Hvad er der tilbage til de stakkels mænd?

I de fleste samfund op til i dag har der været skarpe, kulturelt opdelte skel mellem mands- og kvinde­arbejde. Som i hønse-, løve-, ulve- og hundeflokke har mennesker instinktivt opretholdt to adskilte hie­rarkier: et mandehierarki og et kvindehierarki. Det sikrer, at der ikke op­står di­rekte spændin­ger og konfrontationer mellem de to køn. Det er nemlig bedre for artens overle­velse, at de to køn samarbejder fredsommeligt om at formere sig og få afkommet godt i vej, end at de konkurrerer om, hvem der er bedst til husbygning, jagt, landbrug, tekstilforarbejd­ning, madlavning og barnepleje eller strides om de samme jordstykker og bestyrelsesposter. Samfundene og familiestrukturerne har hidtil hvilet på et solidt fundament af kønsopdelt ar­bejde.

Ligestillingen mellem kønnene i vore dage i vor del af verden har bevirket, at unge mænd kan få proble­mer med deres kønsidentitet, fordi grænserne mellem mandligt og kvindeligt er ud­viskede, og kvinder efterhånden er trængt ind på alle mændenes traditionelle »maskuline« enemærker. Uanset hvor meget de unge mænd forsøger at klæde sig ud, så de ligner deres bedstefædre med store skipperskæg, vansirende tatoveringer, enorme mo­debril­ler, den fysisk arbejdende mands jeans, bekvemme sko og stramme T-shirt, så er de hen­vist til en sta­tistrolle som klapvognschauffører i deres kvinders enemægtige livsindretning med IKEA-ture, pæne hvide vægge, nips og pastelfarvede puder, yndigt babytøj, regler for sex og anden omgang, in­klusiv kedsommelige parmiddage med det allernyeste inden for eksotiske råvarer.

Kvinder har kort sagt sejret ad helvede til. − De har lagt mændene fuldkommen ned og konkur­rerer nu på lige fod, med stor succes og med lige løn, i skolerne, bankerne, på universiteterne, som lærere, læger, kontorfolk og præster. Kvinder kører bil, anlægger haver, bliver tato­veret, styrer fabrik­ker o.m.a., og mændene har skullet lære at begå sig i de beskæftigel­ser, der hidtil var forbe­holdt kvinder: mode og tøj, babypleje, syge- og ældrepleje, som pædagoger, med ind­retning og i hele forfængeligheds­industrien med al dens overdrevne kropspleje, hårfjernings­projekter, fodnus, selvpåført sult og i mere ekstrem form også med målrettet træning, medici­nering og operative overgreb.

Ingen ønsker det gammeldags rigide, kønsopdelte samfund tilbage. I modsætning til de få til­bagevæ­rende primitive samfund og de stærkt religiøse, der har dannet sig i andre af verdens mange lande, sætter vi i vor kulturkreds pris på den frihed for den enkelte, mand eller kvinde, som vi har opnået, og som for en stor dels vedkommende har bibragt os vores næsten uan­stændige overforbrug og velstand. Det skete bl.a. fordi arbejdsstyrken med et slag blev for­doblet, pengerigeligheden tilsvarende stor og det påfølgende forbrug astronomisk.

Men hvad er der tilovers til vore unge mænd af det specifikt maskuline domæne, hvor de kunne danne broderskaber, ud­styre sig med tatoveringer, sære kropspiercinger og andre sym­boler på det mandlige fælles­skab, og gå og dunke hinanden i ryggen, mens de fortæller platte vittigheder og hyggekonkur­rerer i fred?

