Da hun omsider tog sig sammen til at bryde med ham pga. hans voldelige, og i det hele taget uberegnelige, adfærd, og da hun efter præcis fem-et-halvt år mødte Allan, sagde hun til sig selv og til alle veninderne, at det var skæbnen, der havde villet det sådan. Skæbnen, imidlertid, sad og holdt en kort frokostpause på en skrænt og tænkte på, at de mennesker, der lagde alt i hans hånd, i grunden, ud over at lide af almindelig dovenskab og frygt for at tage ansvar, samtidigt var uhyre selvcentrede og krævende, fordi de ikke ville indse, at selv ikke han kunne være alle vegne på en gang.