At elske hyachinter

Perlehyachinter kan også være elskværdige.

I Jane Austens roman, Northhanger Abbey, siger den unge heltinde en dag til sin vært, Henry Tilney: »Sikke nogle smukke hyachinter! Jeg har lige lært at elske hya­chinter.« Hvortil Henry svarer: »Så meget desto bedre. Du har opnået en ny kilde til glæde, og det er kun godt at have så mange tag i lykken som muligt.«

Jane Austen var en klog kone, som i sine romaner, der er fyldt med begavede og sym­patiske, OG latterlige, stædige og smådumme, men alligevel elskelige, personer, tit får sagt nogle evige sandheder: Man skal lære sig at elske hyachinter.

Kun få mennesker orker at favne alle verdens goder; de fleste har travlt med at af­grænse sig selv og skabe tryghed, overskuelighed og en slags identitet ved at UDE­LUKKE ting:

− Jeg er altså kattemenneske, siger mange, når de står over for en sød hund, og afskærer derved sig selv fra glæden ved at omgås disse kærlige og hengivne dyr.

− Jeg er mest til rødvin, siger andre, når man forsøger at glæde dem med en god, belgisk øl til flæskestegen eller en perlende hvidvin til den grillede laks.

− Jeg bryder mig ikke om blåt, sagde en ældre dame hyppigt til alle og enhver, der gad lytte. Det var hendes yndlingsstatement og kendingsmelodi. Det viste sig, at hendes mor heller ikke havde brudt sig om farven blå, og hvis de fx fik en blå blomst foræret, endte den i skralde­spanden, så snart gæsten var gået. Således fik begge damer, mor og datter, afskåret sig fra en af de tre grundfarver, og måske også fra glæden over en dybblå sommerhimmel, de safirblå bølger på en middelhavs­strand, de mørkeblå, håndknyttede tæpper fra Nain, de smukke aga­panthusblom­ster, violer og hyachinter … Farven blå er så stor og betydningsfuld, at damernes mening er fuldkommen ligegyldig, men det er synd for dem, at de føler sig tvunget ud i eks­tremer af afsavn for at oppebære en smule værdighed, fordi de jo er nødt til at stå ved deres ord, når de nu har sagt det så mange gange.

− Jeg skal have en opstammet marguerit hvert år, siger en af mine veninder. Den opstam­mede marguerit er blevet hendes kendemærke, hendes faste holdepunkt, hendes uundvær­lige sommerterrasseglæde, og resultatet er jo, at alle hendes ven­ner, som har hørt på dette statement igennem tyve-tredive år, alle dukker op med en opstammet marguerit. De gør det for at glæde hende, men resultatet er, at hun ikke kan færdes på sin terrasse for opstammede margueritter. Hvis hun nu havde haft en ven med en smule omsorg og fantasi, havde denne jo foræret hende en engletrompet eller en bougainvillea i stedet, bare en enkelt midt i marguerit­overflo­den, så hun kunne udvide sin verden en lille smule og opnå større lykke ved at lære at holde af flere ting.

Men jeg tror ikke, at blomsten i sig selv, eller katten, eller vinen, eller farven, spil­ler en rolle i disse begrænsende udsagn. Det er selve begrænsetheden, der er vig­tig. Hvis jeg kunne få al­ting, og hvis alting var godt og eftertragtelsesværdigt, så ville det jo ingen ende tage, og mit liv ville være noget rod. − Jeg skal have en opstammet marguerit, eller en kat, eller rødvin eller noget ikke-blåt, så jeg kan føle mig »unik« igennem mit valg og tryg ved det kendte.

Vi begrænser tankeløst os selv på mange andre måder: I nogle familier er man glade for hunde, men har udelukkende fx gravhunde. Når den ene dør, anskaffer man sig straks en an­den magen til. Så slipper man resten af livet for at tænke og tage chancer. − I andre familier sværger man måske til et bestemt bilmærke, som man, på trods af fejl, mangler og skuffelser, skal have, hver gang den gamle bil trænger til at blive skiftet ud. Eller man rejser samme sted hen på ferie hvert ene­ste år, bor på samme hotel, spiser det samme, gør de samme ting. − Eller værre: Man skifter ikke bank, læge, tandlæge, mekaniker, supermarked eller frisør, selv om man gang på gang oplever dårlig service, elendig rådgivning og himmelrå­bende in­kompetence. − Det er, som om vi kollektivt bliver ramt af Stockholmsyn­dromet, når vi først er faldet i kløerne på nogen.

Vi burde alle lære at elske BÅDE hunde og katte, alle farver, blomster, steder, madvarer, mangfoldighed og hyachinter, for jo mere vi holder af, jo flere ting, der gør os glade, jo gla­dere bliver vi. Så simpelt er det.