Farmortips

Når småbørn skal dekorere julekager med glasur, bliver det næsten altid svært at styre. I ste­det for at købe dyre tuber kan man lave sin egen, solide glasurflaske fx af en tom sirups­flaske. Flormelis, et stænk citronsaft og meget lidt, lunkent vand røres sammen i en skål, til det har den rigtige konsistens, og hældes så med tragt over i den rengjorte sirups­flaske. Så har barnet styr på sagerne og kan glasurere af hjertens lyst …

Glasur bliver kridhvid, stenhård og holdbar, hvis man bruger (pasteuriserede) ægge­hvider i stedet for vand, men glasur med vand løber lettere i en børneflaske.

I øvrigt er kaffe godt til en smagfuld kakaoglasur, ½ flormelis ½ kakao røres ud i en smule stærk kaffe, men det er nok mest til valnødder og voksenkager.

Fugtige fødder i for tætte sko kan afhjælpes med et drys talkum i hver strømpe. – Talkum omkring skoens såler fra indersiden kan også forhindre, at den knirker.

Sørg for at komme ud og gå mindst ½ time hver dag. HVER dag. Og helst i dagslys midt på dagen og i et naturligt område, en park, en havnefront, en skov, en markvej, en strand. Det gør godt på mange måder. – Kierkegaard sagde, at så længe man går, så går det nok. – Tag din hund, et barn, en klapvogn, en ven eller din mor med, men gå også gerne alene; tan­kerne falder så godt på plads, når man går. – En tur hen ad Strøget eller rundt i et forret­ningscenter duer ikke; det stresser mere, end det gavner. – Og lad endelig mobilen ligge i lommen og tag ørepropperne ud! En gåtur eller havearbejde er ikke noget, der skal overstås, mens du lytter til noget andet. Det er det, der er selve dit liv!

Tag 10 µg D-vitamin sammen med et glas mælk eller en ostemad hver dag, hvis du ikke kan ligge ½ time med bar hud og solbade.

Rengøring kan for størstedelens vedkommende klares med opvaskemiddel og eddi­ke. Opvaske­middel til gulve, paneler, borde, vægge, kontakter, døre og skabsfronter. Eddike til bade­kar og vaske. Jeg sprayer badekar, håndvask og toilet med 1 del eddike i 2 – 3 dele vand lidt før, jeg påbegynder rengøring, så fjernes lette kalkbelægninger og snavs nemt med en skuresvamp. Hvis der er me­get kalk fx i badekarret, væder jeg et stykke køkkenrulle med ren eddike og lægger det ned over kalken en tid før rengø­ring, det opløser det værste. Til vinduer har jeg et specielt vindues­vaskemiddel, som er meget drøjt og ikke giver striber. Og så har jeg et billigt salmiakholdigt mid­del til sorte fingre på døre, karme, kontakter o.l. Kom en smule på en svamp og gnid de genstridige pletter af. – Ajax koster 20 – 30 kr. pr. liter, hvorimod fx REMA 1000’s rengøringsmiddel med sal­miak, der gør akkurat det sam­me, koster under det halve.

Det betaler sig ofte at give hvert rum en grundig rengøring en eller to gange om året – afhængigt af trafikken/belastningen af rummet, antal børn, husdyr – specielt i de kroge, hvor man normalt ikke kommer: under reoler og sofaer, oven på skabe, bøger og lamper, inde i skabe og nede i skuffer – Sortér! Smid ud! – og vask gardiner, paneler, løse tæpper og måtter. Før i tiden talte man om forårsrengøringen, hvor alle tæpper og polstrede møbler blev slæbt ud og grundigt banket med en tæppebanker, mens trægulvene blev ferniserede. SÅ var der rent. Derudover gjorde man grundigt rent op til højtider, jul, påske, pinse og før større fester og sammenkomster, men i de tider havde man bl.a. kakkelovne, der svinede betydeligt mere end en radiator gør i dag, og ingen støvsugere.