Mænd har sportens verden, hvor kvinder stadig ikke kan kæmpe og deltage helt på lige fod, uanset hvor meget de anstrenger sig − »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, som ønske­tænkningen med stor gennemslagskraft formuleres i en kendt tv-annonce. Kvinder er nemlig ikke, som mænd, født med en forståelse af, hvorfor nogle tilsyneladende fjollede og totalt lige­gyl­dige sportspræstationer kan betyde alt for udøvernes tilhængere. Ja, hvorfor nogle mænd overho­vedet føler det nødvendigt at erklære sig som fan af et sportshold. Kvinder er so­ciale væsener, og de kan nyde at deltage i store sportsbegivenheder, hvor de spejler mæn­denes op­hidselse og gruppeadfærd, men de vil aldrig føle sig personligt amputeret af et nederlag i tiden mellem kampene, ligesom de heller aldrig kan lære at forstå symbolikken i, at sejr­herren står og sprøj­ter med en fallosformet champagneflaske ud over kammerater, konkurrenter og kønne præ­miepiger på podiet bagefter.

Ud over sportsverdenen, som fan eller deltagende udøver, kan mændene dyrke det mand­lige fællesskab i pubertær stand up og de deraf afledte idiotiske film for drenge­røve. På bøve­de drukture og i barer. I rollespil og i computerverdenen. I motorcykelklubber og andre for­enin­ger, der er defineret af en interesse for teknik, vovemod og transportmidler, fx tog, vete­ran­biler, svævefly, faldskærme, traktortræk og surfing. Mænd kan blive soldater, rigtige soldater eller i hjem­meværnet, i kriminelle bander, spejderlignende friluftsfællesskaber eller i korps. Mænd kan blive rockmusikere, actionfilmstjerner, landmænd, piloter og andre slags chauffø­rer, poli­timænd eller parkeringsvagter, eller de kan intellektualisere deres potens og konkur­rencetrang og slå hinanden i hovederne med abstrakte argumenter som prædikanter, fore­dragsholdere, reklameartister, kunstnere, politikere, journalister, historikere, anmeldere, filo­soffer, forfattere, forskere inden for stort set alle fag- og emnekredse, men ofte bliver de trængt af kvinder, som ikke forstår nødvendig­heden af, eller spilder deres energi på, at »vinde« diskussioner og imaginære magtkampe, men blot samvittighedsfuldt gør deres daglige arbejde.

Jeg vil gerne slå et slag for en gammeldags, særdeles maskulin beskæftigelse, som kan tilfreds­stille de fleste mænds instinktive forkærlighed for faglig stolthed, broderskaber, sære indviel­ses- og optagelsesritualer, maskuline hierarkier, intern og ekstern konkurrence, barsk senti­mentalitet (eller sentimental barskhed), groft, indforstået sprog, plat hu­mor, teknik og løs­ningsorien­teret arbejde, nemlig håndværket.

Som murer, maler, tømrer, snedker, elektriker, VVS’er, mekaniker m.m. kan enhver ung mand finde det maskulint betonede fællesskab, det fysiske og resultatorienterede arbejde − og en pæn hyre ovenikøbet − som han kunne ønske sig. Han kan endda gå videre og blive selvstæn­dig mester, entreprenør, arkitekt, konstruktør eller ingeniør, hvis det skulle vise sig, at han be­sid­der lysten og evnerne til det. − Problemet er bare, at vi igennem årtier har nedprioriteret, un­dervurderet, udsultet, udliciteret, bogliggjort og snakkesaligt feminiseret fagskolerne, mes­terlæren og ad­gangen til praktikpladserne, så det kun er en håndfuld hashomtågede taber­typer med tynde overarme og kikset hår, der frivilligt kunne drømme om at søge ind.

Lad os arbejde på at få mesterlæren og de fagligt velfunderede håndværkeruddannelser til­bage. Lad os give vore unge mænd de pålidelige og kompetente rollemodeller, den sunde selvfølelse og gode træthed efter dagens ar­bejde, som de fortjener, og lad kvinderne beundre dem for deres evner til at bygge og reparere ting og hem­meligt misunde dem deres fællesskaber. Det vil komme os alle til gode på langt sigt.