kunne behandles eller udsættes, mens de venter på tid i det offentlige sundhedssystem, slagtedyr stuves sammen, pines og plages og transporteres over lange afstande, offentligt ansatte presses urimeligt af nedskæringer og kontrolforanstaltninger, skolerne er ulækre og nedslidte, asylansøgere og deres børn lever fortsat i ødelæggende uvished om deres fremtid, fortsæt selv listen …

Langt hen ad vejen er sådan et offentlige klima vel kun, hvad man kunne forvente under en borgerlig-liberal regering, understøttet af Dansk Folkeparti, som et flertal har stemt på. Men hvor er oppositionen?

Det er en falliterklæring fra anderledes tænkende, at en borgerlig politiker, som Birthe Rønn Hornbech, skal have patent på anstændighed. Vi kender alle Birthe Rønn Hornbech, og vi respekterer hende højt, men hun er, trods al sin anstændighed, på regeringens side og bliver banket på plads, hver gang anstændigheden går imod den siddende regerings politik.

Her er en niche, en anstændig, gammeldags humanistisk niche, hvor modige folk burde træde frem og klart sige fra, når nok er nok. Her er i anstændighedens navn masser af plads at boltre sig på for de radikale, socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Kun de sidste pipper af og til regeringen imod.

De radikale høres næsten ikke. De nye, unge socialdemokrater roder stadig rundt mellem hinanden i sandkassen og leder efter en politik. SF’s Villy Søvndal lader sig overgivent rive med af fremgang og forsøger at overdøve regeringen med uanstændige udmeldinger, jvf. det nylige angreb på tørklædebærende kvinder.

Er der virkelig ikke andre muligheder end at helgenkåre den begavede Johanne Schmidt-Nielsen som anstændighedens nye klippe?

Biblioteket 2

Blog Image

Det lokale bibliotek åbnede igen efter en større ombygning, og jeg skulle selvfølgelig hen og se alle de annoncerede, nye tiltag.

Til min store overraskelse viste det sig, at det nye består i, at man har fjernet de fleste bøger og sat sofaer ind i stedet! De få, tilbageværende bøger står utilnærmeligt med ryggen til langs væggene. – Så kan vi lære det, kan vi! Alle vi, der blot holder af bøger, og som elsker at gå på opdagelse i reolerne efter bøger, vi ikke vidste, vi havde lyst til at læse.

Mine venner og jeg sidder hjemme omkring havebordet, og det viser sig, at de alle havde den samme, forbløffede og skuffede oplevelse efter ombygningen. Vi bliver enige om for eftertiden at låne bøger af hinanden i stedet eller tage ind til de nærliggende byers biblioteker, indtil de også bliver enten lukket eller forvandlet til tomme dansesale eller varmestuer, for vi går normalt på biblioteket for at låne bøger – Sofaer, det har vi hjemme …

Tørklæder

Blog Image

1981: Min farmor med sit første oldebarn i haven en forårsdag. Hun kunne ikke drømme om at gå ud uden hat eller i det mindste et tørklæde.

Det er så tåbeligt et emne, at jeg længe har forsøgt at lade være med at gå ind i diskussionen og blot har ventet på, at det drev over af sig selv, men når nu også Villy Søvndal begynder at mene noget om andre menneskers påklædning og kaster yderligere kvas på det ubehagelige heksebål, er nogen nødt til at træde på bremsen.

Det var det samme med Muhammedtegningerne. Man forsøgte at sælge ren chikane af en udsat befolkningsgruppe som et slag for ytringsfriheden. Det var virkelig ondsindet gjort! Ja, vi har ytringsfrihed, men det første vi lærer vore børn, lige så snart de har lært at tale, og når de til familiefesten højlydt råber, at onkel Børge har en stor, grim næse, det er at holde deres mund, med mindre de har noget pænt at sige. Man sårer ikke folk unødigt. Der er ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. (Se evt. http://www.loneandrup.dk/research.htm )

Vi skal naturligvis ikke blande os i folks påklædning! Det er en ren hetz mod muslimske kvinder! Hvis vi endelig ville mene noget om, hvordan andre mennesker går klædt, så var det da mere oplagt at kaste sig over danske teenagernes uanstændigt bare maver og lavtsiddende bukser, der på obskøn vis lader underbukserne fornærme andre i det offentlige rum. Eller metaltingeltangel i næser og ører, tatoveringer eller hvide sokker i sanddaler? Hvorfor nydelige og særdeles anstændige tørklæder?