Sår og hudafskrabninger heler hurtigt med et lag zinksalve. Desinficér først med klor­hexidinspray.

Sur mave kan ofte afhjælpes ved indtag af to stykker tørt knækbrød.

En begyndende hovedpine kan sommetider stoppes med et til to glas vand.

Varm mælk, kamille- eller lindete har en naturligt beroligende virkning. Både til børn og voksne. Evt. med honning.

Køb stort ind, når varerne er billige. Brug fryser og hav et mindre lager af basis­varer, drik­kevand på dunk eller flaske, wc-papir, tandpasta, sæbe, havregryn, mel, sukker, salt, pa­sta, ris, tørrede bønner, rosiner, nødder, kål, kartofler, frossent kød og grønt. Bestem me­nuen aftenen før, og lad frostvarer tø op i køleskabet. Mælk kan godt fryses i kartonen, så man har til en nødsituation – Det kan fløde ikke. Efter frys­ning kan en fløderest dog bru­ges til en sovs eller gryderet.Man kan også have et par liter UHT-mælk, langtidsholdbar mælk, stående. – Men tjek dit lager regelmæssigt, for selv UHT-mælk og pasta og makrel på dåse har en udløbsdato.

Lav mad og bag selv  – hvis du på nogen måde kan. Så ved du, hvad der er i. Bag mange brød, rugbrød, kager eller boller ad gangen og frys ned. Franskbrød og boller bliver bedre, jo mere du rører dem eller ælter. Det giver bedre hævning. Gerne 5 min. i røremaskine eller mere. – Rugbrød mætter godt og er faktisk nemt at bage selv – find evt. Camilla Plums gode og velgennemprøvede opskrifter, og et friskbagt rugbrød er uovertruffent, når du fylder det med knækkede rugkerner og spiser det, mens skorpen er sprød. Et hjemmebagt rugbrød holder forbløffende længe i brødkassen, hvorimod hvidt brød hurtigt mugner. Tørt brød kan ristes og blive lækkert igen.

Også koldskål er bedst i den hjemmelavede version, om ikke for andet, så fordi man ved, hvad der er i. – Pisk 4 – 6 pasteuriserede æggeblommer med knap 100 g rørsukker og vanilje. Når det er hvidt og luftigt tilsættes 1 l økologisk kærnemælk og saft og fintrevet skal af en økocitron.

Lav gerne større portioner fx af gryderetter, lasagne, mos, suppe m.m. i weekenden og frys overskuddet ned i mindre portioner. Så har du altid mad parat. Tænk over næste dags målti­der, når du rydder op og vasker op om afte­nen, så kan du tage det for­nødne ud af fryseren og skrive huskeseddel med det sam­me.

Jeg vil gerne slå et slag for gammeldags frugtgrød, som børn og børnebørn elsker. – Det er nemt, hvis man har rabarber, jordbær, stikkelsbær, hindbær, æbler, blommer eller andet i haven. Pluk og skyl frugten. Kog den op med lidt vand i bunden af gryden og små stykker af en vaniljestang – til rabarbergrød brugte min svenske farmor altid vaniljestykker og snittede mandler. Rør jævnligt. Det skal småkoge mellem 5 og 10 minutter afhængigt af frugten. Tilsæt sukker, smag dig frem. Når grøden har en passende, ikke alt for udkogt, konsistens, jævnes den med en til to spiseskefulde kartoffelmel udrørt i koldt vand – EFTER, at grøden er taget af varmen. – Kan fryses, eller frugt/bær fryses i sæsonen og laves til grød om vinteren. Spises med sødmælk.

I ovn og komfur kan man ofte med fordel slukke for varmen fra 10 min. til ½ time før, maden er færdig, og lade den stå og simre færdig selv. Det er oplagt med grød, kogt kål, gryderetter, en steg eller et fad ovnmad. Evt. på allerlaveste blus.

