Pludselig kom jeg til at tænke på gamle Thomas.
Op gennem firserne boede jeg med min lille søn i et hyggeligt rødstensrækkehus. Husene var arrangeret rundt om et torv med gadelygter, kastanjetræer og en stor sandkasse, hvor ungerne kunne lege i timevis, mens mødrene holdt øje fra køkkenvinduerne. I de små haver var der dårligt plads til andet end et bord og fire stole, og hver gang et af vore spinkle æbletræer nåede op over hækken, blev vi bedt om at skære det ned, hvilket vi naturligvis omgående gjorde, så det ikke skyggede for naboens terrasse.
Vi fik mange gode venner i husene omkring torvet, både sønnike og jeg. Nogle af dem ser vi regelmæssigt endnu her godt 25 år efter, men gamle Thomas eksisterer formentlig ikke mere.
Han beboede huset på torvets hjørne, og i sin forhave dyrkede han jordbær, som han i sæsonen solgte til os andre. På sin elektriske, trehjulede knallert kørte han rundt og falbød bakker med bær, og han kunne godt blive studs, hvis man ikke købte af ham. Nogle blev ligefrem bange for ham, når han sådan højt råbende kom trillende op til ens hoveddør.
Der var jo ikke meget plads til decideret at anlægge jordbærmarker i Thomas’ smalle forhave, så han begyndte at tage torvets brosten op for at udvide bedriften. Hvert år flyttede han sin hæk sådan cirka en halv meter ud, og genboen fortalte, at han havde set Thomas annoncere med brosten i Den Blå Avis … Vi smilede blot og rystede på hovederne; der var ikke én af os, der ikke undte Thomas gartnerivirksomheden og et lille tilskud til folkepensionen.
Stor var alligevel vor forbløffelse, da Thomas efter en årrække indsendte en klage til bestyrelsen over, at man fuldstændig umotiveret – og uden hans vidende, formentlig i nattens mulm og mørke – havde anbragt en stor, generende og pladskrævende gadelygte inde midt i hans forhave.