Min farmor, født 1900, kunne ikke drømme om at gå ud med skraldespanden uden at tage et tørklæde om sit hår. Når hun skulle ned til købmanden var det iført hat og handsker. Når hele højrefløjen, Kvinder for frihed (?) og Villy Søvndal nu begynder at råbe op om tørklæder, så viser det en eklatant mangel på historisk og kulturel forståelse. Der er ingen logik i den hetz.

Hvis man går en tur eller kører med taxa i London, møder man uvægerligt sikher med turban. Endnu har jeg ikke hørt påstået, at disse nordindiske mænd er udsat for undertrykkelse, fordi de dækker deres hår af religiøse eller kulturelle årsager. Hvorfor skulle dette argument så gælde for muslimske kvinder?

Den korteste vej til frigørelse for alle, også muslimske kvinder, er gennem uddannelse og job. Hvis man pga. af deres påklædning udsteder berufsverbot, så er man da helt sikker på at holde dem i undertrykkelse! De danskere, der skingrer op om, at de vil frigøre tørklædebærende kvinder, bør undersøge deres egne motiver grundigt. Der er intet rimeligt forhold mellem sagen og den energi, den bliver fremført med.

Og at formanden for SF, der ellers i min optik var ved at placere sig som det nye Socialdemokrati, nu løber med på antidemokratisk forfølgelse af et kulturelt mindretal, minder mig om en lille dreng, der har fået alt for meget opmærksomhed og som råber mere og mere absurde ting endnu højere i ren overgearethed.

Hvad skal denne tankegang ende med? Tørklædepoliti på alle offentlige steder? Vi er et land i krig. Vore ambassader bliver bombet, vort flag afbrændt. Konturerne af en alvorlig global fødevarekrise og økonomisk afmatning er ved at tegne sig. De offentligt ansatte strejker. Sygehusvæsnet, uddannelserne og det kulturelle liv er undergravet efter en årrække med VKO-flertal. Hold nu kæft med de tørklæder og koncentrer jer om noget konstruktivt!

Den grønne væg

Blog Image

Nu vi er ved indretning: En større ombygning efterlod en særdeles kedelig, fem meter lang væg i den ene af husets gange. Jeg gloede på miseren og tænkte, så det knagede. – Hvad gør man? Forfattergerningen er ikke just vellønnet, så i min branche farer man ikke ud og køber fem meter kunst.

I samråd med maleren lavede vi en stor, grøn firkant, som jeg siden har haft meget sjov af at dekorere. Der er alle de familiebilleder, vi ellers ikke ville have haft stående fremme. Der er gengivelser af mine yndlingskunstneres værker. Der er egne fotos af elskede steder, landskaber og blomster, og nederst en gruppe med små dyr, grise, kyllinger, lam, lige i barnebarnets næsehøjde. Det hele printet på almindeligt kopipapir og sat op med tapetklister. – Og der er stadig plads til flere børnebørn …

I den anden gang anbragte vi nerien, som i denne tid fylder hele arealet med sin søde, sydlandske duft.

Blog Image

Havebordet

Blog Image

Så brast det omsider, det gamle, pilrådne havebord af kostbart, importeret, oliebehandlet, miljøcertificeret teak. Ulykken var forudsigelig; det havde stået ude på terrassen i hen ved ti år, året rundt, men vi havde ikke anskaffet et nyt, for vi kunne ikke finde et bord, vi brød os om. Nu var vi nødt til det.

Vi vil ikke have plastic, fletværk, forkromet stål eller glas. Vi vil bare have et helt enkelt havebord af træ med et ben i hvert hjørne, så det er nemt at sidde en seks-otte stykker omkring det til sommerens forhåbentlig mange grillaftner med gode venner, men sådan et bord findes ikke. Hvis der endelig var et, der lignede drømmebordet en smule, var det fra Trip Trap og kostede 24.000 kr. – Hvem giver 24.000 kr. for et havebord, som skal stå udenfor i al slags vejr?

Ikke jeg. Jeg var barn i halvtredserne og begyndelsen af tresserne, hvor min far selv lavede alle sine havemøbler af planker og stolper fra små træer, han havde fældet. Der var borde og bænke i alle havens kroge, og jeg husker vaniljekransene og mit glas sødmælk, der smagte varmt og godt af sol, når vi holdt kaffepause fra havearbejdet, og mor kom ned med en bakke til os.

Min mand måtte jo så til det. Fire stolper, en æske skruer og lidt brædder fra nærmeste byggemarked, 350 kr. Dertil en bøtte sort maling til 150 kr. En eftermiddags arbejde. Han saver og skruer, jeg maler. Og så fik vi omsider et brugbart havebord.