Hver den første i en måned afkalker jeg kaffemaskine m.m., renser filteret på opva­skemaskinen, efterfylder med salt og afspændingsmiddel, tjekker vaskemaskinen og strygejernet for kalk. – Vores maskiner holder normalt meget længe med disse vaner. – Det kogende vand fra gennemskylningen af kaffemaskinen ryger direkte ned i køkkenvaskafløbet, som jeg først har hældt lidt opvaskemiddel og eddike i. Det holder normalt afløbet i god stand. – Vi aflæser også vores forbrug af el, varme og vand, fører det ind i et Excelark og vurderer, om forbruget stikker af, eller om det er sammenligneligt med samme måned i tidligere år.

”15-20 procent af al den mad, vi kø­ber, ryger ud, og det er altså pænt mange penge, vi bare kaster i skral­despanden.” Politiken net, 25.3.2022

Med bare en smule fornuftig planlægning kan man nøjes med at købe ind én, max. to gan­ge om ugen. – Det betaler sig altid at have æg, kartofler, kål, flåede tomater på dåse, god bacon, pølser og frosne grøntsager, så som ærter, bønner, broccoli, rosenkål, og gængse krydderier i huset, så man altid kan bikse noget sammen af rester.

Biksemad – den ultimative restemad: Min gamle veninde, Johanne, der var økonoma på en kost­skole, lavede altid biksemad om fredagen af ugens rester, pålæg, kolde kartofler, pølser, bacon m.m. – Så blev der ryddet op i køleskabet. – Et par snittede løg ristes i olie og smør på en rummelig pande. Kolde, skiveskårne kartofler kommes i og ristes sprøde og brune sammen med evt. kødpålæg, kød­rester, pølseskiver eller baconterninger. Rester af kål, ærter eller bønner kommes i og varmes med. Krydr med rosmarin, timian, salt og rigeligt sort peber. Serveres traditionelt med spejlæg og rødbe­der til.

Æggekage af rester: Et par snittede løg, et fed findelt hvidløg, røget bacon, pølse eller røget svinekæbe i små terninger, skivede, kolde, kogte kartofler ristes i olivenolie og smør på panden. Drys lidt ros­marin over. – Pisk 4 – 6 æg med 1 – 1½ dl mælk, 1½ – 2 spsk. mel, salt og groft kværnet peber. Hæld æggeblandingen over det ristede på panden, tilsæt evt. lidt kogte broccolibuketter, blomkål, spidskål eller frosne ærter eller bønner, bare en lille håndfuld, læg låg over panden, skru blusset ned på det næstlaveste og lad det stå i 20 – 25 min., til overfladen er fast. Servér med friskklippet purløg over. – Rist gerne (gammelt, kedeligt, men IKKE muggent) rugbrød til. – Hvis der er en rest æggekage tilovers, kan den varmes på panden næste dag, på begge sider, så den bliver gen­nemvarm og sprød. Eller den kan puttes på rugbrød i madpakken.

Rester af pasta i ovn: Brug en rest kold pasta og kødsovs fra dagen før. Smør et ildfast fad med olivenolie. Læg kogt pasta i bunden. Hæld tomat- kødsovs over. Riv lidt mild skoleost øverst – gerne en kedelig rest, hvis du har – drys med oregano og paprika, og varm fadet i ovnen i mindst 40 min. ved 200°, eller til osten er smeltet og bobler brunt i kanten.

Brug et par dage om året på at koge suppe. – En suppehøne, kødfulde okseben, persille­rod, gulerødder, pastinakker, selleri, porrer koges med. Grøntsagerne reddes op, før de er helt udkogte, og kødet pilles af skrog og ben. De første dage spises der hønsekødssuppe med kødet og grøntsagerne og evt. suppeboller. Børn elsker suppe. Resten af suppen fry­ses ned i små portioner, så der altid er til en gryderet, en pasta­sovs eller til en ny omgang genop­frisket suppe evt. med små, hjemmelavede suppe­boller/minifrikadeller i.

