Svinemonarkiet

Bananrepublik, kalder vi ofte lande på den varme del af kloden, hvor man dyrker bananer, og hvor landet styres dårligt og kaotisk af ofte korrupte og selvbegunstigende politikere.

Hvad skal vi kalde et koldt land, der er et konstitutionelt monarki, hvor man producerer en masse forurenende svin og gylle, og hvor

  • Man stuver svinene sammen på lastbiler og kører med dem i dagevis, så de kan blive slagtet i fx Po­len.
  • Chefen for forsvaret har tilgodeset sin elskerinde på forskellige måder, bl.a. med attraktive uddannel­ser og jobs uden opslag, så andre ikke kunne søge.
  • En stor del af den medicin, folk skal bruge til daglig, ikke kan skaffes, hvilket i apotekernes nysprog hed­der, at den er i ’restordre’.
  • Regeringen afskaffer magtens tredeling og lader en minister tage STATSBORGERSKABET fra folk rent administrativt … Det er temmelig bananrepublikagtigt. – Skal vi lige repetere? (Trump må gerne læse med) – I et demokrati er magten delt i tre, den lovgivende – folketinget, den udøvende – politiet, og den dømmende magt – domstolene. Magten er tredelt, så de tre dele kan holde hinanden i skak, så ingen bliver magtfuldkomne, fx så politiet, der i vores demokrati er tildelt monopol på vold, ikke be­gynder at lave lovene, selv udøver dem med magt/vold og dømmer folk på stedet. Sommetider kal­der man pressen for den fjerde statsmagt, fordi pressen, når den er bedst, uafhængigt holder øje med de tre andre.
  • Folks børn i vuggestuer og børnehaver sejler ulykkelige rundt imellem hinanden uden voksen­kontakt, som dokumenteret ved flere videooptagelser og forskeres besøg.
  • Syge mennesker bliver nr. 32 i telefonkøen, hvis de ringer til deres praktiserende læge, skal vente 3 – 4 uger på en tid, som varer ca. 10 forhastede minutter, hvorunder lægen selvfølgelig ikke har tid til at læse journal og undersøge behandlingsmuligheder, og hvor hun/han kun kan tage sig af én ting – så hvis man både har fx dårlig ryg og fodsvamp, skal man igennem hele cirkusset igen med ventetid, tage en halv dag fri fra arbejde og hen og stå model til endnu en forhastet ’konsultation’ … Hvis lægen sender én videre til en speciallæge, kan man opleve 19 ugers ventetid, eller 25 uger, eller 1 – 2 års ventetid!
  • Politikere, der ikke bliver valgt til Folketinget, kan gå i op til to år med en månedsløn på over 50.000 kr. for ikke at lave noget.
  • Politikere, der danner deres eget parti, herefter kan hæve flere millioner pr. år til at holde partiet i gang – en sandsynlig forklaring på alle de nyskabte småpartier på højrefløjen, Klaus Riskær Pedersens m.fl.
  • Politikere i folketinget sidder og beslutter deres egen løn og pensionsforhold, hvilket nok kræver politi­kere af en anden kvalitet og støbning end dem, vi har haft de seneste 20 år.
  • Sygeplejersker o.m.a. går ned med stress, fordi de prøver at gøre deres arbejde under massivt poli­tisk pres for at spare, spare, spare …
  • Børn og unge ikke lærer at læse og skrive og regne i skolerne.
  • Der er skåret så meget ned på uddannelser og universiteter, at fri forskning ikke eksisterer mere. Forskningen betales bl.a. af virksomheder og interesseorganisationer, som så får indflydelse på forskningsemnerne, forsøgstilrettelæggelsen og konklusionerne. Senest har den aggressive interesseorganisation ‘Landbrug & Fødevarer’ på Århus Universitet bestilt og betalt skandaløst positive forskningsrapporter om landbruget. Også medicinalfirmaer korrumperer læger, forskning og sygehusvæsen. Naturligvis ved at bestille og betale positiv ‘forskning’ om deres egne præparater, men også ved at undertrykke negative resultater og ved at stå for ‘efteruddannelse’ af læger, hvor de lærer dem at udskrive en masse recepter på lykkepiller, kolesterolpiller, blodtrykssænkende piller o.a., som er lønsomt for virksomhederne, og ved at rundsende ‘konsulenter’ med samme formål for øje.
  • Man er nødt til at skrive i busserne, at folk ikke må smide tyggegummi på gulvet eller sæt­te fødder med snavsede sko op på sæderne.
  • Cigaretpriserne er de laveste i Nordeuropa.
  • Det er tilladt at reklamere for kviklån til de økonomisk svageste, som derefter skal betale flere hundrede procent tilb­age.
  • Skattevæsenet ikke fungerer. Opkrævningen af skat ikke fungerer. Kontrollen af skatteyderne ikke eksi­sterer. Og hvor man forærer milliarder af vores fælles velfærdspenge til udenlandske svindlere, fordi man i årevis har nedsparet hele organisationen med enorme kompetencetab til følge, naturligvis.
  • Noget så simpelt og elementært som at få vurderet landets boliger mhp. opkrævning af boligskatter har ikke funge­ret i mange år og ser ikke ud til at komme til at fungere de næste mange år.
  • Togdriften har været upålidelig og til grin i tyve år eller mere. En ny letbane kan ikke køre i frost­vejr. Og trafikpolitikken i øvrigt varetages af bøvede lokalpolitikere, der sørger for private, kostbare togstati­oner og unødvendige omfartsveje i deres eget område. På helhedens bekostning.
  • Fremmedhadet florerer. En provinsavis føler sig kaldet til at håne og spotte medmennesker af anden etnisk herkomst. Fjolser påberåber sig ‘ytringsfrihed’ til at brænde andre menneskers hellige bøger offentligt. En minister med titel af ‘integrationsminister’ fejrer med kager, at hun kan holde ulykkelige medmennesker i ulykkelighed og berøve dem håb, selvbestemmelse og ægtefæller i lejre, som hun gerne havde flyttet til en øde ø.
  • Vi fører krig mod folk langt borte i stedet for at hjælpe dem med rent vand, mad, sanitet, lægehjælp og undervisning.

