Farfars leksikon

Et eksemplar mage til farfars leksikon: Mentors Konversationsleksikon fra 1958 indbundet i samme røde bind, som farfar fik sine løsblade indbundet i. Efter igennem flere år at have samlet og læst det hele forærede han det indbundne leksikon til sit ældste barnebarn, da hun skulle borgerligt konfirmeres. – En mere passende gave kunne man ikke tænke sig dengang. Hele verden i en bog!

Det var en tid, før de fleste kunne komme på gymnasiet. Før alle kunne få SU og havde råd til at læse videre. Før velforsynede, offentlige biblioteker og internettet kunne tilvejebringe al den viden, man kunne ønske sig, på kort tid og med meget ringe ulejlighed. Det var en tid, hvor bøger var bekoste­lige, og tiden til at læse dem i var knap.

Min farfar, Harry Jensen, som ung kaldet Smukke-Harry, var arbejdsmand, men først var han en tid hotelkarl på Sjælland, hvor han mødte en sød, svensk stuepige, som senere blev min farmor, Lilly Lilja.

De slog sig ned i Fredericia, for krisen i begyndelsen af 1930’erne var hård. Heldigvis kunne min oldefar, havneformand Peter Jensen, skaffe dem forpagt­ningen af havnekiosken, der lå, hvor Stribfærgen lagde til. – Det blev en kort fornøjelse dog, for allerede i 1935 åbnede Lillebæltsbroen, som med både kørebaner og togskinner ledte det meste af trafikken uden om Fredericia og farfars kiosk på havnen.

Så blev farfar arbejdsmand på elværket. Som han selv sagde, så havde han det meste af sit liv arbej­det på et større værk … Fredericia Elektricitetsværk. – Da jeg kendte ham fra årene lige før 1960, var han sjak­bajs for et hold stærke mænd, der kørte rundt og rejste elmaster i Frede­ricia kommune. I pauserne fik de en Star pilsner fra arbejdernes eget bryggeri, Stjernen. Det var utænkeligt at drikke andet.

Han og farmor boede i Arbejdernes Boligforening, i en lille toværelses i Dronningensgade, hvor de opfostrede tre børn. Farmor stod op ved fem-tiden om morgenen og gik ud og gjorde rent for folk, senest i en tandlægeklinik henne i Kongensgade, og hun havde maden klar, fx medisterpølse, sovs og kartofler og måske rabarber- eller jordbærgrød til dessert, når farfar ved sekstiden kom træt hjem.

Farmor som ældre i en karakteristisk positur i sit vindue, Dronningensgade 84 i Fredericia.

Efter aftensmaden satte farfar sig i sin gode stol med avisen, som selvfølgelig var Fredericia Dagblad, fagbladet eller med de løse indstiks­sider, der samlet udgjorde ’Mentor Konversationsleksikon’, som man igennem fag­bladet kunne abonnere på i en årrække fra slutningen af 1950’erne. Han læste om jordens opståen, om himmel­rummet, om geografi, kunst, psykologi, biologi og historie.

Bøger var sjældne i arbejderhjemmene. Bag farfars stol i den lille reol stod ’Lystige viser’ – han var en habil mandolinspiller og kunne de fleste viser udenad. Og de hvepsestribede ud­gaver af ’Hvem Hvad Hvor’, som vi gav ham i julegave hvert år. Men tørsten efter viden var stor, så farfar læste hver ene­ste side i sit løsbladsleksikon, når de kom, og hørte som et ri­tual alle sine børnebørn i den nyerhver­vede viden, som han elskede at dele ud af. Fx er in­gen af os endnu i dag i tvivl om, hvad hovedstaden i Det Ydre Mongoli hedder. Når han spurgte, stod vi nærmest ret og råbte ’Ulan Bator’ uden at ane, hvad Det Ydre Mongoli var, men vi elskede farfar og hans altid smitsomme, gode humør.

Han holdt meget af at læse om rejser. Om ekspeditioner. Om andre lande langt borte. Han var nysgerrig efter at se verden. Og han var sjov og jovial at have med på udflugter fx til København, Odense, Malmø eller Helsingborg og kom altid godt ud af det med folk. Også selv om han ikke talte andet end et flot ar­bejderdansk. Men han kom kun ud på én længere udlandsrejse i sit liv.

Engang midt i tresserne havde vi ham med på familie­biltur til Gardasøen, og han udpegede elmasterne højt oppe på Alpernes stejle bjergsider for os og ud­trykte sin dybeste respekt for de østrigske kollegaer. – I det lejlighedskompleks ved søen, som vi bo­ede i, blev farfar gode venner med opsynsmanden, Antonio, og hans kone, Antonia. Om morgenen gik han op til deres lille butik ved vejen og sad en halv times tid med en kop stærk, italiensk kaffe, som Antonia bragte dem, og en smøg på bænken sammen med Antonio, begge iført kasket, grå bukser, brune slippers og hvid undertrøje, og de to ældre gentlemen diskuterede de forbipasserende og verdens gang på hvert deres sprog, men med stor, gensidig forståelse, før farfar trissede tilbage til lejligheden med friske morgenbrød til os alle.

Om aftenen, når farfar var på vej hjem fra arbejdet på elektricitetsværket, plejede han at cykle ned omkring havnen i Frederi­cia med de tomme ølflasker og en ligeledes tom aluminiumsmadkasse i sin slidte mappe, der hang i en snorehank på bagagebæreren. Han fik sig en lille sludder med søfolkene, der kom med kul og koks, og var en le­vende illustration af Osvald Helmuths ’Havnen’*, en vise, farfar også kunne fremføre med stor indfø­ling, og han drømte om at tage hyre som kok på et skib og sejle verden rundt, så snart han kunne gå på pension. Det skulle dog ikke ske. Farfar blev alvorligt syg af lungekræft umiddelbart efter sin pensionering.

Farfar elskede viden! – Hvis han var født i dag, ville han nok have læst og rejst i stedet for at rejse elmaster. Men han havde den glæde at se, at to af hans egne børn blev lærere, og flere af hans børnebørn kom på universite­tet.

Mentors Konversationsleksikon i samlesæt var datidens kilde til viden, hvis man ikke havde råd til at købe et af de store, færdigsamlede og allerede indbundne, leksikonværker, Sal­monsens eller andre, hvilket kun de færreste havde. Fagbevægelsen var en vigtig faktor, når kundskaber skulle udbredes, også til de klasser, der normalt ikke havde adgang til omfattende bogværker.

For nogle år siden, i en kort, fredelig periode i europæisk historie efter Den Kolde Krig og umiddelbart før den rus­siske besættelse af Krim og nu her senest forsøget på at indtage resten af Ukraine, fløj jeg i et SAS-fly hen over hele det udstrakte Rusland fra vest mod øst på vej til Beijing. Jeg vågnede ved mit lille, kolde fly­vindue i den klare martsmorgen og så solen stige hurtigt og orange op imod os. Nedenunder lå de enorme gulorange, øde bjerg- og steppeområder, og dér, pludselig, en kæmpestor, tilsyneladende moderne by med masser af elektrisk lys i det dæmrende morgenlys … Ifølge kortet på flyets lille skærm over mit hoved var det hovedstaden i Det Ydre Mongoli, Ulan Bator! – Da ønskede jeg, at farfar var med mig.

https://www.youtube.com/watch?v=6Qh99OQXOMU