Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angi­veligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.