Landbrugsland?

Blog Image

Et smukt, men sjældent syn: Værdig gris under naturlige forhold.

I min skoletid lærte vi, at Danmark var et landbrugsland, der gjorde sig internationalt bemærket med sin fødevareproduktion. Og jeg er så gammel, at det faktisk passede på det tidspunkt.

Jeg var heldig at have min gang på gårde i omegnen af det nybyggede villakvarter, vi boede i, og på min lille, røde cykel spurtede jeg af sted over markvejene og var med ved malkning, fodring, udmugning, fødsler, slagtning, høst og alt muligt andet forefaldende arbejde på en veldrevet, middelstor gård. Ikke mange børn har de muligheder i dag.

Nu får jeg regelmæssige chok, når jeg ser og hører om moderne, dansk landbrug: lange dyretransporter, fastspændte søer, kastration af smågrise på samlebånd, tremmegulve i stalde, køer, der aldrig kommer på græs, salmonellainfektioner, rutinemæssig antibiotikabehandling, stråforkorter, kunstgødning, pesticider, sammenstuvning, angst, smerte og lidelser.

Hvis det ikke er nok til at fremkalde kvalme, kan man blot tænke på de produkter, der kommer ud af alle anstrengelserne: sjasket, smagløst kød og pålæg, gummiagtige oste, vandig mælk, blege, halvgamle æg, sygdomsbefængte kyllinger, havregryn med giftrester og mel af korn, der er uegnet til bagning og dermed til menneskeføde.

Her i sommer har vi haft (endnu) en salmonellaepidemi: Man ved med sikkerhed, at omkring 1000 danskere blev ramt af en meget, meget ubehagelig infektionssygdom, men det er kun de anmeldte tilfælde; tallet kan være ti eller hundrede gange højere. Seks er døde – af at spise danske landbrugsprodukter, formodentligt!

Der er ingen tvivl om, at den tiltagende industrialisering af landbruget har forringet forholdene for både dyr og mennesker. Det skyldes naturligvis en økonomisk tilpasning til større og større bedrifter, som beskæftiger færre og færre mennesker. Resultatet er, at opmærksomheden på det enkelte produktionsdyr og på den enkelte hektar er minimal. Vi ved, om brugene er rentable, for det tæller landmandens computer sammen for ham, men ingen ved, om dyr og jord trives og er i balance.

Som landbrugsland burde vi have været stolte af vores produkter og have forfinet dem til eftertragtede mærkevarer i stedet for at optimere mængderne på bekostning af kvaliteten. Vi burde have set det komme og have lagt vægten på økologi, dyrevelfærd, tradition og velsmag. Navnlig i betragtning af, at vi er så små, at vi aldrig kan konkurrere prismæssigt med newzealandske lam, sydamerikanske bøffer eller nordamerikanske kornarealer.

Der er tiltag rundt omkring i landet til forfinelse af gode, danske råvarer, men almindelige mennesker kan ikke lige køre til Skagen efter en skinke og betale to formuer for den. Gode, smagfulde, sygdomsfri fødevarer burde være tilgængelige i alle dagligvarebutikker, og så ville vi meget gerne spares for alle skrækhistorierne om produktionsforholdene!