Lav en stor portion små frikadeller ad gangen, form dem med en ske, steg dem 45 – 50 min. i ovnen ved 200° på en plade med bagepapir, spis, hvad I kan, og frys re­sten ned. De er gode at have i baghånden – også til madpakker.

Madvarer skal i køleskabet og opbevares under 5 grader, så snart de er kø­let af, efter max. 2 timer, ellers kan bakterier alt for let formere sig til syg­domsfremkaldende mængder. – Hvis man sætter varme ting i køleskabet, stiger temperaturen for alle madvarer derinde, og det nedsætter holdbar­heden væsentligt og bruger meget strøm til gennedkøling. – De fleste rester kan overleve to – tre dage i køleskab. – Æg kan naturligt holde sig tre uger ved stuetemperatur, men da bakterierne ofte sidder uden på skallen, er det bedst at sætte dem i køleskab. – Løg og kål holder normalt længe. Kartofler skal opbevares i mørke, da de ellers danner et grønt giftstof. En rest sur flø­de kan stadig godt bruges i fx en sovs, der gennemvarmes. – De fleste bak­terier og andet uvæsen dør efter 15 sekunder i over 72 graders varme eller ½ time over 60 grader. Derfor er gennemvarmning af mad vigtig, og både opvaskemaskinen og vaskemaskinens kludevask skal køre i over ½ time ved 60 grader.

Et stykke håndsæbe virker mindst lige så godt som flydende sæbe, og så slipper man for at betale for vand og for at slæbe tungt vand hjem i plasticbeholdere. Og nej, man smitter ikke hinanden mere hjemme i fami­lien. Ingen bliver under normale om­stændigheder syge af at vaske hænder. – Men på offentlige steder, ved udbrud af smitsomme sygdomme og på gæstetoilettet, hvis du har mange gæster, kan en fly­dende sæbe være et bedre valg. Husk at gøre dispenseren ren med jævne mellemrum! – Der kan også samle sig bakterier på en plasticsæbedispenser. – Og vask håndklæ­der ved mindst 60°.

Vådservietter er ikke godt for kloakken og miljøet.  I stedet kan man fortynde en mild, svane­mærket, flydende håndsæbe med vand i forholdet ca. 1 til 6 og hælde blandingen på en forstøverflaske, en lille til at tage med og en større til at have hjemme på badeværel­set. Så kan man i tilfælde af snav­sede rumper altid piste wc-papir med sæbeblandingen og lave sig alle de vådservietter, man har brug for. Og med god samvittighed skylle dem ud i toilettet bagefter.

Exfolieringsmidler er overflødige og for dyre. En badebørste, hamphandske eller en frottévaskeklud gør akkurat det samme.

Håndklæder, klude, viskestykker, sengetøj, strømper og undertøj vaskes ved 60° i mere end ½ time. Alt andet kan med det rette vaskemiddel nøjes med 30°. Evt. pletter kan på­føres flydende opvaskemiddel og holdes fugtige i en halv dags tid, så det når at virke før turen i maskinen.

Jeg er sidst i 60’erne og har aldrig ejet en tørretumbler. Vi har et godt udluftet bryggers med tør­resnore og et stort tørrestativ et solrigt sted i haven. Og så bruger vi det skab, hvor varmepumpe og varmeveksler sidder, som tørreskab. Jeg har lavet hylder med net­bund, hvor let fugtigt vaske­tøj kan eftertørre til næste dag, og hvor jeg kan tørre et par sko, en flyverdragt, en nyvasket ho­vedpude, svampe eller krydderurter på et døgn eller to.

Blødgøringsmidler/skyllemidler til vasketøj er overflødige. Og alle dufte i vaskemidler, sæber, cremer o.l. udgør en risiko for bl.a. allergi. Renhed og en god tørresnor er den bed­ste duft.

Hvis du allerede, når du køber det, holder dit eget og familiens tøj i nogenlunde samme farver  – fx mørkeblå, sort og grå eller hvid og lyse pasteller – kan du begrænse antallet af vaske.

