Kunsten at rette ind

– Tænk, hvilket ramaskrig, der ville rejse sig, hvis en ny ejer i Nyhavn fik den fikse idé at om­give sin ejendom med en rød murstensskalmur i et forsøg på at virke ’moderne’, eller hvis han rev den ned og byggede et tårn af glas og stål midt i rækken af de berømte, kulørte huse?

Trangen til at skille sig ud og råbe højt om, hvor ’unik’ man er, og hvor god og moderne en smag, man selv har, er gået for vidt. Små og store parcelhusklovne opslår hovedkvarter i el­lers æste­tisk velfunge­rende områder og formår i løbet af ganske kort tid at ødelægge ind­trykket for andre.

Hvis man indgår i en helhed, som del af et korps, et kor, et firma eller andet, møder man ikke op i afvi­gende, hjemmehæklet dragt som en anden Jacob Haugaard-entertainer. Og hvis man er brudepige for sin veninde og har fået udleveret en silke­kjole og matchende hårbånd, som er farvekoordineret med de andre brude­pigers kjoler og hårbånd og hele arrangementet i øv­rigt, så møder man ikke op med kulørt narre­hat og bjælder og ødelægger dagen for alle med sin dårlige dømmekraft.

På samme måde hvis man bor smukt op ad fx en bøgeskov, som man gør mange steder i Nordsjæl­land eller omkring Dyrehaven nord for København, og alle naboerne forlænger na­turen ind i deres haver med græsplæner, bøgetræer og/eller bøgehække, så er det decide­ret dumt at forsøge sig med sit eget, pri­vate valg og plante fx rækker af fyrretræer, spiræa, pampasgræs, kirsebær­laur­bær eller liguster som hæk ud mod vejen. – Det kommer aldrig til at se ’unikt’ ud. – Det trækker blot hele området ned.

At sætte et blomstrende træ i forhaven er derimod helt i orden, for på det neutrale, ensar­tede bagtæppe af bøg og græs kan enhver tilføje noget særligt: et japansk kirsebærtræ, en hibiscus, æbletræer, en stor rosenbusk, en skulptur eller et bed med dagliljer og iris. – Hvis det gøres med smag, kan man sagtens sætte sit eget præg på matriklen, samtidig med at man retter ind, så områdets egenart bevares til alles fordel. Men hvis man blot planter til­fældigt, rodet, billigt og uden omtanke, så går det ud over hele kvarterets æstetiske værdi, og alle kan så let som ingenting udpege klovnen.

Man kan heller ikke flytte ind fra landet og lade opføre en prangende, fake funkis-villa i be­ton komplet med plasticstakit og træterrasse med havesofaer og alt det nyeste i We­ber-grilludstyr midt på en gammel bys hovedgade. Trukket tilbage fra de an­dre byhuses bygge­linje, så der bliver god plads til både terrasse, staudebede, perle­grus og plaskende “Manne­ken Pis” – for at det ikke skal være løgn. Og skære alle de gamle, høje træer, der stod på grunden, midt over, som man plejede at gøre hjemme, når man trim­mede sine læhegn. Halve træer og nyopslået villa­kvarter midt på hovedgaden er en ve­der­styggelighed.

Rækkehuse og villakvarterer fungerer på samme måde. Nogle af vores største arkitekter, P. V. Jen­sen-Klint og C. F. Møller, tegnede henholdsvis Grundtvigskirken i 1920’erne og Århus Universitet i 1930’erne. Og de demonstrerede overbevisende, at dansk tegl og gule mur­sten kunne bruges på et internationalt meget højt, arkitektonisk plan.

Andre arkitekter videreførte med deres egne fortolkninger denne fornemme arkitektur i vil­laer, skoler, institutioner, boligejendomme og rækkehuse op igennem 50’erne og 60’erne, og mange af deres bygninger be­sidder endnu i dag de bedste kvaliteter fra den tid.

Hvis fx en rækkehusbebyggelse er tegnet af en god arkitekt, grundmuret i kulbrændte, håndstrøgne, gule mursten uden sokler og sålbænk og med råt og bredt, sort brædde­træværk på hoveddør, omgivende hegn og ga­rage, så falder det langt uden for god bygge­skik at be­gynde at pudse facaderne, at opføre plastic­carporte, opsætte udhæng eller marki­ser, lukke huller med moderne, smalle træinddæk­ninger i hvidmalet træ og indsætte små­spros­sede, måske endda kulørte, vinduer med udra­gende sålbænke. – Hele rækken taber i arkitektonisk værdi, hvis blot en enkelt beboer glemmer at rådføre sig med en bygnings­kyndig før renovering.

Romerhusene i Helsingør, en stor og smuk gårdhavebebyggelse i gule mursten i et natur­skønt, ku­peret område, blev i årene lige inden 1960 tegnet af Jørn Utzon. Husene er i dag under Real Danias beskyttelse efter en fredning af hele området i 1987. – Det er muligvis det smukkeste boligbyggeri i Danmark, og husene er eftertragtede og handles til pæne pri­ser.

I andre byer har man opført lignende byggerier inspireret af Romerhusene og anden god, dansk arki­tektur, men mange steder har man undladt at indskærpe ejerne, at de bør for­søge at holde en ensartet stil udadtil for hele områdets pengemæssige og æste­tiske værdi­ers skyld.

På billedet kan man se, at en beboer i en nyere atriumbebyggelse et sted i Nordjylland har plastret de gule mur­sten til med gråt ce­mentpuds, en anden har brugt hvid, en tredje har tilsyne­ladende opført en rød skalmur, og trailerparke­ring, stilladsopbevaring, faldefærdige plan­ke­værker og skæve gyngestativer er med til at under­strege det sølle og slidte i hele be­byggelsens nuvæ­rende udseende.

Hvad man gør i sin egen baghave, rager ikke nogen, men ud mod gaden bør man som hus­ejer rette ind efter fællesskabet, hvis man bor i et område med særlige værdier.

Huse i Nyhavn og på Burano bør være farvestrålende inden for den fastlagte skala.

I Skagen, Sæby og Fåborg har byhusene deres eget, attraktive præg, og de fleste indordner sig under helheden. For det er helhedspræget, der giver hele området værdi.

I vores mange år som husejere har vi af kloge mennesker lært én ting: At kigge på omgivel­serne og at rådføre os med eks­perter før større forandringer. – Hvis man gerne vil have op­lagsplads, halve træer og pølsevogns­arkitektur omkring sig, skal man længere ud på landet.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kulturhistorie/dette-er-en-historie-om-mursten

https://www.arkitekturbilleder.dk/bygning/aarhus-universitet/

https://realdania.dk/projekter/romerhuset

Lille torv på øen Burano i Adriaterhavet nord for Venedig.