Hvad synes du selv-børn

Tid: − Klokken 17.15 fredag eftermiddag.

Sted: − Den lokale brugs på hjørnet.

Personer: − En mor i begyndelsen af 30’erne, travl, sorte tights, guldskinnende stiletter, figur­syet, sort jakke, kraftigt rødfarvet hår, sjusket og tjavset sat op i »jeg er lige stået ud af sengen-frisure«, guldtop un­der jakken, og en datter på fem-seks år i lyserød jakke, lyserød Hello Kitty-rygsæk, lyserødt tylsskørt, lyse­rød prinsessekrone og lyserøde, pailletbesatte og skinnende bal­lerinasko.

Mor: (højlydt, kunstigt, teatralsk) − Nå, gik det godt i børnehaven?

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: (tænker allerede på noget andet, indkøb formentlig) − Mmmm … Hvad siger du skat … ?

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: − Mmmm … Mor har tænkt på, du kan jo så godt lide mormor, skal vi ikke besøge mormor i morgen? I morgen er det lørdag, så skal du ikke i børnehave. Skal vi så ikke besøge mormor?

Datter: − Skal du med?

Mor: − Ja, ja …

Datter: − Skal jeg så passes?

Mor: − Mnn, det tror jeg ikke. Vil du gerne passes hos mormor?

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: − Ja, ja…

Datter: − Får jeg så kage? Får jeg kage hos mormor?

Mor: − Du kan selv spørge hende, om hun vil bage en kage.

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: − Ja, ja…

Datter: − Og kage. Jeg vil have kage, hvis jeg skal passes hos mormor.

Mor: − Du kan jo spørge hende. − Hvad synes du, skal vi have fiskepinde til aften? Det er dejlig nemt.

Datter: − Jeg vil have rosiner!

Mor: − Ja, ja… (er i gang med at sms’e)

Sådanne scener er efterhånden daglig kost i byrummet. Trætte, plagende småbørn, som netop er blevet afhentet i institutionerne, og selvoptagede, fancy udklædte fædre og mødre, der ikke orker at være voksne.

Børnene bliver til »Hvad synes du selv-børn«: Ulykkelige småskabninger, der ingen faste ram­mer har, men som selv skal sikre sig fx rosiner, kager og et grotesk prinsessekostume i stedet for den altafgørende vok­senomsorg, for kan man nu være helt sikker på, at mormor er der, selv om mor går?

Disse børn kan være anstrengende at være sammen med, men man må ikke tro, at de er forkælede, selv om det kan se sådan ud, belæssede som de er med lyserøde mærkevarer og kostbar elektronik … De er tværtimod forsømte. De har ingen tillid til de voksne, som har afleve­ret dem alle mulige steder til fremmede mennesker fra de var helt små, sprog- og for­svarsløse, så de tager rutineret styringen selv: passer selv overdrevent på over vejen, bestem­mer selv over påklædning, indret­ning, måltider og sengetider, får hysteriske anfald af usikkerhed og angst, hvis tingene ikke lader sig styre efter deres hoved, alt imens de går fra hjem til institu­tion til venner til forlystelser til bedsteforældre, onk­ler, tanter eller naboers huse… Man kunne også kalde dem pakke-børn, som de alvorligt kommer travende med deres ting i små rygsække.

De voksne er ikke dumme, de tilhører som oftest de mere privilegerede klasser, men de har al­drig taget forældreskabet alvorligt, for der er jo så meget andet at tage sig til: arbejde, venner, forlystelser, mode, indretning, kulturbegivenheder… Og så skændes forældrene indbyrdes om, hvis tur det er i dag, eller de lader sig skille, fordi den anden part ikke længere »udfordrer dem« eller »opfylder deres behov« − begge dele legitime grunde til at splitte en børnefamilie i dag.

Barnet er nødt til at tage over selv, har det lært, og bybilledet vrimler med disse alt for voksne børn. Det er nogle små og meget sammenbidte, indesluttede, mistroiske, ulykkelige, utrygge, men beherskede børn, man møder rundt omkring. Deres største tryghed og kilde til op­dragelse ligger i gruppen af jævnald­rende i børnehaven, fritidshjemmet eller i skolen. Det er her, de lærer deres sprog, opførsel og værdinor­mer. Det bliver ikke rart, når de bliver de voksne og skal føre samfundet videre…