Kartofler i spand: Vi lægger hvert år spisekartofler – vi foretrækker aspargeskartofler – til forspiring i en papkasse og lægger dem så i marts eller april dybt i spande med huller i bunden. Vi fylder spanden med vores egen kompost­jord, vander og gøder i to – tre måneder, og så kan ungerne hjælpe os med at høste kartofler ved at vælte spanden ud i en trillebør og grave efter ’guld’.

Økologiske krydderurter kan købes i små potter for 10 kr. i supermarkedet. Hjemme plan­tes de om i en større potte med god kompostjord, så har man krydderurter at nippe af i måneder frem. De fleste kan stå ude i haven eller på altanen, men basilikum trives bedst i en lun og solrig vindues­karm.

Hav en kompostbunke på et skyggefuldt sted, hvis du overhovedet har mulighed for det. Det er let, det beriger haven, og det sparer bortkørsel af affald. – Under vasken står en spand til skræller, æggeskaller, kaffe­grums, teblade, kaffe- og tefiltre, kålblade, majskolber, våd køkkenrulle, æbleskrog o.l. – Madrester, så som brød, kød, forarbejdede grøntsager, middags­levninger, pålæg, må ikke kommes i, da det tiltrækker rotter. – For 30 år siden hjembragte vi en halv spand kompostorme, små, røde, såkaldte ‘møddingsorm’. Efterkommere af disse orme lever stadig i bedste velgående hos os. – Man får efterhånden to afdelinger i sin kompostbunke, én med allerede omsat jord, der kan bruges i potter og bede, og én til det friske affald, som også kan være ukrudt, græs, jord og visne planter fra urtepotter, opfejning og afklip fra haven. Men undgå pinde, grene og roser, som ikke så let omsættes. Smid heller ikke uøkologiske grøntsager eller skaller i din kompost, og husk, at købeplanter og buketter normalt er fyldt med giftstoffer og ligeledes skal undgås. I meget tørre perioder skal bunken vandes og holdes let fugtig.

Hvis du får en have, så plant straks frugttræer: æble, pære, kirsebær, blomme, frugtbuske: solbær, hindbær, ribs, stikkelsbær, plant rabarber og jordbær, og sæt forårsløg, som fx erantis, vintergækker, krokus, skillae, påskeliljer og tulipaner – de hårdføre Darwin- eller Apeldoorn-tulipaner lykkes næsten altid. – Så har du grundlagt haveglæder til mange, mange år fremover.

Anskaf dig Frøken Jensens kogebog eller Tørsleffs grønne syltebog, så du kan anvende frugt og grønt fra din have. Hjemmelavet ribsgelé og solbærsyltetøj er delikatesser, vi nødigt vil undvære her i huset, ligeledes saft af blommer og små vindruer, hindbær- jordbærgrød, tærter, æblekage og meget andet.

Hav høns, hvis du kan. At forkæle en lille håndfuld havehøns og få gode æg, kyllinger og suppehøner til gengæld er yderst tilfredsstillende.

Saml regnvand, hvis du kan. Det gavner både miljøet, planterne og samvittigheden.

Softicebod på en ferie- eller regnvejrsdag. – 4 pasteuriserede æggeblommer piskes med 100 g sukker og vanilje. ½ l piskefløde piskes til flødeskum og blandes med æg, vanilje og sukker. Køres i ismaskine eller stilles i fryseren, indtil konsistensen er som tyk softice. Med færdigkøbte vafler, kulørt kage­drys og finthakket chokolade, evt. en sjat jordbærsyltetøj, kan børnene selv indrette og betjene deres egen softicebod for kammerater og familie­medlemmer.

Æble-, kål- og/eller gulerodssalat:  Man river gulerødder, hvidkål og et par æbler groft – evt. i en foodprocessor. Presser saften af to – fire appelsiner. Hakker en håndfuld valnød­der. River en lille klump frisk ingefær – som spidsen af en lillefinger – fint. Og blander det hele i en skål med rosiner. Frisk og sød salat, som børn kan lide, og som giver god samvit­tighed.

