Amatørernes offentlighed

Blog Image

Skrivningens kunst ligger mit hjerte nær, og det gør ondt på mig, når sproget maltrakteres af glade amatører. Der er i dag flere mennesker, der skriver, end der læser. Alle tror, de kan skrive og gør det gladeligt. Forleden fik jeg et nyt, glittet magasin i postkassen. På trods af „Nej tak til reklamer”-skiltet var det ét stort reklamenummer, nødtørftigt dækket ind af lidt redaktionelt stof om begivenheder i Aalborg. Alene i lederens velkomst var der næsten tyve sprogfejl! Med stor selvfølelse underskrevet af „Anders Bruun Adm. direktør, og ansvarshavende udgiver”. — Vi kan alle begå fejl, det siger sig selv, men tyve i en lille spalte? I et oplag der, som de selv skriver, er „200 – 300 % større end Nordjyske Stiftstidende oplag”.

På websites for store virksomheder finder jeg: „Ædel Sten Smykker”, „forbruger undersøgelsen” og „Vi ønske større Feed Back fra læsene”. Sprog er kommunikation. Hvis sproget er uklart eller ukorrekt, drukner budskabet i uforståelighed og irritation.

I begyndelsen af 60’erne lancerede Habermas sit begreb om den borgerlige offentlighed. Nu et halvt århundrede senere må vi vist revidere det og begynde at tale om amatørernes offentlighed.

Startede det her i landet med Foghregeringens hadefulde opgør med eksperterne, det de kaldte ekspertvældet? Som vel blot var folk, der igennem deres uddannelse og erfaring vidste, hvad de talte om? Men som måske havde en anden forståelse af samfundet og løsninger på store samfundsproblemer, end den nyvalgte regering havde?

Under alle omstændigheder ser det nu ud til, at vi er omgivet af glade amatører på alle sider. I landsdækkende tv underholdes vi af folk, der ikke kan synge. Eller af gumpetunge mennesker, der prøver at lære at stå på skøjter eller at danse. At en af de glade deltagere er gift med statsministeren, gør blot hele affæren endnu mere pinagtig.

Vores dronning excellerer i flere kunstarter, herunder scenografien, og alle falder behørigt på halen for hendes talenter. Teatret er mit oprindelige fag, og jeg ved, at rigtige scenografer bidrager med mere end blot at tegne søde folkedragter. De uddannes til at fange og visualisere stemninger og intentioner i et stykke dramatik og understrege handlingen med former, materialer og farver.

I nyhedsudsendelserne spilder man gang på gang min tid ved at spørge tilfældige forbipasserende på gaden, hvad de mener. F.eks.: Hvad mener du om den manglende rengøring på landets sygehuse? Og hr. og fru Gennemsnitsdansker svarer ikke overraskende, at det synes de er for dårligt … Hvad havde journalisten ventet? At de sagde: Det er sgu’ fedt, du! Så er der rigtig mange, der kan blive smittet med stafylokokker?

Før i tiden havde vi et godt ord ude i forsamlingshusene, når lokale koryfæer til alles henrykkelse stillede sig op og spillede teater, selv om de ikke havde det mindste begreb om, hvad de gjorde. Vi kaldte det dilettant, og Jytte Abildstrøms forestilling „Svend, Knud og Valdemar” illustrerer begrebet glimrende. Det var så dårligt, at det var sjovt. Hylende morsomt, faktisk!

Det er ikke hverken sjovt eller morsomt, når det foregår på daglig basis, i alle medier, på alle kanaler. Så går det nemlig hen og bliver almindeligt, og så kan vi ikke skelne og værdsætte det ægte talent, hvis det skulle dukke op i blandt os.

