Taknemmelighed – for ingenting!

Stort set ugentligt er der taknemmelige læserbreve, der går efter denne devise, i min avis:

– Man hører så meget dårligt om det danske sundhedsvæsen, men jeg (eller en nær pårø­rende) fik en virkelig god behandling, da jeg blev indlagt på XXX med YYY. Der var ingen smalle steder: Jeg blev omgående behandlet, lægen/sygeplejersken/portøren/sekretæren var virkelig sød og rar og tog sig godt af mig, og jeg er bare så taknemmelig nu, og alt er såre godt!

Det er også, hvad jeg hører fra folk, der har været i kontakt med sundhedsvæsnet og er sluppet le­vende fra det. Der melder sig en stormende dopaminrus af lettelse og taknemme­lighed over, at det er overstået, og at der var nogen til at hjælpe.

Men jeg hører også om ventetider i årevis på behandling, om halve døgn tilbragt med tilska­dekomne børn på skadestuer, alvorligt syge, der venter mange timer hos lægevagten, flere timers venten på en ambulance … og om praktiserende læger, som man ikke kan komme i kontakt med.

Og så hører jeg om tidlige udskrivninger. Om folk, der måske har ventet længe på en opera­tion, fx i ryggen, og som så omsider bliver kaldt ind til et samlebånd, hvor de godt nok bliver opereret, men de bliver sendt hjem en times tid efter.

Det opererende team har ikke ansvar for det videre forløb, de skal bare have dagens ration under kniven. Sygeplejerskerne er der mest for at udlevere trykte brochurer, hvor der står, at smerter og blødning efter en operation er normalt, og så kan ens pårørende rystende forsigtigt køre én hjem på sofaen, hvor man er træt, halvbedøvet og helskræmt over et åbent operationssår, en pose på maven eller et kateter i urinrøret.

Fx min veninde, der måtte køre sin nyopererede mand, der havde et stort hul i ryggen, hjem i sin egen lille bil og lægge ham på sofaen. Hvor han snart blødte igennem, så det løb ned på tæpper og gulve, og hvor hun intet kunne stille op … ud over at vente i telefonen, vente på ambulance, følge ham igen den lange vej til sygehuset, mens han mistede en masse blod undervejs.

Heller ikke anden gang ville man beholde manden natten over. Efter at have stoppet den voldsomme blødning fra det dybe, åbne sår i ryggen, sendte de ham hjem til sofaen igen – den lange køretur i den lille bil, et hastigt rengjort leje på den før så pæne sofa, og så kunne de hjertebankende bekym­rede sidde der og vente på en hjemmesygeplejerske, der ville kigge ind næste dag … Det kan næppe være gavnligt for helbredelsen at hefle sådan rundt med nyopererede folk, så deres angstniveau når stjernerne.

Også jeg blev for et par år siden sendt hjem en halv time efter et mindre indgreb i nogle ømfindtlige kropsdele, hvilket dagen efter resulterede i timers venten på skadestuen til kontrol af den voldsomme blødning.

Sofaer i private hjem er ikke egnede til blod og andre kropsvæsker i de mængder, toiletfaci­liteterne kan være besværlige at anvende, når der skal hjælpere med hver gang, de pårørende har måske andre forpligtelser i form af børn eller arbejde, eller de kan selv være syge og svagelige, under alle omstændigheder har de jo også brug for mad, søvn og hvile, og små, gamle huse med trapper duer ikke til ældre menne­sker, der lige er opereret i ryggen eller i benene.

Tv2 net d.22.2.23 – Men dronningen, der blev opereret i ryggen i går, bliver ikke sendt hjem efter en halv time til god pleje på slottet? Hvor hun ellers ikke ville komme til at ligge helt alene i et trangt og nusset hus …

Hvad med de patienter, der ikke har rolige og rene hjem? Der ikke har kærlige pårørende med pleje­evner? Hvad med dem, der er gift med mænd?

Man ofrer befolkningens tryghed og personalets arbejdsglæde på små besparelser, der sæt­tes til, når vi skal på skadestuen eller genindlægges med ambulance og udrykning.