’Abemad’ er en god og ikke voldsomt usund dessert: Frugter pilles, skrælles og findeles i hapsevenlige tern, fx æb­ler, appelsiner, mandariner, kiwier, kernefri vindruer, bananer, pærer. Frugtbidderne røres op i græsk yo­ghurt 10 % sammen med grofthakket chokolade og valnødder. Der er ingen grund til at tilsætte sukker. Pyntes med lidt nødder og hakket chokolade.

Når børn skal puttes, giver det ofte anledning til uro og ballade, og det kan stå på i time­vis. Der er ingen tryllemidler, men en tilbagevendende, daglig rutine hjælper meget.

Almindelig omtanke og gode vaner, som stiltiende regler om ingen vilde lege, ingen op­hidselse, løben rundt eller råben, hverken voksne eller børn, i timen før sengetid.

I løbet af dagen har barnet fået rigeligt med frisk luft og god motion. Han/hun har leget med sine venner, været i skoven, på legepladsen og ikke udelukkende siddet inde foran en skærm. Så indfinder der sig hen under aften en naturlig træthed.

Nærende aftensmad, gerne med et stort glas mælk, et varmt bad, en rolig, nærværende voksen ved siden af, nus og småsnak, børste tænder, en god, langsom godnathistorie, måske en stille sang, kærlig småsnak om det, man læser, eller det, man har oplevet i løbet af dagen, og hvad der skal ske i morgen, et kys og et blidt ’godnat’.

Det er ikke noget, man kan jappe sig utålmodigt igennem mellem opvasken og Facebook. Der skal ro og voksenkontakt til, for det er det, der giver trygheden til at turde give slip og lægge sig til at sove.

Samme rutine hver dag – undtagen naturligvis jul, fødselsdag, ferier, besøg og andre spændende festdage, hvor børn gerne må være længe oppe. Der kan også være andre regler fredag og lørdag, det kan børn godt håndtere, men sørg for, at der er regler, rytme og faste ritualer. Og frem for alt venlighed, tålmodighed og kærlig omsorg. Dét får børn til at sove, blot fordi ritualet fra aftens­mad, måske over lidt godnatfjernsyn, stille leg, bad, godnathistorie, fører dem med lige ind i drømmeland.

Hvis du forhaster dig, er urolig, utålmodig, prøver at snyde, hidser dig op, så ødelægger du ritua­let, og ingen sover før midnat.

Husk, at et barn, der græder, er ulykkeligt og skal trøstes! – Små børn kører ikke rundt med deres forældre med overlæg. Det gør de kun, hvis de har udækkede behov.

Og til sidst: Læs mindst én seriøs avis hver dag! – Gerne på nettet. – Også de artikler, der ikke interesserer dig! –Nyhedsfeeds om sladder og sport, ophidsende forargelser på Fa­cebook, Twitter o.l., og fjollerikker på YouTube er ikke nok! – Det er flovt at være et vok­sent menneske, der måske ovenikøbet deltager i offentlige debatter, men som ikke ken­der almindelige facts. Der ikke kan skelne sludder fra kvalificeret viden. Tænk at skulle blive gammel og dø og aldrig at have vidst, hvilken verden man var en del af? – Uvidenhed bragte Trump til magten og hjælper Putin i en forfærdende blodig og rystende gammel­dags angrebskrig ind i et fredeligt naboland …

Hvis dit liv er indrettet, så du ikke har tid til at læse en seriøs avis, til at bage og lave mad, gøre ordentligt rent, gå en tur, passe en have og en kompostbunke, til at lade dit vasketøj hænge ude på en sommerdag og til at put­te dine børn med ro og kærlighed hver aften, mens de er små, så er det muligt, at der er nogle ændringer, du ville have godt af at fore­tage.