Åh, ja, forresten: Mit spisebord er et havebord, som jeg fik særdeles billigt i september måned …

Blog Image

Fortryllet verden

Blog Image

Min verden er fortryllet. Fra første åndedrag af nattefugt og grøn frodighed tidlig morgen. Fuglene har travlt med deres eget og synger til. Edderkopper, som med silke forgæves har forsøgt at spærre smutvejene ned til æbleblomster på spring. Dugperler i græsset og på mine sko.

I det små finder jeg altid verden fortryllet. Men foråret har nu smækket alle døre på vid gab, og her er blevet en million gange større. Vi kan være ude, hunden og jeg, hvor der er uendeligt højt til det lyseblå hvælv, og musvitter svirrer os om ørerne.

Klogebogen

Blog Image

Igennem snart mange år har jeg samlet udsagn, som på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt, har forklaret noget for mig, som jeg må have haft brug for at få forklaret.

Denne lille samling plejer jeg at referere til som „Klogebogen”. På nogle er der kildeangivelse, andre er så gamle, at kilden er gået i glemmebogen, hvilket jeg beklager. Hjælp modtages gerne, og hvis du har andre udsagn, som fortjener at komme i klogebogen, så send dem endelig!

Her følger et uddrag:

Menneskets største problem er strukturering af den vågne tid.

Eric Berne

Hovedårsagen til frygt, stress, depression og vrede er, at vi er uærlige over for os selv og andre, og at vi lever i en selvskabt historie, som vi gør alt, hvad vi kan, for at videreføre.

Brad Blanton: Radical Honesty

Døden i Isfahan: En tjener kommer til sin herre og siger: – Lån mig en hest, for på markedspladsen mødte jeg Døden, som gjorde en truende bevægelse mod mig, og nu vil jeg ride til Isfahan. Herren låner tjeneren en hest og går selv hen på markedspladsen, hvor han møder Døden. – Hvorfor truede du ad min tjener? spørger han Døden. – Jeg truede ikke, jeg vinkede til ham, fordi jeg blev forbavset over at se ham her, for i aften har jeg en aftale med ham i Isfahan, svarer Døden.

Sufihistorien optræder i Svend Åge Madsens ”Tugt og utugt i mellemtiden” og ”Syv aldres galskab”.

Force not the course of the river. If you divert it from the channel in which nature tought it to flow, and force it into one arbitrarily cut by yourself, you will lose its grace and beauty.

Jane Austen

Jeg bemænger mig ikke med umagtpåliggende ting

Holberg

Man’s love is a man’s life a thing apart – ’tis of woman’s whole existence.

Lord Byron

Både at samarbejde, og at straffe outsidere, anderledes og forræderiske individer, udløser dopamin, dvs. lystfølelse, i den menneskelige hjerne.

Ved kriser:

1. Se tingene i øjnene!

2. Acceptér!

3. Træd vande

4. Lad tiden gå

Dybe stresskilder: Døden Meningsløsheden Isolationen Friheden

Angst: Svækkelse af forsvarsmekanismer, som beskytter mod overvældelse af iboende urangst.

Kræft kurerer neuroser.

Irwin D. Yalom: ”Eksistentiel psykoterapi”, ” Terapiens essens”, ” Sex, løgn og psykoterapi”, ”Dobbelteksponering”.

Mennesket er: Socialt Hierakisk Meningsskabende

De motiverende faktorer: Mad Sex Magt Bekvemmelighed

Det er altid opløftende at være til stede, når en ny kendsgerning kommer til verden.

Robert M. Pirsig: Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel

Giv mig styrke

til at ændre det, der kan ændres

Giv mig tålmod

til at udholde det, der ikke kan ændres

Giv mig visdom

til at skelne mellem de to ting

Ancius Manlius Torquatus Servinus Boethius

Om folkedrabet i Rwanda, foråret 1994, hvor 800.000 mennesker blev hakket ihjel med macheter:

… budskabet krøb ind i vores nationale bevidsthed meget langsomt. Det skete ikke lige pludselig. Vi vågnede ikke op en morgen for at høre det drøne ud af radioen for fuld styrke. Det begyndte med en hånlig kommentar, en henkastet brug af udtrykket „kakerlak”, det næsten humoristiske forslag, at tutsier skulle sendes tilbage til Etiopien med luftpost. Det tager tid at berøve en hel gruppe deres menneskelighed. Det er en holdning, der kræver dyrkelse, en række små skridt, daglig pleje.

Paul Rusesabagina & Tom Zoellner: En helt almindelig mand. Side 76