Vi er kun knap fem millioner udvoksede individer. Talentmassen er lille. Vi så det for nylig i DR’s „The White Concert”, hvor man fik unge og ældre musikere til at fremføre hver et nummer fra The Beatles’ „White Album”. Da så, eller snarere hørte, man tydeligt forskellen mellem 40 år gamle musikalske genistreger og vore dages fejrede, lokale stjerner. De fleste faldt igennem med et brag … MEN den unge færing, Teitur, og Outlandish fra Brøndby Strand må meget gerne indspille deres versioner! Dem kunne jeg høre igen og igen.

Så vi HAR talent og kompetencer i dette lille, formørkede og forblæste land. Vi skal måske bare lade dem komme til fadet? Og det betyder vel, at vi andre, dronninger og statsministerfruer inklusive, i højere grad skal holde os ærbødigt tilbage, når de veluddannede og dygtige kommer på banen.

Sprogørepine

Og så sad jeg og zappede mellem vore 48 tv-kanaler og kom forbi et forbløffende optrin: To midaldrende kvinder klædt ud som kluntede havfruer sang, dårligt, men med stor overbevisning, en hjemmelavet havfruesang. – Jeg var nær drattet ned af stolen og blev fascineret hængende, ude af stand til at forstå, hvad der foregik. Var det et satireprogram? En fjollet film?

Nej, det var X-Factor på DR1. Som du sikkert ved, gik det ud på at finde nye sangtalenter. Jeg hang og hang, og med større og større forundring så jeg den ene håbefulde sanger, komplet blottet for selverkendelse, efter den anden forsøge at gøre indtryk på dommerne.

På et tidspunkt rejste den ene dommer sig op og forlod lokalet. På frokostavisernes spisesedler har jeg senere set ham hængt ud som hadeobjekt, men man kan vel kun undre sig over, at han blev så længe? Den stakkels mand er formentlig musikalsk, og den ørepine, han pådrog sig den aften, jeg kiggede med, må have været uudholdelig.

Jeg ved præcis, hvordan han har det. Jeg får også ondt sommetider, og mit fag er sproget. På tv ser jeg mennesker, som ikke kan danse, danse. Mennesker, der ikke kan stå på skøjter, skøjter. Folk, der ikke er sjove, underholder. Alt det kan jeg slukke for. Heldigvis.

Men jeg fatter ikke, hvorfor mennesker, der ikke kan tale, bliver ansat som tv-journalister?

De siger drabt i stedet for dræbt

De siger rat i stedet for ret

De siger terre i stedet for terror

De siger kraft i stedet for kræft

Og det i en sådan grad, at jeg sommetider helt misforstår deres udsagn. F.eks.:

„Han brugte kraften positivt” lyder opløftende på den optimistiske, Star Wars-agtige måde, indtil det langt senere går op for mig, at manden er ramt af en dødelig sygdom.

Som professionelt ordmenneske bliver man følsom, når det sprog, man omhyggeligt tilegnede sig i barndommen, bliver mishandlet. Som Thomas Blachman i X-Factor bliver jeg først ondskabsfuld i selvforsvar over for de inkompetente tv-værter. Når alle de små hår så stritter, udslet og øresmerter breder sig, slukker jeg tv’et eller forlader stuen.

Nu vil de fleste indvende, at allerede de gamle grækere og romere brokkede sig over de unges sjuskede sprog, men det gør vel ikke lidt brok mindre relevant, vel? Og jeg tror, at meget af miseren skyldes, at vi i dag som forældre ikke gider bruge tid sammen med vore børn og tale ordentligt med dem en-til-en, men overlader dem til enorme institutioner, hvor der måske er en voksen pr. 24 børn, og hvor de lærer at tale af hinanden. Det forklarer også, hvorfor hævdvundne talemåder, som f.eks. at gøre nogen en bjørnetjeneste, skifter mening. Ungerne kender ikke La Fontaines fabel, der er ingen voksne til at fortælle dem den gamle, gode historie, og så gætter de sig selv frem, så godt de kan, med misforståelser og sproglig uklarhed til følge.

Okay, det er et alderdomsfænomen. Sproget ændrer sig, og de gamle gyser.