Omtanke

Keine Hexerie: En ganske almindelig kompostbunke bortskaffer tungt, vådt, organisk affald fra have og køkken og forvandler det i løbet af et års tid til næringsrig have- eller pottemuld.

Pludselig slog det mig: Hele min farmors lejlighed kunne være inde i min stue! I de to små væ­relser i Arbej­dernes Boligforening i Fredericia opdrog hun og farfar tre børn. Da hun flyttede på plejehjem, var skabene proppet med billige viskestykker fra Schous Sæbehus, tre stk. for en tier, som hun havde hamstret, fordi hun kunne huske en tid, hvor man ikke kunne få hverken nye, lækre viskestykker eller andre stoffer.

Siden farmor i 60’erne hamstrede viskestykker, er forbruget i vor lille del af verden steget fuld­kommen ukontrollabelt. Med det resultat, at den menneskeskabte opvarmning af kloden har nået faretruende høj­der. Det viser helt nye målinger, som de fleste har travlt med at ignorere. De holder sig for ørerne og råber: LALALALALALALA eller skyder skylden på andre. Helst de pri­vate husholdninger.

Her i huset nægter vi at påtage os mere end vor rimelige del af skylden. Vi lever på mange flere kvadrat­meter, end min farmor nogensinde fik mulighed for, men vi tilhører den sidste genera­tion, der lærte at slukke for fyret om sommeren, det vil i dag sige fjernvarmen, som sammen med elpumpen lukkes ned fra maj til oktober.

Vi har aldrig ejet en tørretumbler. Vi har ikke så travlt, at vi ikke kan lade tiden og solen og vin­den tørre tøjet på den udendørs tørresnor. Når det ikke kan lade sig gøre pga. regn og kulde, har vi snore og bøjler inde i bryggerset. For ikke at risikere alt for megen fugt inden døre, fik vi skå­ret et lavpraktisk ventilationshul i taget og kan lave gennemtræk, når vi har brug for det.

Vi belaster ikke klimaet med for meget affald, kan kun knapt fylde en halv skraldesæk om ugen, for vores forbrug er lavt, og vi har i mere end 30 år haft kompostbunke med små, røde møddingsorm til at tage det vådeste og tungeste affald: haveaffald, kålblade, skaller, skrog, skræller, filterposer o.l. Vi afleverer glas for sig og papir for sig og de større ting til genbrug. Vi kunne naturligvis ikke drømme om at smide affald på vejen eller i naturen, som yngre menne­sker helt automatisk gør nu.

Vi køber ikke ofte nyt, men bruger tøj, sko, tasker, møbler, køkkengrej m.m., til det er slidt op.

Vi er ikke til brug og smid-væk, heller ikke når det gælder vore potteplanter, som er ældgamle, pålidelige og lette at opformere, som fx klivia og pelargonie. Så man skal ikke dyrke blomster i drivhuse, vande dem med dyrebart drikkevand og bagefter flyve dem op til mig.

Vi samler regnvand og bruger det til at vande med.

Vi spiser sjældent grisekød, for vi bryder os ikke om den måde, man producerer svin på i dag. Derimod kø­ber vi en halv økologisk tyrekalv, et lam, en gås, to ænder og alle vore æg og andre hønseprodukter på smågårde i nærheden, hvor dyrene har det godt og lever og spiser så na­turligt som muligt.

Man taler meget om det enorme madspild, der foregår i samfundet, men det må være i butik­kerne, på institutioner og i andre menneskers køkkener, det foregår, for vi er fra en tid, hvor man bare ikke smed mad ud. Vi køber sjældent for meget mad, er gode til at beregne portio­ner, også når vi har gæster, eller til at strække maden til to eller flere dage. Vi er verdens­mestre i at bruge rester. Mange måltider begynder med et kig i køleskabet: Kolde kartofler fra i går, et stort løg og en halv chorizopølse kan blive til en herlig biksemad. Hvis æggene er ved at blive gamle, er det måske tid til en æggekage. Hvis der ligger et hvidkål, kunne det blive til brunkål eller stuvet hvidkål. Derudover har vi både hund og kompost, så det er kun nogle få skiver muggent franskbrød, der en sjælden gang ryger ud, hvis ikke engang de vilde fugle vil have det.

