Set bag på engelsk lastbil.
Ja, jeg er en sur, gammel kælling. – Sommetider 😊
I 30 – 40 år har jeg levet af at skrive. Af at sidde hjemme ved min computer. – Og den beskæftigelse har også tilladt mig at holde hus, have og at gå og betragte verden og tænke mit i fred og ro.
Jeg har ikke været væk om dagen, jeg har ingen stresset hverdag, ikke noget jeg skal nå, jeg har ikke arbejdet for andre, jeg har ingen arbejdsgiver, som jeg skal være loyal overfor, ingen særinteresser. – Ud over det at være menneske i verden og sørge for mig selv, for mine egne og for mit.
Det er et privilegeret liv. Jeg er en god og overbærende arbejdsgiver for mig selv. Og jeg er normalt glad og omsorgsfuld over for mine nærmeste og vennerne, over for dem, der vil mig det godt.
Men, som Proust skrev i ’På sporet af den tabte tid’, kan man kun være flink ved de flinke. Ved dem, der kender koderne, der selv er flinke, ordholdende, ansvarsbevidste, storsindede, og som forstår at værdsætte en tjeneste, en handel til gensidig nytte, en gave, et stykke hjemmebag, en god snak i forbifarten eller en invitation.
Dem, som ikke møver sig ind over andres enemærker. Som ikke træder nogen over tæerne. Som ikke dumt forsøger at tilrane sig fordele på andres bekostning. Som ikke snyder på vægten mht. kvalitet eller service. Som ikke tager andres ting, tid eller tjenester for givet. Som ikke føler sig truet af, at andre lever anderledes liv. Som ikke gør sig anstrengelser for at fylde, for at lade sig høre, bemærke, for at synes kloge eller smarte, og for at bevise – nok mest over for sig selv – at de er bedre end alle andre på alle måder. Dem, som er usnobbede og glade for sig selv og deres egne liv, og som ikke har behov for at føre sig frem på demonstrative måder. – Dem, som lever stille og godt.
Kineserne har et gammelt ordsprog: En god hund lægger sig ikke midt på vejen.
Når jeg opdager, at mennesker i min nærhed pludselig – fra at være flinke og høflige – lægger sig og spærrer midt på min vej, at de efterhånden overgår fra flinkhed til en tvær og selvretfærdig forventning om husly, om gaver, om tjenester, om ’lån’ – der aldrig leveres tilbage, som uden dømmekraft og situationsfornemmelse tillader sig umorsomme, misundelige ’bemærkninger’ lige op i mit forbløffede ansigt, og som lægger beslag på min tid helt uden at spørge, om det måske passer mig, så bliver jeg vred! – Meget vred! – For det er uhøfligt og en underkendelse af min person og mine rettigheder som menneske på lige fod med alle andre mennesker.
Hvis folk, både billedligt talt og helt konkret, lader deres egne træer vokse op, så de skygger for andre, der gerne ville have sol, hvis de lader deres hunde stå og gø lige ud for andres vinduer dag og nat, hvis de på alle tidspunkter af døgnet slår græs med enorme og kraftigt larmende maskiner, når man sidder og læser eller arbejder eller sidder med familie og venner ved aftensmaden, hvis de puster og støvsuger deres haver med helvedesmaskiner i lang tid ad gangen eller saver med benzindrevet motorsav i dage- og månedsvis lige op ad andre menneskers huse og haver, så bliver jeg vred. – For det er hensynsløst.
Det bliver jeg også, hvis supportere har for travlt til at supportere nogen; hvis pakkebuddet lægger en pakke med bøger eller medicin umiddelbart VED SIDEN AF den store og rummelige pakkepostkasse – i regnvejr! – Hvis sundhedspersonale har et usundt forhold til deres arbejde og ikke orker at udvise en smule venlig medfølelse med syge medborgere; hvis politikere og journalister er uoplyste og grundløst påståelige, hvis håndværkere sjusker og ikke overholder aftaler, hvis dagligvarefirmaer pakker rådden frugt og grønt sammen med varer, hvor holdbarheden udløber efter en dag eller allerede er udløbet, og hvis fødevareproducenter fylder maden med ikke-spiselige eller direkte skadelige ingredienser, bakket op af forløjede reklamer, eller når landmænd sprøjter gylle og gift ud over hele landet og vandet og ikke tåler at blive kritiseret for det.
Så siger jeg til. Med en naiv forventning om, at når folk ved, at noget, de gør, er til gene, så holder de op med det samme. – For man har ikke ret til at ødelægge noget for andre, vel? Man bliver inde på sin egen del af banen og går ikke ud over sit eget for at genere sine omgivelser. Man opfører sig ordentligt. – Som de gamle, parisiske aristokrater i Prousts beskrivelser udviser man helt naturligt tolerance og venlig imødekommenhed, men kun over for dem, der kan forstå den venlighed, der vises dem, og som kan udvise samme høviske opførsel til gengæld. – Ikke en sur, barnlig egoisme med trang til at snyde andre, overskride grænser, gøre opmærksom på sig selv, larme op og forstyrre, parret med uklædelig rethaveriskhed og evindelig forventning om særbehandling.
Jeg går helhjertet ind for Kardemommeloven, som i virkeligheden er den eneste lov, vi behøver blandt ordentlige mennesker:
’Kardemommeloven er den eneste loven i Kardemomme by, en oppdiktet by fra barneboka Folk og røvere i Kardemomme by skrevet av den norske forfatteren Thorbjørn Egner og utgitt i 1955. ”Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.”’
Norsk Wikipedia
Hvis alle kendte den, ville der aldrig være grund til brok.