Myrer

Det er det samme hvert eneste, tidlige forår: Myrerne invaderer mit hus enkeltvist eller i lange, sorte baner. Fortrinsvist i køkkenet, hvor der næsten altid kan findes en diminutiv krumme på gulvet. Irriterende småkryb!

Kun i de ti år, vi havde en lille, fritgående hønseflok i haven, slap vi, for hønsene var eksperter i at nappe alt muligt småkravl. Heller ikke gåsebiller så vi noget til i den periode, men dræbersnegle ville de ikke tage. En dag prøvede jeg at håndfodre en af mine høner med en lille dræbersnegl; hun tog den tillidsfuldt, som hun plejede at tage godbidder fra min hånd, men hurtigt slap hun den igen og tørrede omhyggeligt næbbet af, først på havefliserne, så i græsset. — Så ved vi det! Høns bryder sig heller ikke om ækelt snegleslim.

I mange år afprøvede jeg alle mulige husråd mod myrer: Jeg strøede kanel, så huset duftede som en juleaften. Jeg puttede al mad i poser og glas, så der ikke var noget spiseligt fremme, og holdt omhyggeligt rent. Jeg købte lokkedåser i dyre domme. Det mest virksomme middel var en giftig honning-borax-blanding, som myrerne selv slæbte ned i boet under husets sokkel.

Efterhånden opdagede jeg, at uanset hvad jeg gjorde, forsvandt myrerne som ved et trylleslag. Ikke pga. mine mere eller mindre virksomme tiltag, men fordi det simpelthen blev varmere ude, og så foretrak de at blive der…

Min erfaring er, at myrerne kun vil være inde i mit hus i det meget tidlige, kølige forår, i marts og lidt ind i april. Så snart de første varme solskinsdage begynder med 15 grader i skyggen, så holder myreplagen op af sig selv, uanset om jeg har forsøgt at bekæmpe dem eller ej.

Og det faktum lever myrelokkedåsefabrikanterne højt på! Deres alt for bekostelige produkter virker jo, men tro mig, det ville have virket lige så godt at pensle gulvene med postevand.