Vi er omhyggelige med at slukke for elforbrugende apparater, stand-by-funktioner, vandhaner, og vi skruer ned for radiatorerne, når vi lufter ud. Vi fylder både opvaskemaskine og vaske­maskine helt op, før vi starter dem, og vasker ved lavest forsvarlige temperatur. Vi lader frostvarer tø langsomt op i køleskabet, og vi kan lune brød og madretter på brændeovnen, hvis der alligevel er tændt op.

Vi samler vore ærinder og indkøb, så vi ikke behøver at handle så tit og køre så langt.

Vi flyver ikke hvert år, og i givet fald ikke særlig langt. Vi er derimod hyppige gæster i den øv­rige kollektive transport og kan stadig både benytte gåben eller en cykel, hvis det skal være.

Vi kunne ikke drømme om at gå rundt i T-shirt om vinteren, men tager naturligvis en sweater på. Og i bade­værelset skal der ikke partout være 28° og høj luftfugtighed året rundt.

Vi køber aldrig de sure, kunstigt store, indfløjede og importerede jordbær om vinteren, men bruger af vore egne fra fryser eller marmeladeglas, laver gerne rødgrød til senere brug og får for en stor dels vedkom­mende krydderurter, rabarber, ribs, blåbær, solbær, jordbær, stikkels­bær, æbler, pærer, kirsebær, blom­mer, hindbær, tomater og kartofler fra egen have. Svampe finder vi i skoven og tørrer overskuddet til vinte­ren.

Vi lever ikke spartansk, tværtimod lever vi særdeles godt, og vi er langt fra helgener, men vi er farmors bør­nebørn. Vi tilhører en efterkrigsgeneration, der blev opdraget til omtanke og omhu med de sparsomme ressourcer.

Når man selv gør sit bedste, er det derefter op til politikerne at sætte grænser, både for de storforbru­gende, upersonlige virksomheder og institutioner og for de private.

Selv populære og velmenende kendisser, som har installeret muldlokum for ikke at forurene kloden mere end højst nødvendigt, mener tankeløst, at de hvert år fortjener en ferie i Thai­land, for de har »brug for at være sammen med familien«. − Mage til hykleri skal man vist lede længe efter.

Folk i vor kulturkreds har ikke fortjent en skid. De er født ind i en tidsalder og i et geografisk rum, hvor leve­vilkårene er næsten utænkeligt mere gunstige, end nogen levende skabninger på denne jord hidtil har op­levet det. Naturligvis skal man til tage til Thailand, hvis man kan og vil, men man skal ikke forsøge at retfær­diggøre det på luskede måder. Vi bør alle færdes en smule ydmygt og taknemmeligt her i overfloden og ikke hyle op om, at vi fortjener mere end andre.

Der er stadig milliarder af mennesker, der mangler næsten alt, og som ville give en arm eller mere for at leve, som vi gør. − Jeg læste en gang, at hvis alle mennesker i verden skulle have samme velfærd og rigelig­hed af alt som os, så ville der skulle mindst tre jordkloder til at dække behovet. − Og at USA’s forbrug af strøm bare til aircondition langt overstiger, hvad en milliard kinesere forbruger I ALT, inklusiv den tunge industri. Så vi fortjener ikke mere, men burde må­ske overveje, om vi kunne klare os med mindre.

Alle de blå plastictrampoliner, som opsvinget og overfloden for ti år siden og frem plantede som champig­noner i de danske forhaver, står alle ubrugte hen … Man ser aldrig nogen hoppe i dem. Mens vi kigger på de tomme trampoliner, kan vi jo overveje, om de var hele kloden og alt det levende liv værd.